Danish(i)
1 Og HERRENS Ord kom til mig, og han sagde:
2 Du skal ikke tage dig en Hustru, og du skal ikke have Sønner eller Døtre paa dette Sted.
3 Thi saa siger HERREN om de Sønner og om de Døtre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre; som føde dem, og om deres Fædre, som avle dem i dette Land:
4 De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.
5 Thi saa siger HERREN: Du maa ikke gaa ind i Sørgehus og ikke gaa hen for at holde Klagemaal og ej vise Medynk over dem; thi jeg har borttaget min Fred fra dette Folk, siger HERREN, ja, Miskundheden og Barmhjertigheden.
6 Og de skulle dø, store og smaa i dette Land, de skulle ikke begraves, og man skal ikke holde Klagemaal over dem, og man skal ikke saare sig og ej afrage sit Haar for deres Skyld.
7 Og man skal ikke bryde Sorgens Brød til dem, for at trøste nogen over en død, og ikke give dem at drikke af Trøstens Bæger, over nogens Fader og over nogens Moder.
8 Og du skal ikke gaa ind i Gæstebuds Hus til at sidde hos dem for at æde og for at drikke.
9 Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader ophøre fra dette Sted for eders Øjne og i eders Dage Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst.
10 Og det skal ske, naar du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor udtaler HERREN al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgerning, og hvad er vor Synd, som vi hava syndet med for HERREN vor Gud?
11 da skal du sige til dem: Det er, fordi eders Fædre forlode mig, siger HERREN, og gik efter andre Guder og tjente dem og tilbade dem, men mig forlode de, og min Lov holdt de ikke.
12 Og I have gjort det værre end eders Fædre, og se at vandre hver efter sit onde Hjertes Stivhed for ikke at ville høre mig:
13 Men jeg vil kaste eder ud af dette Land til et Land, som I ikke kende, hverken I eller eders Fædre; og der skulle I tjene andre Guder Dag og Nat, thi jeg vil ikke give eder Naade.
14 Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, at der ikke ydermere skal siges: Saa sandt HERREN lever han som opførte Israels Børn af Ægyptens Land!
15 men derimod Saa sandt HERREN lever, han, som førte Israels Børn op af Nordenland og fra alle Landene, hvorhen han havde fordrevet dem! Og jeg vil føre dem tilbage til deres Land, som jeg gav deres Fædre.
16 Se, jeg sender Bud til mange Fiskere, siger HERREN, og de skulle fiske dem; og derefter vil jeg sende Bud til mange Jægere, og de skulle jage dem paa alle Bjerge og paa alle Høje og i Klipperevnerne.
17 Thi mine Øjne ere over alle deres Veje, de ere ikke skjulte for mit Ansigt, og deres Misgerning er ikke tildækket for mine Øjne.
18 Men jeg vil først betale dem deres Misgerning og deres Synd dobbelt, fordi de vanhelligede mit Land med deres Vederstyggeligheders døde Kroppe og fyldte min Arv med deres Afskyeligheder.
19 HERRE, min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! til dig skulle Hedningerne komme fra Jordens Ender og sige Vore Fædre arvede kun Løgn, Forfængelighed, hvori der intet var sam kunde gavne dem.
20 Mon et Menneske kan gøre sig Guder? de ere dog ikke Guder.
21 Derfor se jeg lader dem kende denne Gang ja, jeg lader dem kende min Haand og min Styrke; og de skulle kende at mit Navn er HERREN.