1 Peter 5 Cross References - Danish

¹ De Ældste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Ældste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares: ² vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld men med Redebonhed; ³ ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden; ⁴ og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands. ⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade. ⁶ Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder. ⁷ Kaster al Eders Sorg paa ham, thi han har Omhu for Eder. ⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue. ⁹ Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden. ¹⁰ Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder! ¹¹ Han være Ære og Magt i al Evighed! Amen. ¹² Med Silvanus, den trofaste Broder, (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet Eder til og formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae. ¹³ Den medudvalgte Menighed i Babylon hilser Eder, saa og Marcus min Søn. ¹⁴ Hilser hverandre med Kjærligheds Kys. Fred være med Eder alle, som ere i Christus Jesus! Amen.

¹⁹ Men jeg ved, at Kongen af Ægypten skal ikke lade eder fare, end ikke ved en stærk Haand.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

¹¹ Og Mose bad ydmygelig for HERRENS, sin Guds Ansigt og sagde: HERRE, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand

⁶ Og HERREN gik forbi for hans Ansigt og raabte: HERREN, HERREN er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, ⁷ som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

³² Du skal staa op for den graahærdede og hædre den gamle, og du skal frygte din Gud; jeg er HERREN.

⁴¹ saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf:

⁹ Thi HERRENS Del er hans Folk; Jakob er hans Arvelod.

³⁵ Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.

⁵ Saa gik Samson og hans Fader og hans Moder ned til Thimna; og de kom til Thimnas Vingaarde, og se, da kom en ung Løve brølende imod ham.

¹⁰ Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til HERREN og græd saare. ¹¹ Og hun lovede et Løfte og sagde: HERRE Zebaoth, om du ser til din Tjenestekvindes Elendighed og kommer mig i Hu og ikke glemmer din Tjenestekvinde og giver din Tjenestekvinde mandlig Sæd: Da vil jeg give ham til HERREN for alle hans Livsdage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved. ¹² Og det skete, der hun længe havde bedet for HERRENS Ansigt, da tog Eli Vare paa hendes Mund. ¹³ Thi Hanna talede i sit Hjerte, hendes Læber, rørte sig blot, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for at være drukken. ¹⁴ Og Eli sagde til hende: Hvor længe vil du være drukken? bortskaf din vin fra dig; ¹⁵ Og Hanna svarede og sagde: Det er ikke saa, min Herre; jeg er en Kvinde, som er hart bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin eller stærk Drik; men jeg har udøst mit Hjerte for HERRENS Ansigt ¹⁶ Agt ikke din Tjenestekvinde ligesom en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harmes Mangfoldighed. ¹⁷ Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give dig din Begæring, som du begærede af ham. ¹⁸ Og hun sagde: Lad din Tjenestekvinde finde Naade for dine Øjne! Da gik Kvinden sin Vej og aad og hendes Ansigt var ikke ydermere bedrøvet.

⁶ Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i HERREN sin Gud.

²⁹ Har du set, at Akab har ydmyget sig for mit Ansigt fordi han har ydmyget sig for mit Ansigt, vil jeg ikke lade det onde komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg føre det onde over hans Hus.

¹⁹ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for HERRENS Ansigt, da du hørte, hvad jeg har talt imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til Ødelæggelse og til Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN.

⁴¹ Saa staa nu op, HERRE, Gud! til din Hvile, du og din Magts Ark: HERRE, Gud! lad dine Præster iføres Frelse, og lad dine hellige glæde sig i det gode!

⁶ Da ydmygede de Øverste udi Israel sig tillige med Kongen, og de sagde: HERREN er retfærdig. ⁷ Og der HERREN saa, at de ydlnygede sig, da skete HERRENS Ord til Senaja og sagde: De have ydmyget sig, jeg vil ikke ødelægge dem; men om en kort Tid vil jeg lade dem undkomme, og rnin Fortørnelse skal ikke udøses over Jerusalem ved Sisak.

¹² Og da han ydmygede sig, blev HERRENS Vrede vendt af fra ham, thi han vilde ikke ødelægge ham aldeles; thi der var ogsaa nogle gode Ting. i Juda.

¹¹ Dog nogle af Aser og Manasse og af Sebulon ydmygede sig og kom til Jerusalem.

²⁶ Dog ydmygede Ezekias sig, efter at hans Hjerte havde ophøjet sig, han og Indbyggerne i Jerusalem; derfor kom HERRENS Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage.

¹² Og der han kom i Angest, bad han ydmygelig for HERREN sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare fór sine Fædres Guds Ansigt.

¹⁹ Og hans Bøn, og at han blev bønhørt, og al hans Synd og Forgribelse og de Steder, paa hvilke han byggede Højene og satte Astartebilleder og udskaarne Billeder, førend han blev ydmyget; se, dette er skrevet i Seernes Krønike.

²³ Men han ydmygede sig ikke for HERRENS Ansigt, som hans Fader Manasse havde ydmyget sig; thi denne Amon gjorde Skylden mangfoldig.

¹² Og han gjorde det, som var ondt for HERREN, hans Guds, Øjne; han ydmygede sig ikke for Profeten Jeremias, som talte af HERRENS Mund.

⁶ Og Esther sagde: Den Mand, den Modstander og Fjende er denne onde Haman; og Haman blev forfærdet for Kongens og Dronningens Ansigt.

⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem. ⁷ Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi.

² Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi.

²⁹ Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.

¹⁴ Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

²² Se, Gud er oph øjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes.

¹³ Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se HERRENS Godhed i de levendes Land! ¹⁴ Bi efter HERREN, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter HERREN!

¹² Saligt er det Folk, hvis Gud HERREN er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.

¹⁵ Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den!

⁵ Vælt din Vej paa HERREN og forlad dig paa ham, han skal gøre det.

²² Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd.

³ Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. ⁴ Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig;

²⁴ Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære. ²⁵ Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.

² Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.

¹⁰ Og jeg vil forkynde det evindelig; jeg vil lovsynge Jakobs Gud. Og jeg vil afhugge alle de ugudeliges Horn; men den retfærdiges Horn skal ophøjes.

⁷¹ fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. ⁷² Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

⁵ Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalcte dig.

¹⁵ Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed.

⁴ Jeg vil nævne Rallab og Babel iblandt dem, som kende mig; se, Filisteren og Tyrieren samt Morianen: "Denne, han er født der."

¹³ Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.

¹⁶ Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; HERRE! i dit Ansigts Lys vandre de. ¹⁷ I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de.

²¹ De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.

⁶ Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!

⁹ Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed og dine hellige synge med Fryd.

¹⁶ Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd.

⁷ Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig.

⁴ Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig. ⁵ Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

³⁴ Dersom de ere Spottere, da skal han spotte dem, men de ydmyge skal han give Naade.

¹² Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

² Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.

²³ Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære.

⁸ Dersom du ikke ved det, du dejligste iblandt Kvinderne! da gak ud i Faarenes Spor, og vogt dine Kid ved Hyrdernes Boliger!

¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag.

²⁹ Deres Brøl er som Løvindens, og de brøle som de unge Løver, og de brumme og gribe Rov og bortføre det, og der er ingen, som redder. ³⁰ Og de skulle bruse ind over dem paa denne Dag, som naar Havet bruser; og skuer man til Landet, da se, der er Trængsels Mørke, og Lyset er formørket af de tykke Skyer.

⁸ Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig!

¹² Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? ¹³ Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden;

⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette.

¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.

⁸ Han er nær, som mig retfærdiggør; hvo vil trætte med mig? lader os træde frem med hinanden; hvo er den, som har Sag imod mig? han komme hid til mig!

¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

¹⁰ Jeg vil glæde mig storlig i HERREN, min Sjæl skal fryde sig i mig Gud; thi han iførte mig Frelsen glædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynte paa, og som en Brud, der pryde sig med sit Smykke.

¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem?

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

¹⁵ Unge Løver brølede imod ham, de lode deres Røst høre, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at ingen bor deri.

¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.

¹⁰ Derfor vil jeg give deres Hustruer til andre og deres Agre til dem; som skulle eje dem; thi fra den mindste til den største tragter enhver efter Vinding, fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.

¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort. ¹⁸ Sig til Kongen og til Herskerinden: Sætter eder lavere! thi nedfaldne ere eders Hovedsmykker, ja, eders dejlige Krone.

²⁰ Opløfter eders øjne, og ser dem, som komme fra Norden; hvor er nu Hjorden, som dig var given, dine dejlige Faar?

¹⁰ End ikke indtil denne Dag føle de Sønderknuselse, og de frygte ikke og vandre ikke i min Lov og i mine Skikke, som jeg gav for eders Ansigt og for eders Fædres Ansigt.

³⁸ De brøle til Hobe som unge Løver; de knurre som Løveunger.

²¹ Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har talt.

⁷ Og denne skændede deres Enker og ødelagde deres Stæder; og Landet, og hvad der var i det, forfærdedes for hans Brølens Røst.

⁶ Og du Menneskesøn, suk! saa det bryder i dine Lænder, og saa det er dig bittert, skal du sukke for deres Øjne.

²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi.

² Du Menneskesøn! spaa imod Israels Hyrder, spaa, og sig til dem, til Hyrderne: Saa siger den Herre, HERRE: Ve Israels Hyrder, som ere deres egne Vogtere! skulle ikke Hyrderne være Faarenes Vogtere? ³ I æde Fedmen og klæde eder med Ulden, I slagte det fede, men Faarene vogte I ikke. ⁴ Det svage styrkede I ikke, og det syge lægede I ikke, og det, som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det, som var tabt, ledte I ikke efter; men med Haardhed og med Grumhed herskede I over dem.

²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde.

³¹ Og I, mine Faar, min Græsgangs Faar, I ere Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre, HERRE.

²⁴ Og min Tjener og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem.

²² Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette.

²⁴ Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud.

³ Men de forstandige skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin; og de, der fsrte de mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid.

¹⁰ Efter HERREN skulle de vandre, som en Løve skal han brøle; thi han skal brøle, og Børn skulle komme skælvende fra Havet af.

⁸ Jeg vil anfalde dem som en Bjørn, der er berøvet sine Unger, og vil sønderrive deres Hjertes Lukke, og jeg vil fortære dem der som en Løvinde, Markens Dyr skulle sønderslide dem.

¹⁶ Skynder eder og kommer, alle Hedninger, trindt omkring fra, og samler eder! did lade du, o HERRE, dine vældige stige ned!

² Han sagde da: HERREN skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem; og Hyrdernes Græsgange skulle sørge og Karmels Top blive tør.

⁴ Mon en Løve brøler i Skoven, naar der ikke er Rov for den? mon en ung Løve hæver sin Røst fra sin Hule, uden at den har fanget noget?

⁸ Løven har brølet, hvo skal ikke frygte den Herre, HERRE har talt, hvo skal ikke profetere?

¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.

⁴ Og han skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betræder vore Paladser? saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster.

⁸ Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad HERREN kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud.

¹⁴ Vogt med din Stav dit Folk, din Arvs Hjord, som bor ene for sig, i Skoven midt paa Karmel; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage!

¹⁸ hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed. ¹⁹ Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.

¹ Og han lod mig se Ypperstepræsten Josva, der stod for HERRENS Engels Ansigt, og Satan, del stod ved hans højre Haand for at staa ham imod.

⁶ Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og give dem Bolig; thi jeg har forbarmet mig over dem, og de skulle vorde, som om jeg ikke havde bortkastet dem; thi jeg er HERREN deres Gud og vil bønhøre dem.

¹² Og jeg vil styrke dem i HERREN, og i hans Navn skulle de vandre, siger HERREN.

³ Hyrdernes Hyl lyder, thi deres Herlighed er ødelagt; de tunge: Løvers Brøl lyder, thi Jordanens Stolthed er ødelagt.

¹⁷ Ve den unyttige Hyrde, som forlader Faarene! et Sværd skal komme imod hans Arm og imod hans højre Øje; hans Arm skal visne hen, og hans højre Øje skal blive aldeles dunkelt.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.

¹ Da blev Jesus ført af Aanden i Ørken, at fristes af Djævelen.

¹¹ Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.

²⁵ Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? ²⁶ Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de?

³³ Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder. ³⁴ Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.

³⁹ og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene.

²⁵ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem. ²⁶ Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener;

⁸ Men I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi Een er Eders Veileder, Christus, men I ere alle Brødre. ⁹ Og I skulle ingen kalde Eders Fader paa Jorden; thi Een er Eders Fader, som er i Himlene. ¹⁰ Og I skulle ikke lade Eder kalde Veiledere; thi Een er Eders Veileder, Christus.

¹² Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

⁴² Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer.

⁴⁸ Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; ⁴⁹ og begynde at slaae Medtjenerne, men at æde og drikke med de Drukne: ⁵⁰ saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed,

³¹ Men naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds Trone. ³² Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, oghan skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene. ³³ Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den venstre. ³⁴ Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt. ³⁵ Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; ³⁶ jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel,, og I kom til mig. ³⁷ Da skulle de Retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gave dig Mad? eller tørstig, og gave dig at drikke? ³⁸ Naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klædt dig? ³⁹ Naar have vi seet dig syg eller i Fængsel, og ere komne til dig? ⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig. ⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. ⁴² Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; ⁴³ jeg var fremmed, og I toge mig ikke til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg, og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. ⁴⁴ Da skulle de ogsaa svare ham og sige: Herre! naar have vi seet dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel, og have ikke tjent dig? ⁴⁵ Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig. ⁴⁶ Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv.

³⁸ Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?

⁴² Da kaldte Jesus dem og sagde til dem: I vide, at de, der ere i Anseelse som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener; ⁴⁴ og hvo som vil blive den Ypperste iblandt eder, skal være Alles Tjener; ⁴⁵ thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange.

⁵² Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe.

³ Og Djævelen sagde til ham: dersom du er Guds Søn, sa siig til denne Steen, at den bliver Brød. ⁴ Og Jesus svarede og sagde til ham: der er skrevet: Mennesket lever ikke aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord. ⁵ Og Djævelen førte ham op paa et høit Bjerg og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik. ⁶ Og Djævelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne Magt og disse Rigers Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil. ⁷ Dersom du vil tilbede mig, skal det altsammen høre dig til. ⁸ Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. ⁹ Og han førte ham til Jerusalem og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; ¹⁰ thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig at bevare dig; ¹¹ og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. ¹² Og Jesus svarede og sagde til ham: der er sagt, du skal ikke friste Herren din Gud.

¹¹ Men naar de føre Eder frem for Synagoger og Øvrigheder og de Vældige, da bekymrer Eder ikke, hvorledes eller hvad I skulle tale til Eders forsvar, eller hvad I skulle sige; ¹² thi den Hellig Aand skal lære Eder i den samme Stund, hvad I bør sige.

²² Men han sagde til sine Disciple: derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføres.

³⁰ Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov. ³¹ Søger heller Guds Rige. saa skulle alle disse Ting tillægges Eder. ³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

⁴⁵ Men dersom samme Tjener siger i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; og han begynder at slaae Drengene og Pigerne og at æde og drikke og blive drukken; ⁴⁶ da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe.

¹¹ Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

³⁶ Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn.

²⁴ Der var og en Trætte iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at være den Største? ²⁵ Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer. ²⁶ I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener. ²⁷ Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er iblandt Eder som den, der tjener.

³¹ Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede. ³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.

⁴⁸ Men I ere Vidner til disse Ting.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

¹¹ Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.

¹³ Men Leisvenden flyer, fordi han er Leiesvend og har ikke Omsorg for Faarene.

²⁷ Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og forsage ikke.

²⁶ Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig. ²⁷ Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder!

²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder!

¹⁵ Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam. ¹⁶ Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. ¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

²¹ Der Peter saae denne, siger han til Jesus: Herre! men hvad skal denne?

⁸ Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.

²² ligesaa Johannes' Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.

³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.

¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. ³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.

³⁹ Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ. ⁴⁰ Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares, ⁴¹ ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

³⁰ hvilket de og gjorde og sendte det til de Ældste, ved Barnabas' og Saulus' Haand.

¹² Og som han besindede sig, kom han for Marias Huus, som var Moder til Johannes ved Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade.

²⁵ Men Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde, og de havde med sig Johannes med Tilnavn Marcus.

²² og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler. ²³ Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed, og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.

⁴ Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort for dem.

⁶ Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overlægge denne Sag.

²² Da besluttede Apostlerne og de Ældste med al Menigheden at udvælge Mænd af dem, og sende dem til Antiochia tilligemed Paulus og Barnabas, nemlig Judas med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. ²³ Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien.

¹⁷ Men fra Miletus sendte han til Ephesus, og lod kalde til sig Menighedens Ældste.

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

²⁶ Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod; ²⁷ thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad. ²⁸ Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.

²⁸ Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.

³³ Jeg har ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klædebon. ³⁴ Men I vide selv, at disse Hænder havde tjent for min Nødtørft og for dem, som ere med mig.

¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

¹⁸ Men anden Dagen gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen.

⁷ Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

¹⁵ Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom.

² ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud;

⁶ Thi da vi endnu vare Overtrædere, døde Christus til bestemte Tid for de Ugudelige.

²⁰ Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere, ²¹ saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfæreighed til et evigt Liv, formedelst Jesus Christus, vor Herre.

¹ Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

¹⁷ Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham. ¹⁸ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. ²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre. ³⁰ Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort.

¹¹ Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte),

²⁴ hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger!

³⁶ thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

¹⁰ værer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;

¹¹ Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende. ¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben; ¹³ lader os vandre skikkeligen som om Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind; ¹⁴ men ifører den Herre Jesus Christus, og pleier ikke Kjødet til at vække Begjerlighed.

⁵ Men Taalmodighedens og Trøstens Gud giver Eder at have eet Sind indbyrdes efter Christus Jesus,

¹³ Men haabets Gud fylde Eder med al Glæde og Fred, idet I troe, at I kunne vorde rige i Haabet ved den Hellig Aands Kraft.

¹⁶ Hilser hverandre med et helligt Kys. Christi Menigheder hilse Eder.

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,

⁹ Gud er trofast, ved hvem I ere kaldte til hans Søns, Jesu Christi, vor Herres Samfund.

³⁰ Men ved ham ere I udi Christus Jesus, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfærdighed, og Helliggjørelse, og Forløsning;

⁵ Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? uden Tjenere, ved hvilke I bleve troende, og det, eftersom Herren har givet enhver.

⁹ Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning.

⁷ Hvo tjener vel i Krig paa sin egen Sold? hvo planter en Viingaard og æder ikke af dens Frugt? eller hvo føder en Hjord og æder ikke af Hjordens Melk?

¹⁶ Thi om jeg prædiker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke prædiker! ¹⁷ Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet.

²⁵ Hver den, som kæmper, er afholdende i Alt; hine vel, for at annamme en forkrænkelig Krone, men vi en uforkrænkelig.

¹³ Eder er ingen Fristelse paakommen uden menneskelig; men Gud er trofast, som ikke skal lade Eder fristes over Eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens udgang saaledes, at I det kunne taale.

²² Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?

¹¹ Dog er hverken Manden uden Kvinden, ei heller Kvinden uden Manden i Herren.

¹ Fremdeles minder jeg Eder, Brødre! om det Evangelium, som jeg forkyndte Eder, hvilket I og annammede, i hvilket I og ere vedblevne,

²⁰ Alle Brødrene hilse Eder, Hilser hverandre med et helligt Kys.

¹⁹ Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er prædiket iblandt Eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men Ja var i ham.

²⁴ Ikke at vi ville herske over Eders Tro, men arbeide med Eders Glæde; thi I staae fast i Troen.

⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld.

¹⁷ Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed,

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

⁸ dog ere vi frimodige og have mere Behagelighed til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.

¹⁷ Saa at, dersom Nogen er i Christus, da er han en ny Skabning; det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt.

¹⁴ See, jeg er tredie Gang rede at komme til Eder og vil ikke besvære Eder, thi jeg søger ikke det, som Eders er, men Eder; thi Børnene skulle ikke samle Liggendefæ til Forældrene, men Forældrene til Børnene. ¹⁵ Men jeg vil med Glæde opoffre, ja opoffres for Eders Sjæle; om endog jeg, som elsker Eder saa høit skulde elskes mindre.

¹¹ Iøvrigt, Brødre formaner hverandre, haver eet Sind, værer fredsommelige, og Kjærlighedens og Fredens Gud skal være med Eder. ¹² Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de Hellige hilse Eder.

⁸ Men dersom endog vi eller en Engel af Himmelen prædiker Eder Evangelium anderledes, end vi have prædiket Eder det, han være en Forbandelse! ⁹ Som jeg sagde, saa siger jeg nu igjen: dersom Nogen prædiker Eder Evangelium anderledes, at I have annammet det, han være en Forbandelse.

³ at han ved Aabenbarelse har kundgjort mig hiin Hemmlighed, hvorom jeg foran har korteligen skrevet,

²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum!

²¹ og værer hverandre underdanige i Guds Frygt.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt.

¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile,

²¹ Men at ogsaa I skulle vide min Tilstand, hvorledes det gaaer mig, da skal Tychicus, den elskelige Broder og troe Tjener i Herren, kundgjøre Eder Alt;

²³ Fred med Brødrene og Kjærlighed med Tro fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus.

¹⁹ Thi jeg veed, at det skal geraade mig til Frelse, formedelst Eders Bøn Jesu Christi Aands Bistand,

²¹ Thi det at leve er mig Christus og at døe en Vinding. ²² Men dersom det at leve i Kjødet skaffer mig Frugt af min Gjerning, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal vælge. ²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre;

³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.

¹⁷ Vorder mine Efterfølgere, Brødre! og agter paa dem, der vandre saaledes, som i have os til Exempel.

⁶ Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;

⁹ Hvad I ogsaa have lært og annammet og hørt og seet paa mig, dette gjører, og Fredens Gud skal være med Eder.

¹³ Jeg formaaer Alt i Christus, som gjør mig stærk.

⁷ ligesom i have lært af Epaphras, vor elskelige Medarbeider, hvilken er en tro Christi Tjener for Eder,

²² har han dog nu forligt i sit kjødelige Legeme ved Døden, for at fremstille Eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn; ²³ saafremt I ellers forblive grundfæstede og stadige i Troen, og ikke lade Eder rokke fra det Evangeliums Haab hvilket I have hørt, hvilket er prædiket for al Skabningen under Himmelen, hvis Tjener jeg Paulus er bleven.

⁵ Thi om jeg endog er fraværende med Legemet, saa er jeg dog hos Eder i Aanden og glæder mig, idet jeg seer Eders Orden og Fastheden af Eders Tro paa Christus.

⁷ rodfæstede og opbygte i ham, og stadfæstede i Troen, ligesom i ere lærte, voxende i den med Taksigelse.

³ Thi I ere døde, og Eders Liv er skjult med Christus i Gud. ⁴ naar Christus, vort Liv, aabenbares, da skulle ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed.

¹² Saa ifører Eder da, som Guds Udvalgte, Hellige og Elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,

⁷ Hvorledes det gaaer mig, skal Tychicus, den elskelige Broder og troe Tjener og Medarbeider i Herren, kundgjøre Eder altsammen;

⁹ tilligemed Onesimus, den troe og elskelige Broder, som er fra Eders By; hvorledes det har sig her med alle Ting, skulle de kundgjøre Eder.

¹ Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

⁵ Thi vort Evangelium hos Eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig Aand og i fuld Overbeviisning, ligesom i og vide hvorledes vi have været iblandt Eder til Eders bedste. ⁶ Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Hellig Aand,

¹² og vidende, at I skulde omgaaes værdeligen for Gud, som kaldte Eder til sit Rige og sin herlighed.

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

³ at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte.

⁶ Derfor lader os ikke sove ligesom de Andre, men lader os vaage og være ædrue. ⁷ Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om natten. ⁸ Men lader os, som ere Dagens Børn, være ædrue, iførte Troens og Kjærlighedens Haab.

²⁶ Hilser alle brødre med et helligt Kys.

¹ Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed, i Gud vor Fader den Herre Jesus Christus:

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed, ¹⁰ naar han kommer paa hiin Dag, at herliggjøres i sine Hellige beundres i dem, som troe; thi vort Vidnesbyrd er blevet troet hos Eder.

¹⁴ hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.

¹⁷ han trøste Eders hjerter, og styrke Eder i al god tale og Gjerning!

³ Men Herren er trofast som skal styrke og bevare Eder, fra det Onde;

⁹ Ikke fordi vi havde magt dertil; men vi vilde give Eder os selv til et Mønster at efterfølge.

⁶ som gav sig selv til en Gjenløsnings Betaling for Alle, et Vindesbyrd i sine beleilige Tider,

⁹ Desligeste og, at Kvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kosteligt Klædebon,

¹⁵ Men hun skal frelses ved Barnefødsel, dersom de blive i Tro og Kjærlighed og Hellighed med Tugt.

² Derfor bør det en Biskop at være ustraffelig, en Kvindes mand, aarvaagen, sindig, tugtig, gjestfri, bekvem til at lære Andre; ³ ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding; men billig, ikke kivagtig, ikke pengegjerrig;

⁸ Desligeste bør det Menighedens Tjenere at være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Viin, ikke til slet Vinding,

¹¹ Desligeste bør det deres Hustruer at være ærbare, ikke Bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle Ting.

¹² Lad ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld, men vær et Exempel for dem, som troe, i Tale, i Omgængelse, i Kjærlighed, i Aand, i Tro, i Kydskhed.

¹ Skjeld ikke paa en Gammel, men forman ham som en Fader, de Unge som Brødre,

¹⁹ Antag ikke noget Klagemaal mod nogen af de Ældste. uden efter to eller tre Vidner.

¹² strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er kaldet og har aflagt den gode Bekjendelse for mange Vidner.

⁹ som frelse os og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som os er given i Christus Jesus fra evige Tider,

¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed.

¹² Ja, ogsaa Alle, som vilde leve gudeligen i Christus Jesus, skulle forfølges,

⁷ Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. ⁸ Iøvrigt er Retfærdigheds Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hiin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.

³ men haver nu til sin Tid aabenbaret sit Ord ved den Prædiken, som mig er betroet, efter Guds vor Frelsers Befaling:

⁵ Derfore efterlod jeg dig i Creta, at du skulde indrette, hvad som fattes, og indsætte Ældste i hver Stad, som jeg befoel dig,

⁷ Thi det bør en Biskop at være ustraffelig, for en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding; ⁸ men gjestfri, elskende det Gode, sindig, retfærdig, hellig, kydsk;

¹¹ paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de lære, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.

² at de gamle Mænd skulle være aarvaagne, ærbare, sindige, sunde i Tro, i Kjærlighed, i Taalmodighed;

⁴ saa at de anføre de unge Kvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,

⁶ Forman ligesaa de unge Mænd at være sindige, ⁷ visende dig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger, i din Lære Reenhed, Værdighed,

¹² som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden;

¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

¹ Paamind dem at være Fyrster og Øvrigheder underdanige, at lyde Befalinger, at være redebonne til al god Gjerning,

⁹ saa formaner jeg dig dog hellere i Kjærlighed, jeg, saadan som du kjender mig, den gamle Paulus, nu ogsaa Jesu Christi Bundne.

¹⁴ Men uden dit Samtykke vilde jeg Intet gjøre, at din Godhed ikke skulde være af Tvang, men af fri Villie.

¹⁵ Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse.

³³ hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, erholdt Forjættelser, stoppede Løvers Mund,

¹⁵ og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes;

⁵ Eders Vandel være uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig, ⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

¹⁷ Lyder Eders Veiledere og værer dem hørige; thi de vaage over Eders Sjæle, som de, der skulle gjøre Regnskab, at de kunne gjøre dette med Glæde, og ikke sukkende; thi dette er Eder ikke gavnligt.

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus,

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, ²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen. ²² Jeg beder Eder, Brødre! at I fordrage dette Formaningsord; thi korteligen har jeg skrevet Eder til.

⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, ¹⁰ men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs.

¹² Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.

⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade. ⁷ Værer derfor Gud underdanige; staaer Djævelen imod, saa skal han flye fra Eder.

¹⁰ Ydmyger Eder for Herren, saa skal han ophøie Eder.

¹⁰ Mine Brødre! tager Propheterne, hvilke have talet i Herrens Navn, til Exempel paa at lide Ondt og være taalmodige.

² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen! ³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde, ⁴ til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i himlene til Eder,

⁴ til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i himlene til Eder, ⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid. ⁶ Herover fryder Eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,

⁶ Herover fryder Eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser, ⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse,

⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse,

¹² Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue. ¹³ Derfor omgjorder Eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter Eders Haab aldeles til den Naade, som bliver Eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.

¹⁵ men efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgængelse.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

²¹ Thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus har og lidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor;

²⁵ Thi I vare som vildfarende Faar, men ere nu omvendte til Eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

³ Eders Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, ⁴ men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.

¹⁴ Men om I og lide for Retfærdigheds Skyld, ere I salige. Men frygter ikke, som de frygte, og forfærdes ikke; men helliger Gud Herren i Eders Hjerter.

¹ Efterdi da Christus var lidt for os i Kjødet, væbner Eder og med det samme Sind, (thi den, som har lidt i Kjødet, har ladet af fra Synden),

⁵ men de skulle gjøre ham Regnskab, som er rede til at dømme Levende og Døde.

⁷ Men alle Tings Ende nærmer sig; værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.

¹¹ Taler Nogen i Menigheden, han tale som Guds Ord; tjener Nogen deri, han tjene som af den Formue, hvilken Gud forlener, at Gud maa æres i alle Ting formedelst Jesus Christus; han til kommer Ære og Magt i al Evighed! Amen.

¹³ men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde Eder.

² vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld men med Redebonhed;

⁴ og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.

³ Saasom hans guddommelige Magt har skjenket os alle Ting, som høre til Liv og Gudfrygtighed, ved hans Kundskab, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft,

¹² Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde Eder om dette, hvorvel I vide det og ere styrkede i den Sandhed, som er tilstede hos os.

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

²⁵ Og dette er den Forjættelse, som han tilsagde os, det evige Liv.

² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger. ⁹ Hver den, som er født af Gud, gjør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. ¹⁰ Deraf kjendes Guds Børn og Djævelens Børn; hver den, som ikke gjør Retfærdighed, er ikke af Gud og hvor som ikke elsker sin Broder.

⁹ Dersom vi antage Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, hvilket han har vidnet om sin Søn. ¹⁰ Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.

¹ Den Ældste til den udvalgte Frue og hendes børn, hvilke jeg elsker i Sandhed, og ikke jeg alene, men og Alle, som have erkjendt Sandheden, ² for den Sandheds Skyld, som bliver i os, og skal være med os til evig Tid: ³ Naade, Barmhjertighed, Fred være med Eder, fra Gud Fader og fra den Herre Jesus Christus, Faderens Søn, i Sandhed og Kjærlighed! ⁴ Jeg har meget glædet mig, at jeg har fundet Børn af dig, som vandre i Sandhed efter det Bud, vi annammede af Faderen. ⁵ Og nu beder jeg dig, Frue! ikke som om jeg skrev dig et nyt Bud men det, som vi have fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre. ⁶ Og dette er Kjærligheden, at vi skulle vandre efter hans Bud. Dette er det Bud, som I hørte fra Begyndelsen, at I skulle vandre efter det. ⁷ Thi mange Forførere ere komne ind i Verden, som ikke bekjende Jesus Christus at være kommen i Kjødet. En saadan er Forføreren og Antichristen. ⁸ Giver Agt paa Eder selv, at vi ikke skulle tabe, hvad vi have arbeidet, men maae bekomme af fuld Løn. ⁹ Hver den, som afviger og ikke bliver i Christi Lærdom, har ikke Gud. Hvo som bliver i Christi Lærdom, han har baade Faderen og Sønnen. ¹⁰ Dersom Nogen kommer til Eder og fører ikke denne Lærdom, han annammer ikke tilhuse og byder ham ikke velkommen. ¹¹ thi hvo som byder ham velkommen, bliver deelagtige i hans onde Gjerninger. ¹² Endskjøndt jeg havde Meget at melde Eder, har jeg ikke villet det med Papir og Blæk; men jeg haaber at komme til Eder og tale mundtligen med Eder, paa det vor Glæde maa vorde fuldkommen. ¹³ Din Søsters, den Udvalgtes, Børn hilse dig. Amen.

¹³ Din Søsters, den Udvalgtes, Børn hilse dig. Amen.

¹ Den Ældste til Cajus, den Elskelige, hvilken jeg elsker i Sandhed. ² Du Elskelige! jeg ønsker, at du i Alt maa lide vel og være karsk, ligesom din Sjæl lider vel. ³ Thi jeg blev meget glad, der Brødrene kom og vidnede om din Sandhed, hvorledes du vandrer i Sandheden. ⁴ Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører mine Børn vandre i Sandheden. ⁵ Du Elskelige! du gjør troligen Alt, hvad du gjør mod Brødrene og mod de Fremmede, ⁶ hvilke have vidnet for Menigheden om din Kjærlighed; og du gjør vel, naar du befordrer deres Reise saaledes, som det er sømmeligt for Gud. ⁷ thi for hans Navns Skyld ere de dragne ud, og de have Intet taget af Hedningerne. ⁸ Derfor ere vi skyldige at antage os Saadanne, paa det vi kunne blive Medarbidere for Sandheden. ⁹ Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke.

⁹ Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke. ¹⁰ Derfor, naar jeg kommer, vil jeg erindre de Gjerninger, som han gjør, idet han med onde Ord bagvasker os; og ikke nøiet hermed, antager han selv ikke Brødrene, og dem, som ville, formener han det og udstøder dem af Menigheden.

¹⁰ Derfor, naar jeg kommer, vil jeg erindre de Gjerninger, som han gjør, idet han med onde Ord bagvasker os; og ikke nøiet hermed, antager han selv ikke Brødrene, og dem, som ville, formener han det og udstøder dem af Menigheden. ¹¹ Du Elskelige! Efterfølg ikke det Onde men det Gode. Hvo som gjør Godt, er af Gud; men hvo som gjør Ondt, har ikke seet Gud. ¹² Demetrius har et godt Vidnesbyrd af Alle og af Sandheden selv; ogsaa vi vidne, og I vide, at vort Vidnesbyrd er sandt.

¹² Demetrius har et godt Vidnesbyrd af Alle og af Sandheden selv; ogsaa vi vidne, og I vide, at vort Vidnesbyrd er sandt. ¹³ Jeg havde Meget at melde, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen. ¹⁴ Men jeg haaber snart at see dig, og da skulle vi mundtligen tale sammen. Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især. Amen.

³ I Elskelige! da jeg alvorligen havde for at skrive Eder om den fælles Frelse, fandt jeg det fornødent at skrive Eder med Formaning om at stride for den Tro, som eengang er overanvordet de Hellige.

²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd,

⁶ og har gjort os til Konger og Præster for sin Gud og Fader: ham være Ære og Kraft i al Evighed! Amen. ⁷ See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham igjennemstunge, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen!

⁹ Jeg, Johannes, som og er Eders Broder og meddeelagtig i Trængslen og i Riget og i Jesu Christi Taalmodighed, var paa den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Christi, Vidnesbyrds Skyld.

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹¹ See jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, at Ingen skal tage din Krone.

¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed!

¹¹ Og dem bleve givne, hver især, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden Tid, indtil Tallet af deres medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke herefter skulde ihjelslaaes ligesom de.

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹² Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid.

⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden.

² Og han raabte med Styrke, men høi Røst, og sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djævelenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander, og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle!

¹² Ladning af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeide af Elfenbeen og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor ¹³ og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fint Meel og Hvede og Øxne og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja Menneskesjæle.

² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar

¹⁰ Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed. ¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem. ¹² Og jeg saae de Døde, Smaa og Store staaende for Gud, og Bøgerne bleve opladte; og en anden Bog blev opladt, som er Livsens Bog; og de Døde bleve dømte efter det, som er skrevet i Bøgerne efter deres Gjerninger.