Deuteronomy 20 Cross References - Danish

¹ Naar du uddrager til Krig imod din Fjende, og du ser Heste og Vogne, ja Folk, flere end du, da skal du ikke frygte for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han som førte dig op af Ægyptens Land ² Og det skal ske, naar I nærme eder Striden, da skal Præsten gaa; frem og tale til Folket. ³ Og han skal sige til dem: Hør, Israel! I nærme eder i Dag til Striden imod eders Fjender, lader eders Hjerte ikke blive modløst, frygter ikke og forfærdes ikke og gruer ikke for deres Ansigt! ⁴ Thi HERREN eders Gud er den som gaar med eder, at stride for eder imod eders Fjender for at frelse eder ⁵ Men Fogederne skulle tale til Folket og sige: Er der en Mand som har bygget et nyt Hus og ikke indviet det, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal indvie det. ⁶ Og er der en Mand, som har plantet; en Vingaard og ikke nydt Frugten af den, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal nyde den første Frugt af den. ⁷ Og er der en Mand, som har trolovet sig en Hustru og ikke har taget hende til Ægte, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal tage hende. ⁸ Og Fogederne skulle blive ved at tale til Folket og sige: Er der en Mand, om er frygtagtig og blødhjertet, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal gøre sine Brødres Hjerte mistrøstigt, som hans eget Hjerte er. ⁹ Og det skal ske, naar Fogederne have endt at tale til Folket, da skulle de beskikke Hærførere i Spidsen for Folket. ¹⁰ Naar du nærmer dig til en Stad; til at stride imod den, da skal du; tilbyde den Fred. ¹¹ Og det skal ske, om den svarer dig fredelig og lader op for dig, da skal alt det Folk, som findes i den, være dig skatskyldigt og tjene dig. ¹² Men dersom den ikke vil gøre Fred med dig, men føre Krig imod dig, da skal du belejre den. ¹³ Og HERREN din Gud skal give den i din Haand, og du skal slaa alt Mandkøn i den med skarpe Sværd. ¹⁴ Kun Kvinderne og de smaa Børn og Kvæget og alt det, som er i Staden, alt Byttet deraf maa du røve for dig, og du skal nyde dine Fjenders Bytte, som HERREN din Gud har givet dig. ¹⁵ Saaledes skal du gøre mod alle Stæderne, som ere saare langt fra dig, og som ikke ere af disse Hedningers Stæder. ¹⁶ Kun i disse Folks Stæder, som HERREN din Gud giver dig til Arv, skal du ikke lade leve noget, som drager Aande. ¹⁷ Thi du skal bandlyse dem, nemlig Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, som HERREN din Gud har budet dig, ¹⁸ paa det at de ikke skulle lære eder at gøre efter alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort for deres Guder, og I skulle synde mod HERREN eders Gud ¹⁹ Naar du belejrer en Stad mange Dage og strider imod den for at indtage den, da skal du ikke ødelægge dens Træer ved at hugge ned paa dem med Øksen, thi du skal; æde af dem og ikke afhugge dem thi mon Markens Træer ere Mennesker, som af dig skulle belejres? ²⁰ Kun de Træer, som du ved om at det ikke er Frugttræer, dem maa du ødelægge og afhugge, at du kan bygge Bolvælk imod Staden, som fører Krig imod dig, indtil den falder.

³ Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader.

¹⁴ HERREN skal stride for eder, og I, I skulle tie.

¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige.

³¹ Og jeg vil sætte dit Landemærke fra det røde Hav indtil Filistrenes Hav og fra Ørken indtil Floden; thi jeg vil give Landets Indbyggere i eders Haand, og du skal uddrive dem fra dit Ansigt. ³² Du skal ikke gøre Pagt med dem eller med deres Guder. ³³ Lad dem ikke bo i dit Land, at de ikke skulle komme dig til at synde imod mig; thi du kunde tjene deres Guder, og det vilde blive dig til en snare.

³³ Lad dem ikke bo i dit Land, at de ikke skulle komme dig til at synde imod mig; thi du kunde tjene deres Guder, og det vilde blive dig til en snare.

¹⁶ og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder.

²³ Og nar I komme ind i Landet og plante alle Haande Frugttræer, da skulle I agte deres Frugt, som om det var Forhud paa dem; i tre Aar skulle de agtes af eder som uomskaarne, der skal ikke ædes deraf. ²⁴ Og i det fjerde Aar skal al deres Frugt være helliget til Lovprisning for HERREN. ²⁵ Men i det femte Aar maa I æde Frugten deraf, saa at I samle eder Grøden deraf; jeg er HERREN eders Gud.

⁴² Thi de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; de skulle ikke sælges, som en Træl sælges. ⁴³ Du skal ikke strengelig regere over ham, men frygte din Gud. ⁴⁴ Og hvad angaar din Træl eller din Trælkvinde, saa skulle I af Hedningerne, som ere rundt omkring eder, købe Træl og Trælkvinde. ⁴⁵ Ogsaa af deres Børn, som ere Gæster og fremmede iblandt eder, af dem skulle I købe, og af deres Slægt, som er hos eder, og som de have avlet i eders Land; og de skulle være eder til Ejendom. ⁴⁶ Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden.

⁸ Og Præsterne, Arons Sønner, skulle blæse i Basunerne; og de skulle være eder til en evig Skik hos eders Efterkommere. ⁹ Og naar I komme i Krig i eders Land med Fjenden, som ængster eder, da skulle I blæse stærkt i Basunerne, at I maa ihukommes for HERREN eders Guds Ansigt og frelses fra eders Fjender.

³¹ Men de Mænd, som vare dragne op med ham, sagde: Vi formaa ikke at drage op mod det Folk; thi det er stærkere end vi.

² Da lovede Israel HERREN et Løfte og sagde: Dersom du giver dette Folk i min Haand, da vil jeg lyse deres Stæder i Band. ³ Og HERREN hørte Israels Røst og overgav Kananiterne, og man bandlyste dem og deres Stæder og kaldte det Steds Navn Horma.

³⁵ Og de sloge ham og hans Sønner og alt hans Folk, saa at man ikke lod nogen blive tilovers for ham, og de indtog hans Land til Ejendom.

²¹ Han skuede ikke Uret i Jakob, og saa ikke Jammer i Israel; HERREN, hans Gud, er med ham, og Kongejubel hos ham.

⁶ Og Mose sendte dem, tusinde for hver Stamme, til Striden, dem og Pinehas, Præsten Eleasers Søn, til Striden, og de hellige Redskaber og Klangbasunerne vare i hans Haand. ⁷ Og de strede imod Midianiterne, som HERREN havde befalet Mose, og de ihjelsloge alt Mandkøn. ⁸ Tillige med de øvrige ihjelslagne sloge og Midianiternes Konger ihjel, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reha, fem midianitiske Konger; ogsaa sloge de Bileam, Beors Søn, ihjel med Sværdet. ⁹ Og Israels Børn toge Midianiternes Hustruer og deres smaa Børn fangne; og alle deres Lastdyr og alt deres Kvæg og al deres Formue røvede de.

⁹ Og Israels Børn toge Midianiternes Hustruer og deres smaa Børn fangne; og alle deres Lastdyr og alt deres Kvæg og al deres Formue røvede de.

¹² Og de førte til Mose og til Præsten Eleasar og til Israels Børns Menighed Fangene og Rovet og Byttet til Lejren paa: Moabiternes slette Marker, som ere ved Jordanen over for Jeriko.

¹⁴ Og Mose blev vred paa dem, som vare beskikkede over Hæren, paa Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundederne, de som kom fra. Krigstoget.

¹⁷ Og nu, slaar alt Mandkøn ihjel iblandt smaa Børn, og slaar hver Kvinde ihjel, som har kendt Mand, ved at ligge hos Mandkøn; ¹⁸ men lader alle smaa Børn af Kvindekønnet, som ikke have kendt Mandkøns Samkvem, leve for eder

¹⁸ men lader alle smaa Børn af Kvindekønnet, som ikke have kendt Mandkøns Samkvem, leve for eder

³⁵ og de Personer af Kvindfolk som ikke havde kendt Mandkøns Samkvem, alle disse vare to og tredive Tusinde. ³⁶ Og Halvdelen, som var tilfalden dem, der vare udgangne til Striden, var i Tallet: Smaat Kvæg tre Hundrede Tusinde og tredive Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede. ³⁷ Og Afgiften til HERREN af smaat Kvæg var seks Hundrede fem og halvjerdsindstyve. ³⁸ Og af stort Kvæg var der seks og tredive Tusinde; og Afgiften af dem til HERREN var to og halvfjerdsindstyve. ³⁹ Og af Asener var der tredive Tusinde og fem Hundrede; og Afgiften af dem til HERREN var een og tresindstyve. ⁴⁰ Og af Mennesker var der seksten Tusinde; og Afgiften af dem til HERREN var to og tredive Personer. ⁴¹ Og Mose gav Afgiften som en Gave for; HERREN til Eleasar, Præsten, som HERREN havde befalet Mose. ⁴² Og af den Halvdel, som tilfaldt Israels Børn, den Halvdel, som Mose tog fra Mændene, som havde stridt; - ⁴³ men Menighedens Halvdel var af smaat Kvæg: Tre Hundrede Tusinde og tredive Tusinde, syv Tusinde og fem Hundrede; ⁴⁴ og af stort Kvæg var den seks og tredive Tusinde; ⁴⁵ og af Asener var den tredive Tusinde og fem Hundrede; ⁴⁶ og af Mennesker var den seksten Tusinde; ⁴⁷ af denne Halvdel, som tilfaldt Israels Børn, tog Mose een ud af hvert halvtredsindstyve, baade af Mennesker og af Dyr, og han gav dem til Leviterne, som toge Vare paa, hvad der var at varetage ved HERRENS Tabernakel, saaledes som HERREN havde befalet Mose. ⁴⁸ Og de gik frem til Mose, de som vare satte over Tusinderne i Hæren, Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundrederne,

⁴⁸ Og de gik frem til Mose, de som vare satte over Tusinderne i Hæren, Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundrederne, ⁴⁹ og, de sagde til Mose: Dine Tjenere have taget Hovedsum paa Krigsmændene, som vare under vore Hænder, og der fattedes ikke een Mand af os i Tallet. ⁵⁰ Derfor ofre vi som Offer til HERREN, enhver hvad han har fundet af Guldsager: Armsmykker og Armbaand, Fingerringe, Ørenringe og Kæder, til at gøre Forligelse for vore Sjæle for HERRENS Ansigt. ⁵¹ Og Mose og Eleasar Præsten, toge Guldet af dem, ja alle Haande forarbejdede Sager. ⁵² Og alt Guldet, som de ydede HERREN i Gave, var seksten Tusinde, syv Hundrede óg halvtredsindstyve Sekel, nemlig fra Fyrsterne over Tusinderne og fra Fyrsterne over Hundrederne. ⁵³ Stridsmændene havde gjort Bytte hver for sig. ⁵⁴ Og Mose og Eleasar, Præsten, toge Guldet fra Fyrsterne over Tusinderne og Hundrederne, og de førte det ind i Forsamlingens Paulun for HERRENS Ansigt til en Ihukommelse for Israels Børn.

⁹ thi de gik op til Eskols Bæk og besaa Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gaa ind i Landet, som HERREN havde givet dem.

⁵² da skulle I fordrive alle Landets, Indbyggere for eder og tilintetgøre alle deres Billedstøtter; og I skulle tilintetgøre alle deres støbte Billeder og ødelægge alle deres Høje.

¹⁵ Saa tog jeg eders Stammers Høvedsmænd, vise og forsøgte Mænd, og satte dem til Høvedsmænd over eder: Til Øverster over Tusinder og Øverster over Hundreder og Øverster over halvtredssindstyve og Øverster over ti og til Fogeder for eders Stammer.

²⁸ Hvorhen skulle vi drage op? Vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og højere end vi, Stæderne ere store og befæstede op imod Himmelen, dertil med have vi ogsaa set Anakiternes Børn der.

³⁰ HERREN eders Gud, som gaar foran eders Ansigt, han skal stride for eder, ganske som han gjorde med eder i Ægypten for eders Øjne,

⁷ thi HERREN din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har HERREN din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting

²¹ Og jeg befalede Josva paa den samme Tid og sagde: Dine Øjne have set alt det, som HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger; saaledes skal HERREN gøre ved alle de Riger, som du drager over til. ²² Frygter ikke for dem; thi HERREN eders Gud, han er den, som. strider for eder.

²² Frygter ikke for dem; thi HERREN eders Gud, han er den, som. strider for eder.

¹ Naar HERREN din Gud faar indført dig i Landet, som du skal komme hen til, at eje det, og faar udkastet mange Folk for dig, Hethiter og Girgasiter og Amoriter og Kananiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, syv Folk, som ere mangfoldigere og vældigere end du,

¹ Naar HERREN din Gud faar indført dig i Landet, som du skal komme hen til, at eje det, og faar udkastet mange Folk for dig, Hethiter og Girgasiter og Amoriter og Kananiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, syv Folk, som ere mangfoldigere og vældigere end du,

¹ Naar HERREN din Gud faar indført dig i Landet, som du skal komme hen til, at eje det, og faar udkastet mange Folk for dig, Hethiter og Girgasiter og Amoriter og Kananiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, syv Folk, som ere mangfoldigere og vældigere end du, ² og HERREN din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Naade.

² og HERREN din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Naade. ³ Og du skal ikke gøre Svogerskab med dem; du skal ikke give hans Søn din Datter, og hans Datter skal du ikke tage til din Søn ⁴ Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og saa optændes HERRENS Vrede imod eder, og han skal snart ødelægge eder.

⁴ Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og saa optændes HERRENS Vrede imod eder, og han skal snart ødelægge eder. ⁵ Men saaledes skulle I gøre ved dem: I skulle nedbryde deres Altere og sønderslaa deres Støtter og omhugge deres Astartebilleder og opbrænde deres udskaarne Billeder med Ild.

¹⁶ Og du skal tilintetgøre alle de Folk, som HERREN din Gud giver i din Vold, dit Øje skal ikke spare dem; og du skal ikke tjene deres Guder, thi det skal blive dig til en Snare.

²⁵ Der skal ingen Mand kunne staa for eders Ansigt; HERREN eders Gud skal lade Rædsel for eder og Frygt for eder komme over alt Landet, som I træde paa, ligesom han har sagt eder.

³⁰ Saa forvar dig, at du ikke falder i Snaren efter dem, efter at de ere ødelagte for dit Ansigt, og at du ikke søger deres Guder og siger: Ligesom disse Folk tjente deres Guder, saa vil jeg ogsaa gøre. ³¹ Du skal ikke gøre saaledes for HERREN din Gud; thi de gjorde for deres Guder; alt det, som er vederstyggeligt for HERREN, det som han hader; thi de have endog brændt deres Sønner og deres Døtre i Ilden for deres Guder.

¹⁸ Du skal sætte dig Dommere og Fogeder i alle dine Porte, som HERREN din Gud giver dig, for dine Stammer; og de skulle dømme Folket med retfærdig Dom.

¹⁹ Og det skal ske, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, af ham skal jeg kræve det.

²³ Naar en Pige, en Jomfru, er trolovet med en Mand, og en Mand finder hende i Staden og ligger hos hende: ²⁴ Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke raabte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han krænkede sin Næstes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte. ²⁵ Men dersom Manden finder den trolovede Pige paa Marken, og Manden holder fast paa hende og ligger hos hende, da skal alene Manden, som laa hos hende, dø.

⁹ Naar du gaar ud af Lejren imod dine Fjender, da tag dig i Vare for al ond Handel.

⁵ Naar en Mand nylig har taget en Hustru, skal han ikke drage ud i Striden, og man skal ingen Tynge lægge paa ham; han skal være fri i sit Hus eet Aar og være glad med sin Hustru, som han har taget.

⁶ Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os og lagde en haard Trældom paa os

¹ Og det skal ske, om du flitteligen hører paa HERREN din Guds Røst, saa at du tager Vare paa at gøre alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag, da skal HERREN din Gud sætte dig højt over alle Folk paa Jorden. ² Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, naar du hører paa HERREN din Guds Røst: ³ Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være paa Marken. ⁴ Velsignet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt og dit Kvægs Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel. ⁵ Velsignet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. ⁶ Velsignet skal du være, naar du gaar ind, og velsignet skal du være, naar du gaar ud? ⁷ HERREN skal give dine Fjender, som rejse sig imod dig, slagne for, dit Ansigt; ad een Vej skulle de drage ud imod dig, og ad syv Veje skulle de fly for dit Ansigt. ⁸ HERREN skal byde Velsignelsen at være hos dig i dine Lader og i alt det, som du udrækker din Haand til; og han skal velsigne dig i det Land, som HERREN din Gud giver dig. ⁹ HERREN skal oprejse dig til et helligt Folk, for sig, som han har tilsvoret dig, naar du holder HERREN din Guds Bud og vandrer i hans Veje. ¹⁰ Og alle Folk paa Jorden skulle se, at du er kaldet efter HERRENS Navn, og de skulle frygte for dig. ¹¹ Og, HERREN skal give Overflod, dig til Gode, af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt i det Land, som HERREN tilsvor dine Fædre at give dig. ¹² HERREN skal oplade for dig sit gode Forraadskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i sin Tid og at velsigne al din Haands Gerning, og du skal laane ud til mange Folk, og du skal ikke tage til Laans. ¹³ Og HERREN skal sætte dig til Hoved og ikke til Hale, og du skal kun gaa opad og ikke nedad, dersom du vil høre HERREN din Guds Bud, hvilke jeg byder dig i Dag; at holde og at gøre efter dem, ¹⁴ og du ikke viger fra noget af disse Ord, som jeg byder eder i Dag, til højre eller venstre Side, ved at gaa efter andre Guder og tjene dem. ¹⁵ Og det skal ske, dersom du ikke hører HERREN din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig: ¹⁶ Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være paa Marken. ¹⁷ Forbandet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. ¹⁸ Forbandet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel. ¹⁹ Forbandet skal du være, naar du gaar ind, og forbandet skal du være, naar du gaar ud. ²⁰ HERREN skal sende Forbandelsen, Forstyrrelsen og Tugtelsen over dig i alt det, du udrækker din Haand til, som du vil gøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du hastigen gaar til Grunde for dine Gerningers Ondskabs Skyld, fordi du forlod mig. ²¹ HERREN skal lade Pest hænge ved dig, indtil han fuldkommen udsletter dig af Landet, som du drager hen til for at eje det. ²² HERREN skal slaa dig med Svindsot og med Feber og med hidsig Sygdom og med Betændelse og med Sværd og med Brand og Rust i Kornet, og de skulle forfølge dig, indtil du omkommer. ²³ Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal være som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern. ²⁴ HERREN skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt. ²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden. ²⁶ Og din døde Krop skal blive alle Fugle under Himmelen og Dyr paa Jorden til Føde, og der skal ingen være, som skræmmer dem. ²⁷ HERREN skal slaa dig med ægyptiske Bylder og med Hævelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne læges. ²⁸ HERREN skal slaa dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring. ²⁹ Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig. ³⁰ Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den.

³⁰ Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den.

⁶ Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi HERREN din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.

⁸ Og HERREN, han som gaar for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vær ikke ræd!

³⁰ Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og HERREN havde overantvordet dem

⁵ Ingen Mand skal bestaa for dit Ansigt alle dine Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg være med dig, jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig.

⁹ Har jeg ikke befalet dig: Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og rædde ikke; thi HERREN din Gud er med dig paa al den Vej, som du skal vandre paa.

¹⁷ Og Staden, den og alt det, som er i den, skal være sat i Band for HERREN; kun den Skøge Rahab skal leve, hun og alle de, som ere i Huset med hende; thi hun skjulte Budene, som vi udsendte ¹⁸ Kun maa I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og sætte Israels Lejr i Band og forstyrre den. ¹⁹ Men alt Sølv og Guld og Kobberkar og Jern, det skal være helligt for HERREN; det skal komme til HERRENS Liggendefæ. ²⁰ Og Folket skreg, da de blæste i Basunerne; ja det skete, der Folket hørte Basunernes Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden. ²¹ Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Kvinde, baade ung og gammel, og Øksne og Faar og Asener, med skarpe Sværd.

² Og du skal gøre ved Ai og dens Konge, ligesom du gjorde ved Jeriko og dens Konge, kun dens Bytte og dens Kvæg skulle I røve for eder selv; sæt dig et Baghold bag ved Staden!

²² Da kaldte Josva ad dem og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi bo saare langt fra eder, og I bo dog midt iblandt os ²³ Derfor skulle I nu være forbandede, saa at der ikke skal være nogen iblandt eder, som jo er Træl, Vedhugger eller Vanddrager til min Guds Hus. ²⁴ Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad HERREN din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, saa frygtede vi saare for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning.

²⁷ Og Josva satte dem paa den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og for HERRENS Alter indtil denne Dag, ved det Sted, som han vilde udvælge.

⁵ Og de fem amoritiske Konger samlede sig og droge op, Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lakis, Kongen af Eglon, de og alle deres Lejre; og de lejrede sig mod Gibeon og strede mod den. ⁶ Og de Mænd af Gibeon sendte; til Josva til Lejren, til Gilgal, og lode sige: Drag ikke din Haand fra dine Tjenere, kom snart op til os; og frels os og hjælp os; thi alle Amoriternes Konger, som bo paa Bjergene, have forsamlet sig imod os. ⁷ Og Josva drog op fra Gilgal, han og alt Krigsfolket med ham, og alle, som vare vældige til Strid. ⁸ Og HERREN sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg har givet dem i din Haand; der skal ikke en Mand af dem kunne staa for dit Ansigt.

²⁸ Og Josva indtog Makkeda paa den samme Dag og slog den med skarpe Sværd, og dens Konge ødelagde han tillige med alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han gjorde mod Kongen af Makkeda, ligesom han gjorde mod Kongen af Jeriko.

⁴⁰ Saa slog Josva alt Landet paa Bjergene og mod Sønden og Lavlandet og; Dalene og alle deres Konger, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han ødelagde alt det, som havde Aande, som HERREN Israels Gud havde befalet.

⁴² Og Josva tog alle disse Konger med deres Land paa een Gang; thi HERREN Israels Gud stred for Israel.

⁴ Og de droge ud, de og alle deres Lejre med dem, mangfoldigt Folk som Sand, der er paa Havbredden, i Mangfoldighed, og saare mange Heste og Vogne. ⁵ Og alle disse Konger samledes, og de kom, og de lejrede sig tilsammen ved Søen Merum, at stride imod Israel. ⁶ Og HERREN sagde til Josva: Frygt for deres Ansigt, thi i Morgen ved denne Tid vil jeg give dem alle sammen ihjelslagne for Israels Ansigt; du skal ødelægge deres Heste og opbrænde deres Vogne med Ild.

⁹ Da gjorde Josva ved dem, saaledes som HERREN havde sagt til ham; han ødelagde deres Heste og opbrændte deres Vogne med Ild.

¹¹ Og de sloge alle Personer, som vare i den, med skarpe Sværd, saa de ødelagde den; der blev intet tilovers, som havde Aande; og han opbrændte Hazor med Ild. ¹² Og Josva tog alle disse Kongers Stæder med alle deres Konger, og han slog dem med skarpe Sværd, saa at han ødelagde dem, saaledes som Mose, HERRENS Tjener, havde befalet.

¹⁴ Og alt Byttet af disse Stæder og Kvæget røvede Israels Børn for sig; kun Menneskene sloge de med skarpe Sværd, indtil de havde ødelagt dem, de lode intet blive tilovers, som have Aande.

¹⁹ Der var ikke en Stad, som gjorde Fred med Israels Børn, uden Heviterne, som boede i Gibeon; de indtoge alt med Krig. ²⁰ Thi det skete af HERREN, at de forhærdede deres Hjerte, saa de mødte Israel med Krig, for at han skulde ødelægge dem, saa at der ikke skulde bevises dem Naade, men at han skulde udrydde dem, som HERREN bød Mose.

¹⁰ Og de fordreve ikke Kananiten, om boede i Geser; men Kananiten boede iblandt Efraim indtil denne Dag og blev en skatskyldig Tjener.

⁸ da sagde han til dem saalunde: Drager tilbage til eders Telte med meget Gods og med saare meget Kvæg, med Sølv og med Guld og med Kobber og med Jern og med saare mange Klæder, deler Byttet med eders Fjender med eders Brødre

¹⁰ Een Mand af eder skal forfølge tusinde; thi HERREN eders Gud, han er den, som strider for eder, som han har tilsagt Eder.

¹³ Da skulle I visseligen vide, at HERREN eders Gud skal ikke ydermere fordrive disse Folk fra eders Ansigt; men de skulle blive eder til en Fælde og til en Snare og til en Svøbe paa eders Sider og til Brodde i eders Øjne, indtil I omkomme af dette gode Land, som HERREN eders Gud har givet eder.

²⁸ Og det skete, der Israel blev stærkt da gjorde han Kananiten skatskyldig; men han fordrev ham ikke aldeles.

³⁰ Sebulon fordrev ikke Indbyggerne i Kitron eller Indbyggerne i Nahalol; men Kananiten boede midt iblandt dem og blev skatskyldig. ³¹ Aser fordrev ikke Indbyggerne i Akko eller Indbyggerne i Zidon og, Alab og Aksib og Helha og Afik og Rehob. ³² Og Aseriterne boede iblandt Kananiterne, Landets Indbyggere; thi de fordreve dem ikke. ³³ Nafthali fordrev ikke Indbyggerne i Beth Semes eller Indbyggerne i Beth-Anath, men boede midt iblandt Kananiterne, som boede i Landet; men Indbyggerne i Beth-Semes og Beth Anath bleve dem skatskyldige. ³⁴ Og Amoriterne trængte Dans Børn hen til Bjerget; thi de tilstedte dem ikke at komme ned i Dalen. ³⁵ Og Amoriterne boede roligt i Har-Heres, i Ajalon og i Saalbim; dog var Josefs Haand dem svar; og de bleve skatskyldige.

³ Da sagde jeg ogsaa: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle være eder paa Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare.

³ Og Israels Børn raabte til HERREN; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve Aar. ⁴ Og Debora, en Kvinde, en Profetinde, Lapidoths Hustru, dømte Israel paa den samme Tid. ⁵ Og hun boede under Deboras Palmetræ, imellem Rama og Bethel, paa Efraims Bjerg; og Israels Børn gik op til hende for Retten. ⁶ Og, hun sendte hen og lod kalde Barak, Abinoams Søn, af Kedes i Nafthali, og hun sagde til ham: Har ikke HERREN Israels Gud budet: Gak og saml Folk paa Thabors Bjerg, og tag ti Tusinde Mænd med dig af Nafthali Børn og af Sebulons Børn. ⁷ Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til Bækken Kison, og hans Vogne og hans Hob; og jeg vil give ham i din Haand. ⁸ Og Barak sagde til hende: Dersom du vil gaa med mig, da vil jeg gaa; men dersom du ikke vil ga. med mig, vil jeg ikke gaa. ⁹ Og hun sagde: Jeg vil visseligen gaa med dig; men du vil dog ikke faa Æren paa den Vej, som du gaar paa, thi HERREN skal sælge Sisera i en Kvindes Haand saa gjorde Debora sig rede og gik med Barak til Kedes.

¹² Da aabenbarede HERRENS Engel for ham, og han sagde til ham: HERREN være med dig, du vældige til Strid!

³ Saa udraab nu dog for Folkets Øren og sig: Hvo er frygtagtig og forskrækket han vende tilbage og skynde sig aarle fra Gileads Bjerg; da vendte to og tyve Tusinde af Folket tilbage, og ti Tusinde bleve tilovers.

²⁷ Og Israels Børn adspurgte HERREN; og Guds Pagts Ark var der i de Dage ²⁸ Og Pinehas, en Søn af Eleasar, Arons Søn, stod for hans Ansigt i de Dage og sagde: Skal jeg blive ved ydermere at drage ud til Krig imod Benjamins, min Broders, Børn, eller lade af? og HERREN sagde: Drager op; thi i Morgen vil jeg give ham i din Haand.

¹⁸ Da sagde Saul til Ahia: Lad Guds Ark komme hid; thi Guds Ark var paa den samme Dag hos Israels Børn.

¹⁸ Men diss ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de tusinde; og du skal se til dine Brødre, om det gaar dem vel, og du skal medtag et Pant fra dem.

⁷ Og David sagde til Abjathar, Præsten, Akimeleks Søn: Kære, før mig Livkjortlen frem; og Abjathar førte Livkjortlen frem til David. ⁸ Og David adspurgte HERREN og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naa den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal naa og bringe Redning.

¹⁸ Og hun sagde: Fordum plejede man saaledes at tale, sigende: Man skal spørge sig for i Abel, og saaledes fuldbyrdede man det. ¹⁹ Jeg er en af de fredsommelige, de trofaste i Israel; du søger efter at dræbe en Stad og en Moder i Israel, hvorfor vil du opsluge HERRENS Arv? ²⁰ Og Joab svarede og sagde: Det være langt fra, det være langt fra at jeg skulde opsluge, at jeg skulde ødelægge! ²¹ Sagen forholder sig ikke saaledes; men en Mand af Efraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bikris Søn, har opløftet sin Haand imod Kongen, imod David, giver mig ham alene, saa vil jeg drage fra Staden og Kvinden sagde til Joab: Se, hans Hoved skal kastes til dig over Muren. ²² Og Kvinden kom til alt Folket med sin Visdom; og de afhuggede Sebas; Bikris Søns, Hoved og kastede det ud til Joab; da blæste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Telte; og Joab kom tilbage til Jerusalem, til kongen.

²¹ deres Børn, som vare overblevne efter dem i Landet, og som Israels Børn ikke havde kunnet ødelægge, dem udtog Salomo til at være arbejdspligtige Tjenere indtil denne Dag. ²² Men Salomo gjorde ikke nogen af Israels Børn til Træl; men de vare Krigsmænd og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Høvedsmænd og Øverster over hans Vogne og hans Ryttere.

¹⁵ Thi det skete, der David var i Edom, der Joab, Stridshøvedsmanden, drog op at begrave de ihjelslagne, da slog han alt Mandkøn i Edom. ¹⁶ Thi Joab og al Israel bleve der seks Maaneder, indtil han havde udryddet alt Mandkøn i Edom.

¹² Derfor se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster, og de stærktlydende Basuner, der skulle lyde imod eder; I, Israels Børn, strider ikke imod HERREN, eders Fædres Gud; thi det skal ikke lykkes eder.

¹¹ Og Asa raabte til HERREN sin Gud og sagde: HERRE! hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen, eller ingen Kraft; hjælp os, HERRE vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; HERRE! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig.

¹³ Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar; og der faldt af Morianerne saa mange, at ingen af dem blev levende; thi de bleve knuste for HERRENS Ansigt og for hans Hær; og man gjorde et saare stort Bytte. ¹⁴ Og de sloge alle Stæder trindt omkring Gerar, thi HERRENS Frygt var over disse; og de udplyndrede alle Stæderne, thi der var meget Bytte i dem. ¹⁵ Og de sloge ogsaa Kvægteltene, og bortførte smaat Kvæg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.

¹² Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig.

²⁵ Og Josafat og hans Folk kom for at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods hos de døde Kroppe og kosteligt Tøj, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede Bytte i tre Dage, thi der var meget.

¹⁵ Han indrettede ogsaa i Jerusalem kunstige Krigsredskaber, udtænkte af Kunstnere, for at sætte dem paa Taarnene og paa Hjørnerne, for at udskyde Pile og store Stene; og hans Navn kom ud indtil langt fra liggende Steder, fordi han vidunderligt blev hjulpen, indtil han blev stærk.

⁷ Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og ræddes ikke for Kongen af Asssyrien, ej heller for hele den Hob; som er med ham; thi der er en større med os end med ham. ⁸ Med ham er en kødelig Arm, men med os er HERREN vor Gud, som vil hjælpe os og stride i vore Krige; og Folket forlod sig fast paa Ezekias, Judas Konges, Ord.

²⁷ Og til Murenes Indvielse i Jerusalem opsøgte de Leviterne fra alle deres Steder for at føre dem til Jerusalem, at holde Indvielsen med Glæde og med Taksigelser og med Sang, Gymbler, Psaltre og Harper.

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg." ⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag. ⁸ Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom. ⁹ Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem. ¹⁰ Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden! ¹¹ Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven! ¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

⁶ Jeg lagte mig og sov; jeg opvaagnede, thi HERREN opholder mig.

⁷ Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel; ved hans frelsende højre Haands vældige Gerninger.

⁸ Thi Kongen forlader sig pan HERREN, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes. ⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd.

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt. ³ Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig.

¹ En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David.

¹⁶ En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft. ¹⁷ Hesten slaar fejl til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke.

⁷ Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.

¹¹ Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

¹² Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær.

³⁴ De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til ³⁵ Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. ³⁶ Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. ³⁷ Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. ³⁸ Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. ³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. ⁴⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.

⁶ HERREN er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig?

⁷ Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

¹ Af David. Lovet være HERREN, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, ² han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig.

¹⁴ Der var en liden Stad og faa Folk i den; og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Belejringsværker om den;

¹⁴ Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

⁹ Slaar kun ned, I Folkefærd! I skulle dog sønderknuses; mærker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste. ¹⁰ Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

¹² Kalder ikke Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, og frygter ikke, hvad det frygter, og forfærdes ikke! ¹³ Den HERRE Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse.

¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

¹ Ve dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp og forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare stærke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke HERREN!

⁵ Thi, mit Sværd er vædet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band. ⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land.

³ Styrker de afmægtige Hænder, og giver de snublende Knæ Kraft! ⁴ Siger til de mistrøstige af Hjerte: Værer frimodige, frygter ikke! se, eders Gud! Hævn kommer, Gengældelse fra Gud, han skal komme og frelse eder.

²⁴ Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov. ²⁵ Jeg har gravet Brønde og drukket Vand og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.

³³ Derfor saa siger HERREN om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand. ¹¹ Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskæmmes og blive til Skamme; de Mænd, som trætte med dig, skulle blive til intet og omkomme. ¹² De Mænd, som kives med dig skal du søge efter og ikke finde; de Mænd, som stride imod dig, skulle blive til intet og omkomme. ¹³ Thi jeg er HERREN din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som siger til dig: Frygt ikke; jeg hjælper dig. ¹⁴ Frygt ikke, du Orm, Jakob! du lille Hob, Israel! jeg hjælper dig, siger HERREN, og din Frelser er Israels Hellige.

² Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig.

⁷ Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer? ⁸ Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem.

¹⁹ Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og jeg læger ham.

²² De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning:

⁶ Thi saa siger den HERRE Zebaoth: Afhugger Træerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt.

⁵ Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug.

⁴ Thi saa siger HERREN, Israels Gud, om denne Stads Huse og om Judas Kongers Huse, som ere slaaede ned formedelst Belejlingsvoldene og formedelst Sværdet,

¹⁰ Forbandet være den, som gør HERRENS Gerning med Efterladenhed; og forbandet være den, som holder sit Sværd tilbage fra Blod.

³⁵ Sværd! frem imod Kaldæerne, siger HERREN, og imod Indbyggerne i Babel og mod dens Fyrster og, imod dens vise! ³⁶ og Sværd! frem imod Løgnerne, og de maa blive til Daarer! Sværd! frem imod dens vældige, at de maa knuses! ³⁷ Sværd! frem imod dens Heste og imod dens Vogne og imod hele den Hob af alle Haande Folk, som er midt udi den, at de maa blive til Kvinder! Sværd! frem imod dens Skatte, at de maa røves! ³⁸ Tørke! kom imod dens Vande, at de maa borttørres! thi det er de udskaarne Billeders Land, og de rose sig som afsindige af deres Skræmmebilleder. ³⁹ Derfor skulle Ørkenens Vildt og Ulve bo der og Strudser bo derudi; og den skal ikke ydermere bebos evindelig, og ingen skal bo i den fra Slægt til Slægt. ⁴⁰ Ligesom Gud har omstyrtet Sodoma og Gomorra og dens Naboer, siger HERREN, saa skal ingen bo der og intet Menneskebarn opholde sig der.

¹⁷ Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Hær og med er talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjæle.

²¹ Og jeg vil kalde et Sværd fIem imod ham hen over alle mine Bjerge, siger den Herre, HERRE; den enes Sværd skal være imod den anden. ²² Og jeg vil gaa i Rette med ham ved Pest og ved Blod; og en overskyllende Regn og Hagelstene, Ild og Svovl vil jeg lade regne ned over ham og over hans Hære og over de mange Folk; som ere med ham. ²³ Og jeg vil bevise mig stor og bevise mig hellig, og jeg vil give mig, til Kende for mange Hedningers Øjne; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹³ Og deres Gods skal blive til Rov og deles Huse til Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke bo i dem, og plante Vingaarde, men ikke drikke Vin af dem.

¹⁰ Og jeg vil udrydde Vogne af Efraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbuen skal udryddes, og han skal tale til Hedningerne, saa der bliver Fred; og hans Herredømme skal være fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender.

¹⁸ Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand.

¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden.

¹⁵ Men vogter Eder for de falske Propheter, som kommer til Eder i Faareklæder, men ere indvortes rivende Ulve. ¹⁶ Af deres Frugter skulle I kjenne dem. Kan man og sanke Viindruer af Torne, eller Figen afTidsler? ¹⁷ Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men et raaddent Træ bærer onde Frugter. ¹⁸ Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raaddent træ kan ikke bære gode Frugter. ¹⁹ Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. ²⁰ Derfor skulle I kjende den af deres Frugter.

²⁶ Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille.

¹⁶ See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

³¹ Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve.

¹⁹ Og han saae et Figentræ ved Veien og gik til det, og fandt Intet derpaa, uden Blade alene. og Han sagde til det: aldrig mere voxe Frugt paa dig! Og Figentræet visnede strax.

⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.

¹⁸ de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.

⁶² Men Jesus sagde ti lham: Inten som lægger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige.

⁵ Men hvor som I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus. ⁶ Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham; men er der ingen, da skal den vende til Eder igjen.

⁷ Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig? ⁸ Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det, ⁹ om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

¹⁸ Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg har kjøbt en Ager og har fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt. ¹⁹ Og en Anden sagde: jeg har kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt. ²⁰ Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.

¹⁴ Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os.

²⁷ Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt. ³ I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder. ⁴ Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre. ⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde. ⁷ Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder. ⁸ Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.

³⁶ Hvad den Lære angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!)

³⁷ Men Barnabas raadede, at de skulde tage Johannes, ellers kaldet Marcus, med. ³⁸ Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som var veget fra dem i Pamphylien, og ikke have fulgt med dem til Arbeidet.

⁹ Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke, ¹⁰ fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad.

²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede.

³³ Forføres ikke; slet Omgang fordærver gode Sæder.

¹⁸ Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Christus og gav os Forligelsens Tjeneste;

¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

¹⁷ Og han kom og forkyndte Fred for Eder, som vare langt borte, og for dem, som vare nær.

¹¹ Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straffer dem hellere.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt. ¹⁴ Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdigheds Pantser, ¹⁵ Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium; ¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile, ¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord; ¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

¹⁵ Seer til, at Ingen betaler Nogen Ondt for Ondt; men stræber altid efter det Gode, baade imod hverandre og imod Alle!

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

¹⁴ Men dersom Nogen ikke lyder vor Formaning i Brevet, da mærker denne og haver intet at skaffe med ham, at han maa skamme sig.

⁵ og forvendte Handler af Mennesker, fordærvede i Sindet, bedøvede Sandheden, som mene, at Gudsfrygt er en Vinding. Hold dig fra Saadanne.

¹² strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er kaldet og har aflagt den gode Bekjendelse for mange Vidner.

⁴ Ingen, som gaaer i Strid, indvikler sig i Livets Handler, at han kan behage den, som tog ham i Sold.

¹⁷ og deres Ord vil æde om sig som dødt Kjød; iblandt dem ere Hymenæus og Philetus, ¹⁸ hvilke ere afvegne fra Sandheden, sigende, at Opstandelsen er allerede skeet, og de forvende Nogles Tro.

¹² Derfor retter de slappe Hænder og de afmægtige knæ, ¹³ og gjører sikkre Trin med Eders Fødder, at ikke de Halte skal drages mere af Lave, men snarere helbredes.

⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹⁶ Derfor, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg udspye dig af min Mund;

³ Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde. ⁴ Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager. ⁵ Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder ihu.

¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.