Job 3 Cross References - Danish

¹ Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag. ² Og Job svarede og sagde: ³ Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget! ⁴ Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den. ⁵ Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den! ⁶ Den Nat - Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal! ⁷ Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den! ⁸ De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan! ⁹ Dens Dæmvrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage, ¹⁰ fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne. ¹¹ Hvorfor døde jeg ikke fraModers Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden. ¹² Hvorfor optoge Knæ mig og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst? ¹³ Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet ¹⁴ med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde, ¹⁵ eller med fyrsterne som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv; ¹⁶ eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset. ¹⁷ Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse; ¹⁸ der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst; ¹⁹ der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre. ²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen? ²¹ dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte: ²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven ²³ den Mand hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for ²⁴ Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet. ²⁵ Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig. ²⁶ Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.

¹⁸ Thi HERREN havde aldeles lukket for hvert Moderliv i Abimeleks Hus, for Sara, Abrahams Hustrus, Skyld.

³¹ Der HERREN saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.

³ Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende.

²³ Og Josef saa Efraims Sønner i tredje Led; desligeste Makirs, Manasse Søns, Sønner bleve fødte paa Josefs Knæ.

⁶ Og Farao befalede samme Dag Opsynsmændene over Folket og det Fogeder og sagde: ⁷ I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Tegl arbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm; ⁸ og paalægger dem alligevel at gøre det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; eftergiver intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til vor Gud.

¹⁵ Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere. ¹⁶ Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri. ¹⁷ Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til HERREN. ¹⁸ Og nu, gaar, arbejder, og; ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene. ¹⁹ Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag.

²² Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. ²³ lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger.

¹⁵ Og vil du handle saaledes med mig, da slaa mig ihjel, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, og lad mig ikke se paa min Ulykke.

¹⁸ Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde HERREN min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort.

¹¹ Og I kom nær til og stode neden for Bjerget, og Bjerget brændte med Ild indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja forfærdeligt Mørke.

¹² et Land, som HERREN din Gud har nøje Agt paa; HERREN din Guds Øjne se stedse derpaa fra Aarets Begyndelse og indtil Aarets Ende.

³ Og Israels Børn raabte til HERREN; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve Aar.

¹⁴ Da talte de fem Mænd, som vare gangne til at bespejde Landet Lais, og sagde til deres Brødre: Vide I, at i disse Huse er en Livkjortel og Husguder og et udskaaret og støbt Billede derfor skønner nu, hvad I skulle gøre.

⁵ Men han gav Hanna een Del, som var dobbelt saa stor; thi han elskede Hanna, men HERREN havde lukket til for hendes Liv.

¹⁰ Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til HERREN og græd saare.

¹⁰ Saa laa David med sine Fædre og blev begraven i Davids Stad.

²⁷ Og Kongen gjorde Sølvet i Jerusalem som Stenene og gjorde Gedertræerne som Morbærtræerne, der ere i Lavlandet, i Mangfoldighed.

⁴³ Og Salomo laa med sine Fædre og blev begraven i Davids, sin Faders, Stad; og Roboam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

⁴ Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, HERRE! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.

²⁷ Og der hun kom til den Guds Mand paa Bjerget, holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende bort; men den Guds Mand sagde: Lad hende være, thi hendes Sjæl er beskelig bedrøvet i hende, og HERREN har skjult det for mig og ikke givet mig det til Kende.

²⁵ Og Jeremias sang en Klagesang over Josias, i lige Maade talte alle Sangerne og Sangerskerne i deres Klagesange om Josias indtil denne Dag, og de gjorde en Skik deraf i Israel; og se, de ere opskrevne iblandt Klagesangene.

⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage.

¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt

²² I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt

⁹ Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø! ¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

³ Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

¹⁶ eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

² Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler! ³ Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

⁷ Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.

⁹ og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!

⁸ Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mlg, men jeg skal ikke findes. ⁹ En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. ¹⁰ Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

¹⁴ da forskrækker du mig med Drømme og ved Syner forfærder du mig, ¹⁵ saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler. ¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed;

¹⁹ Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

²¹ Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

¹⁸ Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig! ¹⁹ Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

²¹ før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land, ²² et skummelt Land som Mørke - Dødens Skygge og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.

²² et skummelt Land som Mørke - Dødens Skygge og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.

¹⁴ Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

¹⁷ Han lader Raadgiverne gaa af klædte bort og gør Dommerne til Daarer.

²¹ Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte.

¹⁰ Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da? ¹¹ Vand Iøber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør: ¹² Saaledes lægger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn. ¹³ Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen!

²⁸ og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.

¹⁶ Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

¹³ Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket.

¹⁶ Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.

⁶ saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

⁸ Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

¹² Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

¹³ De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.

²³ Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;

²⁵ Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.

² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

¹⁷ Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.

⁹ Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almægtige?

¹⁶ Naar han sanker Sølv og samler klæder som Dynd, ¹⁷ da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

³ Man gør Ende paa Mørket, og indtil det yderste ransager man de Stene, som ligge i Mørket og Dødens Skygge.

¹⁵ Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

²⁶ Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

²³ Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

²⁰ saa at hans Liv væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad;

²⁸ Han har befriet min Sjæl, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset.

³⁰ for at føre hans Sjæl tilbage fra Graven, at den maa beskinnes af de levendes Lys.

¹⁶ Saa oplader Job sin Mund med Forfængelighed, han gør Ordene mangfoldige uden Forstand.

¹⁷ Have Døden Porte opladt sig for dig? eller saa du Dødens Skygges Porte?

⁷ Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

¹ Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?

¹⁰ Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.

¹⁸ Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.

²⁵ Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.

⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.

⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

⁸ Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle.

³ Der jeg vilde tie, hentæredes mine Ben under Jamren den ganske Dag.

⁸ Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.

² Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig. ³ Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

³ Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; skal jeg dog komme og ses Guds Ansigt? ⁴ Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?

¹⁹ Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,

² Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!

⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, ⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? ⁸ Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. ⁹ Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives, ¹⁰ saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela. ¹⁵ De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. ¹⁶ Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. ¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; ¹⁸ thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. ¹⁹ Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: ²⁰ Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.

⁵ Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Rædsler ere faldne paa mig. ⁶ Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. ⁷ Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. ⁸ Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.

⁸ Lad dem henflyde som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da være disse som sløvede!

⁶ Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

⁵ HERRE, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn?

⁸ Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela.

⁴⁸ Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn?

⁹ Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig.

³³ Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber.

¹⁰ De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern

¹⁴ Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.

¹³ Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. ¹⁵ Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb. ¹⁶ Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen.

¹¹ For dit Navns Skyld, HERRE! vil du holde mig i Live; for din Retfærdigheds Skyld vil du udføre min Sjæl af trængsel.

⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte:

⁶ Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen,

³ Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham.

³ Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham. ⁴ Thi dette kom med Forfængelighed og gaar bort i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket. ⁵ Det hverken saa eller kendte Sol; det har mere Ro end han.

⁸ Mennesket har ikke Magt over Aanden til at holde Aanden tilhage og ingen Magt over Dødens Dag og kan i Striden ikke undslippe, og Ugudelighed kan ikke redde sin Ejermand.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

¹⁰ Og bortfjern Græmmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfængelighed.

⁵ da de ogsaa frygte for den høje, og eller er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

⁷ Og deres Land fyldtes med Sølv og Guld, og der er ingen Ende paa deres Liggendefæ; og deres Land fyldtes med Heste, og der er ingen Ende paa deres Vogne.

⁸ Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet.

² Det Folk, som vandrede i Mørket, ser et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinner et Lvs.

²⁰ Den skal i Evighed ikke rejse sig, og den skal ikke bebos tra Slægt til Slægt, og ingen Araber skal opslaa Telt der, ej heller Hyrder lade Kvæg liggs der. ²¹ Men Ørkens Vildt skal ligge der, og deres Huse skulle være fulde af hylende Dyr, og Strudser skulle bo der og Skovtrolde springe der. ²² Og Ulve skulle tude imod hverandre i de forladte Huse og Drager i de lystige Paladser; og det er nær for Haanden, at dens Tid kommer, og dens Dage skulle ikke forhales.

³ Og det skal ske paa den Dag, naar HERREN skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle: ⁴ Da skal du, istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op!

¹⁰ Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven af mægtig som vi, du er bleven os lig! ¹¹ Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig. ¹² Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? ¹³ Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; ¹⁴ jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig! ¹⁵ Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder! ¹⁶ Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig og sige: Mon denne være den Mand, som bragte Jorden til at bæve? som bragte Rigerne til at skælve?

⁸ Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt.

²⁷ Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for HERREN, og min Ret gaar min Gud forbi?

³ Hører mig, Jakobs Hus og alle I overblevne af Israels Hus, I, som ere lagte paa mig fra Moders Liv af, I, som bæres af mig fra Moders Skød af!

¹ Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. ² De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig.

¹² Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.

¹¹ Vi brumme alle sammen som Bjørne og kurre som Duer; vi bie efter Ret, og den kommer ikke, efter Frelse, og den er langt borte fra os.

¹² Thi saa siger HERREN: Se, til hende bøjer jeg Fred som en Flod og Hedningernes Herlighed som en Bæk, der løber over, og I skulle die; I skulle bæres paa Arm og forlyste eder paa Skød.

⁶ Og de sagde ikke: Hvor er HERREN, han, som førte os op af Ægyptens Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igen lem, og hvor intet Menneske havde boet?

²⁸ Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.

³⁴ Og jeg vil lade Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst ophøre fra Judas Stæder og fra Gaderne i Jerusalem; thi Landet skal være Øde.

¹⁵ Man venter paa Fred, og det bliver ikke godt; paa Lægedoms Tid, og se, Forfærdelse kommer.

¹⁷ Saa siger den HERRE, kalder ad Klagekvinder, at de komme, og skikker Bud efter kyndige Kvinder, at de komme; ¹⁸ og de skulle skynde sig og opløfte KIagesang over os, og vore Øjne skulle rinde med Graad og vore Øjenlaage strømme med Vand.

¹⁶ Giver HERREN eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde paa Mørkets Bjerge, og I skulle forvente Lys, men han skal gøre det til Dødens Skygge og omskifte det til Mørkhed.

¹⁰ Ve mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, imod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg har ikke laant til nogen, og ingen har laant til mig, dog forbander enhver: mig.

¹⁴ Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født; den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, vorde ikke velsignet!

¹⁴ Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født; den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, vorde ikke velsignet! ¹⁵ Forbandet være den Mand, som bragte min Fader et godt Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn, og som glædede ham saare!

¹⁵ Forbandet være den Mand, som bragte min Fader et godt Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn, og som glædede ham saare! ¹⁶ Og den Mand skal vorde som de Stæder, hvilke HERREN omstyrtede og ikke angrede det, og han skal høre Raab om Morgenen og Krigsskrig ved Middagstid, ¹⁷ fordi jeg ej blev dræbt i Moders Liv, saa at min Moder blev min Grav, og hendes Liv vedblev at være frugtsommeligt evindelig.

¹⁷ fordi jeg ej blev dræbt i Moders Liv, saa at min Moder blev min Grav, og hendes Liv vedblev at være frugtsommeligt evindelig. ¹⁸ Hvorfor gik jeg ud af Moders Liv for at se Møje og Sorg, og for at mine Dage skulle endes med Skam?

¹⁸ Hvorfor gik jeg ud af Moders Liv for at se Møje og Sorg, og for at mine Dage skulle endes med Skam?

⁷ Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. ⁸ Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. ⁹ Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.

⁴ Og ved din Fødsel gik det saaledes til: Din Navle blev ikke afskaaren paa den Dag, du blev født, og du blev ikke toet ren i Vand, og du blev ikke indgneden med Salt og ej svøbt i Svøb. ⁵ Intet Øje ynkedes over dig til at gøre en af disse Dele imod dig for at vise Barmhjertighed imod dig; men du blev henkastet paa Marken, saa man væmmedes ved din Sjæl, paa den Dag du blev født.

²⁰ Da vil jeg kaste dig ned til dem, som fare ned i Hulen, til Oldtidens Folk, og lade dig bo i Underverdenens Land, i Ørkenerne fra Oldtiden hos dem, som fore ned i Hulen, paa det du ikke mere skal bebos; men jeg vil give Herlighed i de levendes Land.

¹⁸ Damaskus handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder, for Mangfoldigheden af alle Haande Gods, med Vin af Helbon og hvid Uld. ¹⁹ Vedan og Javan gave Sager fra Uzzal for dine Varer; skinnende Jern, Kasia og Kalmus gaves dig i Tusk. ²⁰ Dedan handlede med dig med Dækkener til, at ride; paa. ²¹ Arabien og alle Kedars Fyrster, de stode i Handelsforhold med dig; med Lam og Vædre og Bukke, med dem handlede de med dig. ²² Kræmmere fra Seba og Ræma, de vare dine Kræmmere; med det ypperste af alle Haande Urter og med alle Haande kostbare Stene og Guld betalte de dine Varer. ²³ Haran og Kanna og Eden, Kræmmere fra Seba, Assur og Kilmad handlede med dig. ²⁴ De vare dine Kræmmere med Kostbarheder, bestaaende i Kapper af blaat Purpur og stukket Arbejde, og med værdifuldt Garn, i tvundne og faste Snore, paa dit Marked. ²⁵ Tharsis's Skibe droge omkring for dig, de dreve din Handel, og du blev fyldt og saare rig midt i Havet. ²⁶ Dine Rorkarle førte dig paa de store Vande, Østenvejret sønderslog dig midt i Havet. ²⁷ Dit Gods og dine Varer, hvad du handlede med, dine Skibsfolk og dine Styrmænd, de, som stoppede din Læk, og de, som dreve din Handel, og alle dine Krigsmænd, som vare i dig, med hele din Skare, som var i din Midte, faldt midt i Havet paa dit Falds Dag. ²⁸ Ved Lyden af dine Styrmænds Skrig bæve Strandmarkerne. ²⁹ Og alle de, som føre Aarer, stige ud af deres Skibe; Skibsfolk, alle Styrmænd paa Havet, de træde i Land. ³⁰ Og de lade deres Røst høre over dig og raabe bitterlig; og de kaste Støv paa deres Hoved, de vælte sig i Asken. ³¹ Og de rage sig helt skaldede for din Skyld og iføre sig Sæk; og de græde over dig i Sjælens Bitterhed mea en bitter Sorg. ³² Og de opløfte et Klagemaal over dig i deres Jamren og beklage dig: "Hvo er som Tyrus, som den, der er bleven tavs midt paa Havet?"

³ Thi nær er Dagen, ja, nær er HERRENS Dag; en skyfuld Dag, den skal være Hedningernes Tid.

¹² Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare adspredte paa Sky og Mørkhedsdag.

⁶ Derfor se, jeg vil afgærde din Vej med Torne og opføre en Mur, at hun ikke skal finde sine Stier.

¹⁴ Giv dem, HERRE! - ja, hvad skal du give? Giv dem ufrugtbart Moderliv og udtørrede Bryster.

² En Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Dag med Sky og Mulm, som Morgenrøde udbredt over Bjergene! et stort og mægtigt Folk, hvis Lige ikke har været fra Arilds Tid og ikke heller skal komme efter det, saa mange Aar der er Slægt efter Slægt til!

⁸ Han skaber Syvstjernen og Orion og omvender Dødens Skygge til Morgen og formørker Dagen til Nat, han, som kalder ad Havets Vande, og udøser dem over Jordens Overflade. - "HERREN" er hans Navn. -

¹⁶ Derfor, saa siger HERREN, den Herre, Zebaoths Gud: Der skal være Klage paa alle Gader, og de skulle sige i alle Stræder: Ve, ve! og de skulle kalde Agerdyrkeren ind til Sorg og til Klage dem, som forstaa sig paa at jamre.

¹⁸ Ve dem, som begære HERRENS Dag hvortil skal HERRENS Dag være eder? den er Mørke og ikke Lys;

¹⁰ Og jeg vil omvende eders Fester til Sorg og alle eders Sange til Klagemaal og bringe Sæk om alle Lænder og gøre hvert Hoved skaldet; og jeg vil give Sorg eder som over en eneste Søn, og det sidste der skal være som en bitter Dag.

³ Og nu, HERRE! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at dø end at. leve.

⁸ Og det skete, der Solen gik op, da beskikkede Gud en lummer Østenvind, og Solen stak Jonas paa Hovedet, saa han blev afmægtig; da bad han, at hans Sjæl maatte dø, og sagde: Det er bedre, at jeg dør end lever.

¹⁸ Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa HERRENS Vredes Dag, men ved hans Nidkærheds Ild skal den hele Jord fortæres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.

³ Og Tyrus byggede sig en Fæstning og sankede Sølv som Støv og Guld som Dynd paa Gaderne.

¹⁶ det folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

¹⁷ vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde.

⁴⁵ Men fra den sjette Time blev et Mørke over det ganske Land, indtil de niende Time.

³⁸ Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget.

⁷⁹ for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.

⁴ Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere.

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. ²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.

²⁰ Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget.

⁸ Derefter blev han seet af Jacobus, dernæst af alle apostlerne.

⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder, ⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle,

⁹ Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.

¹¹ Lader os derfor beflitte os at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal kalde efter samme Vantroes Exempel.

²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,

¹⁸ I ere jo ikke komne til hiint bævende Bjerg, antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,

⁸ (thi denne Retfærdige, imedens han boede iblandt dem, ængstede sig Dag fra Dag i sin retfærdige Sjæl over de skjændige Gjerninger, som han saae og hørte):

⁶ Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden, og ikke finde den, og begjere at døe, og Døden skal flye fra dem.

¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.

¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.

²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere; ²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede.