Ecclesiastes 3:18 Cross References - Danish

¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.

¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. ¹⁸ Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. ¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.

¹ Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro. ² Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke. ³ Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom. ⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

¹² Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.

¹⁹ Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: ²⁰ Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.

⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd;

¹⁸ Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. ¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

²² var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi;

⁵ Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort. ⁶ Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres. ⁷ Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. ⁸ Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys. ⁹ Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke. ¹⁰ Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra. ¹¹ Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver? ¹² Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.

⁴ Det være langt fra! Gud maa være sanddru, om endog hvert Menneske er Løgner, som skrevet er: at du maa befindes retfærdig i dine Ord og vinde, naar du dømmes.

²³ og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,

²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,

²⁴ Thi alt Kjød er som Græs og al Menneskets herlighed som Græssets Blomster: Græsset visner, og Blomstret derpaa falder af;

¹² Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til Rov og Ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, og skulle ødelægges i deres egen Ødelæggelse,