2 Samuel 14:14 Cross References - Danish

¹⁴ Thi vi dø visselig og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, hvilket ikke samles; men Gud tager ikke Livet bort, men tænker over, at den udstødte ikke altid skal være udstødt fra ham.

¹³ Men har han ikke lure efter ham, men Gud har ladet han falde i hans Haand, da vil jeg bestemme dig et Sted, hvor han ska fly hen.

⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig,

¹⁵ For Israels Børn og for den fremmede og for den, som er Gæst midt iblandt dem, skulle disse seks Stæder være til en Tilflugt, at hver den, som slaar en Person ihjel af en Forseelse, kan fly derhen.

²⁵ Og de i Menigheden skulle udfri Manddraberen af Blodhævnerens Haand, og de i Menigheden skulle lade ham komme tilbage til hans Tilflugtsstad, som han flyede til; og han skal blive der, indtil Ypperstepræsten, som man har salvet med den hellige Olie, dør.

²⁸ Thi han skulde være bleven i sin Tilflugtsstad, indtil Ypperstepræsten døde; men efter Ypperstepræstens Død maa Manddraberen vende tilbage til sit Ejendoms Land.

¹⁷ Thi HERREN eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke anser Personer og ikke tager Gave,

²⁵ Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke denne Gerning synes ond for dine Øjne, thi Sværdet fortærer paa den og den Maade; hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den; og gør ham frimodig.

⁷ Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke. ⁸ Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet, ⁹ saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante. ¹⁰ Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da? ¹¹ Vand Iøber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør: ¹² Saaledes lægger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

¹⁴ Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

¹⁵ Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.

¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler.

⁷ Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; HERRE! knus de unge Løvers Kindtænder!

³ De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem.

³ Du vender det med et Menneske, at han bliver knust og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!

¹⁰ Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

¹⁹ Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed. ²⁰ De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv:

⁵ thi de levende riæ, at de skulle dø; men de døde tide ikke noget, og de have ingen Løn ydermere; men deres Ihukommelse er glemt.

¹ Saa siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld. ² Hvorfor er der ingen, naar jeg kommer? hvorfor svarer ingen, naar jeg kalder? er min Haand saa forkortet, at den ikke kan forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? se, jeg udtørrer Havet ved min Trilsel, jeg gør Floder til Ørk, at deres Fisk stinke, fordi der ikke er Vand, og dø af Tørst.

¹⁶ Og de sendte deres Discipel til ham med de Herodianer og sagde: mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person.

³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;

¹¹ Thi der er ingen Persons Anseelse hos Gud.

²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,

¹⁷ Og dersom I paakalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter Enhvers Gjerning, da omgaaes med Frygt i Eders Udlændigheds Tid,