Job 11 Cross References - Danish

¹ Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde: ² Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret: ³ Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig? ⁴ Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne. ⁵ Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig! ⁶ og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning. ⁷ Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning? ⁸ Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? ⁹ Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet. ¹⁰ Naar han farer frem og lukker til I eller forsamles, hvo vil da holde ham tilbage? ¹¹ Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa ¹² Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske. ¹³ Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham, ¹⁴ dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte, ¹⁵ da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte. ¹⁶ Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi. ¹⁷ Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen. ¹⁸ Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig. ¹⁹ Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt. ²⁰ Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet:

¹¹ Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham.

¹ Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

² Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?

³ Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.

¹¹ Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen.

¹⁹ Hvor mange Ord ere, der lader Overtrædelse ikke af; men den, som sparer sine Læber, er klog.

¹⁸ Men nogle af de epikuræiske og storiske Philisopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen.

¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

⁴ Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.

⁴ Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.

⁹ Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham; ligesom man bedrager et Menneske

² Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst, ³ idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!

² Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?

³ Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!

²⁵ Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet

⁷ Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand

¹⁶ Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.

¹⁶ saa forfølge du dem med din Storm og forfærde dem med din Hvirvelvind!

¹⁷ Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Spottere og frydede mig; jeg sad alene, for din Haands Skyld; thi du har fyldt mig med Harm.

¹⁴ Men dersom Nogen ikke lyder vor Formaning i Brevet, da mærker denne og haver intet at skaffe med ham, at han maa skamme sig.

⁸ sund, ulastelig tale, saa at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet Ondt har at sige om Eder.

¹⁸ thi de sagde Eder, at i den sidste Tid skulde der være Bespottere, som vandre efter deres ugudeligheds Lyster.

¹⁰ Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

²⁹ Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag! ³⁰ Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, livad ondt er?

²⁰ Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød: for dig, at jeg er mig selv til en Byrde

² Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud ³ Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

⁷ da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

⁵ Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud. har borttaget min Ret. ⁶ Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.

² Holder du dette for Ret - du sagde jo: Jeg er retfærdigere end Gud -

¹⁵ Værer altid rede til at forsvare Eder med Sagtmodighed og Ærefrygt for enhver, som begjerer Regnskab af Eder om det Haab, som er i Eder,

³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! ⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. ⁵ Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. ⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. ⁷ Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

³⁵ Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift - den Almægtige svare mig - og her den Klage, min Modpart har opsat;

⁶ Se jeg er ligesom du over for Gud, ogsaa jeg er dannet af Ler. ⁷ Se, Rædsel for mig skal ikke forfærde dig, og intet Tryk fra mig skal være svart over dig. ⁸ Men du sagde for mine Øren, og jeg hørte Talen, som lød: ⁹ Jeg er ren, uden Overtrædelse, jeg er skyldfri, og der er ingen Misgerning hos mig. ¹⁰ Se, han har fundet paa Fjendtligheder imod mig, han agter mig for sin Modstander; ¹¹ han har lagt mine Fødder i Stok, han tager Vare paa alle mine Stier. ¹² Se, heri har du ikke Ret! jeg vil svare dig; thi Gud er for høj for et Menneske. ¹³ Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger? ¹⁴ Men Gud taler een Gang og anden Gang; man agter ikke derpaa. ¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen, ¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem ¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden, ¹⁸ for at spare hans Sjæl fra Graven og hans Liv fra at omkomme ved Sværd.

¹ Derefter svarede HERREN Job ud af Stormen og sagde: ² Hvo er den, som formørker Guds Raad med Tale uden Forstand.

¹ Og HERREN svarede Job ud af Stormen og sagde: ² Bind op om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ³ Vil du gøre min Ret til intet? vil du dømme mig at være uretfærdig, for at du kan være retfærdig? ⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

²⁹ de skjulte Ting ere for HERREN vor Gud; men de aabenbare ere for os og for vore Børn evindeligen, at vi skulle gøre efter alle denne Lovs Ord.

¹³ Og efter alt det, som er kommet over os for vore onde Gerninger og for vor store Skyld, da du, vor Gud, har sparet os langt over vor Misgerning og givet os en Redning, som denne er:

⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

⁵ Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.

⁸ Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig o

¹¹ Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig,

²⁸ Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.

¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.

¹⁰ Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger.

⁴³ Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. ⁴⁴ Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab. ⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed. ⁴⁶ Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.

²² Det er, HERRENS Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse:

⁴⁷ Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder og en Herre over Konger, og Hemmeligheders Aabenbarer, efterdi du har kunnet aabenbare denne Hemmelighed.

³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt.

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, ²⁶ men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:

⁹ men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneses Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som han elske. ¹⁰ Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder. ¹¹ Hvilket Menneske veed det, der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? Saa veed og Ingen det, som er i Gud, uden Guds Aand.

⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden:

⁹ til ham, som gør store Ting, hvilke man, ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem;

¹⁴ Se, disse ere de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? Men hans Vældes Torden - hvo forstaar den!

²³ Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.

¹⁹ Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

³ HERREN er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig.

¹¹ Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.

²⁸ Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er HERREN, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig.

²⁷ Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Igen kjender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil det aabenbare.

³³ O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!

¹⁰ Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.

¹⁶ Thi hvo har kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? Men vi have Christi Sind.

⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom,

¹⁸ Thi sandelig, monne Gud skulde bo hos Menneskene paa Jorden? se, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme dig, hvor mindre dette Hus, som jeg har bygget?

¹² Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!

⁶ Dødsriget ligger blottet for ham, og Afgrunden har intet Skjul.

⁵ Sku Himmelen og se og betragt Skyerne; de ere højt over dig.

¹¹ Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham.

⁶ Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. ⁷ Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? ⁸ Dersom jeg farer op til Himrnelen, da er du der og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!

¹³ De skulle love HERRENS Navn; thi hans Navn alene er ophøjet, hans Majestæt er over Jorden og Himmelen.

² Det er Guds Ære at skjule en Ting, men det er Kongers Ære at ransage en Ting. ³ Himmelen i Højhed og Jorden i Dybde og Kongers Hjerte ere uransagelige.

⁹ Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa ere mine Veje højere end eders Veje og mine Tanker højere end eders Tanker.

² Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra.

¹⁸ at I, rodfæstede og grundfæstede i Kjærlighed, kunne formaae at begribe alle de Hellige baade Breden og Længden og Dybden og Høiden ¹⁹ og kjende Christi Kjærlighed, som overgaaer al Kundksab, at I kunne opfyldes af al Guds Fylde.

²⁴ Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen. ²⁵ Der han gav Vinden sin Vægt og bestemte Vandet dets Maal,

⁵ Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom. ⁶ Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne. ⁷ Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde; ⁸ han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder.

⁹ Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, ¹⁰ saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.

³⁰ Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og HERREN havde overantvordet dem

¹⁸ Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge.

¹² Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du ¹³ Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

¹⁴ Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

²⁹ Naar han skaffer Ro til Veje- hvo vil kalde ham uretfærdig? og naar han skjuler sit Ansigt - hvo kan da beskue ham? - baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

⁸ Og hvo lukkede for Havet med Døre, der det brød frem, gik ud af Moders Liv,

⁸ Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle.

²⁷ Jeg er den første, som siger til Zion: Se, se, her ere de! og som bærer Jerusalem et godt Budskab.

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket? ¹⁴ Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.

²¹ Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt. ²² Der er intet Mørke og ingen Dødsskyg ge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig. ²³ Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.

¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

¹⁴ Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper.

²² HERRE! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.

¹¹ HERREN kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.

⁸ og en Fordel for Jorden i det Hele er det, at der er en Konge over det dyrkede Land.

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det? ¹⁰ Jeg HERREN er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idrætters Frugt.

² Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg ihukommer al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere komne for mit Ansigt.

¹³ Du, som er ren af Øjne, saa at du ikke kan se paa ondt og ikke formaar at skue Jammer, hvorforl skuer du hen til de troløse; hvorfor tier du, naar den ugudelige opsluger den, som er retfærdigere end han?

²⁴ Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle, ²⁵ og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

²³ Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.

¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;

⁵ Mon Vildæselet skryder naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har foder?

² Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud! ³ Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde?

⁵ Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde ⁶ De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde. ⁷ Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem. ⁸ Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig.

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. ¹⁰ Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

²² var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi;

⁶ HERRE! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe.

² Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske. ³ Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige. ⁴ Hvo for op til Himmelen og for ned? Hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fstsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.

¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.

²⁴ som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned.

²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer,

¹⁶ Haver eet Sind imod hverandre; tragter ikke efter høie ting, men holder Eder til de lave; mener Eder selv ikke kloge.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! dersom Nogen lader sig tykkes at være viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed; ²⁰ og atter: Herren kjende de Vises Tanker, at de ere forfængelige.

³ iblandt hvilke ogsaa vi alle forhen vandrede i vort Kjøds Begjerligheder, og gjorde Kjødets og Lystens Villie og vare af naturen Verdens Børn, som og de Andre.

²⁰ Men vil du vide, o du forfængelige Menneske! at Troen uden Gjerninger er død?

¹³ Er Nogen viis og forstandig iblandt Eder, han vise ved god Omgængelse sine Gjerninger i Viis Sagtmodighed. ¹⁴ Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden. ¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk; ¹⁶ thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond handel. ¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt.

³ Da talede Samuel til al Israels Hus, sigende: Dersom I omvende eder til HERREN af eders ganske Hjerte, saa borttager de fremmede Guder og Astartebillederne af eders Midte, og bereder eders Hjerte til HERREN og tjener ham alene, og han skal fri eder af Filisternes Haand.

¹⁴ Og han gjorde det, som var ondt; thi han beredte ikke sit Hjerte til at søge HERREN.

³ Dog er der nogle gode Ting fundne hos dig, at du har borttaget Astartebillederne af Landet og beredet dit Hjerte til at søge Gud.

⁸ Dog jeg vilde søge hen til Gud, og til Gud vilde jeg rette min Tale;

⁵ Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade, ⁶ og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Boig skal have Fred.

²¹ Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig. ²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!

³¹ Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid.

⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

⁹ Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud.

⁶ Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela.

⁴⁷ Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

⁷ Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde eller hvor ere de oprigtige udslettede?

⁵ Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?

²³ Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.

³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

² Jeg vil agte paa Fuldkommenhedens Vej; naar vil du dog komme til mig? jeg vil vandre i mit Hjertes Retsind inden mit Hus.

¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

³⁰ Derfor vil jeg dømme enhver af eder, o Israels Hus! efter hans Veje, siger den Herre, HERRE; omvender eder, og vender eder bort fra alle eders Overtrædelser, at ikke Misgerning skal vorde eder til Fald. ³¹ Kaster bort fra eder alle eders Overtrædelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?

³ Da sagde han til mig: Dette er den Forbandelse, som udgaar over det ganske Land, thi hver den, som stjæler, skal efter den udryddes herfra, og hver den, som sværger, skal efter den udryddes derfra. ⁴ Jeg lod den udgaa, siger den HERRE Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene.

⁸ Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!

⁵ Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede. ⁶ Og HERREN sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet.

¹⁵ Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

²⁶ Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

⁶ Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfærdig skal være til en evig Ihukommelse. ⁷ Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa HERREN. ⁸ Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender.

⁶ da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud? ⁷ Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende.

²⁶ I HERRENS Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.

¹ De ugudelige fly, og der er ingen, som forfølger dem; men de retfærdige ere trygge som en ung Løve.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

⁸ Saa vil jeg, at Mændene skulle bede paa hvert Sted, opløftende hellige Hænder uden Vrede og Trætte.

²⁸ Og nu, mine Børn! bliver i ham, at naar han aabenbares, vi da kunne have Frimodighed og ikke skulle blive beskæmmede af ham ved hans Tilkommelse.

¹⁹ Og paa dette kjende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi stille vore hjerter tilfreds forhans Aasyn; ²⁰ thi om end vort hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort hjerte, og kjender alle Ting. ²¹ I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud, ²² og hvad vi bede om, det skulle vi annamme af ham; thi vi holde hans Bud og gjøre det, som er behageligt for ham.

¹¹ Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelægges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordærve Jorden.

⁵¹ Og Josef kaldte den førstefødtes Navn Manasse; "thi Gud har ladet mig glemme al min Møje og alt min Faders Hus".

¹⁵ Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,

¹¹ Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?

⁷ at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.

²⁰

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

⁴ Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse.

⁹ Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig.

¹⁶ Hver den, som velsigner sig i Landet, skal velsigne sig i den trofaste Gud, og hver den, som sværgel i Landet, skal sværge ved den trofaste Gud; thi de forrige Trængsler ere glemte, og de ere borte for mine Øjne.

²¹ Kvinden, naar hun føder, har Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel, ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden.

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

¹⁰ Og David lovede HERREN for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet være du, HERRE, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed!

¹¹ Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som HERREN havde ladet komme over ham og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld. ¹² Og HERREN velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder. ¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre. ¹⁴ Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk. ¹⁵ Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder sóm Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre. ¹⁶ Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt. ¹⁷ Og Job døde, gammel og mæt af Dage.

⁶ Og han skal føre din Retfærdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen.

¹⁴ De, som ere plantede i HERRENS Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.

⁴ Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfærdig.

¹⁸ Og de retfærdiges Sti er som et skinnende Lys, der bliver klarere og klarere indtil Middag.

⁸ Da, skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, HERRENS Herlighed skal slutte til efter dig. ⁹ Da skal du paakalde, og HERREN skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret. ¹⁰ Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen.

³ Og vi ville kende, jage efter at kende HERREN, som Morgenrøden er hans Opgang vis; og han skal komme til os som Regnen, som Sildigregnen, der væder Jorden.

⁸ Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! thi ere jeg falden, skal jeg staa op igen, og sidder jeg i Mørket, skal HERREN være mit Lys. ⁹ HERRENS Vrede vil jeg bære, thi jeg har syndet imod ham, - indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal skue hans Retfærdighed.

⁶ Og det skal ske paa den Dag, at der intet Lys skal være, de prægtige Himmellys skulle fordunkles. ⁷ Og der skal være een Dag, den skal være kendt af HERREN, der skal ikke være Dag og ikke Nat, og det skal ske imod Aftens Tid, at der skal blive Lys.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

²⁶ Og det var ham aabenbaret af den Hellig Aand, at han ikke skulde see Døden, førend han havde seet Herrens Salvede. ²⁷ Og han kom i Templet af Aandens Drift; og der Forældrene bragte Barnet Jesus ind, at gjøre for ham, hvad der var Skik efter Loven, ²⁸ da tog han ham paa sine Arme og prisede Gud og sagde: ²⁹ Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du har sagt. ³⁰ Thi mine Øine have seet din Frelse, ³¹ hvilken du beredte for alle Folks Aasyn, ³² et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel.

⁵ Og Tærsketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsæden, og I skulle æde eders Brød, at I vorde mætte, og I skulle bo tryggelig i eders Land. ⁶ Og jeg vil give Fred i Landet, at I maa hvile i Ro, og ingen skal forfærde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Sværdet skal ikke gaa igennem eders Land.

¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlænge mit Liv?

⁶ Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

²⁷ Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter. ²⁸ Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje. ²⁹ Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.

⁵ Jeg raaber til HERREN med min Røst, og han bønhører mig fra sit hellige Bjerg. Sela.

⁸ Du gav Glæde i mit Hjerte større end den, de havde, da deres Korn og deres Most var i Overflod. I Fred vil jeg baade lægge mig og sove; thi du, HERRE! skal lade mig bo ene i Tryghed.

⁵ Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? og hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

²⁴ Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, og naar du har lagt dig, skal din Søvn være sød. ²⁵ Du skal ikke frygte for pludselig Skræk, ej heller for Ødelæggelsen over de ugudelige, naar den kommer. ²⁶ Thi HERREN skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod fra at fanges.

³² Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.

³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab, ⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.

²⁷ hvem Gud vilde tilkjendegive, hvor stor denne Hemmeligheds herlige Rigdom er iblandt hedningerne, hvilken er Christus iblandt Eder, det Herlighedens Haab.

²⁶ Og Abimelek drog til ham fra Gerar med Akusat sin Ven og Pikol sin Stridshøvedsmand. ²⁷ Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet rnig og drevet mig fra Eder. ²⁸ Og de svarede: Vi se klarligen, at HERREN er med dig; derfor sagde vi: Kære, lad være en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig, ²⁹ at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu HERRENS velsignede. ³⁰ Saa gjorde han dem et Gæstebud, og de aade og drak. ³¹ Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred.

⁶ Og jeg vil give Fred i Landet, at I maa hvile i Ro, og ingen skal forfærde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Sværdet skal ikke gaa igennem eders Land.

⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁹ Saa gik Elifas Themaniten og Bildad; Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom HERREN havde sagt til dem; og HERREN ansaa Jobs Person.

¹² saa skal Kongen faa Lyst til din Skønhed; thi han er din Herre, og du skal tilbede ham.

⁶ Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

¹⁴ Saa siger HERREN: Ægyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabæerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.

¹⁴ Og Børnene af dem, som trængte dig, skulle gaa bøjede til dig, og alle de, som spottede dig, skulle kaste sig ned for dine Fødder, o de skulle kalde dig HERRENS Stad, Zion, den Helliges i Israel.

⁹ See, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige jeg selv at være Jøder og ere det ikke, men lyve. See, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder, og kjende, at jeg har elsket dig.

¹⁶ da vil jeg ogsaa gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfærdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal for tortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl; og I skulle saa eders Sæd, forgæves, og eders Fjender skulle opæde den.

⁶⁵ Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl.

¹³ Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl. ¹⁴ Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.

⁵ Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.

¹⁴ Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge.

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

²² Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med Il skal han ville fly fra hans Haand.

¹⁶ dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

²² Der er intet Mørke og ingen Dødsskyg ge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.

³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

²⁴ Hvad den ugudelige frygter for, det skal komme over ham; men de retfærdiges Begæring skal Gud give ham.

²⁰ Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.

¹⁷ Endnu forsmægte vore Øjne forgæves efter vor Hjælp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse.

¹⁴ Og den lette skal ingen Tilfrugt finde, og den stærke skal ikke lægge Kraft i sin Styrke, og den vældige skal ikke redde sit Liv,

¹⁹ ligesom naar een flyr for Løven, og der da møder ham en Bjørn, og naar han er kommen i Huset og støtter sig med sin Haand til Væggen, der da en Slange bider ham. ²⁰ Er ikke HERRENS Dag Mørke uden Lys og bælgmørk uden Skin paa den?

¹ Jeg saa Herren staa over Alteret, og han sagde: Slaa Søjlehovederne; saa at Dørtærsklerne ryste, og slaa dem itu ned over alles Hoved, og de overblevne af dem skal jeg ihjelslaa, med Sværdet: af dem skal ingen, som flyr, undfly, og af dem skal ingen, som undkommer, reddes. ² Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra. ³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem.

²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. ²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham,