Exodus 8 Cross References - Danish

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ² Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer. ³ Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge. ⁴ Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere. ⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land. ⁶ Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten, og der kom Frøer op og skjulte Ægyptens Land. ⁷ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land. ⁸ Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til HERREN, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til HERREN. ⁹ Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Ære at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage. ¹⁰ Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som HERREN vor Gud, ¹¹ saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse og fra dine Tjenere, og fra dit Folk; kun i Floden skulle de blive tilbage. ¹² Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til HERREN angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao. ¹³ Og HERREN gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne bort af Husene, af Gaardene og af Agrene. ¹⁴ Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede. ¹⁵ Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt. ¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Ægyptens Land. ¹⁷ Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land. ¹⁸ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt. ²⁰ Og HERREN sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig. ²¹ Thi dersom du ihke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Ægypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere. ²² Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er HERREN midt i Landet. ²³ Og jeg vil sætte en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske. ²⁴ Og HERREN gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj. ²⁵ Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land. ²⁶ Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre HERREN vor Gud, Ægypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os ²⁷ Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre til HERREN vor Gud, saasom han skal sige os. ²⁸ Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til HERREN eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig. ²⁹ Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til HERREN, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til HERREN. ³⁰ Og Mose gik ud fra Farao og had til HERREN. ³¹ Saa gjorde HERREN efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen. ³² Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

³² Og de sade lige for ham, den førstefødte efter sin Førstefødsel og den yngste efter sin Ungdom; og Mændene forundrede sig imellem sig indbyredes.

³⁴ da skulle I sige: Dine Tjenere ere Mænd, som drive Kvægavl fra vor Ungdom og indtil nu, baade vi og vore Fædre, paa det I maa bo i det land Gosen; thi alle Faarehyrder ere Ægypterne en Vederstyggelighed.

¹² Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig; og dette skal være dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle: I tjene Gud paa dette Bjerg.

¹⁸ Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de ældste af Israel, til Kongen af Ægypten og I skulle sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til HERREN vor Gud.

²¹ Og HERREN sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare.

²³ Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte.

¹ Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken. ² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

⁴ Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme. ⁵ Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar eg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dein.

¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser.

¹³ Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte døm ikke, ligesom HERREN havde sagt. ¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare.

¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægret sig ved at lade Folket fare. ¹⁵ Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand. ¹⁶ Og du skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil. ¹⁷ Saa siger HERREN: Af dette skal du fornemme, at jeg er HERREN; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod.

¹⁹ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene.

²¹ Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land. ²² Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

³ Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge.

⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land.

⁸ Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til HERREN, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til HERREN. ⁹ Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Ære at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage. ¹⁰ Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som HERREN vor Gud,

¹² Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til HERREN angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao.

¹⁵ Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt.

¹⁷ Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land.

²¹ Thi dersom du ihke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Ægypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere.

²⁴ Og HERREN gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj. ²⁵ Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land. ²⁶ Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre HERREN vor Gud, Ægypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os ²⁷ Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre til HERREN vor Gud, saasom han skal sige os. ²⁸ Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til HERREN eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig. ²⁹ Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til HERREN, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til HERREN. ³⁰ Og Mose gik ud fra Farao og had til HERREN.

² Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem,

⁴ Og HERREN skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have.

⁶ Og HERREN gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg.

¹¹ Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere.

¹³ Da sagde HERREN til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden.

²⁶ Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel. ²⁷ Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; HERREN er den retfærdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige. ²⁸ Beder til HERREN, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere. ²⁹ Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til HERREN, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører HERREN til.

³³ Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til HERREN; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden.

⁷ Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare lad de Mænd fare, at de maa tjene HERREN deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt? ⁸ Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener HERREN, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort? ⁹ Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os HERRENS Højtid. ¹⁰ Da sagde han til dem: Saa vist være HERREN med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde. ¹¹ Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener HERREN, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt.

¹⁶ Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod HERREN eders Gud og imod eder. ¹⁷ Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til HERREN eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. ¹⁸ Og han gik ud fra Farao, og, han bad til HERREN.

²³ lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger. ²⁴ Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener HERREN, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder. ²⁵ Og Mose sagde: Du skal og medgive os slagtoffere og Brændofere, at vi kunne ofre til HERREN, vor Gud. ²⁶ Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene HERREN, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene HERREN, førend vi komme derhen.

²⁶ Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene HERREN, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene HERREN, førend vi komme derhen. ²⁷ Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare.

⁶ Og der skal blive et stort Skrig i det hele Ægyptens Land, hvis Lige ikke har været, og hvis Liae ikke skal blive mere. ⁷ Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvæg, for at I skulle vide, at HERREN gør Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel.

¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.

³¹ Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener HERREN, som I have sagt.

³¹ Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener HERREN, som I have sagt. ³² Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig.

³⁴ Saa tog I! Folket sin Dejg op, for den blev syret, deres Dejgtruge, ind svøbte i deres Kapper, paa deres Skuldre.

⁵ Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?

¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning!

¹¹ Og Mose bad ydmygelig for HERRENS, sin Guds Ansigt og sagde: HERRE, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand

¹¹ Hold du det jeg befaler dig i Dag, se, jeg; vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter.

¹ Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpaa, og de bragte fremmed Ild for HERRENS Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem.

¹² Alt det, som ikke har Finner og Skæl i Vandene, det skal være eder en Vederstyggelighed.

⁷ Da kom Folket til Mose, og de sagde: vi have syndet, thi vi have talet imod HERREN og imod dig, bed til HERREN, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket.

³⁵ Dig er det blevet vist, for at du skal vide, at HERREN han er Gud, ingen uden han alene.

²⁵ I skulle opbrænde deres Guders udskaarne Billeder rned Ild; du skal ikke begære Sølvet eller Guldet, som er paa dem, eller tage det til dig. at du ikke besnæres dermed; thi det er HERREN din Gud en Vederstyggelighed. ²⁶ Og du skal ikke lade Vederstyggelighed komme i dit Hus, at du ikke skal blive en forbandet Ting, ligesom dette er; du skal helt væmmes med Væmmelse derfor og have stor Vederstyggelighed for det, thi det er en forbandet Ting.

³⁰ Saa forvar dig, at du ikke falder i Snaren efter dem, efter at de ere ødelagte for dit Ansigt, og at du ikke søger deres Guder og siger: Ligesom disse Folk tjente deres Guder, saa vil jeg ogsaa gøre. ³¹ Du skal ikke gøre saaledes for HERREN din Gud; thi de gjorde for deres Guder; alt det, som er vederstyggeligt for HERREN, det som han hader; thi de have endog brændt deres Sønner og deres Døtre i Ilden for deres Guder.

¹ Naar en Profet eller en, som drømmer en Drøm, staar op midt iblandt eder. og giver dig et Tegn eller et Under, ² og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem: ³ Da skal du ikke lyde denne Profets Ord eller den, som drømte den Drøm; thi HERREN eders Gud forsøger eder, at han vil fornemme, om I elske HERREN eders Gud i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjæl.

³¹ Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv naar vore Fjender ere Dommere.

²⁶ Der er ingen som Gud, o Jeskurun! han, som farer paa Himmelen til din Hjælp og med sin Højhed paa de Øverste Skyer.

¹⁰ Men der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Mose, hvem HERREN kendte Ansigt til Ansigt, ¹¹ naar man ser hen til alle de Tegn og de underlige Ting, som HERREN sendte ham til at gøre i Ægyptens Land, paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt hans Land, ¹² og til den vældige Haand og til alle de forfærdelige og store Gerninger, som Mose gjorde for al Israels Øjne.

² Og HERREN sagde til Gideon: Folket, som er med dig, er flere, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel. ikke skal rose sig mod mig og sige: Min Haand har frelst mig.

³ Og de sagde: Dersom I sende Israels Guds Ark bort, da sender den ikke bort uden Gave; men I skulle give den et Skyldoffer med tilbage, da skulle I blive lægte, og det skal; blive eder vitterligt, hvorfor hans Haand ikke vilde vige fra eder.

⁹ Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har været os en Hændelse.

¹⁹ Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til HERREN din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begærede os en Konge.

²³ Ogsaa jeg - det være langt fra mig at synde imod HERREN, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og den rette Vej.

²² Derfor er du stor, HERRE Gud! thi der er ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore øren.

⁵ Thi Salomo vandrede efter Astoreth, Zidoniernes Gud, og efter Milkom, Ammoniternes Vederstyggelighed. ⁶ Og Salomo gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, og vandrede ikke fuldkommelig efter HERREN som David, hans Fader. ⁷ Da byggede Salomo en Høj til Kamos, Moabs Vederstyggelighed, paa Bjerget, som ligger lige for Jerusalem, og til Molek, Ammons Børns Vederstyggelighed.

⁶ Da svarede Kongen og sagde til den Guds Mand: Kære, bed ydmygeligt for HERREN din Guds Ansigt, og bed for mig, at min Haand maa komme tilbage til mig igen. Da bad den Guds Mand ydmygeligt for HERRENS Ansigt, og Kongens Haand kom tilbage til ham og blev, som den var tilforn.

²⁵ Og Elias sagde til Baals Profeter: Udvælger eder den ene Okse og laver den først til, thi I ere de mange, og kalder paa eders Guds Navn, men lægger ikke Ild dertil.

¹³ Og de Høje, om vare lige for Jerusalem, som vare paa den højre Haand af Mashiths Bjerg, hvilke Salomo, Israels Konge, havde bygget for Astarte, Zidoniernes Vederstyggelighed, og for Kamos, Moabiternes Vederstyggelighed, og for Milkom, Ammons Børns Vederstyggelighed, vanhelliggede Kongen.

²⁰ HERRE! der er ingen som du, og der er, ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.

¹⁰ paa det de kunne ofre til en sød Lugt for Gud i Himmelen og bede for Kongens og hans Børns Liv.

¹ Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Præsterne og Leviterne have ikke holdt sig adskilte fra Folkene i Landene, som de burde efter de Vederstyggeligheder, som begaas af Kananiterne, Hethiterne, Feresiterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne;

³ Af de spædes og diendes Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld for at standse Fjenden og den, som vil hævne sig.

¹⁶ Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.

³ Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.

¹² Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. ³⁵ Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.

³⁵ Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. ³⁶ Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

³⁶ Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. ³⁷ Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

⁴⁵ og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

¹⁸ Lad dem blues og forfærdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du, alene, hvis Navn er HERREN, er den Højeste over al Jorden.

⁸ Der er inæn som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger.

⁶ Og Himlene, HERRE! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. ⁷ Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn? ⁸ en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over Alle, som ere trindt omkring ham!

³⁰ Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. ³¹ Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke.

⁴⁰ Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.

² HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender

¹ Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.

¹ Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

¹⁰ Hvad en er hans Navn er allerede nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke trætte med den, som er ham for mægtig.

¹¹ Efterdi der ikke fældes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt.

¹⁸ Og det skal ske, paa den Dag skal HERREN hvisle Fluerne hid, som ere yderst ved Ægyptens Floder, og Bierne, som ere i Assyriens Land,

¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ?

¹¹ Fyrsterne i Zoan ere kun Daarer, Faraos vise Raadgiveres Raad er blevet ufornuftigt; hvorledes kunne I sige til Farao: Jeg er de vises Søn, Fortids Kongers Søn? ¹² Hvo ere de dog, disse dine vise? Lad dem kundgøre dig, og lad dem selv erkende, hvaa den HERRE Zebaoth har raadslaget over Ægypten!

²² Og HERREN skal slaa Ægypten, ja, slaa og læge; og de skulle vende om til HERREN, og han skal bønhøre dem og læge dem.

⁹ Den HERRE Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.

¹⁰ gliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke HERRENS Højhed.

² Thi HERRENS Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Hær; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes.

²⁵ Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige.

¹⁹ Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbrændt Halvdelen deraf paa Ilden og llgeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og ædt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knæ for en Træklods?

⁹ Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹⁷ HERRE! hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!

¹⁷ Og du, du skal binde op om dine Lænder og gøre dig rede og tale til dem alt det, jeg vil befale dig; vær ikke bange for dem; at jeg ikke skal gøre dig bange for dem. ¹⁸ Og jeg, se, jeg har gjort dig i Daø til en fast Stad og til en Jernpille og til Kobbermure for hele Landet, imod Judas Konger, imod dets Fyrster, imod dets Præster og imod Folket i Landet. ¹⁹ Og de skulle stride imod dig og ikke faa Overhaand over mig; thi jeg er med dig, siger HERREN, for at, redde dig.

⁶ Der er ingen som du, o HERRE! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke. ⁷ Hvo skulde ikke frygte dig, du Hedningernes Konge? thi dig tilkommer det; thi iblandt alle Hedningernes vise og i alt deres Rige er ingen som du.

¹⁹ Derfor siger HERREN saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du være som rnin Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem. ²⁰ Og jeg vil gøre dig til en fast Kobbermur imod dette Folk, og de skulle stride imod dig, men ikke faa Overhaand over dig; thi jeg er med dig, for at frelse dig: og for at redde dig, siger HERREN. ²¹ Og jeg vil redde dig af de ondes Haand og udløse dig af Voldsmænds Haand.

⁷ Og Kongen af Babels Hær stred ilnod Jerusalem og imod alle Judas Stæder, som vare blevne tilovers, imod Lakis og imod Aseka; thi disse vare blevne tilovers iblandt Judas Stæder som faste Stæder. ⁸ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at Kong Zedekias havde sluttet en Overenskomst med alt Folket, som var i Jerusalem, om at udraabe Frihed iblandt dem:

⁸ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at Kong Zedekias havde sluttet en Overenskomst med alt Folket, som var i Jerusalem, om at udraabe Frihed iblandt dem: ⁹ At enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige, det var en Hebræer eller en Hebræerinde, gaa ud som fri; at ingen skulde bruge sin Broder, naar det var en Jøde, til at trælle.

⁹ At enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige, det var en Hebræer eller en Hebræerinde, gaa ud som fri; at ingen skulde bruge sin Broder, naar det var en Jøde, til at trælle. ¹⁰ Og deri adløde alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgaaet denne Overenskomst, at enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige gaa ud som fri, saa at de ikke mere vilde bruge dem til at trælle, ja, de adløde og lode dem fare;

¹⁰ Og deri adløde alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgaaet denne Overenskomst, at enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige gaa ud som fri, saa at de ikke mere vilde bruge dem til at trælle, ja, de adløde og lode dem fare; ¹¹ men derefter gjorde de det om og toge de Tjenere og de Tjenestepiger, som de havde givet fri, tilbage, og de tvang dem til at være Tjenere og Tjenestepiger.

¹¹ men derefter gjorde de det om og toge de Tjenere og de Tjenestepiger, som de havde givet fri, tilbage, og de tvang dem til at være Tjenere og Tjenestepiger. ¹² Og HERRENS Ord kom til Jeremias, fra HERREN, saaledes: ¹³ Saa siger HERREN, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders Fædre den Dag, jeg udførte dem af Ægyptens Land, af Trælles Hus, og sagde: ¹⁴ Naar syv Aar ere til Ende, skulle I fri, give hver sin Broder, naar det er en Hebræer, som sælger sig til dig og skal tjene dig i seks Aar, for at du da skal lade ham drage fra dig som fri; men eders Fædre hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre dertil. ¹⁵ Men I omvendte eder i og gjorde det, som var ret for mine Øjne, ved at udraabe Frihed hver for sin Næste; og I gjorde en Pagt for mig i det Hus, som er kaldet efter mit Navn. ¹⁶ Dog gjorde I det om og vanhelligede mit Navn og tilbagetoge hver sin Tjener og hver sin Tjenestepige, hvilke I havde givet fri til at gøre, hvad de vilde, og I tvang dem til at være eders Tjenere og Tjenestepiger.

²⁰ Thi I have bedraget eder selv; thi I sendte mig til HERREN eders Gud og sagde: Bed for os til HERREN vor Gud, og giv os det saa til Kende efter i, alt det, som HERREN vor Gud siger, og vi ville gøre det. ²¹ Og jeg tilkendegav eder det i Dag, men I hørte ikke paa HERREN eders Guds Røst, eller noget af det, om hvilket han sendte mig til eder.

⁶ Og du Menneskesøn! frygt ej for dem, og frygt ej for deres Ord; thi de ere vel Nælder og Torne for dig, og du bor hos Skorpioner, men frygt ej for deres Ord, og lad dig ej forfærde for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus. ⁷ Og du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de lyde eller lade være; thi de ere genstridige.

¹⁹ Og jeg vil holde Ret over Ægypten, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.

¹¹ Og det skal ske paa denne Dag, at jeg vil give Gog et Sted der til Begravelse i Israel, de vejfarendes Dal Østen for Havet, og den skal bringe de vejfalende til at holde sig for Næsen; og der skulle de begrave Gog og al hans Mangfoldighed og kalde den Gogs Mangfoldigheds Dal.

¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer. ¹¹ Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene.

¹⁹ Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud.

⁷ Da kom Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne ind; og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke kundgøre mig Udtydningen derpaa.

³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen.

⁴ Hvad skal jeg gøre ved dig, Efraim? hvad skal jeg gøre ved dig, Juda? da eders Kærlighed er som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort.

² Glat var deres Hjerte, nu skulle de bøde; han skal sønderbryde deres Altre, Ødelægge deres Billedstøtter.

²⁰ Og ham fra Norden vil jeg drive langt bort fra eder og støde ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop imod det østre Hav og hans Bagtrop imod det vestre Hav; og der skal opstige en Stank af ham og opstige en væmmelig Lugt af ham; thi han tog sig for at bare store Ting:

¹¹ Men de vægrede sig ved at give Agt derpaa og vendte modvilligt Ryg, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre. ¹² Og de gjorde deres Hjerte som Demarit for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den HERRE Zebaoth sendte ved sin Aand igennem de første Profeter, og der kom en stor Vrede fra den HERRE Zebaoth:

¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

²⁸ Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder.

²⁴ Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

¹⁸ Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn.

²⁰ Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til Eder.

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

¹⁶ hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte.

³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? ⁴ Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

²⁴ Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.

²² Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes. ²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

²⁶ Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see medEders Øine og ikke fatte; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

¹⁴ Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund har Lys med Mørke? ¹⁵ Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe? ¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

⁷ Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste.

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

⁸ Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen.

⁸ Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen. ⁹ Men de skulle ikke faae Fremgang ydermere; thi deres Galenskab skal blive aabenbar for Alle, ligesom og hines blev.

⁸ da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken,

¹⁵ Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen:

¹³ Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen. ¹⁴ Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed;

¹⁴ I, som ikke vide, hvad i Morgen skee skal; thi hvad er Eders Liv? det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder.

¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.

¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig. ¹⁷ Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det skulle ikke regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder. ¹⁸ Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.

⁹ See, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige jeg selv at være Jøder og ere det ikke, men lyve. See, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder, og kjende, at jeg har elsket dig.

¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede.

⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære.

¹³ Og jeg saae af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Prophets Mund udkomme tre urene Aander, som lignede Padder.

¹³ Og jeg saae af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Prophets Mund udkomme tre urene Aander, som lignede Padder. ¹⁴ Thi de ere Djævelens Aander og gjøre Tegn; og de gaae ud til Jordens, ja hele Jorderiges Konger, at samle dem til Krigen pa Guds den Almægtiges hiin store Dag.