Job 23 Cross References - Danish

¹ Men Job svarede og sagde: ² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk. ³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! ⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. ⁵ Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. ⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. ⁷ Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig. ⁸ Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke. ⁹ Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham. ¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet. ¹¹ Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke. ¹² Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov. ¹³ Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han. ¹⁴ Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadnne Ting har han for. ¹⁵ Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham. ¹⁶ Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig. ¹⁷ fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.

² Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! ³ Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

¹¹ Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

⁶ og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning.

⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! ³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. ⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. ⁵ Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. ⁶ Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. ⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

¹⁹ Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! ²⁰ Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

³ Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtibe, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.

²¹ at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

³⁵ Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift - den Almægtige svare mig - og her den Klage, min Modpart har opsat; ³⁶ sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke! ³⁷ Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

¹ Og HERREN svarede Job ud af Stormen og sagde: ² Bind op om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ³ Vil du gøre min Ret til intet? vil du dømme mig at være uretfærdig, for at du kan være retfærdig? ⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁸ Ja, paa dine Dommes Sti HERRE! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær. ⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

⁷ Vidne end vore Misgerninger imod os HERRE! da, gør det dog for dit Navns Skyld! til vore Afvigelser ere store, imod mig have vi syndet.

¹⁹ efterdi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser og oprettede Forligelsens Ord iblandt os. ²⁰ Derfor ere vi Sendebud i Christi Sted, som og Gud formanede formedelst os; vi bede i Christi Sted: lader Eder forlige med Gud.

⁶ Efterdi altsaa det er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndet, ikke kom ind formedelst Vantro:

²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret. ²⁶ Da sagde HERREN: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare hele Stedet for deres Skyld. ²⁷ Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske. ²⁸ Der maate maaske fattes fem i de halvtredsindstyve retfærdige, vilde du ødelægge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den, om jeg finder fem og fyrretyve der. ²⁹ Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaske findes Herretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det for de fyrretyves Skyld. ³⁰ Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaske findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der. ³¹ Og han sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelægge den for de tyves Skyld. ³² Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis Skyld.

¹² Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed.

¹² Hvorfor skulle Eaypterne tale og sige: Han har udført dem til Ulykke, for at ihjelslaa dem paa Bjergene og Ødelægge dem af Jorderige Vend om fra din grumme Vrede, og lad det onde mod dit Folk fortryde dig! ¹³ Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de, skulle eje det evindelig.

¹³ Da sagde Mose til HERREN: Ægypterne have hørt, at du har ført dette Folk med din Kraft ud af deres Midte. ¹⁴ Og de have sagt det til dette Lands Indbyggere; de have hørt, at du, HERRE! er midt iblandt dette Folk, for hvilket du, HERRE! ses øjensynlig, og at din Sky staar over dem, og at du gaar for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten. ¹⁵ Men slog du dette Folk ihjel som een Mand, da skulle Hedningerne, naar de høre det Rygte om dig, sige saaledes: ¹⁶ Fordi HERREN ikke formaaede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slaaet dem ned i Ørken. ¹⁷ Og nu, lad dog Herrens Kraft vise sig stor, som du har talet og sagt: ¹⁸ HERREN er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning paa Børnene, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led. ¹⁹ Kære, forlad dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, og ligesom du har tilgivet dette Folk, fra Ægypten af og hidindtil

⁸ Hør mig, Herre! hvad skal jeg sige, efter at Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt ⁹ Naar Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn?

¹⁸ Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.

¹⁹ Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.

¹¹ For dit Navns Skyld, HERRE, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor.

¹ Øm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfri mig!

²⁶ Paamind mig; lad os gaa i Rette med hverandre; regn op, at du maa staa retfærdiggjort.

¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

²² Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen! ²³ Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!

² Jeg ved, at du formaar alting, og at ingen Tanke er dig forment. ³ Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand? - Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte. ⁴ Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ⁵ Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig. ⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.

³ Men mig er det saare lidet, at dømmes af Eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg dømmermig end ikke selv. ⁴ Vel veed jeg Intet med mig selv, dog er jeg dermed ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.

⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

¹⁹ Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: "Se her!" og kom det an paa Ret: "Hvo stævner mig?"

³³ Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge. ³⁴ Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

²¹ Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!

³ Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.

⁴ Jeg har ikke Vrede; rnen lad Torne og Tidsler komme imod mig med Krig, da vil jeg falde imod paa dem og opbrænde dem til Hobe,

⁸ Med Naade, med Udstødelse trættede du imod det; han bortrev det ved sit haarde Vejr, den Dag det var Østenstorm.

³³ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Jeg vil regere over eder med en stærk Haand og med en udrakt Arm og med en udøst Harme.

³⁵ Og jeg vil føre eder til Folkenes Ørk og der gaa i Rette med eder, Ansigt til Ansigt.

⁹ men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig. ¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

¹⁵ Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel.

¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

⁵ Mon han vil beholde Vrede evindelig? eller bevare den til evig Tid? se, du har talt, men du gjorde disse onde Ting og satte dem igennem.

¹ HERRE! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge?

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud. ²⁰ Derfor kan intet Kjød blive retfærdiggjort for ham ved Lovens Gjerninger; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse. ²¹ Men nu er uden Loven Guds Retfærdighed aabenbaret, om hvilken er vidnet ved Loven og Propheterne. ²² Guds Retfærdighed ved Jesu Christi Tro, for Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Fjorskjel.

¹ Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. ³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

¹¹ Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

¹⁴ Ogsaa naar du siger, du skuer ham ikke, saa er Dommen alt for hans Ansigt, derfor vent paa ham!

¹ HERRE! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider?

¹ Til Sangmsteren; en Palme, af David. ² HERRE, hvor længe? vil du evindelig glemme mig? hvor længe vil du skjule dit Ansigt for mig? ³ Hvor længe skal jeg; være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig?

¹⁵ Sandelig, du er en Gud, som skjuler sig, Israels Gud er en Frelser.

¹⁶ han, alene har Udødelighed, som boer i et Lys, der Ingen kan komme til; hvem intetMenneske har seet, ikke heller kan see, han være Ære og evig magt! Amen.

⁴⁶ Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela.

¹⁷ Og jeg vil bie efter HERREN, han, som har skjult sit Ansigt for Jakobs Hus, og jeg vil forvente ham.

¹⁹ Thi jeg kender ham, at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skulle bevare HERRENS vej i at gøre Retfærdighed og Dom, paa det at HERREN skal lade det komme over Abraham, som han har lovet ham.

² Og du skal ihukomme al den Vej, som HERREN din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej.

³ Ak, HERRE! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt.

¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt ¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt.

⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt ⁶ Og HERREN sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv!

⁵ Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig. ⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske. ⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

⁶ Thi HERREN kender de retfærdiges Vej; men de ugudeliges Vej skal forgaa.

³ Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde.

¹⁰ Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.

¹ Til Sangmesteren; af David; en Psalme. HERRE! du har ransaget mig og kender mig. ² Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. ³ Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje

³ Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er HERREN.

⁹ Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: HERREN er min Gud.

² Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud. ³ Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være HERRENS og fremføre Offergaver i Retfærdighed.

¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

¹⁹ Men Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl: Herren kjender Sine; og: hver den, som nævner Christi Navn, afstaae fra Uretfærdighed.

¹⁷ Formedelst Tro offrede Abraham Isaak, der han fristedes, ja den Eenbaarne offrede ham, som havde annammet Forjættelserne,

² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser. ³ Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed; ⁴ men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet.

¹² Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.

⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse,

² Og nu se, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg er vorden gammel og graahærdet, og se, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag. ³ Se, her er jeg, vidner imod mig for HERREN og for hans salvede: Hvis Okse har jeg taget, og hvis Asen har jeg taget, og hvem har jeg gjort Vold, hvem har jeg fortrykt, og af hvis Haand har jeg taget Bestikkelse, saa jeg derved lukkede mine Øjne? Og jeg vil give eder det igen. ⁴ Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ej heller fortrykt os, og ej taget noget af nogens Haand. ⁵ Da sagde han til dem: HERREN er Vidne mod eder, og hans salvede er Vidne paa denne Dag, at I ikke have fundet noget i min Haand; og Folket sagde: Han skal være Vidne.

⁹ Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.

⁵ Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke.

²⁰ Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. ²¹ HERREN vederlagde mig efer min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. ²² Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud. ²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. ²⁴ Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.

³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.

¹⁸ Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.

⁵ Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal HERREN lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred være over Israel!

⁶ og dem, som ere vegne bort fra HERREN, og som ikke have søgt HERREN og ikke spurgt efter ham.

¹³ Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. ¹⁴ Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og bære ingen fuldkommen Frugt. ¹⁵ Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed.

¹⁸ Men der de kom til ham, sagde ham til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos Eder den ganske Tid igjennem, fra den første Dag jeg kom fra Asia, ¹⁹ at jeg har tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;

³³ Jeg har ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klædebon. ³⁴ Men I vide selv, at disse Hænder havde tjent for min Nødtørft og for dem, som ere med mig.

⁷ dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv;

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹⁰ I ere Vidner og Gud, hvor helligen og retfærdeligen og ustraffeligen vi omgikkes med Eder, I troende;

²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første. ²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet. ²² Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.

¹⁰ Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!

⁹ HERRENS Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; HERRENS Bud er rent, det oplyser øjnene. ¹⁰ HERRENS Frygt er ren, den bestaar evindelig; HERRENS Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige.

¹¹ Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig.

¹⁰³ Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.

¹²⁷ Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld.

¹⁶ Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig thi dit Navn er nævnet over mim HERRE, Gud Zebaoth!

⁴² Men Herren sagde: hvo er vel den tro og snilde Huusholder, som Herren vil sætte over sit Tyende, at give dem deres tillagte spise i rette Tid?

⁴⁶ da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe.

³² Men han sagde til dem: jeg har Mad at æde, den I ikke kjende.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

⁶⁶ Fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. ⁶⁷ Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne og I ville gaae bort? ⁶⁸ Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord; ⁶⁹ og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.

³¹ Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,

²² og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

³⁸ Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham. ³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

² og higer som nyfødte Børn efter den aandelige uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den,

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.

¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? ²⁰ Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det.

¹² Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du ¹³ Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

¹⁰ Naar han farer frem og lukker til I eller forsamles, hvo vil da holde ham tilbage?

¹⁴ Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

²⁹ Naar han skaffer Ro til Veje- hvo vil kalde ham uretfærdig? og naar han skjuler sit Ansigt - hvo kan da beskue ham? - baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

³ Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager.

⁶ HERREN gør alt, hvad ham behage, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde.

²¹ Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men HERRENS Raad det skal bestaa.

¹⁵ Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles.

¹⁴ Jeg fornam, at alt det, som intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt.

²⁴ Den HERRE Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast: ²⁵ At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrder vige fra deres Skuldre! ²⁶ Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd. ²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager;

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

¹⁹ Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie?

⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter den velbehagelige Beslutning, hvilken han forud satte hos sig selv, ¹⁰ at oprette en Huusholdning i Tidens Fylde, for at samle Alt under eet Hoved udi Christus, baade, det som er i Himlene og paa Jorden, udi ham; ¹¹ i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, som virker Alt efter sin Villies Raad,

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

³ saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

¹⁹ Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning.

²⁷ Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for HERREN, og min Ret gaar min Gud forbi? ²⁸ Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er HERREN, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig.

⁹ HERRENS Røst raaber til Staden - og dit Navn ser efter Visdom -; hører Riset! og hvo har beskikket det?

³³ O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!

³ at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte.

⁹ Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesus Christus,

⁸ hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte.

¹⁵ Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!

²³ Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

¹²⁰ Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.

¹⁶ Jeg har hørt det, og mit Indre bævede, ved Røsten dirrede mine Læber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal være rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det.

³ Og han skal sige til dem: Hør, Israel! I nærme eder i Dag til Striden imod eders Fjender, lader eders Hjerte ikke blive modløst, frygter ikke og forfærdes ikke og gruer ikke for deres Ansigt!

²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig.

² Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den. Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler.

¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.

⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth.

¹⁶ Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt.

⁴⁶ og ser til, at eders Hjerte ikke forsager, og at I ikke frygte ved det Rygte, som høres i Landet, og naar der kommer et Rygte i det ene Aar og derefter et Rygte i det andet Aar, og der er Vold i Landet, Hersker imod Hersker.

¹⁵ Ve, den Dag! thi HERRENS Dag er nær og skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

²⁰ Derfor se, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles med dem i din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted. Og de bragte Kongen Svar tilbage.

⁹ og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!

²² Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.

⁶ Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.

¹⁸ De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.

⁸ Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

¹¹ Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?

¹ Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer.