Jeremiah 2:31 Cross References - Danish

³¹ O Slægt, som I ere, ser hen til HERRENS Ord! Er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et Mørkheds Land? hvorfor sagde da mit Folk: Vi have gjort os frie, vi ville ikke mere komme til dig.

¹² at du ikke skal æde og blive mæt og bygge gode Huse og bo deri, ¹³ og dit store Kvæg og dit smaa Kvæg skal formeres, og Sølv og Guld skal formeres for dig, og alt det, som du har, formeres, ¹⁴ og dit Hjerte skulde ophøje sig, og du skulde glemme HERREN din Gud; som udførte dig af Ægyptens Land; af Trælles Hus;

²⁰ Thi jeg vil føre det ind i Landet, som jeg tilsvor dets Fædre, hvilket flyder med Mælk og Honning, og det skal æde og mættes fede sig; og det skal vende sit Ansigt til andre Guder, og de skulle tjene dem og opirre mig, og de skulle gøre min Pagt til intet.

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.

⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand, ⁸ og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til. ⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd.

¹⁰ Og Asaria, den Ypperstepræst af Zadoks Hus, sagde til ham: Siden man begyndte med at bringe Gaven til HERRENS Hus, have vi ædt og ere blevne mætte, og vi have levnet i Mangfoldighed; thi HERREN har velsignet sit Folk, saa at denne Hob er bleven tilovers.

²¹ Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken, at dem fattedes intet; deres Klæder blev ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke. ²² Og du gav dem Riger og Folk og fordelte dem til alle Sider; og de ejede Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land, og Ogs, Kongen af Basans, Land. ²³ Og du gjorde deres Børn mangfoldige som Stjernerne paa Himmelen og førte dem til det Land, som du havde tilsagt deres Fædre, at de skulde komme og indtage det til Ejendom. ²⁴ Og Sønnerne kom og indtoge Landet til Ejendom, og du ydmygede Landets Indbyggere, Kananiterne, for deres Ansigt, og gav dem i deres Haand tillige med deres Konger og Folket. i Landet, at de kunde gøre med dem efter deres Villie. ²⁵ Og de indtoge faste Stæder og et fedt Land og ejede Huse, fulde af alle Haande Gods, udhugne Brønde, Vingaarde og Oliegaarde og Frugttræer i Mangfoldighed; og de aade og bleve mætte og bleve fede og levede i Vellyst ved din store Godhed.

⁴ Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

⁴ HERREN udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

⁹ at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er HERREN? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

¹⁹ Ikke i Løndom har jeg talt, ikke paa Jordens mørke Steder; jeg har ikke sagt til Jakobs Sæd: Søger mig forgæves, jeg er HERREN, som taler Retfærdighed, som forkynder Retvished.

⁵ Saa siger HERREN: Hvad Uret have eders Fædre fundet hos mig, at de have holdt sig langt fra mig? og at de vandrede efter Forfængelighed og bleve til Forfærlgelighed? ⁶ Og de sagde ikke: Hvor er HERREN, han, som førte os op af Ægyptens Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igen lem, og hvor intet Menneske havde boet? ⁷ Og hun skal jage efter sine Bolere, men ikke naa dem, og lede efter dem, men ikke finde dem; da skal hun sige: Jeg vil gaa og vende tilbage til min første Mand; thi da havde jeg det bedre end nu. ⁸ Og hun vidste ikke, at det var mig, som havde givet hende Kornet og Mosten og Olien, og som havde givet hende meget Sølv og Guld, som de brugte til Baal.

⁶ Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og dehes Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig.

¹ De Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderlie fra Thekoa, saa over Israel i Judas Konge Ussias's Dage og i Israels Konge Jeroboams, Joas's Søns, Dage, to Aar før Jordskælvet.

⁹ HERRENS Røst raaber til Staden - og dit Navn ser efter Visdom -; hører Riset! og hvo har beskikket det?

⁹ Med Forbandelse ere I forbandede, og I, ja, det hele Folk, bedrage mig? ¹⁰ Fører al Tienden til Forraadshuset at der kan være Spise i mit Hus, og prøver mig dog derved, siger den HERRE Zebaoth, om jeg ikke vil aabne eder Himmelens Sluser og udgyde Velsignelse over eder i Overmaal. ¹¹ Og jeg vil for eders Skyld true Æderen, at den ikke skal fordærve eder Jordens Frugt; og Vintræet paa Marker skal ikke slaa eder fejl, siger den HERRE Zebaoth.

⁸ I ere allerede blevne mætte, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Herrer, foruden os, og gid I bare blevne Herrer, paa det og vi kunde blive det med Eder.

¹⁵ jeg veed dine Gjerninger, at du er hverken kold eller varm; gik du var kold eller varm! ¹⁶ Derfor, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg udspye dig af min Mund; ¹⁷ fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen.