Amos Cross References - Danish

¹ De Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderlie fra Thekoa, saa over Israel i Judas Konge Ussias's Dage og i Israels Konge Jeroboams, Joas's Søns, Dage, to Aar før Jordskælvet. ² Han sagde da: HERREN skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem; og Hyrdernes Græsgange skulle sørge og Karmels Top blive tør. ³ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Damaskus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have tærsket Gilead med Jerntærskevogne, ⁴ derfor vil jeg sende en Ild i Hasaels Hus, og den skal fortære Benhadads Paladser. ⁵ Og jeg vil sønderbryde Portstængerne for Damaskus og udrydde Indbyggerne fra Avens Dal og den, som fører Spiret, fra Beth-Eden; og Syriens Folk skal bortføres til Kir, siger HERREN. ⁶ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Gaza og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have bortført de fangne alle til Hobe, for at overgive dem til Edom, ⁷ derfor vil jeg sende en Ild paa Gazas Mur, og den skal fortære dens Paladser. ⁸ Og jeg vil udrydde Indbyggerne fra Asdod og den, som fører Spiret, fra Askalon; og jeg vil vende min Haand imod Ekron, og de overblevne af Filisterne skulle omkomme, siger den Herre, HERRE. ⁹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Tyrus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de overgave de bortførte alle til Hobe til Edom, og de kom ikke Broderpagten i Hu, ¹⁰ derfor vil jeg sende en Ild paa Tyrus's Mur, og den skal fortære dens Paladser. ¹¹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Edom og for fire eg tager det ikke tilbage fordi han forfulgte sin Broder med Sværdet og kvalte sin Barmhjertighed, saa at hans Vrede altid sønderrev, og han har bevaret sin Harme evindelig, ¹² derfor vil jeg sende: en I Ild i Theman, og den skal fortære Pozras Paladser. ¹³ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Ammons Børn og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de sønderreve de frugtsommelige i Gilead for at udvide deres Landemærke, ¹⁴ derfor vil jeg antænde en Ild paa Rabbas Mur, og den skal fortære dens Paladser under Stormraab paa Krigens Dag, under Storm paa Hvirvelvindens Dag. ¹⁵ Og deres Konge skal vandre i Landflygtighed, han og hans Fyrster til Hobe, siger HERREN.

⁴⁰ Og ved dit Sværd skal du leve og tjene din Broder, og det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals. ⁴¹ Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel.

¹¹ Og disse vare Elifas Sønner: Theman, Omar, Sefo og Geatham og Kenas.

³³ Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn fra Bosra, blev Konge i hans Sted.

¹ Og I fose vogtede Kvæg hos Jetro, sin Svigerfader, Præsten i Midian, og han drev Kvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb.

¹⁴ Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge, saalunde: Saa siger din Broder Israel: Du ved: den Moje, som os er vederfaren, ¹⁵ at vore Fædre droge ned til Ægypten. og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os med vore Fædre. ¹⁶ Og vi raabte til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og udførte os af Ægypten, og se, vi ere i Kades, Staden ved det yderste af dit Landemærke. ¹⁷ Kære, lad os gaa igennem dit Land, vi ville hverken gaa igennem Ager eller Vingaard og ej drikke Vand af nogen Brønd, vi ville gaa ad Kongevejen, vi ville hverken bøje til den højre eller til den venstre Side, indtil vi ere komne igennem dit Landemærke. ¹⁸ Og Edom sagde til ham: Du maa ikke gaa igennem mit Land, at jeg ikke skal drage ud mod dig med Sværd. ¹⁹ Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gaa op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvæg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gaa igennem til Fods. ²⁰ Men han sagde: Du maa ikke gaa igennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Haand. ²¹ Saa vægrede Edom sig ved at tillade Israel at gaa igennem sit Landemærke; og Israel bøjede af Vejen for ham.

⁴ og byd Folket og sig: I drage nu igennem eders Brødres, Esaus Børns, Landemærke, de som bo i Seir, og de skulle frygte for eder; men I skulle tage eder vel i Vare. ⁵ I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke saa meget, som en Fodsaal kan træde paa, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom. ⁶ I skulle købe Spise af dem for Penge og æde, og I skulle ogsaa købe Vand af dem for Penge og drikke; ⁷ thi HERREN din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har HERREN din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting ⁸ Der vi droge fra vore Brødre Esaus Børn, sóm boede i Seir, paa Vejen til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os I og gik igennem ad Vejen til Moabiternes Ørk.

¹⁹ og du kommer nær frem for Ammons Børn; du skal ikke trænge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom.

¹¹ Thi Kong Og af Basan var ene tilbage af de overblevne Kæmper; se, hans Seng, en Jernseng, er den ikke i Ammons Børns Rabba? ni Alen er dens Længde, og fire Alen er dens Bredde, efter en Mands Arm.

³ En Ammonit og en Moabit maa ikke komme i HERRENS Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af dem komme i HERRENS Forsamling evindelig; ⁴ for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig.

⁷ Du skal ikke have Vederstyggelighed til en Edomit, thi han er din Broder; du skal ikke have Vederstyggelighed til en Ægypter, thi du har været fremmed i hans Land.

³⁵ Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.

⁴¹ Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade. ⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved. ⁴³ Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.

¹⁹ ja, dersom I have handlet troligt og redeligt imod Jerub-Baal og imod hans Hus paa denne Dag: Da værer glade over Abimelek, og han være ogsaa glad over eder; ²⁰ men hvis ikke, da udkomme Ild fra Abimelek og fortæer Mændene i Sikem og Millo Hus; der udkomme og Ild fra Mændene i Sikem og af Millo Hus og fortære Abimelek!

⁵⁷ Og al Sikems Mænds Ondskab lod Gud komme tilbage paa deres Hoved; og Jothams, Jerub-Baals Søns, Forbandelse kom over dem.

⁷ Da optændtes HERRENS Vrede imod Israel, og han solgte dem i Filisternes Haand og Ammons Børns Haand. ⁸ Og de nedsloge og knuste Israels Børn i det sarnme Aar; atten Aar plagede de alle Israels Børn, som vare paa hin Side Jordanen i Amoriternes Land, som er i Gilead. ⁹ Og Ammons Børn droge over Jordanen at stride endog imod Juda og imod Benjamin og imod Efraims Hus, saa at Israel var saare trængt.

¹⁵ Og han lod sige til ham: Saa siger Jeftha: Israel har ikke taget Moabs Land eller Ammons Børns Land; ¹⁶ thi der de droge op af Ægypten, da vandrede Israel i Ørken indtil det røde Hav, og kom til Kades. ¹⁷ Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kære, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte ogsaa Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; saa blev Israel i Kades. ¹⁸ Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemærke; thi Arnon er Moabiternes Landemærke. ¹⁹ Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kære, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted. ²⁰ Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel. ²¹ Da gav HERREN, Israels! Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Haand, og de sloge dem; saa indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds. ²² Og de indtoge alt Amoriternes Landemærke til Ejendom, fra Arnon og indtil Jabok og fra Ørken og indtil Jordanen. ²³ Saa har nu HERREN, Israels Gud, fordrevet Amoriterne fra sit Folks Israels Ansigt; og du vil tage det i Eje? ²⁴ Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad HERREN vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje. ²⁵ Og nu, er du vel meget bedre end Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge? har han vel trættet med Israel, eller har han vel ført Krig imod dem? ²⁶ Da Israel har boet i Hesbon og i dens tilhørende Stæder og i Aroer og i dens tilhørende Stæder og i alle Stæderne, som ligge ved Arnons Bredder, tre Hundrede Aar, hvorfor friede I dem da ikke i den Tid? ²⁷ Og jeg har intet syndet imod dig, og du gør dette onde imod mig, at du strider imod mig; HERREN, som er Dommer, skal dømme i Dag imellem Israels Børn og imellem Ammons Børn. ²⁸ Men Ammons Børns Konge hørte ikke Jefthas Ord, hvilke han sendte til ham.

¹⁷ Disse ere de Guldbylder, som Filisterne gave med til Skyldoffer: For Asdod een, for Gaza een, for Asklon een, for Gath een, for Ekron een;

¹ Men Ammoniteren Nahas drog op og lejrede sig mod Jabes i Gilead; og alle Mænd i Jabes sagde til Nahas: Gør en Pagt med os, saa ville vi tjene dig. ² Og Ammoiteren Nahas sagde til dem: Paa det Vilkaar vil jeg gøre Pagt med eder, at jeg maa stikke det højre Øje ud paa eder alle, og jeg vil lægge den Skændsel paa al Israel.

² Og der var en Mand i Maon, og han havde sin Bedrift paa Karmel, og samme Mand var meget rig, og han havde tre Tusinde Faar og Tusinde Geder; og han klippede netop sine Faar ved Karmel.

¹¹ Og Hiram; Kongen af Tyrus, sendte Bud til David med Cedertræ og Mestre til at udhugge i Træ og Mestre til at udhugge i Sten til Vægge, og de byggede David et Hus.

¹ Og det skete derefter, at Ammons Børns Konge døde, og Hanon, hans Søn, blev Konge i hans Sted. ² Da sagde David: Jeg vil gøre Miskundhed imod Hanon, Nahas's Søn, ligesom hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte hen for at trøste ham ved sine Tjenere over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land. ³ Da sagde Ammons Børns Fyrster til Hanon, deres Herre: Synes det for dine Øjne, at David ærer din Fader, ved at han sender dig Trøstere? mon David ikke har sendt sine Tjenere til dig for at udforske Staden og for at bespejde den og omstyrte den? ⁴ Da tog Hanon Davids Tjenere og lod rage Halvdelen af deres Skæg og afskar Halvdelen af deres Klæder indtil Sædet og lod dem fare. ⁵ Der de gave David det til Kende, da sendte han dem et Bud i Møde; thi Mændene vare saare forhaanede; og Kongen lod sige: Bliver i Jeriko, indtil eders Skæg vokser, og kommer da tilbage. ⁶ Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Ammons Børn hen og lejede Syrerne af Rekobs Hus og Syrerne af Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, og tusinde Mand af Kongen af Maaka og Mændene af Tob, tolv Tusinde Mand. ⁷ Der David hørte det, da udsendte han Joab og de vældiges ganske Hær. ⁸ Og Ammons Børn droge ud og opstillede deres Slagorden ved Indgangen til Porten; men Syrerne af Zoba og Rekob og Mændene af Tob og Maaka stode for sig alene paa Marken.

²⁶ Men Joab stred imod Ammons Børns Rabba og indtog Kongestaden.

² Og Joab sendte hen til Thekoa og lod hente en viis Kvinde derfra, og han sagde til hende: Kære, anstil dig sørgende, og før dig i Sørgeklæderne og salv dig ikke med Olie, men vær som en Kvinde, der mange Dage har sørget over en død.

¹ Og Hiram, Kongen af Tyrus, sendte sine Tjenere til Salomo, da han havde hørt, at de havde salvet ham til Konge i hans Faders Sted, thi Hiram havde elsket David alle Daage ² Derfor sendte Salomo til Hiram og lod sige: ³ Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERRENS, sin Guds, Navn et Hus for Krigens Skyld, med hvilken de havde omspændt ham, indtil HERREN gav dem under hans Fødders Saaler. ⁴ Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Rolighed trindt omkring, her er ingen Modstander og intet ondt hændet. ⁵ Og se, jeg tænker at bygge HERRENS, min Guds, Navn et Hus, som HERREN talede til min Fader David og sagde: Din Søn, som jeg skal sætte i dit Sted paa din Trone, han skal bygge mit Navn Huset. ⁶ Saa befal nu, at man hugger mig Cedertræ fra Libanon, og mine Tjenere skulle være med dine Tjenere, og jeg vil give dig Løn til dine Tjenere efter alt det, som du siger; thi du ved, at her er ingen hos os, som forstaar at hugge Træer, som Zidonierne. ⁷ Og det skete, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet være HERREN i Dag, som har givet David en viis Søn over dette talrige Folk! ⁸ Og Hiram sendte hen til Salomo og lod sige: Jeg har hørt det, som du sendte til mig om; jeg vil gøre al din Villie med Gedertræer og med Fyrretræer: ⁹ Mine Tjenere skulle føre dem ned fra Libanon til Havet, og jeg vil lade dem lægge i Flaader paa Havet og bringe dem til det Sted, som du sender mig Bud om, og jeg vil lade dem skille ad der, og du skal lade dem hente; men du skal gøre min Villie, at give mit Hus Kost. ¹⁰ Saa gav Hiram Salomo Gedertræer og Fyrretræer, alt efter hans Villie. ¹¹ Og Salomo gav Hiram tyve Tusinde Kor Hvede til Spise for hans Hus og tyve Kor stødt Olivenolie; saa gav Salomo Hirarm fra Aar til Aar.

¹¹ og Hiram, Kongen i Tyrus, havde hjulpet Salomo med Cedertræer og Fyrretræer og med Guldet efter al hans Lyst: Da gav Kong Salomo Hiram tyve Stæder i Galilæas Land. ¹² Og Hiram drog ud af Tyrus for at bese de Stæder, som, Salomo havde givet ham, og de behagede ham ikke. ¹³ Og han sagde: Hvad er dette for Stæder, min Broder, som du har givet mig? og han kaldte dem Kabul-Land indtil denDag. ¹⁴ Og Hiram havde sendt Kongen Hundrede og tyve Centr Guld.

¹⁵ Og HERREN sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vej igennem Ørken til Damaskus, og du skal gaa ind og salve Hasael til Konge over Syrien;

¹⁷ Og det skal ske, at hvo som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslaa, og hvo som undkommer fra Jehus Sværd, den skal Elisa ihjelslaa.

¹⁹ Saa gik han derfra og fandt Elisa, Safats Søn, der pløjede med tolv Spand Øksne foran sig, og han selv var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe paa ham.

¹ Benhadad, Kongen i Syrien samlede hele sin Hær, og der var to og tredive Konger med ham og Heste og Vogne; og han drog op og belejrede Samaria og stred imod den. ² Og han sendte Bud til Akab, Israels Konge, til Staden. ³ Og han lod ham sige: Saa siger Benhadad: Dit Sølv og dit Guld, det er mit, og dine smukke Hustruer og Børn, de ere mine. ⁴ Og Israels Konge svarede og sagde: Efter dine Ord skal det være, min Herre Konge! jeg er din og alt det, jeg har. Derefter kom Budene igen og sagde: Saa siger Benhadad: Efterdi jeg sendte til dig og lod sige: Du skal give mig dit Sølv og dit Guld og dine Hustruer og dine Børn: ⁵ Derefter kom Budene igen og sagde: saa siger Benhadad: efterdi jeg sendte til dig og lod sige: du skal give mig dit Sølv og dit Guld og dine hustruer og dine Børn: ⁶ Saa vil jeg sende mine Tjenere til dig i Morgen paa denne Tid, og de skulle ransage i dit Hus og i dine Tjeneres Huse, og det skal ske, alt det, som er lysteligt for dine Øjne, skulle de lægge i deres Hænder og tage det bort. ⁷ Da kaldte Israels Konge ad alle Landets ældste og sagde: Kære, mærker og ser, at denne søger det, som ondt er; thi han sendte til mig om mine Hustruer og om mine Børn og om mit Sølv og om mit Guld, og jeg har ikke nægtet ham det. ⁸ Da sagde alle de ældste og alt Folket til ham: Du skal ikke adlyde og ikke samtykke. ⁹ Da sagde han til Benhadads Bud: Siger min Herre Kongen: Alt det, du sendte til din Tjener første Gang om, vil jeg gøre, men denne Gerning kan jeg ikke gøre, og Budene gik og bragte ham Svar igen. ¹⁰ Da sendte Benhadad til ham og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om Støvet af Samaria skal blive nok til, at alt Folket, som er i Følge med mig, skal kunne føre hver en Haandfuld der fra. ¹¹ Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det. ¹² Og det skete, der han hørte dette Ord, medens han drak, han og Kongerne i Teltene, da sagde han til sine Tjenere: Sætter an; og de satte an imod Staden. ¹³ Og se, en Profet gik frem til Akab, Israels Konge, og sagde: Saa sagde HERREN: Har du set hele denne store Hob? se, jeg vil give den i Dag i din Haand, at du skal fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁴ Og Akab sagde: Ved hvem og han sagde: Saa siger HERREN: Ved Landshøvdingenes Drenge; og han sagde: Hvem skal begynde Striden? og han sagde: Du. ¹⁵ Saa talte han Landshøvdingenes Drenge, og de vare to Hundrede og to og tredive; og efter dem talte han hele Folket, alle Israels Børn, syv Tusinde. ¹⁶ Og de droge ud om Middagen; og Benhadad drak og var drukken i Teltene, han og Kongerne, nemlig de to og tredive Konger, som hjalp ham. ¹⁷ Og Landshø vdingenes Drenge droge først ud; og Benhadad sendte nogle hen, og de gave ham til Kende og sagde: Der dragerMænd ud fra Samaria. ¹⁸ Og han sagde: Dersom de ere uddragne for Freds Skyld, saa griber dem levende, og dersom de ere uddragne for Krigs Skyld, saa griber dem levende! ¹⁹ Da de vare uddragne af Staden, nemlig Landshøvdingenes Drenge og Hæren, som fulgte dem: ²⁰ Da sloge de hver sin Mand, og Syrerne flyede, og Israel forfulgte dem; og Benhadad, Kongen af Syrien, undkom paa en Hest med Rytterne. ²¹ Og Israels Konge drog ud og slog Heste og Vogne og slog Syrerne med et stort Slag. ²² Da gik Profeten frem til Israel Konge og sagde til ham: Gak, for stærk dig, og vid og se, hvad du skal gøre; thi naar Aaret er omme, vil Kongen af Syrien drage op imod dig.

²⁴ Og det skete derefter, at Benhadad, Kongen af Syrien, samlede hele sin Hær, og han drog op og belejrede Samaria.

⁷ Derefter kom Elisa til Damaskus, da Benhadad, Kongen i Syrien, var syg; og man gav ham det til Kende og sagde: Den Guds Mand er kommen hid. ⁸ Da sagde Kongen til Hasael: Tag en Gave med dig, og gak den Guds Mand i Møde, og spørg HERREN ad ved ham og sig: Skal jeg komme mig af denne Sygdom? ⁹ Og Hasael gik ham i Møde og tog en Gave med sig og alle Haande godt fra Damaskus; fyrretyve Kamelers Byrde, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Din Søn, Benhadad, Kongen i Syrien, sendte mig til dig og lader sige: Mon jeg skal komme mig af denne Sygdom? ¹⁰ Og Elisa sagde til ham: Gak og sig: Du skal aldeles ikke leve; thi HERREN har ladet mig se, at han visselig skal dø. ¹¹ Og han saa stift paa ham og det saa længe, indtil han bluedes derved; og den Guds Mand græd. ¹² Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Sværd og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder.

¹² Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Sværd og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder. ¹³ Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: HERREN har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien. ¹⁴ Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre, og denne sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? Og han sagde: Han sagde mig: Du skal visselig leve. ¹⁵ Og det skete den næste Dag, da tog han Ryet og dyppede det i Vandet og udbredte det over hans Ansigt, og han døde; og Hasael blev Konge i hans Sted.

³² I de samme Dage begyndte HERREN at tage Stykker bort af Israel; thi Hasael slog dem i hele Israels Landemærke, ³³ fra Jordan af, imod Solens Opgang, det hele Gileads Land, Gaditerne og Rubeniterne og Manassiterne, fra Aroer, som er ved Arnons Bæk, baade Gilead og Basan.

³ Derfor optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han gav dem i Hasaels, Syriens Konges, Haand og i Benhadads, Hasaels Søns, Haand alle Dage.

⁷ Men Joahas beholdt ikke flere Folk tilovers end halvtredsindstyve Ryttere og ti Vogne og ti Tusinde Fodfolk; thi Kongen af Syrien havde ødelagt dem og gjort dem til Støv at træde paa.

²⁵ Og Joas, Joahas's Søn, tog de Stæder igen fra Benhadads, Hasaels Søns, Haand, som han havde taget fra Joahas's, hans Faders, Haand i Krigen; tre Gange slog Joas ham og fik Israels Stæder igen.

²¹ Og alt Judas Folk tog Asaria, men han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Fader Amazias Sted.

²³ I Amazias, Joas's Søns, Judas Konges, femtende Aar blev Jeroboam, en Søn af Israels Konge Joas, Konge i Samaria, et og fyrretyve Aar.

⁹ Og Kon gen af Assyrien adlød ham, og Kongen af Assyrien drog op til Damaskus og indtog den og førte dem bort til Kir, og han, dræbte Rezin.

⁸ Han slog Filisterne indtil Gaza og dens Landemærke, fra Vogternes; Taarn indtil den faste Stad.

² Og HERREN sendte Kaldæernes Tropper og Syrernes Tropper og Moabiternes Tropper og Ammons Børns Tropper imod ham og sendte dem ind i Juda til at ødelægge det efter HERRENS Ord, som han havde talt ved sine Tjenere, Profeterne.

⁸ Og send mig Cedertræ, Fyrretræ og Hebentræ fra Libanon; thi jeg ved, at dine Tjenere forstaa at hugge Træer paa Libanon; og se, mine Tjenere skulle være med dine Tjenere, ⁹ og det for at berede mig Tømmer i Mangfoldighed; thi det Hus, som jeg vil bygge, skal være stort og vidunderligt. ¹⁰ Og se, jeg vil give dine Tjenere, som hugge og fælde Træerne, tyve Tusinde Kor stødt Hvede og tyve Tusinde Kor Byg og tyve Tusinde Bath Vin og tyve Tusinde Bath Olie. ¹¹ Da lod Huram, Kongen af Tyrus, sige i et Brev, han sendte til Salomo: Fordi HERREN elsker sit Folk, har han sat dig til Konge over dem. ¹² Fremdeles sagde Huram: Lovet være HERREN, Israels Gud, som har gjort Himmelen og Jorden, at han gav Kong David en viis Søn, som har Forstand og Klogskab, som skal bygge HERREN et Hus og sit Rige et Hus! ¹³ Saa sender jeg nu en viis Mand, som har Forstand, nemlig Huram-Abi; ¹⁴ han er Søn af en Kvinde iblandt Dans Døtre, og hans Fader er en Mand fra Tyrus, og han forstaar at arbejde i Guld og i Sølv, i Kobber, i Jern, i Sten og i Træ, i Purpur, i blaat uldent og i kosteligt Linklæde og i Skarlagen og at gøre alle Haande udskaaret Arbejde og at udtænke alle Haande Kunstværker, som opgives ham, at han kan være sammen med dine kyndige Mænd, med min Herre Davids, din Faders, kyndige Mænd. ¹⁵ Saa sende, nu min Herre Hveden og Bygget, Olien og Vinen til sine Tjenere, som han har sagt. ¹⁶ Og vi ville hugge Træerne paa Libanon efter alt, som du behøver, og vi ville føre dem til dig i Flaader paa Havet ned till Jafo, og du skal føre dem op til Jerusalem.

⁶ Og han byggede Bethlehem og Etam og Thekoa

² Men Asa tog Sølv og Guld af HERRENS Hus's og Kongens Hus's Liggendefæ og sendte til Benhadad Kongen af Syrien, som boede i Damaskus, og lod sige:

¹ Og det skete derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem nogle af Meuniterne kom imod Josafat til Krig.

¹⁰ Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke

²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke.

¹⁶ Saa opvakte HERREN imod Joram Filisternes Aand og de Arabers, som bo ved Siden af Morianerne. ¹⁷ Og de droge op i Juda og brøde ind derudi og bortførte alt Godset, som fandtes i Kongens Hus og tilmed hans Sønner og hans Hustruer; og han beholdt ikke en Søn tilovers uden Joakas, den yngste af hans Sønner.

¹ Da tog alt Judas Folk Ussia, da han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Faders Amazias Sted. ² Han byggede Eloth og bragte den til Juda igen, efter at Kongen laa hos sine Fædre. ³ Ussia var seksten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Jekolia fra Jerusalem. ⁴ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde. ⁵ Og han søgte Gud i Sakarias Dage, og denne forstod sig paa Guds Syner; og i de Dage, han søgte HERREN, gav Gud ham Lykke. ⁶ Thi han drog ud og stred imod Filisterne og nedrev Murene i Gath og Murene i Jabne og Murene i Asdod og byggede Stæder ved Asdod og iblandt Filisterne.

⁶ Thi han drog ud og stred imod Filisterne og nedrev Murene i Gath og Murene i Jabne og Murene i Asdod og byggede Stæder ved Asdod og iblandt Filisterne. ⁷ Og Gud hjalp ham imod Filisterne og imod de Araber, som boede i Gur-Baal, og imod Meuniterne. ⁸ Og Ammoniterne gave Ussia Skænk, og han blev navnkundig indtil Ægypten, thi han blev saare mægtig. ⁹ Tilmed byggede Ussia Taarne i Jerusalem ved Hjørneporten og ved Dalporten og paa Hjørnet og befæstede dem. ¹⁰ Han byggede og Taarne i Ørken og udhuggede mange Brønde; thi han havde meget Kvæg, baade i Lavlandet og paa Sletten, Agerdyrkere og Vingaardsmænd paa Bjergene og paa de frugtbare Marker; thi han var en Elsker af Jordbrug. ¹¹ Og Ussia havde en Hær, som kunde føre Krig, og som tropvis drog ud i Strid, efter det Mandtal, som var optaget af Skriveren Jejel og af Fogeden Maeseja under Tilsyn af Hanania, en af Kongens Øverster. ¹² Det hele Tal af de Øverste for Fædrenehusene, af de vældige til Strid, var to Tusinde og seks Hundrede. ¹³ Og Stridshæren under deres Haand var tre Hundrede Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede, som kunde føre Krig med vældig Kraft til at hjælpe Kongen imod Fjenden. ¹⁴ Og Ussia beredte for dem, for den ganske Hær, Skjolde og Spyd og Hjelme og Pansere og Buer og Slyngestene. ¹⁵ Han indrettede ogsaa i Jerusalem kunstige Krigsredskaber, udtænkte af Kunstnere, for at sætte dem paa Taarnene og paa Hjørnerne, for at udskyde Pile og store Stene; og hans Navn kom ud indtil langt fra liggende Steder, fordi han vidunderligt blev hjulpen, indtil han blev stærk. ¹⁶ Men der han var bleven stærk, ophøjede hans Hjerte sig, indtil han handlede fordærveligt, og han forgreb sig imod HERREN sin Gud og gik ind i HERRENS Tempel for at gøre Røgelse paa Røgofferalteret. ¹⁷ Men Asaria, Præsten, og firsindstyve HERRENS Præster med ham, duelige Folk, gik ind efter ham. ¹⁸ Og de stode Kong Ussia imod og sagde til ham: Ussia! at gøre Røgoffer for HERREN hører ikke dig til, men Præsterne, Arons Børn, som ere helligede til at gøre Røgoffer; gak ud af Helligdommen, thi du forgriber dig, og det bliver dig ikke til Ære for Gud HERREN. ¹⁹ Da blev Ussia vred, og han havde et Røgelsekar i Haanden til at gøre Røgoffer; og som han blev vred paa Præsterne, da brød Spedalskheden frem i hans Pande i Præsternes Paasyn i HERRENS Hus ved Røgofferalteret. ²⁰ Og Asaria, den Ypperstepræst, og alle Præsterne vendte Ansigtet imod ham, og se, da var han spedalsk i sin Pande, og de hastede med ham derfra; ja, han skyndte sig selv ogsaa at gaa ud, thi HERREN havde slaget ham. ²¹ Saa var Kong Ussia spedalsk indtil sin Dødsdag og boede spedalsk udi et særskilt Hus, thi han var udelukket fra HERRENS Hus; og Jotham, hans Søn, var over Kongens Hus og dømte Folket i Landet. ²² Men det øvrige af Ussias Handeler, de første og de sidste, har Profeten Esajas, Amoz's Søn, beskrevet. ²³ Og Ussia laa med sine Fædre, og de begrove ham hos hans Fædre i den Begravelsesager, som hørte Kongerne til; thi de sagde: Han er spedalsk; og Jotham, hans Søn, blev Konge i hans Sted!

¹⁷ Fremdeles vare og Edomiterne komne og havde slaget Juda og ført nogle fangne bort. ¹⁸ Tilmed vare Filisterne faldne ind i Stæderne i Lavlandel og imod Sønden i Juda og havde indtaget Beth-Semes og Ajalon og Gederoth og Soko og dens tillig- gende Byer og Thimna og dens tilliggende Byer og Gimso og dens tilliggende Byer, og de boede der

¹⁹ Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, Araberen, hørte det, bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gøre? ville I være genstridige imod Kongen?

⁷ Og det skete, der Sanballat og Tobia og Araberne og Ammoniterne og Asdoditerne hørte, at Udbedringen havde taget til paa Murene i Jerusalem, og at Revnerne begyndte at lukkes til, da optændtes deres Vrede saare. ⁸ Og de gjorde alle et Forbund med hverandre om at komme at stride imod Jerusalem og at gøre en Forstyrrelse deri. ⁹ Men vi bade til vor Gud; og vi stillede Vagt imod dem Dag og Nat over for dem. ¹⁰ Da sagde Juda: Lastdragernes Kraft er skrøbelig, og Gruset er meget, og vi kunne ikke bygge paa Muren. ¹¹ Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke se det, førend vi komme midt iblandt dem og slaa dem ihjel; og vi ville gøre, at Gerningen skal holde op. ¹² Og det skete, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde vel ti Gange til os: I, som ere komne fra alle Steder, vender tilbage til os! ¹³ da stillede jeg Folket neden for Stedet, bag om Muren, paa de frie Pladser; og jeg stillede Folket efter Slægter med deres Sværd, deres Spyd og deres Buer. ¹⁴ Og jeg saa til og rejste mig og sagde til de ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Frygter ikke for deres Ansigt, tænker paa den store og forfærdelige Herre og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døtre, eders Hustruer og eders Huse! ¹⁵ Og det skete, der vore Fjender hørte, at det var os tilkendegivet, og at Gud havde gjort deres Raad til intet, da vendte vi os alle til; Muren igen, hver til sin Gerning. ¹⁶ Og det skete fra den samme Dag af, at Halvdelen af mine unge Karle udførte Arbejdet, og den anden halve Del af dem holdt baade Spydene, Skjoldene og Buerne og Panserne, og Øversterne stode bag det ganske Judas Hus. ¹⁷ De, som byggede paa Muren, og Lastdragerne og de, som læssede paa, udførte med deres ene Haand Arbejdet, og med den anden holdt de Vaabnet. ¹⁸ Og de, som byggede, havde hver sit Sværd bundet ved sine Lænder og byggede saa; og den, som blæste i Trompeten, var hos mig. ¹⁹ Og jeg sagde til de ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Arbejdet er stort og vidtløftigt; men vi ere adspredte paa Murene, den ene langt fra den anden. ²⁰ Paa hvilket Sted I høre Trompetens Lyd, samler eder derhen til os; vor Gud skal stride for os. ²¹ Saa udførte vi Arbejdet, medens Halvdelen af dem holdt paa Spydene, fra Morgenrøden gik op, indtil Stjernerne kom frem. ²² Ogsaa sagde jeg paa samme Tid til Folket: Hver blive med sin Tjener Natten over midt i Jerusalem, at vi maa have dem om Natten til Vagt og om Dagen til Gerningen. ²³ Men hverken jeg eller mine Brødre eller mine Tjenere eller de Mænd paa Vagten, som vare bag mig, førte os af vore Klæder; hver havde sit Vaaben hos sig og Vand.

¹⁹ I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.

³ I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

²⁵ Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

⁷ Thi Ophøjelse kommer ikke af Øster eller af Vester, ej heller af Ørken; ⁸ men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden.

⁷⁰ Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; ⁷¹ fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. ⁷² Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

¹⁴ Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje!

³ Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. ⁴ De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul. ⁵ De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal; og Israels Navn skal ikke yderlere ihukommes. ⁶ Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: ⁷ Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne,

⁷ Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne, ⁸ Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus.

¹⁵ Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,

⁵ Hjælp os op igen, vor Frelses Gud! og tilintetgør din Fortørnelse imod os.

¹ HERRE! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt! ² Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige. ³ HERRE! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig? ⁴ De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret. ⁵ HERRE! de knuse dit Folk og plage din Arv.

⁷ HERRE! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den."

¹⁶ Disse seks Stykker hader HERREN, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl:

² Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.

⁹ Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.

² Del ud til syv, ja, og til otte; thi du kan ikke vide; hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden.

¹ Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.

²⁵ Og jeg vil atter vende min Haand imod dig og udsmelte dine Slagger som med Ludsalt og borttage alt dit Tin.

⁸ Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet.

⁸ Thi Damaskus er Hoved for Syrien og Rezin Hoved for Damaskus; og efter fem og tresindstyve Aar skal Efraim knuses, at det ikke mere skal være et Folk.

⁴ Thi førend Barnet forstaar at raabe: Min Fader og min Moder! skal man bortføre Damaskus's Gods og Samarias Bytte hen foran Kongen af Assyriens Ansigt.

⁵ thi hver Krigsstøvle, som blev baaren i Stridstummelen, og Klæderne, som vare sølede i Blod, skulle opbrændes og blive Ildens Næring.

²⁹ Glæd dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage. ³⁰ Og de førstefødte af de ringe skulle finde Næring og de fattige ligge tryggelig; men jeg vil døde din Rod med Hunblevne af dig. ³¹ Hyl, Port! skrig, Stad! vær mistrøstig, du ganske Filisterland! thi der skal komme en Røg af Norden, og der er ingen Efternøler i hans Skarer.

¹ Profeti imod Damaskus. Se, Damaskus skal ikke mere være en Stad, men den skal være en sammenstyrtet Stenhob. ² Aroers Stæder skulle blive forladte; de skulle være for Hjorde, og disse skulle ligge der, og ingen skal forfærde dem. ³ Og det skal være forbi med Befæstningen for Efraim og med Kongedømmet for Damaskus og for det overblevne af Syrerne; de skulle være som Israels Børns Herlighed, siger den HERRE Zebaoth.

¹ I det Aar, da Tartan kom til Asdod, der Sargon, Kongen af Assyrien, sendte ham, og han stred imod Asctod og indtog den,

¹¹ Profeti imod Duma. Der raaber en til mig fra Seir: Vægter, hvordan skrider Natten? Vægter, hvordan skrider Natten? ¹² Vægteren siger: Der kommer Morgen, men ogsaa Nat; ville I spørge, saa spørger! kommer igen en anden Gang.

¹ Profeti imod Tyrus. Hyler, I Tharsis's Skibe! Thi den er ødelagt saa der ikke er et Hus, og saa at ingen kommer derind; fra Kithims Land kundgøres dette for dem. ² Tier, I Indbyggere paa Øen, som Zidons Købmænd, der fore over Havet, fyldte! ³ Over de store Vande blev Sæden ved Sikor, Høsten ved Strømmen, dens Indkomst; og den var Hedningernes Stapelstad. ⁴ Skam dig, Zidon thi Havet, Befæstningen ved Havet, siger: Jeg har ikke været i Fødselsnød og har ikke født og ikke opdraget unge Karle og ikke opfødt Jomfruer. ⁵ Saa snart Rygtet naar Ægypten, skulle de blive bange ved Rygtet om Tyrus. ⁶ Farer over til Tharsis, hyler, I Indbyggere paa Øen! ⁷ Er dette eders jublende Stad, den, hvis Udspring er fra Oldtid, den, hvis Fødder føre den ud, langt bort til at være fremmed? ⁸ Hvo har besluttet dette over Tyrus, den, som uddelte Kroner, den, hvis Købmænd vare de herligste paa Jorden? ⁹ Den HERRE Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe. ¹⁰ Far igennem dit Land som Strømmen, du Tharsis's Datter! der er intet Bælte ydermere. ¹¹ Han udrakte sin Haand over Havet, han bragte Rigerne til at bæve; HERREN bød om Kanaan at ødelægge deres Befæstninger. ¹² Og han sagde: Du skal ikke blive ved at fryde dig ydermere, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! bør dig rede, drag hen over til Kithim; men end ikke der skal du have Hvite. ¹³ Se, Kaldæernes Land - der er Folket, som ikke længe har været til, Assur har grundlagt det for Ørkenens Børn - de have oprejst Vagttaarne, nedhrudt dens Paladser, gjort den til en Stenhob. ¹⁴ Hyler, I Tharsis's Skibe! thi eders Befæstninger forstyrret. ¹⁵ Og det skal ske paa den Dag, da skal Tyrus blive blemt halvfjerdsindstyve Aar, som ere en Konges Dage; men naar halvfjerdsindstyve Aar ere til Ende, skal det gaa Tyrus efter Skøgevisen: ¹⁶ Tag Harpe, gak omkring i Staden, du glemte Skøge! leg smukt paa Strenge, syng meget; paa det du maa ihukommes!" ¹⁷ Og det ska ske, efter at halvfjerdsindstyve Aar ere til Ende, da skal HERREN besøge Tyrus, og den skal komme til sin Fortjeneste igen og bole med alle Riger paa Jorden, paa Jordens Kreds. ¹⁸ Men dens Købmandsskab og den Fortjeneste skal være HERREN helliget, det skal ikke samles til Liggendefæ, ej heller henlægges; thi de, som bo for HERRENS Ansigt skulle have dens Købmandsskab, at de maa æde og blive mætte og kunne klæde sig herligt.

³⁰ Og sin majestætiske Røst skal HERREN lade høre, og sin sænkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortærende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene.

⁹ Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.

¹ Kommer nær, I Hedninger! for at høre, og I Folk! giver Agt Jorden høre det, og dens Fylde, jorderige og al dens Grøde! ² Thi HERRENS Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Hær; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes. ³ Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe, skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod. ⁴ Og Himmelens Hær skal svinde hen, og Himlene skulle rulles sammen som en Bog; og al deres Hær skal visne som et vissent Blad af et Vintræ og ligesom vissent Løv af et Figentræ: ⁵ Thi, mit Sværd er vædet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band. ⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land.

⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land. ⁷ Og Bøfler fældes tillige med dem, og Ungkvæg tillige med Tyre; og deres Land skal blive vædet af Blod og deres Jordbund mættes med Fedme. ⁸ Thi det er HERRENS Hævns Dag, Gengældelsens Aar for Zions Retssag. ⁹ Og dets Bække skulle forvandles til Beg og dets Jordbund til Svovl, og dets Land skal blive til brændende Beg. ¹⁰ Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal stige op evindelig; det skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal inben gaa igennem det. ¹¹ Men Rørdrum og Pindsvin skulle eje det, og Hornuglen og Ravnen skulle bo i det; thi han skal udstrække Maalesnoren over det, at det bliver øde, og veje det ud, at det skal blive Ørk. ¹² Af dets ædle er der ingen, man kan kalde til Konge; og alle dets Fyrster skulle blive til intet. ¹³ Og der skal opvokse Tjørn paa dets Paladser, Nælder og Tidsler i dets Befæstninger; og det skal være Dragers Bolig, Strudsungers Gaard. ¹⁴ Og Ørkens Vildt og Ulve skulle møde hverandre, og den ene Skovtrold skal raabe til den anden, kun Vætter skulle slaa sig til Ro der og finde Hvile for sig. ¹⁵ Pilslangen skal bygge Rede der og lægge Æg og udklække Unger og samle dem under sin Skygge; kun Glenter flokkes der, den ene hos den anden. ¹⁶ Søger i HERRENS Bog og læser, der fattes ikke een af disse Ting, det ene savner ikke det andet; thi hans Mund har budet det, og hans Aand har sanket dem. ¹⁷ Og han har kastet Lod for dem, og hans Haand har delt det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eje det evindelig, fra Slægt til Slægt skulle de bo deri.

² Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med Fryd, Libanons Herlighed er given den, Karmels og Sarons Pragt; de skulle se HERRENS Herlighed, vor Guds Pragt.

¹⁵ Se, jeg gør dig til en skarp ny Teerskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner.

¹³ HERREN skal drage ud som den vældige, vække sin Nidkærhed som en Krigsmand; han skal raabe med Glæde, ja, raabe højt, han skal faa Overhaand over sine Fjender.

¹⁴ Saa siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eders Skyld sender jeg Bud til Babel og lader alle dem tillige med Kaldæerne som Flygtninge jages ned paa Skibene, som de frydede sig paa.

¹⁶ Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt.

¹ Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klæder fra Bozra, han, som er saa prægtig i sit Klædebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfærdighed, mig, som er mægtig til at frelse! ² Hvorfor er der rødt paa dit Klædebon og dine Klæder som dens, der træder Vinpersen? ³ Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede. ⁴ Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet. ⁵ Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjælper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig, bi. ⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden. ⁷ Jeg vil forkynde HERRENS Miskundhed, HERRENS Pris, efter alt det, som HERREN har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.

¹ Ord af Jeremias, Hilkias Søn, en af Præsterne, som vare i Anathoth, i Benjamins Land,

¹ Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

²⁷ Og du skal tale til dem alle disse Ord, men de skulle ikke høre dig; og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.

⁴ Hvor længe skal Landet sørge; og Urterne paa al Marken tørres hen for deres Ondskabs Skyld; som bo der, ere Dyr og Fugle omkomne; thi de sige: Han ser ikke, hvorledes vor sidste Tid vil blive.

² Juda sørger, og dens Porte vansmægte; sørgeklædte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger:

²⁷ Men dersom I ikke høre mig oni at helligholde Sabbatens Dag og om ikke at bære Byrder og gaa ind ad Portene i Jerusalem paa Sabbatens Dag, da vil jeg antænde en Ild i dens Porte, og den skal fortære, Jerusalems Paladser og ikke udelukkes.

¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag; ¹⁹ Farao, Kongen i Ægypten, og hans Tjenere og hans Fyrster og alt hans Folk ²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod,

²² og alle Konger i Tyrus og alle Konger i Sidon og Kongerne paa Kysten, som er paa hin Side Havet,

³⁰ Og du skal spaa over dem og forkynde alle disse Ord og sige til dem: HERREN skal lade et Brøl lyde fra det høje og hæve sin Røst fra sin hellige Bolig: Et Brøl skal han lade lyde imod sin Bolig, han skal opløfte et Frydeskrig som de, der træde Vinpersen, imod alle Jordens Beboere.

¹ HERRENS Ord, som kom til Profeten Jeremias imod Filisterne; førend Farao slog Gaza.

⁴ over den Dag, som kommer for at ødelægge alle Filister, for at udrydde hver Hjælper, som, er tilbage for Tyrus og Sidon; thi HERREN ødelægger Filisterne, de overblevne fra Øen Kafthor.

⁴ over den Dag, som kommer for at ødelægge alle Filister, for at udrydde hver Hjælper, som, er tilbage for Tyrus og Sidon; thi HERREN ødelægger Filisterne, de overblevne fra Øen Kafthor. ⁵ Gaza er bleven skaldet, Askalon er udryddet, de overblevne deres Dal; hvor længe vil du saare dig?

¹ Saa siger HERREN: Har Israel ingen Sønner? eller har han ingen Arving? hvorfor har Malkom taget Gad til Eje og hans Folk taget Bolig i dennes Stæder? ² Derfor se, Dage komme, siger HERREN, da jeg vil lade et Krigsskrig høres imod Ammons Børns Rabba, og den skal blive til en øde Dynge, og dens omliggende Stæder skulle antændes med Ild men Israel skal tage dem til Eje, som eje ham, siger HERREN.

² Derfor se, Dage komme, siger HERREN, da jeg vil lade et Krigsskrig høres imod Ammons Børns Rabba, og den skal blive til en øde Dynge, og dens omliggende Stæder skulle antændes med Ild men Israel skal tage dem til Eje, som eje ham, siger HERREN. ³ Hyl, Hesbonl thi Aj er ødelagt; skriger, I Rabbas Døtre ifører eder Sæk, klager eder, og løber omkring i Indhegningerne; thi Malkom skal gaa i Landflygtighed, hans Præster og hans Fyrster til Hobe.

³ Hyl, Hesbonl thi Aj er ødelagt; skriger, I Rabbas Døtre ifører eder Sæk, klager eder, og løber omkring i Indhegningerne; thi Malkom skal gaa i Landflygtighed, hans Præster og hans Fyrster til Hobe. ⁴ Hvi roser du dig af Dalene? din Dal har Overflod, du forvildede Datter du, som forlader dig paa dine Skatte og tænker: Hvo kan komme til mig? ⁵ Se, jeg lader komme Frygt over dig, siger den Herre, HERRE Zebaoth, fra alle Sider trindt omkring dig; og I skulle blive fordrevne, hver sin Vej, og der skal ingen være, der samler dem, som fly. ⁶ Men derefter vil jeg vende Ammons Børns Fangenskab, siger HERREN. ⁷ Imod Edom. Saa siger den HERRE Zebaoth: Er der ingen Visdom mere i Theman? Klogskaben er forsvunden for de forstandige; deres Visdom er skyllet bort.

⁷ Imod Edom. Saa siger den HERRE Zebaoth: Er der ingen Visdom mere i Theman? Klogskaben er forsvunden for de forstandige; deres Visdom er skyllet bort. ⁸ Flyr, vender eder, tager Bolig: i det dybe, I Indbyggere i Dedan! thi jeg lader Esaus Ulykke komme over ham den Tid, jeg hjemsøger ham. ⁹ Dersom Vinhøstmænd komme over dig, skulle de ikke lade nogen Efterhøst blive tilbage; dersom Tyve komme om de have nok. ¹⁰ Thi jeg har blottet Esau, aabenbaret hans Skjulesteder, saa at han ikke kan skjule sig; øde, lagt er hans Afkom og hans Brødre og hans Naboer, og der er ingen mere tilbage. ¹¹ Forlad dine faderløse, jeg vil lade dem leve; og dine Enker forlade sig paa mig! ¹² Thi saa siger HERREN: Se, de, som ikke vare dømte til at drikke af Bægeret, maatte jo drikke, og skulde da du slippe fri? Nej, du skal ikke slippe; fri, men visselig drikke. ¹³ Thi jeg har svoret ved mig selv, siger HERREN, at Bozra skal blive til Forfærdelse, til Forhaanelse, til Ørk og til Forhandelse; og alle dets Stæder skulle blive til Ørkener evindelig.

¹³ Thi jeg har svoret ved mig selv, siger HERREN, at Bozra skal blive til Forfærdelse, til Forhaanelse, til Ørk og til Forhandelse; og alle dets Stæder skulle blive til Ørkener evindelig. ¹⁴ Jeg har hørt et Rygte fra HERREN, og at der er sendt et Bud ud iblandt Folkene: Samler eder og kommer over det, og gører eder rede til Strident ¹⁵ Thi se, jeg vil gøre dig liden iblandt Folkene, foragtet iblandt Menneskene. ¹⁶ Der har været Skræk for dig; dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippens Kløfter og har besat Højens Top; om du end sætter din Rede saa højt som Ørnen, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN. ¹⁷ Og Edom skal blive til en Forfærdelse; enhver, som gaar forbi det, skal forfærdes og spotte over alle dets Plager. ¹⁸ Ligesom Sodoma og Gomorra og dens Naboer ere omstyrtede, siger HERREN, saa skal ingen Mand bo der og intet Menneskebarn opholde sig der. ¹⁹ Se, han drager op som en Løve fra Jordans Stolthed imod den stedse friske Græsgang; thi i et Øjeblik vil jeg jage dem bort derfra; og hvo er den udvalgte som jeg vil beskikke over den? Thi hvo er som jeg? og hvo kan kræve mig til Regnskab? og hvo er den Hyrde, som kan bestaa for mit Ansigt? ²⁰ Derfor hører HERRENS Raad, som han har besluttet imod Edom, og hans Tanker, som han har tænkt imod Themans Indbyggere: Man skal visselig bortslæbe de smaa Lam af Hjorden, og deres Græsbane skal forfærdes og er dem.

²⁰ Derfor hører HERRENS Raad, som han har besluttet imod Edom, og hans Tanker, som han har tænkt imod Themans Indbyggere: Man skal visselig bortslæbe de smaa Lam af Hjorden, og deres Græsbane skal forfærdes og er dem. ²¹ Ved Lyden af deres Fald bæver Jorden; Skriget Lyden deraf høres ved det røde Hav. ²² Se, han stiger op som Ørnen og flyver, og han udbreder sine Vinger imod Bozra; og paa denne Dag skulle de vældiges Hjerter i Edom være ligesom en beængstet Kvindes Hjerte.

²² Se, han stiger op som Ørnen og flyver, og han udbreder sine Vinger imod Bozra; og paa denne Dag skulle de vældiges Hjerter i Edom være ligesom en beængstet Kvindes Hjerte. ²³ Imod Damaskus Hamat og Arfad ere beskæmmede thi de have Hørt et ondt Rygte, de ere forsagte; der er Bekymring som paa Havet, det kan ikke være roligt. ²⁴ Damaskus har ladet Hænderne synke, den Elams har vendt sig for at fly, og Forfærdelse har betaget den: Angest og Smerte have grebet den som den fødende. ²⁵ Hvorledes! er den ikke forladt, den berømte Stad, min Glædes Byer ²⁶ Derfor skulle dens unge Karle falde, paa dens Gader, og alle Krigsmændene skulle udryddes paa den Dag, siger den HERRE Zebaoth. ²⁷ Og jeg vil antænde en Ild paa Murene i Damaskus, og den skal fortære Benhadads Paladser.

²⁷ Og jeg vil antænde en Ild paa Murene i Damaskus, og den skal fortære Benhadads Paladser.

¹⁹ Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Græsgang, og han skal græsse paa Karmel og Basan; og hans Sjæl skal mættes paa Efraims Bjerg og i Gilead.

³⁶ og Sværd! frem imod Løgnerne, og de maa blive til Daarer! Sværd! frem imod dens vældige, at de maa knuses!

³⁰ De vældige i Babel lode af at stride, de bleve i Befæstningerne, deres Styrke svandt bort, de bleve til Kvinder; man opbrændte dens Boliger, dens Portstænger bleve sønderbrudte.

⁹ Hendes Porte sank i Jorden, han ødelagde og sønderbrød hendes Portstænger; hendes Konger og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne; der er ingen Lov, selv hendes Profeter finde ikke Syn fra HERREN.

²¹ Fryd og glæd dig kun, du Edoms Datter! du, som bor i Landet Uz; ogsaa til dig skal Bægeret komme, du skal blive drukken og blotte dig. ²² Din Skyld har en Ende, Zions, Datter! han skal ikke mere lade I dig bortføre; nu hjemsøger han din Skyld, du Edoms Dattert han aabenbarer dine Synder.

²⁸ Og du Menneskesøn! spaa og sig: Saa siger den Herre, HERRE om Ammons Børn og om deres Haan, ja, sig: Et Sværd, et Sværd er draget til Slagtning, det er gjort fuldkomment blankt til at lyne,

² Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Ammons Børn, og spaa imod dem, ³ og sig til Ammons Børn: Hører den Herre, HERRES Ord: Saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du sagde: Ha ha! over min Helligdom, fordi den er vanhelliget, og over Israels Land, fordi det er ødelagt, og over Judas Hus fordi de ere vandrede i Landflygtighed: ⁴ Derfor se, jeg vil give dig til Ejendom for Østens Folk, og de skulle opslaa deres Teltbyer i dig og sætte deres Boliger i dig; de skulle æde din Frugt, og de skulle drikke din Mælk. ⁵ Og jeg vil gøre Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Børns Land til Faareleje; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁵ Og jeg vil gøre Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Børns Land til Faareleje; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁶ Thi saa siger den Herre, HERRE: Fordi du klappede i Haanden og stampede med Enden og glædede dig i al din Haan efter din Sjæls Lyst imod Israels Land: ⁷ Derfor se, jeg udrækker min Haand imod dig og over dig hen til Bytte for Folkene og udrydder dig af Folkeslægternes Tal og lader dig forsvinde af Landene; jeg vil ødelægge dig, og du skal fornemme, at jeg er HERREN.

¹² Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Edom tog en svar Hævn over Judas Hus og gjorde sig saare skyldig, da de hævnede sig paa dem: ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil udrække min Haand over Fdom og udrydde Mennesker og Kvæg deraf: Og jeg vil gøre det øde fra Theman af, og indtil Dedan skulle de falde ved Sværdet; ¹⁴ og jeg, vil føre min Hævn over Edom ved mit Folk Israels Haand, og de skulle gøre ved Edom efter min Vrede og efter min Fortørnelse, og de skulle kende min Hævn, siger den Herre, HERRE. ¹⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Filisterne have taget Hævn og have hævnet sig svarlig i Haan efter deres Sjæls Lyst for at ødelægge med et evigt Fjendskab: ¹⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil udrække min Haand over Filisterne og udrydde Kreterne; og jeg vil tilintetgøre de overblevne ved Havets Strand;

¹⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil udrække min Haand over Filisterne og udrydde Kreterne; og jeg vil tilintetgøre de overblevne ved Havets Strand;

¹ Og det skete i det ellevte Aar, paa den første Dag i Maaneden, at HERRENS Ord kom til mig, saaledes: ² Du Menneskesøn! fordi Tyrus siger over Jerusalem: Ha ha! sønderbrudt er Folkenes Port; det har vendt sig til mig; jeg vil blive fyldt, den er ødelagt; ³ derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer over dig, Tyrus! og jeg vil føre mange Folkefærd op imod dig, ligesom Havet rejser sine Bølger. ⁴ Og de skulle ødelægge Murene om Tyrus og nedbryde dens Taarne, og jeg vil bortfeje dens Støv af den og gøre den til en solbrændt Klippe. ⁵ Den skal blive til at udbrede Fiskegarn paa midt i Havet; thi jeg har talt det, siger den Herre, HERRE; og den skal vorde til Bytte for Folkene. ⁶ Og dens Døtre, som ere paa Landet, skulle ihjelslaaes med Sværdet; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁷ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil lade Nebukadnezar, Kongen af Babel, komme imod Tyrus fra Norden, ham, som er Kongers Konge, med Heste og med Vogne og med Ryttere og med en Skare og meget Folk. ⁸ Dine Døtre paa Landet skal han ihjelslaa med Sværdet; og han skal sætte Vagttaarne op imod dig og opkaste en Vold imod dig og oprejse et Skjoldtag imod dig. ⁹ Og han skal sætte Murbrækker imod dine Mure og nedbryde dine Taarne ved sine Sværd. ¹⁰ Formedelst Mangfoldigheden af hans Heste skal deres Støv bedække dig; dine Mure skulle lyste af Rytteres og Hjuls og Vognes Lyd, naar han drager ind ad dine Porte, ligesom man drager ind i en stormet Stad. ¹¹ Han skal nedtrampe alle dine Gader med sine Hestes Hove; han skal ihjelslaa dit Folk med Sværdet, og dine stærke Støtter skulle falde til Jorden. ¹² Og de skulle røve dit Gods og gøre dine Varer til Bytte og nedbryde dine Mure og nedrive dine lystelige Huse, og de skulle kaste dine Stene og dit Tømmer og dit Støv midt ud i Vandet.

¹² Og de skulle røve dit Gods og gøre dine Varer til Bytte og nedbryde dine Mure og nedrive dine lystelige Huse, og de skulle kaste dine Stene og dit Tømmer og dit Støv midt ud i Vandet. ¹³ Og jeg vil bringe dine Sanges Bulder til at tie, og dine Harpers Klang skal ikke høres ydermere. ¹⁴ Jeg vil gøre dig til en solbrændt Klippe, du skal blive til at, udbrede Fiskegarn paa, du skal ikke ydermere bygges; thi jeg HERREN, jeg har talt det, siger den Herre, HERRE. ¹⁵ Saa siger den Herre, HERRE til Tyrus: Mon Øerne ikke skulle bæve ved Lyden af dit Fald, naar de saarede jamre sig, naar Mord rase i din Midte? ¹⁶ Og alle Fyrster ved Havet skulle nedstige af deres Troner og aflægge deres Kapper og af føre sig deres stukne Klæder; de skulle iføre sig Forfærdelse, sidde paa Jorden og forfærdes hvert Øjeblik og forskrækkes over dig. ¹⁷ Og de skulle opløfte et Klagemaal over dig og sige til dig: Hvorledes er du gaaet til Grunde, du Havets Beboerinde? den lovpriste Stad, som var fast i Havet, den og dens Indbyggere, som udbredte Skræk for sig over alle dem, som boede der! ¹⁸ Nu skulle Øerne forfærdes paa dit Falds Dag, og Øerne, som ere i Havet, skulle forskrækkes over den Udgang, det tog med dig. ¹⁹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Naar jeg gør dig til en Ødelagt Stad som Stæderne, i hvilke man ikke mere bor; naar jeg lader Dybet stige op over dig, og de mange Vande bedække dig: ²⁰ Da vil jeg kaste dig ned til dem, som fare ned i Hulen, til Oldtidens Folk, og lade dig bo i Underverdenens Land, i Ørkenerne fra Oldtiden hos dem, som fore ned i Hulen, paa det du ikke mere skal bebos; men jeg vil give Herlighed i de levendes Land. ²¹ Jeg vil gøre dig til Gru, og du skal ikke være mere; naar der spørges om dig, da skal du ikke findes ydermere evindelig, siger den Herre, HERRE.

⁸ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg tænder en Ild i Ægypten, og alle dets Hjælpere knuses.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Seirs Bjerg og spaa imod det! ³ Og du skal sige til det: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Seirs Bjerg! og jeg vil udrække min Haand imod dig og gøre dig til en Ødelæggelse og en Ørk. ⁴ Dine Stæder vil jeg gøre øde, og du selv skal vorde en Ødelæggelse; og du skal fornemme, at jeg er HERREN. ⁵ Fordi du nærer et evigt Fjendskab og overgav Israels Børn i Sværdets Vold, i deres Trængsels Tid, den Tid, da Misgerningen medførte Enden:

⁵ Fordi du nærer et evigt Fjendskab og overgav Israels Børn i Sværdets Vold, i deres Trængsels Tid, den Tid, da Misgerningen medførte Enden: ⁶ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, vil jeg gøre dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; efterdi du ikke har hadet Blod, skal Blod forfølge dig. ⁷ Og jeg vil gøre Seirs Bjerg til en Ødelæggelse og en Ørk; og jeg viI udrydde deref enhver, som drager frem og tilbage. ⁸ Og jeg vil fylde Bjergene der med deres ihjelslagne; paa dine Høje og i dine Dale og i alle dine Flodlejer, der falde de, som ere ihjelslagne med Sværd. ⁹ Jeg vil gøre dig til evige Ørkener, og dine Stæder skulle ikke bebos; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁰ Fordi du siger: De tvende Folk og de tvende Lande skulle være mine, og vi ville tage dem i Eje, da dog HERREN var der.

¹⁰ Fordi du siger: De tvende Folk og de tvende Lande skulle være mine, og vi ville tage dem i Eje, da dog HERREN var der. ¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, vil jeg gøre efter min Vrede og efter din Nid, som du har udvist formedelst dit Had imod dem, og jeg vil give mig til Kende hos dem, naar jeg dømmer dig. ¹² Og du skal fornemme, at jeg er HERREN, jeg har hørt alle meine Besottelser; som du har sagt imod Israels Bjerge, idet du sagde: De ere ødelagte, os ere de givne til Føde. ¹³ Og I have gjort eder store imod mig med eders Mund og brugt mange overflødige Ord imod mig; jeg har hørt det. ¹⁴ Saa siger den Herre, HERRE: Naar hele Jorden glæder sig, vil jeg gøre dig øde. ¹⁵ Ligesom du har glædet dig over Israels Hus's Arv, fordi den blev Ødelagt, saaledes vil jeg gøre imod dig; du Seirs Bjerg og hele Edom alt sammen skal vorde øde; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁶ Og jeg vil sende en Ild paa Magog og paa dem, som bo tryggelig paa Øerne, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN

⁴⁰ Men ved Endens Tid skal Kongen af Sønden stanges med ham, og Kongen af Norden skal storme frem imod ham med Vogne og med Ryttere og med mange Skibe og trænge ind i Landene og overskylle og overfare dem.

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel.

¹⁴ Og Israel forglemte sin Skaber og byggede Paladser, og Juda opførte mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.

⁸ Jeg vil anfalde dem som en Bjørn, der er berøvet sine Unger, og vil sønderrive deres Hjertes Lukke, og jeg vil fortære dem der som en Løvinde, Markens Dyr skulle sønderslide dem.

¹⁶

⁹ Madoffer og Drikoffer er revet bort I for HERRENS Hus, Præsterne, HERRENS Tjenere, sørge ¹⁰ Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen. ¹¹ Agerdyrkerne ere beskæmmede, Vingaardsmændene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt. ¹² Vintræet er fortørret, og Figentræet er sygnet hen; Granatæbletræet, selv Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørnede; ja, Fryd er skamtuld vegen bort fra Menneskenes Børn. ¹³ Omgjorder eder og sørger, I Præster! hyler, I Altertjenere! gaar ind, tilbringer Natten i Sørgedragt, I min Guds Tjenere! thi Madoffer og Drikoffer er forment eders Guds Hus.

¹⁶ Er ikke Føden reven bort for vore Øjne, Glæde og Fryd fra vor Guds Hus? ¹⁷ Sædekornene ere raadnede under Jordskorpen, Forraadshusene ligge øde, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er blevet til Skamme. ¹⁸ Hvor sukker dog Kvæget! Øksnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Græsgang, ogsaa Faarehjordene maa bøde.

¹¹ Og HERREN opløfter sin Røst foran sin Hær, thi saare stor er hans Lejr, thi mægtig er den, som udretter hans Ord;

⁴ Solen skal omvendes til Mørke og Maanen til Blod, førend HERRENS Dag, den store og forfærdelige, kommer. ⁵ Og det skal ske, at hver, som paakalder HERRENS Navn, skal undkomme; thi paa Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være nogle, som undkomme, saaledes som HERREN har sagt, og iblandt de undslupne skal den være, som HERREN kalder. ⁶ Thi se, i de samme Dage og paa den samme Tid, naar jeg omvender Judas og Jerusalems Fangenskab,

⁶ Thi se, i de samme Dage og paa den samme Tid, naar jeg omvender Judas og Jerusalems Fangenskab, ⁷ da vil jeg samle alle Hedningerne og føre dem ned til Josafats Dal; og der vil jeg gaa i Rette med dem om mit Folk og Israel min Arv; thi de have spredt dem iblandt Hedningerne og delt mit Land. ⁸ Og de have kastet Lod om mit Folk og givet en ung Dreng for en Skøge og solgt en ung Pige for Vin, som de have drukket.

¹⁶ Skynder eder og kommer, alle Hedninger, trindt omkring fra, og samler eder! did lade du, o HERRE, dine vældige stige ned!

¹⁹ Skarer paa Skarer i Dommens Dal! thi nær er HERRENS Dag i Dommens Dal.

³ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Damaskus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have tærsket Gilead med Jerntærskevogne, ⁴ derfor vil jeg sende en Ild i Hasaels Hus, og den skal fortære Benhadads Paladser.

⁶ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Gaza og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have bortført de fangne alle til Hobe, for at overgive dem til Edom, ⁷ derfor vil jeg sende en Ild paa Gazas Mur, og den skal fortære dens Paladser.

⁹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Tyrus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de overgave de bortførte alle til Hobe til Edom, og de kom ikke Broderpagten i Hu, ¹⁰ derfor vil jeg sende en Ild paa Tyrus's Mur, og den skal fortære dens Paladser. ¹¹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Edom og for fire eg tager det ikke tilbage fordi han forfulgte sin Broder med Sværdet og kvalte sin Barmhjertighed, saa at hans Vrede altid sønderrev, og han har bevaret sin Harme evindelig, ¹² derfor vil jeg sende: en I Ild i Theman, og den skal fortære Pozras Paladser. ¹³ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Ammons Børn og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de sønderreve de frugtsommelige i Gilead for at udvide deres Landemærke, ¹⁴ derfor vil jeg antænde en Ild paa Rabbas Mur, og den skal fortære dens Paladser under Stormraab paa Krigens Dag, under Storm paa Hvirvelvindens Dag.

¹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Moab og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi han brændte Edoms Konges Ben til Kalk, ² derfor vil jeg sende en Ild i Moab, den skal fortære Kirjoths Paladser; og Moab skal dø under Bulder, under Stormraab, under Trompetens Lyd.

⁴ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Juda og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de foragtede HERRENS Lov og ikke holdt hans Skikke, saa at deres Løgne, efter hvilke deres Fædre havde vandret, førte dem vild, ⁵ derfor vil jeg sende en Ild i Juda, og den skal fortære Paladserne i Jerusalem. ⁶ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Israel og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de sælge den retfærdige for Penge; og den fattige. formedelst et Par Sko;

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne. ⁸ Løven har brølet, hvo skal ikke frygte den Herre, HERRE har talt, hvo skal ikke profetere? ⁹ Lader det høre over Paladserne i Asdod og over Paladserne i Ægyptens Land, og siger: Samler eder paa Samarias Bjerge og ser de store Forvirringer derudi og de undertrykte i dens Midte!

⁷ Og jeg har ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der endnu var tre Møder til Høsten, og jeg lod regne over een Stad, men over en anden lod jeg ikke regne: En Ager fik Regn, og en anden Ager, som det ikke regnede paa, blev tsr. ⁸ Og to eller tre Stæder vankede hen til een Stad for at drikke Vand, og de fik ikke nok at drikke; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

⁹ Men Isaks Høje skulle ødelægges, og Israels Helligdomme skulle blive Øde, og jeg vil rejse mig imod Jeroboams Hus med Sværdet. ¹⁰ Da sendte Amazia, Præsten i Bethel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet Sammensværgelse imod dig, midt i Israels Hus, Landet kan ikke udholde alle hans Ord. ¹¹ Thi saa har Amos sagt: Jeroboam skal dø ved Sværdet, og Israel skal visselig bortføres fra sit Land.

¹⁴ Da svarede Amos og sagde til Amazia: Jeg er ikke en Profet, og jeg er ikke en Profets Søn, men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbær.

³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem.

⁷ Mon I ikke ere mig som Morianers Børn, o Israels Børn siger HERREN; mon jeg ikke har ført Israel op fra Ægyptens Land og Filisterne fra Kaftllor og Syrerne fra Kir?

¹ Obadias's Syn. Saa har den Herre, HERRE sagt om Edom. Vi have hørt et Rygte fra HERREN, og et Bud er sendt ud ihlondt Folkene: Staar op, og lader os staa op imod det til Krig! ² Se, jeg har gjort dig liden iblandt Folkene, du er saare foragtet. ³ Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden? ⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN. ⁵ Hvis Tyve vare komne over dig, eller de; som anrette ødelæggelse om Natten - ak, hvor er du dog tiliritetgjort! - mon de; da ikke vilde stjæle saa meget, som var dem nok? hvis Vinhøstere vare komne over dig, mon de da ikke vilde lade en Efterhøst blive tilovers? ⁶ Hvor er dog Esau bleven gennemsøgte hans skjulte Liggendefæ opsporet? ⁷ Alle dine Forbundsfæller have ledsaget dig til Grænsen, de, som havde Fred med dig, have bedraget dig, de have faaet Overmagt, over dig; dit Brød gøre de til en Byld under dig, - der er ingen Forstand i ham! ⁸ Mon jeg ikke den Dag, siger HERREN; skal lade vise forsvinde fra Edom og Forstand fra Esaus Bjerg? ⁹ Og dine vældige; o Theman! skulle lammes af Skræk, paa det enhver maa blive udryddet fra Esaus Bjerg: ved Mord.

⁹ Og dine vældige; o Theman! skulle lammes af Skræk, paa det enhver maa blive udryddet fra Esaus Bjerg: ved Mord. ¹⁰ For Vold imod dig Broder Jakob skal Skam bedække dig, og du skal udryddes evindelig.

¹⁰ For Vold imod dig Broder Jakob skal Skam bedække dig, og du skal udryddes evindelig. ¹¹ Paa den Dag da du stod lige overfor, pan den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlændige gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du været som en af dem.

¹¹ Paa den Dag da du stod lige overfor, pan den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlændige gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du været som en af dem. ¹² Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. ¹³ Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag! ¹⁴ Og staa ej paa Vejskellet for at ødelægge dem, som ere undkomme derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Trængselsdagen!

¹ HERRENS Ord, som Moraskthiten Mika: Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, det, som han saa over Samaria og Jerusalem.

¹⁸ hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed.

⁴ Han truer Havet og udtørrer det og gør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Karmel, og Libanons Blomster vansmægte.

¹³ Se, dit Folk er Kvinder i din Midte, dit Larids Porte ere aldeles opladte for dine Fjender; Ild har fortæret dine Poltstænger.

⁵ Saa er og Vinen en Bedrager; en hovmodig Mand skal ikke bestaa, han, der som Dødsriget opspiler sit Svælg og er som Døden, saa han ikke mættes; og han sankede til sig alle Folkeslag og samlede til sig alle Folkestammer. ⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld!

⁴ Thi Gaza skal blive forladt, og Askalon skal blive til øde; Asdod skal man uddrive om Middagen, og Ekron skal oprykkes med Rod.

⁴ Thi Gaza skal blive forladt, og Askalon skal blive til øde; Asdod skal man uddrive om Middagen, og Ekron skal oprykkes med Rod. ⁵ Ve dem, som bebo Egnen ved Havet Kreternes Folk! HERRENS Ord er over eder, du Kanaan, Filistelnes Land! og jeg vil ødelægge dig, at ingen skal bo der. ⁶ Og Egnen ved Havet skal være til Boliger, som Hyrder udgrave sig, og til Faarefolde. ⁷ Og det skal blive en Egn for de overblevne af Judas Hus, paa den skulle de græsse; i Askalons Huse skulle de hvile om Aftenen; thi HERREN, deres Gud, skal besøge dem og omvende deres Fangenskab. ⁸ Jeg har hørt Moabs Spot og Ammons Børns Forhaanelser, med hvilke de forhaanede mit Folk og ophøjede sig storlig imod dets Landemærke. ⁹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma og Aminons Børn som Gomorra, et Hjem for Nælder og en Saltgrav og en Ørk til evig Tid; de overblevne af mit Folk skulle plyndre dem, og Levningen af mit Folk skal arve dem.

¹⁴ men jeg vil bortdrive dem som ved en Storm iblandt alle de Hedningefolk, som de ikke, have kendt, og Landet skal være Ødelagt efter dem, saa at ingen gaar igennem det frem eller tilbage. Og de gjorde det herlige Land til en Ørk.

¹ HERRENS Ords Profeti er over Kadraks Land, og Damaskus er dets Hvilested - thi HERREN har Øje med Mennesker og med alle Israels Stammer - ² ogsaa Hamath, som grænser dertil, Lyrus og Zidon; thi den er saare viis. ³ Og Tyrus byggede sig en Fæstning og sankede Sølv som Støv og Guld som Dynd paa Gaderne. ⁴ Se, Herren skal indtage den og slaa dens Magt paa Havet, og den selv skal fortæres af Ilden.

⁴ Se, Herren skal indtage den og slaa dens Magt paa Havet, og den selv skal fortæres af Ilden. ⁵ Askalon skal se det og frygte, ligesaa Gaza, og den skal vorde saare bange, samt Ekron; thi dens Haab er blevet til Skamme; og Gaza skal miste sin Konge, og Askalon skal ikke bebos.

⁵ Askalon skal se det og frygte, ligesaa Gaza, og den skal vorde saare bange, samt Ekron; thi dens Haab er blevet til Skamme; og Gaza skal miste sin Konge, og Askalon skal ikke bebos. ⁶ Og der skal bo Horebørn i Asdod, og jeg vil udrydde Filisternes Hovmod.

⁶ Og der skal bo Horebørn i Asdod, og jeg vil udrydde Filisternes Hovmod. ⁷ Og jeg vil borttage hans Blod af hans Mund og hans Vederstyggeligheder fra hans Tænder, at ogsaa han skal blive tilbage for vor Gud; og han skal være som en Fyrste i Juda og Ekron som en Jebusiter.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

⁵ Og I skulle fly til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen skal naa til Azal, og I skulle fly, ligesom I flyede for Jordskælvet i Judas Konge Ussias's Dage; og HERREN min Gud skal komme, alle hellige med dig!

² Jeg har elsket eder, siger HERREN; men I sige: "Hvorudi har du elsket os? Er ikke Esau Jakobs Broder?" siger HERREN, dog elskede jeg Jakob.

⁴ Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi ville komme igen og opbygge de Øde Stæder, da siger den HERRE Zebaoth saaledes De ville bygge, men jeg vil nedbryde, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket HERREN er vred indtil evig Tid.

⁸ og Asa avlede Josaphat; og Josaphat avlede Joram; og Joram avlede Ozias; ⁹ og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Achas; og Achas avlede Ezechias;

¹⁸ Men der Jesus vandrede ved den galilæiske Sø, saae han to Brødre, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder, som kastede Garn i Søen; (thi de vare Fiskere).

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

²⁶ Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.

¹⁹ Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.

²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke;

²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum!

¹ Værer derfor Guds Efterfølgere som elskelige Børn,