Jeremiah 7:24 Cross References - Danish

²⁴ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men de vandrede i deres Raad, i deres onde Hjertes Stivhed; og de gik tilbage og ikke fremad.

⁷ Da sagde HERREN til Mose: Gaa, stig ned; thi dit Folk, som du førte op af Ægyptens Land, har handlet fordærveligt. ⁸ De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land.

¹⁹ og det skal ske, naar han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vædede maa rives bort med det tørstige.

¹⁶ Men de og vore Fædre handlede hovmodigt, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud. ¹⁷ Og de vægrede sig ved at høre dem og kom ikke dine underlige Ting i Hu, som du havde gjort med dem, men forhærdede deres Nakke og satte sig en Høvedsmand for i deres Genstridighed at vende tilbage til deres Trældom; men du er Forladelsens Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og du forlod dem ikke. ¹⁸ De gjorde sig endog en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten; og de tillode sig store Bespottelser. ¹⁹ Og du forlod dem ikke i Ørken efter din megen Barmhjertighed; Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, at den jo ledte dem paa Vejen, eller Ildstøtten om Natten, at den jo lyste for dem paa Vejen, som de skulde gaa paa. ²⁰ Og du gav din gode Aand til at undervise dem og nægtede ikke dit Man for deres Mund og gav dem Vand for deres Tørst.

²⁹ Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov; men de handlede hovmodigt og hørte ikke dine Bud, men syndede imod dine Befalinger, hvilke et Menneske skal gøre, at han maa leve ved dem; og de vendte modvilligt Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke.

¹¹ Jeg er HERREN din Gud, sta førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. ¹² Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.

⁷ Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. ⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. ⁹ Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. ¹⁰ Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem ¹¹ Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. ¹² Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. ¹³ Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. ¹⁴ Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. ¹⁵ Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. ¹⁶ Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, HERRENS hellige. ¹⁷ Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. ¹⁸ Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige. ¹⁹ De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. ²⁰ Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. ²¹ De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, ²² underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav. ²³ Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem? ²⁴ De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. ²⁵ Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst. ²⁶ Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken, ²⁷ og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene ²⁸ Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder ²⁹ Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem. ³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. ³¹ Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. ³² De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. ³³ Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber. ³⁴ De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til ³⁵ Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. ³⁶ Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. ³⁷ Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. ³⁸ Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. ³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. ⁴⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. ⁴¹ Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. ⁴² Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. ⁴³ Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. ⁴⁴ Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab. ⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed. ⁴⁶ Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. ⁴⁷ Frels os, HERRE, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris! ⁴⁸ Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

²⁷ som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os!

¹⁷ Paa den Tid skulle de kalde Jerusalem HERRENS Trone, og alle Hedningerne skulle forsamles til den for HERRENS Navns Skyld, i Jerusalem; og de skulle ikke ydermere vandre efter deres onde Hjertes Stivhed.

²⁶ Men de hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre; men de forhærdede deres Nakke; de gjorde det værre end deres Fædre.

⁵ Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vægre sig ved at vende om.

⁷ Thi jeg vidnede højt for eders Fædre paa den Dag, jeg førte dem op af Ægyptens Land, indtil denne Dag, tidligt og ideligt, sigende: Adlyder min Røst! ⁸ Men de adløde ikke og bøjede ikke heller deres øre, men hver vandrede i sit onde Hjertes Stivhed; og over dem lod jeg komme alle denne Pagts Ord, som jeg havde befalet at gøre efter, men som de ikke gjorde.

⁶ Du har forladt mig, siger HERREN, du gik tilbage; og jeg udrakte min Haand imod dig og ødelagde dig; jeg er træt af at angre.

¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder.

³³ Og de vendte Ryggen til mig, og ikke Ansigtet; skønt jeg lærte dem tidligt og ideligt, hørte de dog ikke, saa at de annammede Undervisning.

⁸ Men de vare genstridige imod mig og vilde ikke høre mig. Ingen af dem bortkastede deres øjnes Vederstyggeligheder, og de forlode ikke Ægyptens Afguder; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem for at fuldbyrde min Vrede paa dem midt i Ægyptens Land.

¹³ Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Bud, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem i Ørken for at gøre Ende paa dem.

¹⁶ fordi de forkastede mine Bud og vandrede ikke efter mine Skikke, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte gik efter deres Afguder.

²¹ Men Børnene vare genstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Bud, saa at de gjorde efter dem, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem for at fuldbyrde min Vrede paa dem i Ørken.

¹⁶ Thi Israel er bleven uregerlig som en uregerlig Ko; nu skal HERREN lade dem græsse som Lam paa den vide Mark.