Luke 19:37 Cross References - Danish

³⁷ Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde:

¹ Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for HERREN og sagde: Jeg vil synge for HERREN; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet. ² HERREN er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. ³ HERREN er en Krigsmand, "HERRE" er hans Navn. ⁴ Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. ⁵ Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten. ⁶ HERRE! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; HERRE! du knuser Fjenden med din højre Haand. ⁷ Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; ⁸ Bølgerne stivnede midt i Havet. ⁹ Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. ¹⁰ Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande. ¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning! ¹² Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem. ¹³ Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig. ¹⁴ Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palæstina. ¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. ¹⁶ Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, HERRE! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet. ¹⁷ Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o HERRE! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt. ¹⁸ HERREN skal regere evindelig og altid.

¹ Da sang; Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde: ² Lover HERREN, fordi der er taget Hævn i Israel, der Folket var villigt dertil. ³ Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg vil synge for HERREN; HERREN, Israels Gud, vil jeg lovsynge. ⁴ HERRE! der du uddrog fra Seir, der du gik frem. fra Edoms Mark, da bævede Jorden, ogsaa Himlene dryppede, ja Skyerne dryppede med Vand. ⁵ Bjergene fløde hen for HERRENS Ansigt, Sinai selv, for HERRENS, Israels Guds, Ansigt. ⁶ I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier. ⁷ Landsbyerne i Israel vare tomme, de vare tomme, indtil jeg Debora stod frem, indtil jeg stod frem, en Moder i Israel. ⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel. ⁹ Mit Hjerte slaar for Israels Høvdinger, de som beviste sig villige iblandt Folket; lover HERREN! ¹⁰ I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde paa Tæpper, og I, som gaa paa, Vejen, taler frit! ¹¹ Skytternes Røst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de HERRENS Retfærdighed, Retfærdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg HERRENS Folk ned til Portene. ¹² Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, istem en Sang! gør dig rede; Barak, og før dine Fanger fangne bort, du Abinoams Søn! ¹³ Da drog en Levning af de herlige, af Folket ned; HERREN drog ned for mig blandt de vældige. ¹⁴ De af Efraim, som havde Rod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir ned stege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven. ¹⁵ Ogsaa var der Fyrster af Isaskar med Debora, Og som Isaskar saa Barak, i Dalen styrtede han frern! Ved Rubens Vandbække vare Hjertets Betænkninger store. ¹⁶ Hvorfor blev du imellem Faarestierne, at høre paa Hyrdefløjten? medens Ruben blev ved sine Vandbække, var der store Ransagninger i Hjertet. ¹⁷ Gilead blev boende paa hin Side Jordanen; og hvorfor blev Dan ved Skibene Ases blev ved Havets Bred og blev boende ved sine Havbugter. ¹⁸ Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv ringe indtil Døden, i lige Maade Nafthali, paa Markens høje Steder. ¹⁹ Kongerne kom, de strede; da strede Kanaans Konger udi Thaanak ved Mebiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. ²⁰ Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera. ²¹ Bækken Kison bortfejede dem, de gamles Bæk, Bækken Kison; træd frem, min Sjæl, med Styrke! ²² Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart. ²³ Forbander Meros, sagde HERRENS Engel, forbander, forbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom HERREN til Hjælp, HERREN til Hjælp iblandt de vældige. ²⁴ Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun. ²⁵ Han begærede Vand, hun gav Mælk; hun bar Fløde frem i de herliges Skaal. ²⁶ Sin Haand rakte hun ud efter Naglen og, sin højre Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved og knuste og igennemstak hans Tinding. ²⁷ Imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt, laa; imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt; hvor han krummede sig, der faldt han og var tilintetgjort. ²⁸ Siseras Moder saa ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi bliver hans Vognhjul tilbage? ²⁹ De vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord: ³⁰ Skulde de ikke finde, ja uddele til Bytte en Pige, to Piger for hver Mand? for Sisera brogede Klæder til Bytte, brogede, stukne paa begge Sider om Halsen, til Bytte? ³¹ Saa skulle, HERRE! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.

² Og David gjorde sig rede og gik hen, han og alt Folket, som var hos ham, fra Baale-Juda, for derfra at føre Guds Ark op, over hvilken der nævnes et Navn, den HERRE Zebaoths Navn, som sidder over Keruber. ³ Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn og toge den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen; men Ussa og Ahio, Abinadabs Sønner, førte den nye Vogn. ⁴ Saa toge de den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen, og fulgte med Guds Ark; men Ahio gik foran Arken. ⁵ Da legede David og alt Israels Hus for HERRENS Ansigt med alle Haande Strengeleg af Fyrretræ, med Harper og med Citere og med Trommer og med Bjælder og med Gymbler. ⁶ Og der de kom til Nakons Lade, da udrakte Ussa Haanden til Guds Ark og greb fat paa den; thi Øksnene vege ud af Sporet.

⁵⁵ og han stod og velsignede hele Israels Forsamling med høj Røst og sagde: ⁵⁶ Lovet være HERREN, som har givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han har talt! der blev ikke et Ord til intet af alle hans gode Ord, som han talede ved Mose, sin Tjener.

²⁸ Saa førte hele Israel HERRENS Pagts Ark op med Frydeskrig og med Trompeters Lyd og med Basuner og med Cymbler, og de lode sig høre med Psaltre og Harper.

⁴ Og han satte nogle af Leviterne for HERRENS Ark til Tjenere og til at prise og at takke og at love HERREN Israels Gud; ⁵ Asaf var den ypperste og den anden efter ham Sakaria;- Jeiel og Semiramoth og Jehiel og Mathithja og Eliab og Benaja og Obed-Edom og Jeiel med Psaltres Instrumenter og med Harper, og Asaf lod sig høre med Cymbler; ⁶ men Benaja og Jehasiel, Præsterne, med stedse lydende Basuner foran Guds Pagts Ark. ⁷ Paa den Dag overdrog David første Gang Asaf og hans Brødre at synge Lovsangen for HERREN:

²⁸ Og den ganske Forsamling nedbøjede sig, naar man sang Sangene og blæste i Basunerne, alt sammen, indtil Brændofferet var fuldendt. ²⁹ Og der de vare færdige med at ofre, knælede de, Kongen og alle de, som fandtes hos ham, og nedbøjede sig. ³⁰ Siden sagde Kong Ezekias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love HERREN med Davids og Asafs, Seerens Ord; og de lovede ham med Glæde og bøjede sig og tilbade.

³⁶ Og Ezekias og alt Folket glædede sig over det, at Gud havde gjort Folket beredvilligt; thi den Gerning skete hastelig.

¹⁰ Der Bygningsmændene lagde Grundvolden til HERRENS Tempel, da lode de Præsterne staa iførte deres Præstedragt med Basuner og Leviterne, Asafs Børn, med Cymbler for at love HERREN efter Davids, Israels Konges, Indretning. ¹¹ Og de sang, idet de lovede og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig over Israel; og alt Folket raabte med et stort Frydeskrig, idet de lovede HERREN, fordi Grundvolden til HERRENS Hus var lagt. ¹² Men mange af Præsterne og Leviterne og Øversterne for Fædrenehusene, de gamle, som havde set det første Hus, græd med høj Røst, da dette andet stod paa sin Grundvold for deres Øjne; men mange opløftede Røsten med Frydeskrig og med Glæde, ¹³ saa at Folket kunde ikke skelne Røsten af Glædens Frydeskrig fra Røsten af Folkets Graad, fordi Folket raabte med et stort Skrig, saa at man hørte Røsten langt borte.

¹² Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. ¹³ Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.

¹ Og der de kom nær til Jerusalem, og var komne til Bethpage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem:

³ Og der han sad paa Oliebjerget, tvert over for Templet, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham i Eenrum:

²⁶ Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

¹⁶ Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.

⁴³ Og strax blev han seende og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.

²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg har havt forvaret i et Klæde.

¹² Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, ¹³ toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge!