Deuteronomy 13 Cross References - Danish

¹ Naar en Profet eller en, som drømmer en Drøm, staar op midt iblandt eder. og giver dig et Tegn eller et Under, ² og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem: ³ Da skal du ikke lyde denne Profets Ord eller den, som drømte den Drøm; thi HERREN eders Gud forsøger eder, at han vil fornemme, om I elske HERREN eders Gud i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjæl. ⁴ I skulle vandre efter HERREN eders Gud og frygte ham og holde hans Bud og høre hans Røst og tjene ham og hænge ved ham. ⁵ Men denne Profet eller den, som drømte den Drøm, skal dødes, fordi han har talet for Afvigelse fra HERREN eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land óg forløste eder af Trælles Hus, og fordi han vilde føre dig bort fra den Vej, som HERREN din Gud har befalet dig at vandre paa og du skal borttage den onde af din Midte. ⁶ Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, ⁷ af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: ⁸ Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham. ⁹ Men du skal slaa ham ihjel, din Haand skal være den første paa ham til at give ham Døden, og til sidst alt Folkets Haand. ¹⁰ Og du skal stene ham med Stene, og han skal dø; thi han søgte at drage dig fra HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus; ¹¹ paa det at hele Israel maa høre det og frygte og ikke blive ved at gøre efter denne onde Handel midt iblandt eder. ¹² Om du hører i en af dine Stæder, som HERREN din Gud giver dig at bo udi, at man siger: ¹³ Der er nogle Mænd, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gaa og tjene andre Guder, som I, ikke kendte: ¹⁴ Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder: ¹⁵ Da skal du slaa Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Sværd; du skal ødelægge den, og alt det, som er i den, og dens Kvæg med skarpe Sværd; ¹⁶ og du skal samle alt Byttet af den midt paa dens Gade og opbrænde det med Ild, baade Staden og alt Byttet af den, altsammen for HERREN din Gud; og den skal være en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere. ¹⁷ Og lad intet af det bandlyste hænge ved din Haand, at HERREN maa afvendes fra sin strenge Vrede og skænke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Fædre. ¹⁸ Thi du har hørt HERREN din Guds Røst, at du skal holde alle hans Bud, som jeg befaler dig i Dag, at du skal gøre det, som ret er for HERREN din Guds Øjne.

⁵ Da sagde Sarai til Abram: Den Uret sker mig formedelst dig; jeg har givet min Pige i din Favn, og hun ser, at hun har undfanget, og jeg er ringeagtet af hende; HERREN skal dømme imellem mig og imellem dig.

¹⁶ Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger HERREN, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: ¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;

⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,

²⁴ Og HERREN aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og forenere din Sæd for min tjener Abrahams Skyld.

¹⁴ Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

²² Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt.

² Jeg er HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. ³ Du skal ikke have andre Guder for mig.

⁶ og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud.

²⁰ Hvo som ofrer til Guderne og ikke til HERREN alene, skal være forbandet.

²⁴ Du skal ikke tilbede deres Guder og ej tjene dem og ikke gøre, som de gøre; men du skal nedbryde dem og sønderslaa deres Billeder.

² Og du skal sige til Israels Børn: Hvo som helst af Israels Børn eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, der hengiver nogen af sin Sæd til Molek, skal visselig dødes; Folket i Landet skulle stene ham med Stene.

²⁷ Og naar af Mand eller Kvinde nogen er en Spaamand eller Tegnsudlægger, skulle de visselig dødes; de skulle stene dem ihjel, deres Blod være over dem.

¹⁴ Før den, som har bandet, hen uden for Lejren, og alle de, som det hørte, skulle lægge deres Hænder paa hans Hoved, og hele Menigheden skal stene ham. ¹⁵ Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal bære sin Synd. ¹⁶ Og hvo som taler ilde om HERRENS Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; saavel den fremmed som den indfødte, naar han taler ilde om Navnet, da skal han dødes

²³ Og Mose talede til Israels Børn, og de udførte den, som havde bandet, uden for Lejren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom HERREN havde befalet Mose.

²⁸ Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget HERREN, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt saadant bandlyst Gods er højhelligt for HERREN.

²⁸ Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget HERREN, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt saadant bandlyst Gods er højhelligt for HERREN. ²⁹ Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal I løses, det skal visselig dødes.

³⁵ Og HERREN sagde til Mose: Den Mand skal visselig dødes; den ganske Menighed skal stene ham med Stene uden for Lejren. ³⁶ Da førte al Menigheden ham ud uden for Lejren, og de stenede ham med Stene, og han døde; saasom HERREN havde befalet Mose.

² Da lovede Israel HERREN et Løfte og sagde: Dersom du giver dette Folk i min Haand, da vil jeg lyse deres Stæder i Band. ³ Og HERREN hørte Israels Røst og overgav Kananiterne, og man bandlyste dem og deres Stæder og kaldte det Steds Navn Horma.

⁴ Og HERREN sagde til Mose: Hent alle de Øverste for Folket og lad hine ophænge for HERREN imod Solen; saa skal HERRENS brændende Vrede vendes fra Israel

³⁰ Naar nogen ihjelslaar en Person, da skal man efter Vidners Mund slaa denne Manddraber ihjel; men eet Vidne skal ikke vidne imod en Person i Livssag.

³⁴ Og vi indtoge alle hans Stæder paa samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Mænd og Kvinder og smaa Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers,

¹⁹ og at du ikke skal opløfte dine Øjne til Himmelen og se Solen og Maanen og Stjernerne, den ganske Himmelens Hær, og tilskyndes til at tilbede dem og tjene dem, hvilke HERREN din Gud har uddelt til alle Folkene under den ganske Himmel.

⁵ Og du skal elske HERREN din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af al din Formue.

¹³ Du skal frygte HERREN din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du sværge.

² og HERREN din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Naade.

⁴ Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og saa optændes HERRENS Vrede imod eder, og han skal snart ødelægge eder.

¹³ Og han skal elske dig og velsigne dig og mangfoldiggøre dig, og han skal velsigne dit Livs Frugt og dit Lands Frugt, dit Korn og din nye Vin og din Olie, dine Øksnes Affødning og dit Smaakvægs megen Yngel i det Land, som han har tilsvoret dine Fædre at ville give dig.

¹⁶ Og du skal tilintetgøre alle de Folk, som HERREN din Gud giver i din Vold, dit Øje skal ikke spare dem; og du skal ikke tjene deres Guder, thi det skal blive dig til en Snare.

²⁶ Og du skal ikke lade Vederstyggelighed komme i dit Hus, at du ikke skal blive en forbandet Ting, ligesom dette er; du skal helt væmmes med Væmmelse derfor og have stor Vederstyggelighed for det, thi det er en forbandet Ting.

² Og du skal ihukomme al den Vej, som HERREN din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej.

¹⁶ ham, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig og at gøre vel imod dig i den sidste Tid;

¹⁸ men som skaffer faderløse og Enker Ret, og som elsker den fremmede, saa han giver ham Brød og Klæder.

²⁰ HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge.

²⁵ Du skal ikke æde det, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig, naar du har gjort det, som ret er for HERRENS Øjne.

²⁸ Tag Vare paa og hør alle disse Ord, som jeg byder dig, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig evindeligen, naar du har gjort det, som godt og ret er for HERREN din Guds Øjne.

³² I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke lægge dertil og ej tage derfra.

² og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem:

⁶ Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte,

¹⁰ Og du skal stene ham med Stene, og han skal dø; thi han søgte at drage dig fra HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus;

¹³ Der er nogle Mænd, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gaa og tjene andre Guder, som I, ikke kendte:

² Naar der findes midt iblandt dig, i en af dine Byer, som HERREN din Gud giver dig, Mand eller Kvinde, som gør det, som er ondt for HERREN din Guds Øjne, ved at overtræde hans Pagt, ³ og denne gaar hen og tjener andre Guder og tilbeder dem, enten Sol eller Maane eller noget af hele Himmelens Hær, som jeg ikke har budet, ⁴ og det bliver givet dig til Kende, og du hører det: Da skal du ransage det vel; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, er denne Vederstyggelighed sket i Israel:

⁴ og det bliver givet dig til Kende, og du hører det: Da skal du ransage det vel; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, er denne Vederstyggelighed sket i Israel: ⁵ Da skal du føre den Mand eller den Kvinde, som gjorde denne onde Handel, ud til dine Porte, Manden eller Kvinden, og du skal stene dem med Sten, og de skulle dø. ⁶ Efter to Vidners eller tre Vidners Mund skal den lide Døden, som er skyldig at dø; han skal ikke lide Døden efter eet Vidnes Mund. ⁷ Vidnernes Haand skal først være paa ham til at slaa ham ihjel og til sidst alt Folkets Haand; saa skal du borttage den onde af din Midte.

⁷ Vidnernes Haand skal først være paa ham til at slaa ham ihjel og til sidst alt Folkets Haand; saa skal du borttage den onde af din Midte.

¹³ for at alt Folket maa høre det og frygte og ikke mere handle hovmodigen.

²⁰ Men den Profet, som formaster sig til at tale et Ord i mit Navn, som jeg ikke har befalet ham at tale, eller den, som taler i andre Guders Navn, den Profet skal dø.

²² Naar Profeten taler i HERRENS Navn, og det Ord sker ikke, og det kommer ikke: Da er det et Ord, som HERREN ikke har talet; den Profet har talet det i Formastelse, du skal ikke grue for ham.

¹³ Dit Øje skal ikke spare ham, og du skal borttage det uskyldige Blod af Israel, at det maa gaa dig vel.

¹⁹ da skulle I gøre ved ham, saaledes som han havde tænkt at gøre ved sin Broder; og du skal borttage den onde af din Midte, ²⁰ at de øvrige maa høre det óg frygte og ikke blive ved at gøre ydermere efter denne onde Handel iblandt eder.

²¹ saa skulle alle Mændene i hans Stad stene ham med Stene, og han skal dø; og du skal borttage den onde af din Midte, at al Israel maa høre det og frygte.

²¹ Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Mændene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Daarlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte.

²⁴ Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke raabte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han krænkede sin Næstes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte.

⁷ Om nogen findes, som stjæler en Person af sine Brødre af Israels Børn og driver Handel med ham eller sælger ham, da skal samme Tyv dø, og du skal borttage den onde fra dig.

⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage,

¹⁸ for at der ikke skal være iblandt eder Mand eller Kvinde eller Slægt eller Stamme om vender sit Hjerte i Dag fra HERREN vor Gud til at gaa bort og tjene disse Hedningers Guder; at der ikke skal være en Rod iblandt eder, som bærer Gift og Malurt;

³ da skal HERREN din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke HERREN din Gud havde bortspredt dig.

²⁰ at du maa elske HERREN din Gud og høre paa hans Røst og hænge ved ham; thi han er dit Liv og dine Dages Længde; at du maa blive i Landet, som HERREN tilsvor dine Fædre, Araham, Isak og Jakob, at give dem.

¹⁶ De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. ¹⁷ De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. ¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.

¹⁷ Og Staden, den og alt det, som er i den, skal være sat i Band for HERREN; kun den Skøge Rahab skal leve, hun og alle de, som ere i Huset med hende; thi hun skjulte Budene, som vi udsendte ¹⁸ Kun maa I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og sætte Israels Lejr i Band og forstyrre den.

¹⁸ Kun maa I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og sætte Israels Lejr i Band og forstyrre den. ¹⁹ Men alt Sølv og Guld og Kobberkar og Jern, det skal være helligt for HERREN; det skal komme til HERRENS Liggendefæ. ²⁰ Og Folket skreg, da de blæste i Basunerne; ja det skete, der Folket hørte Basunernes Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden. ²¹ Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Kvinde, baade ung og gammel, og Øksne og Faar og Asener, med skarpe Sværd.

²⁴ Men Staden opbrændte de med Ild og alt det, som var i den; alene Sølvet og Guldet og Kobberkarrene og Jernet, det gave de til HERRENS Huses Liggendefæ.

²⁶ Og paa den samme Tid tog Josva en Ed af dem og sagde: Forbandet være den Mand for HERRENS Ansigt, som opstaar og bygger denne Stad Jeriko; naar han lægger dens Grundvold, koste det ham hans førstefødte, og naar han sætter dens Porte, koste det ham hans yngste Søn.

¹ Men Israels Børn forgrebe sig saare paa det bandlyste Gods thi Akan, en Søn af Kami som var en Søn af Sabdi, Seras Søn af Judas Stamme tog af det bandlyste, og HERRENS Vrede optændtes imod Israels Børn.

²⁵ Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? HERREN skal forstyrre dig paa denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbrændte dem med Ild og kasted Stene over dem. ²⁶ Og de opkasted en stor Stenhob over ham indtil denne Dag, og HERREN vendte om fra sin strenge Vrede; derfor kaldt man det samme Steds Navn Akors Dal; den er der indtil denne Dag

²⁸ Og Josva afbrændte Ai, og han gjorde af den en stedsevarende Dynge, en øde Plads, indtil denne Dag.

¹¹ Og Israels Børn hørte sige: Se, Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme have bygget et Alter foran i Kanaans Land, i Geliloth ved Jordan, over for Israels Børn. ¹² Der Israels Børn hørte det, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid. ¹³ Saa sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Præsten Eleasars Søn, ¹⁴ og ti Fyrster med ham, een Fyrste, hver for et Fædrenehus, af hver af Israels Stammer; og hver af dem var Øverste for deres Fædres Hus, for Israels Tusinder. ¹⁵ Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde: ¹⁶ Saa siger al HERRENS Menighed: Hvad er denne for en Troløshed, som I have vist mod Israels Gud, i Dag at vende eder bort fra HERREN, idet I bygge eder et Alter, saa at I ville i Dag være genstridige mod HERREN ¹⁷ Er Misgerningen ved Peor os for liden, fra hvilken vi ikke have renset os indtil denne Dag, og Plagen kom dog over HERRENS Menighed ¹⁸ Og I vende eder i Dag bort fra HERREN! og det sker, om I i Dag ere genstridige imod HERREN, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed. ¹⁹ Men dersom eders Ejendoms Land er urent, da kommer over til HERRENS Ejendoms Land, hvor HERRENS Tabernakel boer, og tager Arv midt iblandt os; og værer ikke genstridige imod HERREN, og værer ikke genstridige imod os, saa at I bygge eder et Alter foruden HERRENS, vor Guds, Alter. ²⁰ Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning.

²⁰ Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning. ²¹ Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder: ²² Den stærke Gud, HERREN, den stærke, Gud, HERREN, han ved det, og Israel skal vide det: Ej er det Genstridighed, og ej er det Overtrædelse imod HERREN - saa frelse du os ikke paa denne Dag! ²³ at vi vilde bygge os et Alter, for at vende os bort fra HERREN; og ej er det for at ofre Brændoffer derpaa eller Madoffer, og ej er det for at gøre Takoffer derpaa saa hjemsøge HERREN det selv! ²⁴ men vi gjorde det af Omhyggelighed, for den Sags Skyld, at vi sagde: Eders Børn maatte ellers herefter sige til vore Børn: Hvad have I at gøre med HERREN, Israels Gud ²⁵ HERREN har jo sat Jordanen til Landemærke imellem os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Del i HERREN: Saa maatte eders Børn bringe vore Børn til at høre op med at frygte HERREN. ²⁶ Derfor sagde vi: Lader os dog gøre dette, at bygge et Alter, ikke til Brændoffer og ej til Slagtoffer; ²⁷ men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi betjene HERRENS Tjeneste for hans Ansigt, med vore Brændofre og med vore Slagtofre og med vore Takofre, og at eders Børn ikke herefter skulle sige til vore Børn: I have ingen Del i HERREN. ²⁸ Derfor sagde vi: Naar det sker, at de sige sligt til os eller til vore Efterkommere herefter, da ville vi sige: Ser den Lignelse af HERRENS Alter, som vore Fædre gjorde ikke til Brændoffer og ikke til Slagtoffer, men til et Vidne imellem os og imellem Eder. ²⁹ Dette skal være langt fra os at være genstridige mod HERREN og at vende os i Dag bort fra HERREN, til at bygge et Alter til Brændoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden HERREN vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel. ³⁰ Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Mannasse Børn sagde, da var det godt for deres Øjne: ³¹ Og Pinehas, Præsten Eleasars Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: I Dag kende vi, at HERREN er midt iblandt os, idet I ikks have vist en saadan Troløshed imod HERREN, da I have reddet Israels Børn af HERRENS Haand. ³² Da drog Pinehas, Præsten Eleasars Søn, og, Fyrsterne fra Rubens Børn og fra Gads Børn fra Gileads Land til Kanaans Land igen, til Israels Børn; og de bragte dem Svar igen. ³³ Og det Ord var godt for Israels Børns Øjne, og Israels Børn lovede Gud, og de sagde ikke, at de vilde drag op imod dem til Strid for at ødelægge det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi. ³⁴ Og Rubens Børn og Gads Børn gave Al teret det Navn: det er Vidne imellem os, at HERREN er Gud

¹³ Og de forlode HERREN og tjente Baal og Astharoth.

⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel.

⁶ Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for HERRENS Øjne og tjente Baalerne og Astarterne og Syriens Guder og Zidons Guder og Moabs Guder og Ammons Børns Guder og Filisternes Guder; og de forlode HERREN og tjente ham ikke.

²² Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.

¹ Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til HERREN i Mizpa. ² Og Høvdingerne for hele Folket, alle Israels Stammer, stillede sig frem i Guds Folks Forsamling: Fire Hundrede Tusinde Mand Fodfolk, som kunde føre Sværd. ³ Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette onde sket? ⁴ Da svarerle den levitiske Mand, Manden til den Kvinde, som var ihjelslagen, og sagde: Jeg og min Medhustru kom til Gibea, som hører Benjamin til, for at blive der om Natten. ⁵ Og Mændene i Gibea stode op imod mig og omringede mig i Huset om Natten; de tænkte at ihjelslaa mig, og de have krænket min Medhustru, saa at hun er død. ⁶ Da tog jeg fat paa min Medhustru og huggede hende i Stykker og sendte hende om til al Israels Arvs Land; thi de have gjort en Skændsel og en Daarlighed i Israel. ⁷ Se, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og raadslaar her! ⁸ Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke, at nogen gaar til sit Telt, og at nogen viger herfra til sit Hus. ⁹ Men det er nu den Gerning, som, i ville gøre mod Gibea: Vi ville drage mod den efter Lodkastning, ¹⁰ Og vi ville tage ti Mænd af hundrede, af alle Israels Stammer, og hundrede af Tusinde, og tusinde af ti Tusinde, at de hente Tæring til Folket, at de kunne, naar de komme til Gibea i Benjamin, gengælde den al den Daarlighed, som den har gjort i Israel. ¹¹ Saa bleve alle Israels Mænd samlede mod Staden; som een Mand vare de forbundne. ¹² Og Israels Stammer sendte Mænd til alle Benjamins Slægter og; lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er sket iblandt eder? ¹³ Saa giver nu de Mænd hid, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaa dem ihjel og borttage det onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst.

¹³ Saa giver nu de Mænd hid, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaa dem ihjel og borttage det onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst. ¹⁴ Og Benjamins Børn bleve samlede fra Stæderne til Gibea, til at drage ud til Krigen mod Israels Børn. ¹⁵ Og Benjamins Børn fra Stæderne bleve samme Dag talte, seks og tyve Tusinde Mand, som kunde føre Sværd, foruden Indbyggerne i Gibea, som blev talte, syv Hundrede udvalgte Mænd. ¹⁶ Iblandt alt dette Folk vare syv Hundrede udvalgte Mænd, som vare kejthaandede, af hvilke enhver slyngede med en Sten paa et Haar og fejlede ikke. ¹⁷ Men Mændene af Israel, foruden dem af Benjamin, bleve talte, fire Hundrede Tusinde Mand, som kunde føre Sværd; enhver af dem var Krigsmand.

⁴⁸ Og Israels Mænd vendte tilbage til Benjamins Børn og slog dem med skarpe Sværd, baade Folket af Stæderne og Kvæget, ja alt det, som fandtes; ogsaa alle Stæderne, som fandtes satte de Ild paa.

¹² Og Elis Sønner vare Belials Sønner; de kendte ikke HERREN.

²⁷ Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skænk; men han var, som han havde væref døv.

¹ Og det skete, der han havde holdt op med at tale til Saul, da blev Jonathans Sjæl bunden til Davids Sjæl, og Jonathan elskede ham som sin egen Sjæl.

³ Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl.

¹⁷ Og Jonathan blev ved at besværge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin egen Sjæl.

¹⁷ Saa vid nu og se, hvad du vil gøre, thi en Ulykke er fast besluttet over vor Herre og over alt hans Hus; og han er et Belials, Barn, saa at man ikke kan tale til.

²⁵ Min Herre vende ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, saa er han: Nabal er hans Navn, og Daarlighed er hos ham; men jeg, din Tjenerinde, saa ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt.

²⁶ Jeg er saare bedrøvet for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kærlighed var mig underfuldere end Kvinders Kærlighed.

⁷ Og Simei sagde saa, der han bandede: Gak ud; gak ud, du blodgerrige Mand og du Belials Mand!

¹ Og der var tilfældigvis en Belials Mand, hvis Navn var Seba, Bikris Søn, en Mand af Benjamin, og han blæste i Trompeten og sagde: Vi have ingen Del i David, ej heller have vi Arv i Isais Søn; hver til sit Telt, o Israel!

⁶ Men Belials Børn, de skulle alle sammen være som Torne, der udkastes; thi de kunne ikke tages med Haand.

⁵ Thi Salomo vandrede efter Astoreth, Zidoniernes Gud, og efter Milkom, Ammoniternes Vederstyggelighed. ⁶ Og Salomo gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, og vandrede ikke fuldkommelig efter HERREN som David, hans Fader. ⁷ Da byggede Salomo en Høj til Kamos, Moabs Vederstyggelighed, paa Bjerget, som ligger lige for Jerusalem, og til Molek, Ammons Børns Vederstyggelighed.

³ Og han gav paa den samme Dag et underligt Tegn og sagde: Dette er det underlige Tegn paa, at HERREN har talt dette: Se, Alteret skal revne, og Asken, som er derpaa, skal adspredes.

¹⁸ Og han sagde til ham: Jeg er og en Profet som du, og en Engel talte med mig ved HERRENS Ord og sagde: Før ham tilbage med dig til dit Hus, at han æder Brød og drikker Vand. men han løj for ham.

⁴⁰ Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og, Elias førte dem ned til Kisons Bæk og nedhuggede dem der.

¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør.

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

²¹ Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra HERREN og kom dem til at synde en stor Synd.

³⁰ Thi de Mænd af Babel havde gjort Sukoth-Benoth, og de Mænd af Kut havde gjort Nergal, og de Mænd af Hamath havde gjort Asima, ³¹ og de af Ava havde gjort Nibhas og Tharthak, og de af Sefarvajm opbrændte deres Sønner i Ilden for Adramelek og Anamelek, Sefarvajms Guder.

³ Og Kongen stod paa Forhøjningen og gjorde Pagten for HERRENS Ansigt at de skulde vandre efter HERREN og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af ganske Hjerte og af ganske Sjæl for at hævde denne Pagts Ord, som vare skrevne i denne Bog; og alt Folket indgik Pagten.

⁷ Og løse Mænd, Belials Børn, samlede sig til ham og satte sig vældig op imod Roboam, Salomos Søn; thi Roboam var ung og blødhjertet, saa at han ikke kunde vise Styrke imod dem.

²¹ Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, I Forgaarden til HERRENS Hus.

³¹ Og Kongen stod paa sit Sted og gjorde en Pagt for HERRENS Ansigt, at han vilde vandre efter HERREN og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl for at opfylde Pagtens Ord, som vare skrevne i denne Bog.

²⁷ og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

¹⁰ Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.

³⁸ Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

⁷ Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bære kurven.

⁶ da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud?

¹⁰ Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!

²⁰ Hvorfor vil dum min Søn! Sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?

²⁴ En Mand med mange Venner vil finde sig ilde stedt; men der er den Ven, som hænger fnstere ved end en Broder.

²⁵ Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.

¹¹ Naar man lægger Straf paa en Spotter, bliver den uerfarne viis, og naar man belærer den vise, skal han modtage Kundskab.

²⁰ Til Loven og til Vidnesbyrdet! dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,

¹⁴ Derfor vil HERREN afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag. ¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen.

¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen.

³ Og hans Lyst skal være i HERRENS Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. ⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande.

¹ Profeti imod Damaskus. Se, Damaskus skal ikke mere være en Stad, men den skal være en sammenstyrtet Stenhob.

² Thi du gjorde af Staden en Stenhob, af den faste Stad en Grushob, de fremmedes Paladser ere ikke længer en Stad; den skal ikke bygges evindelig.

¹⁷ Og jeg vil sætte Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Vægt, og Hagel skal bortdrive den falske Tilflugt, og Vandene overskylle Skjulet. ¹⁸ Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned.

¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.

²³ Men denne Ting har jeg befalet dem og sagt: Hører paa min Røst, saa vil jeg være eders Gud, og I skulle være mit Folk; og I skulle vandre paa hver en Vej, som jeg befaler eder, at det maa gaa eder vel.

¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren.

¹¹ Thi baade Profet og Præst ere vanhellige; endog i mit Hus har jeg fundet deres Ondskab, siger HERREN.

²⁵ Jeg har hørt, hvad Profeterne have sagt, de, som spaa Løgn i mit Navn og sige: Jeg drømte, jeg drømte. ²⁶ Hvor længe dog! mon Profeterne, som spaa Løgn, og som ere Profeter ved deres Hjertes Bedrageri, have i Sinde, ²⁷ og mon de tænke paa at bringe mit Folk til at glemme mit Navn ved deres Drømme, som de fortælle hver sin Næste ligesom deres Fædre glemte rnit Navn for Baals Skyld. ²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN.

⁹ Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamænd og eders Drømme og eders Dagvælgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at Kongen af Babel

⁹ Men naar Profeten spaar om Fred, saa vil han, naar Profetens Ord gaar i Opfyldelse, erkendes som den Profet, HERREN i Sandhed har sendt.

¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn. ¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN. ¹⁷ Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.

⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme.

²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne. ²² Og der skal fra dem optages en Forbandelse iblandt alle de bortførte af Juda, som ere i Babel, idet man skal sige: HERREN gøre dig som Zedekias og som Akab! hvilke Kongen af Babel stegte ved Ild,

²⁴ Og om Semaja, Nekelamiten, skal du sige saaledes:

² Derfor se, Dage komme, siger HERREN, da jeg vil lade et Krigsskrig høres imod Ammons Børns Rabba, og den skal blive til en øde Dynge, og dens omliggende Stæder skulle antændes med Ild men Israel skal tage dem til Eje, som eje ham, siger HERREN.

⁶ Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de hav de drevet dem bort til Bjergene; de droge fra Bjerge til Høje, de glemte, hvor de havde haft Leje.

³² Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Efterdi du har besmittet min Helligdom med alle dine Afskyeligheder og med alle dine Vederstyggeligheder: Da vil ogsaa jeg drage, mig tilbage, og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil heller ikke skaane.

⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane. ⁶ Gamle Mænd, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Mænd, som vare foran Huset.

² Du Menneskesøn! spaa imod Israels Profeter, dem, som spaa, og sig til dem, som ere Profeter efter deres eget Hjertes Kald: Hører HERRENS Ord! ³ Saa siger den Herre, HERRE: Ve over de daarlige Profeter, som gaa efter deres egen Aand og efter det, som de ikke have set.

²³ Derfor skulle I ikke have forfængelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haana, og I skulle fornemme, at jeg; er HERREN.

²⁶ Og jeg vil slutte en Freds Pagt med dem, det skal være dem en evig Pagt, og jeg vil bosætte dem og gøre dem mangfoldige og sætte min Helligdom midt iblandt dem evindelig.

⁶ Derfor vil jeg gøre Samaria til en Stenhob paa Marken, til Vingaardsplantninger, og jeg vil adsprede dens Stene ned i Dalen og gøre dens Grundvold bar.

⁸ Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad HERREN kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud.

⁵ Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm. ⁶ Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk. ⁷ Men jeg vil skue ud efter HERREN, jeg vil bie efter min Frelses Gud min Gud vil høre mig.

² Thi Husguderne have talt Falskhed, og Spaamændene have skuet Løgn, og skuftende Drømme tale de, med Forfængelighed trøste de; derfor ere de dragne bort som en Hjord, de ere i Nød, thi der er ingen Hyrde.

³ Og det skal ske, naar nogen spaar ydermere, da skal hans Fader og hans Moder, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi du har talt Løgn i HERRENS Navn; og hans Fader og hans Moder, som avlede ham, skulle gennembore ham, naar han spaar. ⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skulle Profeterne skamme sig, hver over sit Syn, naar han spaar; og de skulle ikke iføre sig en laadden Kappe for at bedrage.

³³ Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder.

¹⁵ Men vogter Eder for de falske Propheter, som kommer til Eder i Faareklæder, men ere indvortes rivende Ulve.

²¹ Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene. ²² Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn? ²³ Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret! ²⁴ Derfor, hver den, som Hører disse mine Ord og gjør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Huus paa en Klippe.

³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;

⁴⁸ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre? ⁴⁹ Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre! ⁵⁰ Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.

¹¹ Og mange falske Propheter skulle opstaae og forføre Mange.

²⁴ Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

²² Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre Tegn og underlige Gjerninger for at forføre, om det var muligt, endog de Udvalgte.

⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger

²⁶ Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter.

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

²⁴ Dømmer ikke efter Anseelse, men dømmer en retfærdig Dom.

⁷ Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

⁵⁸ Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.

⁸ Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen.

¹¹ Men disse vare mere veltænkende end de i Tessalonica, de annammmede Ord med al Redebonhed, og ransagde dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes.

¹³ Fremstiller ei heller Eders Lemmer for Synden til Uretfærdigheds Redskab; men fremstiller Eder selv for Gud til retfærdigheds Redskab.

¹³ dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer I den Onde fra Eder!

¹⁷ Men hvo som hænger ved Herren, er een Aand med ham.

¹⁹ Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.

²² Dersom Nogen ikke elsker den Herre Jesus Christus, han være en Forbandelse! Maran Atha.

¹⁶ Saa at vi Ingen herefter ansee efter Kjødet; men dersom vi og have kjendt Christus efter Kjødet, kjende vi ham dog nu ikke mere saaledes.

¹⁵ Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe?

⁸ Jeg siger det ikke somen Befaling, men efterdi Andre ere saa nidkjære, da vil jeg ogsaa prøve Eders Kjærligheds Oprigtighed.

¹³ Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler. ¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. ¹⁵ Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

⁸ Men dersom endog vi eller en Engel af Himmelen prædiker Eder Evangelium anderledes, end vi have prædiket Eder det, han være en Forbandelse! ⁹ Som jeg sagde, saa siger jeg nu igjen: dersom Nogen prædiker Eder Evangelium anderledes, at I have annammet det, han være en Forbandelse.

⁴ Men det skete for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke have indlistet sig for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christus Jesus, paa det de kunde gjøre os til Trælle;

¹⁴ at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af enhver Lærdoms Veir, og Forførelsens Kundstgreb;

¹⁰ at I kunne omgaaes værdeligen for Herren til at Velbehagelighed og være frugtbare paa al god Gjerning, og voxe til Guds Erkjendelse;

⁴ Men dette siger jeg, paa det ingen skal bedrage Eder med lokkende Tale.

¹ Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi Eder i den Herre Jesus, at ligesom I have lært af os, hvorledes det bør Eder at omgaaes og tækkes Gud, I derudi maatte ydermere tiltage. ² I vide jo, hvordanne Bud vi gave Eder formedelst den Herre Jesus.

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger,

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

¹⁹ Antag ikke noget Klagemaal mod nogen af de Ældste. uden efter to eller tre Vidner. ²⁰ Dem, som synde, irettesæt dem for Alles Aasyn, og de Andre kunne have Frygt.

⁴ Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler. ⁵ Men du, vær aarvaagen i alle Ting, lid ondt, gjør en Evangeliets Gjerning, fuldfør din Tjeneste.

¹⁴ Stræber efter Fred med hver Maand og efter hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren; ¹⁵ og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes;

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse.

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.

²⁶ Dette har jeg skrevet Eder om dem, som Eder forføre. ²⁷ Og den Salvelse, som I annammede af ham, bliver i Eder, og I have ikke behov, at Nogen skal lære Eder; men ligesom denne Salvelse lærer Eder Alt og er Sandhed og ingenlunde Løgn, da bliver i ham, som den har lært Eder.

¹⁰ Deraf kjendes Guds Børn og Djævelens Børn; hver den, som ikke gjør Retfærdighed, er ikke af Gud og hvor som ikke elsker sin Broder.

¹ I Elskelige! troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Propheter ere udgangne i Verden.

⁴ Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem; thi den, som er i Eder, er større end den, der i Verden.

²¹ Mine Børn, vogter Eder for Afguder! Amen.

¹⁹ Disse ere de, som afsondre sig, dyriske, som ikke have Aand.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹³ Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for menneskenes Aasyn. ¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede.

¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede.

¹⁶ Og de ti Horn, som du saae paa Dyret, disse skulle hade Skjøgen og gjøre hende øde og nøgen og æde hendes Kjød og opbrænde hende med Ild.

¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde. ²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den. ²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere. ²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere; ²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede. ²⁴ Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet alle deres, som ere myrdede paa Jorden.

² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand. ³ Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

³ og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.