Exodus Cross References - Danish

¹ Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Ægypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus: ² Ruben, Simeon, Levi og Juda, ³ Isaskar, Sebulon og Benjamin, ⁴ Dan og Nafthali, Gad og Aser. ⁵ Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Lænd, de vare halvjerdsindstyve Personer; men Josef var i Ægypten. ⁶ Og Josef døde, og all hans Brødre og al denne Slægt ⁷ Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem. ⁸ Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef. ⁹ Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi. ¹⁰ Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet. ¹¹ Saa satte de Skattebetjente over det, at de skul de plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses. ¹² Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn. ¹³ Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt. ¹⁴ Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Trældom i Ler og i Tegl og med alle Haande Trældom paa Marken; i al deres Trældom, i hvilken tjente dem, maatte de trælle strengt. ¹⁵ Og Kongen af Ægypten tale de til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra: og den andens Navn Pua, ¹⁶ og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve. ¹⁷ Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve. ¹⁸ Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gerning, at I lode Drengene leve ¹⁹ Og Jordemødrene svarede Farao: De hebraiske ere ikke som de Ægyptenptiske Kvinder, men de ere stærke: førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født. ²⁰ Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige. ²¹ Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse. ²² Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.

²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning.

²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.

¹ Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden!

² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse.

¹⁶ Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles.

⁵ Og han førte ham udenfor og sagde: Kære, se til Himmelen, og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal dit Afkom vorde.

¹³ Da sagde han til Abram: du skal visseligen vide, at dit Afkom skal være fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle trælle for dem, der skulle plage dem, fire Hundrede Aar.

⁴ Hvad mig angaar, se, min Paat er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader. ⁵ Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader. ⁶ Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konge skulle udgaa af dig.

¹⁶ Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende.

¹¹ Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted, og de maatte slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld.

¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;

⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,

³ Og den almægtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk. ⁴ Og han give dig Abrahams velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, hvor i du er fiemmed, hvilket Gud gav Abraham.

¹⁴ Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

³¹ Der HERREN saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.

¹¹ Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vær frugtbar og former dig, Folk og Folkehobe skal der vorde af dig, og Konger skulle udkomme af dine Hænder.

¹⁸ Og det skete, der hendes Sjæl for ud - thi hun døde - da kaldte hun hans Navn Ben-Oni; men hans Fader kaldte ham Ben-Jamin.

²² Og det hændte sig, der Israel boede i dette Land, da gik Ruben hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru, og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner. ²³ Leas Sønner vare: Jakobs førstefødte, Ruben, og Sizneon og Levi og Juda og Isaskar og Sebulon.

²³ Leas Sønner vare: Jakobs førstefødte, Ruben, og Sizneon og Levi og Juda og Isaskar og Sebulon. ²⁴ Rakels Sønner vare: Josef og Benjamin. ²⁵ Rakels Pige Bilhas Sønner vare: Dan og Nafthali. ²⁶ Og Leas Pige Silpas Sønner vare: Gad og Aser; disse ere Jakobs sønner, som bleve ham fødte i Paddan-Aram.

¹ Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Fazao, og se, han stod ved Floden.

¹⁸ Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.

³ Og han sagde: Jeg er Gud, din Faders Gud, frygt ikke for at drage ned til Ægypten, thi der vil jeg gøre dig til et stort Folk.

⁸ Og disse ere Israels Børns Navne, som kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte; ⁹ og Rubens Sønner: Hanok og Pallu og Hezron og Karmi; ¹⁰ og Simeons Sønner: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; ¹¹ og Levi Sønner: Gerson, Kahath og Merari; ¹² Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez Sønner vare Hezron og Hamul; ¹³ og Isaskars Sønner: Thola og Pua og Job og Simron; ¹⁴ og Sebulons Sønner: Sered og Floll og thleel. ¹⁵ Disse ere Leas Børn, som pan fødte Jakob i Paddan-Aram, og hans Datter var Dina; alle hans Sønner og hans Døtre vare tre og tredive Sjæle. ¹⁶ Og Gads Sønner: Zifjon og Haggi, Sini og Ezbon, Eri og Arodi og Areli; ¹⁷ og Asers Sønner: Jimna og Jisva og Jisui og Bria, og Sera, deres Søster; og Brias Søn er: Heber og Malkiel. ¹⁸ Disse ere Silpas Børn, hvilken Laban gav Lea sin Datter; og hun fødte Jakob disse seksten Sjæle. ¹⁹ Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner: Josef og Benjamin. ²⁰ Og der blev født Josef Sønner i Ægyptens Land, hvilke Asnath, en Datter af Potifera, Præsten i On, fødte ham: Manasse og Efraim. ²¹ Og Benjamins Sønner: Bela og Beker og Asbel, Gera og Naaman, Ehi og Ros, Muppim og Huppim og Ard. ²² Disse ere Rakels Børn, som fødtes Jakob, ialt fjorten Sjæle. ²³ Og Dans Sønner: Husim; ²⁴ og Nafthali sønner: Jahzeel og Guni og Jezer og Sillem. ²⁵ Disse ere Bilhas Søn sønner, hvilken Laban gav Rakel sin Datter, og hun fødte Jakob disse ialt syv Sjæle. ²⁶ Alle de Sjæle, som kom med Jakob til Ægypten, som vare udkomne af hans Lænd, foruden Jakobs Sønners Hustruer, er alt seks og tresindstyve Sjæle.

²⁶ Alle de Sjæle, som kom med Jakob til Ægypten, som vare udkomne af hans Lænd, foruden Jakobs Sønners Hustruer, er alt seks og tresindstyve Sjæle. ²⁷ Og Josefs Sønner, som fødtes ham i Ægypten, vare to Sjæle; alle Sjæle af Jakobs Hus, som kom til Ægypten, vare halvfjerdsindstyve.

¹¹ Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bo og gav dem Ejendom i Ægyptens Land, paa det bedste Sted i Landet, i det Land Raamses, som Farao havde befalet.

²⁷ Og Israel boede i Ægyptens Land, i Gosen Land; og de fik Ejendom der og vare frugtbare og bleve saare mangfoldige.

⁴ og velsignede mig og han sagde til mig: Se, jeg vi gøre dig frugtbar og formere dig og gøre dig til en Hob Folk og give din Sæd efter dig dette Land til Ejendom evindelig.

¹⁶ og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet.

³ Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke! ⁴ Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng. ⁵ Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Sværd. ⁶ Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke folenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen. ⁷ Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel: ⁸ Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. ⁹ Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op? ¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham. ¹¹ Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod. ¹² Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk. ¹³ Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon. ¹⁴ Isaskar skal være et knokkelstærkt Asen, som ligger imellem Kvægfoldene. ¹⁵ Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at bære og er bleven en skatskyldig Tjener. ¹⁶ Og Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer. ¹⁷ Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af. ¹⁸ HERRE, jeg bier efter din Frelse ¹⁹ Gad - en Skare skal trænge ind paa ham, men han skal trænge den tilbage. ²⁰ Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder. ²¹ Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale. ²² Josef er en Kvist paa det frugtbare Træ, en Kvist paa det frugtbare Træ ved Kilden; Grenene gaa op over Muren. ²³ Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham. ²⁴ Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme smidige; det kom fra Jakobs mægtiges Hænder, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe. ²⁵ Fra din Faders Gud - og han hjælpe dig! - og fra den Almægtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra, ²⁶ Brysters og Moderlivs Velsignelser. Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres velsignelser, indtil de evige Højes Grænser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre. ²⁷ Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.

²⁴ Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg dør, og Gud skal visselig besøge eder og føre eder op af dette Land, til det Land, som han har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob.

²⁶ Saa døde Josef hundrede og ti Aar gammel; og de balsamerede ham, og man lagde ham i Kiste i Ægypten.

⁷ Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem.

⁹ Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi.

¹² Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn. ¹³ Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt.

¹⁶ og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.

²⁰ Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige. ²¹ Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse. ²² Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.

¹¹ Og det skete i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saa paa deres Byrder, og han saa en ægyptisk Mand, som slog en hebraisk. Mand af hans Brødre.

²³ Og det skete lang Tid derefter da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte, og deres Raab over Trældommen kom op for Gud.

⁷ Og HERREN sagde: Jeg har grant set mit Folks Elendighed i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg ved deres Smerter.

⁴ Da sagde Kongen af Ægypten til dem Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gerninger gaar hen til eders Byrder. ⁵ Og Farao sagde ydermere: Se, Folket er nu mangfoldigt i Landet, og I ville bringe dem Hvile for deres Byrder ⁶ Og Farao befalede samme Dag Opsynsmændene over Folket og det Fogeder og sagde: ⁷ I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Tegl arbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm; ⁸ og paalægger dem alligevel at gøre det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; eftergiver intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til vor Gud. ⁹ Lader Trældommen blive svar over Mændene, saa at de have at gøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord. ¹⁰ Da udgik Folkets Opsynsmænd og dets Fogeder og sagde til Folket: Saa siger Farao: Jeg giver eder ikke Halm. ¹¹ Gaar selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal intet eftergives i eders Trællearbejde. ¹² Saa adspredte Folket sig over alt Ægyptens Land, at sanke Stubber, at bruge som Halm. ¹³ Og Opsynsmændene dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gerning, Arbejaet Dag for Dag, ligesom da I havde Halm. ¹⁴ Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmænd havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag. ¹⁵ Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere.

¹⁵ Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere. ¹⁶ Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri. ¹⁷ Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til HERREN. ¹⁸ Og nu, gaar, arbejder, og; ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene. ¹⁹ Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag. ²⁰ Da traf de paa Mose og Aron, der stode for at møde dem, da de gik ud fra Farao. ²¹ Og de sagde til dem: HERREN skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Sværdet i deres Haand til at ihjelslaa os.

⁶ Derfor sig til Israels Børn: Jeg er HERREN og vil udføre eder fra Ægypternes Byrder og fri eder af deres Trældom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme. ⁷ Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil være eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN eders Gud, den som udfører eder fra Ægypternes Byrder.

⁹ Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke dette Mose for Sjæleangst og for den haar de Trældom.

¹⁴ Disse vare øversterne i deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slægter. ¹⁵ Og Simeons Sønner vare: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; disse vare Simeons Slægter. ¹⁶ Og disse vare Levi Børns Navne efter deres Slægter: Gerson og Kahath og Merari; men Levi blev hundrede og syv og tredive Aar gammel.

¹⁹ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene. ²⁰ Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom HERREN havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod. ²¹ Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land.

³⁷ Saa rejste Israels Børn fra Raamses til Sukot, henved seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods, foruden smaa Børn.

² Jeg er HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus.

²⁰ og den fjerde Rad: En Krysolit og en Onyks og en Jaspis; de skulle have Fletninger af Guld om deres Indfatninger.

⁴³ Du skal ikke strengelig regere over ham, men frygte din Gud.

⁴⁶ Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden.

⁵³ Ligesom en Daglønner Aar for Aar skal han være hos ham; han skal ikke strengelig regere over ham for dine Øjne.

¹⁵ at vore Fædre droge ned til Ægypten. og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os med vore Fædre.

⁴ Da sagde Moab til Midtianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid. ⁵ Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. ⁶ Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet

²⁰ Men eder tog HERREN og udførte eder af Jernovnen, af Ægypten, for at være hans Arvs Folk, som man ser paa denne Dag.

²² Dine Fædre droge ned til Ægypten ved halvfjerdsindstyve Personer; men nu har HERREN din Gud sat dig som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed.

⁵ Da skal du vidne og sige for HERREN din Guds Ansigt: Min Fader var en omvankende Syrer, og han drog med nogle faa Mennesker ned til Ægypten og var fremmed der, og han blev der til et stort, stærkt og mangfoldigt Folk. ⁶ Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os og lagde en haard Trældom paa os

⁴ Men Kvinden havde taget de to Mænd og skjult dem; og hun sagde saaledes: Mændene kom til mig, men jeg vidste ikke, hvorfra de vare. ⁵ Og det skete, der de vilde lukke Porten, da det var mørkt, gik Mændene ud, jeg ved ikke, hvor de Mænd gik hen; forfølger dem snart, thi saa skulle I naa dem. ⁶ Men hun havde ladet dem stige op paa Taget og skjult dem under Hørstilkene, som vare udbredte af hende paa Taget. ⁷ Og Mændene forfulgte dem paa Vejen til Jordanen indtil Færgestederne, og; man lukkede Porten til, efter at de, som forfulgte dem, vare udgangne. ⁸ Og førend de havde lagt sig, gik hun op til dem paa Taget, ⁹ og hun sagde til Mændene: Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, og at Forfærdelse for eder er falden paa os, og at Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt. ¹⁰ Thi, vi have hørt, at HERREN udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde. ¹¹ Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaar ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi HERREN eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil. ¹² Og nu, kære, sværger mig ved HERREN, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn, ¹³ at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og fri vore Sjæle fra Døden. ¹⁴ Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være i Stedet for eders til at dø, naar I kun ikke kundgør denne vor Handel; og det skal ske, naar HERREN giver os Landet, da ville vi vise Miskundhed og Troskab imod dig. ¹⁵ Saa lod hun dem ned ved et Reb igennem Vinduet; thi hendes Hus var ved Stadens Mur, og hun boede ved Muren. ¹⁶ Og hun sagde til dem: Gaar op paa Bjerget, at de, som forfølge eder, ikke skulle møde eder, og skjuler eder der i tre Dage, indtil de komme igen, som forfølge eder, og siden kunne I gaa eders Vej. ¹⁷ Og Mændene sagde til hende: Vi ville være løste fra denne din Ed, som du kom os til at sværge: ¹⁸ Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus; ¹⁹ og det skal ske, hver den, som gaar ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være paa hans Hoved, og vi skulle være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være paa vort Hoved, dersom der bliver lagt Haand paa ham. ²⁰ Men dersom du kundgør denne vor Handel, da ville vi være løste fra den Ed, som du kom os til at sværge. ²¹ Og hun sagde: Det skal saa være efter eders Ord, og hun lod dem gaa, og de gik; og hun bandt den Skarlagens Snor i Vinduet. ²² Saa gik de hen og kom paa Bjerget og bleve der tre Dage, indtil de, som forfulgte dem, vendte tilbage; men Forfølgerne ledte paa hele Vejen og fandt dem ikke. ²³ Saa vendte de to Mænd tilbage og gik ned ad Bjerget og for over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham alting, som havde rammet dem. ²⁴ Og de sagde til Josva: HERREN har givet alt Landet i vor Haand, ja ogsaa alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt.

³⁰ Og Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, som vare udkomne af hans Lænd; thi han havde mange Hustruer.

²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig.

³⁵ Og jeg vil oprejse mig en trofast Præst, han skal gøre, ligesom det er i mit Hjerte og i min Sjæl; og jeg vil bygge ham et bestandigt Hus, og han skal vandre for min salvedes Ansigt alle Dage.

² Og David sagde til Akimelek, Præsten: Kongen befalede mig en Sag, og sagde til mig; Lad ingen Mand vide noget om den Sag, som jeg har sendt dig ud for, og som jeg befalede dig; og de unge Karle har jeg tilsagt til det og det Sted.

²⁸ Kære, forlad din Tjenerindes Overtrædelse; thi HERREN skal berede min Herre et bestandigt Hus; thi min Herre fører HERRENS Krige, og intet ondt skal times dig i dine Dage.

¹¹ og som fra den Dag, der jeg gav Dommere Befaling over mit Folk, Israel; og jeg giver dig Ro for alle dine Fjender, og HERREN kundgør dig, at HERREN vil gøre dig et Hus. ¹² Naar dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. ¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindelig.

²⁷ Thi du, HERRE Zebaoth, Israels Gud! du har aabenbaret for din Tj eners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Hus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig. ²⁸ Og nu, Herre, HERRE! du er den Gud, og dine Ord skulle blive Sandhed, og du har talt dette gode til din Tjener. ²⁹ Saa begynd nu og velsign din Tjeners Hus, at det maa blive evindelig for dit Ansigt; thi du, Herre, HERRE! du har talt det, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes i Evighed.

²⁸ Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk!

¹⁹ Og Konen tog og bredte et Klæde over Aabningen af Brønden og strøede Gryn derpaa, og Sagen blev ikke vitterlig. ²⁰ Og der Absaloms Tjenere kom til Konen i Huset, da sagde de: Hvor ere Ahimaaz og Jonathan? og Konen sagde til dem: De gik over Vand bækken; og hine ledte, og de fandt intet, og de gik tilbage til Jerusalem.

²⁴ Og nu, saa vist som HERREN lever, som har stadfæstet mig og ladet mig sidde paa min Fader Davids Trone, og som har givet mig et Hus, som han sagde: Da skal Adonia lide Døden i Dag.

¹⁹ og alle de Forraadsstæder, som Salomo havde, og Vognstæder og Stæder til Ryttere og det som Salomo begærede, som han havde Lyst til at bygge i Jerusalem og paa Libanon og i hele sit Herredømmes Land:

³⁸ Og det skal ske, dersom du hører alt det, jeg byder dig, og vandrer i mine Veje og gør det, som er ret for mine øjne, at holde mine Skikke og mine Bud, saaledes som David, min Tjener, gjorde: Da vil jeg være med dig og bygge et bestandigt Hus, saaledes som jeg byggede David, og give dig Israel.

¹ Disse vare Israels Sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaskar og Sebulon, ² Dan, Josef og Benjamin, Nafthali, Gad og Aser.

²³ Og dette er Tallet paa de Øverster over dem, som vare bevæbnede til Striden, de, som kom til David i Hebron for at skaffe ham Sauls Rige efter HERRENS Mund: ²⁴ Judas Børn, som bare Skjold og Spyd, vare seks Tusinde og otte Hundrede, bevæbnede til Strid; ²⁵ af Simeons Børn, vældige til Strid, til Hæren, syv Tusinde og hundrede; ²⁶ af Levis Børn, fire Tusinde og seks Hundrede. ²⁷ Og Jojada var en Fyrste for Arons Børn, og der var tre Tusinde og syv Hundrede med ham. ²⁸ Og Zadok var en ung Mand, vældig til Strid, og af hans Faders Hus vare to og tyve Høvedsmænd; ²⁹ og af Benjamins Børn, Sauls Brødre, tre Tusinde; thi hidindtil havde den største Del af dem taget Vare paa, hvad der var at varetage i Sauls Hus. ³⁰ Og af Efraims Børn tyve Tusinde og otte Hundrede, vældige til Strid, navnkundige Mænd i deres Fædres Hus; ³¹ og af den halve Mannasses Stamme atten Tusinde, som vare nævnede ved Navn, for at komme at gøre David til Konge. ³² Og af Isaskars Børn, som vare kyndige og forstandige paa Tiderne, saa at de vidste, hvad Israel skulde gøre, var der to Hundrede Øverster, og alle deres Brødre fulgte deres Ord. ³³ Af Sebulon, som droge ud til Strid, rustede til Krig med alle Haande Krigsvaaben, halvtredsindstyve Tusinde, og de stillede sit i Slagorden uden tvedelt Hjerte ³⁴ og af Nafthali tusinde Høvedsmænd og med dem syv og tredive Tusinde, som førte Skjold og Spyd; ³⁵ og af Daniterne rustede til Krig otte og tyve Tusinde og seks Hundrede; ³⁶ og af Aser, som droge ud til Strid, at ruste sig til Krig, fyrretyve Tusinde; ³⁷ og af dem paa hin Side Jordanen, af Rubeniterne og Gaditerne og den halve Mannsses Stamme, med alle Haande Stridsvaaben til Krig, hundrede og tyve Tusinde. ³⁸ Alle disse Krigsmænd, om stillede sig i Slagorden, kom med et retskaffent Hjerte til Hebron, at gøre David til Konge over hele Israel; og alle de øvrige af Israel havde ogsaa eet Hjerte til at gøre David til Konge. ³⁹ Og de vare der hos David i tre Dage, aade og drak; thi deres Brødre havde beredt Mad for dem. ⁴⁰ Ogsaa de, som vare nær hos dem indtil Isaskar og Sebulon og Nafthali, førte Brød paa Asenerne og paa Kamelerne og paa Mulerne og paa Øksnene, Spise af Mel; Figenkager og Klaser Rosiner og Vin og Olie og Øksne og Faar i Mangfoldighed; thi der var Glæde i Israel.

¹⁶ Og over Israels Stammer var: For Rubeniterne en Fyrste Elieser, Sikris Søn; for Simeoniterne Sefatja, Maakas Søn; ¹⁷ for Levi Hasabja, Kemuels Søn; for Aron Zadok; ¹⁸ for Juda Elihu, en af Davids Brødre; for Isaskar Omri, Mikaels Søn; ¹⁹ for Sebulon Jesmaja, Obadjas Søn; for Nafthali Jerimoth, Asriels Søn; ²⁰ for Efraims Børn Hosea, Asasias Søn; for den halve Manasses Stamme Joel, Pedajas Søn; ²¹ for den halve Manasses Stamme i Gilead Iddo, Sakarias Søn; for Benjamin Jaasiel, Abners Søn; ²² for Dan Asareel, Jerohams Søn; disse vare Israels Stammers Fyrster.

⁴ Han byggede og Thadmor i Ørken og alle de Forraadsstæder, som han byggede i Hamath.

¹⁵ Og de forrige Landshøvdinger, som havde været før mig, havde besværet Folket og taget Brød og Vin af dem og derefter fyrretyve Sekel Sølv, ogsaa deres Tjenere herskede over Folket; men jeg gjorde ikke saa for Guds Frygts Skyld.

²³ Og du gjorde deres Børn mangfoldige som Stjernerne paa Himmelen og førte dem til det Land, som du havde tilsagt deres Fædre, at de skulde komme og indtage det til Ejendom.

² Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige.

¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;

² Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.

¹⁹ Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.

³ Forlad dig paa HERREN og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig;

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; HERREN skal redde ham paa den onde Dag.

⁵ Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela.

¹³ Hærskarernes Konger fly de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte.

⁶ Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte:

³ Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. ⁴ De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul.

⁹ Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed.

¹¹ Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham.

¹³ og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd.

²⁴ Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere.

²⁴ Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. ²⁵ os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere.

²⁵ os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere.

⁵ Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu.

¹ En Sang paa Trapperne; af Salemo. Dersom HERREN ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa; dersom HERREN ikke bevarer Staden, da vaager Vægteren forgæves.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn.

¹⁹ Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.

¹¹ Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstæbe den uskyldige, som er uden Sag;

¹⁶ thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;

¹⁶ Thi de sove ikke, naar de ikke have gjort ilde; og deres Søvn flyr fra dem, naar de ikke have bragt nogen til Fald.

¹³ HERRENS Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.

¹⁸ Den ugudelige forhverver en Løn, som er falsk; men den, som saar Retfærdighed, faar en Løn, som er sand.

²⁸ At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.

⁶ Ved Miskundhed og Sandhed udsones Misgerning; og ved HERRENS Frygt viger man fra det onde.

²⁵ Der er en Vej som synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.

¹⁷ Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner HERREN, og han skal betale ham hans Velgerning.

³⁰ Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for HERREN.

³ Ved Visdom begges et Hus, og ved Forstand befæstes det;

¹¹ Red dem, som føres til Døden, dem, som vaklende drage en at miste Livet; maatte du dog holde dem tilbage! ¹² Naar du siger: "Se, vi kende det ikke, mon da ikke den, som prøver Hjerter, forstaar det, og den, som taber Vare paa din Sjæl, kender det, saa at han betaler dets Gerning?

⁴ Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

¹⁸ Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig. ¹⁹ Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.

⁴ Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

⁴ efterdi Kungens Ord er et Magt sprog; og hvo tør sige til ham: Hvad gør du:

¹² Lad endog en Synder gøre hundrede Gange ondt og leve længe! thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, og som frygte for hans Ansigt.

¹⁵ og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu.

¹³ Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.

¹⁰ Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.

⁶ som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse.

²³ Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.

⁵ Og nu, hvad har jeg faaet her? siger HERREN; thi mit Folk er bortført for intet; dets Herskere hyle, siger HERREN, og mit Navn bespottes stedse den ganske Dag.

⁶ Er dette ikke den Faste, som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at I give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag?

² Gak til Rekabiternes Hus og tal med dem, og før dem til HERRENS Hus til et af Kamrene, og giv dem Vin at drikke!

³³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vægre sig ved at lade dem fare. ³⁴ Men deres Genløser er stærke HERRE Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro.

¹⁶ Sadrak, Mesak og Abed-Nego svarede og sagde til Kongen: Nebukadnezar! vi have ikke fornødent at svare dig et Ord herpaa. ¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge! ¹⁸ Men hvis ikke skal det være dig vitterligt, o Konge! at vi ikke ville dyrke dine Guder og ej tilbede det Guldbillede, som du har oprejst.

¹³ Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.

¹¹ Undertrykt el Efraim og knust i sin Ret; thi det tog sig for at vandre efter selvgjorte Bud.

³ Det er dem, som æde mit Folks Kød og drage deres Hud af dem og bryde deres Ben; og de brede dem ud som i en Gryde og som Kød midt i en Kedel.

¹⁶ Og man holder omhyggeligt ved Omris Skikke og al Akabs Hus's Gerning, og I vandre i deres Raad, paa det jeg skal gøre dig til en Forfærdelse og Indbyggerne der til en Spot, og mit Folks Forsmædelse skulle I bære.

¹⁴ Drag dig Vand for Belæring, gør dine berustninger stælke; gak i Dyndet, og træd i Leret, tag fat paa reglovnen!

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

⁴² Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

³⁸ Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv.

⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig.

⁵⁰ og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham.

¹⁹ Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham.

² hvilke forstøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde. ³ Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften. ⁴ Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem tusinde.

¹⁸ Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. ¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. ²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene. ³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. ³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde. ³³ Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.

¹⁴ Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. ¹⁵ Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre. ¹⁶ Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem. ¹⁷ Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde sværet Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten, ¹⁸ indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.

¹⁸ indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph. ¹⁹ Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres.

³⁴ Jeg har grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og ernedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten.

¹² Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen og lovede hverandre under Forbandelser, at de vilde hverken æde eller drikke, førend de havde slaget Paulus ihjel.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! dersom Nogen lader sig tykkes at være viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed; ²⁰ og atter: Herren kjende de Vises Tanker, at de ere forfængelige.

³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.

¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.

⁶ thi hvem Herren elsker, den revser han, og han tugter haardeligen hver Søn, som han antager sig. ⁷ Dersom I lider Revselse, handler Gud med Eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser? ⁸ Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn. ⁹ Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være Aandernes Fader underdanige og leve? ¹⁰ Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han revser os til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. ¹¹ Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

¹⁴ Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden. ¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk;

¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel.

¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel. ¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.

⁵ Eller mene I, at Skriften taler forgjeves? mon den Aand, som boer i os, opvækker Avind? Den giver jo større Naade.

⁴ Og jeg hørte deres Tal, som bleve beseglede, hundrede og fire og fyrretyve tusinde Beseglede af alle Israels Børns Stammer: ⁵ Af Judas Stamme tolv tusinde Beseglede; af Rubens Stamme tolv tusinde Beseglede; af Gads Stamme tolv tusinde Beseglede; ⁶ af Assers Stamme tolv tusinde Beseglede; af Naphthali' Stamme tolv tusinde Beseglede; af Manasse' Stamme tolv tusinde Beseglede; ⁷ af Simeons Stamme tolv tusinde Beseglede; af Levi' Stamme tolv tusinde Beseglede; af Isachars Stamme tolv tusinde Beseglede; ⁸ af Sebulons Stamme tolv tusinde Beseglede; af Josephs Stamme tolv tusinde Beseglede; af Benjamins Stamme tolv tusinde Beseglede.

⁴ Og dens hale drog Trediedelen af Himmelens Stjerner og kastede dem paa Jorden. Og Dragen stod for Kvinden, som skulde føde, og naar hun havde født sit Barn, den da kunde opsluge det.

⁴ Og den tredie Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne, og de bleve Blod. ⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfærdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom. ⁶ Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd.