Danish(i)
1 Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; "et gyldent Smykke"; til at læres;
2 der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde.
3 Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!
4 Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster.
5 Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.
6 Men nu har du givet dem, som dig frygte; et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela),
7 paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os!
8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
9 Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn; Juda er min Herskerstav.
10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom?
12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.