Isaiah 56:10 Cross References - Danish

¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn.

⁴ Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre. ⁵ Fri dig som en Raa af Jægerens Haand og som en Fugl af Fuglefængerens Haand. ⁶ Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis. ⁷ Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker, ⁸ bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise. ⁹ Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn? ¹⁰ Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile:

³⁰ Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard, ³¹ og se, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult med Nælder, og Stengærdet derom var nedbrudt. ³² Der jeg saa det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saa til, jeg annammede en Lærdom: ³³ At sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt for at ligge -, ³⁴ saa skal din Armod komme som en Vandringsmand og din Mangel som skjoldvæbnet Mand.

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne,

⁸ Dine Vægteres Røst er der! de opløfte deres Røst, de synge alle med Fryd; thi. med Øje imod Øje skue de, at HERREN vender tilbage til Zion.

¹ Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder!

¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹⁴ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri.

¹³ Og hos Profeterne i Samaria har jeg set Daarlighed, de spaaede ved Baal og forvildede mit Folk Israel; ¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra.

¹⁵ Og jeg kom til de bortførte til Tel-Abib, til dem, som boede ved Floden Kebar, og der, hvor de boede, blev jeg siddende i syv Dage, stum midt iblandt dem. ¹⁶ Om det skete, der syv Dage vare til Ende, da kom HERRENS Ord til mig saaledes: ¹⁷ Du Menneskesøn! jeg har sat dig til en Vægter for Israels Hus, og du skal høre Ord af. min Mund og advare dem paa mine Vegne. ¹⁸ Naar jeg sige til den ugudelige: Du skal visselig dø, og du ikke advarer ham og ikke taler for at advare den ugudelige for hans ugudelige Vej, for at frelse hans Liv: Da skal den ugudelige selv dø i sin Misgerning, og jeg vil kræve hans. Blod af din Haand.

²⁶ Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke være dem en Mand, som straffer; thi de ere et genstridigt Hus. ²⁷ Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et genstridigt Hus.

¹⁶ nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, HERRE.

⁶ Men naar Vægteren saa Sværdet komme og ej blæste i Trompeten, og Folket ej advaredes, og Sværdet kom og tog en Sjæl bort af dem: Saa blev han vel borttagen for sin Misgernings Skyld, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Haand.

⁶ Til Grunde gaar mit Folk fordi det ikke har Kundskab; thi som du har forkastet Kundskab, saa vil ogsaa jeg forkaste dig, at du ikke skal gøre Præstetjeneste for mig; og som du glemte din Guds Lov, vil ogsaa jeg glemme dine Børn.

⁷ Hjemsøgelsens Dage ere komne, Betalingens Dage ere komne, Israel skal fornemme det; en Daare er Profeten, en gal er Aandens Mand - for din store Misgernings og den heftige Efterstræbelses Skyld. ⁸ Efraim ser sig om, foruden til min Gud; Profeten er en Fuglefængers Snare paa alle hans Veje, der er Efterstræbelser i hans Guds, Hus.

² Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er stegen op for mit Ansigt. ³ Men Jonas gjolde sig rede for at fly til Tharsis fra HERRENS Ansigt; og han drog ned til Jafo og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og han gav Fragt derfor og gik om Bord: for at fare med dem til Tharsis fra HERRENS Ansigt. ⁴ Men HERREN kastede et stort Vejr paa Havet, og der blev en stor Storm paa Havet, og Skibet lod til at skulle, sønderbrydes. ⁵ Og Skibsfolkene frygtede, og raabte hver til sin Gud, og de kastede Redskaberne, som vare: udi Skibet, i Havet for at skaffe sig Lettelse; men Jonas var stegen ned i det nederste Skibsrum og laa og sov hart. ⁶ Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvorleeles kan du sove saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaske den Gud vil tilskænke mildhed paa os, at vi ikke forgaa.

¹⁸ Dine Hyrder ere hensovede, o Assurs Konge! dine ypperlige Mænd ligge i Ro; dit Folk, de ere adspredte paa Bjergene, og der er ingen, som samler dem.

¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

¹⁶ Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig. ¹⁷ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet? ¹⁸ Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig. ¹⁹ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven? ²⁰ Derfor, hvo som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved Alt, som er derpaa. ²¹ Og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, som boer deri. ²² Og hvo som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa. ²³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre. ²⁴ I Blinde Veiledere, I, som sige Myggen af, men nedsluge Kamelen! ²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed. ²⁶ Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent.

³⁴ Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage. ³⁵ Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen), ³⁶ at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende. ³⁷ Men hvad jeg siger Eder, det siger jeg Alle: vaager!

³⁹ Men han sagde dem en Lignelse: monne en Blind kunne lede en Blind? ville de ikke begge falde i Graven? ⁴⁰ Discipelen er ikke over sin Mester; men hver, som er fuldkommen, skal være som hans Mester.

² Seer Hundene, seer de onde Arbeidere, seer Sønderskærelsen!