Danish(i)
1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke" af David; "et gyldent Smykke".
2 Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme detVished, I Menneskens Børn
3 Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet.
4 De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders skød.
5 De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle; der stopper sit Øre,
6 at den ikke skal høre paa deres Røst, som besværge, paa Manerens, som er udlært til at mane.
7 Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; HERRE! knus de unge Løvers Kindtænder!
8 Lad dem henflyde som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da være disse som sløvede!
9 Lad dem være som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen.
10 Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stomen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand.
11 Den retfærdige skal glæde sig, fordi han har set Hævnen; han skal to sine Trin i den ugudeliges Blod. Og Mennesker skulle sige: Den retfærdige har dog Frugt; der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden.