Job 40 Cross References - Danish

¹ Og HERREN svarede Job ud af Stormen og sagde: ² Bind op om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ³ Vil du gøre min Ret til intet? vil du dømme mig at være uretfærdig, for at du kan være retfærdig? ⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt! ⁶ Udgyd din overstrømmende Vrede, og se til hver en hovmodig, og ydmyg ham! ⁷ Se til hver hovmodig, og tryk ham ned, og knus de ugudelige paa deres Sted! ⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket! ⁹ Og da vil ogsaa jeg bekende om dig, at din højre Haand kan frelse dig. ¹⁰ Se dog Behemoth, som jeg skabte saavel som dig, den æder Græs som en Okse. ¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler. ¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ: dens Boves Sener ere sammenslyngede. ¹³ Benene i den ere som Kobberrør, dens Knogler lige som en Jernstang. ¹⁴ Den er den første iblandt Guds Skabninger; han som skabte den, rakte den dens Sværd, ¹⁵ Thi Bjergene bære Foder til den, og alle vilde Dyr paa Marken lege der. ¹⁶ Den ligger under Lotusbuske i Skjul af Rør og Dynd ¹⁷ Lotusbuske dække den med Skygge. Piletræerne ved Bækken omgive den. ¹⁸ Se, Floden bliver vældig, men den flygter ej; den er tryg, om end Jordan svulmede op og naaede dens Mund. ¹⁹ Kan nogen fange den lige for dens Øjne eller trække et Reb igennem dens Næse? ²⁰ Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned? ²¹ Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog? ²² Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig? ²³ Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig? ²⁴ Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger? Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner? Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere: Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?

²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.

¹⁰ Og Lot opløftede sine Øjne, og saa den ganske Slette ved Jordanen, thi den var vandrig overalt; førend HERREN fordærvede Sodoma og Gomorra, var den som HERRENS Have, som Ægyptens Land, henimod Zoar.

²⁷ Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske.

¹⁰ jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære.

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. ¹⁷ Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare.

⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand.

¹¹ Nu ved jeg, at HERREN er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

² Og du skal gøre Aron, din Broder, hellige Klæder, til Ære og Prydelse.

⁴⁰ Og I skulle tage eder paa den første Dag Frugt af skønne Træer, Palmekviste og Grene af løvrige Træer og Vidier ved Bække, og I skulle være glade for HERREN eders Guds Ansigt syv Dage.

²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold.

¹⁵ Og der de, som bare Arken, kom til Jordanen, og Præsterne, som bare Arken, vædede deres Fødder yderst i Vandet, (men Jordanen var fuld over alle sine Bredder hele Høsten igennem):

¹⁹ Og de svarede ham: Ti, læg din Haand paa din Mund og gak med os, og vær vor Fader og Præst; er det bedre, at du er Præst for een Mands Hus, eller at du er Præst for en Stamme og for en Slægt i Israel?

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer;

¹⁰ Da slog Davids Hjerte ham, efter at han havde talt Folket, og David sagde til HERREN: Jeg har saare syndet, at jeg har gjort det, og nu, HERRE, kære, borttag din Tjeners Misgerning; thi jeg har handlet meget daarligt.

⁴ Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, HERRE! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre.

¹⁰ Saa sendte Israels Konge til det Sted, som den Guds Mand havde sagt til ham og paamindet ham om, og han forvarede sig der, ikke een Gang og ikke to Gange alene.

¹¹ Dig, HERRE! hører Majestæt og Vælde og Herlighed og Sejr og Ære til; thi alt i Himmelen og paa Jorden er dit, ja, dit, HERRE! er Riget, og du er ophøjet over alt til et Hoved.

⁶ og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.

¹⁵ HERRE, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne som en Levning, som det ses paa denne Dag; se, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi ved sligt kan ingen bestaa for dit Ansigt.

³³ Og du er retfærdig i alt, det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligt.

⁸ Og Kongen kom tilbage fra Haven ved Paladset til Huset, hvor der havde været Gæstebud med Vin; men Haman var segnet ned over Bænken, som Esther, sad paa; da sagde Kongen: Vil han og øve Vold imod Dronningen hos mig i Huset? Ordet var udgaaet af Kongens Mund, og de tilhyllede Hamans Ansigt.

¹¹ Hvorfor døde jeg ikke fraModers Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden. ¹² Hvorfor optoge Knæ mig og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

²³ den Mand hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for

¹² Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætteVagt over mig,

¹⁹ Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt? ²⁰ Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød: for dig, at jeg er mig selv til en Byrde ²¹ Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

³ Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde. ⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

¹⁵ Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel.

¹⁷ Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag. ¹⁸ Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder:

³¹ da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig. ³² Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen. ³³ Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge. ³⁴ Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke! ³⁵ Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.

³ Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders værk og lyser over de ugudeliges Raad?

³ Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders værk og lyser over de ugudeliges Raad? ⁴ Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser? ⁵ Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere "dine Aar som en Mands Dage, ⁶ saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd, ⁷ da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

¹⁴ Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning. ¹⁵ Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed. ¹⁶ Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig; ¹⁷ du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

²¹ Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig! ²² Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!

²² Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen! ²³ Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd! ²⁴ Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende ²⁵ Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa? ²⁶ Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv. ²⁷ Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Græn-. ser for mine Fødders Saaler,

¹³ Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen!

¹⁶ Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd. ¹⁷ Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

¹¹ Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder. ¹² Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig. ¹³ Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden. ¹⁴ Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt. ¹⁵ Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet. ¹⁶ Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage, ¹⁷ skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren. ¹⁸ O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab. ¹⁹ Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje. ²⁰ Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud, ²¹ at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

²¹ at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

⁶ saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig. ⁷ Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar jeg skriger, og der er ingen Ret. ⁸ Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier. ⁹ Han afførte mig min Ære og bort tog mit Hoveds Krone. ¹⁰ Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ; ¹¹ og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

²³ For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!

⁵ Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!

³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! ⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.

⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. ⁵ Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. ⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.

⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. ⁷ Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

¹³ Ved hans Aande blive Himlene dejlige; hans Haand gennemborer den flygtende Slange.

² Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den. Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

² Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den. Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl! ³ thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse - ⁴ skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig. ⁵ Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed. ⁶ Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

²² Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med Il skal han ville fly fra hans Haand.

⁹ De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

²¹ Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

³⁷ Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

² Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.

¹² Se, heri har du ikke Ret! jeg vil svare dig; thi Gud er for høj for et Menneske. ¹³ Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger?

¹³ Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger? ¹⁴ Men Gud taler een Gang og anden Gang; man agter ikke derpaa.

⁵ Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud. har borttaget min Ret. ⁶ Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.

³¹ Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder? ³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

² Holder du dette for Ret - du sagde jo: Jeg er retfærdigere end Gud - ³ at du siger: Hvad gavner det dig hvad Gavn har jeg deraf, fremfor om jeg syndede?

¹³ Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

²⁰ Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.

⁴ Efter ham brøler Røsten han tordner med sin Højheds Røst, og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres. ⁵ Gud tord ner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.

¹ Derefter svarede HERREN Job ud af Stormen og sagde:

³ Bind op om dine Lænder som en Mand, saa vil; jeg spørge dig, og undervis du mig;

⁸ Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

¹⁹ Den handler haardt med sine Unger, om vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

⁶ Udgyd din overstrømmende Vrede, og se til hver en hovmodig, og ydmyg ham!

¹⁵ Thi Bjergene bære Foder til den, og alle vilde Dyr paa Marken lege der.

²⁰ Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?

¹ Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt? ² Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit

²³ Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.

³³

⁴ Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!

⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.

¹² Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag.

⁵ Han begærede Liv af dig, du gaa ham det, et langt Levned, evindelig og altid.

³ HERRENS Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; HERREN er over de store Vande.

³ Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt. ⁴ Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge. ⁵ HERRE! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. ⁶ Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela. ⁷ Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem. ⁸ Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig. ⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

³ Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.

⁶ Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os.

³ Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig evindelig. ⁴ Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! Min Majestæt og din Herlighed;

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.

² Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt. ³ Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare. ⁴ Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.

⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd;

⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd; ⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig.

⁸ Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.

¹² Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

¹¹ Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

⁴⁹ han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; ⁵⁰ bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

¹⁰ Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig.

¹³ Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.

¹⁶ Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn. ¹⁷ Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

¹ HERREN regerer, han har iført sig Højhed; HERREN, han har iført sig, han har ombundet sig med Styrke; ja, Jorderige er befæstet, det skal ikke rokkes.

¹ Min Sjæl, lov HERREN; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. ² Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt.

¹⁴ Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.

²⁴ Hvor mange ere dine Gerninger, HERRE! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.

²⁶ Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.

⁶ Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem!

⁸ ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene; ⁹ ham, som giver til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.

⁴ Thi HERREN har Behagelighed til sit Folk, han pryder de sagtmodige med Frelse.

²⁵ HERREN nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke.

³² Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!

¹⁰ Hvad en er hans Navn er allerede nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke trætte med den, som er ham for mægtig.

³ Naar Skyerne ere fulde af Regn udgyde de den paa Jorden; og naar et Træ falder imod Sønden eller og imod Norden, paa hvilket Sted Træet vil falde, der falder det.

¹⁰ Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for HERRENS Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld. ¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag. ¹² Thi den HERRE Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres,

¹⁷ Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Mændenes Højhed skal fornedres; og HERREN skal alene være høj paa den Dag.

² Paa den Dag skal HERRENS Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel.

⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth.

⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader.

¹² Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt. ¹³ Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet. ¹⁴ Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb. ¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ? ¹⁶ Derfor skal Herren, den HERRE Zebaoth sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal. ¹⁷ Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag. ¹⁸ Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter. ¹⁹ Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem.

¹¹ Og jeg vil hjemsøge Jorderige for det onde og de ugudelige for deres Misgerning; og jeg vil bringe de hovmodiges Stolthed til at høre op og bøje Voldsmænds Overmod.

²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

⁷ Derfor bære de Levningen af det, som de have forhvervet sig, og hvad de have henlagt, over Pilebækken.

⁶ Og Floderne skulle stinke, de dybe Strømme skulle formindskes og blive tørre, Rør og Tang skal visne hen. ⁷ Engene ved Nilen, ved Bredden af Nilen, og al Sæd ved Nilen skal borttørres, henvejres og ikke være mere til.

¹ Paa den Dag skal HERREN med sit haarde og store og stærke Sværd hjemsøge Leviathan, den flygtende Slange, og Leviathan, den bugtede Slange, og han skal ihjelslaa Uhyret, som er i Havet.

¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

¹⁸ Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned.

⁷ Og den glødende Sandørk skal blive til Sø og det tørstige Sted til Vandkilder; i den Bolig, hvor Draber laa, skal være Sted for Rør og Siv.

²⁵ Jeg har gravet Brønde og drukket Vand og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.

¹⁴ Med hvem har han raadført sig, som har give ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej?

²⁹ Han giver den trætte, som ingen Kræfter har.

²⁵ Derfor udøste han sin Vredes Harme og Krigens Magt over dem, og den optændtes trindt omkring imod dem; men de forstaa det ikke; og den fortærede dem, men de lægge det ikke paa Hjerte.

⁹ Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder?

⁹ Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder? ¹⁰ Ve den, som siger til Faderen: Hvad avler du og til Kvinden: Hvad føder du? ¹¹ Saa siger HERREN, Israels Hellige og Skaber: Spørger mig om de tilkommende Ting; ville I give mig Befaling om mine Børn og om mine Hænders Gerning?

⁴ Efterdi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er Jernsener, og din Pande er Kobber,

⁸ Han er nær, som mig retfærdiggør; hvo vil trætte med mig? lader os træde frem med hinanden; hvo er den, som har Sag imod mig? han komme hid til mig!

⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham.

¹⁷ Og han iførte sig Retfærdighed som sit Panser, og Frelsens Hjelm var paa hans Hoved; og som Klædning tog han Hævnens Klæder paa og iførte sig Nidkærhed som en Kappe.

³ Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede.

⁶ Og der er ingen, som paakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig; thi du har skjult dit Ansigt for os og smeltet os for vore Misgerningers Skyld.

¹⁸ Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er HERREN min Gud. ¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel.

⁵ Og den tog af Landets Sæd en Plante og satte den i en Sædemark, den bragte den hen, hvor der var meget Vand, den satte den som en Pilekvist.

² Hvordan er det med eder, at I bruge dette Ordsprog udi Israels Land og sige: Fædrene æde sure Druer, men Børnenes Tænder bleve ømme?

² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte;

³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

²⁰ Og der hans Hjerte ophøjede sig, og hans Aand forhærdede sig til Hovmodighed, blev han nedstødt fra sin kongelige Trone, og man tog Æren fra ham. ²¹ Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos Vildæslerne, man lod ham æde Urter som Øksne, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, indtil han kendte, at den højeste Gud har Magt over Menneskens Rige og sætter over det, hvem han vil. ²² Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette. ²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret.

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love.

⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.

³ Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden? ⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

¹⁶ Hedningerne skulle se det og beskæmmes for al deres Vælde; de skulle lægge Haand paa Mund; deres øren skulle blive døve.

⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

²⁰ Men HERREN er i sit hellige Tempel; stille for hans Ansigt, al Jorden!

¹³ Thi skulle fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig. Syng og vær glad, du Zions Datter! thi se, jeg kommer og vil bo i din Midte, siger HERREN. Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til HERREN paa den Dag, og de skulle blive mig et Folk, og jeg vil bo i din Midte, og du skal fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til dig. Og HERREN skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvælge Jerusalem. Stille, alt Kød, for HERRENS Ansigt; thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.

⁵ Og de skulle være som Helte og træde Gadeskarn ned i Krigen, og de skulle stride, thi HERREN skal være med dem; og de, som ride paa Heste, skulle beskæmmes.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

³ Og I skulle nedtræde de ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, som jeg skaber, siger den HERRE Zebaoth.

¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

¹¹ Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde:

⁸ Men der Simon Peter saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre! gak ud fra mig, thi jeg er en syndig Mand.

¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, ¹⁹ og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.

¹³ Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! ¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

⁴⁴ Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae.

²⁵ til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted.

²² Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes. ²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

⁸ men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede. ⁹ Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjæl, som gjør det Onde, baade en Jødes først og en Grækers;

⁴ Det være langt fra! Gud maa være sanddru, om endog hvert Menneske er Løgner, som skrevet er: at du maa befindes retfærdig i dine Ord og vinde, naar du dømmes.

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

⁶ Thi da vi endnu vare Overtrædere, døde Christus til bestemte Tid for de Ugudelige.

¹⁹ Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie? ²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes? ²¹ Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære? ²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse; ²³ og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,

³⁴ Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver! ³⁵ eller hvo gav ham først, at det igen skulde betales ham? ³⁶ thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

²⁰ Men Fredens Gud skal snart knuse Satanas under Eders Fødder. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder! Amen.

¹⁶ Thi hvo har kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? Men vi have Christi Sind.

²² Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?

⁵⁴ Men naar dette Forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette Dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Seier.

¹⁵ Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog ingen et menneskes Pagt, som er stadfæstet, til intet eller sætter Noget dertil.

¹⁷ Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christus, kan Loven, om blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.

⁴ Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os, ⁵ Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtrædelserne, (af Naade ere I frelste!) ⁶ og opreiste os tillige og satte os tillige i det himmelske Rige ved Christus Jesus, ⁷ paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom i Godhed mod os udi Christus Jesus. ⁸ Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder, det er en Guds Gave; ⁹ ikke af Gjerninger, at ikke Nogen skal rose sig.

¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største.

¹⁸ Saa skeer da en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt,

¹⁸ I ere jo ikke komne til hiint bævende Bjerg, antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir, ¹⁹ og til Basunens Lyd og til Ordenes Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem. ²⁰ Thi de fordroge ikke det, som var budet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde et stenes eller fældes med et Pileskud.

⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade. ⁶ Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.

¹⁶ Thi vi have ikke fulgt kløgtige Falbler, da vi kundgjorde Eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi vare selv Øienvidner til hans Majestæt. ¹⁷ Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestætiske Herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg haver Velbehagelighed.

¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt hvad der er paa den, skal opbrændes. ¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse ¹² bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse, paa hvilken Himlene skulle antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes.

²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd, ²⁵ den alene vise Gud, vor Frelser, være Ære og Majestæt, Kraft og Magt, baade nu og i al Evighed! Amen.