Job 21 Cross References - Danish

¹ Men Job svarede og sagde: ² hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde! ³ Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte! ⁴ Mon min Klage gælder Mennesker og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig? ⁵ Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden! ⁶ Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød. ⁷ Hvorfor blive de ugudelige i. Live, blive gamle, ja vældige i Kraft? ⁸ Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne. ⁹ Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem. ¹⁰ Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar. ¹¹ De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe. ¹² De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved; Fløjtens Lyd. ¹³ De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. ¹⁴ Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje. ¹⁵ Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham? ¹⁶ Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig. ¹⁷ Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede? ¹⁸ Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler ¹⁹ Gud gemmer hans Uret til hans Børn." Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det. ²⁰ Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede. ²¹ Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude? ²² Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje? ²³ Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg; ²⁴ hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld. ²⁵ Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt. ²⁶ De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem. ²⁷ Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig; ²⁸ thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede? ²⁹ Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd, ³⁰ at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag ³¹ Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham ³² Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde. ³³ I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal. ³⁴ Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.

⁷ Og man gav Jotham det til Kende, og han gik hen og stod paa Garizims Bjergs Top og opløftede sin Røst og raabte og sagde til dem: Hører mig, I Mænd i Sikem, saa skal Gud høre eder!

³ Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtibe, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud. ⁴ Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.

¹¹ Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig,

² Jeg har hørt mange Ting som dise: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.

¹ Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord!

³¹ Mærk det, Job! hør mig; ti stille, og jeg vil tale. ³² Har du noget at sige, da giv mig Svar; tal, thi jeg har Lyst til at give dig Ret. ³³ Men har du intet, da hør du paa mig; ti stille, saa vil jeg lære dig Visdom!

² Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;

² Hvi veje I Penge ud, for hvad der ikke er Brød, og eders Dagløn, for hvad der ikke kan mætte? hører dog paa mig og æder det gode, saa skal eders Sjæl kvæge sig med det fede.

¹ Derfor bør det os des mere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.

⁴ Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter. ⁵ En for agtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden.

⁹ Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham; ligesom man bedrager et Menneske

¹³ Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!

¹⁰ De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med F'orhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

²⁰ Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

² Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?

⁹ Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke dette Mose for Sjæleangst og for den haar de Trældom.

¹⁶ Agt ikke din Tjenestekvinde ligesom en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harmes Mangfoldighed.

²⁶ Og det skete, der Israels Konge gik forbi paa Muren, da raabte en Kvinde til ham og sagde: Frels, min Herre Konge! ²⁷ Og han sagde: Da HERREN ikke frelser dig, hvorfra skal jeg da skaffe dig Frelse? af Laden eller af Vinpersen?

¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlænge mit Liv?

¹¹ Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed. ¹² Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætteVagt over mig, ¹³ Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig; mit Leje skal lette min Klage; ¹⁴ da forskrækker du mig med Drømme og ved Syner forfærder du mig, ¹⁵ saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler. ¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed; ¹⁷ Hvad er et Menneske; at du agte ham stort; og at du vil lægge dig ham paa Hjerte? ¹⁸ og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik? ¹⁹ Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt? ²⁰ Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød: for dig, at jeg er mig selv til en Byrde ²¹ Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed. ² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. ³ Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.

¹¹ Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. ⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. ⁵ Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. ⁶ Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. ⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

¹ En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for HERRENS Ansigt.

² Med min Røst vil jeg raabe til HERREN; med min Røst vil jeg bede til HERREN om Naade. ³ Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

³⁸ Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.

¹⁹ Og de svarede ham: Ti, læg din Haand paa din Mund og gak med os, og vær vor Fader og Præst; er det bedre, at du er Præst for een Mands Hus, eller at du er Præst for en Stamme og for en Slægt i Israel?

¹² Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen.

⁸ For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.

²⁰ Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud. ²¹ Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

⁹ De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han?

⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

³² Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!

¹³ Derfor maa den, som er klog, tie i denne Tid; thi det er en ond Tid.

¹⁶ Hedningerne skulle se det og beskæmmes for al deres Vælde; de skulle lægge Haand paa Mund; deres øren skulle blive døve.

³³ O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!

³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig.

¹²⁰ Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.

¹⁹ Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! ²⁰ Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

¹⁶ Jeg har hørt det, og mit Indre bævede, ved Røsten dirrede mine Læber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal være rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det.

⁶ Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.

¹⁰ De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.

³⁵ Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud.

³ Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. ⁴ Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. ⁵ De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. ⁶ Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. ⁷ Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. ⁸ De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. ⁹ De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden. ¹⁰ Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem. ¹¹ Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste? ¹² Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

¹ HERRE! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge? ² Du plantede dem, de sloge ogsaa Rødder, de gaa frem, de have ogsaa baaret Frugt; du er nær i deres Mund, men langt borte fra deres Indre. ³ Men du, HERRE! du kender mig, du ser mig og prøver mit Hjertelag imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes og indvi dem til Drabsdagen!

¹⁷ Tingen er i Vægternes besluttede Raad, og Sagen er de helliges Befaling, paa det de, som leve, kunne kende, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til hvem, han vil, og ophøjer den ringe iblandt Menneskene over det.

¹³ Du, som er ren af Øjne, saa at du ikke kan se paa ondt og ikke formaar at skue Jammer, hvorforl skuer du hen til de troløse; hvorfor tier du, naar den ugudelige opsluger den, som er retfærdigere end han?

¹⁵ Han drager dem alle sammen op med Krog, samler dem i sin Vod og sanker dem i sit Garn; derover glæder og fryder han sig. ¹⁶ Derfor ofrer han til sin Vod og bringer Røgoffer til sit Garn; thi ved dem er hans Del fed, og hans Mad er det fede.

² Og Dyret, som jeg saae, var ligt en Parder og dets Fødder som en Bjørns og dens Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Throne og stor Magt. ³ Og jeg saae eet af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret. ⁴ Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret magt; og de tilbade Dyret og sagde: hvo er Dyret lig? hvo kan stride imod det? ⁵ Og en Mund blev det given til at tale store Ting og Bespottelse, og Magt blev det given til at virke i to og fyrretyve Maaneder. ⁶ Og det oplod sin Mund til Bespottelse imod Gud, at bespotte hans Navn og hans Paulun og dem, som boe i Himmelen. ⁷ Og der blev givet det at føre Krig mod de Hellige og at overvinde dem; og Magt blev det given over hver Stamme og hvert Tungemaal og hvert Folk.

² med hvilken Kongerne paa Jorden have bolet, og de, som boe paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Horeries Viin. ³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn. ⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed.

³ Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig. ⁴ Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem.

¹⁹ Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger.

¹⁰ Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.

²⁸ Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.

¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

⁶ Børnebørn ere de, gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.

³⁴ Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

²¹ Rædsler lyde for hans øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.

¹¹ Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar;

⁵ De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

¹⁹ Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og jeg læger ham. ²⁰ Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd. ²¹ De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.

²⁶ Der skal ingen være, som føder i Utide eller er ufrugtbar i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal.

¹³ Og han skal elske dig og velsigne dig og mangfoldiggøre dig, og han skal velsigne dit Livs Frugt og dit Lands Frugt, dit Korn og din nye Vin og din Olie, dine Øksnes Affødning og dit Smaakvægs megen Yngel i det Land, som han har tilsvoret dine Fædre at ville give dig. ¹⁴ Du skal være velsignet fremfor alle Folk; der skal ingen ufrugtbar Han eller Hun være iblandt dig eller iblandt dit Kvæg.

¹¹ Og, HERREN skal give Overflod, dig til Gode, af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt i det Land, som HERREN tilsvor dine Fædre at give dig.

¹³ at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; ¹⁴ at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader.

¹ Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt. ² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

¹⁶ Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel. ¹⁷ Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter. ¹⁸ Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde.

⁴¹ Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn. ⁴ Som Pile i den vældiges Haand, saa Ungdoms Sønner. ⁵ Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.

²¹ Og hans Broders Navn var Jubal han var Fader til alle dem, der legede paa Harpe og Fløjte.

²⁷ Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer?

¹² Og Harper og Psalter, Tromme og Pibe og Vin høre til deres Gæstebud; men de ville ikke se til HERRENS Gerning, og de have ikke Syn for hans Hænders Værk.

¹³ Men se, der er Fryd og Glæde, man ihjelslaar Øksne og slagter Faar, æder Kød og drikker Vin: "Lader os æde og drikke; thi vi skulle de i Morgen!

⁴ Folk, som sove paa Elfenbens Senge og række sig paa deres Leje, og som æde Lam af Hjorden og Kalve fra Fedestalden; ⁵ som fremkunstle Toner efter Psalteren og, som David, optænke sig Strengeleg; ⁶ som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst!

¹¹ Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;

⁴ Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.

³⁸ Thi ligesom de i Dagene før syndfloden aade og drak, toge tilægte og bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken; ³⁹ og de agtede det ikke, indtil Syndfloden kom og tog dem alle bort: saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse være.

¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

²⁸ Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede. byggede; ²⁹ men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl af Himmelen og ødelagde dem alle.

¹⁷ de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.

⁴ Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

²⁹ Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke HERRENS Frygt,

¹⁵ Han drager dem alle sammen op med Krog, samler dem i sin Vod og sanker dem i sit Garn; derover glæder og fryder han sig.

²⁸ Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.

³⁷ Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen.

¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. ²⁰ Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham.

⁴⁵ Men mig troe I ikke, fordi jeg taler Sandhed. ⁴⁶ Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd? men siger jeg Sandhed, hvorfor troe I mig ikke? ⁴⁷ Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.

²³ Hvo mig hader, hader og min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.

²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,

⁷ efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det.

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.

³ Thi den Tid skal vorde, da de ikke skulle fordrage den sunde lærdom, men efter deres egne Begjeringer tage sig selv lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren. ⁴ Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler.

² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

⁹ Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.

³ at du siger: Hvad gavner det dig hvad Gavn har jeg deraf, fremfor om jeg syndede?

⁴ HERREN udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

⁹ at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er HERREN? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

¹¹ viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel!

¹⁹ Ikke i Løndom har jeg talt, ikke paa Jordens mørke Steder; jeg har ikke sagt til Jakobs Sæd: Søger mig forgæves, jeg er HERREN, som taler Retfærdighed, som forkynder Retvished.

⁶ Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og dehes Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig.

¹³ Og I sige: Se, hvilken Møje! og I blæse ad det, siger den HERRE Zebaoth, og I fremføre, hvad der er røvet, og det halte og det syge, ja, frembære det som Offergave; skulde jeg have Behag i saadant af eders Haand? siger HERREN. ¹⁴ Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den HERRE Zebaoth, og mit Navn er forfærdeligt iblandt Hedningerne.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

²⁴ Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders Glæde maa blive fuldkommen.

⁶ Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke folenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen.

²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!

⁹ Hvo ved ikke om alle disse Ting, at HERRENS Haand har gjort dette? ¹⁰ han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!

¹⁸ Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.

¹ Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde;

⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, ⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?

⁵ Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. ⁶ Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! ⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

¹⁰ Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!

⁸ Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,

⁸ Mennesket har ikke Magt over Aanden til at holde Aanden tilhage og ingen Magt over Dødens Dag og kan i Striden ikke undslippe, og Ugudelighed kan ikke redde sin Ejermand.

² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

⁵ Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne. ⁶ Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.

¹⁸ De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.

¹⁰ Den ugudelige har mange Smerter; men den, som forlader sig paa HERREN, omgiver han med Miskundhed.

⁷ Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. ⁸ Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys. ⁹ Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

⁹ De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.

²⁰ Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.

²⁰ Thi den onde skal ingen, Eftertid have; de ugudeliges Lampe skal udslukkes.

⁸ Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes.

⁴⁶ da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe.

⁸ men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede. ⁹ Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjæl, som gjør det Onde, baade en Jødes først og en Grækers;

⁷ Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge;

²⁵ Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?

⁴ Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver.

⁵ Lad dem blive som Avner for Vejret, og HERRENS Engel støde dem bort.

¹³ dem, som have sagt: vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom.

²⁴ Derfor, ligesom Ildens Tunge fortærer Halm, og Straa synker sammen i Luen, saa skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster fare op som Støv! thi de have forkastet den HERRE Zebaoths Lov og foragtet Israels Helliges Tale.

¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.

⁵ Og dine Fjenders Mangfoldighed skal vorde som fint Støv og Voldsmændenes Mangfoldighed som Avner, der henfare, og det skal ske hastelig i et Øjeblik.

²⁴ Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm.

¹⁵ Se, jeg gør dig til en skarp ny Teerskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner. ¹⁶ Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dern; men du skal fryde dig i HERREN, du skal prise dig i Israels Hellige.

²⁴ Derfor vil jeg adsprede dem som Halm, der farer hen for et Vejr fra Ørken.

³ Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Tærskepladsen, og som Røg ud af et Vindue.

¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.

¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

⁷ Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig er dens Attraa men du skal herske over den.

⁵ Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, HERREN din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;

³⁴ Er det ikke gemt hos mig lagt under Segl i mine, Skatkamre?

⁴¹ Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.

³⁹ Og jeg er endnu svag, skønt jeg er salvet til Konge; men disse Mænd, Zerujas Børn, ere stærkere end jeg; HERREN skal betale den, som gjorde det onde, efter hans Ondskab.

²⁴ Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:

⁵ Thi fremmede staa op imod mig, og Voldsmænd søge efter mit Liv; de have ikke Gud for Øje. Sela.

⁹ Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! ¹⁰ Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! ¹¹ Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. ¹² Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! ¹³ Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! ¹⁴ Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! ¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; ¹⁶ fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. ¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. ¹⁸ Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. ¹⁹ Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. ²⁰ Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! ²¹ Men du, HERRE, Herre imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. ²² Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. ²³ Jeg svinder bort som en Skygge, og hans Retfærdighed naar den hælder, jeg blive naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. ²⁴ Mine Knæ rave af Faste og mit Kød er magert og har ingen Fedme. ²⁵ Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. ²⁶ Hjælp mig, HERRE, min Gud! frels mig efter din Miskundhed ²⁷ at de, maa kende, at dette er din Haand; evig du, HERRE! du har gjort det. ²⁸ Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. ²⁹ Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. ³⁰ Jeg vil takke HERREN højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; ³¹ thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.

²¹ Bereder hans Børn et bad far deres Fædres Misgerning, at de ikke rejse sig, hverken til at arve Jorden eller til at fylde Jorderiges Kreds med Stæder.

⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. ⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. ⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham.

²⁹ I de Dage skulle de ikke mere sige: Fædrene aade sure Druer, og Børnenes Tænder bleve Ømme;

² Hvordan er det med eder, at I bruge dette Ordsprog udi Israels Land og sige: Fædrene æde sure Druer, men Børnenes Tænder bleve ømme?

¹⁴ Og se, har han avlet en Søn, og denne saa alle sin Faders Synder, som han havde gjort, og skønt han saa dem, gjorde ikke derefter,

¹⁹ Og sige I: "Hvorfor skal Sønnen ikke bære Faderens Misgerning med"? Sønnen gjorde Ret og Retfærdighed og har holdt alle mine Skikke og gjort derefter, han skal visselig leve. ²⁰ Den Sjæl, som synder, den skal dø; en Søn skal ikke bære Faderens Misgerning med, og en Fader skal ikke bære Sønnens Misgerning med; den retfærdiges Retfærdighed skal komme over ham selv, og den ugudeliges Ugudelighed skal komme over ham selv.

¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

¹⁹ Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden hvor Møl og Rust fordærve, og hvor Tyve igennembryde og stjæle; ²⁰ samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igennembryde, ei heller stjæle.

²⁷ Thi Menneskens Søn skal komme i sin Faders herlighed med sine Engle; og da skal han betale hver efter sin Gjerning.

³¹ Saa være I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne. ³² Saa fylder og I Eders Fædres Maal! ³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom? ³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden, ³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

²¹ Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfærdige for Gud.

¹⁴ Alexander, Smeden, beviste mig meget Ondt; Herren betale ham efter hans Gjerninger!

⁶ Betaler hende, som hun har betalt Eder, og gjengælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger: skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun har skjenket med.

¹⁹ Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

³ Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!

⁸ men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden.

¹⁷ Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af HERRENS Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger.

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den. ¹⁶ Og de skulle drikke og tumle og rase over Sværdet, som jeg sender iblandt dem.

⁷ Babel var et Guldbæger i HERRENS Haand, den har gjort hele Verden drukken; Folkene have drukket af dens Vin, derfor tabte Folkene Besindelsen.

²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.

¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar.

⁵ Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

²¹ Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

²³ Kast din Sag paa HERREN, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.

²⁴ Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.

¹⁸ Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig. ¹⁹ Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.

²⁷ Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus; ²⁸ thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.

¹⁸ Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

¹⁵ Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:

¹⁷ Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig? ¹⁸ Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige! ¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

¹¹ som belærer os fremfor Dyrene paa Jorden og gør os visere end Fuglene under Himmelen?

²² Se, Gud er oph øjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

² Bind op om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!

¹ En Psalme; af Asaf. Gud staar i Guds Menighed; han dømmer midt iblandt Guder.

⁵ Hvo er som HERREN vor Gud? han, som har sat sit Sæde højt; ⁶ han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden;

⁸ og en Fordel for Jorden i det Hele er det, at der er en Konge over det dyrkede Land.

¹³ Hvo har udmaalt HERRENS Aand, og hvo har som hans Raad giver undervist ham? ¹⁴ Med hvem har han raadført sig, som har give ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej?

²² Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi; ²³ han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne.

⁹ Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder?

³⁴ Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver!

¹⁶ Thi hvo har kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? Men vi have Christi Sind.

³ Vide I ikke, at vi skulle dømme Englene? end sige timelige Ting!

⁴ Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen;

⁶ Og Englene, som ikke bevarede deres første Tilstand, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket til den store Dags Dom.

¹ Og jeg saae en Engel fare ned fra Himmelen; han havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand. ² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar ³ og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.

¹² Og jeg saae de Døde, Smaa og Store staaende for Gud, og Bøgerne bleve opladte; og en anden Bog blev opladt, som er Livsens Bog; og de Døde bleve dømte efter det, som er skrevet i Bøgerne efter deres Gjerninger. ¹³ Og Havet afgav de Døde, som vare i det; og Døden og Helvede afgave de Døde, som var i dem, og de bleve dømte, hver efter sine Gjerninger. ¹⁴ Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen. Denne er den anden Død. ¹⁵ Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.

²² Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham. ²³ For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!

¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;

⁴ Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. ⁵ De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

²⁷ thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

⁸ Det skal være en Lægedom for din Navle og en Vædske for dine Ben.

⁸ Og Husaj sagde: Du kender din Fader og hans Mænd, at de ere vældige, og at de ere bitre i Sindet som en Bjørn, hvem Ungerne røves fra paa Marken, dertil er og din Fader en Krigsmand og skal ikke blive Natten over hos Folket.

¹² Men hun sagde: Saa vist som HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø.

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

¹¹ Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

¹⁸ Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder:

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

²³ For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!

¹⁰ Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.

² Naar der er en Mand, hvem Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og han fattes intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand fortærer det: Da er dette Forfængelighed og en slem Lidelse.

¹⁵ Hvad skal jeg sige? han har sagt mig det, og han har fuldkommet det; jeg skal vandre sagtelig alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld. ¹⁶ Herre! ved disse Ting lever man, og ved dem alle faar min Aand Liv; du gøre mig stærk og holde mig i Live! ¹⁷ Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.

¹⁶ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! se, jeg vil forminske Brøds Forraad i Jerusalem, at de skulle æde Brød efter Vægt og med Bekymring og drikke Vand efter Maal og med Forfærdelse, ¹⁷ fordi de skulle have Mangel paa Brød og Yand, saa de forfærdes, den ene med den anden, og hensmægte i deres Misgerning.

¹⁸ Du Mermeskesøn! du skal æde dit Brød med Bæven og drikke Vand med Uro og med Bekymring.

¹⁸ der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst; ¹⁹ der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

¹⁴ Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!

²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

¹¹ Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.

²⁰ Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.

² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

¹¹ Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig.

⁸ Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter: ⁹ De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand. ¹⁰ Løvens Brøl og den grumme Løves Røst høre op, og de unge Løvers Tænder ere knuste; ¹¹ Løven omkommer af lvlangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

³ Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig. ⁴ Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem. ⁵ Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.

³ Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed? ⁴ Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold. ⁵ Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade, ⁶ og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Boig skal have Fred.

²⁰ Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand. ²¹ Rædsler lyde for hans øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham. ²² Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet. ²³ Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side. ²⁴ Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden; ²⁵ thi han har udrakt; sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige; ²⁶ han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag; ²⁷ thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme, ²⁸ og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe. ²⁹ Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet skal ikke udbredes i Landet. ³⁰ Han skal ikke komme bort fra Mørket en Lue skal tørre hans Kvist; mer han skal komme bort ved hans Munds Aande. ³¹ Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, har skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling. ³² Før hans; Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes. ³³ Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster. ³⁴ Thi den vanhelliges. Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte. ³⁵ De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

²⁹ Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.

³ Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

⁴ Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o HERRE!

⁸⁶ Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig!

²² Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han og sagde til dem: hvad tænkte I udi Eders Hjerter?

¹⁹ Thi dette finder Naade, dersom Nogen af Samvittighed for Gud fordrager Gjenvordigheder, naar han lider uretfærdeligen.

²⁶ Og han talede til Menigheden og sagde: Kære, viger bort fra disse ugudelige Mænds Telte, og rører ikke ved noget af det, som hører, dem til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. ²⁷ Og; de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaa Børn. ²⁸ Og Mose sagde: Derpaa skulle I kende, at HERREN har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte: ²⁹ Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har HERREN ikke sendt mig; ³⁰ men dersom HERREN skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Mænd have opirret HERREN. ³¹ Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem, ³² og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. ³³ Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden. ³⁴ Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os!

³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen.

²² De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.

⁷ saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han

³⁷ Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

³⁶ Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.

⁵ Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. ⁶ Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge!

⁹ Ve den, som gør sig skændig Vinding For sit Hus for at sætte sin Rede i det høje, for at redde sig fra Ulykkens Haand! ¹⁰ Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus om at ødelægge mange Folk, idet du dog syndede imod din egen Sjæl. ¹¹ Thi Stenen fra Væggen skal raabe, og Bjælken fra Træværket skal syare den.

⁴ Jeg lod den udgaa, siger den HERRE Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene.

⁸ Og de, som ere gaa forbi, sige ikke: HERRENS Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i HERRENS Navn.

⁵ Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag.

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

⁴ HERREN har gjort al Ting efter dets Øjemed; ogsaa den ugudelige er til Ulykkens Dag.

² En nidkær og hævnende Gud er HERREN, en Hævner og mægtig i Vreden er HERREN; en Hævner er HERREN imod sine Modstandere, og han bevarer Vrede imod sine Fjender.

¹⁵ En Vredes Dag er denne Dag, en Nøds og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Ødelæggelses Dag, en Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Skys og Mulms Dag,

⁹ da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfærdige til Dommens Dag at straffes; ¹⁰ og meest dem, som vandre efter Kjødet, i Besmittelsens Lyster, og foragte Herskab. Dristige, frække, bæve de ikke ved at bespotte Værdigheder, ¹¹ da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren. ¹² Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til Rov og Ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, og skulle ødelægges i deres egen Ødelæggelse, ¹³ og erholde Uretfærdigheds Løn. Vellyst søge de i daglig Overdaadighed en Skamplet og Skjændsel ere de; de gjøre sig lystige i deresBedragerier, naar de holde Maaltid med Eder; ¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed. ¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

⁷ Men Himlene og Jorden, som nu ere, gjemmes ved det samme Ord til Ilden, bevarede til Dommens og de ugudelige Menneskers Fordærvelses Dag.

¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

¹⁰ Og han betaler dem, som ham hade, øjensynligen, ved at lade dem omkomme; han skal ikke tøve med den, som hader ham, han skal betale ham øjensynligen.

⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand, ⁸ og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til. ⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd. ¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru. ¹¹ Saa sagde HERREN: Se, jeg rejser Ulykke over dig fra dit eget Hus og tager dine Hustruer for dine Øjne og giver din Næste dem, at han skal ligge hos dine Hustruer for den klare Sol. ¹² Thi du har gjort det i Løndom; men jeg vil gøre denne Gerning for al Israel og for Solens Lys.

¹⁹ Og du skal tale til ham og sige: Saaledes sagde HERREN: Har du baade myrdet og tilmed taget en Ejendom? Fremdeles skal du tale til ham og sige: Saa siger HERREN: Paa det Sted, hvor Hundene slikkede Naboths Blod, skulle Hundene slikke dit Blod, ja ogsaa dit. ²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne. ²¹ Se, jeg vil føre Ulykke over dig og borttage dine Efterkommere og udrydde af alt Akabs Hus enhver af Mandkøn og den bundne og den løsladte i Israel. ²² Og jeg vil gøre dit Hus som Jeroboams, Nebats Søns, Hus, og som Baesas, Ahias Søns, Hus, for den Opirrelses Skyld, som du har opirret mig med, og fordi du kom Israel til at synde. ²³ Og om Jesabel har HERREN ogsaa talt og sagt: Hundene skulle æde Jesabel inden Jesreels Mure. ²⁴ Hvo som dør i Staden af Akabs Hus, skulle Hundene æde, og hvo som dør paa Marken, skulle Fuglene under Himmeler æde.

¹⁹ Gud gemmer hans Uret til hans Børn." Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.

¹¹ Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.

²¹ Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne.

¹³ At vi have gjort Overtrædelser og fornægtet HERREN, og at vi have vendt os bort fra vor. Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte.

³³ Hvor godt ved du dog at vælge din Vej for at søge Kærlighed, derfor har du ogsaa lært dine Veje at kende det onde. ³⁴ Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjæles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld. ³⁵ Og dog sagde du: Jeg er uskyldig, hans Vrede har vendt sig fra mig; se, jeg vil gaa i Rette med dig, fordi du siger: Jeg har ikke syndet.

¹⁸ Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.

²⁵ Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.

¹⁹ Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.

¹¹ Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste.

¹³ Thi der skal gaae en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed; men Barmhjertighed træder frimodighed for Dommen.

²¹ De vældiges Fyrster tale om ham midt fra Dødsriget, med hans Hjælpere; de ere nedfarne, de ligge der, de uomskaarne, ihjelslagne med Sværd. ²² Der er Assur og al dets Forsamling, trindt omkring ham ere deres Grave, alle sammen ere de ihjelslagne, de, som faldt ved Sværd; ²³ dets Grave ere lagte i Hulens nederste Dyb, og dets Forsamling er trindt omkring dets Grav; de ere alle ihjelslagne, faldne ved Sværd, de, som voldte Forskrækkelse i de levendes Land. ²⁴ Der er Elam og al dets Hob trindt omkring i dets Grav; alle sammen ere de ihjelslagne, de, som faldt ved Sværd, hvilke som uomskaarne fore ned til Underverdenens Land og havde voldt Forskrækkelse for sig i de levendes Land, og de bære deres Skændsel iblandt dem, som fare ned i Hulen. ²⁵ Man har givet det Leje midt iblandt de ihjelslagne, iblandt al dets Hob, trindt omkring ham ere deres Grave; alle ere de uomskaarne, ihjelslagne ved Sværd; thi Forskrækkelse for dem var udbredt i de levendes Land, og de bære deres Skændsel iblandt dem, som fare ned i Hulen, midt iblandt de ihjelslagne er han lagt. ²⁶ Der er Mesek, Tubal og al dets Hob, trindt omkring ham ere deres Grave; alle ere de uomskaarne, ihjelslagne med Sværd, thi de have voldet Forskrækkelse for sig i de levendes Land. ²⁷ Men de ligge ikke ved de Helte, som ere faldne af de uomskaarne, hvilke nedfore til Dødsriget med deres Krigsvaaben og fik deres Sværd lagde under deres Hoveder; deres Misgerninger ere komne over deres Ben; thi de vare en Forskrækkelse for Heltene i de levendes Land. ²⁸ Og du! du skal sønderknuses midt iblandt de uomskaarne og ligge ved dem, som ere ihjelslagne ved Sværd. ²⁹ Derhen kom Edom, dets Konger og alle dets Fyrster, som trods deres Styrke ere lagte hos dem, som ere ihjelslagne med Sværd; de ligge ved de uomskaarne og ved dem, som nedfare i Hulen. ³⁰ Derhen kom alle de ypperste Mænd af Norden og alle Zidonier, som fore ned til de ihjelslagne og bleve beskæmmede, uabtet de havde voldet Forskrækkelse formedelst deres Styrke, og de ligge som uomskaarne ved dem, som ere ihjelslagne med Sværd, og bære deres Skændsel iblandt dem, som nedfare i Hulen. ³¹ Dem skal Farao se og trøste sig over hele sin Hob; ihjelslagen med Sværd er Farao og al hans Hær, siger den Herre, HERRE. ³² Thi jeg har ladet ham volde Forskrækkelse i de levendes Land; saa skal Farao og al hans Hob lægges midt iblandt de uomskaarne, iblandt dem, som ere ihjelslagne med Sværd, siger den Herre, HERRE.

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.

¹⁷ Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven

¹⁶ Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.

²⁴ De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

⁴ En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig.

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,

⁴ Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.