Job 16:7 Cross References - Danish

⁷ Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

¹⁵ da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁶ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Guds ild faldt fra Himmelen og brændte paa Faarene og paa Drengene og fortærede dem; og jeg alene er undkommen. Jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁷ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldæerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁸ Men der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Dine Sønner og dine Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus, ¹⁹ og se, der kom et stærkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁷ Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

³ saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed;

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

⁵ da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig. ⁶ da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække; ⁷ da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet. ⁸ De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende. ⁹ De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund. ¹⁰ Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane. ¹¹ Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd. ¹² Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde. ¹³ Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte. ¹⁴ Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke. ¹⁵ Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod. ¹⁶ Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg. ¹⁷ Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder. ¹⁸ Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand. ¹⁹ Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene. ²⁰ Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand. ²¹ De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad. ²² Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem; ²³ de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn. ²⁴ Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde. ²⁵ jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

⁶ Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget? ⁷ Jeg er træt af mit Suk, jeg væder min Seng den ganske Nat; jeg gennembløder mit Leje med min Graad.

¹¹ Min Søn! foragt ikke HERRENS Tugt, og vær ikke utaalmodig ved hans Revselse. ¹² Thi HERREN revser den, som han elsker, og som en Fader den Søn, i hvem han har Behag.

⁴ Den Herre, HERRE har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækkeI hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte.

¹³ Saa vil da ogsaa jeg slaa dig smerteligt, idet jeg ødelægger dig for dine Synders Skyld.