Isaiah 10 Cross References - Danish

¹ Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser ² for at fortrænge de ringe fra deres Ret og for at fravende de elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne maa være deres Bytte, og at de kunne berøve de faderløse! ³ Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den ødelæggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjælp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive? ⁴ Enhver, som ikke maa bøje sig iblandt de bundne, skal falde iblandt de ihjelslagne. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig; men hans Haand er endnu udrakt. ⁵ Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand. ⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader. ⁷ Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte tænker ikke saa; men hans Hu staar til at Ødelægge og at udrydde ikke faa Folk. ⁸ Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe? ⁹ Er det ikke gaaet Kalno som Karkemis? ikke Hamath som Arpad? ikke Samaria som Damaskus? ¹⁰ Ligesom min Haand har ramt Afgudernes Riger, hvor der, var fiere Billeder end i Jerusalem og i Samaria: ¹¹ Mon jeg ikke, saaledes som jeg har gjort ved Samaria og dens Afguder, saaledes skal gøre ved Jerusalem og ved dens Afguder? ¹² Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt. ¹³ Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet. ¹⁴ Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb. ¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ? ¹⁶ Derfor skal Herren, den HERRE Zebaoth sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal. ¹⁷ Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag. ¹⁸ Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter. ¹⁹ Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem. ²⁰ Og det skal ske paa den Dag, da skulle de overblevne i Israel og de undkomne af Jakobs Hus ikke mere forlade sig paa den, som slaar det; men de skulle forlade sig paa HERREN, Israels Hellige, i Oprigtighed. ²¹ De overblevne skulle omvende sig, de overblevne af Jakob, til den vældige Gud. ²² Thi om dit Folk, o Israel! Er som Havets Sand, skulle kun de overblevne deraf omvende sig; Fordærvelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfærdighed som en Strøm. ²³ Thi Fordærvelsen og det besluttede Raad skal Herren, den HERRE Zebaoth, udføre, midt i hele Landet. ²⁴ Derfor, saa siger Herren, den HERRE Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk! du, som bor i Zion, for Assur; han slaar dig med Staven og opløfter sin Kæp over, dig, paa samme Vis som ægypterne. ²⁵ Thi endnu et lidet, en føje Tid, saa skal Fortørnelsen endes, og min Vrede komme for at fortære dem. ²⁶ Og den HERRE Zebaoth skal svinge en Svøbe over ham, som da Midian blev slaaet paa Orebs Klippe, og sin Stav, som han hævede over Havet, den skal han opløfte paa samme Vis som i Ægypten. ²⁷ Og det skal ske paa den Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre og hans Aag fra din Hals; og Aaget skal sprænges for Fedmens Skyld. ²⁸ Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas. ²⁹ De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr. ³⁰ Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth. ³¹ Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt. ³² Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj. ³³ Se, Herren, den HERRE Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave. ³⁴ Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.

¹⁰ Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear. ¹¹ Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala

²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret.

¹ Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom.

²⁰ Og I tænkte ondt imod mig; Gud tænkte at vende det til det gode, for at gøre, hvad der sker paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live.

¹⁰ Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet. ¹¹ Saa satte de Skattebetjente over det, at de skul de plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses. ¹² Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn. ¹³ Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt. ¹⁴ Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Trældom i Ler og i Tegl og med alle Haande Trældom paa Marken; i al deres Trældom, i hvilken tjente dem, maatte de trælle strengt. ¹⁵ Og Kongen af Ægypten tale de til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra: og den andens Navn Pua, ¹⁶ og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.

¹⁴ Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmænd havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag.

⁹ Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hakiroth, tvært over for Baal-Zefon.

¹⁶ og opløft du din Stav og udræk din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det Herre.

²¹ Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og HERREN lod Havet fare bort ved et stærkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det Herre; og Vandene skiltes ad. ²² Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det Herre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. ²³ Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet. ²⁴ Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa HERREN i Ildens og Skyens Støtte til Ægypternes Hær og forfærdede Ægypternes Hær. ²⁵ Og han stødte Hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi HERREN strider for dem imod Ægypterne.

²⁵ Og han stødte Hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi HERREN strider for dem imod Ægypterne. ²⁶ Da sagde HERREN til Mose: Udræk din Haand over Havet, og vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.

²⁶ Da sagde HERREN til Mose: Udræk din Haand over Havet, og vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere. ²⁷ Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede HERREN Ægypterne midt i Havet.

²⁷ Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede HERREN Ægypterne midt i Havet. ²⁸ Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Hær Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem. ²⁹ Men Israels Børn vare gangne paa det Herre midt igennem Havet, og Vandet havde været dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side. ³⁰ Saa frelste HERREN Israel den samme Dag af Ægypternes Haand, og Israel saa Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. ³¹ Og Israel saa den store Magt, som HERREN havde bevist paa Ægypterne, og Folket frygtede HERREN; og de troede paa HERREN og paa Mose, hans Tjener.

⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand. ⁷ Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; ⁸ Bølgerne stivnede midt i Havet. ⁹ Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. ¹⁰ Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande.

¹⁷ Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder.

³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. ³⁷ Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt.

¹ Og Folket blev som de, der knurre syndig for HERRENS Øren; og HERREN hørte det, og hans Vrede optændtes, og HERRENS ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren. ² Da raabte Folket til Mose, og Mose bad til HERREN, saa blev Ilden dæmpet. ³ Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera; thi HERRENS Ild brændte iblandt dem.

³⁵ Og en Ild for ud fra HERREN og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse.

¹⁷ og du skulde sige i dit Hjerte: Min Kraft. Og min Haands Styrke har skaffet mig denne Vælde.

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar,

¹⁵ Og HERREN lod sig se i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør. ¹⁶ Og HERREN sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal staa op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det. ¹⁷ Og min Vrede skal optændes, imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig? ¹⁸ og jeg vil skjule mit Ansigt paa den samme Dag for alt det ondes Skyld, som det har gjort; thi det har vendt sit Ansigt til andre Guder.

³⁰ Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og HERREN havde overantvordet dem

² Og Josva udsendte Mænd fra Jeriko mod Ai, som ligger ved Beth-Aven Østen for Bethel, og sagde til dem: Gaar op og bespejder Landet; og Mændene gik op og bespejdede Ai.

³¹ og Ziklag og Madmanna og Sansanna

²⁴ og Kefar-Ammonai og Ofnai og Geba; tolv Stæder og deres Landsbyer. ²⁵ Gi-beon og Rama og Beeroth

¹⁷ men af Benjamins Stamme: Gibeon og dens Marker, Geba og dens Marker, ¹⁸ Anathoth og dens, Marker og Almon og dens Marker fire Stæder.

²⁵ Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og de dræbte Oreb paa Klippen Oreb, og Seeb dræbte de i Vinpersen Seeb, og de forfulge Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon hinsides Jordanen.

⁷ Da gik de fem Mænd og kom til Lais; og de saa, at det Folk, som der var, boede tryggeligen, efter Zdoniernes Vis, roligt og trygt; og der var ingen, som lastede nogen Ting i Landet, eller som havde arvelig Magt: og de vare langt fra Zidonierne og havde intet at gøre med noget Menneske.

²¹ Og de vendte sig og gik bort; og de satte de smaa Børn og Kvæget, og hvad de havde at føre, foran.

²⁹ Og de kaldte Stadens Navn Dan, efter deres Fader Dans Navn, denne var en Søn af Israel; dog fra Begyndelsen var Stadens Navn Lais.

¹² Da sagde hans Herre til harn: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhøre Israels Børn; men vi ville gaa til Gibea. ¹³ Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme nær til een af Stæderne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Rama. ¹⁴ Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til. ¹⁵ Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten.

¹⁷ Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der HERREN et Alter.

⁴ Saa kom Budene tll Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd.

² Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte.

⁵ Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven.

¹⁶ Og Saul og Jonathan hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas.

²³ Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.

² Men Saul blev ved det yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved seks Hundrede Mand.

⁴ Og imellem Kløftvejene, hvor Jonathan søgte at gaa over mod Filisternes Besætning, var en spids Klippe paa denne Side og en spids Klippe paa hin Side, og den enes Navn var Bozez og den andens Navn Sene. ⁵ Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba.

³¹ Og de sloge Filisterne paa den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt.

³⁴ Og Samuel gik til Rama men Saul drog op til sit Hus i Sauls Gibea.

²² Da gav David sit Tøj fra sig til ham, som forvarede Tøjet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og spurgte til sine Brødres Velgaaende.

¹ Og David til kom til Nobe til Akimelek, Præsten, og Akimelek blev forfærdet, da han mødte David og sagde til ham: Hvorfor er du alene og ikke en Mand med dig?

¹⁹ Han slog og Nobe, Præsternes Stad, med skarpe Sværd, baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn og Okse og Asen og Faar med skarpe Sværd.

⁴⁴ Men Saul havde givet Mikal sin Datter, Davids Hustru, til Palti, Lais Søn, som var fra Gallim.

²¹ Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn paa eder, der skal ej heller være Agre med Offergaver; thi der er de vældiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie.

⁹ Der Thoi, Kongen af Hamath, hørte, at David havde slaget hele Hadad-Esers Hær,

⁴³ Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.

²⁶ Og Kongen sagde til Abjathar, Præsten: Gak til din Ager i Anathoth, thi du er en Dødens Mand; men jeg vil ikke slaa dig ihjel denne Dag, fordi du har baaret den Herre HERRES Ark for Davids, min Faders, Ansigt, og fordi du har lidt Trængsel i alt, hvori min Fader har lidt Trængsel.

²⁰ Juda og Israel vare mange som Sand, der er ved Havet i Mangfol dighed; de aade og drak og vare glade.

²³ Men det øvrige af alle Asas Handeler og al hans Vælde og alt, hvad han har gjort, og de Stæder, som han har bygget, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? Dog i sin Alderdoms Tid blev han syg i sine Fødder.

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

⁶ Thi Herren havde ladet Syrernes Lejr høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, ja, en Lyd af en stor Hær, og de sagde, den ene til den anden: Se, Israels Konge har lejet imod os Hethiternes Konger og Ægypternes Konger til at komme over os. ⁷ Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket og forlode deres Telte og deres Heste og deres Asener og Lejren, som den stod, og flyede for at redde deres Liv. ⁸ Der disse spedalske kom til det yderste af Lejren, da kom de til et Telt og aade og drak og toge derfra Sølv og Guld og Klæder og gik bort og skjulte det, og de vendte tilbage og kom til et andet Telt og toge ogsaa noget derfra og gik bort og skjulte det.

¹⁵ Og der de droge efter dem indtil Jordanen, se, da laa hele Vejen fuld af Klæder og Tøj, som Syrerne havde kastet fra sig, der de hastede af Sted; og Budene kom igen og gave Kongen det til Kende.

²⁹ I Pekas, Israels Konges, Dage kom Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og tog Ijon og Abel-Beth Maaka og Ianoa og Kedes og Hasor og Gilead og Galilæa, alt Nafthalis Land, og han bortførte dem til Assyrien.

⁷ Saa sendte Akas Bud til Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og lod sige: Jeg er din Tjener og din Søn, kom op og frels: mig af Syriens Konges Haand, og; af Israels Konges Haand, hvilke have; oprejst sig imod mig. ⁸ Og Akas to det Sølv og det Guld, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkammer og sendte Kongen Assyrien det til Skænk. ⁹ Og Kon gen af Assyrien adlød ham, og Kongen af Assyrien drog op til Damaskus og indtog den og førte dem bort til Kir, og han, dræbte Rezin.

⁵ Thi Kongen af Assyrien drog op i det ganske Land og drog op til Samaria og belejrede den i tre Aar. ⁶ I Hoseas niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria og førte Israel bort til Assyrien; og han lod dem bo i Hala og i Habor ved Floden Gosan og i Medernes Steder.

⁶ I Hoseas niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria og førte Israel bort til Assyrien; og han lod dem bo i Hala og i Habor ved Floden Gosan og i Medernes Steder.

²⁴ Og Kongen af Assyrien lod komme Folk af Babel og af Kut og af Ava og af Hamath og Sefarvajm og lod dem bo i Samarias Stæder, i Israels Børns Sted, og de indtoge Samaria til Ejendom og boede i dens Stæder.

⁹ Og det skete i Kong Ezekias: fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, Elas Søns, Israels Konges Aar, at Salmanasser, Kongen af As syrien, drog op imod Samaria og belejrede den. ¹⁰ Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias; sjette Aar, det er Hoseas's, Israel Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen. ¹¹ Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Stæder;

¹³ Og i Kong Ezekias's fjortende Aar drog Senakerib, Kongen af Assyrien, op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. ¹⁴ Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil bære, hvad du lægger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld. ¹⁵ Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkamre.

²⁴ Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld.

³² indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde, et Land, i hvilket der er Olietræer, Olie og Honning: Saa skulle I blive ved Live og ikke dø; og lyder ikke Ezekias ad, naar han tilskynder eder og siger: HERREN skal fri os. ³³ Have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land fra Kongen af Assyriens Haand? ³⁴ Hvor ere de Guder af Hamath og Arfad? hvor ere de Guder af Sefarvajm, Hena og Iva mon de have reddet Samaria af min Haand? ³⁵ Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at HERREN skulde redde Jerusalem fra min Haand?

¹⁰ Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.

¹² Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Fædre ødelagde, nemlig Gosan og Karan og Rezef og Edens Børn, som vare i Thelassar? ¹³ Hvor er Kongen af Hamath og Kongen af Arfad og kongen af Sefarvajms Stad, af Hena og Iva?

¹⁷ Det er sandt, HERRE! Kongerne af Assyrien have ødelagt Hedningerne og deres Land. ¹⁸ Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskens Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem. ¹⁹ Men nu, HERRE, vor Gud! kære, frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du, HERRE, du alene er Gud.

²¹ Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig. ²² Hvem har du bespottet og forhaanet: og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige.

²² Hvem har du bespottet og forhaanet: og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige. ²³ Du bespottede Herren ved dine Sendebud og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe, og jeg vil afhugge dens høje Cedere, dens udvalgte Fyrre, jeg vil komme til dens yderste Bolig, til dens frodige Skov.

²³ Du bespottede Herren ved dine Sendebud og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe, og jeg vil afhugge dens høje Cedere, dens udvalgte Fyrre, jeg vil komme til dens yderste Bolig, til dens frodige Skov.

²³ Du bespottede Herren ved dine Sendebud og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe, og jeg vil afhugge dens høje Cedere, dens udvalgte Fyrre, jeg vil komme til dens yderste Bolig, til dens frodige Skov. ²⁴ Jeg har gravet Brønde og drukket de fremmede Vande og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.

²⁴ Jeg har gravet Brønde og drukket de fremmede Vande og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler. ²⁵ Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive, til øde Grushobe. ²⁶ Og de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede, de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før det sætter Aks. ²⁷ Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig. ²⁸ Efterdi du raser imod rnig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig ad den Vej tilbage, som du kom paa.

²⁸ Efterdi du raser imod rnig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig ad den Vej tilbage, som du kom paa. ²⁹ Og dette skal være dig Tegnet: At man i dette Aar skal æde det, som opvokser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster og planter Vingaarde og æder deres Frugt! ³⁰ Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og bære Frugt opefter. ³¹ Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg nogle undkomne; HERREN Zebaoths Nidk ærhed skal gøre det.

³¹ Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg nogle undkomne; HERREN Zebaoths Nidk ærhed skal gøre det. ³² Derfor saa sagde HERREN om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den. ³³ Han skal drage ad den Vej tilbage, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger HERREN. ³⁴ Thi jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld. ³⁵ Og det skete i den samme Nat, at HERRENS Engel for ud og slog i Assyr ernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

³⁵ Og det skete i den samme Nat, at HERRENS Engel for ud og slog i Assyr ernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe. ³⁶ Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage og blev i Ninive. ³⁷ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds Hus, da ihjelsloge Adra-Melek og Sar-Ezer, hans Sønner, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

²⁶ Og Israels Gud opvakte Fuls Aand, Kongens af Assyrien, og Thilgath-Pilnesers Aand, Kongens af Assyrien, at han bortførte dem, Rubeniterne og Gaditerne og den halve Manasses Stamme, og han bragte dem til Hala og Habor og Hara og til Floden Gosan, indtil denne Dag.

²⁰ Og Tilgath-Pilneser, Kongen af Assyrien, kom til ham, og han ængstede ham, men styrkede ham ikke.

¹² Er det ikke Ezekias, som har borttaget hans Høje og hans Altre og sagt til Juda og til Jerusalem: I skulle tilbede for et eneste Alter og derpaa gøre Røgelse? ¹³ Vide I ikke, hvad jeg og mine Fædre have gjort ved alle Folk i Landene? Kunde vel Hedningernes Guder i Landene fri deres Land fra min Haand? ¹⁴ Hvo iblandt alle Guderne hos disse Hedninger, hvilke mine Fædre have bandlyst, var den, som kunde fri sit Folk fra min Haand, saa at eders Gud skulde kunne fri eder fra min Haand? ¹⁵ Saa lader nu Ezekias ikke bedrage eder og ikke tilskynde eder paa denne Maade, og tror ham ikke; thi ingen Gud hos noget Folk eller Rige har kunnet fri sit Folk fra min Haand og fra mine Fædres Haand; hvor meget mindre skulde eders Guder fri eder fra min Haand: ¹⁶ Tilmed talte hans Tjenere ydermere imod Gud HERREN og imod hans Tjener Ezekias.

¹⁹ Og de talte om Jerusalems Gud ligesom om Jordens Folks Guder, der ere Menneskens Hænders Gerning.

²¹ Og HERREN sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd.

²⁰ Efter alt dette, da Josias havde istandsat Huset, drog Neko, Kongen af Ægypten, op at stride ved Karkemis ved Frat, og Josias drog ud imod ham.

¹⁴ Skulde vi da vende om og gøre dine Bud til intet og gøre Svogerskab med Folk, som have gjort disse Vederstyggeligheder monne du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa at der ingen blev tilovers og ingen Redning

¹⁰ Og du gjorde Tegn og underlige Gerninger paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land; thi du vidste, at de havde handlet hovmodigt imod dem, og du gjorde dig et Navn, som det er paa denne Dag. ¹¹ Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igennem Havet paa det tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene ligesom Sten i mægtige Vande.

³¹ Men Benjamins Børn boede fra Geba af i Mikmas og Aija og Bethel og dens Landsbyer, ³² Anathoth, Nob, Ananja,

¹⁰ Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav den til Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, Jødernes: Fjende. ¹¹ Og Kongen sagde til Harnan: Det Sølv skal være dig skænket, og Folket tillige, at gøre med det, som det synes godt for dine Øjne. ¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring. ¹³ Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem.

¹⁴ og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham

²⁵ dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler. ¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ: dens Boves Sener ere sammenslyngede.

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg."

¹³ HERRE! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, ¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

⁸ Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred.

²⁷ imod den rene viser du dig ren, og irnod den forvendte viser du dig forvendt.

⁶ Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn oprejse Banner; HERREN opfylde alle dine Begæringer!

⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd. ¹⁰ Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; HERREN skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem.

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?

²³ Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!

¹⁰ Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver Agt pari hans Sted, da er han borte.

⁷ Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir.

¹⁶ Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. ¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;

³ Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare.

² Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme detVished, I Menneskens Børn

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

¹¹ hvilke bleve ødelagte ved Endor, bleve til Gødning for Marken.

¹⁴ Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. ¹⁵ Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,

⁹ HERRE, Gud Zebaoth! hør min Bøn, Jakobs Gud! vend dit øre til den. Sela.

¹¹ Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.

⁵ Men til Zion skal der siges: Denne og hin er født i den, den Højeste selv skal befæste den. ⁶ HERREN skal tælle, naar han opskriver Folkene, og sige: Denne er født der. Sela.

²⁰ Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. ²¹ Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. ²² Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. ²³ Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. ²⁴ Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. ²⁵ Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. ²⁶ Og jeg vil udstrække hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne. ²⁷ Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. ²⁹ Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig. ³⁰ Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. ³¹ Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, ³² dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: ³³ Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. ³⁴ Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. ³⁵ Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. ³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: ³⁷ Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; ³⁸ den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. ³⁹ Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. ⁴⁰ Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. ⁴¹ Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt ødelæggelse over hans Befæstninger. ⁴² Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. ⁴³ Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. ⁴⁴ Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. ⁴⁵ Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. ⁴⁶ Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. ⁴⁷ Hvor længe, HERRE! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? ⁴⁸ Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? ⁴⁹ Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. ⁵⁰ Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? ⁵¹ Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, ⁵² med hvilken dine Fjender have bespottet, HERRE! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN evindelig! Amen, ja, amen.

²⁰ Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er? ²¹ De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

³ Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring.

²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!

¹⁵ Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt.

¹⁰ Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem ¹¹ Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.

¹⁵ Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.

³ Thi Ugudelighedens Spir skal ikke hvile over de retfærdiges Lod, paa det de retfærdige ikke skulle udrække deres Hænder til Uretfærdighed.

¹⁰ For David, din Tjeners Skyld, forskyd ikke din Salvedes Ansigt!

¹⁷ Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede. ¹⁸ Hans Fjender vil jeg klæde i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre."

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

¹² Foran Undergang hovmoder en Mands Hjerte sig; og foran Ære gaar Ydmyghed.

⁶ At arbejde paa at samle Liggendefæ ved en falsk Tunge er Dunst, som bortvejres hos dem, som søge Døden. ⁷ De ugudeliges ødelæggelse river dem bort; thi de have vægret sig ved at gøre Ret.

¹³ der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret;

⁸ Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Græskarhave, som en frelst Stad. ⁹ Dersom ikke den HERRE Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra.

²³ Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skænk og jage efter Gaver de ville ikke skaffe, faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.

² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det.

⁸ Og deres Land fyldtes med Afguder; de tilbede deres Hænders Gerning, det, som deres Fingre have gjolt.

¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag.

¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag. ¹² Thi den HERRE Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres, ¹³ og over alle de høje og anselige Cedre paa Libanon og over alle Ege i Basan ¹⁴ og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje ¹⁵ og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur ¹⁶ og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue. ¹⁷ Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Mændenes Højhed skal fornedres; og HERREN skal alene være høj paa den Dag.

²⁰ Paa den Dag skal Mennesket kaste sine Sølvafguder og sine Guldafguder, som de have gjort sig for at tilbede, bort til Muldvarpene og til Aftenbøkerne, ²¹ for at ty ind i Klippernes Kløfter, i Fjeldenes Huler for HERRENS Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfærde Jorden.

¹¹ Ve den ugudelige! det skal gaa ham ilde; thi det, hans Hænder have gjort, skal gengældes ham.

¹⁴ HERREN vil gaa til Doms over de ældste af sit Folk og over dets Fyrster: - "I have fortæret Vingaarden, Rov fra den fattige er i eders Huse.

² Paa den Dag skal HERRENS Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel. ³ Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den; som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem,

³ Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den; som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem,

⁷ Thi den HERRE Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd! ⁸ Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet.

¹¹ Ve dem, som staa aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som sidde langt ud paa Aftenen og gløde af Vin!

¹⁴ Derfor skal Dødsriget udvide sit Svælb og oplade sin Mund umaadeligt, at baade dets ypperlige og dets menige Folk, baade den, som buldrer, og den, Søn i er glad udi den, skal fare der ned. ¹⁵ Og Mennesket skal nedbøjes og Manden ydmyges, og de hovmodiges Øjne skulle ydmyges.

¹⁷ Da skulle Lammene gaa paa Græs, som var Marken deres egen, og fremmede skulle fortære de riges øde Marker. ¹⁸ Ve dem, som drage Misgerningen fremad med Løgnens Snorer og Synden med Vognreb;

²⁰ Ve dem, som sige om det onde, at det er godt, og om det gode, at det er ondt, som gøre Mørke til Lys og Lys til Mørke, som gøre bittert til sødt og sødt til bittert! ²¹ Ve dem, som ere vise i deres egne Øjne og forstandige i deres egne Tanker! ²² ve dem, som ere vældige til at drikke Vin og dygtige Mænd til at blande stærk Drik! ²³ dem, som for Gaves Skyld dømme en ugudelig at have Ret og fravende de retfærdige deres Ret!

²⁵ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod hans Folk, og han udrækker sin Haand over det, i, og slaar det, saa at Bjergene bæve, og deres døde Kroppe ligge som Skarn midt paa Gader. Med alt dette, har hans Vrede ikke lagt sig, men i hans Haand er endnu udrakt. ²⁶ Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne, som komme langvejs fra, og lokke dem hid fra Jordens Ende; og se, de skulle komme hastelig og let.

²⁹ Deres Brøl er som Løvindens, og de brøle som de unge Løver, og de brumme og gribe Rov og bortføre det, og der er ingen, som redder.

¹¹ Men jeg sagde: Hvor længe, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelægges.

¹³ Og bliver en Tiendepart endnu tilbage deri, saa skal denne atter være til at ødelægges; men ligesom der af Terebinten og Stenegen bliver en Stub tilbage, naar de ere fældede, saaledes skal denne Stub være en hellig Sæd.

³ Men HERREN sagde til Esajas: Gak nu ud imod Akas, du og Sear-Jasub, din Søn, til Enden af Vandledningen fra den Øverste Dam, ved den alfare Vej ved Blegerens Ager,

⁸ Thi Damaskus er Hoved for Syrien og Rezin Hoved for Damaskus; og efter fem og tresindstyve Aar skal Efraim knuses, at det ikke mere skal være et Folk.

⁴ Thi førend Barnet forstaar at raabe: Min Fader og min Moder! skal man bortføre Damaskus's Gods og Samarias Bytte hen foran Kongen af Assyriens Ansigt.

⁷ se, derfor skal Herren lade Flodens mægtige og mange Vande, Kongen af Assyrien og al hans Herlighed komme over dem; og den skal stige over alle sine Strømme og gaa over alle sine Bredder. ⁸ Og den skal bryde ind i Juda, skylle over og strømme over og naa til Halsen; og hans udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! saa vidt, som det er.

¹² Kalder ikke Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, og frygter ikke, hvad det frygter, og forfærdes ikke! ¹³ Den HERRE Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse.

⁴ Thi dets Byrdes Aag og Kæppen over dets Ryg, dets Drivers Stav, har du sønderbrudt som paa Midians Dag; ⁵ thi hver Krigsstøvle, som blev baaren i Stridstummelen, og Klæderne, som vare sølede i Blod, skulle opbrændes og blive Ildens Næring. ⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

⁹ Og det hele Folk skal fornemme det, Efraim og Indbyggerne i Samaria, med deres Hovmodighed og Hjerters Stolthed; de sige:

¹² Syrerne forfra og Filisterne bagfra fortærede Israel med fuld Mund. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt. ¹³ Og Folket har ikke omvendt sig til den, som slog det; og har ikke søgt den HERRE Zebaoth.

¹⁷ Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle og ej forbarme sit; over dets faderløse og over dets Enker; thi hver af dem er vanhellig og handler ondt, og hver Mund taler Daarskab. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt. ¹⁸ Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torn og Tidsler og sætter Ild paa Skovens Tykninger, og de skulle hvirvle højt op i Røg. ¹⁹ Landet er sat i Brand i den HERRE Zebaoths Vrede; og Folket er som det, der fortæres af Ild, de spare ikke den ene den anden.

²¹ Manasse er imod Efraim og Efraim imod Manasse, begge med hverandre imod Juda. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

⁵ Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand.

⁵ Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand. ⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader.

⁸ Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe?

¹³ Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet. ¹⁴ Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb.

¹⁴ Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb. ¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ? ¹⁶ Derfor skal Herren, den HERRE Zebaoth sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal. ¹⁷ Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag. ¹⁸ Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter.

¹⁸ Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter. ¹⁹ Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem.

²⁴ Derfor, saa siger Herren, den HERRE Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk! du, som bor i Zion, for Assur; han slaar dig med Staven og opløfter sin Kæp over, dig, paa samme Vis som ægypterne. ²⁵ Thi endnu et lidet, en føje Tid, saa skal Fortørnelsen endes, og min Vrede komme for at fortære dem. ²⁶ Og den HERRE Zebaoth skal svinge en Svøbe over ham, som da Midian blev slaaet paa Orebs Klippe, og sin Stav, som han hævede over Havet, den skal han opløfte paa samme Vis som i Ægypten. ²⁷ Og det skal ske paa den Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre og hans Aag fra din Hals; og Aaget skal sprænges for Fedmens Skyld. ²⁸ Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas. ²⁹ De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr. ³⁰ Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth. ³¹ Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt. ³² Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj. ³³ Se, Herren, den HERRE Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave. ³⁴ Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.

¹¹ Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, an den Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elan og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet.

¹⁵ Og HERREN skal sætte Vigen af Ægyptens Hav i Band og bevæge sin Haand over Floden med sit stærke Vejr; og han skal slaa den i syv Bække og lade den betrædes med Sko. ¹⁶ Og der skal være en banet Vej for de overblevne af hans Folk, som skulle blive tilovers fra Assyrien, ligesom der var for Israel, den Dag det drog op af Ægyptens Land.

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

⁶ Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.

² Oprejser Banner paa et nøgent Bjerg, opløfter Røsten til dem, vinker med Haanden, at de gaa ind ad Fyrsternes Døre.

⁵ De komme fra et langt fraliggende Land, fra Himmelens Ende, HERREN og hans Vredes Vaaben til at ødelægge den hele Jord.

⁵ HERREN har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir, ⁶ som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse.

²⁴ Den HERRE Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast:

²⁴ Den HERRE Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast: ²⁵ At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrder vige fra deres Skuldre!

²⁵ At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrder vige fra deres Skuldre!

²⁵ At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrder vige fra deres Skuldre! ²⁶ Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd. ²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

²⁹ Glæd dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage.

³ Og det skal være forbi med Befæstningen for Efraim og med Kongedømmet for Damaskus og for det overblevne af Syrerne; de skulle være som Israels Børns Herlighed, siger den HERRE Zebaoth. ⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager.

⁷ Paa den Dag skal Mennesket se hen til den, som har skabt ham, og hans Øjne skulle se hen til den Hellige i Israel. ⁸ Og ham skal ikke se hen til Altrene, hans Hænders Gerning, og ikke se til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Astartes eller Solens Billeder.

¹² Ve, en Blæusen af mange Folkeslag! de bruse som Havets Brusen; og et Bulder af Folkefærd! de buldre, som mægtige Vande buldre. ¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind. ¹⁴ Ved Aftenstid se, da er der Forskrækkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os; og deres Lod, som berøve os.

¹⁶ Paa denne Dag skulle Ægypterne være som Kvinder og forfærdes og frygte for den HERRE Zebaoths opløftede Haand, hvilken han skal opløfte over dem. ¹⁷ Og; Judas Land skal være Ægypterne til Forfærdelse; naar nogen minder dem derom, skulle de frygte for den HERRE Zebaoths Raad, som han har raadslaaet over dem.

²² Og HERREN skal slaa Ægypten, ja, slaa og læge; og de skulle vende om til HERREN, og han skal bønhøre dem og læge dem.

⁶ Og den, som bor paa denne Strand, skal sige paa den Dag: Se, saa er det gaaet den; som vi saa op til, til hvem vi tyede om Hjælp for at fries fra Kongen af Assyrien; og vi, hvorledes skulle vi undkomme?

¹⁷ Og Tallet af Buerne, som blive tilbage for de vældige af Kedars Børn, skal formindskes; thi HERREN, Israels Gud, har talt det.

² Du, som var fuld af Bruseri, du støjende Stad, du sublende By! dine ihjelslagne ere ikke ihjelslagne med Sværd og ikke døde i Kriben.

⁵ Thi der er en Forstyrrelses og Nedtrædelses og Forvirrings Dag fra Herren, den HERRE Zebaoth, i Synernes Dal, paa hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene.

¹ Se, HERREN udtømmer Landet og gør det øde, og han forvender dets Skikkelse og adspreder dets indbyggere. ² Og det skal gaa Præten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der sælger, som den, den køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der sætter ud paa Aager. ³ Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi HERREN har talt dette Ord. ⁴ Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje blandt Folket i Landet ere blevne afmægtige. ⁵ Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet. ⁶ Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers. ⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke. ⁸ Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt. ⁹ De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den. ¹⁰ Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind. ¹¹ Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort. ¹² Det, som er bleven tilovers i Staden, er; kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder. ¹³ Thi saa skal det gaa midt i Landet, midt iblandt Folkene, som naar man har rystet et Olietræ, og som med Efterhøsten, naar Vinhøsten er endt. ¹⁴ De skulle opløfte deres Røst, de skulle synge med Fryd, de skulle raabe højere end Havet for HERRENS Herligheds Skyld. ¹⁵ Derfor ærer nu HERREN, I, som bo i Østen! HERREN Israels Guds Navn paa Øerne i Havet. ¹⁶ Vi høre Lovsange fra Jordens yderste Ende: "Herlighed for den retfærdige!" men ulykkelige, ve mig! Røvere røve, ja Røvere røve Rov. ¹⁷ Forfærdelse og Grav og Snare over dig, du Landets Indbygger! ¹⁸ Og det skal ske, om nogen flyr for Forfærdelsens Røst, skal han falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det høje have opladt sig, og Jordens Grundvold bæver. ¹⁹ Jorden søndelslaas aldeles, Jorden sønderrives aldeles, Jorden bevæges did og did. ²⁰ Jorden raver som den drukne og svajer som Hængekøjen; dens Overtrædelse er svor over den og den falder og staar ikke op ydermere. ²¹ Og det skal ske paa den Dag, at HERREN skal hjemsøge de højes Hær i det høje og Jordens Konger Jorden. ²² Og de skulle samles til Hobe, som Fanger samles til en Hule og blive indelukkede i Fængsel; og efter mange Dage blive de hjemsøgte.

²² Og de skulle samles til Hobe, som Fanger samles til en Hule og blive indelukkede i Fængsel; og efter mange Dage blive de hjemsøgte. ²³ Og Maanen skal beskæmmes og Solen skamme sig; thi den HERRE Zebaoth skal regere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældstes Ansigt er der Herlighed.

³ Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig. ⁴ Forlader eder paa HERREN stedse og altid; thi den HERRE, HERRE er en evig Klippe.

²¹ Thi se, HERREN gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgernirlg; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.

⁴ Jeg har ikke Vrede; rnen lad Torne og Tidsler komme imod mig med Krig, da vil jeg falde imod paa dem og opbrænde dem til Hobe,

⁷ Mon, han har slaget det, som han har slaget dets Drabsmænd? eller mon det være ihjelslaget, som de ere ihjelslagne, der ihjelslog det?

⁹ Derfor bliver herved Jakobs Ondskab udsonet, og Frugten af, at han borttager dets Synd, er alt dette: At han gør alle Alterets Stene som adspredte Kalkstene; Astartebilleder og Solbilleder skulle ikke rejse sig mere. ¹⁰ Thi den faste Stad ligger øde, en Bolig forkastet og forladt som. Ørken; der skulle Kalve gaa i Græs, der skulle de ligge og fortære dens Kviste. ¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

¹⁵ Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul. ¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke. ¹⁷ Og jeg vil sætte Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Vægt, og Hagel skal bortdrive den falske Tilflugt, og Vandene overskylle Skjulet. ¹⁸ Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned. ¹⁹ Saa ofte den farer forbi, skal den rive eder bort; thi den skal fare forbi hver Morgen, om Dagen og om Natten; og det skal allerede være en Skræk at høre Rygtet. ²⁰ Thi Sengen er for kort, saa at man ikke kan strække. sig ud, og Dækket er for smelt naar man vil dække sig dermed. ²¹ Thi HERREN skal gøre sig rede som ved Perazims Bjerg, han skal fortørnes som i Gibeons Dal, til at gøre sin Gerning - paafaldende er hans Gerning! og fuldkomme sit Værk - uhørt er hans Værk! ²² Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den HERRE Zebaoth, over al Jorden.

²² Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den HERRE Zebaoth, over al Jorden.

⁵ Og dine Fjenders Mangfoldighed skal vorde som fint Støv og Voldsmændenes Mangfoldighed som Avner, der henfare, og det skal ske hastelig i et Øjeblik. ⁶ Den skal hjemsøges fra den HERRE Zebaoth med Torden og med Jordskælv og vældig Drøn; med Hvirvelvind og Storm og fortærende Ildslue. ⁷ Og med alle Hedningernes Mangfoldighed, som stride imod Ariel, skal det gaa som med en Drøm, et Nattesyn, ja, med alle dem, som stride imod den og dens Befæstning, og med dem, som trænge den. ⁸ Og det skal gaa, som naar den hungrige drømmer og synes, at han æder, men naar han opvaagner, da er hans Sjæl tom; og ligesom naar den tørstige drømmer og synes, at han drikker, men naar han opvaagner, er han mat og hans Sjæl tørstig, saaledes skal det gaa med alle Hedninernes Mangfoldighed, som strider imod Zions Bjerg.

¹³ Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær til mig, og de ære mig med deres Mund, med deres Læber, men deres Hjerte er langt fra mig, og deres Frgt for mig er Menneskens Bud, som de have lært:

¹⁶ O, I forvendte hvo kender mon Pottemageren skal agtes som Ler? mon Værket kan sige om den, som gjorde det: Han har ikke gjort mig? eller kan det, som er dannet, sige om en, som dannede det: Han forstod det ikke?

²¹ de, som gøre et Menneske til Synder for et Ords Skyld ng stille Snarer for den, som dømmer paa Tinge, og ved Løgn bøje Retten for den retfærdige.

¹ Ve de genstridige Børn, siger HERREN, de, som holde Raad, der ikke ere af mig, og slutte Pagt, men ikke efter min Aand, og som lægge Synd til Synd! ² de, som gaa hen for at drage ned til Ægypten uden at adspørge min Mund for at styrke sig ved Faraos Magt og at søge Ly under Ægyptens Skygge. ³ Thi Faraos Magt skal blive eder til Beskæmmelse og det Ly under Ægyptens Skygge til Skam.

⁹ Thi det er et genstridigt Folk, løgnagtige Børn, Børn, som ikke ville høre HERRENS Lov, ¹⁰ som sige til Seerne: I maa ikke have Syner; og til Skuerne: I maa ikke skue os de Ting, som ere rette; siger os smigrende Ord, skuer bedragelige Ting; ¹¹ viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel!

¹⁶ Men I sagde: Nej, thi vi ville fly til Hest, derfor skulle I fly; og vi ville ride paa lette Heste, derfor skulle eders Forfølgere ogsaa vorde lette.

¹⁹ Thi du Folk i Zion, du som bor i Jerusalem! du skal ikke græde; han skal benaade dig paa dit Raabs Røst, han skal svare dig, naar han hører den.

²⁷ Se, HERRENS Navn kommer langvejs fra, hans Vrede brænder, og mægtigt hæver den sig; hans Læber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortærende Ild. ²⁸ Og hans Aande er som en Bæk, der løber over, som naar indtil Halsen, til at fælde Hedningerne i Fordærvelsens Sold, og et Bidsel, der fører vild, lægges i Folkenes Kæber.

³⁰ Og sin majestætiske Røst skal HERREN lade høre, og sin sænkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortærende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene.

³⁰ Og sin majestætiske Røst skal HERREN lade høre, og sin sænkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortærende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene. ³¹ Thi for HERRENS Røst forfærdes Assur, som slaar med Staven. ³² Og det skal ske, saa ofte det beskikkede Ris, som HERREN lader falde paa dem, svinges, saa høres Trommer og Harper; thi i omtumlende Krige skal han stride imod dem. ³³ Thi et Brandsted er alt beredt det er og beredt til Kongen, dybt og vidt; dets Baal har Ild og Ved i Mangfoldighed, HERRENS Aande, der er som en Svovlstrøm, antænder det.

¹ Ve dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp og forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare stærke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke HERREN! ² Men ogsaa han er viis og lader Ulykke komme og, tager ikke sine Ord tilbage, men han rejser sig imod de ondes Hus og imod deres Hjælpere, som gøre Uret. ³ Thi ægypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kød og ikke Aand; og HERREN skal udstrække sin Haand, at Hjælperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, at de alle skulle omkomme til Hobe. ⁴ Thi saa sagde HERREN til mig: Ligesom en Løve og en ung Løve brøler over sit Rov, og som den, skønt mangfoldige Hyrder kaldes imod den, ikke forskrækkes for deres Skrig og ikke bliver bange for deres Støj: Saa skal den HERRE Zebaoth nedfare at stride paa Zions Bjerg og paa dens Høj. ⁵ Som flyvende Fugle, saa skal den HERRE Zebaoth beskærme Jerusalem; han skal beskærme og frelse, han skal gaa forbi og redde. ⁶ Vender om til ham, som Israels Børn ere dybt af faldne fra! ⁷ Thi paa den Dag skal enhver forkaste sine Sølvafbuder og, sine Guldafguder, hvilke eders Hænder gjorde eder til Synd. ⁸ Og Assur skal ikke falde ved Mands Sværd, men et Sværd, som ikke er et Menneskes, skal fortære ham; og han skal fly for Sværdet, og hans unge Karle skulle gøres til Trælle.

⁸ Og Assur skal ikke falde ved Mands Sværd, men et Sværd, som ikke er et Menneskes, skal fortære ham; og han skal fly for Sværdet, og hans unge Karle skulle gøres til Trælle. ⁹ Og sin Klippe skal han gaa forbi af Frygt, og hans Fyrster skulle forskrækkes for Banneret, siger HERREN, som har sin Ild i Zion og sin Ovn i Jerusalem.

⁹ Og sin Klippe skal han gaa forbi af Frygt, og hans Fyrster skulle forskrækkes for Banneret, siger HERREN, som har sin Ild i Zion og sin Ovn i Jerusalem.

¹⁰ Nu vil jeg gøre mig rede, siger HERREN; nu vil jeg rejse mig, nu vil, jeg ophøje mig. ¹¹ I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder. ¹² Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild. ¹³ Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke! ¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal? ¹⁵ Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde: ¹⁶ Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.

³ Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe, skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod.

⁴ Siger til de mistrøstige af Hjerte: Værer frimodige, frygter ikke! se, eders Gud! Hævn kommer, Gengældelse fra Gud, han skal komme og frelse eder.

⁸ Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig du da drive en

¹⁸ Lader ikke Ezekias tilskynde eder, idet han siger: HERREN skal fri os; have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand: ¹⁹ Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Cuder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand?

¹⁹ Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Cuder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand? ²⁰ Hvo ibland alle disse Landes Guder er der, som lave friet deres Land af min Haand, og HERREN skulde redde Jerusalern af min Haand?

⁴ Maaske HERREN din Gud vil høre Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt; saa opløft en Bøn for de overblevne, som findes.

⁶ da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde HERREN: Frygt ikke for, de Ord, som du hørte, dem, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig.

⁶ da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde HERREN: Frygt ikke for, de Ord, som du hørte, dem, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig. ⁷ Se, jeg vil indgive ham en Aand, og han skal høre et Rygte og drage tilbage til sit Land, og jeg vil fælde ham med Sværd i hans Land.

¹⁰ Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. ¹¹ Se, du har hørt, hvad Kongerne af Assyrien have gjort ved alle Landene, at de have ødelagt dem, og skulde du blive friet? ¹² Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Fædre ødelagde, nemlig Gosan og Haran og Rezef og Edens Børn, som vare i Telassar? ¹³ Hvor er Kongen af Hamat og, Kongen af Arfad og Kongen af Sefurvujms Stad og af Hena og Jova?

¹³ Hvor er Kongen af Hamat og, Kongen af Arfad og Kongen af Sefurvujms Stad og af Hena og Jova?

²² Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig. ²³ Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øjne højt imod Israels Hellige.

²³ Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øjne højt imod Israels Hellige. ²⁴ Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov.

²⁴ Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov.

²⁴ Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov. ²⁵ Jeg har gravet Brønde og drukket Vand og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.

²⁵ Jeg har gravet Brønde og drukket Vand og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler. ²⁶ Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe.

²⁶ Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe. ²⁷ Og, de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før det sætter Aks.

²⁷ Og, de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før det sætter Aks. ²⁸ Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mib. ²⁹ Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa.

²⁹ Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa. ³⁰ Og dette skal være dig Tegnet: At man i dette Aar skal æde det, som opvakser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster, og planter Vingaarde og æder deres Frugt! ³¹ Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og bære Frugt opefter.

³¹ Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og bære Frugt opefter. ³² Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg llogle undkomne; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre det.

³² Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg llogle undkomne; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre det. ³³ Derfor saa siger HERREN om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den.

³³ Derfor saa siger HERREN om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den. ³⁴ Han skal drage tilbage ad den Vej, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger HERREN.

³⁴ Han skal drage tilbage ad den Vej, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger HERREN. ³⁵ Men jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.

³⁵ Men jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.

³⁵ Men jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld. ³⁶ Da for HERRENS Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

³⁶ Da for HERRENS Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

³⁶ Da for HERRENS Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe. ³⁷ Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage, og han blev i Ninive. ³⁸ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

³⁸ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

³ Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt og hvorfra ere de komne til dig? Og Ezekias sagde: De ere komne til mig fra et Land langt borte, fra Babel.

⁶ Se, de Dage komme, at alt det, som er i dit Hus, og hvad dine Fædre have samlet til Liagendefæ indtil denne Dag, skal føres til Babel; der skal intet blive tilovers, siger HERREN. ⁷ Og af dine Sørnner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle være Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.

²⁵ Jeg har opvakt ham fra Norden, og han skal komme, ham fra Solens Opgang, som skal paakalde mit Navn; og han skal komme over Fyrsterne, som vare de Dynd, og som en Pottemager, der træder Ler.

¹ Saa siger HERREN til sin Salvede til Kyrus, hvem jeg tog ved hans højre Haand for at nedkaste Hedningerne for hans Ansigt og løse Bæltet af Kongers Lænd for at aabne Døre og for at holde Porte oplukkede for ham: ² Jeg, vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jævne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstænger. ³ Jeg vil give dig Liggendefæ, som er skjult i Mørke, og Klenodier, som ere gemte i Løn, at du skal fornemme, at jeg er HERREN, Israels Gud, som kalder dig ved dit Navn. ⁴ For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnede dig ved Hædersnavn, enddog du kendte mig ikke. ⁵ Jeg er HERREN og ingen yder, mere, der er ingen Gud uden jeg; jeg vil omgjorde dig, enddog du kender mig ikke,

⁹ Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder?

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; ¹¹ jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

¹³ Jeg har ladet min Retærdighed komrne nær til, den er ikke langt borte, og min Frelse tøver ikke; jeg vil give Frelse i Zion og min Herlighed over Israel.

¹ Hører dette Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som sværge ved HERRENS Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfærdighed! ² Thi de kalde sig efter den hellige Stad og forlade sig fast paa Israels Gud; HERRE Zebaoth er hans hører Navn.

¹⁰ Hvo er iblandt eder, som frygter HERREN, og som adlyder halls Tjeners Røst? naar han vandrer i Mørke og har ikke Lysets Skin, skal han forlade sig paa HERRENS Navn, ja stole fast paa sin Gud. ¹¹ Se, alle I, som optænde en Ild og omgive eder med Blus, vandrer I kun ved eders Ilds Lys og ved de Blus, som I have tændt! Fra min Haand skal dette ske eder, i Smerte skulde I ligge.

⁹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du HERRENS Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen? ¹⁰ Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem?

⁷ Jeg har forladt dig et lidet øjeblik, men jeg vil tage dig til mig med stor Barmhjertighed.

⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

¹⁹ Solen skal ikke ydermere være dig til Lys om Dagen; og Maanen skal ikke lyse for dig til Glans; men HERREN skal være dig et evigt Lys og din Gud din Herlighed.

³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

³ Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede.

⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

¹ Ligesom Ild antænder Kviste, ligesom Ild kommer Vand til at syde, saa lade du dine Fjender kende dit Navn, saa at Hedningerne bæve for dit Ansigt. ² Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt.

⁷ Eders Misgerninger og eders Fædres Misgerninger til Hobe vil jeg betale, siger HERREN, deres, som gjorde Røgelse paa Bjergene og forhaanede mig paa Højene; deres Løn vil jeg forinden tilmaale dem i deres Skød. ⁸ Saa siger HERREN: Som der findes Most i Vinklasen, og man siger: Fordærv den ikke; thi der er Velsignelse udi den, saa vil jeg gøre for mine Tjeneres Skyld og ikke fordærve alt. ⁹ Men af Jakob vil jeg lade udgaa en Sæd og af Juda den, som skal arve mine Bjerge; og mine udvalgte skulle arve dem og mine Tjenere bo der.

¹⁴ Og I skulle se det, og eders Hjerte skal glædes og eders Ben vorde kraftfulde som det grønne Græs; og HERRENS Haand skal kendes paa hans Tjenere; men han skal vredes paa sine Fjender. ¹⁵ Thi se, HERREN skal komme med Ild, og hans Vogne skulle være sam Hvilvelvind for at gengælde med sin grumme Vrede og med sin Trusel om Ildslue. ¹⁶ Thi HERREN skal holde Dom med Ild og med sit Sværd over alt Kød, og de af HERREN ihjelslagne skulle være mange.

¹⁶ Thi HERREN skal holde Dom med Ild og med sit Sværd over alt Kød, og de af HERREN ihjelslagne skulle være mange.

²⁴ Og de skulle gaa ud og se paa de døde Kroppe af Mændene, som gjorde Overtrædelse imod mig; thi deres Orm skal ikke dø, og deres Ild skal ikke udslukkes, og de skulle være en Gru for alt Kød.

¹ Ord af Jeremias, Hilkias Søn, en af Præsterne, som vare i Anathoth, i Benjamins Land,

¹⁰ Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger HERREN.

⁴ Omskærer eder for HERREN, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.

¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

²³ De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!

⁶ og I ej gøre den fremmede, den faderløse og Enken Vold og ej udøse uskyldigt Blod paa dette Sted on ej vandre efter andre Guder, eder til Ulykke:

²⁰ Derfor siger den Herre, HERRE saaledes: Se, min Vrede og min Harme er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr og over Træer paa Marken og over Landets Frngt; og den skal brænde og ikke udslukkes.

¹⁴ Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idrætters Frugt, siger HERREN, og antænde en Ild i dens Skov, og den skal fortære alting trindt omkring den.

⁷ Og jeg vil indvie Fordærvere, der skulle komme over dig, hver med sine Vaaben; og de skulle omhugge dine udvalgte Gedre og kaste dem paa Ilden.

¹³ Ve den, som bygger sit Hus med Uretfærdighed og sine Sale med Uret, ham, der lader sin Næste tjene for mig, og iam hans Arbejdes Løn,

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

¹⁵ Saa siger HERREN: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rakel græder over sine Børn; hun vægrer sig ved at lade sig trøste over sine Børn, thi de ere ikke mere til.

⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord.

²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

¹⁰ Thi om I end sloge hele Kaldæernes Hær, som strider imod eder, og der kun blev nogle saarede Mænd tilovers af dem, skulle dog disse rejse sig, hver i sit Telt, og opbrænde denne Stad med Ild.

² Imod Ægypten, imod Farao-Neko, Kongen af Ægyptens Hær, som stod ved Floden Eufrat fra Karkemis, og som Nebukadnezar, Kongen af Babel, slog i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns fjerde Aar:

²² Dets Lyde som Slangens, der bevæger sig frem thi med en Hær rykke de frem, o med Økser anfalde de det som de der ville omhugge Træer. ²³ De skulle udrydde dets Skov, siger HERREN, thi den er uigennemtrængelig; thi de ere flere end Græshopper, og de er ikke Tal paa dem.

⁶ Ve du HERRENS Sværd hvor længe skal det vare, inden du vil holde dig rolig? far i din Skede, hvil og vær stille! ⁷ Hvorledes kan du holde dig rolig, da HERREN har givet det Befaling? Imod Askalon og imod Havets Strand, derhen har han beskikket det.

² Med Moabs Pris er det forbi; i Hesbon optænke de ondt imod det: Kommer og lader os udslette det, at det ikke mere er et Folk; ogsaa du, Madmen! skal ødelægges, et Sværd skal forfølge dig.

¹⁶ Der har været Skræk for dig; dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippens Kløfter og har besat Højens Top; om du end sætter din Rede saa højt som Ørnen, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

²³ Imod Damaskus Hamat og Arfad ere beskæmmede thi de have Hørt et ondt Rygte, de ere forsagte; der er Bekymring som paa Havet, det kan ikke være roligt.

¹⁸ Derfor, saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Kongen af Babel og hans Land, ligesom jeg har hjemsøgt Kongen af Assyrien.

²⁰ Du har været mig en Hammer og Krigsvaaben; og jeg har knust Folkefærd ved dig og Ødelagt. Riger ved dig.

²⁰ Du har været mig en Hammer og Krigsvaaben; og jeg har knust Folkefærd ved dig og Ødelagt. Riger ved dig. ²¹ Og jeg har knust Hesten og dens Rytter ved dig; og jeg har knust Vognene og deres Styrere ved dig.

²¹ Og jeg har knust Hesten og dens Rytter ved dig; og jeg har knust Vognene og deres Styrere ved dig. ²² og jeg har knust Mand og Kvinde ved dig og knust gammel og ung ved dig og knust Ungkarl og Jomfru ved dig.

²² og jeg har knust Mand og Kvinde ved dig og knust gammel og ung ved dig og knust Ungkarl og Jomfru ved dig. ²³ Og jeg har knust Hyrde og hans Hjord ved dig og knust Agerdyrker og hans Spand Øksne ved dig og knust Statholdere og Fogeder ved dig.

²³ Og jeg har knust Hyrde og hans Hjord ved dig og knust Agerdyrker og hans Spand Øksne ved dig og knust Statholdere og Fogeder ved dig. ²⁴ Men jeg vil betale Babel og alle Kaldæas Indbyggere al deres Ondskab, som de have gjort i Zion, for eders Øjne, siger HERREN.

³⁵ for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt;

⁴⁷ Og da skal sige til Skoven imod Sønden: hør HERRENS Ord; saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil antænde en Ild i dig, og den skal fortære alle grønne Træer og alle tørre Træer i dig, den blussende Lue skal ikke udslukkes, men alle Ansigter fra Sønden til Norden skulle blive forbrændte ved den. ⁴⁸ Og alt Kød, de skulle se, at jeg HERREN, jeg har optændt den; den skal ej udslukkes.

⁷ Man ringeagtede Fader og Moder hos dig, man handlede med Vold imod den fremmede i din Midte, man forfordelte den faderløse og Enken hos dig.

¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig. ¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

³ og sig til Ammons Børn: Hører den Herre, HERRES Ord: Saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du sagde: Ha ha! over min Helligdom, fordi den er vanhelliget, og over Israels Land, fordi det er ødelagt, og over Judas Hus fordi de ere vandrede i Landflygtighed:

² Du Menneskesøn! fordi Tyrus siger over Jerusalem: Ha ha! sønderbrudt er Folkenes Port; det har vendt sig til mig; jeg vil blive fyldt, den er ødelagt;

⁷ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil lade Nebukadnezar, Kongen af Babel, komme imod Tyrus fra Norden, ham, som er Kongers Konge, med Heste og med Vogne og med Ryttere og med en Skare og meget Folk.

² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte; ³ - se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig; ⁴ du har forhvervet dig Formue ved din Visdom og veddin Forstand og bragt Guld og Sølv i dine Skatkamre; ⁵ du har formeret din Formue ved din megen Visdom i dit Købmandsskab, og dit Hjerte har ophøjet sig for din Formues Skyld: - ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du agtede dit Hjerte som Guds Hjerte, ⁷ se, derfor vil jeg lade fremmede, de forfærdelige iblandt Folkene, komme over dig, og de skulle uddrage deres Sværd imod din Visdoms skønne Værk og vanhellige din Herlighed. ⁸ De skulle kaste dig ned i Hulen, og du skal dø, som de gennemstungne dø midt i Havet. ⁹ Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gudi hans Haand, som ihjelslaar dig:

⁹ Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gudi hans Haand, som ihjelslaar dig:

³ Tal og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Farao, Knnge i Ægypten, du, som er den store Drage, der ligger midt i sine Strømme, og som siger: min Strøm er min, og jeg har skabt mig den.

¹⁰ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Fordi du ophøjede dig af din Vækst, og han strakte sin Top op imellem Skyerne, og hans Hjerte hovmodede sig formedelst hans Højhed:

¹⁴ paa det at ingen Træer ved Vandet skulle ophøje sig af deres Vækst og ej strække deres Top op imellem Skyerne, og ingen Træer, som drikke Vand, skulle stole paa sig selv for deres Højheds Skyld; thi de ere alle sammen overgivne til Døden, for at komme til Underverdenens Land, midt iblandt Menneskens Børn, til dem, som nedfare i Hulen.

³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren,

¹³ Jeg saa i mit Hoveds Syner paa mit Leje, og se, en Vægter; det er en hellig, fór ned fra Himmelen. ¹⁴ Han raabte med Vælde og sagde saaledes: Hugger Træet om og afhugger dets Grene, afriver dets Løv og spreder dets Frugt; Dyrene fiygte fra dets Læ og Fuglene fra dets Grene!

²³ Men. at Kongen saa en Vægter, det er en hellig, fare ned fra Himmelen og sige: Hugger Træet om og ødelægger det, dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes af Himmelens Dug og hans Del være med Dyrene paa Marken, indtil syv Tider omskiftes over dem;

³⁰ Kongen svarede og sagde: Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget til et kongeligt Hus ved min Styrkes Magt og til min Herligheds Ære?

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

⁸ Alle overordnede i Riget, Befalingsmændene og Statholderne, Raadsherrerne og Landshævdingerne havde raadslaget med hverandre om, at Kongen skal stadfæste en Befaling og bekræfte og bekræfte et Forbud, at hver, som beder en Bøn til nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage uden til dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen. ⁹ Nu, o Konge! skal du stadfæste Forbudet og opsætte det skrifligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. ²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt. ²⁷ Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.

³⁶ Og Kongen skal gøre efter din Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord imod gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker.

¹⁰ Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn.

⁸ Blæser i Trompeten i Gibea, i Basunen i Rama! raaber højt i Beth-Aven: Bag dig, Benjamin!

¹³ Der Efiaim saa sin Sygdom og Juda sin Byld, da gik Efraim til Assyrien og sendte Bud til en stridbar Konge; men han skal ikke kunne læge eder, og Bylden skal ikke gaa bort fra eder.

¹ Kommer og lader os vende om til HERREN; thi han har sønderrevet og vil læge os; har han slaget, vil han forbinde os.

¹⁰ Og Israels Stolthed vidner imod ham, men de vende ikke om til HERREN deres Gud og søge ham ikke, uagtet alt dette.

¹⁶ De vende sig, men ikke opad de ere blevne som en falsk Bue, deres Fyrster skulle falde ved Sværdet for deres Tunges Frækhed; dette bliver dem til Spot i Ægyptens Land.

⁷ Hjemsøgelsens Dage ere komne, Betalingens Dage ere komne, Israel skal fornemme det; en Daare er Profeten, en gal er Aandens Mand - for din store Misgernings og den heftige Efterstræbelses Skyld.

⁹ De ere sunkne dybt i Fordærvelse som i Gibeas. Dage; han skal ihukomme deres Misgerning, han skal hjemsøge deres Synder.

¹² Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, saa at intet Menneske bliver tilbage; thi ve dem selv, naar jeg viger fra dem!

⁹ Fra Gibeas Dage af har du syndet, Israel! der ere de blevne staaende, ej naaede dem i Gibea Krigen imod Uretfærdighedens Børn.

⁷ Og du, du skal omvende dig til din Gud; bevar Miskundhed og Ret, og vent stedse paa din Gud! ⁸ I Kanaans Haand er der Falskheds Vægtskaale; han har Lyst til at forfordele.

¹⁵ Thi han skal bære Frugt iblandt Brødre; dog skal der komme et Østenvejr, et HERRENS Vejr, som drager op fra Ørken, og hans Væld skal udtørres og hans Kilde blive tør; det skal røve Skatten af alle kostelige Kar. ¹⁶

¹ Samaria skal bøde, thi den har været genstridig imod Gud; de skulle falde ved Sværdet, deres spæde Børn skulle knuses og deres frugtsommelige Kvinder sønderrives.

³ Tager Ord med eder, og omvender eder til HERREN; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber.

⁷ fordi de hige efter at bringe Jordens Støv paa de ringes Hoved og forvende de sagtmodiges Vej, og en Mand og hans Fader gaa til samme Pige, for at vanhellige mit hellige Navn;

⁹ skønt jeg havde ødelagt Amoriten for deres Ansigt, ham, hvis Højde var som Cedres Højde, og som var stærk som Egene; og jeg ødelagde hans Frugt fra oven af og hans Rødder fra neden af;

¹¹ Derfor, fordi I træde paa den fattige og tage en svar Afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af hugne Sten, men I skulle ikke bo i dem; I have plantet lystelige Vingaarde, men I skulle ikke drikke Vin af dem. ¹² Thi jeg ved, at eders Overtrædelser ere mange, og at eders Synder ere svare, idet I trænge den retfærdige, tage Sonepenge og bøje Retten for de fattige i Porten.

²⁷ Og jeg vil bortføre eder ud hinsides Damaskus, siger HERREN, Zebaoths Gud er hans Navn.

¹ Ve de trygge i Zion og de sorgløse paa Samarias Bjerg, de navnkundige iblandt det første af Folkene og dem, til hvilke Israels Hus kommer. ² Gaar over til Kalne og ser, og gaar derfra til det store Hamath, og drager ned til Filisternes Gath! mon de ere lykkeligere end disse Riger eller mon deres Landemærke er større end eders Landemærke?

¹³ I som glædes ved det, som intet er, og som sige: Have vi ikke ved vor Styrke taget os Horn?

⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

¹ Og jeg sagde: Hører dog; I Jakobs Øverster og Israels Hus's Dommere! burde I ikke kende Retten? ² De hade det gode og elske det onde; de rive deres Hud af dem og deres Kød af deres Een. ³ Det er dem, som æde mit Folks Kød og drage deres Hud af dem og bryde deres Ben; og de brede dem ud som i en Gryde og som Kød midt i en Kedel. ⁴ Da skulle de raabe til HERREN, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.

⁹ Hører dog dette, I Jakobs Hus's Øverster og Israels Hus's Dommere! I, som afsky Ret og gøre det lige kroget! ¹⁰ Hver, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uretfærdighed! ¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.

¹¹ Og nu ere vel mange Folkefærd samlede imod dig, hvilke sige: Hun vorde vanhelliget! og vore Øjne se deres Lyst paa Zion! ¹² Men de kende ikke HERRENS Tanker og forstaa ikke hans Raad, thi han har samlet dem som Neg til Tærskepladsen.

¹⁶ Og man holder omhyggeligt ved Omris Skikke og al Akabs Hus's Gerning, og I vandre i deres Raad, paa det jeg skal gøre dig til en Forfærdelse og Indbyggerne der til en Spot, og mit Folks Forsmædelse skulle I bære.

¹⁰ Og min Modstanderinde maa se det, og Skam skal bedække hende, idet hun siger til mig: Hvor er HERREN din Gud? mine Øjne skulle se deres Lyst paa hende; nu skal hun blive til at nedtrædes som Dynd paa Gader.

⁵ Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa. ⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

⁹ Hvad tænke I om HERREN? Tilintetgørelse bringer han; Nøden skal ikke komme to Gange. ¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.

¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa. ¹¹ Fra dig udgik han, som optænkte ondt imod HERREN og oplagde Ondskabs Raad. ¹² Saa siger HERREN: Ere de end usvækkede og saaledes mangfoldige, skulle de dog bortmejes, saaledes som de ere, og han skal være forsvunden; jeg har vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.

¹² Saa siger HERREN: Ere de end usvækkede og saaledes mangfoldige, skulle de dog bortmejes, saaledes som de ere, og han skal være forsvunden; jeg har vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere. ¹³ Men nu vil jeg bryde hans Aag af dig og sønderrive dine; Baand.

⁹ Og Ninive var ligesom en vandrig Fiskedam, fra de Dage af da den blev til; men de fly: "Staar! staar!" men ingen ser sig tilbage.

¹⁶ Derfor ofrer han til sin Vod og bringer Røgoffer til sit Garn; thi ved dem er hans Del fed, og hans Mad er det fede.

⁵ Saa er og Vinen en Bedrager; en hovmodig Mand skal ikke bestaa, han, der som Dødsriget opspiler sit Svælg og er som Døden, saa han ikke mættes; og han sankede til sig alle Folkeslag og samlede til sig alle Folkestammer. ⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld!

⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld! ⁷ Skulle ikke de, som ville bide dig, pludselig staa frem, og de, som ville Forstyrre dig, vaagne op, og du blive dem et Bytte? ⁸ Thi du har udplyndret mange Folkefærd; dig skulle de overblevne af Folkene plyndre, for Menneskers Blods Skyld og for Voldsfæld imod Jorden, imod Staden og alle, som bo deri. ⁹ Ve den, som gør sig skændig Vinding For sit Hus for at sætte sin Rede i det høje, for at redde sig fra Ulykkens Haand!

⁹ Ve den, som gør sig skændig Vinding For sit Hus for at sætte sin Rede i det høje, for at redde sig fra Ulykkens Haand! ¹⁰ Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus om at ødelægge mange Folk, idet du dog syndede imod din egen Sjæl. ¹¹ Thi Stenen fra Væggen skal raabe, og Bjælken fra Træværket skal syare den. ¹² Ve den, som bygger en By ved Blod og grundlægger en Stad ved Uret.

¹⁵ Ve den, som giver sin Næste en Drik, idet du blander din Vrede deri, og derhos gør dem drukne for at se paa deres Nøgenhed!

¹⁹ Ve den, som siger til en Træklods: Vaagn op! til en tavs Sten: Vaagn! - den skul de kunne belære? - se, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er aldeles ingen Aand i den.

⁷ Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Telttrapperne i Midians Land ryste. ⁸ Er vel din Vrede, o HERRE! optændt imod Floderne? din Vrede imod Floderne og din Harme imod Havet? at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Vogne til Frelse. ⁹ Din blottede Bue tages frem, med Ed stadfæstede ved Ordet ere Straffens Ris. Sela. I Strømme kløver du Jorden. ¹⁰ Bjerge se dig, de skælve; Vandstrømme styrte ned, Afgrunden hæver sin Røst, den opløfter sine Hænder imod det høje. ¹¹ Sol og Maane træde tilbage i deres Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem, for Glansen af dit Spyds Lyn. ¹² I Fortørnelse skrider du frem paa Jorden, i Vrede nedtræder du Hedningerne. ¹³ Du er dragen ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den ugudeliges Has, idet du blotter Grundvolden op til Halsen. Sela. ¹⁴ Du gennemborer ved hans Spyd Hovederne paa hans Skarer, som storme frem for at adsprede mig, og hvis Glæde var som til at æde den elendige i Skjul. ¹⁵ Du drager igennem Havet paa dine Heste, igennem de mange Vandes Hob.

¹⁸ Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa HERRENS Vredes Dag, men ved hans Nidkærheds Ild skal den hele Jord fortæres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.

¹³ Han skal og udrække sin Haand imod Norden og Ødelægge Assyrien og gøre Ninive til et Øde, til et tørt Land som Ørkenen.

⁹ Og jeg, jeg vil være den en Ildmur trindt omkring, siger HERREN, og jeg vil være til Herlighed midt i den.

⁵ Og de skulle være som Helte og træde Gadeskarn ned i Krigen, og de skulle stride, thi HERREN skal være med dem; og de, som ride paa Heste, skulle beskæmmes.

¹ Oplad dine Døre, Libanon! og! Ild tære paa dine Gedre! ² Hyl, Cypres! thi Cederen er falden, thi de, som vare de hellige, ere ødelagte; hyler, Basaris Ære! thi den velforvarede Skov er fældet.

⁵ Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den HERRE Zebaoth.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren. ² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden. ³ Og I skulle nedtræde de ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, som jeg skaber, siger den HERRE Zebaoth.

¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

³³ Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten.

⁷ I Øienskalke! Esias spaaede retteligen om Eder, da han sagde:

¹⁹ Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.

¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.

¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke. ¹⁴ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom. ¹⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I drage om til Vands og Lands for at finde en Tilhænger; og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt mere end I ere. ¹⁶ Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig.

²³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre.

²⁷ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed.

²⁹ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I bygge Propheternes Grave og pryde de Retfærdiges Gravsteder, og sige:

²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,

⁴² Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre. ⁴³ Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene. ⁴⁴ Vee Eder, I skriftkloge og Pharisæer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.

⁴⁶ Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre. ⁴⁷ Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel.

⁵² Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det.

¹¹ Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

⁴⁴ og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.

⁴¹ Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder.

²² Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at være Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen.

⁶ Da nu de Ypperstepræster og Svendene saae ham, raabte de og sagde: korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: tager I ham og korsfæster ham: thi jeg finder ikke Skyld hos ham.

²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,

²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. ²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav. ³⁰ Men Gud opriste ham fra de Døde,

³¹ Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde.

²⁰ men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis). ⁶ Det være langt fra! Hvorledes kunde Gud da dømme Verden?

²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes? ²¹ Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære?

²⁷ Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses.

²⁷ Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses. ²⁸ Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden.

²⁸ Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden.

²⁸ Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden. ²⁹ Og som Esaias har sagt tilforn: dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og lige med Gomorra.

⁵ Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens udvælgelse bleven tilbage. ⁶ Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.

¹⁴ Men deres Sind er forhærdet; thi indtil denne Dag forbliver det samme Dække under det gamle testamentes Læsning uafdraget; thi kun ved Christus hæves det. ¹⁵ Ja, indtil denne Dag ligger der et Dække over deres hjerte, naar Moses læses; ¹⁶ men naar de omvende sig til Herren, da borttages Dækket.

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle,

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

³⁷ Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve.

²² Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde, ²³ til de Førstefødtes Forsamling og Menighed, som ere opskrevne i Himlene, og til Gud, Alles Dommer, og til de fuldkommede Retfærdiges Aander, ²⁴ og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

¹² Eders Omgængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdædere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

¹⁷ Thi det er Tiden, at Dommen skal begynde fra Guds Huus; men begynder den først fra os, hvad Ende vil det faae med den, som ikke troe Guds Evangelium?

¹¹ da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren.

²⁰ Og I have Salvelse af den Hellige og vide Alt.

²⁷ Og den Salvelse, som I annammede af ham, bliver i Eder, og I have ikke behov, at Nogen skal lære Eder; men ligesom denne Salvelse lærer Eder Alt og er Sandhed og ingenlunde Løgn, da bliver i ham, som den har lært Eder.

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede!

¹ Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.

¹⁸ Og Hedningerne vrededes, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at du skal give dine Tjenere Propheterne Løn, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaa og de Store, og fordærve dem, som fordærve Jorden.

²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere.

¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar.

⁸ Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand.

²³ Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys.

⁵ Og Nat skal der ikke være, og de behøve ikke Lys eller Solens Skin, fordi Gud Herren lyser for dem; og de skulle regjere i al Evighed.