Job Cross References - Danish

¹ Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde. ² Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døtre: ³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen. ⁴ Og hans Sønner gik hen og gjorde Gæstebud hver i sit Hus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem. ⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage. ⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem. ⁷ Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi. ⁸ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde. ⁹ Men Satan svarede HERREN og sagde: Mon Job frygter Gud for intet ¹⁰ Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet. ¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt ¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt. ¹³ Og det skete en Dag, da hans Sønner og hans Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus, ¹⁴ da kom der et Bud til Job og sagde: Øksnene pløjede og Aseninderne gik paa Græs ved Siden af dem, ¹⁵ da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁶ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Guds ild faldt fra Himmelen og brændte paa Faarene og paa Drengene og fortærede dem; og jeg alene er undkommen. Jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁷ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldæerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁸ Men der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Dine Sønner og dine Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus, ¹⁹ og se, der kom et stærkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig ²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet! ²² I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud.

²³ Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas.

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

¹² Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen og gør ham intet; thi nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke sparet din Søn, din eneste, for mig.

²⁰ Og det skete efter disse Handeler, at det blev Abraham forkyndt, idet man sagde: Se, Milka, hun har ogsaa født din Broder Nakor Sønner, ²¹ nemlig Uz, hans førstefødte, og Bus, hans Broder, og Kemuel, Arams Fader,

²⁸ Disse are Disans Sønner: Uz og Aran.

²¹ Og du skal udse dig af Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade ulovlig Vinding, og sætte disse over dem til Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti.

³ Ak, HERRE! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt.

¹⁷ Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram og Uz og Hul og Gether og Mesek.

⁴² Ezers Sønner vare: Bilhan og Saavan og Jaakan; Disans Sønner vare: Uz og Aran.

²⁰ Og paa denne Maade gjorde Ezekias i hele Juda; og han gjorde det, som var godt og ret og sandt for HERRENS hans Guds Ansigt. ²¹ Og i al den Gerning, som han begyndte i Guds Hus's Tjeneste og i Loven og i Budet, idet han søgte sin Gud, handlede han af sit ganske Hjerte og havde Lykke.

⁸ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde.

³ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag.

¹¹ Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke. ¹² Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

²⁸ Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.

¹ Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru? ² Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje? ³ Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret? ⁴ Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt? ⁵ Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig, ⁶ han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed - ⁷ dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder: ⁸ Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod. ⁹ Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør: ¹⁰ Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende. ¹¹ Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne; ¹² thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode. ¹³ Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig; ¹⁴ og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham ¹⁵ har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? - ¹⁶ dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte, ¹⁷ og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf. ¹⁸ tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af ¹⁹ dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde; ²⁰ dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar; ²¹ dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten: ²² Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben! ²³ Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet. ²⁴ Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid; ²⁵ dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt; ²⁶ dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig, ²⁷ og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand: ²⁸ Og saa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje -! ²⁹ dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham; ³⁰ men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl - ³¹ dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød? ³² den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende - ³³ dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som; Adam og dulgt min Misgerning i min Barm, ³⁴ fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør - ³⁵ Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift - den Almægtige svare mig - og her den Klage, min Modpart har opsat; ³⁶ sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke! ³⁷ Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham. ³⁸ Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde; ³⁹ dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand: ⁴⁰ Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; -- Jobs Ord have Ende.

¹³ HERRENS Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.

⁶ Ved Miskundhed og Sandhed udsones Misgerning; og ved HERRENS Frygt viger man fra det onde.

²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod,

²¹ Fryd og glæd dig kun, du Edoms Datter! du, som bor i Landet Uz; ogsaa til dig skal Bægeret komme, du skal blive drukken og blotte dig.

¹⁴ men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre HERRE.

²⁰ men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjæl ved deres Retfærdighed.

⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger

¹¹ See, vi prise dem salige, som taalmodeligen lide. I have hørt Jobs taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.

¹¹ han vende sig fra ondt og gjøre Godt; han søge Fred og hige efter den.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.

¹³ Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!

¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre.

³⁸ Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn. ⁴ Som Pile i den vældiges Haand, saa Ungdoms Sønner. ⁵ Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.

³ Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord.

⁵ Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de drage ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land.

¹⁶ Og han gjorde Abram godt for hendes Skyld; og han fik Faar og Kvæg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler.

⁶ Og Landet kunde ikke bære dem, at de kunde bo hos hverandre; thi deres Ejendom var megen, saa de kunde ikke bo tilsammen.

⁶ Men de Medhustruers Børn, som Abraham havde, gav Abraham Skænk og lod dem, medens han endnu levede, fale fra Isak sin Søn mod Østen til Østerland.

¹ Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.

²³ Deres Fæ og deres Gods og alt deres Kvæg, blive de ikke vore: ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de bo hos os.

⁷ Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel!

³² Og Rovet, nemlig hvad der var tilbage af Rovet, som Stridsfolket havde røvet, var: Smaat Kvæg seks Hundrede Tusinde og halvfjerdsindstyve Tusinde og fem Tusinde; ³³ og stort Kvæg to og halvfjerdsindstyve Tusinde; ³⁴ og Asener een og tresindstyve Tusinde;

³ Og det skete, naar Israel havde saaet, da kom Midianiterne og Amalekiterne op og de Folk af Østen, de kom op over dem.

⁵ Thi de kom op med deres Kvæg og deres Telte; de kom ligesom Græshopper i Mangfoldighed, saa at der ikke var Tal paa dem og deres Kameler; og de kom i Landet at ødelægge det.

¹² Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Østen havde lagt sig ned i Dalen, som Græshopper i Mangfoldighed; og deres Kameler vare utallige som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed.

¹⁰ Men Seba og Zalmuna vare i Karkor og med dem deres Lejr ved femten Tusinde, som vare alle de overblevne af den ganske Lejr af Folkene i Østen; men der var falden hundrede og tyve Tusinde Mænd, som kunde drage Sværd.

² Og der var en Mand i Maon, og han havde sin Bedrift paa Karmel, og samme Mand var meget rig, og han havde tre Tusinde Faar og Tusinde Geder; og han klippede netop sine Faar ved Karmel.

³⁰ Og Salomos Visdom var større en alle Østerlændernes Visdom og end alle Ægypternes Visdom.

⁴ Og Mesa, Moabiternes Konge, havde meget Kvæg, og han betalte Israels Konge hundrede Tusin de Lam og hundrede Tusinde Vædre med Ulden.

¹⁰ Han byggede og Taarne i Ørken og udhuggede mange Brønde; thi han havde meget Kvæg, baade i Lavlandet og paa Sletten, Agerdyrkere og Vingaardsmænd paa Bjergene og paa de frugtbare Marker; thi han var en Elsker af Jordbrug.

²⁹ Og han byggede sig Stæder og havde Fæ af smaat og stort Kvæg i Mangfoldighed; thi Gud gav ham saare meget Gods.

⁹ De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund. ¹⁰ Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

²⁵ jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

¹² Og HERREN velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder.

²² HERRENS Velsignelse bør rig, og han føjer kke Smerte til den.

¹ En Sang paa Trapperne; af David. Se, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre ogsaa bo tilsammen,

¹ Broderkjærligheden blive ved!

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.

²⁰ Og Noa byggede HERREN et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret.

³ Saa stod Abraham aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak sin Søn; og han kløvede Veddet til Brændofferet og gjorde sig rede og gik til Stedet, som Gud havde sagt ham.

² Da sagde Jakob til sit Hus og til alle, som vare med ham: Bortkaster de fremmede Guder, som ere iblandt eder, og renser eder og omskifter eders Klæder! ³ Og lader os gøre os rede og drage op til Bethel, og jeg vil der bygge et Alter for den Gud, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og har været med mig paa vejen, som jeg har vandret.

¹² Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Brændoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels ældste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.

¹⁰ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder.

⁵ Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de Ofrede Brændofre, og de Slagtede Takofre for HERREN af Okser.

³ Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for HERRENS Ansigt. ⁴ Og han skal lægge sin Haand paa Brændofrets Hoved, saa bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham. ⁵ Og han skal slagte den unge Okse for HERRENS Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring paa Alteret, som staar ved Døren til Forsamlingens Paulun. ⁶ Og man skal flaa Brændofret og hugge det i sine Stykker.

¹⁰ Men der gik en israelitisk Kvindes Søn, og han var en ægyptisk Mands Søn, ud midt iblandt Israels Børn; og den israelitiske Kvindes Søn og en isrelitisk Mand trættedes i Lejren. ¹¹ Og den israelitiske Kvindes Søn talede ilde om Navnet og bandede, da førte de ham til Mose; men hans Moders Navn; var Selomith, Dibri Datter, af Dans Stamme. ¹² Og de satte ham i Forvaring for at indhente Forklaring efter HERRENS Mund. ¹³ Og HERREN talede til Mose og sagde: ¹⁴ Før den, som har bandet, hen uden for Lejren, og alle de, som det hørte, skulle lægge deres Hænder paa hans Hoved, og hele Menigheden skal stene ham. ¹⁵ Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal bære sin Synd. ¹⁶ Og hvo som taler ilde om HERRENS Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; saavel den fremmed som den indfødte, naar han taler ilde om Navnet, da skal han dødes

⁵ Og han sagde: Det er med Fred, jeg er kommen for at slagte Slagtoffer for HERREN, helliger eder og kommer med mig til Slagtofret; og han helligede Isai og hans Sønner og indbød dem til Ofringen.

³¹ Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem HERRENS Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel.

¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør.

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

³⁰ Og Præsterne og Leviterne, rensede sig, og de rensede Folket og Portene og Muren.

¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt

⁹ Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø!

⁴ Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.

¹⁰ kan han til hver en Tid paakalde Gud?

²⁵ Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.

⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

³ Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det? ¹⁰ Jeg HERREN er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idrætters Frugt.

²¹ Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord, ²² Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed; ²³ Alle disse onde Ting udgaaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent.

⁷⁵ i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage.

⁷ Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem?

⁵⁵ Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.

²² Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig.

²⁶ Da tog Paulus Mændene til sig og lod sig næste Dag rense med dem, og gik ind i Templet og gav tilkjende, at de vilde udholde Renselsesdagene, indtil Offret var fremført for enhver af dem.

⁵ Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; de skal hver vederfares sin Lov af Gud.

² Thi jeg er nidkjær over Eder med Guds Nidkjærhed; jeg har trolovet Eder med en Mand, at jeg kunde fremstille Christus en reen Jomfru.

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

² da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte.

⁴ Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd.

¹⁹ Og han sagde: Hør derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side.

¹ Og Satan stod Israel imod, og han tilskyndede David til at tælle Israel.

¹ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for HERREN.

⁷ der Morgenstjerner sang til Hobe, og alle Guds Børn raabte af Glæde.

²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!

²⁵ Han svarede og sagde: Se, jeg ser fire Mænd, som gaa løse midt i Ilden, og der er intet beskadiget paa dem; og den fjerdes Udseende er ligesom en Gudesøns.

¹ Og han lod mig se Ypperstepræsten Josva, der stod for HERRENS Engels Ansigt, og Satan, del stod ved hans højre Haand for at staa ham imod.

¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

³⁸ Enos Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

⁷⁰ Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. ¹⁰ Og jeg hørte en stærk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.

²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did.

² Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi.

¹⁰ Og den Mand, som holdt stille imellem Myrtetræerne, svarede og sagde: Det er dem, som HERREN har sendt til at vandre Jorden rundt. ¹¹ Og de svarede HERRENS Engel, som stod imellem Myrtetræerne, og sagde: Vi have vandret Jorden rundt, og se, hele Jorden nyder Ro og Hvile.

⁷ Og de stærke ere gangne ud, men de begærede at gaa hen for at vandre Jorden rundt, og han sagde: Gaar, vandrer Jorden rundt; saa vandrede de Jorden rundt.

⁴³ Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹² Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid. ¹³ Og der Dragen saae, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet. ¹⁴ Og den store Ørns tvende Vinger bleve Kvinden givne, at hun skulle flyve til Ørken, til sit Sted, hvor hun næres en Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen. ¹⁵ Og Slangen skød af sin Mund efter Kvinden Vand som en Strøm for at bortskylle hende med Strømmen. ¹⁶ Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden oplod sin Mund og opslugte Strømmen, som Dragen havde skudt af sin Mund. ¹⁷ Og Dragen forbittredes paa Kvinden og gik bort at føre Krig mod de Øvrige af hendes Sæd, dem, som bevare Guds Befalinger og holde ved Jesu Christi Vidnesbyrd. Og jeg stod paa Havets Stand.

⁸ Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand.

³ Men den Mand var saare sagtmodig, fremfor Mennesker paa Jorderige.

⁷ Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus. ⁸ Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer HERRENS Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?

⁷ Vær kun saare frimodig og stærk, saa du tager Vare paa at gøre efter al den Lov, som Mose, min Tjener, bød dig; vig ikke fra den til højre eller venstre Side, at du kan handle klogelig paa al den Vej, som du skal vandre paa.

³⁰ Og Salomos Visdom var større en alle Østerlændernes Visdom og end alle Ægypternes Visdom. ³¹ Og han var visere end alle Mennesker, end Esrahiteren Ethan, og Heman og Kalkol og Darda, Mahols Sønner, og hans Navn var berømt hos alle Hedninger trindt omkring.

²⁵ Og der var ingen Konge som han før ham, der omvendte sig til HERREN af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl og af al sin Formue efter al Moses Lov, og der opstod ej nogen efter ham som han.

¹⁵ Og de forrige Landshøvdinger, som havde været før mig, havde besværet Folket og taget Brød og Vin af dem og derefter fyrretyve Sekel Sølv, ogsaa deres Tjenere herskede over Folket; men jeg gjorde ikke saa for Guds Frygts Skyld.

¹ Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde.

²⁰ Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.

²² Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige. ²³ Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

⁴ Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.

⁸ For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige. ⁹ Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.

¹⁴ Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.

¹⁴ Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig.

¹ Til Sangmesteren; af David, HERRENS Tjener.

²⁷ Vig fra ondt, og gør godt, saa skal du blive boende evindelig.

¹¹ Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.

²⁰ Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket.

¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!

¹ Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne.

⁴ Og Manden talte til mig: Du Menneskesøn! se til med dine Øjne, og hør med dine Øren, og ret dit Hjerte til alt det som jeg vil lade dig se; thi du er hørt hid, for at jeg skal lade dig se det; forkynd Israels Hus aIt det, du ser.

³⁹ Men een af Misdæderne, som vare ophøngte, bespottede ham og sagde: er du den Christus, da frels dig selv og os. ⁴⁰ Men den anden svarede og straffede ham og sagde: frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom?

⁴⁷ Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see.

²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!

¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

¹⁴ Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje. ¹⁵ Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?

¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

⁸ Thi den legemlige Øvelse er nyttig til Lidet, men Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting og har Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det tilkommende.

⁶ Vistnok er Gudsfrygt med Nøisomhed en stor Vinding.

¹ Efter at dette var sket, kom HERRENS Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.

¹² Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og HERREN velsignede ham.

³⁰ Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og HERREN har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus?

⁴³ Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.

⁵ Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld og der var HERRENS Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken.

²⁵ Fra din Faders Gud - og han hjælpe dig! - og fra den Almægtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra,

¹³ Og han skal elske dig og velsigne dig og mangfoldiggøre dig, og han skal velsigne dit Livs Frugt og dit Lands Frugt, dit Korn og din nye Vin og din Olie, dine Øksnes Affødning og dit Smaakvægs megen Yngel i det Land, som han har tilsvoret dine Fædre at ville give dig.

² Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, naar du hører paa HERREN din Guds Røst: ³ Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være paa Marken. ⁴ Velsignet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt og dit Kvægs Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel. ⁵ Velsignet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. ⁶ Velsignet skal du være, naar du gaar ind, og velsignet skal du være, naar du gaar ud?

¹¹ HERRE! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gerning behage dig knus deres Lænder, som rejse sig imod ham, og deres, som hade ham saa at de ikke kunne staa op.

²⁷ Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelæg!

¹⁶ De have været en Mur for os baade Nat og Dag alle de Dage, vi vare hos dem og vogtede Faarene.

³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen.

⁶ da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

²⁵ dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

¹² Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glæde sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig. Thi du, HERRE! velsigner en retfærdig, du dækker ham med Naade som med et Skjold.

⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester.

²¹ Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

¹² Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden.

¹⁷ Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

¹ Sang paa Trapperne. Lyksalig hver den, som frygter HERREN, som gaar paa hans Veje! ² Thi du skal æde rugten af dine Hænders Arbejde; lyksalig er du, og det gaar dig vel. ³ Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord. ⁴ Se, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter HERREN.

² Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer.

⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes.

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!

⁸ Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den.

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

¹¹ Saa bød Abimelek alt Folket og sagde: Hvo, som røer ved denne Mand og ved hans Hustru, skal visselig dødes.

⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage.

¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt.

⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt

⁵ men nu det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, Og du forfærdes!

²¹ Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

¹⁵ Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt.

²⁵ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod hans Folk, og han udrækker sin Haand over det, i, og slaar det, saa at Bjergene bæve, og deres døde Kroppe ligge som Skarn midt paa Gader. Med alt dette, har hans Vrede ikke lagt sig, men i hans Haand er endnu udrakt.

²¹ da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;

¹³ Eders Ord have været stærke imod mig, siger HERREN; og dog sige I: Hvad have vi talt med hver andre imod dig? ¹⁴ I sige: Det er forfængeligt at tjene Gud, og hvad Vinding have vi af, at vi toge Vare paa, hvad han vilde have varetaget, og at vi gik i Sørgeklæder for den HERRE Zebaoths Ansigt?

⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære.

¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.

²¹ Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.

⁶ Da sagde Abram til Sarai: Se, din Pige er i din Haand, gør med hende, som dig godt synes; og Sarai ydmygede hende, saa flyede hun fra hendes Aasyn.

²³ Og nu, se, HERREN har givet en løgnagtig Aand i alle disse dine Profeters Mund; men HERREN har talt ondt over dig.

⁴ Da svarede Satan HERREN og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv. ⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt ⁶ Og HERREN sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv! ⁷ Da for Satan ud fra HERRENS Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse.

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

⁸ Med Naade, med Udstødelse trættede du imod det; han bortrev det ved sit haarde Vejr, den Dag det var Østenstorm.

⁵ Og Kong Zedekias sagde: Se, han er i eders Haand; thi Kongen forrnaar intet imod eder.

³² Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. ³³ Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede.

³¹ Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede. ³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.

³⁵ Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. ³⁶ Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

¹¹ Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overantvordede mig til dig, større Synd.

¹³ Eder er ingen Fristelse paakommen uden menneskelig; men Gud er trofast, som ikke skal lade Eder fristes over Eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens udgang saaledes, at I det kunne taale.

⁷ Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.

⁴ Og hans Sønner gik hen og gjorde Gæstebud hver i sit Hus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem.

¹ Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.

¹² Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid; eftersom den falder hastelig over dem.

¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

²⁷ De aade, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle. ²⁸ Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede. byggede; ²⁹ men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl af Himmelen og ødelagde dem alle.

³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

¹⁷ Da svarde den, som bar Budskab, og sagde: Israel flyede for Filisternes Ansigt, og der skete ogsaa et stort Slag paa Folket; og dine to Sønner, Hofni og Pinehas, ere ogsaa døde, og Guds Ark er tagen.

¹³ Da kom en, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.

³¹ Løber løber imod Løber og Bud imod Bud for at forkynde Kongen i Babel, at hans Stad er indtagen fra alle Sider,

⁷ Og Kus Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan.

²⁸ og Obal og Abimæl og Skeba

³ Og Joksan avlede Seba og Dedan; men Dedans Børn vare Asurim og Letusim og Leumim.

²⁰ Men der undkom en af Akimeleks, Ahitobs Søns, Sønner, og hans Navn var Abjathar, og han flyede efter David. ²¹ Og Abjathar forkyndte David, at Saul havde ihjelslaget HERRENS Præster.

¹⁶ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Guds ild faldt fra Himmelen og brændte paa Faarene og paa Drengene og fortærede dem; og jeg alene er undkommen. Jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁷ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldæerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁹ og se, der kom et stærkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁹ Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.

¹⁰ Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave.

¹⁴ Saa siger HERREN: Ægyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabæerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.

⁴² Og Lyden af Bulderet blev stille der, og til Mændene af Folkehoben bragtes Drankere fra Ørken, og de satte Armbaand paa deres Hænder og en dejlig Krone paa deres Hoveder.

⁸ Og de have kastet Lod om mit Folk og givet en ung Dreng for en Skøge og solgt en ung Pige for Vin, som de have drukket.

²⁴ HERREN lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra HERREN af Himmelen.

²⁸ Beder til HERREN, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere.

²⁴ Og Ild kom ud fra HERRENS Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket saa det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.

² Da for en Ild ud fra HERRENS Ansigt og fortærede dem, og de døde for HERRENS Ansigt.

¹ Og Folket blev som de, der knurre syndig for HERRENS Øren; og HERREN hørte det, og hans Vrede optændtes, og HERRENS ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren. ² Da raabte Folket til Mose, og Mose bad til HERREN, saa blev Ilden dæmpet. ³ Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera; thi HERRENS Ild brændte iblandt dem.

¹⁵ Og der var en Forfærdelse i Lejren, paa Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og den ødelæggende Skare bleve ogsaa forfærdede, ja, Landet skælvede; thi det var en Forfærdelse fra Gud.

³⁸ Da faldt HERRENS Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.

¹⁰ Men Elias svarede og sagde til Høvedsmanden over halvtredsindstyve: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fortære dig og din halvtredsindstyve; og Ild faldt ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve.

¹² Og Elias svarede og sagde til dem: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fort ere dig og dine halvtredsindstyve; og Guds Ild faldt ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve.

¹⁴ Se, der faldt Ild ned fra Himmelen, og fortærede de to første Høvedsmænd over halvtredsindstyve og deres halvtredsindsindstyve; men nu, lad min Sjæl være dyrebar for dine Øjne!

⁴ Saaledes lod den Herre, HERRE mig se et Syn; Og se, den Herre, HERRE kaldte for at holde Ret ved Ild; og den fortærede det store Dyb, og den fortærede Ageren.

¹³ Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for menneskenes Aasyn.

²⁸ Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.

³¹ Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.

³ Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Lejr.

¹⁵ da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹³ Se, Kaldæernes Land - der er Folket, som ikke længe har været til, Assur har grundlagt det for Ørkenens Børn - de have oprejst Vagttaarne, nedhrudt dens Paladser, gjort den til en Stenhob.

⁶ Thi se, jeg opvækker Kaldæerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til.

²⁸ Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk!

¹³ Og det skete en Dag, da hans Sønner og hans Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus,

² Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! ³ Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

¹⁴ Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

⁹ Han afførte mig min Ære og bort tog mit Hoveds Krone. ¹⁰ Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

¹⁴ Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

¹⁹ HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand.

² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

¹⁹ Saa ofte den farer forbi, skal den rive eder bort; thi den skal fare forbi hver Morgen, om Dagen og om Natten; og det skal allerede være en Skræk at høre Rygtet.

¹² Det rører ikke eder, alle I, som gaa forbi ad Vejen. Skuer og ser, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi HERREN har bedrøvet mig paa sin brændende Vredes Dag.

⁶ Og dog har jeg givet eder rene Tænder i alle eders Stæder og Mangel paa Brød alle Vegne hos eder; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ⁷ Og jeg har ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der endnu var tre Møder til Høsten, og jeg lod regne over een Stad, men over en anden lod jeg ikke regne: En Ager fik Regn, og en anden Ager, som det ikke regnede paa, blev tsr. ⁸ Og to eller tre Stæder vankede hen til een Stad for at drikke Vand, og de fik ikke nok at drikke; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ⁹ Jeg har slaaet eder med Brand og Vissenhed i Kornet, eders mangfoldige Haver og eders Vingaarde og eders Figentræer og eders Oliegaarde af aad Græshoppen; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ¹⁰ Jeg har, sendt en Pest paa eder efter Ægyptens vis, ihjelslaget eders unge Karle med Sværd, tillige med at eders i Heste bleve gjorte til Bytte, og jeg lod Stank af eders Lejre stige op og det i eders Næse; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ¹¹ Jeg har omkastet Stæder iblandt eder, ligesom da Gud omkastede Sodoma og Gomorra, og I vare som en Brand, der reddes ud af en Ild; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

³² og de sendte den brogede Kjortel og lode den bringe til deres Fader og sagde: Denne have vi fundet; kære, kend, om det er din Søns Kjortel eller ej ³³ Og han kendte den og sagde: Det er min Søn Kjortel, et vildt Dyr har ædt ham Josef er visselig reven ihjel.

³⁶ Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen.

³⁰ Og Samson sagde: Min Sjæl dø med Filisterne! og han bøjede sig med Kraft: Da faldt Huset paa Fyrsterne og paa alt Folket, som vare derudi, og de døde vare flere, som han dræbte ved sin Død, end han dræbte i sit Liv.

³³ Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen over Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg var død for dig, Absalom, rnin Søn, min Søn.

³⁰ Og de, som bleve tilovers, flyede til Afek ind i Staden, og Muren faldt paa syv og tyve Tusinde Mænd, som vare blevne tilovers; og Benadad flyede og kom i Staden, fra et Kammer til et andet.

¹¹ Paa den Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: Et skarpt Vejr paa de nøgne Høje Ørken er mit Folks Datters Vej, de er ikke til at kaste og ej til at rense Korn ved; ¹² et fuldt Vejr fra den kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem.

²⁷ Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blæste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort.

¹ Men paa den samme Tid vare Nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilæer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer. ² Og Jesus svarde og sagde til dem: mene I, at disse Galilæer vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette? ³ Nei, siger jeg Eder; Men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle ligesaa omkomme. ⁴ Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? ⁵ Nei, siger jeg Eder; men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme.

⁴ Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.

² udi hvilke I forhen vandrede efter denne Verdens Skik, efter den Fyrstes Viis, som haver Magt i luften, den Aands, der nu er virksom i Vantroens Børn,

²⁹ Og Ruben korn til Graven igen, og se, Josef var ikke i Graven; og han sønderrev sine Klæder.

³⁴ Og Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder og sørgede over sin Søn lang Tid.

¹⁸ Og jeg faldt ned for HERRENS Ansigt som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede med, da I gjorde det onde for HERRENS Øjne til at opirre ham

¹⁶ Og David søgte Gud for Drengen; og David fastede meget og gik ind og blev Natten over og laa paa Jorden. ¹⁷ Da opstode de ældste af hans Hus for ham og vilde rejse ham op fra Jorden; men han vilde ikke og aad ikke Brød med dem. ¹⁸ Og det skete paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham til Kende, at Barnet var død; thi de sagde: Se, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst, hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er død? thi det maatte gøre ham ondt. ¹⁹ Men David saa, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var død; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet død? og de sagde: Det er død. ²⁰ Da stod David op fra Jorden og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klæder og gik ind i HERRENS Hus og bad; og der han kom til sit Hus da begærede han Mad, og de satte Mad for ham, og han aad.

³ Der alle Israels Børn saa Ilden og HERRENS Herlighed nedfalde over Huset, da bøjede de sig ned med Ansigtet til Jorden imod Gulvet og tilbade og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.

³ Og der jeg hørte dette Ord, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe, og jeg rev Haar af mit Hoved og mit Skæg og sad forfærdet.

³⁹ Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.

⁶ Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.

¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.

² Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt

⁵ Men værer nu ikke bekymrede, og lader det ikke være mishageligt for eders Øjne, at I solgte mig hid; thi for at I skulde blive holdte ved Live, har Gud sendt mig hid foran eder.

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer;

¹⁸ Da forkyndte Samuel ham alle de Ord og dulgte dem ikke for ham; og han sagde Han er HERREN, han gøre, hvad som er godt for hans Øjne.

¹² Maaske HERREN skal se til min Elendighed, og HERREN skal betale mig godt i Stedet for hans Forbandelse paa denne Dag.

¹⁵ Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var fra HERREN, for at han kunde stadfæste sit Ord, som HERREN havde talt ved Siloniteren Ahia til Jeroboam, Nebats Søn.

¹⁹ Men Ezekias sagde til Esajas: Det HERRENS Ord, som du har talt, er godt; og han sagde: Mon det ikke er godt, naar der bliver Fred og Trofasthed i mine Dage?

¹ Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.

⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;

³⁸ den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. ³⁹ Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. ⁴⁰ Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. ⁴¹ Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt ødelæggelse over hans Befæstninger. ⁴² Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. ⁴³ Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. ⁴⁴ Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. ⁴⁵ Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. ⁴⁶ Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. ⁴⁷ Hvor længe, HERRE! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? ⁴⁸ Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? ⁴⁹ Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. ⁵⁰ Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? ⁵¹ Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, ⁵² med hvilken dine Fjender have bespottet, HERRE! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN evindelig! Amen, ja, amen.

¹⁵ Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret?

¹⁹ Thi han vil ikke tænke meget paa sit Livs Dage, efterdi Gud bønhører ham, i hvad der er hans Hjertes Glæde.

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

¹⁵ Derfor ærer nu HERREN, I, som bo i Østen! HERREN Israels Guds Navn paa Øerne i Havet.

²⁴ Hvo gav Jakob hen til at plyndres og Israel hen til Røvere? mon ikke HERREN, imod hvem vi syndede, og paa hvis Veje de ikke vilde vandre, og paa hvis Lov de ikke vilde høre?

⁷ jeg, som danner Lyset og skaber Mørket, jeg, som gør Fred og skaber Ulykke; jeg er HERREN, som gør alle disse Ting.

³⁸ Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?

⁶ Eller mon del stødes i Trompeten i en Stad, uden at Folket forfærdes? eller mon der sker en Ulykke i en Stad, og HERREN ikke har gjort den?

¹⁵ Eller har jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god?

²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

²⁰ og siger altid Gud og Faderen Tak for alle ting i vor Herrens Jesu Christi Navn,

¹⁸ Frembærer Taksigelse i alle Ting; thi dette er Guds Villie i Christus Jesus til Eder.

⁷ Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra.

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

¹⁰ Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.

¹⁸ Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige! ¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt! ⁶ Udgyd din overstrømmende Vrede, og se til hver en hovmodig, og ydmyg ham! ⁷ Se til hver hovmodig, og tryk ham ned, og knus de ugudelige paa deres Sted! ⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes?

⁴ men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet.

¹² Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.

⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse,