Danish(i)
1 Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:
2 Du Menneskesøn! tal til dit Folks Børn, og sig til dem: Naar jeg skulde føre Sværd over et Land, og Folk i Landet toge een Mand iblandt sig og gjolde ham til deres Vægter,
3 og han saa Sværdet komme over Landet og blæste i Trompeten og advarede Folket;
4 og den, som da hørte Trompetens Lyd, dog ikke vilde lade sig advare, og sværet kom og tog ham bort: Saa skal hans Blod være over hans Hoved.
5 Han hørte Trompetens Lyd og lod sig ikke advare, hans Blod skal være over ham; men havde han ladet sig advare, vilde han have reddet sit Liv.
6 Men naar Vægteren saa Sværdet komme og ej blæste i Trompeten, og Folket ej advaredes, og Sværdet kom og tog en Sjæl bort af dem: Saa blev han vel borttagen for sin Misgernings Skyld, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Haand.
7 Og du, Menneskesøn! Jeg har sat dig til Vægter for Israels Hus, at, naar du hører det Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne.
8 Naar, jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige skal visselig dø, og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans Vej, da skal han den ugudelige, vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.
9 Men naar du advarer den ugudelige for hans Vej, at han skal omvende sig derfra, og han dog ikke omvender sig fra sin Vej, da skal han dø for sin Misgerning, men du skal have din Sjæl frelst.
10 Og du Menneskesøn! sig til Israels Hus: I sige saaledes: Vore Overtrædelser. og vore Synder ere over os, og vi hensvinde under dem; hvorledes kunne vi da leve?
11 Sig til dem: Saa sandt jeg lever, siger den Herre HERRE; Jeg har ikke Behag i den ugudeliges Død, men deri, at deri ugudelige omvender sig fra sin Vej, at han maa leve; vender om, vender om fra eders onde Veje! Hvorfor ville I dog dø, -Israels Hus?
12 Og du Menneskesøn! sig til dit Folks Børn: Den retfærdiges Retfærdighed skal ikke redde ham paa hans Overtrædelses Dag, og den Ugudelige skal ikke falde for sin Ugudelighed paa den Dag, han omvender sig fra sin Ugudelighed, og den retfærdige skal ikke kunne leve derved, paa den Dag han synder.
13 Naar jeg siger om den retfærdige: Han skal visselig leve, og han forlader sig paa sin Retfærdighed og gør Uret, da skal ingen af hans retfærdige Gerninger ihukommes; men han skal dø i sin Uretfærdighed, som han gjorde.
14 Og naar jeg siger til den ugudelige: Du skal visselig dø, og han omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Retfærdighed,
15 saa at den ugudelige giver Pant tilbage, betaler det, han har røvet, vandrer efter Livets Bud og ikke gør Uret, da skal han visselig leve, han skal ikke dø.
16 Ingen af, hans Synder, som han har begaaet, skal kommes haln i Hu; han har gjort Ret og Retfærdighed, han skal visselig leve.
17 Dog sige dit Folks Børn Herrens Vej er ikke rigtig; men det er dem selv, hvis Vej ikke er rigtig.
18 Naar den retfærdige vender om fra sin Retfærdighed og gør Uret, da skal han dø derfor.
19 Og naar den ugudelige vender om fra sin Ugudelighed og gør Ret og Retfærdighed, da skal han leve derved.
20 Og dog sige I: Herrens Vej er ikke rigtig; jeg skal dømme eder, Israels Hus! hver efter hans Veje.
21 Og det skete i det tolvte Aar i den tiende Maaned, paa den femte Dag i Maaneden efter vor Bortførelse, da kom een til mig, som var, undkommen fra Jerusalem, og sagde: Staden er indtagen.
22 Og HERRENS Haand var kommen over mig om Aftenen, før den undslupne kom; og han oplod min Mund, inden denne kom til mig om Morgenen; saa oplodes min Mund, og jeg var ikke ydermere stum.
23 Og HERRENS Ord om til mig saaledes:
24 Du Menneskesøn! de, som bo paa disse øde Steder i Israels Land, sige saaledes: Abraham har een og ejede Landet, og vi ere mange, os er Landet givet til Ejendom.
25 Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: I æde Kød tillige med Blod og opløfte eders Øjne til eders Afguder og udøse Blod! og I skulle eje Landet!
26 I stole paa eders Sværd, I gøre Vederstyggeligheder og vanære hver sin Næstes Hustru; og I skulle eje Landet.
27 Saaledes skal du sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Saa sandt jeg lever, de, som ere paa de øde Steder, skulle falde for Sværdet, og den, som er paa Marken, ham har jeg givet til de vilde Dyr, at de skulle æde ham, og de, som ere i Fæstningerne og i Hulerne, skulle dø af Pest.
28 Og jeg vil gøre Landet til en Ødelæggelse og en Ørk, og dets Magts Stolthed skal ophøre; og Israels Bjerge skulle ligge øde, at ingen skal gaa over dem.
29 Saa skulle de fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg gør Landet til en Ødelæggelse og en Ørk, formedelst alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.
30 Og du Menneskesøn! dit Folks Børn tale indbyrdes om dig ved Væggene og i Husdørene, og den, ene taler med den anden, hver med sin Broder, sigende: Kære, kommer sin Broder, sigende: Kære, kommer, og hører, hvad det er for et Ord, som udgaar fra HERREN.
31 Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.
32 Og se, du er dem som en behagelig Sanger, der har en dejlig Røst, og som kan spille smukt; derfor skulle de høre dine Ord, men dog ikke gøre efter dem.
33 Men naar det kommer se det kommer! da skulle de fornemme, at der har været en Profet midt iblandt dem.