Luke Cross References - Danish

¹ Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os, ² saaledes som de have overantvordet os det, som fra Begyndelsen have været Øienvidner og Ordets Tjenere: ³ saa har ogsaa jeg anseet for godt, efter nøie at have udforsket Alt forfra, i Sammenhæng at skrive dig derom, ædle Theophilus! ⁴ paa det du kan indsee Visheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligen underviist. ⁵ I Herodes', Judæas Konges Dage var der en Præst af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth. ⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger ⁷ Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede. ⁸ Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede i sin Skiftes Orden for Gud, ⁹ tilfaldt Røgningen ham efter Præstedømmets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel. ¹⁰ Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen. ¹¹ Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret. ¹² Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. ¹⁴ Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel. ¹⁵ Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv, ¹⁶ og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud. ¹⁷ Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk. ¹⁸ Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er bedaget. ¹⁹ Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde. ²⁰ Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid. ²¹ Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet. ²² Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum. ²³ Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus. ²⁴ Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig og skjulte sig fem Maaneder og sagde: ²⁵ saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene. ²⁶ Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth, ²⁷ til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria. ²⁸ Og Englen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med deig, du Velsignede iblandt Kvinderne! ²⁹ Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen. ³⁰ Og Englen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. ³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige. ³⁴ Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand? ³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn. ³⁶ Og see, Elisabeth din Frænke, hun har og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. ³⁷ Thi Intet kan være umuligt for Gud. ³⁸ Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og englen skiltes fra hende. ³⁹ Men Maria stod op i de samme Dage og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad I Juda. ⁴⁰ Og hun kom ind i Zacharias' Huus og hilsede Elisabeth. ⁴¹ Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand, ⁴² og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt. ⁴³ Og hveden hændes mig dette, at min Herres Moder kommer til mig? ⁴⁴ Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit liv med Fryd. ⁴⁵ Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren. ⁴⁶ Og Maria sagde: min Sjæl ophøier Herren; ⁴⁷ og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser; ⁴⁸ thi han har seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle slægter prise mig salig; ⁴⁹ thi han, den Mægtige, har gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt; ⁵⁰ og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. ⁵¹ Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke. ⁵² Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe. ⁵³ De Hungrige har han opfyldt med gode Gaver, og de Rige har han afviist tomme. ⁵⁴ Han har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjertighed, ⁵⁵ (som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid. ⁵⁶ Men Maria blev hos hende ved tre Maaneder og hun drog til sit Huus igjen. ⁵⁷ Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. ⁵⁸ Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædte sig med hende. ⁵⁹ Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskære Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias. ⁶⁰ Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes. ⁶¹ Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn. ⁶² Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes. ⁶³ Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle. ⁶⁴ Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud. ⁶⁵ Og der kom en Frygt over Alle som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. ⁶⁶ Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham. ⁶⁷ Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde: ⁶⁸ lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk, ⁶⁹ og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus, ⁷⁰ som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid; ⁷¹ en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade; ⁷² at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt, ⁷³ efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os, ⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, ⁷⁵ i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage. ⁷⁶ Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie, ⁷⁷ at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse, ⁷⁸ formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os, ⁷⁹ for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei. ⁸⁰ Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.

⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud.

¹ Og HERREN sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt.

²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort.

²⁶ Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl!

² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse. ³ Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

²⁰ og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt.

² Og Abram sagde: Herre, HERRE, hvad vil du give mig? og jeg gaar hen uden Børn, og den, der forestaar mit Hus, er Elieser af Damaskus. ³ Og Abram sagde: Se, mig har du intet Af kom givet, og se, min vornede arver mig.

⁸ Da sagde han: Herre, HERRE, hvorpaa skal jeg kende, at jeg skal eje det?

¹ Og Sarai, Abrams Hustru, fødte ham ikke Børn; men hun havde en ægyptisk Pige, og hendes Navn var Hagar. ² Og Sarai sagde til Abram: Se nu, HERREN har tillukket mig, at jeg kan ikke føde; kære, gak til min Pige, maaske jeg kunde bygges ved hende; og Abram lød Sarais Røst.

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

⁴ Hvad mig angaar, se, min Paat er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader. ⁵ Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader. ⁶ Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konge skulle udgaa af dig. ⁷ Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig.

⁷ Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig. ⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud. ⁹ Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Af kom efter dig, i deres Slægter. ¹⁰ Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder.

¹² Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som mere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom.

¹⁷ Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde?

¹⁹ Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.

¹⁰ Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham. ¹¹ Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis.

¹¹ Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis. ¹² Og Sara log ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel!

¹² Og Sara log ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel! ¹³ Da sagde HERREN til Abraham: Hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel! ¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn. ¹⁵ Og Sara nægtede og sagde: Jeg lo ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nej, thi du lo.

¹⁹ Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde.

¹ Og HERREN besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og HERREN gjorde ved Sara, eftersom han havde talet. ² Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.

² Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. ³ Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak.

³ Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. ⁴ Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham.

⁶ Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig.

¹⁶ Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger HERREN, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: ¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port; ¹⁸ og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.

¹⁸ og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.

⁷ HERREN, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra.

²¹ Og Isak bad til HERREN paa sin Hustrus vegne, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham og Rebekka, hans Hustru, undfik ²² Og Børnene stødte mod hinanden i hendes Liv, og hun sagde: Derson det er saaledes, hvorfor er jeg da til og hun gik at udspørge HERREN.

³ Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader. ⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,

¹⁴ Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

¹ Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg.

¹³ Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.

²² Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv. ²³ Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse.

¹¹ Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.

² Og HERREN var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Ægypters Hus.

¹⁹ Men hans Fader vægrede sig og sagde: Jeg ved det, min Søn, jeg ved det; han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor, men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Sæd skal være en stor Hob Folk.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

¹⁶ Gak, og du skal samle de ældste af Israel og sige til dem: HERREN, eders Fædres Gud, er aabenbaret for mig, Ahrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har visselig besøgt eder og set, hvad eder er vederfaret i Ægypten, ¹⁷ og jeg har sagt: Jeg vil føre eder op af Ægyptens Elendighed til Kananiters og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning.

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

¹⁵ og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gøre. ¹⁶ Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal være din Mund, og du skal være ham som en Gud.

³¹ Og Folket troede, og der de hørte, at HERREN havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.

⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand. ⁷ Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge;

⁹ Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. ¹⁰ Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. ¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning!

¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! ¹² Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. ¹³ Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig.

¹¹ Nu ved jeg, at HERREN er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

⁶ og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud.

¹ Og du skal lade din Broder Aron komme frem til dig og hans Sønner med ham, midt ud af Israels Børn, til at gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.

⁴¹ Og du skal iføre Aron din Broder dem og hans Sønner med ham og du skal salve dem og fylde deres Hænder og hellige dem, og de skulle gøre Præstetjeneste for mig.

¹ Og dette er den Gerning, som du skal gøre ved dem for at hellige dem til at gøre Præstet eneste for mig: Tag een Tyrekalv og

⁹ Og du skal binde Bæltet om dem, om Aron og hans Sønner, og binde høje Huer paa dem, at de skulle have Præstedømme til en evig Skik; og du skal fylde Arons Haand og hans Sønners Haand.

⁴⁴ Og jeg vil hellige Forsamlingens Paulun og Alteret; og jeg vil hellige Aron og hans Sønner til at gøre Præstetjeneste for mig.

¹ Og du skal gøre et Røgelsealter til Røgelse, af Sithimtræ skal du gøre det; ² een Alen langt og een Alen bredt, det skal være firkantet og to Alen højt; dets Horn skulle være ud af eet med det. ³ Og du skal beslaa det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider rundt omkring og dets Horn; du skal og gøre en Guldkrans til det trindt omkring. ⁴ Og to Guldringe skal du gøre til det, under dets Krans, paa begge Sidestykkerne deraf, du skal gøre dem paa begge Sider der paa; og man skal stikke Stænger deri for at bære det med dem. ⁵ Du skal og gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld. ⁶ Og det skal du sætte foran Forhænget, som er forVidnesbyrdets Ark, foran Naadestolen, som er oven over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig. ⁷ Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den.

⁷ Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den. ⁸ Og naar Aron tænder Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal være en bestandig Røgelse for HERRENS Ansigt hos eders Efterkommere.

⁸ Og naar Aron tænder Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal være en bestandig Røgelse for HERRENS Ansigt hos eders Efterkommere. ⁹ I skulle ingen fremmed Røgelse antænde derpaa eller Brændoffer eller Madoffer; og Drikoffer skulle I ikke udgyde derpaa. ¹⁰ Og Aron skal gøre en Forligelse for dets Horn, een Gang om Aaret; med Forligelsens Syndoffers Blod skal han gøre Forligelse een Gang om Aaret for det, hos eders Efterkommere; det er en højhellig Ting for HERREN.

³⁰ Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.

⁶ Og HERREN gik forbi for hans Ansigt og raabte: HERREN, HERREN er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, ⁷ som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

²⁵ Og han gjorde Røgelsealteret af Sithimtræ, een Alen langt og een Alen bredt, firkantet og to Alen højt; dets Horn vare ud af eet med det. ²⁶ Og han beslog det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider omkring og, dets Horn, og gjorde en Guldkrans til det rundt omkring. ²⁷ Og han gjorde to Guldringe dertil, under dets Krans paa begge Sidestykkerne deraf, paa begge Sider derpaa, til at stikke Stængerne deri, for at bære det med dem. ²⁸ Men Stængerne gjorde han af Sithimtræ og beslog dem med Guld. ²⁹ Og han gjorde den hellige Salve, olie og den rene Røgelse af vellugtende Urter efter Kunstens Regler.

²⁶ Og han satte Guldalteret i Forsamlingens Paulun, lige for Forhænbet. ²⁷ Og han antændte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom HERREN havde befalet Mose.

³ Og paa den ottende Dag skal hans Forhuds Kød omskæres.

¹³ Og han skal komme Røgelsen paa Ilden for HERRENS Ansigt, saa at en Sky af Røgelsen skjuler Naadestolen, som er over Vidnesbyrdet, at han ikke dør.

¹⁷ Og intet Menneske skal være i Forsamlingens Paulun, naar han kommer at gøre Forligelse i Helligdommen, indtil han gaar ud; og han skal gøre Forligelse for sig og for sit Hus og for hele Israels Menighed.

⁴² Saa vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme.

² Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar en Mand eller Kvinde lover et særligt Løfte om at blive Nasiræer, om at være afholdende for HERREN, ³ da skal han holde sig fra Vin og stærk Drik; han skal ikke drikke Vineddike eller Eddike af stærk Drik, og han skal ingen Saft drikke af Druer, han skal hverken æde friske eller tørre Druer. ⁴ Alle hans Afholdenheds Dage skal han ikke æde noget, som beredes af Vinstokken, hverken Kerne eller Skal.

²³ Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Saaledes skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem: ²⁴ HERREN velsigne dig og bevare dig! ²⁵ HERREN lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! ²⁶ HERREN opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred! ²⁷ Og de skulle lægge mit Navn paa Israels Børn, og jeg, jeg vil velsigne dem.

²¹ Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Maaneds Tid. ²² Mon der skal slagtes smaat Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem? ²³ Og HERREN sagde til Mose: Monne da HERRENS Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej.

²³ Og HERREN sagde til Mose: Monne da HERRENS Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej.

²⁵ Da kom HERREN ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Aanden hvilede paa dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden.

⁴⁰ Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som ikke er af Arons Sæd, skal nærme sig for at gøre Offer af Røgelse for HERRENS Ansigt; og at det ikke skal gaa ham som Kora og som hans Selskab, som HERREN havde sagt ham ved Mose.

⁷ Men du, og dine Sønner med dig, skulle tage Vare paa eders, Præstedømme, i al den Gerning, som hører til Alteret og inden for Forhænget, og I skulle tjene der; jeg giver eder eders Præstedømme som Tjeneste, der er en Gave; men den uvedkommende, som nærmer sig, skal dødes.

¹² Og HERREN sagde til Mose til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, til at helliggøre mig for Israls Børns Øjne, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg har givet dem.

¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det?

¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn.

³⁴ Eller om Gud har forsøgt at komme for at tage sig et Folk midt ud af Folket, ved Forsøgelser, ved Tegn og ved underlige Gerninger og ved Krig og ved en stærk Haand og ved en udrakt Arm og ved store forfærdelige Gerninger, efter alt det som HERREN eders Gud har gjort ved eder i Ægypten for dine Øjne?

² paa det du skal frygte HERREN din Gud ved at holde alle hans Skikke og; hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maa forlænges

⁸ Men fordi HERREN har elsket eder, og fórdi han vilde holde den Ed, som han svor eders Fædre, har HERREN udført eder med en stærk Haand, og han har frels dig, af Trælles Hus, af Faraos, Kongen af; Ægyptens, Haand.

¹² Og det skal ske, fordi I høre disse Befalinger og holde dem og gøre dem, da skal og HERREN din Gud holde dig den Pagt og den Miskundhed, som han har tilsvoret dine Fædre.

¹⁹ og det skal ske, naar han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vædede maa rives bort med det tørstige. ²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen,

²⁹ Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i HERREN, han er din Hjælps Skjold og din Højheds Sværd! Og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal træde paa deres Høje.

⁷ Og HERREN sagde til Josva: Paa den Dag vil jeg begynde at gøre dig stor for al Israels Øjne, og de skulle vide, at ligesom jeg var med Mose, saa vil jeg og være med dig.

¹⁴ Paa den Dag gjorde HERREN Josva stor for al Israels Øjne; og de frygtede ham, saaledes som de frygtede Mose, alle hans Livs Dage.

⁶ Og de Mænd af Gibeon sendte; til Josva til Lejren, til Gilgal, og lode sige: Drag ikke din Haand fra dine Tjenere, kom snart op til os; og frels os og hjælp os; thi alle Amoriternes Konger, som bo paa Bjergene, have forsamlet sig imod os.

⁴⁰ Saa slog Josva alt Landet paa Bjergene og mod Sønden og Lavlandet og; Dalene og alle deres Konger, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han ødelagde alt det, som havde Aande, som HERREN Israels Gud havde befalet.

⁴⁸ Men paa Bjerget var: Samir og Jathir og Soko ⁴⁹ og Danna og Kirjath Sanna, det er Debir, ⁵⁰ og Anab og Esthemo og, Anim ⁵¹ og Gosen og Holon og Gilo; elleve Stæder og deres Landsbyer. ⁵² Arab og Duma og Esean ⁵³ og Janum og Beth-Thappua og Afeka ⁵⁴ og Humta og Kirjath-Arba, det er Hebron, og Zior; ni Stæder og deres Landsbyer. ⁵⁵ Maon, Karmel og Sif og Juta ⁵⁶ og Jisreel og Jokdeam og Sanoa, ⁵⁷ Kain, Gibea og Timna; ti Stæder og deres Landsbyer. ⁵⁸ Halhul, Bethzur og Gedor ⁵⁹ og Maarath og Beth-Anoth og Elthekon, seks Stæder og deres Landsbyer.

⁷ Saa helligede de Kedes i Galilæa paa Nafthali Bjerg og Sikem paa, Efraims Bjerg og Kirjath-Arba, det er Hebron, paa Judas Bjerg.

⁹ Og de gave dem af Judas Børns Stamme og af Simeons Børns Stamme disse Stæder, som man nævnede ved Navn. ¹⁰ Og Arons Børn af Kahathiternes Slægter, af Levi Børn, fik disse - thi den første Lod var deres ¹¹ og de gave ham Arba, Anoks Faders Stad, det er Hebron paa Judas Bjerg, og dens Agerland rundt omkring den.

²⁴ Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun.

¹² Da aabenbarede HERRENS Engel for ham, og han sagde til ham: HERREN være med dig, du vældige til Strid! ¹³ Men Gideon sagde til ham: Hør mig, min Herre! om HERREN er med os, hvi har da alt dette ramt os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte HERREN os ikke op af Ægypten? men nu har HERREN forladt os og givet os i Midianiternes Haand. ¹⁴ Da vendte HERREN sig til ham og sagde: Gaa hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Haand; har jeg ikke sendt dig? ¹⁵ Og han sagde til ham: Hør mig, Herre! hvormed skal jeg frelse Israel? se, min Slægt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i min Faders Hus.

²² Der Gideon saa, at det var HERRENS Engel, da sagde Gideon: Ak Herre, HERRE! - thi derfor har jeg set HERRENS Engel Ansigt til Ansigt. ²³ Og HERREN sagde til ham: Fred være med dig, frygt ikke, du skal ikke dø.

³⁶ Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Haand, ligesom du har sagt, ³⁷ se, da lægger jeg et Uldskind i Gaarden; dersom der vorder Dug paa Uldskindet alene og tørt paa al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Haand, som du har sagt. ³⁸ Og det skete saa; og der han stod anden Dag aarle op, da trykkede han Uldskindet ud og udkrystede Dug af Uldskindet, en Skaal fuld af Vand ³⁹ Og Gideon sagde til Gud: Lad din Vrede ikke optændes mod mig, at jeg taler alene denne Gang; kære jeg vil ikkun forsøge det endnu denne Gang med Uldskindet; kære, lad være tørt paa Uldskindet alene, og lad Dug være paa al Jorden. ⁴⁰ Og Gud gjorde det saaledes i den samme Nat, og der var tørt paa Uldskindet alene, og der var Dug paa al Jorden.

² Og der var en Mand fra Zora, af en Daniters Slægt, og hans Navn var Manoa; og hans Hustru var ufrugtbar og fødte ikke. ³ Og HERRENS Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.

³ Og HERRENS Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.

³ Og HERRENS Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. ⁴ Saa, kære, forvar dig nu, at du ikke drikker Vin ej heller stærk Drik, og at du ikke æder noget urent.

⁴ Saa, kære, forvar dig nu, at du ikke drikker Vin ej heller stærk Drik, og at du ikke æder noget urent. ⁵ thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand.

⁵ thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand. ⁶ Da kom Kvinden og sagde til sin Mand: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, saare forfærdelig; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn.

⁸ Da bad Manoa til HERREN og sagde: Hør mig, Herre! Kære, lad den Guds Mand, som du udsendte, atter komme til os, at han kan lære os, hvad vi skulle gøre ved Drengen, som skal fødes. ⁹ Og Gud hørte Manoas Røst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad paa Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende.

⁹ Og Gud hørte Manoas Røst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad paa Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende. ¹⁰ Da hastede Kvinden og løb og gav sin Mand det til Kende, og hun sagde til ham: Se, den Mand, der kom til mig hin Dag, aabenbaredes for mig. ¹¹ Da stod Manoa op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Kvinden? og han sagde: Ja, jeg er. ¹² Og Manoa sagde: Naar det nu kommer, som du har sagt, hvad skulle vi iagttage med Drengen, og hvad skulle vi gøre ved ham

²² Og Manoa sagde til sin Hustru: Vi dø visseligen; thi vi have set Gud.

²⁴ Og Kvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og HERREN velsignede ham. ²⁵ Og HERRENS Aand begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.

¹⁰ Da faldt hun paa sit Ansigt og bøjede sig til Jorden, og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øjne, at du kender mig, og jeg er dog fremmed?

¹⁴ Da sagde Kvinderne til Noomi: Velsignet være HERREN, som ikke vilde lade dig fattes en Løser i Dag, og hans Navn vorde priset i Israel! ¹⁵ Og han skal være dig til at vederkvæge Sjælen og til at opholde dig i din Alderdom; thi din Sønnekone, som dig elskede, har født ham, hun, som er dig bedre end syv Sønner. ¹⁶ Og Noomi tog Barnet og lagde det paa sit Skød, og hun blev hans Fostermoder. ¹⁷ Og Nabóerskerne kaldte ham med Navn, sigende: Noomi er født en Søn; de kaldte hans Navn Obed, han var Fader til Isai, Davids Fader.

² Og han havde to Hustruer, den enes Navn var Hanna og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn.

⁵ Men han gav Hanna een Del, som var dobbelt saa stor; thi han elskede Hanna, men HERREN havde lukket til for hendes Liv. ⁶ Og hendes Modstanderinde opirrede hende ogsaa højligen for at opvække hendes Harme, fordi HERREN havde lukket til for hendes Liv.

⁶ Og hendes Modstanderinde opirrede hende ogsaa højligen for at opvække hendes Harme, fordi HERREN havde lukket til for hendes Liv. ⁷ Og saaledes skete det fra Aar til Aar, naar som helst hun gik op til HERRENS Hus, opirrede hun hende saaledes, at hun græd og aad ikke. ⁸ Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde? og hvorfor vil du ikke æde og hvorfor har dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?

¹¹ Og hun lovede et Løfte og sagde: HERRE Zebaoth, om du ser til din Tjenestekvindes Elendighed og kommer mig i Hu og ikke glemmer din Tjenestekvinde og giver din Tjenestekvinde mandlig Sæd: Da vil jeg give ham til HERREN for alle hans Livsdage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.

¹⁹ Óg de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for HERRENS Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Hus i Rama; og Elkana kendte Hanna sin Hustru, og HERREN kom hende i Hu. ²⁰ Og det skete, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg, sagde hun, har begæret ham af HERREN.

²⁰ Og det skete, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg, sagde hun, har begæret ham af HERREN. ²¹ Og Manden, Elkana, drog op og alt hans Hus at ofre til HERREN det aarlige Offer og sit Løfte. ²² Men Hanna drog ikke op; thi hun sagde til sin Mand: Jeg vil bie, indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal ses for HERRENS Ansigt, og han skal blive der evindelig. ²³ Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gør det, som er godt for dine Øjne; bliv, indtil du har afvant ham, kun at HERREN vil stadfæste sit Ord! Saa blev Kvinden hjemme óg gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.

¹ Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i HERREN, mit Horn er ophøjet i HERREN; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glædet mig i din Frelse.

¹ Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i HERREN, mit Horn er ophøjet i HERREN; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glædet mig i din Frelse. ² Der er ingen hellig som HERREN; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud.

² Der er ingen hellig som HERREN; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud. ³ Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi HERREN er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette

³ Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi HERREN er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette ⁴ De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke.

⁴ De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke.

⁴ De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke. ⁵ De mætte lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen.

⁵ De mætte lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen. ⁶ HERREN er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen.

⁶ HERREN er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen. ⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer;

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer; ⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa. ⁹ Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft. ¹⁰ De, som trætte med HERREN, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; HERREN skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.

¹⁰ De, som trætte med HERREN, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; HERREN skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.

¹⁸ Og Samuel tjente for HERRENS Ansigt og var en Dreng, iført en linnet Livkjortel.

²¹ Men HERREN besøgte Hanna, at hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døtre; og Drengen Samuel blev stor hos HERREN.

²¹ Men HERREN besøgte Hanna, at hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døtre; og Drengen Samuel blev stor hos HERREN. ²² Og Eli var saare gammel, og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de laa hos de Kvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.

²⁸ Og jeg har udvalgt ham af alle Israels Stammer mig til en Præst, til at ofre paa mit Alter, til at røge med Røgelse, til at bære Livkjortlen for mit Ansigt, og jeg har givet din Faders Hus alle Israels Børns Ildofre.

¹⁹ Og Samue blev stor, og HERREN var med ham og lod ikke noget af alle sine Ord falde til Jorden. ²⁰ Og al Israel fra Dan og indtil Beersaba kendte, at Samuel var betroet til at være en Profet for HERREN.

⁵ Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til HERREN.

²⁰ Og de Aseninder, som bleve borte for dig i Dag for tre Dage siden, dem skal du ikke lægge dig paa Hjerte, thi de ere fundne; og til hvem er al Israels Længsel? mon ikke til dig og din Faders ganske Hus? ²¹ Og Saul svarede og sagde: Er jeg ikke en Benjaminit, af de mindste af Israels Stammer? og min Slægt er mindre end alle Benjamins Starnmes Slægter, og hvorfor har du talet til mig paa denne Maade?

¹⁸ Da svarede een af de unge Karle og sagde: Se, jeg saa Bethlehemiteren Isais Søn, han forstaar at lege og er vældig til Strid, en Krigsmand og forstandig i Ord, en Mand, som er dejlig af Skikkelse, og HERREN er med ham.

⁴¹ Og hun stod op og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden, og sagde: Se, her er din Tjenerinde til en Tjenestekvinde til at to min Herres Tjeneres Fødder.

⁸ Men nu skal du sige saaledes til min Tjener David: Saaledes sagde den HERRE Zebaoth: Jeg tog dig fra Faarestien, fra Faarene, til at være en Fyrste over mit Folk, over Israel,

¹¹ og som fra den Dag, der jeg gav Dommere Befaling over mit Folk, Israel; og jeg giver dig Ro for alle dine Fjender, og HERREN kundgør dig, at HERREN vil gøre dig et Hus. ¹² Naar dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. ¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindelig.

¹⁶ Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig.

¹⁸ Da gik Kong David ind og blev for HERRENS Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre, HERRE! og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil? ¹⁹ Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, Herre, HERRE! saa du talede og om din Tjeners Hus i Fremtiden; og dette er Loven for Mennesker, o Herre, HERRE!

²⁵ Og nu, HERRE Gud! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Hus, lad det staa fast evindelig, og gør, ligesom du har talt. ²⁶ Saa bliver dit Navn stort til evig Tid, at man skal sige: HERREN Zebaoth er Gud over Israel; og David din Tjeners Hus skal blive fast for dit Ansigt.

²⁶ Saa bliver dit Navn stort til evig Tid, at man skal sige: HERREN Zebaoth er Gud over Israel; og David din Tjeners Hus skal blive fast for dit Ansigt. ²⁷ Thi du, HERRE Zebaoth, Israels Gud! du har aabenbaret for din Tj eners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Hus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig. ²⁸ Og nu, Herre, HERRE! du er den Gud, og dine Ord skulle blive Sandhed, og du har talt dette gode til din Tjener. ²⁹ Saa begynd nu og velsign din Tjeners Hus, at det maa blive evindelig for dit Ansigt; thi du, Herre, HERRE! du har talt det, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes i Evighed.

²⁵ Og han sendte Bud ved Nathan, Profeten, og denne kaldte hans Navn Jedid-Ja, for HERRENS Skyld.

³ Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.

² HERRENS Aand talede ved mig, og hans Tale er paa min Tunge.

¹ Og Kong David var gammel, kommen til Aars, og de dækkede ham til med Klæder, men han blev ikke varm.

⁴⁸ Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag har givet en, som sidder paa min Trone, at mine Øjne se det!

⁴ Og du, dersom du vandrer for mit Ansigt, ligesom David, din Fader, vandrede, med et fuldkomment Hjerte og med Oprigtighed til at gøre efter alt det, som jeg har budet dig, og du holder mine Skikke og mine Forskrifter:

¹³ Dog vil jeg ikke rive det ganske Rige fra dig; een Stamme vil jeg give din Søn, for Davids, min Tjeners Skyld, og for Jerusalems Skyld, som jeg har udvalgt.

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.

¹⁸ Da sagde han: Ikke jeg har forstyrret Israel, men du og din Faders Hus, idet I forlode HERRENS Bud, og du vandrede efter Baalerne.

⁴⁶ Og HERRENS Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem foran Akab, lige til Jisreel.

²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

⁴ Derfor saa sagde HERREN: Du skal ikke komme op af din Seng, som du lagde dig paa, men visselig dø; og Elias gik bort. ⁵ Der Budene kom tilbage til ham, da sagde han til dem: Hvi komme I allerede igen? ⁶ Og de sagde til ham: Der kom en Mand op imod os og sagde til os: Gaar, vender tilbage til Kongen, som sendte eder, og siger til ham: Saa siger HERREN: Mon det er, fordi der er ingen Gud i Israel, at du sender hen at adspørge Baal-Sebub, Ekrons Gud? derfor skal du ikke komme op af Sengen, som du lagde dig paa, men visselig dø.

¹⁶ Og han talte til ham: Saa sagde HERREN: At du sendte Bud til at adspørge Baal -Sebub, Ekrons Gud, mon det var, fordi der var ingen Gud i Israel, at du kunde adspørge hans Ord? derfor skal du ikke komme op af Sengen, som du lagde dig paa, men: visselig dø.

¹⁴ Da sagde han: Hvad kan man da gøre hende og Gihesi sagde: Sandelig, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel.

¹⁶ Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved denne Aarets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde! ¹⁷ Og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den bestemte Tid, ved denne Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.

² Men Høvedsmanden, til hvis Haand Kongen hældede sig, svarede den Guds Mand og sagde: Se, om HERREN gjorde Vinduer paa Himmelen, mon dette Ord kunde ske? og han sagde: Se, du skal se det med dine Øjne, men ikke æde deraf.

¹⁹ Og Høvedsmanden havde svaret den Guds Mand og sagt: Ja se, om HERREN gjorde Vinduer paa Himmelen, mon det kunde ske efter dette Ord? og han havde sagt: Se, du skal se det med dine Øjne og ikke æde deraf.

⁵ Og han bød dem og sagde: Dette er den Gerning, som I skulle gøre: Den tredje Part af eder, som træde til om Sabbaten, skal holde Vagt imod Kongens Hus. ⁶ Og den tredje Part skal være ved Porten Sur og den tredie Part ved Porten, som er bag Drabanterne, og I skulle holde Vagt for Huset for at afspærre det. ⁷ Men de to Parter af eder, nemlig alle, som træde fra om Sabbaten, de skulle holde Vagt i HERRENS Hus om Kongen.

³ Ak, HERRE! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt.

⁴⁹ Men Aron og hans Sønner gjorde Røgoffer paa Brændofferets Alter og paa Røgofferalteret, de vare beskikkede til al Gerning i det Allerhelligste og til at gøre Forligelse for Israel efter alt det, sorn Mose, Guds Tjener, havde befalet.

²⁵ Og deres Brødre i deres Landsbyer skulde komme ind hver syvende Dag, fra Tid til Tid tillige med disse.

⁸ Og jeg har været med dig, i hvor du gik, og har udryddet alle dine Fjender for dit Ansigt og gjort dig et Navn som de stores Navn som ere paa Jorden.

¹³ Amrams Sønner vare: Aron og Mose; og Aron blev udtagen til at hellige det Højhellige, han og hans Sønner til evig Tid, til at gøre Røgelse for HERRENS Ansigt, til at tjene ham og at velsigne i hans Navn til evig Tid.

² Men Nadab og Abihu døde for deres Faders Ansigt, og de havde ingen Børn; og Eleasar og Ithamar gjorde Præstetjeneste.

¹⁰ den syvende for Hakkoz, den ottende for Abia,

¹⁹ Disses Embedsgerning var det at gaa ind i HERRENS Hus, som deres Vis var, efter deres Faders, Arons, Anvisning, saaledes som HERREN, Israels Gud havde budt ham.

¹⁰ Og David lovede HERREN for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet være du, HERRE, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed!

¹² Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regerer over alting, og Kraft og Vælde er i din Haand; og i din Haand staar det at gøre alt stort og stærkt.

¹⁸ HERRE, Abrahams Isaks og Israels, vore Fædres Gud! bevar dette evindeligt som dit Folks Hjertes Tanker og Sind, og bered deres Hjerter til dig!

²⁰ Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kære, lover HERREN, eders Gud; og al Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for HERREN og for Kongen.

¹⁴ Og han beskikkede efter Davids, sin Faders, Vis Præsternes Skifter til deres Tjeneste og Leviterne til deres Vagter, til at love og at gøre Tjeneste over for Præsterne, efter hvad der hørte til hver Dag, og Portnerne i deres Skifter til hver Port; thi saaledes var Davids, den Guds Mands, Befaling.

¹⁴ Thi Leviterne forlode deres Marker og deres Ejendom og droge til Juda og til Jerusalem; thi Jeroboam og hans Sønner forkastede dem og lode dem ikke gøre Præstetjeneste for HERREN.

²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke.

¹⁶ Men der han var bleven stærk, ophøjede hans Hjerte sig, indtil han handlede fordærveligt, og han forgreb sig imod HERREN sin Gud og gik ind i HERRENS Tempel for at gøre Røgelse paa Røgofferalteret.

¹¹ Nu, mine Sønner! værer ikke efterladne; thi HERREN har udvalgt eder til at staa for hans Ansigt, for at tjene ham og til at være dem, som tjene ham og gøre Røgoffer.

³⁶ Og Ezekias og alt Folket glædede sig over det, at Gud havde gjort Folket beredvilligt; thi den Gerning skete hastelig.

² Og Ezekias beskikkede Præsternes og Leviternes Skifter, efter deres Skifter, enhver efter hans Tjenestes Beskaffenhed, saavel for Præsterne som for Leviterne, til at bringe Brændoffer og Takofre, at de skulde tjene og takke og love i HERRENS Lejres Porte;

¹⁹ Og for Arons Børn, Præsterne, som boede paa Markerne til deres Stæder, til hver Stad især, var der Mænd, som vare nævnede ved Navn, som skulde uddele til alt Mandkøn iblandt Præsterne og til alle dem, som vare opførte i Slægtregisteret over Leviterne.

¹⁸ Og de beskikkede Præsterne i deres Afdelinger og Leviterne i deres: Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem, som skrevet er i Mose Bog.

⁴ Iddo, Ginthoj, Abia,

¹⁷ af Abia Sikri, af Mijamin, af Moadja Pilthaj,

¹ Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde.

⁸ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde.

⁵ Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

¹⁴ da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve; ¹⁵ og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

¹¹ for at sætte de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse; ¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;

² Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud

²² et skummelt Land som Mørke - Dødens Skygge og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.

² Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

⁴ Hvorledes kan da et Menneske være retfærdigt for Gud? og hvorledes kan den, som er født af en Kvinde, være ren?

²⁴ Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted. ²⁵ Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste; ²⁶ han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det. ²⁷ Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje, ²⁸ for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.

⁹ Og da vil ogsaa jeg bekende om dig, at din højre Haand kan frelse dig. ¹⁰ Se dog Behemoth, som jeg skabte saavel som dig, den æder Græs som en Okse. ¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler. ¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ: dens Boves Sener ere sammenslyngede.

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os! ⁴ Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem. ⁵ Da skal han tale til dem i sin Vrede o; forfærde dem i sin Harme: ⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg." ⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

¹⁷ Du, HERRE! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa

² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!

⁶ Hun har stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.

⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.

⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

⁸ Hvo er denne Ærens Konge? HERREN, stærk og mægtig, HERREN, mægtig i Strid.

⁶ HERRE! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed.

⁸ HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. ⁹ Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. ¹⁰ Alle HERRENS Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

¹² Hvo er den Mand, som frygter HERREN? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge.

⁷ Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig. ⁸ HERRE! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet. ⁹ Til dig, HERRE! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. ¹⁰ Hvad Vinding er der i mit Blod, jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed? ¹¹ HERRE! hør, og vær mig naadig; HERRE! vær min Hjælper. ¹² Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; HERRE, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.

¹⁹ Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.

¹⁰ HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker.

² Jeg vil love HERREN til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. ³ Min Sjæl skal rose sig i HERREN; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig.

¹⁰ Frygter HERREN, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.

⁹ Men min Sjæl skal glæde sig i HERREN, den skal fryde sig i hans Frelse.

⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

¹³ Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet være HERREN, Israels Gud, i Evighed og indtil Evighed! Amen, Amen.

¹⁹ Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,

² Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg siger: Mine Idrætter gælde Kongen; min Tunge er en Hurtigskrivers Pen.

⁶ Dine Pile ere skærpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes.

²¹ Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne.

⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig.

¹⁵ Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig.

⁹ Se der den Mand, som ikke holdt Gud for sin Styrke, men forlod sig paa sin megen Rigdom, blev stærk ved sin Ondskab! Men jeg er som et grønt Olietræ i Guds Hus; jeg forlader mig paa Guds Miskundhed evindelig og altid. Jeg vil takke dig evindelig, thi du gjorde det; og jeg vil bie efter dit Navn thi det er godt i Paasyn af dine hellige.

⁵ Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.

¹⁹ Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? ²⁰ Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. ²¹ Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! ¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

¹⁷ Den er brændt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel.

⁹ Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed. ¹⁰ Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land. ¹¹ Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfærdighed og Fred kysse hinanden. ¹² Sandhed vokser op af Jorden, og Retfærdighed ser ned af Himmelen. ¹³ Dertil skal HERREN give det gode, og vort Land give sin Grøde. Retfærdighed gaa frem for hans Ansigt og sætte sine Trin paa hans Vej!

⁵ Men til Zion skal der siges: Denne og hin er født i den, den Højeste selv skal befæste den.

³ Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; fæste din Sandhed:

¹⁰ Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig.

¹³ Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.

¹⁷ I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de.

²⁰ Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. ²¹ Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie.

²¹ Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. ²² Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. ²³ Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. ²⁴ Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. ²⁵ Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. ²⁶ Og jeg vil udstrække hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne. ²⁷ Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. ²⁹ Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig. ³⁰ Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. ³¹ Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, ³² dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: ³³ Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. ³⁴ Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. ³⁵ Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. ³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: ³⁷ Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;

¹ En Psalme. Synger HERREN en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.

³ Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse.

³ De skulle prise dit Navn som stort og forfærdeligt - hellig er han! -

⁹ Ophøjer HERREN vor Gud og; tilbeder for hans hellige Bjerg; thi hellig er HERREN vor Gud.

¹⁷ thi HERREN har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed.

¹ Af David. Min Sjæl! lov HERREN, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. ² Min Sjæl! lov HERREN og glem ikke alle hans Velgerninger,

¹¹ Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham.

¹⁷ Men HERRENS Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, ¹⁸ med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter.

⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte! ⁷ Han er HERREN vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. ⁸ Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, ⁹ som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak,

⁹ som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, ¹⁰ hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt

⁴⁴ Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, ⁴⁵ paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!

¹⁰ Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem

⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed.

⁴⁷ Frels os, HERRE, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris! ⁴⁸ Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

⁸ Lad dem takke HERREN for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; ⁹ thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. ¹⁰ De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern

¹⁴ Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.

⁴⁰ Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. ⁴¹ Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.

⁵ Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu.

⁹ Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. ¹⁰ HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.

⁶ han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden; ⁷ han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet ⁸ for at sætte ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster; ⁹ han, som gør, at den ufrugtbare i Huset kommer til at bo som en glad Barnemoder. Halleluja.

¹³ Han skal velsigne dem, som frygte HERREN, de smaa med de store.

¹⁶ Ak, HERRE! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand.

⁴ De, som frygte HERREN, sige: Hans Miskundhed er evindelig.

¹⁵ Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; HERRENS højre Haand skaber Kraft.

¹⁸ HERREN tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. ¹⁹ Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke HERREN.

²¹ Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.

⁶ da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud?

¹¹ Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig.

³⁸ Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig.

² da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: HERREN har gjort store Ting imod disse. ³ HERREN har gjort store Ting imod os; vi bleve glade.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn. ⁴ Som Pile i den vældiges Haand, saa Ungdoms Sønner. ⁵ Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.

¹¹ HERREN tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: "Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone."

¹¹ HERREN tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: "Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone." ¹² Dersom dine Børn holde min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem da skulle og deres Børn altid sidde paa din Trone. ¹³ Thi HERREN har udvalgt Zion, han har begæret sig den til Bolig: ¹⁴ Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begæret den. ¹⁵ Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil mætte de fattige der med Brød. ¹⁶ Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd. ¹⁷ Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede.

¹⁷ Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede. ¹⁸ Hans Fjender vil jeg klæde i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre."

²³ Ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig;

⁶ Thi HERREN er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det faarne.

¹⁹ Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.

⁷ som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; HERREN løser de bundne.

¹¹ Behag har HERREN til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

³ Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle;

¹⁷ Dens Veje ere yndige Veje, og alle dens Stier ere Fred.

²⁰ Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,

²⁰ En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder.

¹⁵ Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal ogsaa mit Hjerte glæde sig,

²⁴ Den retfærdiges Fader skal fryde sig; den, som avler en viis, skal glædes ved ham.

²⁹ Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen. ³⁰ Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde; som frygter HERREN, hun skal roses. ³¹ Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.

¹⁴ Thi af Fangehuset udgik hin for at blive Konge, medens den, som var født i sit Kongerige, blev fattig.

⁹ Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis bland, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog.

²⁴ Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender.

¹ Og syv Kvinder skulle paa den Dag tage fat paa een Mand og sige: Vi ville æde vort eget Brød og klæde os i vore egne Klæder; lad os ikkun kaldes efter dit Navn; borttag vor Forsmædelse!

³ Og den ene raabte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er den HERRE Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Ære.

⁹ Og Samaria er Hoved for Efraim og Remalias Søn Hoved for Samaria: Ere I ej troende, blive I ej boende.

¹⁴ Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

³ Og jeg nærmede mig til Profetinden, og hun undfangede og fødte en Søn; og HERREN sagde til mig: Kald hans Navn: Maher-Sjalal Kasj-Bas.

² Det Folk, som vandrede i Mørket, ser et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinner et Lvs.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹² Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt. ¹³ Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet. ¹⁴ Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb. ¹⁵ Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ? ¹⁶ Derfor skal Herren, den HERRE Zebaoth sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal. ¹⁷ Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag. ¹⁸ Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter. ¹⁹ Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. ² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand. ³ Og hans Lyst skal være i HERRENS Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. ⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. ⁵ Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte. ⁶ Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvæget skulle være sammen, og en liden Dreng skal drive dem. ⁷ Og Koen og Bjørnen skulle græsse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal æde Straa som Oksen. ⁸ Og det diende Barn skal lege ved øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule. ⁹ De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af HERRENS Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund.

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse. ³ Og I skulle drage Vand med Glæde af Frelsens Kilder.

¹ Thi HERREN skal forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel og lade dem bosætte sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus. ² Og Folkene skulle tage dem og føre dem til deres Hjem, og Israels Hus skal tage hine til Eje som Tjenere og Tjenestepiger i HERRENS Land og holde dem fangne, som havde fanget dem selv, og regere over sine Undertrykkere. ³ Og det skal ske paa den Dag, naar HERREN skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle:

⁵ Og der skal beredes en Trone ved Miskundheden, og en skal sidde derpaa i Sandheden, i Davids Paulun, en, som skal dømme og spørge efter Ret og haste efter Retfærdighed.

¹⁵ Derfor ærer nu HERREN, I, som bo i Østen! HERREN Israels Guds Navn paa Øerne i Havet. ¹⁶ Vi høre Lovsange fra Jordens yderste Ende: "Herlighed for den retfærdige!" men ulykkelige, ve mig! Røvere røve, ja Røvere røve Rov.

²⁴ Og de, som vare forvildede i Aanden, skulle faa Forstand, og de, som knurrede, skulle tage imod Lærdom.

⁸ Kom nu, skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag, altid, indtil evig Tid.

⁹ Ingen Løve skal være der, og intet Rovdyr kommer derop eller findes der; men de igenløste skulle vandre der. ¹⁰ Og HERRENS forløste skulle komme tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; Fryd og glæde skulle de naa, og Sorrig og Suk skal fly.

²² Og Ezekias sagde: Hvad Tegn er der paa, at jeg skal gaa op til HERRENS Hus?

³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! ⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. ⁵ Og HERRENS Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi HERRENS Mund har talt.

¹⁰ Se den Herre, HERRE skal komme med Vælde, og; hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Anaigt.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.

¹⁴ Frygt ikke, du Orm, Jakob! du lille Hob, Israel! jeg hjælper dig, siger HERREN, og din Frelser er Israels Hellige.

⁷ til at aabne de blindes Øjne, til at udføre de bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fangenskabet.

¹⁶ Og jeg vil lede de blinde paa den Vej, som de ikke have vidst, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke have kendt; jeg vil gøre Mørket for deres Ansigt til Lys ng de bakkede Steder til Slette; disse ere Ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem.

¹ Men nu, saa siger HERREN, som dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg genløste dig, jeg kaldte dig ved dit Navn, du er min. ² Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig. ³ Thi jeg sr HERREN din Gud, Iszaels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted. ⁴ Efterdi du var agtet dyrebar for mine Øjne, var æret, og jeg elskede dig: Saa har jeg givet Mennesker i dit Sted og Folkeslag i Stedet for din Sjæl. ⁵ Frygt ikke, thi jeg er med dig; jeg vil føre din Sæd fra Østen og samle dig hjem fra Vesten.

² Saa siger HERREN, som gjorde dig og dannede dig fra Modersliv, han, som hjælper dig: Frygt ikke, min Tjener Jakob! og du, Jeskurun, som jeg udvalgte!

²¹ Kom disse Ting i Hu, Jakob og Israel! thi du er min Tjener; jeg har dannet dig, du er min Tjener, Israel! du skal ikke glemmes af mig.

²⁴ Saa siger HERREN, som har genløst dig og dannet dig fra Moders Liv af: Jeg er HERREN, som gør alting, den, som ene udspænder Himmelen og udbreder Jorden; hvo er vel med mig? ²⁵ den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab; ²⁶ den, som stadfæster sin Tjeners Ord og fuldkommer sine Sendebuds Raad, den, som siger til Jerusalem: Den skal beboes, og til Judas Stæder: De skulle bygges, og jeg vil oprejse dens Øde Stæder;

¹⁷ Israel er frelst ved, HERREN med en evig Frelse; I skulle ikke beskæmmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.

²¹ Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, HERREN thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfærdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg. ²² Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.

²⁵ I HERREN skal al Israels Sæd retfærdiggøres og prise sig.

³ Hører mig, Jakobs Hus og alle I overblevne af Israels Hus, I, som ere lagte paa mig fra Moders Liv af, I, som bæres af mig fra Moders Skød af! ⁴ Ja, indtil eders Alderdom skal jeg være den samme og bære eder indtil eders graa Haar; jeg har gjort det og skal fremdeles holde eder oppe, og jeg vil bære eder og lade eder undkomme.

¹⁷ Saa siger HERREN, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er HERREN din Gud, som lærer dig, hvad nyttigt er, og som fører dig paa Vejen, som du skal gaa.

²² De ugudelige, siger HERREN, have ingen Fred.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

⁹ for at sige til de bundne: Gaar ud! til dern, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje.

¹⁴ Men Zion sagde: HERREN har forladt mig, og Herren har glemt mig. ¹⁵ Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. ¹⁶ Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig.

⁹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du HERRENS Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen?

¹⁰ HERREN har blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øjne, og alle Jordens Ender skulle se vor Guds Frelse.

¹ Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger HERREN. ² Udvid Pladsen til dit Paulun; og lad dem udspænde din Boligs Tæpper, forhindre det ikke; stræk dine Teltsnore langt ud, og befæst dine Teltpæle! ³ Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Sæd skal arve Hedningerne, og den skal befolke de Ødelagte Stæder. ⁴ Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse.

⁶ Thi som en forladt og i Aanden bedrøvet Kvinde har HERREN kaldet, dig, ja, som en Ungdomshustru; der var forskudt, siger din Gud. ⁷ Jeg har forladt dig et lidet øjeblik, men jeg vil tage dig til mig med stor Barmhjertighed.

⁷ Jeg har forladt dig et lidet øjeblik, men jeg vil tage dig til mig med stor Barmhjertighed. ⁸ Da jeg lod Vreden bryde frem, skjulte jeg mit Ansigt et Øjeblik for dig; men med evig Miskundhed har jeg forbarmet mig over dig, siger HERREN, din Genløser.

⁸ Da jeg lod Vreden bryde frem, skjulte jeg mit Ansigt et Øjeblik for dig; men med evig Miskundhed har jeg forbarmet mig over dig, siger HERREN, din Genløser. ⁹ Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig.

⁹ Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig. ¹⁰ Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger HERREN, din Forbarmer.

¹⁰ Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger HERREN, din Forbarmer. ¹¹ Du elendige, af Stormen omse, jeg vil lægge dine Stene i blyglans og lsegge din Grundvold med Safirer. ¹² Og jeg vil gøre dine Murtinder af Rubin og dine Porte af Rarbunkelstene og hele din Ringmur af dyrebare Stene. ¹³ Og alle dine Børn skulle være lærte af HERREN, og dine Børn skulle have en stor Fred.

¹³ Og alle dine Børn skulle være lærte af HERREN, og dine Børn skulle have en stor Fred. ¹⁴ Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal intet have at frygte for, og langt fra Forfærdelse, thi den skal ikke komme dig nær.

¹⁴ Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal intet have at frygte for, og langt fra Forfærdelse, thi den skal ikke komme dig nær. ¹⁵ Se, naar nogen er fremmed, skal han dog ikke være fjern fra mig; hvo som er fremmed hos dig, skal tilfalde dig. ¹⁶ Se, jeg har skabt Smeden, som blæser en Kulild op og udfører et Redskab til dets Gerning, og jeg har skabt Ødelæggeren til at fordærve. ¹⁷ Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver Tunge, som stør op imod dig for Retten, skal du faa domfældt; dette er HERRENS Tjeneres Arv, og deres Retfærdighed, som er fra mig, siger HERREN.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

¹⁹ Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og jeg læger ham. ²⁰ Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd. ²¹ De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.

⁸ Fredens Vej kende de ikke, og der er ingen Ret i deres Spor; deres Stier gøre de krogede for sig selv, hver den, som betræder dem, ved ikke af Fred.

¹ Gør dig rede, bliv Lys; thi dit Lys er kommet, og HERRENS Herlighed er opgangen over dig. ² Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal HERREN oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses. ³ Og Hedningerne skulle vandre hen til dit Lys, og Kongerne hen til det Skin, som er opgangen for dig.

¹⁰ Jeg vil glæde mig storlig i HERREN, min Sjæl skal fryde sig i mig Gud; thi han iførte mig Frelsen glædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynte paa, og som en Brud, der pryde sig med sit Smykke.

¹ Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klæder fra Bozra, han, som er saa prægtig i sit Klædebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfærdighed, mig, som er mægtig til at frelse!

⁷ Jeg vil forkynde HERRENS Miskundhed, HERRENS Pris, efter alt det, som HERREN har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.

⁷ Jeg vil forkynde HERRENS Miskundhed, HERRENS Pris, efter alt det, som HERREN har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed. ⁸ Og han sagde: Kun de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke ville handle falskelig; og han blev dem en Frelser. ⁹ I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage. ¹⁰ Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem. ¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem? ¹² han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn?

¹² han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn? ¹³ han, som førte dem igennem Afgrundene som en Hest igennem Ørken, saa at de ikke stødte sig? ¹⁴ Ligesom Kvæget gaar ned i Dalen, har HERRENS Aand ladet dem komme til Hvile; saadig et herligt Navn. ¹⁵ Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?

¹⁵ Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig? ¹⁶ Thi du er vor Fader; thi Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke; men du, HERRE! er vor Fader, vor Genløser, fra Evighed af er dit Navn.

²¹ Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og æde deres Frygt. ²² De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning: ²³ De skulle ikke have Møje forgæves og ej føde Børn til brat Død; thi de ere den Sæd, som er velsignet af HERREN og deres Afkom skal blive hos dem. ²⁴ Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale; da vil jeg høre. ²⁵ En Ulv og et Lam skulle græsse sammen; og en Løve skal æde Halm som en Okse, og en Slanges Spise skal være Støv, de skulle ikke gøre ondt, ej heller handle fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg, siger HERREN.

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

⁹ Mon jeg skulde lade Moderlivet aabnes og ikke lade føde? siger HERREN; eller skulde jeg, som lader fødes, tillukke Moderliv? siger din Gud. ¹⁰ Glæder eder med Jerusalem, og fryder eder over hende, alle I, som elske hende; glæder eder storlig med hende, alle I, som sørge over hende:

⁵ Før jeg dannede dig i Moders Liv, kendte jeg dig, og før, du udkom af Moders Skød, helligede jeg dig; jeg beskik kede dig til en Profet for Folkene.

⁹ Og HERREN udrakte sin Haand og lod den røre ved min Mund, og HERREN sagde til mig: Se, jeg har lagt mine Ord i din Mund:

¹⁸ Og jeg, se, jeg har gjort dig i Daø til en fast Stad og til en Jernpille og til Kobbermure for hele Landet, imod Judas Konger, imod dets Fyrster, imod dets Præster og imod Folket i Landet. ¹⁹ Og de skulle stride imod dig og ikke faa Overhaand over mig; thi jeg er med dig, siger HERREN, for at, redde dig.

⁶ Og de sagde ikke: Hvor er HERREN, han, som førte os op af Ægyptens Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igen lem, og hvor intet Menneske havde boet?

¹⁶ Saa sagde HERREN: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaa.

⁶ Der er ingen som du, o HERRE! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke.

⁵ paa det jeg kan stadfæste den Ed, som jeg svor eders Fædre, at jeg vilde give dem et Land, som flyder med Mælk og Honning, som det ses, paa denne Dag; og jeg svarede og sagde: Amen, HERRE!

¹ Judas Synd er skreven med en Jerngriffel, med Æggen af en Dernent; den er indgravet paa deres Hjertes Tavle og paa ederes Altres Horn,

¹¹ Men HERREN er med mig som en vældig Helt, derfor skulle mine Forfølgere snuble og ikke faa Overhaand; de skulle vorde saare beskæmmede, thi de have ikke handlet forstandigt, til en evig Skam, som ikke skal glemmes.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁹ Men de skulle tjene HERREN deres Gud og David deres Konge, som jeg vil oprejse dem. ¹⁰ Frygt da ikke, du min Tjener Jakob! siger HERREN, og vær ikke forfærdet, Træl! thi se, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg, og ingen skal forfærde ham.

¹⁰ Frygt da ikke, du min Tjener Jakob! siger HERREN, og vær ikke forfærdet, Træl! thi se, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg, og ingen skal forfærde ham. ¹¹ Thi jeg er med dig, siger HERREN, for at frelse dig, thi jeg vil lade det tage en Ende med alle de Folkeslag, iblandt hvilke jeg adspredte dig; kun med dig vil jeg ikke lade det tage Ende; men jeg vil tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

³ HERREN har ladet sig se for mig fra det fjerne: Jeg har elsket dig med en evig Kærlighed; derfor har jeg bevaret dig Miskundhed.

²⁰ Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger HERREN.

²² Hvor længe vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi HERREN skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ³⁴ Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender HERREN; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger HERREN; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

³⁴ Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender HERREN; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger HERREN; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

²⁷ Se, jeg er HERREN, alt Køds Gud; mon nogen Ting skulde være underlig for mig?

³⁷ Se, jeg samler dem fra alle Landene, hvorhen jeg fordrev dem i min Vrede og i min Harme og i stor Fortørnelse; og jeg vil føre dem tilbage til dette Sted og lade dem bo tryggelig.

³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem. ⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig.

¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed.

¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed. ¹⁷ Thi saa siger HERREN: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone.

¹⁷ Thi saa siger HERREN: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone. ¹⁸ Og der skal ikke fattes for Præsterne, Leviterne, en Mand til at staa for mit Ansigt, som skal ofre Brændoffer og antænde Madoffer og lave Slagtoffer alle Dagene. ¹⁹ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, saaledes: ²⁰ Saa siger HERREN: Dersom I kunne bryde min Pagt med Dagen og min Pagt med Natten, saa at der ikke bliver Dag og Nat, naar riden er: ²¹ Da skal ogsaa min Pabt med David, min Tjener, brydes, at han ikke skal have en Søn til at være Konge paa hans Trone, og med Leviterne, Præsterne, mine Tjenere. ²² Thi ligesom Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke maales, saaledes vil jeg formere Davids, min Tjeners, Sæd og Leviterne, som tjene mig. ²³ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, saalunde: ²⁴ Har du ikke set, hvad dette Folk har talt, idet det siger: De to Slægter, som HERREN havde udvalgt, dem har han folkastet? og de foragte mit Folk, saa at det ikke mere er et Folk for deres Ansigt. ²⁵ Saa siger HERREN: Dersom jeg. ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, Himmelens og Joldens Skikke, ²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

²⁹ Vi have hørt om Moabs Hovmod, det er saare hovmodigt, om dets Hoffærdighed og dets Hovmod og dets Stolthed og dets Hjertes Højhed. ³⁰ Jeg kender, siger HERREN, dets Overmod, men det er tomt; dets Pral er i Gerning tom.

²⁶ Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke være dem en Mand, som straffer; thi de ere et genstridigt Hus. ²⁷ Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et genstridigt Hus.

⁸ Og jeg gik forbi dig og saa dig, og se, din Tid, Elskovstiden var kommen, og jeg bredte min Flig over dig og skjulte din Blusel; og jeg gav dig min Tro og traadte i Pagt med dig, siger den Herre, HERRE, og du blev min.

⁶⁰ Dog, jeg vil ihukomme min Pabt med dig i din Ungdoms Dage og oprette med dig en evig Pagt.

²² Saa siger den Herre, HERRE: Men jeg vil tage af det høje Cedertræs Top og plante; af dets øverste Kviste vil jeg afbryde et spædt Skud og plante det paa et højt og fremragende Bjerg. ²³ Paa Israels høje Bjerg vil jeg plante det, og det skal faa Grene og bære Frugt og blive til et herligt Cedertræ; og alle Haande Fugle lblandt alt det bevingede skulle bo under det, de skulle bo under dets Grenes Skygge. ²⁴ og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, HERREN, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ glønt; jeg HERREN, jeg har talt det og gjort det.

²⁴ og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, HERREN, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ glønt; jeg HERREN, jeg har talt det og gjort det.

²⁷ Paa den samme Dag skal din Mund oplades, naar den undslupne er kommen, og du skal tale og ikke mere være stum; og du skal være bleven den til et Undertegn, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²⁶ Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg HERREN er deres Gud.

²¹ Paa den Dag vil jeg lade et Folk skyde op for Israels Hus, og dig vil jeg give en opladt Mund midt iblandt dem; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²² Og HERRENS Haand var kommen over mig om Aftenen, før den undslupne kom; og han oplod min Mund, inden denne kom til mig om Morgenen; saa oplodes min Mund, og jeg var ikke ydermere stum.

²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde. ²⁴ Og jeg HERREN, jeg vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem; jeg HERREN, jeg har talt det. ²⁵ Og jeg vil slutte med dem en Fredens Pagt og lade onde Dyr forsvinde af Landet, saa at de kunne bo tryggelig i Ørken og sove i Skovene.

²⁵ Og jeg vil slutte med dem en Fredens Pagt og lade onde Dyr forsvinde af Landet, saa at de kunne bo tryggelig i Ørken og sove i Skovene. ²⁶ Og jeg vil gøre dem og de Steder, som ere trindt omkring min Høj, til en Velsignelse; og jeg vil lade Regnen falde i rette Tid, det skal være Velsignelses Regnstrømme. ²⁷ Og Træet paa Marken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og de skulle være trygge i deres Land, og de skulle fornemme; at der er HERREN, naar jeg bryder deres trykkende I, Aag og redder dem af deres Haand, som brugte dem til Trælle. ²⁸ Og de skulle ikke ydermere være et Rov for Hedningerne, og intet vildt Dyr paa Jorden skal opæde dem; men de skulle bo tryggelig, og der skal ingen forfærde dem.

²⁸ Og de skulle ikke ydermere være et Rov for Hedningerne, og intet vildt Dyr paa Jorden skal opæde dem; men de skulle bo tryggelig, og der skal ingen forfærde dem. ²⁹ Og jeg vil fremkalde en Plantning for dem til Navnkundighed, og de skulle ikke ydermere bortrives af Hunger i Landet og ej mere bære Hedningernes Forhaanelse.

²⁴ Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land. ²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder. ²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte. ²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem:

²⁴ Og min Tjener og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem. ²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig.

⁸ Efter mange Dage skal du blive hjemsøgt, i de sidste Aar skal dit komme til et Land, som er udfriet fra Sværdet og samlet ud fra mange folkefærd, over Israels Bjerge, som stadigt have været øde; dette er nu udført fra Folkene, og de bo der alle sammen tryggelig.

²⁸ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN deres Gud idet jeg har bortført dem til Hedningerne og nu samler dem til dere Land og ikke ydermere lader nogen af dem blive tilbage hist. ²⁹ Jeg vil og ikke mere skjule mit Ansigt fo dem; thi jeg har udgydt min Aand over Israels Hus, siger den Herre HERRE.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

³⁴ Men der disse Dage vare til Ende, opløftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og ærede ham, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slægt til Slægt. ³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du? ³⁶ Paa samme Tid kom min Forstand til mig igen, og til mit Kongedømmes Ære kom min Herlighed og Glans til mig igen, og mine Raadsherrer og mine Fyrster søgte mig; og jeg blev indsat i mit Rige, og større Herlighed blev mig tillagt. ³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

²⁵ Og dette er Skriften, som er optegnet: Mene, Mene, Tekel, Ufarsin. ²⁶ Dette er Udtydningen af Talen: "Mene", Gud har talt dit Riges Dage og gjort Ende paa det. ²⁷ Tekel, du er vejet paa Vægtskaale og funden for let. ²⁸ Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine. ²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget. ³⁰ I samme Nat blev Belsazar; Kaldæerrles Konge, ihjelslagen. ³¹

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham. ¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

¹⁸ Men den Højestes hellige skulle modtage Riget og besidde Riget evindelig, ja, indtil Evighedernes Evighed.

²⁷ Men Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himmelen skal gives til et Folk af den Højestes hellige; hans Rige er et evigt Rige, og alle Herredømmer skulle tjene og lyde ham.

¹⁶ Og jeg hørte en Menneskerøst imellem Ulaj, og han raabte og sagde: Gabriel! forklar denne Synet!

²¹ ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid. ²² Og han underviste mig og talte med mig og sagde: Daniel! nu er jeg udgangen for at meddele dig Indsigt. ²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet! ²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. ²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt. ²⁷ Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.

⁷ Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig.

¹² Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.

¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.

³ Men de forstandige skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin; og de, der fsrte de mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid.

⁴ Og HERREN sagde til ham: Kald hans Navn Jisreel; thi endnu en lille Stund, saa vil jeg hjemsøge Jisreels Blodskyld over Jehus Hus og gøre Ende paa Israels Hus's Rige.

⁶ Og hun undfangede atter og fødte en Datter; og han sagde til ham: Kald hendes Navn Lo-Rukama; thi jeg vil ikke ydermere forbarme mig over Israels Hus, saa at jeg skulde tilgive dem.

⁹ Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders. ¹⁰ Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn.

² Omvend dig, Israel! til HERREN din Gud; thi du er falden ved din Misgerning.

²⁸

¹² Derfor vil jeg handle saaledes med dig, Israel! Efterdi jeg da vil handle saaledes med dig, da bered dig, o Israel! til at møde din Gud.

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage, ¹² for at de skulle arve det overblevne af Edom og alle de Folkeslag, over hvilke mit Navn nævnes, siger HERREN, som gør dette.

²¹ Og Frelsere skulle drage op paa Zions Bjerg for at dømme Esaus Bjerg; og Bjerget skal høre HERREN til.

⁷ Og jeg vil gøre det haltende til en Levning og det bortkomne til et stærkt Folk; og HERREN skal regere over dem paa Zions Bjerg, fra nu og indtil Evighed.

²⁰ Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

² Og HERREN svarede mig og sagde: Skriv Synet, og gør det tydeligt paa ravlerne, for at den, som læser det, kan gøre det i en Fart.

¹⁷ Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene. ¹⁸ Men jeg vil glæde mig i HERREN; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

¹⁸ Men jeg vil glæde mig i HERREN; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

¹⁴ Syng, du Zions Datter! raab højt, o Israel! vær glad du Jerusalems Datter!

¹⁴ Syng, du Zions Datter! raab højt, o Israel! vær glad du Jerusalems Datter! ¹⁵ HERREN har borttaget Dommene over dig, har udryddet din Fjende; HERREN, Israels Konge, er i din Midte, du skal ikke se Ulykke ydermere.

¹⁵ HERREN har borttaget Dommene over dig, har udryddet din Fjende; HERREN, Israels Konge, er i din Midte, du skal ikke se Ulykke ydermere. ¹⁶ Paa den Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke! til Zion: Lad ikke dine Hænder synke!

¹⁶ Paa den Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke! til Zion: Lad ikke dine Hænder synke! ¹⁷ HERREN din Gud i din Midte, din vældige, skal frelse; han skal glæde sig over dig med Fryd, han skal tie i sin Kærlighed, han skal juble over dig med Frydesang.

¹⁷ HERREN din Gud i din Midte, din vældige, skal frelse; han skal glæde sig over dig med Fryd, han skal tie i sin Kærlighed, han skal juble over dig med Frydesang. ¹⁸ Dem, som vare bedrøvede, fordi de ikke kunde komme til Højtiden, dem vil jeg samle; fra dig vare de; Forhaanelse har hvilet som en Byrde over dem. ¹⁹ Se, paa den Tid vil jeg skride ind imod alle, som plage dig; og jeg vil frelse den haltende og samle de fordrevne og sætte dem til Pris og til Navnkundighed i hele det Land, hvori de lede Skændsel. ²⁰ Paa den Tid vil jeg lade eder komme, og det paa den Tid naar jeg sanker eder; thi jeg vil sætte eder til Navnkundighed og til Pris iblandt alle Folk paa Jorden, naar jeg omvender eders Fangenskab for eders Øjne, siger HERREN.

⁸ Hør dog, Josva, du Ypperstepræst: Du og dine Venner, som sidde for dit Ansigt, ere Mænd til Forbillede; thi se, jeg vil lade min Tjener Zemak komme.

¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel.

⁶ Saa siger den HERRE Zebaoth: Naar det vil være underligt for Øjnene af de overblevne af dette Folk i de Dage, mon det da ogsaa vil være underligt for mine Øjne? siger den HERRE Zebaoth:

⁸ Og jeg vil slaa Lejr for mit Hus imod Krigshær, at ingen drager derover frem eller tilbage, og at ingen Undertrykker ydermere drager over dem; thi jeg har nu set til med mine Øjne. ⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl. ¹⁰ Og jeg vil udrydde Vogne af Efraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbuen skal udryddes, og han skal tale til Hedningerne, saa der bliver Fred; og hans Herredømme skal være fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender.

¹⁰ Og jeg vil udrydde Vogne af Efraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbuen skal udryddes, og han skal tale til Hedningerne, saa der bliver Fred; og hans Herredømme skal være fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender. ¹¹ Og du! for din Pagts Blods Skyld - dine bundne udlader jeg af en vandløs Hule.

¹⁵ Den HERRE Zebaoth skal beskærme dem, og de skulle æde, og de skulle nedtræde Slyngestene, og de skulle drikke, de skulle rase som af Vin, og de skulle fyldes som Offerskaalen som Alterets Hjørner.

¹ Se, jeg sender min Engel, at han skal berede Vejen for mit Ansigt, og i et Nu kommer til sit Tempel den Herre, som I søge, og Pagtens Engel, som I have Lyst til, se, han kommer, siger den HERRE Zebaoth.

¹² Og alle Folkeslag skulle prise eder lykkelige; thi I skulle være et behageligt Land, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁶ Da samtalede og de, som frygtede HERREN, hver med sin Ven, og HERREN gav Agt derpaa og hørte det, og der blev skrevet for hans Ansigt en Ihukommelsesbog om dem, som frygte HERREN og tænke paa hans Navn. ¹⁷ Og de skulle, siger den HERRE Zebaoth, være mig en Ejendom paa den Dag, som jeg skaber; og jeg vil skaane dem, som en Mand skaaner sin Søn, der tjener ham. ¹⁸ Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

⁵ Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend HERRENS Dag kommer, den store og den forfærdelige.

⁵ Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend HERRENS Dag kommer, den store og den forfærdelige. ⁶ Og han skal vende Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes Hjerte til deres Fædre, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band.

¹ Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog.

¹⁶ og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus.

¹⁸ Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand.

²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand.

²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. ²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.

²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.

²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

²⁵ Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

¹ Men der Jesus var født i Bethlehem i Judæa, udi Kong Herodes' Dage, see, da kom Vise af Østerland til Jerusalem og sagde:

²³ Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

¹ Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde:

¹ Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde: ² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær. ³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. ⁴ Men Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning.

⁴ Men Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning. ⁵ Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen. ⁶ Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder. ⁷ Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste eder at flye fra den kommende Vrede? ⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, ⁹ og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. ¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden. ¹¹ Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild.

¹¹ Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild. ¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹⁴ Men Johannes formeente ham det og sagde: Jeg har behov at døbes af dig, og du kommer til mig!

³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.

¹⁶ det folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.

⁶ Salige ere de som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mætte.

³³ Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.

⁷ Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret?

⁹ Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet!

⁹ Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet! ¹⁰ Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig.

¹⁰ Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. ¹¹ Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han. ¹² Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i HimmerigesRige, og de, som trænge ind, rive det til sig. ¹³ Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes. ¹⁴ Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme.

¹⁴ Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme. ¹⁵ Hvo som har Øren at høre med, han høre! ¹⁶ Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaa Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: ¹⁷ vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde. ¹⁸ Thi Johannes kom, som hverkend aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen. ¹⁹ Menneskens Søn kom, som æder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog Viisdommen er retfærdiggjort af sine Børn.

²⁸ Kommer hid til mig, Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile. ²⁹ Tager mit Aag paa Eder og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet: saa skulle I finde Hvile for Eders Sjæle.

⁴² Dronningen fra Sønden skal opstaa ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon.

⁴⁸ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre?

⁴ Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende. ⁵ Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet.

²⁷ Men Jesus talede strax til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke.

³³ Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn.

¹¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette. ¹² Men jeg siger Eder, at Elias er alt kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem.

¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

²⁶ Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige.

²⁶ Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet.

²⁹ Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen. ³⁰ Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen. ³¹ Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige. ³² Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham.

³² Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham.

⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. ⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

⁵⁴ Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjælv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.

⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

¹ Jesu Christi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse var, ² ligesom skrevet er i Propheterne: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. ³ Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

³ Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. ⁴ Johannes døbte i Ørken og prædikede Omvendelsens Daab til Syndernes Forladelse.

²⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.

¹⁴ Den, som saaer, saaer Ordet.

⁷ og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.

¹³ Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Jorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen.

³ Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham.

⁴⁹ Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. ⁵⁰ (Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke!

³² Og de førte en Døv til ham som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham. ³³ Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge, ³⁴ og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op! ³⁵ Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret. ³⁶ Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. ³⁷ Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.

¹¹ Og de spurgte ham og sagde: sige dog de Skriftkloge, at Elias bør først komme? ¹² Men han svarede og sagde til dem: Elias bør først komme og skikke alle Ting tilrette; og det skal skee, som det er skrevet om Menneskens Søn, at han skal lide meget og foragtes. ¹³ Men jeg siger Eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham, hvad de vilde, eftersom det er skrevet om ham.

¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig!

²⁷ Men Jesus saae paa dem og sagde: for Menneskene er det umulligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.

¹⁰ Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

³² Men sige vi, den var af Mennesker, da frygtede de for for Folket; thi Alle holdt for, atJohannes virkelig var en Prophet.

³⁶ Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

⁶¹ Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn?

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes.

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.

⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.

¹⁴ Paa det Sidste Aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbors, og bebreidede dem deres Vantro og Hjertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden.

¹ Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os,

⁵ I Herodes', Judæas Konges Dage var der en Præst af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth.

⁷ Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede.

¹² Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. ¹⁴ Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel. ¹⁵ Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv, ¹⁶ og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud.

¹⁶ og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud. ¹⁷ Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.

¹⁹ Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde. ²⁰ Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid.

²² Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum.

²⁵ saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene. ²⁶ Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth, ²⁷ til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria. ²⁸ Og Englen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med deig, du Velsignede iblandt Kvinderne! ²⁹ Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen. ³⁰ Og Englen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. ³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

³⁴ Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand? ³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

³⁹ Men Maria stod op i de samme Dage og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad I Juda.

⁴¹ Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand, ⁴² og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt.

⁴⁴ Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit liv med Fryd. ⁴⁵ Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.

⁴⁸ thi han har seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle slægter prise mig salig;

⁵⁴ Han har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjertighed, ⁵⁵ (som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid.

⁵⁸ Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædte sig med hende.

⁶⁰ Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes.

⁶⁰ Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes. ⁶¹ Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn. ⁶² Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes.

⁶² Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes. ⁶³ Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

⁶³ Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

⁶⁵ Og der kom en Frygt over Alle som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. ⁶⁶ Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham. ⁶⁷ Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde:

⁷⁰ som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid; ⁷¹ en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade;

⁷¹ en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade; ⁷² at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt, ⁷³ efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os, ⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,

⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, ⁷⁵ i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage. ⁷⁶ Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie,

⁸⁰ Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.

⁴ Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt),

⁴ Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt), ⁵ at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. ⁶ Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde. ⁷ Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget.

⁹ Og see, Herrens Engel stod over for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare. ¹⁰ Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket.

¹⁰ Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. ¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

¹⁹ Men Maria bevarede alle disse Ord og overveiede dem i sit Hjerte.

²¹ Og der otte Dage vare fuldkommede, at Barnet skulde omskæres, da blev hans Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Englen, før han blev undfangen i Moders Liv.

³² et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel.

³⁸ Og hun traadte til i den samme Stund, og iligemaade prisede Herren og talede om ham til Alle, som forventede Forløsning i Jerusalem.

⁴⁰ Men Barnet voxte og blev stærk i Aanden, fuld med Viisdom; og Guds Naade var over ham.

⁵¹ Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte. ⁵² Og Jesus forfremmedes i Viisdom og Alder og Naade hos Gud og Menneskene.

³ Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse, ⁴ som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne; ⁵ hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes; ⁶ og alt Kjød skal see Guds Frelse.

⁶ og alt Kjød skal see Guds Frelse. ⁷ Derfor sagde han til Folket, som gik ud at døbes af ham: I Øgleunger, hvo viste Eder, at flye fra den tilkommende Vrede? ⁸ Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. ⁹ Men Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor skal hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. ¹⁰ Og Folket adspurgte ham sigende: hvad skulle vi da gjøre? ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: hvo som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og hvo som har Mad, gjøre ligesaa. ¹² Ogsaa Toldere kom at døbes og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre? ¹³ Men han sagde til dem: kræver intet mere, end Eder er forordnet. ¹⁴ Men og Stridsmændene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold.

¹⁶ da svarede Johannes og sagde til Alle: jeg døber Eder vel med Vand, men den kommer, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild.

¹ Men Jesus, fuld af den Hellig Aand, kom tilbage fra Jordan, og blev ført af Aanden i Ørken;

²¹ Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle lee.

²⁴ Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte.

³⁵ Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn være stor, og I skulle være den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde.

⁷ Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.

¹⁶ Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.

²⁷ Han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vei for dig. ²⁸ Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.

²⁸ Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.

³³ Thi Johannes den Døber kom og hverken aad Brød, ei heller drak Viin, og I sige: han har Djævelen.

⁴⁷ Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet. ⁴⁸ Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne! ⁴⁹ Da begyndte de, som sadde tilbors med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder? ⁵⁰ Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig, gak bort med Fred.

⁴⁴ Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.

²⁷ Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede.

²⁷ Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede. ²⁸ Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.

¹⁶ Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel. ¹⁷ Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter. ¹⁸ Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

¹⁵ Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en VederStyggelighed for Gud.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde. ²⁰ Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar. ²¹ Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar. ²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. ²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. ²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

¹¹ Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder. ¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier. ¹³ Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! ¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

²⁴ Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige; ²⁵ thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

²⁷ Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.

³⁸ velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste!

⁴⁴ og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.

⁴² da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand, ⁴³ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. ⁴⁴ Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn.

²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

³⁶ Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder! ³⁷ Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. ³⁸ Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? ³⁹ Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har. ⁴⁰ Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

⁴⁸ Men I ere Vidner til disse Ting.

⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.

⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.

¹³ hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.

¹⁵ Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har været for mig; thi han var førend jeg. ¹⁶ Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade. ¹⁷ Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus.

²¹ Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei; ²² da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? ²³ Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt.

²³ Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt. ²⁴ Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. ²⁵ Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? ²⁶ Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende. ²⁷ Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse.

²⁷ Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse. ²⁸ Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte. ²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd!

²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd! ³⁰ Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg. ³¹ Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand.

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

⁴⁵ Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad. ⁴⁶ Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth.

⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig.

¹⁶ Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.

²⁷ Johannes svarede og sagde: et Menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen. ²⁸ I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham.

²⁸ I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham. ²⁹ Den, som har Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen. ³⁰ Ham bør at voxe, men mig at forringes. ³¹ Den, som kommer ovenfra, er over Alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer af Himmelen, er over Alle. ³² Og det, som han har seet og hørt, vidner han; og Ingen annammer hans Vidnesbyrd. ³³ Den, som annammer hans Vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru. ³⁴ Thi den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over al Maade. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. ³⁶ Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

²¹ Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil. ²² Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, ²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. ²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. ²⁵ Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve. ²⁶ Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv; ²⁷ og har givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn. ²⁸ Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst, ²⁹ og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt til Dommens Opstandelse.

³⁵ Han har et brændende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys.

¹¹ Men Jesus tog Brødene, gjorde Taksigelse og uddelede dem til Disciplene, men Disciplene til dem, som havde sat sig ned; desligeste ogsaa af de smaa Fiske, saa meget de vilde. ¹² Men der var de vare mætte, sagde han til sine Disciple: sanker tilsammen de overblevne Stykker, at Intet forkommes. ¹³ Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde faaet Mad.

³⁵ Men Jesus sagde til dem: jeg er det Livsens Brød, Hvo som kommer til mig, skal ikke hungre: og hvo som troer paa mig, skal aldrig tørste.

⁶⁹ og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.

⁴¹ Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa?

¹² Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

⁵ Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.

⁴⁰ Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?

³⁴ Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?

⁴⁶ Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.

⁵ Derefter slog han Vand i et Bækken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Lindklædet, som han var ombunden med. ⁶ Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter. ⁸ Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig.

¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.

²⁴ Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om?

²⁷ Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.

²⁸ Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud! ²⁹ Jesus siger til ham: efterdi du har seet mig, Thomas! har du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet.

³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

¹ Den første Beretning skrev jeg, og Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære,

¹ Den første Beretning skrev jeg, og Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære, ² indtil den Dag, han blev optagen, efter at han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den hellig Aand; ³ for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Bevisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage og Talede om det, som hører til Guds Rige.

³ for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Bevisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage og Talede om det, som hører til Guds Rige.

⁸ Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.

²¹ Derfor bør det, at een af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, ²² ligesaa Johannes' Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.

⁴ Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.

¹⁴ Da stod Peter frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord. ¹⁵ Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen; ¹⁶ men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel: ¹⁷ Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme. ¹⁸ Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.

²⁶ Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab; ²⁷ thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse, ²⁸ du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn.

³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne:

³⁶ Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.

³⁸ Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.

⁴³ Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

²¹ hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage. ²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder. ²³ Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket. ²⁴ Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage. ²⁵ I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fældre, der han sagde til Abraham: og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. ²⁶ Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

⁸ Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øvester og Israels Ældste!

²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

⁵ Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.

¹¹ Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte.

¹⁹ Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde:

³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

³ Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning.

⁸ Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

⁴⁸ Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger:

⁵⁵ Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand.

³⁶ Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

⁶ Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.

³ Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius! ⁴ Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

⁴ Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

¹⁷ Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus.

³¹ og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud.

³³ Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.

³⁹ Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ. ⁴⁰ Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares, ⁴¹ ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.

⁴³ Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.

⁴ Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, sigende:

²¹ Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.

¹⁷ Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet, og han sagde: forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.

²⁴ efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk. ²⁵ Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at være? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er værdig at løse.

³⁸ Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse; ³⁹ og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer.

¹⁹ Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud;

²⁵ saa have vi, eendrægteligen forsamlede, besluttet at udvælge Mænd og sende dem til Eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus.

²⁸ Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalægge Eder, uden disse nødvendige Ting:

¹⁷ Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei.

⁹ Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke, ¹⁰ fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad.

¹⁰ fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad.

²⁵ Denne Var underviist om Herrens Vei, og som han var brændende i Anden, talede og lærte han med Insigt om Herren, enddog han kjendte alene Johannes' Daab.

⁴ Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus.

¹⁷ Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset.

³³ Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.

⁴⁰ Men der han havde tilstedet ham det, stod Paulus frem paa Trapperne, og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte ham til dem i det hebraiske Sprog og sagde:

¹ Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.

²⁶ Claudius Lysias hilser de mægtige Landshævding Felix.

³ at vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse.

¹⁶ Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

¹⁶ Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor har jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du har seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

²⁵ Men han sagde: jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.

²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.

²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende:

² hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter,

² hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter, ³ om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet, ⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,

²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.

¹⁸ og veed hans Villie og prøver Tingenes forskjel, underviist af Loven,

³ Thi hvad? dersom og Nogle vare vantroe, mon deres Vantro gjøre Guds Trofasthed til Intet?

⁹ Hvad da? have vi Noget forud? Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd, ¹⁰ som skrevet staaer: der er Ingen retfærdig, end ikke Een; ¹¹ der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud; ¹² alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som gjør Godt, der er end ikke Een. ¹³ En aabnet Grav er deres Strube; med deres Tunger besvige de; Øglers Forgift er underderes Læber; ¹⁴ deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed; ¹⁵ deres Fødder ere snare til at udøse Blod. ¹⁶ Der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie, ¹⁷ og Fredens Vei have de ikke kjendt.

¹⁷ og Fredens Vei have de ikke kjendt. ¹⁸ Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine. ¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud. ²⁰ Derfor kan intet Kjød blive retfærdiggjort for ham ved Lovens Gjerninger; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse. ²¹ Men nu er uden Loven Guds Retfærdighed aabenbaret, om hvilken er vidnet ved Loven og Propheterne. ²² Guds Retfærdighed ved Jesu Christi Tro, for Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Fjorskjel. ²³ Alle have jo syndet, og dem fattes Ære for Gud, ²⁴ og de blive retfærdiggjort uforskyldt af hans Naade, ved den Forløsning, som er i Christus Jesus, ²⁵ hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen paa hans Blod for at vise sin Retfærdighed ved de forhen begangne Syndens Forlades i Guds Langmodighed;

²⁵ hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen paa hans Blod for at vise sin Retfærdighed ved de forhen begangne Syndens Forlades i Guds Langmodighed;

⁶ ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger: ⁷ salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.

¹⁹ og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv; ²⁰ han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav han Gud Æren, ²¹ fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.

¹¹ Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.

²² Men nu I ere frigjorte fra Synden og blevne Guds tjenere, havde I Frugt deraf for Eder til Helliggjørelse, og Enden er et evigt Liv.

¹⁵ Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

⁵ hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen. ⁶ Ikke som om Guds Ord har feilet thi ikke Alle, som stamme fra Israel ere Israel;

²³ og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,

²⁸ Efter Evangelium ere de vel Fjender for Eders Skyld; men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld;

²⁸ Efter Evangelium ere de vel Fjender for Eders Skyld; men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld; ²⁹ thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke.

¹⁵ Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende.

¹⁶ at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.

²⁶ Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange fornemme;

²⁶ Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;

³¹ saa at, som skrevet er: hvo sig roser, rose sig i Herren.

¹ Saaledes agte hvert Menneske os som Christi Tjenere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder.

⁸ I ere allerede blevne mætte, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Herrer, foruden os, og gid I bare blevne Herrer, paa det og vi kunde blive det med Eder.

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen, ¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige. ¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

⁴⁰ Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.

² Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig i hu og bevare Anordningerne, saasom jeg har overantvordet Eder.

²⁶ saa at, enten eet Lem lider lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Ære, glæde alle Lemmerne sig med.

¹⁹ Men i Menigheden vil jeg hellere tale fem Ord forstaaeligen, paa det jeg kan undervise Andre, end ti tusinde Ord i fremmed Tungemaal.

²⁴ Derpaa kommer Enden, naar han har overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vælde og Magt. ²⁵ Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder.

¹² Anlangende Apollos, den Broder, da har jeg meget formanet ham, at han skulde komme til Eder med Brødrene; men det var aldeles ikke hans Villie nu at komme, dog vil han komme, naar han faaer beleilig Tid.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹⁴ Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted.

⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

¹⁵ Men der det behagede Gud, som fra Moders Liv havde udseet mig, og som kaldte mig ved sin Naade,

²⁰ Jeg er korsfæstet med Christus; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig.

¹⁵ Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog ingen et menneskes Pagt, som er stadfæstet, til intet eller sætter Noget dertil. ¹⁶ Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus. ¹⁷ Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christus, kan Loven, om blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.

²⁹ Men ere i Christi, da ere i jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen.

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,

⁶ Men den, som undervises i ordet skal dele alt Godt med den, som ham underviser.

¹⁶ Og saa Mange, som gaae frem efter denne Regel, over dem, være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel.

³ Lovet være Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, som velsignede os med al aandelig Velsignelse i det Himmelske, i Christus! ⁴ ligesom han udvalgte os i ham, før Verdens Grundvold blev lagt, at vi skulle være hellige og ustraffelige for hans Aasyn i Kjærlighed;

⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte, ⁷ i hvem vi have Forløsning formedelst hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom.

²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden, ²³ der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.

³ iblandt hvilke ogsaa vi alle forhen vandrede i vort Kjøds Begjerligheder, og gjorde Kjødets og Lystens Villie og vare af naturen Verdens Børn, som og de Andre. ⁴ Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os, ⁵ Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtrædelserne, (af Naade ere I frelste!)

¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

⁷ hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gud, som mig er given efter hans vældige Kraft. ⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom,

²⁰ Men ham, som formaaer over alle Ting at gjøre langt overflødigere, end hvad vi bede eller forstaae, efter den Magt, som teer sig kraftig i os,

¹¹ Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, ¹² til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,

²⁴ og iføre det nye menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

⁸ Thi I vare forhen Mørkhed, men nu ere I et Lys i Herren; omgaaes som Lysets Børn,

¹⁴ Derfor hedder det: vaagen op, du som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lysefor dig!

¹⁸ Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fyldte af Aanden,

⁸ Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed.

¹ Er der da nogen Formaning i Christus, er der nogen Opmuntring af Kjærlighed, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kjærlighed og Barmhjertighed:

³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.

⁹ Derfor har og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn, ¹⁰ at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, ¹¹ og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Ære.

¹⁵ at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden,

³ Thi vi ere Omskærelsen, som tjene Gud i Aanden, og rose os i Christus Jesus og forlade os ikke paa Kjødet;

⁵ Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, af Benjamins Stamme, en Hebræer af Hebræere, en Pharisæer efter Loven, ⁶ som forfulgte Menigheden med Nidkjærhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed. ⁷ Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Christi Skyld agtet for Tab; ⁸ ja sandeligen, jeg agter og Alt for Tab mod Christi Jesu min Herrens KundskabsYpperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at være, paa det jeg kan vinde Christus

⁸ ja sandeligen, jeg agter og Alt for Tab mod Christi Jesu min Herrens KundskabsYpperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at være, paa det jeg kan vinde Christus ⁹ og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen,

²¹ som skal forvandle vort Fornedrelsens Legeme til at vorde ligedannet med hans Herlighedens Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han og kan underlægge sig alle Ting.

⁴ Glæder Eder i Herren altid; atter sig jeg: glæder Eder!

¹² takkende Faderen, som gjorde os dygtige til de Helliges Arvedeel i Lyset,

²² har han dog nu forligt i sit kjødelige Legeme ved Døden, for at fremstille Eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn; ²³ saafremt I ellers forblive grundfæstede og stadige i Troen, og ikke lade Eder rokke fra det Evangeliums Haab hvilket I have hørt, hvilket er prædiket for al Skabningen under Himmelen, hvis Tjener jeg Paulus er bleven. ²⁴ Nu glæder jeg mig i mine Lidelser for Eder og opfylder det, som fattes i Christi Trængsler, i mit Kjød for hans Legeme, som er Menigheden; ²⁵ hvis Tjener jeg er bleven efter det Guds Embede, som er mig givet hos Eder, rigeligen at prædige Guds Ord,

¹² Saa ifører Eder da, som Guds Udvalgte, Hellige og Elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed, ¹³ paa det Eders Hjerter maae styrkes, at være ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige!

¹ Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi Eder i den Herre Jesus, at ligesom I have lært af os, hvorledes det bør Eder at omgaaes og tækkes Gud, I derudi maatte ydermere tiltage.

⁷ Thi Gud kaldte os ikke til ureenhed men til Helliggjørelse.

⁴ Men I, Brødre! I ere ikke i Mørket, saa at den Dag skulde som en Tyv komme over Eder. ⁵ I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens Børn og ei Mørkets.

¹³ Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro,

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og den Herre Jesus Christus, vort Haab,

³ thi dette er godt og behageligt for Gud, vor Frelser,

¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

⁷ Thi Gud har ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.

⁹ som frelse os og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som os er given i Christus Jesus fra evige Tider,

¹³ dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke nægte sig selv.

²¹ Dersom da Nogen holder sig reen fra disse, skal vorde et kar til Ære, helliget og Huusbonden nyttigt tilberedt til al god Gjerning.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.

² i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider, ³ men haver nu til sin Tid aabenbaret sit Ord ved den Prædiken, som mig er betroet, efter Guds vor Frelsers Befaling:

¹⁰ ikke besvige, men besvise al god Troskab, at de kunne pryde Guds vor Frelsers Lærdom i alle Ting ¹¹ Thi Guds saliggjørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker, ¹² som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden; ¹³ forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse,

¹³ forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse, ¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre. ⁴ Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbares:

⁴ Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbares: ⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand,

⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand, ⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser,

⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser, ⁷ at vi, retfærdiggjorte ved hans Naade, skulle efter Haabet vorde Arvinger til det evige Liv.

² hvem han har sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og har gjort Verden; ³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie; ⁴ og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. ⁵ Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag? og atter: jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn? ⁶ Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham. ⁷ Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue. ⁸ Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.

⁸ Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham,

¹⁵ og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.

⁷ Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,

¹⁴ Efterdi ved iderfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen ind i Himlene, Jesus den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen. ¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:

¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende: ¹⁴ sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig. ¹⁵ Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse.

¹⁶ Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse. ¹⁷ Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,

¹⁷ Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil, ¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,

¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,

²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene; ²⁷ som ikke dagligen har fornøden, som de andre Ypperstepræster, at frembære Offer først for egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, der han offrede sig selv. ²⁸ Thi Loven beskikker til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, senere end Loven, beskikker Sønnen, for den til evig Tid Fuldkommede.

⁶ Da nu dette var saaledes indrettet, gik Præsterne altid ind i det forreste Tabernakel, naar de forrettede Tjenesten;

¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

²⁴ Thi Christus gik ikke ind i en Helligdom, gjort med Hænder, som kun er et Billede af det Sande, men i Himlene selv, for nu at aabenbares for Guds Ansigt for os;

¹¹ Formedelst Tro fik selv Sara Kraft til at undfange, og fødte over Hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, ¹⁰ men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs.

⁵ Hører, mine elskelige Brødre! har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, hvilket han har lovet dem, som han elske? ⁶ Men I forhaane den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue Eder, og som drage Eder for Domstolene?

¹⁰ Ydmyger Eder for Herren, saa skal han ophøie Eder.

¹ Velan nu, I Rige! græder og hyler over de Elendigheder, som komme over Eder. ² Eders Rigdom er raadnet, og Eders Klæder ere mølædte; ³ Eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod Eder og æde Eders Kjød som en Ild; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage. ⁴ See, Arbeidernes Løn, som høstede Eders Marker, hvilken I have forholdet, skriger, og Høstfolkenes Raab ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. ⁵ I levende kræseligen paa Jorden og vare vellystige; I gjorde Eders Hjerter tilgode som paa en Slagtedag. ⁶ I fordømte, I dræbte den Retfærdige; han staaer Eder ikke imod.

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde,

⁸ hvem I ikke have kjendt, og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa, og fryde Eder ved uudsigelig og forherliget Glæde,

¹² Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue.

¹⁴ Som lydige Børn, skikker Eder ikke efter de forrige Lyster i Eders Vankundighed, ¹⁵ men efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgængelse. ¹⁶ Derfor er der skrevet: vorder hellige, thi jeg er hellig.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

¹ De Ældste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Ældste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares:

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

⁴ ved hvilke de første og dyrebare Forjættelser ere os skjenkede, at I ved disse skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur, naar i flye denne Verdens Forkrænkelighed i Lyster: ⁵ saa anvender al Flid just herpaa og beviser i Eders Tro Dyd, men i Dyden Kundskab, ⁶ men i Kundskaben Afholdenhed, min i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed, ⁷ men i Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i Broderkjærligheden Kjærlighed til Alle. ⁸ Thi naar dette findes hos Eder og i Overlødighed, lader det Eder ikke blive Ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse.

¹⁵ Jeg vil og gjøre min Flid, at I efter min Bortgang altid kunne have, hvad der kan kalde Eder dette i Erindring. ¹⁶ Thi vi have ikke fulgt kløgtige Falbler, da vi kundgjorde Eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi vare selv Øienvidner til hans Majestæt.

¹⁶ Thi vi have ikke fulgt kløgtige Falbler, da vi kundgjorde Eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi vare selv Øienvidner til hans Majestæt.

¹⁶ Thi vi have ikke fulgt kløgtige Falbler, da vi kundgjorde Eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi vare selv Øienvidner til hans Majestæt. ¹⁷ Thi han fik Hæder og Ære af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestætiske Herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg haver Velbehagelighed. ¹⁸ Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg. ¹⁹ Og vi have det Prophetiske Ord mere stadfæstet og I gjøre vel, naar I give Agt derpaa som paa et Lys, det skinner udi et mørkt Sted, indtil Dagen fremstraaler, og Morgenstjernen oprinder i Eders Hjerter,

¹⁹ Og vi have det Prophetiske Ord mere stadfæstet og I gjøre vel, naar I give Agt derpaa som paa et Lys, det skinner udi et mørkt Sted, indtil Dagen fremstraaler, og Morgenstjernen oprinder i Eders Hjerter,

²¹ Thi aldrig har nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie; men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Hellig Aand.

¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse ¹² bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse, paa hvilken Himlene skulle antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes. ¹³ Men vi forvente efter hans Forsættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed boer. ¹⁴ Derfor, I elskelige! efterdi I forvente dette, beflitter Eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,

¹⁴ Derfor, I elskelige! efterdi I forvente dette, beflitter Eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,

¹ Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Hænder føler paa, nemlig om det Livsens ord; ² (thi Livet er aabenbaret, og vi have seet og vidne og forkynde Eder Livet det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os; ³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

⁵ Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde Eder, at Gud er et Lys, og der er aldeles intet Mørke i ham. ⁶ Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket, da lyve vi og søge ikke Sandheden. ⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

³ Og derpaa vide vi, at vi kjende ham, naar vi holde hans Bud.

²⁸ Og nu, mine Børn! bliver i ham, at naar han aabenbares, vi da kunne have Frimodighed og ikke skulle blive beskæmmede af ham ved hans Tilkommelse. ²⁹ Dersom I erkjende, at han er retfærdig, da vide I, at hver den, som gjør Retfærdighed, er født af ham.

⁷ Mine Børn! Ingen forføre Eder! Hvor som gjør Retfærdighed, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. ⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger.

¹⁷ Men den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?

⁹ Derud er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham. ¹⁰ Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.

²⁵ den alene vise Gud, vor Frelser, være Ære og Majestæt, Kraft og Magt, baade nu og i al Evighed! Amen.

¹⁰ Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde:

¹⁷ Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

¹⁷ fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. ¹⁸ Jeg raader dig, at du kjøber af mig Guld, luttret i Ilden, at du kan vorde rig; og hvide Klæder, at du kan bedække dig, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og salv dine Øine med Øiensalve, at du kan see. ¹⁹ Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.

⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer!

¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

³ Og en anden Engel kom og stod ved Røg-Alteret, som havde et Guldrøgelseskar, og han blev given mangen Røgelse, at han, under alle de helliges Bønner, skulde offre den paa det Guld-Alter, som er for Thronen.

³ Og en anden Engel kom og stod ved Røg-Alteret, som havde et Guldrøgelseskar, og han blev given mangen Røgelse, at han, under alle de helliges Bønner, skulde offre den paa det Guld-Alter, som er for Thronen. ⁴ Og Røgen af Røgelsen opsteg med de Helliges Bønner af Engelens Haand for Gud.

¹³ Og den sjette Engel basunerede, og jeg hørte en Røst af de fire horn paa det Guldalter, somstod for Gud;

¹¹ Og efter de tre Dage og en halv kom Livs Aande fra Gud i dem; og de stode paa deres Fødder, og en stor Frygt faldt paa dem, som saae dem.

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende.

⁵ Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store!

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

⁴ Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar.

⁴ Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar. ⁵ Men de andre Døde bleve ikke levende igjen, indtil de tusinde Aar fuldendtes. Denne er den første Opstandelse. ⁶ Salig og hellig er den, som har Deel i den første Opstandelse; over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds og Christi Præster og skulle regjere med ham tusinde Aar.

³ Og der skal ingen Forbandelse være mere; og Guds og Lammets Throne skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham. ⁴ Og de skulle see hans Ansigt, og hans Navn skal være i deres Pander. ⁵ Og Nat skal der ikke være, og de behøve ikke Lys eller Solens Skin, fordi Gud Herren lyser for dem; og de skulle regjere i al Evighed.

¹⁶ Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne.