Jeremiah 21:2 Cross References - Danish

² Adspørg dog HERREN for os; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, fører Krig imod os; maaske HERREN dog vilde gøre imod os efter alle sine underlige Gerninger, saa at denne maatte drage bort fra os.

¹ Og HERREN talede til Mose og sagde: ² Tal til Israels Børn, at de drage om og lejre sig for Pi-Hakiroth, imellem Migdol og Havet, tvært over for Baal-Zefon, ret for den skulle I lejre eder ved Havet. ³ Thi Farao skal sige om Israels Børn: De ere farne vild i Landet, Ørken har lukket for dem. ⁴ Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN; og de gjorde saa. ⁵ Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os? ⁶ Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig. ⁷ Og han tog seks Hundrede udvalgte Vogne og alle Vogne i Ægypten og Høvedsmændene over dem alle. ⁸ Thi HERREN forhærdede Ægyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand. ⁹ Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hakiroth, tvært over for Baal-Zefon. ¹⁰ Og Farao nærmede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til HERREN. ¹¹ Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten ¹² Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken. ¹³ Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser HERRENS Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter. ¹⁴ HERREN skal stride for eder, og I, I skulle tie. ¹⁵ Og HERREN sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels, Børn, at de skulle drage frem;

¹ Og det skete, der Adoni-Zedek Kongen af Jerusalem, hørte, at Josva havde indtaget Ai og ødelagt den og gjort saa mod Ai og dens Konge, som han gjorde mod Jeriko og dens Konge, og at Indbyggerne af Gibeon havde gjort Fred med Israel og vare midt iblandt dem: ² Da frygtede de saare, fordi Gibeon var en stor Stad som en af de kongelige Stæder, og fordi den var større end Ai, og alle Mændene derudi vare vældige Mænd. ³ Og Adoni-Zedek, Kongen af Jerusalem, sendte Bud til Hoham, Kongen af Hebron, og til Piream, Kongen af Jarmuth, og til Jafia, Kongen af Lakis, og til Debir, Kongen af Eglon, og lod sige: ⁴ Kommer op til mig og hjælper mig, at vi kunne slaa Gibeon; thi den har gjort Fred med Josva og med Israels Børn. ⁵ Og de fem amoritiske Konger samlede sig og droge op, Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lakis, Kongen af Eglon, de og alle deres Lejre; og de lejrede sig mod Gibeon og strede mod den. ⁶ Og de Mænd af Gibeon sendte; til Josva til Lejren, til Gilgal, og lode sige: Drag ikke din Haand fra dine Tjenere, kom snart op til os; og frels os og hjælp os; thi alle Amoriternes Konger, som bo paa Bjergene, have forsamlet sig imod os. ⁷ Og Josva drog op fra Gilgal, han og alt Krigsfolket med ham, og alle, som vare vældige til Strid. ⁸ Og HERREN sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg har givet dem i din Haand; der skal ikke en Mand af dem kunne staa for dit Ansigt. ⁹ Saa kom Josva hasteligen over dem; thi han drog den hele Nat op fra Gilgal. ¹⁰ Og HERREN forskrækkede dem for Israels Ansigt, saa han slog dem med et svart Slag ved Gibeon; og han forfulgte dem paa Vejen, hvor man gaar op til Beth-Horon, og slog dem indtil Aseka og indtil Makkeda. ¹¹ Og det skete, der de flyede for Israels Ansigt, og de vare der, hvor man gaar ned fra Beth-Horon, da lod HERREN falde store Stene af Himmelen paa dem indtil Aseka, at de døde; de vare flere, som døde af samme Hagelstene, end de, som Israels Børn sloge ihjel med Sværdet.

¹ Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for HERRENS Øjne, der Ehud var død. ² Og HERREN solgte dem i Jabins, Kanaans Konges, Haand, som regerede i Hazor; og Sisera var hansStridshøvedsmand, og han boede i Haroseth-Hagojim. ³ Og Israels Børn raabte til HERREN; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve Aar. ⁴ Og Debora, en Kvinde, en Profetinde, Lapidoths Hustru, dømte Israel paa den samme Tid. ⁵ Og hun boede under Deboras Palmetræ, imellem Rama og Bethel, paa Efraims Bjerg; og Israels Børn gik op til hende for Retten.

²⁷ Og Israels Børn adspurgte HERREN; og Guds Pagts Ark var der i de Dage

¹⁰ Og Samuel ofrede Brændofret, og Filisterne kom frem til Krigen imod Israel; men HERREN lod tordne med en svar Torden paa den samme Dag over Filisterne og forfærdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt. ¹¹ Og Israels Mænd droge ud af Mizpa og forfulgte Filisterne; og de sloge dem indtil neden for Beth-Kar. ¹² Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har HERREN hjulpet os.

²² Da adspurgte de HERREN ydermere: Kommer der endnu Nogen herhid Og HERREN sagde: Se, han er skjult ved Tøjet.

⁶ Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaa over til disse uomskaarnes Besætning, maaske HERREN udretter noget for os; thi hos HERREN er intet til Hinder i at frelse ved mange eller ved faa. ⁷ Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gør alt det, som er i dit Hjerte; bøj af Vejen, se, jeg er med dig efter dit Hjerte. ⁸ Og Jonathan sagde: Se, vi gaa over til Mændene og lade os se af dem. ⁹ Dersorn de sige saaledes til os: Staar stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staa paa vort Sted og ikke gaa op til dem. ¹⁰ Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op; thi HERREN har givet dem i vor Haand; og dette skal være os et Tegn. ¹¹ Der de begge bleve sete af Filisternes Besætning, da sagde Filisterne: Se, Hebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig. ¹² Og Mændene i Besætningen tiltalede Jonathan og hans Vaabendrager og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder noget. Da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig; thi HERREN har givet dem i Israels Haand. ¹³ Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham. ¹⁴ Og det første Slag, som Jonathan og hans Vaabendrager slog, var ved tyve Mand, paa omtrent den halve Længde af en Dags Pløjeland.

⁴⁵ Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i HERREN Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet. ⁴⁶ Paa denne Dag skal HERREN overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaa dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr paa denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr paa Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel. ⁴⁷ Og hele denne Forsamling skal vide, at HERREN ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er HERRENS, og han skal give eder i vor Haand. ⁴⁸ Og det skete, der Filisteren stod op og gik og kom nær imod David, da skyndte David sig og løb hen imod Slagordenen, Filisteren i Møde. ⁴⁹ Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden. ⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden.

⁶ Og Saul adspurgte HERREN, men HERREN svarede ham intet, hverken ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne.

¹⁵ Og Samuel sagde til Saul: Hvorfor gjorde du mig Uro og lod mig hente op? Da sagde Saul: Jeg er saare angst, thi Filisterne stride imod mig, og Gud er vegen fra mig og svarer mig ikke ydermere, hverken ved Profeter eller ved Drømme, derfor lod jeg dig kalde, at du skulde lade mig vide, hvad jeg skal gøre.

² Og Jeroboam sagde til sin Hustru: Kære, gør dig rede og forklæd dig, at de ikke skulle kende, at du er Jeroboam Hustru, og gak til Silo; se, der er Ahia, Profeten, han talte til mig at jeg skulde være Konge over det Folk. ³ Og du skal tage ti Brød og Kager med dig og en Krukke med Honning og gaa til ham; han skal kundgøre dig, hvad der skal vederfares Drengen.

³ Og Israels Konge sagde til sine Tjenere: Vide I, at Ramoth i Gilead hører os til? og vi tie stille om at tage den tilbage af Syriens Konges Haand! ⁴ Derefter sagde han til Josafat: Vil du drage med mig til Krig imod Ramoth i Gilead? og Josafat sagde til Israels Konge: Jeg vil være som du, mit Folk skal være som dit Folk, mine Heste som dine Heste. ⁵ Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kære, adspørg i Dag HERRENS Ord! ⁶ Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand. ⁷ Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en HERRENS Profet, at vi kunde spørge ham ad? ⁸ Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge HERREN, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!

³ Men HERRENS Engel sagde til Thisbiteren Elias: Staa op, gak hen at møde Kongen af Samarias Bud, og sig til dem: Mon det er, fordi der er ingen Gud i Israel, at I gaa bort at adspørge Baal-Sebub, Ekrons Gud?

¹¹ Og Josafat sagde: Er her ingen HERRENS Profet, at vi kunne adspørge HERREN ved ham? Da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Safats Søn, som øste Vand paa Elias's Hænder. ¹² Og Josafat sagde: HERRENS Ord er hos ham; saa droge Israels Konge og Josafat og Edoms Konge ned til ham. ¹³ Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi HERREN har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand. ¹⁴ Og Elisa sagde: Saa vist som den HERRE Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staar, dersom jeg ikke ansaa Josafats, Judas Konges, Person, da vilde jeg ikke vende Øjet til dig eller anse dig.

¹³ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for Folket og for al Juda om denne Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er optændt imod os, fordi vore Fædre, ikke have hørt paa denne Bogs Ord, saa de have gjort efter alt det, som er skrevet for os. ¹⁴ Da gik Hilkia, Præsten, og Ahikam og Akbor og Safan og Asaja til Profetinden Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Tikva, en Søn af Harhas, og havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del, og de talte til hende.

¹ Og det skete i hans Regerings niende Aar, i den tiende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, da kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, han og hele hans Hær, imod Jerusalem og lejrede sig imod den, og de byggede et Bolværk imod den trindt omkring. ² Saa blev Staden belejret indtil Kong Zedekias's ellevte Aar.

⁹ Og Morianen Sera drog ud imod dem med en Hær, tusinde Gange tusinde, og med tre Hundrede Vogne; og han kom lige til Maresa. ¹⁰ Og Asa drog ud imod ham, og de rustede sig til Slag i Zefatas Dal ved Maresa. ¹¹ Og Asa raabte til HERREN sin Gud og sagde: HERRE! hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen, eller ingen Kraft; hjælp os, HERRE vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; HERRE! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig. ¹² Og HERREN slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judas Ansigt, og Morianerne flyede. ¹³ Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar; og der faldt af Morianerne saa mange, at ingen af dem blev levende; thi de bleve knuste for HERRENS Ansigt og for hans Hær; og man gjorde et saare stort Bytte.

¹ Og det skete derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem nogle af Meuniterne kom imod Josafat til Krig. ² Og man kom og gav Josafat det til Kende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hin Side Havet fra Syrien, og se, de ere i Hazezon-Thamar, det er Engedi. ³ Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge HERREN og lod udraabe en: Faste over al Juda. ⁴ Og Juda samlede sig for at søge Hjælp af HERREN; ogsaa af alle Judas Stæde kom de for at søge HERREN. ⁵ Og Josafat stod i Judas og Jerusalem Forsamling, i HERRENS Hus foran den nye Forgaard, ⁶ og han sagde HERRE, vore Fædres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er ingen som kan bestaa imod dig. ⁷ Har du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands: Indbyggere fra dit Folk Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindelig? ⁸ Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn og sagt: ⁹ Om Ulykke kommer over os, Sværd, Straffedom eller Pest eller Hunger, skulle vi staa foran dette Hus og for dit Ansigt (thi dit Navn er i dette Hus), og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse! ¹⁰ Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke ¹¹ se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje. ¹² Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig. ¹³ Og al Juda stod for HERRENS Ansigt ogsaa deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner. ¹⁴ Men over Jehasiel, en Søn af Sakaria, der var en Søn af Benaja, der var en Søn af Jejel, en Søn af Matthania, Leviten af Asafs Børn, kom HERRENS Aand midt iblandt Forsamlingen, ¹⁵ og han sagde: Giver Agt, alle I af Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josafat! saa sagde HERREN til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds. ¹⁶ I Morgen skulle I drage ned imod dem; se, de drage op ad Opgangen til Ziz, og I skulle fnde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk. ¹⁷ Det skal ikke være eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes HERREN frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager i Morgen ud imod dem, thi HERREN skal være med eder. ¹⁸ Da bøjede Josafat sit Ansigt ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for HERRENS Ansigt, at nedbøje sig for HERREN. ¹⁹ Og Leviterne af Kahathiternes Børn og af Koriternes Børn stode op at love HERREN, Israels Gud, med over- maade høj Røst. ²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke. ²¹ Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for HERREN, at de skulde love den hel- lige Majestæt, og, naar de droge ud frem for de bevæbnede, da skulde de sige: Lover HERREN, thi hans Miskundhed er evindelig. ²² Og den Tid de begyndte med Frydeskrig og Lovsang, lod HERREN et Baghold komme over Ammons Børn, Moab og dem fra Sejrs Bjerg, som vare komne imod Juda, og de kæmpede med hinanden. ²³ Thi Ammons Børn og Moab stode imod Indbyggerne af Sejrs Bjerg for at bandlyse og ødelægge dem; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Sejr, hjalp de den ene den anden med at ødelægge hinanden. ²⁴ Der Juda var kommen til Bjerghøjden ved Ørken, da vendte de deres Ansigter over imod Hoben, og se, der laa de døde Kroppe, som vare faldne til Jorden, og der var ingen undkommen. ²⁵ Og Josafat og hans Folk kom for at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods hos de døde Kroppe og kosteligt Tøj, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede Bytte i tre Dage, thi der var meget. ²⁶ Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de HERREN; derfor kaldte de samme Steds Navn Iovsangsdal indtil denne Dag. ²⁷ Siden vendte hver Mand af Juda og Jerusalem om, og Josafat fremmerst for dem, for at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi HERREN havde givet dem Glæde over deres Fjender. ²⁸ Og de kom til Jerusalem med Psaltre og med Harper og med Basuner op til HERRENS Hus. ²⁹ Og Frygt for Gud kom over alle Landenes Riger, der de hørte, at HERREN havde stridt imod Israels Fjender. ³⁰ Saa fik Josafats Rige Hvile, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring.

²¹ Og HERREN sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd.

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning. ² Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage. ³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. ⁴ Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.

⁸ HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. ⁹ Kommer, ser HERRENS Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelæggelser paa Jorden. ¹⁰ Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. ¹¹ Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

⁴ Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg. ⁵ Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe. ⁶ De saa, straks forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede bort. ⁷ Bævelse betog dem der, Angest som en Kvindes, der føder. ⁸ Ved østenvejr sønderbryder du Tasis's Skibe.

⁵ Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte! ⁷ Han er HERREN vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. ⁸ Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, ⁹ som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, ¹⁰ hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt ¹¹ sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod; ¹² der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; ¹³ og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd. ¹⁴ Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og, revsede Konger for deres Skyld ¹⁵ Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt. ¹⁶ Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad. ¹⁷ Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. ¹⁸ De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern ¹⁹ indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da HERRENS Tale havde lutret ham. ²⁰ Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri. ²¹ Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods, ²² at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom. ²³ Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land. ²⁴ Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. ²⁵ os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere. ²⁶ Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. ²⁷ Du kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. ²⁸ Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og du vare ikke genstridige imod hans Ord. ²⁹ Han vendte deres Vande om til Blod og dr æbte deres Fisk. ³⁰ Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. ³¹ Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. ³² Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. ³³ Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. ³⁴ Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. ³⁵ Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. ³⁶ Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. ³⁷ Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. ³⁸ Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det. ³⁹ Han udbredte en Sky til Skjul og, en Ild til at lyse om Natten. ⁴⁰ De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. ⁴¹ Han oplod en Klippe, de tørre Steder som en Flod. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. ⁴³ Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. ⁴⁴ Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, ⁴⁵ paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!

¹ Priser HERREN; thi han er god, thi hans Miskundhed vare evindelig. ² Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig. ³ Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig; ⁴ ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig; ⁵ ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig; ⁶ og ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig; ⁷ ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig; ⁸ Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig; ⁹ Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁰ ham, som slog Ægypterne deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹¹ og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹² med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹³ ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁴ og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁵ og udstødte Farao og hans Hær i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁶ ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁷ ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig ¹⁸ slog fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; ¹⁹ Amoriternes Konge Sion; thi hans Miskundhed varer evindelig; ²⁰ og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig; ²¹ og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig; ²² til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig; ²³ Ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig; ²⁴ og udrev os fra vore Fjender; til hans Miskundhed varer evindelig, ²⁵ ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁶ Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

¹ Se, HERRENS Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre. ² Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

²⁴ Se, Belejringsvoldene ere komne ind imod Staden til dens Indtagelse, og Staden er given i Kaldæernes Haand, som stride imod den, ved Sværdet og Hungeren og testen; og det, som du har talt, er sket, og se, du ser det.

³ Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Præsten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kære, bed for os til HERREN vor Gud!

⁷ Saa siger HERREN, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten;

¹⁴ Og Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig, hen til den tredje Nedgang til HERRENS Hus; og Kongen sagde til Jeremias: Jeg vil spørge dig om noget, du maa intet dølge for mig. ¹⁵ Og Jeremias sagde til Zedekias: Naar jeg forkynder dig det, mon du da ikke vil lade mig dræber og naar jeg giver dig Raad, saa vil du dog ikke høre mig! ¹⁶ Da svor Kong Zedekias Jeremias i Løndom og sagde: Saa sandt HERREN lever, som har skabt os denne Sjæl, saa vil jeg ikke dræbe dig, ej heller give dig i disse Mænds Haand, som søge efter dit Liv. ¹⁷ Og Jeremias sagde til Zedekias: Saa siger den HERRE Zebaoths Gud, Israels Gud: Dersom du godvilligt gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal du beholde Livet, og denne Stad skal ikke opbrændes med Ild; og du skal leve, du og dit Hus. ¹⁸ Men dersom du ikke gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal denne Stad gives i Kaldæernes Haand, og de skulle opbrænde den med Ild, og du skal ikke undkomme af deres Haand. ¹⁹ Og Kong Zedekias sagde til Jeremias: Jeg frygtede for de Jøder, som ere gaaede over til Kaldæerne, at man maaske vil give mig i deres Haand, og at disse ville handle ilde med mig. ²⁰ Og Jeremias sagde: Man vil ikke give dig til Pris; hør dog paa HERRENS Røst i det, som jeg taler til dig, og det skal gaa dig vel, og du skal beholde Livet. ²¹ Men dersom du vægrer dig ved at gaa ud, saa er her det Ord, som HERREN har Iadet mig se: ²² Se, alle Kvinderne, som ere blevne tilbage i Judas Konges Hus, føres ud til Kongen af Babels Fyrster og sige: Dine gode Venner have forført dig og have faaet Overhaand over dig, dine Fødder ere nedsunkne i Skarnet, medens hine ere vegne tilbage. ²³ Og man skal føre alle dine Hustruer og dine Børn Lid til Kaldæerne, og du selv skal ikke undkomme fra deres Haand, men gribes ved Kongen af Babels Haand, og denne Stad skal du bringe til at blive opbrændt med Ild. ²⁴ Og Zedekias sagde til Jeremias: Lad ingen vide disse Ord, saa skal du ikke dø. ²⁵ Og naar Fyrsterne høre, at jeg har talt med dig, og de komme til dig og sige til dig: Kære, kundgør os, hvad du har talt til Kongen, dølg det ikke for os, og vi ville ikke dræbe dig; og hvad Kongen har talt til dig: ²⁶ Saa skal du sige til dem: Jeg lod min ydmyge Begæring komme ind for Kongens Ansigt, at man ikke maatte føre mig igen i Jonathans Hus, at dø der. ²⁷ Da kom alle Fyrsterne til Jeremias og spurgte ham, og han svarede dem efter alle disse Ord, som Kongen havde befalet; da tav de og lode ham i Ro; thi Ordet fik de ej at høre.

¹ Thi Judas Konges, Zedekias's, niende Aar, i den tiende Maaned, kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, og al hans Hær til Jerusalem, og de belejrede den. ² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden.

⁴ Og: Profeten Jeremias sagde til dem: Jeg har hørt det; se; jeg vil bede til HERREN, eders Gud; efter eders Ord, og det skal skee, at jeg vil kundgøre eder hvert Ord; HERREN svarer eder; og ikke holde et Ord tilbage for eder. ⁵ Da sagde de til Jeremias: HERREN være et sandt og trofast Vidne imellem os, at vi tilforladeligt ville gøre efter ethvert Ord, med hvilket HERREN din Gud sender dig til os; ⁶ og hvad enten det er godt eller ondt; da ville vi høre HERREN, vor Guds Røst, til hvem vi sende dig, paa det, at det maa gaa os vel, fordi vi høre HERREN vor Guds Røst.

³ Men det gik efter HERRENS Vrede i Jerusalem og Juda indtil han forkastede dem for sit Ansigt; og Zedekias faldt fra Kongen af Babel. ⁴ Og det skete i han; Regerings niende Aar, i den tiende Maaned, gaa den tiende Dag i Maaneden, da kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, han og al hans Hær, mod Jerusalem, og lejrede sig imod den, og de byggede et Bolværk imod den trindt omkring. ⁵ Saa blev Staden belejret indtil Kong Zedekias's ellevte Aar. ⁶ I den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staten, og der var ikke Brød for Folket i Landet.

³ Du Menneskesøn! disse Mænd have givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de stillet for deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig adspørge for dem? ⁴ Derfor tal med dem, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Enhver Mand af Israels Hus, som giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten: For ham vil jeg, HERREN, lade mig bringe til at svare desangaaende, nemlig angaaende hans Afguders Mangfoldighed, ⁵ for at jeg kan gribe Israels Hus ved deres Hjerte, fordi de vege fra mig alle sammen ved deres Af guder. ⁶ Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Omvender eder, og vender eder bort fra eders Afguder, ja, vender eders Arisigter bort fra alle eders Vederstyggeligheder! ⁷ Thi naar en Mand af Israels Hus eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, skiller sig fra mig og giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: Ham vil jeg, HERREN, lade mig bringe til at give et Svar fra mig selv.

¹ Og det skete i det syvende Aar, i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, da kom nogle Mænd af Israels Ældste for at adspørge HERREN; og de sade for mit Ansigt. ² Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ³ Du Menneskesøn! tal til Israels Ældste og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Mon I ere komne for at adspørge mig? saa sandt jeg lever, jeg vil ikke lade mig adspørge af eder, siger den Herre, HERRE.