Luke 22 Cross References - Danish

¹ Men de usyrede Brøds Høitid, som kaldes Paaske, nærmede sig. ² Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket. ³ Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv. ⁴ Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem. ⁵ Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. ⁶ Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb. ⁷ Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man burde slagte Paaskelammet. ⁸ Og han sendte Peter og Johannes og sagde: gaaer hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne æde det. ⁹ Men de sagde til ham: hvor vil du, at vi skulle berede det? ¹⁰ Men han sagde til dem: see, naar I komme ind i Staden, skal et Menneske møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham i Huset, hvor han gaaer ind, ¹¹ og siger til huusbonden i Huset: Mesteren lader dig sige: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet med mine Disciple? ¹² Og han skal vise Eder en stor Sal tillavet; der bereder det. ¹³ Men de gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem, og de beredte Paaskelammet. ¹⁴ Og der Timen kom, satte han sig tilbords, og de tolv Apostler med ham. ¹⁵ Og han sagde til dem: jeg har hjerteligen længtes efter at æde dette Paaskelam med Eder, forend jeg lider. ¹⁶ Thi jeg siger Eder, at jeg skal indenlunde mere æde af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige. ¹⁷ Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder. ¹⁸ Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer. ¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse. ²⁰ Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder. ²¹ Dog see, hans Haand, som mig forraader, er over Bordet med mig. ²² Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt! ²³ Og de begyndte at bespørge sig indbyrdes om, hvo af dem det dog maatte være, som dette skulde gjøre? ²⁴ Der var og en Trætte iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at være den Største? ²⁵ Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer. ²⁶ I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener. ²⁷ Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er iblandt Eder som den, der tjener. ²⁸ Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser. ²⁹ Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det, ³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer. ³¹ Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede. ³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre. ³³ Men han sagde til ham: Herre! jeg er rede at gaae med dig, baade i Fængsel og i Døden. ³⁴ Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kjender mig. ³⁵ Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet. ³⁶ Da sagde han til dem: men nu, hvo som har en Pung, tage den, ligesaa og en Taske; og hvo som ikke har Sværd, sælge sit Klædebon, og kjøbe et. ³⁷ Thi jeg siger Eder: det bør endnu fuldkommes paa mig, hvad skrevet er: han er og regnet iblandt Overtrædere; thi hvad der er skrevet om mig, har Ende. ³⁸ Men de sagde: Herre! see, her ere to Sværd. Men han sagde til dem: det er nok. ³⁹ Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa. ⁴⁰ Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse. ⁴¹ Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast og faldt paa Knæ, og bad og sagde: ⁴² Fader, vilde du tage denne kalk, fra mig! dog skee ikke mine Villie, men din! ⁴³ Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham og styrkede ham. ⁴⁴ Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden. ⁴⁵ Og der han stod op fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. ⁴⁶ Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse. ⁴⁷ Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. ⁴⁸ Men Jesus sagde til ham: Judas! forraader du Menneskens Søn med et Kys? ⁴⁹ Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd? ⁵⁰ Og een af dem slog den Ypperstepræstes Tjener og afhuggede hans høire Øre. ⁵¹ Men Jesus svarede og sagde: tillader dem saavidt! Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. ⁵² Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Sværd og Stænger. ⁵³ Der jeg var dagligen hos Eder i Templet, udrakte I ikke Hænder imod mig; men denne er Eders Time og Mørkets Magt. ⁵⁴ Men de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i den Ypperstepræstes Huus; men Peter fulgte langt fra efter. ⁵⁵ Men de tændte en Ild midt i Paladset og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem. ⁵⁶ Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham. ⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke. ⁵⁸ Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke. ⁵⁹ Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer. ⁶⁰ Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen. ⁶¹ Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange. ⁶² Og Peter gik udenfor og græd bitterligen. ⁶³ Og de Mænd, som holdt Jesus, bespottede ham og sloge ham. ⁶⁴ Og de kastede et Klæde over ham og sloge ham i Ansigtet og spurgte ham og sagde: spaa, hvo er den, som dig slog? ⁶⁵ Og mange andre Bespottelser sagde de imod ham. ⁶⁶ Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Ældste sig og de Ypperstepræster og Skriftkloge og førte ham op for deres Raad, ⁶⁷ og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg Eder det, troe I det ikke. ⁶⁸ Men om jeg og spørger, svare I mig ikke eller lade mig løs. ⁶⁹ Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Krafts høire Haand. ⁷⁰ Men de sagde alle: er du da den Guds Søn? Men han sagde til dem: I sige det; thi jeg er det. ⁷¹ Men de sagde: hvad have vi ydermere Vidnesbyrd behov? thi vi have selv hørt det af hans Mund.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

²⁴ Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes. ²⁵ Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham. ²⁶ Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig. ²⁷ Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn og han sagde: Jakob. ²⁸ Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand.

²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm. ²⁷ Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af østenvinden, skulle væere syv Hungers Aar.

¹⁵ Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag,

⁶ Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener.

⁶ Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener. ⁷ Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de æde det. ⁸ Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det. ⁹ I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde. ¹⁰ Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. ¹¹ Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og I skulle æde det med Hast; det er Paaske for HERREN. ¹² Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er HERREN. ¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land. ¹⁴ Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for HERREN; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den. ¹⁵ I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den søende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. ¹⁶ Og Paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder. ¹⁷ Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik. ¹⁸ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen.

¹⁸ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen. ¹⁹ Syv Dage skal der ikke findes Surdej og i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet. ²⁰ Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger. ²¹ Da kaldte Mose ad alle de ældste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvæg for eders Slægter og slagter Paaskelammet. ²² Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, sorn er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen. ²³ Og HERREN skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa beage Dørstolperne, og HERREN skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa.

⁸ Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som HERREN har gjort med eder over alle disse Ord.

⁵ I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Paaske for HERREN. ⁶ Og paa den femtende Dag i denne Maaned er de usyrede Brøds Højtid for HERREN; I skulle æde usyrede Brød i syv Dage.

²⁸ Og byd Josva, og gør ham frimodig og styrk ham; thi han skal gaa over for dette Folks Ansigt, og han skal dele dem Landet, hvilket du skal se, til Arv.

² Og du skal ihukomme al den Vej, som HERREN din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej. ³ Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgaar af HERRENS Mund.

¹⁰ Og du skal æde og blive mæt Og love HERREN din Gud for det gode Land, som han har givet dig.

¹⁶ ham, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig og at gøre vel imod dig i den sidste Tid;

⁶ Men paa det Sted, som HERREN din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo, der skal du slagte Paaskeofret om Aftenen, mod Solens Nedgang, paa den bestemte Tid, som du drog ud af Ægypten. ⁷ Og du skal koge og æde det paa det Sted, som HERREN din Gud skal udvælge; og om Morgenen skal du vende om og gaa til dine Telte.

¹³ Og Vinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker, og gaa hen at svæve over Træerne?

²¹ Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus.

²¹ Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus. ²² Og hans Hovedhaar begyndte at gro, hvor han var raget ²³ Men Filisternes Fyrster samledes, for at ofre til deres Gud, Dagon, et stort Offer og for at være glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand. ²⁴ Og der Folket saa ham, da lovede de deres Gud thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Haand, og den, som ødelagde vort Land og slog mange af vore ihjel. ²⁵ Og det skete, der deres Hjerter vare vel til Mode, da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson ud af Fangernes Hus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Pillerne.

²⁵ Og det skete, der deres Hjerter vare vel til Mode, da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson ud af Fangernes Hus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Pillerne. ²⁶ Men Samson sagde til den unge Karl, som holdt ham ved hans Haand: Lad mig hvile og lad mig føle paa de Piller, som bære Huset, at jeg kan hælde mig op til dem. ²⁷ Og Huset var fuldt af Mænd og Kvinder, der var og alle Filisternes Fyrster, og paa Taget vare ved tre Tusinde Mænd og Kvinder, som saa til, da Samson legede. ²⁸ Men Samson kaldte paa HERREN og sagde: Herre, HERRE! Kære, kom mig i Hu! og styrk mig dog, o Gud! denne Gang, at jeg maa een Gang hævne mig til Gavns paa Filisterne for begge mine Øjnes Skyld. ²⁹ Og Samson greb omkring de to midterste Piller, som bare Huset, og han støttede sig mod dem, den ene var i hans højre og den anden i hans venstre Haand. ³⁰ Og Samson sagde: Min Sjæl dø med Filisterne! og han bøjede sig med Kraft: Da faldt Huset paa Fyrsterne og paa alt Folket, som vare derudi, og de døde vare flere, som han dræbte ved sin Død, end han dræbte i sit Liv.

¹³ Naar I komme i Staden, da skulle I lige finde ham, førend han gaar op paa Højen at æde, thi Folket maa ikke æde, førend han kommer; thi han skal velsigne Slagtofret, derefter skulle de æde, som ere budne; derfor gaar nu op, thi i Dag skulle I finde ham.

² Naar du gaar fra mig i Dag, da skal du finde to Mænd ved Rakels Grav i Benjamins Landemærke i Zelza; og de skulle sige til dig: De Aseninder ere fundne, som du gik at lede efter og se, din Fader har ladet Sagen om Aseninderne fare og er bekymret for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn? ³ Og naar du gaar frem derfra og bedre frem og kommer til Thabors Lund, da skulle tre Mænd finde dig der, som gaa op til Gud i Guds Hus: En, som bærer tre Kid, og en, som bærer tre hele Brød, og en, som bær er en Flaske Vin. ⁴ Og de skulle hilse dig og give dig to Brød, og du skal annamme dem af deres Haand. ⁵ Derefter skal du komme til Guds Høj, hvor Filisternes Besætninger ere; og det skal ske, naar du kommer der til Staden, da skal du møde en Hob Profeter, som komme ned fra Højen, og foran dem skal være Salter og Tromme og Pibe og Harpe, og de skulle profetere. ⁶ Og HERRENS Aand skal komme heftig over dig, at du skal profetere med dem; og du skal omskiftes til en anden Mand. ⁷ Og det skal ske, naar disse Tegn indtræffe for dig, saa skal du udføre, hvad du lægger Haand paa; thi Gud er med dig.

⁹ Da kaldte Kongen ad Ziba Sauls Svend, og sagde til ham: Alt det, som hørte Saul og alt han Hus til, har jeg givet din Herres Søn. ¹⁰ Saa skal du og dine Sønner og dine Tjenere dyrke hans Land og indhøste Afgrøden, for at din Herres Søn maa have Brød, at har kan æde deraf; men Mefiboseth, din Herres Søn, skal stedse æde Brød ved mit Bord. - Og Ziba havde femten Sønner og tyve Tjenere

²⁸ Thi hele min Faders Hus havde ikke været andet end Dødens Mænd for min Herre Kongen; dog har du sat din Tjener iblandt dem, som æde ved dit Bord; hvad Ret har jeg da ydermere, og hvad har jeg ydermere at raabe om til Kongen?

⁹ Og Joab sagde til Amasa: Gaar det dig vel, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skægget med den højre Haand for at kysse ham. ¹⁰ Og Amasa tog sig ikke i Vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, saa denne stak ham dermed i Underlivet og udøste hans Indvolde paa Jorden; og han stak ham ikke anden Gang, thi han var død; men Joab og hans Broder Abisaj forfulgte Seba, Bikris Søn.

¹² Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Sværd og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder. ¹³ Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: HERREN har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien.

¹⁵ Men Jojada, Præsten, bød de øverste over hundrede, som vare beskikkede over Hæren, og sagde til dem: Fører hende ud hen uden for Rækkerne, og hvo som følger hende, dræber ham med Sværd; thi Præsten havde sagt, at hun ikke skulde dræbes i HERRENS Hus.

¹⁰ Og Jaebez paakaldte Israels Gud og sagde: vilde du dog velsigne mig og forøge mit Landemærke, og maatte din Haand blive med mig, og du gøre det saa, at det onde ikke smerter mig! og Gud lod det ske, som han begærede.

³¹ Men det skete saa, da der var sendt Tolke til ham fra Fyrsterne i Babel for at spørge om det underfulde Tegn, som var sket i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham og for at kende alt det, som var i hans Hjerte.

⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem. ⁷ Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi. ⁸ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde. ⁹ Men Satan svarede HERREN og sagde: Mon Job frygter Gud for intet ¹⁰ Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet. ¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt ¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt.

¹ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for HERREN. ² Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi. ³ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag. ⁴ Da svarede Satan HERREN og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv. ⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt ⁶ Og HERREN sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv!

³ Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder; ⁴ dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knæ:

⁹ Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig. ¹⁰ De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med F'orhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

¹⁹ Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

⁹ Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak. ¹⁰ De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet. ¹¹ Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt. ¹² Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig; ¹³ de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper; ¹⁴ de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt.

¹ Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde;

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede:

² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!

³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os! ⁴ Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem. ⁵ Da skal han tale til dem i sin Vrede o; forfærde dem i sin Harme:

⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

⁵ Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke.

¹³ Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst!

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.

² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. ³ Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. ⁴ Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! ⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. ⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.

⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.

⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. ⁸ Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet ⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. ¹¹ Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. ¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.

¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. ¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig.

¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig.

¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler.

¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. ¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.

¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. ¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.

¹⁷ Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. ¹⁸ Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.

¹⁸ Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. ¹⁹ De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.

¹⁹ De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. ²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!

²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! ²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. ²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! ²⁵ Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. ²⁶ Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. ²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! ²⁸ Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. ²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. ³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. ³¹ Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes.

⁵ Du bereder et Bord for mig, over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

⁴ Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige.

³ Bortriv mig ikke med de ugudelige og med dem, som gøre Uret, dem, som tale Fred med deres Næste, enddog der er ondt i deres Hjerte.

³ Der jeg vilde tie, hentæredes mine Ben under Jamren den ganske Dag. ⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela. ⁵ Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for HERREN", du forlod mig min Syndeskyld. Sela. ⁶ Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham.

⁹ Smager og ser, at HERREN er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham. ¹⁰ Frygter HERREN, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.

¹⁵ Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de søndersliede og tav ikke. ¹⁶ Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.

²⁵ at de ikke skulle sige i deres Hjerte: "Ha, ha! det var vor Lyst!"

³ Forlad dig paa HERREN og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig;

¹⁸ Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Jeg har biet taalmodigt efter HERREN, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. ³ Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt.

⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.

⁹ De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere.

¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.

¹² Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. ¹³ Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig!

¹² Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade.

¹² Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. ¹³ Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham;

¹³ Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; ¹⁴ men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding.

¹⁴ men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding. ¹⁵ Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.

²¹ Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. ² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. ³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. ⁴ Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. ⁵ Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. ⁶ Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. ⁷ Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.

⁷ Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. ⁸ Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.

⁸ Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. ⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.

⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. ¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig.

¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. ¹¹ Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.

¹¹ Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. ¹² Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.

¹² Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. ¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. ¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!

¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! ¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!

¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! ¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig!

¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! ¹⁷ Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!

¹⁷ Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! ¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!

¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! ¹⁹ Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! ²⁰ Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. ²¹ Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. ²² Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. ²³ Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. ²⁴ Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! ²⁵ Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! ²⁶ Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. ²⁷ Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. ²⁸ Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! ²⁹ Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! ³⁰ Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. ³¹ Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. ³² Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove. ³³ De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! ³⁴ Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne. ³⁵ Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! ³⁶ Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

⁴ Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde HERRENS megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. ⁵ Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, ⁶ paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

¹ En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren. ² HERRE, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig. ³ Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab! ⁴ Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. ⁵ Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft, ⁶ løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand. ⁷ Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. ⁸ Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela. ⁹ Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud. ¹⁰ Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; HERRE! Jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig. ¹¹ Vil du vel gøre Undre for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela. ¹² Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo? ¹³ Kendes vel dine Undere i Mørket eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? ¹⁴ Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. ¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. ¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle. ¹⁷ Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig. ¹⁸ Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.

¹⁵ Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.

⁶ Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! ⁷ Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! ⁸ Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! ⁹ Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! ¹⁰ Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! ¹¹ Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. ¹² Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! ¹³ Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! ¹⁴ Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! ¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.

⁴ Han beskikkede en hukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er HERREN.

¹³ Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde HERRENS Navn.

¹¹⁶ Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! ¹¹⁷ Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke.

¹³³ Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!

⁵ De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang. ⁶ Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han frembærer sine Neg.

¹ En Sang paa Trapperne. Af det dybe raaber jeg til dig, HERRE!

¹ En Sang paa Trapperne. Af det dybe raaber jeg til dig, HERRE! ² Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst.

² Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst. ³ Dersom du, HERRE, vil tage Vare paa Misgerninger, Herre! Hvo kan da bestaa? ⁴ Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes.

¹ En Psalme, af David. HERRE! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begæringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærdighed, ² og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfærdig for dig. ³ Thi Fjenden har forfulgt min Sjæl, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed. ⁴ Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forfærdet inden i mig.

⁶ Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela. ⁷ Skynd dig, bønhør mig, HERRE! min Aand for aar skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen.

⁴ Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre. ⁵ Fri dig som en Raa af Jægerens Haand og som en Fugl af Fuglefængerens Haand. ⁶ Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis. ⁷ Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker, ⁸ bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise. ⁹ Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn? ¹⁰ Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile: ¹¹ Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvæbnet Mand.

⁶ Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.

²⁰ Den, som omgaas med vise, bliver vis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.

⁶ Saar af en Elsker ere velmente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.

²⁶ Hvo som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare; men den, som vandrer i Visdom, han skal reddes.

⁸ Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød; ⁹ at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er HERREN? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

⁶ Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen, ⁷ at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.

⁴ Drag mig! efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig ind i sine inderste Kamre; vi ville fryde os og gloede os i dig, vi ville prise din Kærlighed mere end Vin; de oprigtige elske dig.

¹ Jeg er kommen, min Søster, Brud! i min Have har lukket min Myrra, tillige med min duftende Urt, jeg har ædt min Honningkage tillige med min Honning, jeg har drukket min Vin tillige med min Mælk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I elskelige!

⁹ De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den. ¹⁰ Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind. ¹¹ Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort.

⁶ Og den HERRE Zebaoth skal gøre for alle Folkeslag et fedt Gæstebud paa, dette Bjerg, et Gæstebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel, klaret Vin.

⁷ Saa siger HERREN, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for HERRENS Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig.

⁶ Jeg hengav min Ryg til dem som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt. ⁷ Men den Herre HERRE skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme.

¹⁷ Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af HERRENS Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger.

²² Saa siger din Herre, HERREN, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Bæger ud af din Haand, min Vredes Bæger skal du ikke fremdeles uddrikke.

¹⁴ Ligesom mange forskrækkedes over ham saa var hans, Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og, hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret? ² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. ³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. ⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. ⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. ⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham. ⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. ⁹ Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. ¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand.

¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger. ¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

¹ Nu vel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, komme hid, køber og æder; kommer, køber uden Penge og uden Betaling Vin og Mælk!

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene. ¹⁶ Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt. ¹⁷ For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej. ¹⁸ Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.

²³ Jeg ved, HERRE! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.

⁷ Og man skal ikke bryde Sorgens Brød til dem, for at trøste nogen over en død, og ikke give dem at drikke af Trøstens Bæger, over nogens Fader og over nogens Moder.

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den.

¹⁸ Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er HERREN min Gud.

¹⁸ Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er HERREN min Gud. ¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel. ²⁰ Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger HERREN.

³¹ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus;

¹² Det rører ikke eder, alle I, som gaa forbi ad Vejen. Skuer og ser, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi HERREN har bedrøvet mig paa sin brændende Vredes Dag.

⁵³ De bragte mit Liv til at vorde; stille i Graven og kastede en Sten over mig. ⁵⁴ Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig. ⁵⁵ Jeg kaldte paa dit Navn, HERRE! fra Graven, i det dybe. ⁵⁶ Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!

¹⁶ Og undkomme nogle undkomne af dem, skulle de være paa Bjergene som Duer i Dalene, sukkende alle, hver for sin Misgernings Skyld.

⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder. ³² At jeg ikke gør dette for eders Skyld, siger den Herre, HERRE, det være eder kundgjort; blues og skammer eder over edels Veje, I af Israels Hus!

¹¹ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Ben ere Israels hele Hus; se, det siger: Vore Ben ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, det er forbi med os!

³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

²² Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og stærk; og din Magt er bleven stor og rækker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende. ²³ Men. at Kongen saa en Vægter, det er en hellig, fare ned fra Himmelen og sige: Hugger Træet om og ødelægger det, dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes af Himmelens Dug og hans Del være med Dyrene paa Marken, indtil syv Tider omskiftes over dem; ²⁴ da er dette Udtydningen, o Konge! og dette er den højestes besluttede Raad, som skal komme over min Herre, Kongen:

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham. ¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. ²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt.

¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. ¹⁷ Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig. ¹⁸ Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig; ¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.

¹ I og jeg stod ogsaa for ham som Hjælper og Værn i Mederen Darius's første Aar.

⁸ Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medtidenhed er i heftig Bevægelse.

⁹ Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden.

⁶ Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvorleeles kan du sove saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaske den Gud vil tilskænke mildhed paa os, at vi ikke forgaa.

² Og Jonas bad til HERREN sin Gud fra Fiskens Liv, ³ og hall sagde: Jeg raabte til HERREN ud af min Angest, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, du hørte min Røst.

¹ Og nu, Bethlehem Efrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgaa mig een til at være Hersker over Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.

⁵ Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm. ⁶ Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk.

¹ Og han lod mig se Ypperstepræsten Josva, der stod for HERRENS Engels Ansigt, og Satan, del stod ved hans højre Haand for at staa ham imod. ² Og HERREN sagde til Satan: HERREN true dig, Satan! ja, HERREN true dig, han, som udvælger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden? ³ Og Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Engelens Ansigt. ⁴ Da svarede han og sagde til dem, som stode for hans Ansigt: Tager de skidne Klæder af ham; derefter sagde han til ham: Se, jeg har borttaget din Skyld fra dig og ifører dig Helligdagsklæder!

⁷ Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen; ⁸ og han sagde: Dette er Ugudeligheden; og han kastede hende midt ned i Efaen og kastede Blyvægten for dens Munding.

¹¹ Og du! for din Pagts Blods Skyld - dine bundne udlader jeg af en vandløs Hule.

¹⁵ Den HERRE Zebaoth skal beskærme dem, og de skulle æde, og de skulle nedtræde Slyngestene, og de skulle drikke, de skulle rase som af Vin, og de skulle fyldes som Offerskaalen som Alterets Hjørner.

¹⁷ Thi hvor stor skal dets Herlighed og hvor stor dets Skønhed være sorn skal bringe unge Karle og Most unge Piger til at blomstre frem.

¹² Og jeg sagde til dem: Dersom det synes godt for eders Øjne, da giver mig min Løn, og hvis ikke, da lader det være; og de afvejede som min Løn tredive Sekel Sølv. ¹³ Og HERREN sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dern! og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem hen i HERRENS Hus til Pottemageren.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

¹⁵ Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.

⁶ er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.

¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. ¹¹ Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.

⁴ Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

³¹ Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? ³² Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov. ³³ Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder.

¹¹ Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.

⁹ I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i Eders Belter; ¹⁰ ei Taske til at reise med, ei heller to kjortler, ei heller Skoe, ei heller Stav; thi en Arbeider er sin Føde værd.

²² Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig. ²³ Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Stæder, førend Menneskens Søn kommer. ²⁴ Disciplen er ikke over Mesteren, ei heller Tjeneren over sin Herre. ²⁵ Det er Disciplen nok, at han bliver som hans Mester, og Tjeneren som Hans Herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebul, hvor meget mere hans Huusfolk.

³³ Men hvosomhelst vil nægte mig for Menneskene, den vil jeg og nægte for min Fader, som er i Himlene.

³ Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? ⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: ⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige;

¹⁴ Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

³¹ Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene. ³² Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hvorken i denne Verden, ei heller i den tilkommende.

¹⁹ Og han bød Folket sætte sig ned paa Græsset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. ⁵ Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig.

²⁸ Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

²⁸ Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer. ²⁹ Og hver, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igjen, og arve det evige Liv.

²⁰ Da gik Zebedæus' Sønners Moder til ham med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om Noget. ²¹ Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved den venstre Side. ²² Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne.

²² Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne. ²³ Og han sagde til dem: min Kalk skulle vil vel drikke, og med den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes, men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader. ²⁴ Og der de Ti det hørte, bleve de vrede paa de to Brødre. ²⁵ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem. ²⁶ Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener; ²⁷ og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig. ²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

¹ Og der de kom nær til Jerusalem, og var komne til Bethpage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem:

³ Og dersom Nogen taler Eder Noget til, da siger, at Herren har dem behov, saa skal han strax fremsende dem.

¹² Og Jesus gik ind i Guds Tempel og uddrev alle dem, som solgte og kjøbte i Templet, og omstødte Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole. ¹³ Og han sagde til dem: der er skrevet: mit Huus skal kaldes et Bedehuus, men I have gjort det til en Røverkule. ¹⁴ Og der gik Blinde og Halte til ham i Templet, og han helbredte dem, ¹⁵ Men der de Ypperstepræster og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og at Børnene raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede, og sagde til ham:

²³ Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt.

³⁸ Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv.

⁴⁵ Og der de Ypperstepræster og Pharisæerne hørte hans Lignelser, mærkede de, at han talede om dem. ⁴⁶ Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de holdt ham for en Prophet.

⁴⁴ Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel?

⁸ Men I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi Een er Eders Veileder, Christus, men I ere alle Brødre. ⁹ Og I skulle ingen kalde Eders Fader paa Jorden; thi Een er Eders Fader, som er i Himlene. ¹⁰ Og I skulle ikke lade Eder kalde Veiledere; thi Een er Eders Veileder, Christus. ¹¹ Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener. ¹² Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹³ Men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

⁴⁷ Sandelig siger jeg Eder, at han skal sætte ham over alt sit Gods.

³⁴ Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.

² I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. ³ Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas.

³ Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas. ⁴ Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham. ⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

¹⁴ Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster,

¹⁴ Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster, ¹⁵ og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge. ¹⁶ Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham. ¹⁷ Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet? ¹⁸ Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple. ¹⁹ Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet. ²⁰ Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv. ²¹ Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig. ²² Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig?

²² Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig? ²³ Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig.

²³ Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig. ²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

²⁶ Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. ²⁷ Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf; ²⁸ thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.

²⁸ thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. ²⁹ Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige. ³⁰ Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

³³ Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges. ³⁴ Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.

³⁴ Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange. ³⁵ Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene. ³⁶ Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder.

³⁶ Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder. ³⁷ Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes.

³⁷ Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes. ³⁸ Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.

³⁸ Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig. ³⁹ Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.

³⁹ Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil. ⁴⁰ Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!

⁴⁰ Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!

⁴⁰ Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig! ⁴¹ Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

⁴¹ Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. ⁴² Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie.

⁴² Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie. ⁴³ Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede.

⁴³ Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede. ⁴⁴ Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord.

⁴⁴ Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord. ⁴⁵ Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder.

⁴⁵ Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder. ⁴⁶ Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.

⁴⁶ Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig. ⁴⁷ Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste. ⁴⁸ Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham!

⁴⁸ Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham! ⁴⁹ Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham.

⁴⁹ Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham. ⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham.

⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham. ⁵¹ Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af.

⁵¹ Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af. ⁵² Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.

⁵² Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd. ⁵³ Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?

⁵³ Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?

⁵³ Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle? ⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?

⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til? ⁵⁵ Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke.

⁵⁵ Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke. ⁵⁶ Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede. ⁵⁷ Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepræst Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Ældste vare forsamlede. ⁵⁸ Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden. ⁵⁹ Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet. ⁶⁰ Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde: ⁶¹ denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage. ⁶² Og de Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig? ⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. ⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer. ⁶⁵ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.

⁶⁵ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse. ⁶⁶ Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden.

⁶⁶ Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden. ⁶⁷ spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe. ⁶⁸ Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog? ⁶⁹ Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og været med Jesus den Galilæer.

⁶⁹ Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og været med Jesus den Galilæer. ⁷⁰ Men han nægtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger.

⁷⁰ Men han nægtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger. ⁷¹ Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth.

⁷¹ Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth. ⁷² Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske.

⁷² Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske. ⁷³ Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig.

⁷³ Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig. ⁷⁴ Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen.

⁷⁴ Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen.

⁷⁴ Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen. ⁷⁵ Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange, og han gik udenfor og græd bitterlig.

⁷⁵ Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange, og han gik udenfor og græd bitterlig.

¹ Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesus, at de kunde aflive ham.

³ Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde: ⁴ jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil. ⁵ Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig.

⁵ Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig.

¹¹ Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: du siger det.

²⁸ Og de afklædte ham og kastede en Purpurkaabe om ham. ²⁹ Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham, og bespottede ham og sagde: hil være dig du Jødernes Konge. ³⁰ Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved. ³¹ Og der de havde bespottet ham, toge de Kaaben af han og iførte ham hans egne Klæder, og førte ham hen at Korsfæstes.

³⁹ Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde:

³⁹ Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde: ⁴⁰ du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset. ⁴¹ Ligesaa bespottede de Ypperstepræster ham, med de Skriftkloge og Ældste, og sagde: ⁴² han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham; ⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn.

⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn. ⁴⁴ Men det Samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfæstede med ham.

⁵⁴ Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjælv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

³⁰ Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo har rørt ved mine Klæder?

⁸ Og han bød dem, at de skulde Intet tage med paa Riesen uden alene en Stav, ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Beltet; ⁹ men have anbundne Skoe paa og ikke iføre sig to kjortler.

³⁰ Og Aopstlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.

¹ Og han sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige at være kommet med Kraft.

³⁴ Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle og Alles Tjener.

³⁷ Men de sagde til ham: giv os, at vi maa sidde, den ene ved din høire Side og den anden ved din venstre Side, i din Herlighed. ³⁸ Men Jesus sagde til dem: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med? ³⁹ Men de sagde til ham: vi kunne. Men Jesus sagde til dem: I skulle vel drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med; ⁴⁰ men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen uden den, som det er beredt. ⁴¹ Og der de Ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes.

⁴¹ Og der de Ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes. ⁴² Da kaldte Jesus dem og sagde til dem: I vide, at de, der ere i Anseelse som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener; ⁴⁴ og hvo som vil blive den Ypperste iblandt eder, skal være Alles Tjener; ⁴⁵ thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange.

¹¹ Og Jesus gik ind i Jerusalem og i Templet, og da han havde beseeet alle Ting, gik ham, der det allerede var Aftenstid, ud til Bethanien med de tolv.

¹⁹ Og da det var blevet Aften, gik han udenfor Staden.

³ Og der han sad paa Oliebjerget, tvert over for Templet, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham i Eenrum:

¹ Men det var Paaske og de usyrede Brøds Høitid to Dage derefter. Og de Ypperstepræster og de Skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslaae ham. ² Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

² Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

⁶ Men Jesus sagde: lader hende med Fred, hvi gøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig.

¹⁰ Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepræster for at forraade ham til dem.

¹⁰ Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepræster for at forraade ham til dem. ¹¹ Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham. ¹² Og paa de usyrede Brøds første Dag, der man slagtede Paaskelam, sagde hans Disciple til ham: hvor vil du, at vi skulle gaae hen og berede, at du kan æde Paaskelammet?

¹² Og paa de usyrede Brøds første Dag, der man slagtede Paaskelam, sagde hans Disciple til ham: hvor vil du, at vi skulle gaae hen og berede, at du kan æde Paaskelammet? ¹³ Og han sendte to af sine Disciple og sagde til dem: gaaer hen i Staden, og et Menneske skal møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham; ¹⁴ og hvor han gaaer ind, der siger til Huusbonden: Mesteren siger: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet, med mine Disciple? ¹⁵ Og han skal vise Eder en stor Sal, tillavet og rede, der bereder det for os. ¹⁶ Og hans Disciple gik bort og kom i Staden og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet. ¹⁷ Og der det var blevet Aften, kom han med de Tolv. ¹⁸ Og da de sadde til Bords og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg Eder, at een af Eder, som æder med mig, skal forraade mig.

¹⁸ Og da de sadde til Bords og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg Eder, at een af Eder, som æder med mig, skal forraade mig. ¹⁹ Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, een efter een: er jeg den? og en anden: er jeg den?

¹⁹ Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, een efter een: er jeg den? og en anden: er jeg den?

¹⁹ Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, een efter een: er jeg den? og en anden: er jeg den? ²⁰ Men han svarede og sagde til dem: een af de Tolv, den, som dypper med mig i Fadet.

²⁰ Men han svarede og sagde til dem: een af de Tolv, den, som dypper med mig i Fadet. ²¹ Menneskens Søn gaaer vel bort, som det er skrevet om ham; dog vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske godt, om han aldrig var født.

²¹ Menneskens Søn gaaer vel bort, som det er skrevet om ham; dog vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske godt, om han aldrig var født. ²² Og der de aade, tog Jesus Brødet, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. ²³ Og han tog Kalken, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf.

²³ Og han tog Kalken, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf. ²⁴ Og han sagde til dem: dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for Mange. ²⁵ Sandelig siger jeg Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af Viintræets Frugt indtil paa hiin Dag, naar jeg skal drikke den ny i Guds Rige. ²⁶ Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

²⁹ Men Peter sagde til ham; dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges. ³⁰ Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange. ³¹ Men han sagde endydermere: dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig. Men ligesaa sagde de og alle. ³² Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: sætter Eder her, imedens jeg beder.

³² Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: sætter Eder her, imedens jeg beder. ³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.

³³ Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. ³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager!

³⁴ Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager! ³⁵ Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.

³⁵ Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.

³⁶ Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil. ³⁷ Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?

³⁷ Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?

³⁷ Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time? ³⁸ Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

³⁸ Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. ³⁹ Og han gik atter hen, og bad og sagde de samme Ord. ⁴⁰ Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.

⁴⁰ Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. ⁴¹ Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.

⁴¹ Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.

⁴¹ Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder. ⁴² Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forrader mig.

⁴² Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forrader mig. ⁴³ Og strax, som han endnu talede, kom Judas, een af de Tolv, og en stor Skare med ham med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste. ⁴⁴ Men den, som forradte ham havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: hvilken jeg kysser, den er det; griber ham og fører ham sikkert bort.

⁴⁴ Men den, som forradte ham havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: hvilken jeg kysser, den er det; griber ham og fører ham sikkert bort. ⁴⁵ Og der han kom traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham.

⁴⁵ Og der han kom traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham. ⁴⁶ Men de lagde deres Hænder paa ham og grebe ham.

⁴⁶ Men de lagde deres Hænder paa ham og grebe ham. ⁴⁷ Men een af dem, som stode hos, drog Sværdet ud, slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans Øre.

⁴⁷ Men een af dem, som stode hos, drog Sværdet ud, slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans Øre. ⁴⁸ Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og med Stænger, at tage fat paa mig.

⁴⁸ Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og med Stænger, at tage fat paa mig. ⁴⁹ Jeg har været daglig hos Eder i Templet og lært, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det Skrifterne skulle fuldkommes.

⁴⁹ Jeg har været daglig hos Eder i Templet og lært, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det Skrifterne skulle fuldkommes. ⁵⁰ Og de forlode ham alle og flyede.

⁵³ Og de førte Jesus hen til den Ypperstepræst; og alle de Ypperstepræster og Ældste og Skriftkloge kom tilsammen hos ham. ⁵⁴ Og Peter fulgte ham langt bag efter til ind i den Ypperstepræsts Palads, og han sad hos Tjenerne og varmede sig ved Ilden. ⁵⁵ Men de Ypperstepræster og det ganske Raad søgte Vidnesbyrd mod Jesus, paa det dekunde aflive ham; men de fandt intet. ⁵⁶ Thi Mange bare falske Vidnesbyrd mod ham, men Vidnesbyrdene kom ikke overens. ⁵⁷ Og nogle stode op og bare falsk Vidnesbyrd mod ham og sagde: ⁵⁸ vi have hørt, at han sagde: jeg vil nedbyrde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder. ⁵⁹ Og end ikke saaledes kom deres Vidnesbyrd overeens. ⁶⁰ Og den Ypperstepræst stod op midt i blandt dem og adspurgte Jesus; svarer du slet intet? hvad vidne disse imod dig? ⁶¹ Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn?

⁶¹ Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn? ⁶² Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer.

⁶² Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer.

⁶² Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer. ⁶³ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: hvad have vi længere Vidner behov?

⁶³ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: hvad have vi længere Vidner behov?

⁶³ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: hvad have vi længere Vidner behov? ⁶⁴ I have hørt Gudsbespottelser; hvad tykkes Eder? Men de fordømte ham at være skyldig til Døden.

⁶⁴ I have hørt Gudsbespottelser; hvad tykkes Eder? Men de fordømte ham at være skyldig til Døden.

⁶⁴ I have hørt Gudsbespottelser; hvad tykkes Eder? Men de fordømte ham at være skyldig til Døden. ⁶⁵ Og Nogle begyndte at bespytte ham og skjule hans Ansigt og slaae ham med Næver og sige til ham: spaa! og Tjenerne sloge ham paa Munden.

⁶⁵ Og Nogle begyndte at bespytte ham og skjule hans Ansigt og slaae ham med Næver og sige til ham: spaa! og Tjenerne sloge ham paa Munden. ⁶⁶ Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepræsts Piger,

⁶⁶ Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepræsts Piger,

⁶⁶ Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepræsts Piger, ⁶⁷ Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa været med Jesus af Nazareth.

⁶⁷ Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa været med Jesus af Nazareth. ⁶⁸ Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel.

⁶⁸ Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel. ⁶⁹ Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er En af dem.

⁶⁹ Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er En af dem. ⁷⁰ Men han nægtede atter. Og lidet derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: sandelig du er af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt derefter.

⁷⁰ Men han nægtede atter. Og lidet derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: sandelig du er af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt derefter. ⁷¹ Men han begyndte at forbande sig og sværge: jeg kjender det Menneske ikke, om hvem I tale. ⁷² Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange; og han brast i Graad.

⁷² Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange; og han brast i Graad.

¹ Og strax om Morgenen, der de Ypperstepræster med de Ældste og Skriftkloge og det ganske Raad havde holdt Raadslag, bandt de Jesus og førte ham bort og overantvordede Pilatus ham. ² Og Pilatus spurgte ham: er du den Jødernes Konge? Med han svarede og sagde til ham: du siger det.

¹⁶ Men Stridsmændene førte ham hen til Paladset, nemlig Domhuset, og sammenkaldte den ganske Rode. ¹⁷ Og de iførte ham et Purpurklæde og flettede en Tornekrone og satte den paa ham, ¹⁸ og begyndte at hilse ham, sigende hil være dig, du Jødernes Konge! ¹⁹ Og de sloge hans Hoved med et Rør og bespyttede ham og faldt paa Knæ og tilbade ham. ²⁰ Og der de havde bespottet ham, toge de purpurklædet af ham og iførte ham hans egne Klæder, og de førte ham ud for at kosrfæste hem.

²³ Og de gave ham Viin at drikke med Myrrha udi: men han tog det ikke.

²⁷ Og de korsfæstede to Røvere med ham, een ved hans høire, og een ved hans venstre Side.

²⁷ Og de korsfæstede to Røvere med ham, een ved hans høire, og een ved hans venstre Side. ²⁸ Og Skriften blev fuldkommet, som siger: han er regnet med Overtrædere. ²⁹ Og de, der gik forbi, bespottede ham og rystede med deres Hoveder og sagde: tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage; ³⁰ frels dig selv, og stig ned af Korset! ³¹ Ligesaa bespottede og de Ypperstepræster ham indbyrdes tilligemed de Skriftkloge og sagde: han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse. ³² Den Christus, den Israels Konge, stige nu ned af Korset, at vi kunne see og troe! og de, som vare korsfæstede med ham, forhaanede ham.

⁷ Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder.

¹⁹ Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand.

⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger

¹⁰ thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig at bevare dig; ¹¹ og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.

⁴¹ Ogsaa fore Djævle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus.

¹⁶ Judas, Jacobus' Broder, og Judas Ischariotes, den Samme, som blev Forræder.

¹³ Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke.

¹³ Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.

³ Og han sagde til dem: tager Intet med paa Veien, hverken stave, ei heller Taske, ei heller Brød, ei heller Penge, ei heller skal hver have to Kjortler.

¹⁶ Men han tog de fem Brød og de to Fiske og saae op mod Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav Disciplene dem at lægge dem for Folket.

²⁷ Men sandelig siger jeg Eder: der er Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige.

⁴⁶ Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største.

⁴⁸ Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.

⁴ Bærer ikke Pung ei heller Taske ei heller Skoe; og hilser ingen paa Veien!

⁴¹ Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting;

⁴ og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som os er skyldig; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde.

⁹ Og hvo mig fornægter for menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. ¹⁰ Og hver den, som taler et Ord imod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades.

²⁹ Derfor spørger og I ikke med Bekymring om, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke; og værer ikke vankelmodige. ³⁰ Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov. ³¹ Søger heller Guds Rige. saa skulle alle disse Ting tillægges Eder. ³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

³⁷ Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg Eder, at han skal binde op om sig og sætte dem tilbords, og gaae frem og tjene dem.

⁵⁰ En Daab skal jeg døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt!

¹⁵ Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige.

³¹ Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde.

⁷ Men hvo af Eder, som har en Tjener, der pløier eller vogter Kvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: gak hen og sæt dig tilbords? ⁸ Mon han ikke snarere sige til ham: bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg æder og drikker; og derefter maa du æde og drikke? ⁹ Mon han takke denne Tjener, at han gjorde det, som var ham befalet? Jeg mener det ikke.

¹¹ Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.

³¹ Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.

⁵ Og der Jesus kom til Stedet, saae han op og blev ham vaaer, og sagde til ham: Zachæus! skynd dig og stig ned; thi det bør mig i Dag at tage ind i dit Huus.

¹⁷ Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder.

²⁹ Og det begav sig, der han kom nær til Bethpage og Betanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde: ³⁰ gaaer hen til den By, som ligger for Eder; naaer I komme derind, skulle I finde et Føl bundet. paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid. ³¹ Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren har det behov.

³¹ Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren har det behov. ³² Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem.

³² Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. ³³ Men der de løste Føllet, sagde dets Herre til dem: hvi løse I Føllet? ³⁴ Men de sagde: Herren har det behov.

³⁴ Men de sagde: Herren har det behov. ³⁵ Og de førte det til Jesus og lagde deres Klæder paa Føllet og satte Jesus derpaa. ³⁶ Og der han reiste frem, bredte de deres Klæder under ham paa Veien. ³⁷ Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: ³⁸ velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste! ³⁹ Og Nogle Pharisæere af Skaren sagde til ham: Mester straf dine Disciple. ⁴⁰ Og han svarede og sagde til dem: jeg siger Eder, at dersom disse taug da skulle Stenene raabe.

⁴⁷ Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham. ⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.

³ Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det: ⁴ Johannes'Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker? ⁵ Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke? ⁶ Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet. ⁷ Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

¹⁹ Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem.

⁴¹ Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn? ⁴² da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand, ⁴³ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. ⁴⁴ Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn.

³¹ Ligesaa og I, naar I see disse Ting at skee, da kjende I, at Guds Rige er nær.

³³ Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae. ³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder. ³⁵ Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord. ³⁶ Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn. ³⁷ Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.

³⁷ Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. ³⁸ Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.

¹ Men de usyrede Brøds Høitid, som kaldes Paaske, nærmede sig.

³ Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv. ⁴ Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem.

⁴ Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem. ⁵ Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. ⁶ Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb.

¹⁶ Thi jeg siger Eder, at jeg skal indenlunde mere æde af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.

¹⁶ Thi jeg siger Eder, at jeg skal indenlunde mere æde af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige. ¹⁷ Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder.

¹⁷ Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder.

¹⁷ Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder. ¹⁸ Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer.

¹⁸ Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer. ¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse.

¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse. ²⁰ Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder.

²⁰ Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder. ²¹ Dog see, hans Haand, som mig forraader, er over Bordet med mig. ²² Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!

³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre. ³³ Men han sagde til ham: Herre! jeg er rede at gaae med dig, baade i Fængsel og i Døden. ³⁴ Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kjender mig.

³⁴ Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kjender mig.

³⁸ Men de sagde: Herre! see, her ere to Sværd. Men han sagde til dem: det er nok.

⁴⁰ Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.

⁴⁴ Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden.

⁴⁶ Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.

⁴⁹ Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd?

⁵² Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Sværd og Stænger.

⁶¹ Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange. ⁶² Og Peter gik udenfor og græd bitterligen.

³ Men Pilatus spurge ham og sagde: er du den Jødernes Konge? Men han svarede ham og sagde: du siger det.

³² Men der bleve og to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham.

²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. ²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

³⁰ Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører.

²⁵ og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

³⁰ Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig.

³⁹ I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig. ⁴⁰ Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet. ⁴¹ Jeg tager ikke Ære af Mennesker; ⁴² men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder. ⁴³ Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, han skulle I annamme. ⁴⁴ Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke? ⁴⁵ Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. ⁴⁶ Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. ⁴⁷ Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?

²³ (men der kom andre Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de aade Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse);

²⁷ Arbeider ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskens Søn skal give Eder; thi ham har Faderen Gud selv, beseglet.

³⁸ Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte.

⁵⁰ Dette er det Brød, som kommer ned af Himmelen, at man skal æde af det og ikke døe. ⁵¹ Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv.

⁵¹ Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv. ⁵² Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at æde? ⁵³ Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder. ⁵⁴ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. ⁵⁵ Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke. ⁵⁶ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. ⁵⁷ Ligesom den levende Fader udsendte mig, jeg lever ved Faderen ligesaa skal og den, som mig æder, leve ved mig. ⁵⁸ Dette er det Brød, som er kommet ned af Himmelen; ikke som Eders Fædre aade Manna og døde. Hvo som æder dette Brød, skal leve evindeligen.

⁶⁷ Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne og I ville gaae bort? ⁶⁸ Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord;

⁷⁰ Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel. ⁷¹ Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forrædder og var een af de Tolv.

²⁵ Da sagde Nogle af dem fra Jerusalem: er det ikke ham, som de søge at slaae ihjel? ²⁶ Og see, han taler frit, og de sige Intet til ham; mon ikke de Øverste I Sandhed have kjendt, at denne er i Sandhed den Christus?

³⁰ Derfor søgte de at gribe ham; dog lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen.

⁴⁵ Da kom Tjenerne til de Ypperstepræster og Pharisæerne, og disse sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid?

³¹ Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,

⁴³ Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I ikke kunne fordrage mit Ord. ⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader. ⁴⁵ Men mig troe I ikke, fordi jeg taler Sandhed.

²⁷ Han svarede dem: jeg har allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple? ²⁸ Da skjældte de paa ham og sagde: du er hans Discipel, men vi ere Moses' Disciple.

²⁴ Da omringe Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe holder du vor Sjæl i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit! ²⁵ Jesus svarede dem: jeg har sagt Eder det, og I troe ikke; de Gjerninger, som jeg gjør i min Faders Navn, disse vidne om mig. ²⁶ Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine Faar, som jeg sagde Eder.

³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet.

³⁵ Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes); ³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?

²⁸ Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig.

⁴⁰ Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?

⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. ⁴⁸ Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. ⁴⁹ Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: ⁵⁰ I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. ⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket. ⁵² Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob. ⁵³ Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham.

⁵⁵ Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig. ⁵⁶ Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden? ⁵⁷ Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.

⁵⁷ Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.

⁶ Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.

²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time.

²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. ²⁸ Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.

³⁷ Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham, ³⁸ at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? ³⁹ Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: ⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. ⁴¹ Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham. ⁴² Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; ⁴³ thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære.

¹ Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. ² Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham;

⁵ Derefter slog han Vand i et Bækken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Lindklædet, som han var ombunden med. ⁶ Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter. ⁸ Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig. ⁹ Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet. ¹⁰ Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle. ¹¹ Thi han kjendte den, som han forradte; derfor sagde ham: I ere ikke alle rene. ¹² Der han da havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder, satte han sig atter ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg har gjort Eder? ¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. ¹⁴ Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder. ¹⁵ Thi jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre. ¹⁶ Sandelig, sandelig siger jeg eder: en Tjener er ikke større end hans Herre, ikke heller et Sendebud større end den, han har sendt.

¹⁸ Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig.

¹⁸ Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. ¹⁹ Fra nu af siger jeg Eder det, førend det skeer, at naar det er skeet, I skulle troe, at det er mig.

²¹ Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at een af Eder skal forraade mig. ²² Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede.

²² Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede. ²³ Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede. ²⁴ Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om? ²⁵ Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det? ²⁶ Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det.

²⁶ Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det. ²⁷ Og efterat han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du gjør, det gjør snart!

³⁶ Simon Peter sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig. ³⁷ Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig. ³⁸ Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornægte mig tre Gange.

¹⁹ Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve.

³⁰ Jeg skal herefter ikke tale meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og har slet intet i mig.

²⁰ Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders.

⁴ Men dette har jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder.

²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde. ²¹ Kvinden, naar hun føder, har Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel, ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden. ²² Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

¹ Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig.

⁴ Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig at gjøre.

⁹ Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, en for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. ¹⁰ Og alt det, som mit er, det er dit, og det, som dit er, det er mit; og jeg er herliggjort i dem. ¹¹ Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa vare eet ligesom vi. ¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.

¹⁵ Jeg beder ikke, at du skal borttage dem af Verden, men at du skal bevare dem fra det Onde. ¹⁶ De ere ikke af Verden ligesom jeg ikke af Verden. ¹⁷ Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed. ¹⁸ Ligesom du har sendt mig til Verden, saa har og jeg sendt dem til Verden. ¹⁹ Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa være helligede i Sandheden. ²⁰ Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig, ²¹ paa det de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og skulle være eet i os, at Verden kan troe, at du har udsendt mig.

¹ Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik ind med sine Disciple. ² Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple.

² Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple. ³ Da tog Judas Roden (Vagten) og de Ypperstepræster og Pharisæernes Svende med sig og kom derhen med Blus og Lamper og Vaaben. ⁴ Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: hvem lede I efter? ⁵ De svarede ham: Jesus af Nazareth. Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, som han forradte, stod og hos dem. ⁶ Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden. ⁷ Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde Jesus af Nazareth. ⁸ Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae.

⁸ Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae. ⁹ Paa det de ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du har givet mig.

⁹ Paa det de ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du har givet mig. ¹⁰ Men Simon Peter, som havde et Sværd, drog det ud og slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans høire Øre. Men den Tjener hedte Malchus. ¹¹ Da sagde Jesus til Peter: stik dit Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?

¹¹ Da sagde Jesus til Peter: stik dit Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig? ¹² Da toge Roden og Krigsøversten og Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt ham. ¹³ Og de førte han først til Annas; thi Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. ¹⁴ Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. ¹⁵ Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var kjendt af den Yppestepræst og gik ind med Jesus i den Ypperstepræsts Palads. ¹⁶ Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind.

¹⁶ Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind. ¹⁷ Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke.

¹⁷ Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke.

¹⁷ Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke. ¹⁸ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort Kuldild, (thi det var koldt), og varmede sig; men Peter stod hos dem og varmede sig.

²² Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepræst?

²⁴ Men Annas havde sendt ham bunden til den Ypperstepræst Caiphas. ²⁵ Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke du være af hans Disciple?

²⁵ Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke du være af hans Disciple? ²⁶ En af den Ypperstepræst Tjenere, som var hans Frænde, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: saae jeg dig ikke i Urtegaarden med ham? ²⁷ Da nægtede Peter atter, og strax goel Hanen.

²⁷ Da nægtede Peter atter, og strax goel Hanen. ²⁸ Da førte de Jesus fra Caiphas til Domhuset; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Domhuset, at de ikke skulde besmittes, men at de maatte æde Paaske.

³⁶ Jesus svarede: mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tjenere stredet derfor, at jeg ikke var bleven overantvordet Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf. ³⁷ Da sagde Pilatus til ham: er du ikke dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.

⁷ Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn.

²⁸ Derefter da Jesus vidste, at alting var fuldbragt. paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster. ²⁹ Men der stod et Kar fuldt af Eddike; og de fyldte en Svamp med Eddike og satte den paa en Isopstengel og holdt den til hans Mund. ³⁰ Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden.

¹⁵ Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam. ¹⁶ Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. ¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

¹³ Og der de kom derind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve Peter og Jakob og Johannes og Andreas, Pilip og Tomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alphæus' Søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs Broder.

¹⁶ I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus.

¹⁶ I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus. ¹⁷ Thi han var regnet i vores Tal og havde annammet dette Embedes Lod.

¹⁷ Thi han var regnet i vores Tal og havde annammet dette Embedes Lod. ¹⁸ Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede.

¹⁸ Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede.

¹⁸ Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede. ¹⁹ Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget maal Hakeldama, det er Blodager. ²⁰ Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden. ²¹ Derfor bør det, at een af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, ²² ligesaa Johannes' Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse. ²³ Og de fremstillede Tvende, Joseph, som kaldtes Barsabas med Tilnavn Justus, og Matthias. ²⁴ Og de bade og sagde: du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To du har udvalgt ²⁵ til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted.

²⁵ til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted.

²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.

³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne: ³¹ da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse. ³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner. ³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre. ³⁴ Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand, ³⁵ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. ³⁶ Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.

¹ Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time.

¹¹ Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.

¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades. ¹⁴ Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

¹ Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,

¹³ Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus.

¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud.

²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

³ Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi?

²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.

²⁶ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

⁵⁵ Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand. ⁵⁶ Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.

¹⁴ Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Peter og Johannes til dem,

²⁰ Men Peter sagde til ham: dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.

²⁶ Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde. ²⁷ Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede. ²⁸ Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias. ²⁹ Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn.

⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul hvi forfølger du mig?

⁴¹ ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat.

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. ²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.

²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus. ¹⁵ Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.

²³ Og da han havde ophldt sig der nogen Tid, drog han bort og reiste fra Stad til Stad igjennem det galatiske Land og Phrygien, og bestyrkede alle Disciple.

⁸ Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.

²³ uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig. ²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

⁵ som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og de Ældstes ganske Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene, og riste til Damascus, for at føre ogsaa dem, der vare, bundne tilJerusalem, at de maatte blive straffede.

¹¹ Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottligen, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Stæder.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

²² Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses: ²³ at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.

⁹ Saa meget mere skulle vi derfor nu retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. ¹⁰ Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, der vi vare Fjender, da skulle vi meget mere, efter at vi ere forligte, frelses ved hans Liv.

³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?

³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

² Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.

¹⁰ værer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;

¹⁹ Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.

²¹ Lad dig ikke overvinde af det Onde, men overvind det Onde med det Gode.

⁶ Hvo som gjør sig Mening om Dage, han gjør det for Herren; og hvo som ikke gjør sig Mening og Dage, han gjør det ogsaa for Herren. Hvo som æder gjør det for Herren, thi han takker Gud; og hvo som ikke æder, gjør det ogsaa for Herren og takker Gud.

⁷ Derfor udrenser den gamle Suurdeig, at I kunne være en ny Deig, ligesom I ere usyrede; thi ogsaa for os er vort Paaskelam slagtet, Christus.

⁷ Derfor udrenser den gamle Suurdeig, at I kunne være en ny Deig, ligesom I ere usyrede; thi ogsaa for os er vort Paaskelam slagtet, Christus. ⁸ Derfor lader os holde højtid, ikke med den gamle Suurdeig, ei heller med Ondskabs og Skalkheds Suurdeig, men med Reenheds og Sandheds usyrede Brød.

² Vide I ikke, at de Hellige skulle dømme Verden? og dersom Verden dømmes ved Eder, ere I da uværdige til at dømme i de ringeste sager? ³ Vide I ikke, at vi skulle dømme Englene? end sige timelige Ting!

²⁵ Hver den, som kæmper, er afholdende i Alt; hine vel, for at annamme en forkrænkelig Krone, men vi en uforkrænkelig.

⁴ og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus.

¹² Derfor, hvo som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.

¹⁶ Velsignelsens kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det i Christi Legemes Samfund?

¹⁶ Velsignelsens kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det i Christi Legemes Samfund? ¹⁷ Eet Brød, eet Legeme ere vi mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød. ¹⁸ Seer til Israel efter Kjødet; de som æde Offerne, ere de ikke deelagtige i Alteret? ¹⁹ Hvad siger jeg da? at en Afgud er Noget? eller at Afguds-Offer er Noget? ²⁰ Nei! men hvad Hedningerne Offre, offre de Djævelene, og ikke Gud; men jeg vil ikke, at I skulle have Samfund med Djævelene. ²¹ I kunne ikke drikke Herrens Kalk og Djævelens Kalk; I kunne ikke være deelagtige i Herrens Bord og Djævelens Bord.

²³ Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet, ²⁴ takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse! ²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse!

²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse! ²⁶ Thi saa ofte som i æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. ²⁷ Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. ²⁹ Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme.

⁴ Kjærligheden er langmodig, er velvillig; Kjærligheden bærer ikke Nid; Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke;

³ Thi overantvorde Eder iblandt det Første, hvad og jeg annammede: at Christus døde for vore Synder, efter Skrifterne; ⁴ og at han blev begraven;

³³ Forføres ikke; slet Omgang fordærver gode Sæder.

⁴ som os trøster i al vor Trængsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, men den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud! ⁵ Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christus. ⁶ Hvad heller vi da trænges, skeer det er for Eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at i fordrage de samme Lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes da skeer det for Eders Trøst og Frelse. ⁷ Og vort Haab er fast om Eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.

⁶ hvilken og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegjør.

³ Men er da end vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som fortabes, ⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

²¹ Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfærdige for Gud.

¹⁵ Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe? ¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

⁹ Nu glæder jeg mig, ikke derover at I bleve bedrøvede, men derover at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os. ¹⁰ Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. ¹¹ Thi see, just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i Eder, ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Forlængsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! I Alt have I beviist, at I vare rene i denne Sag.

⁹ I kjende jo vor Herrens Jesu Christi Naade, at han for Eders Skyld blev fattig, der han var rig, paa det I ved hans Fattigdom skulde blive rige.

¹ Men jeg selv, Paulus, formaner Eder ved Christi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som vel, nærværende iblandt Eder, er ydmyg, men fraværende bruger Myndighed mod Eder.

³ Vistnok omgaaes vi i Kjødet, men vi stride ikke efter Kjødet; ⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse,

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse,

⁷ Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig. ⁸ Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig; ⁹ men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig. ¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

⁴ som hengav sig selv til vore Synder, paa det han kunde udfrie os fra den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,

¹³ Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;)

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven, ⁵ paa det han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse,

²⁵ Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia og svarer til det Jerusalem, som nu er og er i Trældom med sine Børn.

²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden, ²³ der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.

¹¹ Derfor kommer ihu, at I, som forhen vare Hedninger og efter Kjødet og blevne kaldte Forhud af den saakaldte Omskjærelse, den i Kjødet, som skeer med Haanden,

⁸ Derfor siger Skriften: han opfoer til det Høie, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver. ⁹ Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne. ¹⁰ Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting.

² og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt.

¹⁸ Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fyldte af Aanden, ¹⁹ og taler hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerte,

¹⁰ Iøvrigt, mine Brødre, vorder stærke i Herren og i hans Vældes Kraft! ¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen,

¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt. ¹⁴ Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdigheds Pantser, ¹⁵ Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium; ¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile, ¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord; ¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige, ¹⁹ ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed,

³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv. ⁴ Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres. ⁵ Thi det samme Sindelag være i Eder, som og var i Christus Jesus,

⁷ men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; ⁸ og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død.

¹³ som friede os af Mørkets Magt og oversatte os i sin elskelige Søns Rige,

¹ Ere i altsaa opriste med Christus, da søger det, som er oventil, hvor Christus sidder hos Guds høire Haand.

¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christus Jesus, idet I ogsaa have lidt det Samme af Eders Frænder, som de af Jøderne; ¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod,

⁴ Thi ogsaa der vi vare hos Eder, sagde vi Eder det forud, at vi skulde lide Trængsler, som og er skeet, og i vide.

⁸ Men lader os, som ere Dagens Børn, være ædrue, iførte Troens og Kjærlighedens Haab.

¹⁸ Frembærer Taksigelse i alle Ting; thi dette er Guds Villie i Christus Jesus til Eder.

¹³ mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner; men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.

¹³ mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner; men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro. ¹⁴ Men vor Herres Naade har viist sig meget overflødig med Tro og Kjærlighed i Christus Jesus.

¹⁴ Men vor Herres Naade har viist sig meget overflødig med Tro og Kjærlighed i Christus Jesus. ¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største. ¹⁶ Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde paa mig, som den første, vise al langmodighed, dem til et Exempel, som skulde tro paa ham til det evige liv.

¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

⁴ Thi al Guds Skabning er god og Intet at forskyde, som annammes med taksigelse, ⁵ efterdi det helliges ved Guds Ord og Bøn.

⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; ¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed. ¹¹ Det er en troværdig Tale: dersom vi ere døde med ham, skulle vi og leve med ham; ¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os;

¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os;

¹⁸ hvilke ere afvegne fra Sandheden, sigende, at Opstandelsen er allerede skeet, og de forvende Nogles Tro.

¹ Paulus, Guds Tjener, og Jesu Christi Apostel og Guds Udvalgtes Tro og Erkjendelse af Sandheden til Gudfrygtighed,

¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;

⁶ Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

¹⁷ Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud til at forsone Folkets Synder. ¹⁸ Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp som fristes.

¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

⁷ Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.

¹ Saa er da Summen af det, som her siges: vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,

⁶ Men nu har han faaet en saa meget ypperligere Tjeneste, som han og er Midler for en bedre Pagt, hvilken er grundet paa bedre Forjættelser. ⁷ Thi dersom hiin første have været ulastelig, da var der ikke blevet søgt Sted for en anden. ⁸ Men dadlende siger han til dem: see, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en Ny Pagt med Israels Huus og med Judas Huus; ⁹ ikke efter den pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden at udføre dem af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren. ¹⁰ Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et Folk. ¹¹ Og de skulle ikke lære hver sin Næste og hver sin Broder og sige: kjend Herren; thi de skulle alle kjende mig, fra den Lille iblandt dem indtil den Store iblandt dem. ¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser. ¹³ Idet han siger: en ny, har han erklæret den første for gammel; men det, som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.

¹⁵ Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse.

¹⁷ Thi et Testament bliver først gyldigt ved Døden, efterdi det endnu ikke har Kraft, medens han lever, som gjorde det.

¹ Thi Loven, som har ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed fremkomme. ² Ellers maatte jo disse Offere have ophørt, efterdi de Offrende ikke mere vilde havt nogen Bevidsthed om Synder, naar de eengang vare rensede. ³ Men ved Offrene skeer aarligen Syndernes Ihukommelse. ⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder. ⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig; ⁶ Brænd-Offere og Synd-Offere havde du ikke Behagelighed til. ⁷ Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie. ⁸ Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Brænd-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembæres efter Loven), ⁹ saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophæver det Første for at sætte det Andet.) ¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang.

⁸ Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

¹² Derfor retter de slappe Hænder og de afmægtige knæ, ¹³ og gjører sikkre Trin med Eders Fødder, at ikke de Halte skal drages mere af Lave, men snarere helbredes.

¹⁵ og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes;

²⁴ og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus,

⁵ Hører, mine elskelige Brødre! har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, hvilket han har lovet dem, som han elske?

⁵ Eller mene I, at Skriften taler forgjeves? mon den Aand, som boer i os, opvækker Avind? Den giver jo større Naade. ⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

¹ Peter Jesu Christi Apostel, til Udlændingene af Adspredelsen i Pontus, Galatien, Cappadocien, Asien og Bethynien,

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed.

¹³ Derfor omgjorder Eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter Eders Haab aldeles til den Naade, som bliver Eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.

²¹ Thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus har og lidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor; ²² hvilken ikke har gjort Synd, der blev og ikke funden Svig i hans Mund; ²³ hvilken ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdeligen;

²³ hvilken ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdeligen; ²⁴ hvilken selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed; ved hans Saar ere I lægte.

²² som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kræfterne ere ham underlagte.

¹ Efterdi da Christus var lidt for os i Kjødet, væbner Eder og med det samme Sind, (thi den, som har lidt i Kjødet, har ladet af fra Synden),

⁷ Men alle Tings Ende nærmer sig; værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.

³ ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden; ⁴ og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands. ⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade. ⁶ Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue. ⁹ Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden.

⁹ Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden.

⁹ Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden. ¹⁰ Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder!

¹⁰ Derfor, Brødre! anvender des mere Flid at befæste Eders Kald og Udvælgelse; thi naae I gjøre dette, skulle I ikke nogensinde støde an. ¹¹ Thi saaledes skal Eder rigeligen gives indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Christi evige Rige. ¹² Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde Eder om dette, hvorvel I vide det og ere styrkede i den Sandhed, som er tilstede hos os.

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,

¹⁴ Derfor, I elskelige! efterdi I forvente dette, beflitter Eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,

¹⁷ Derfor, I elskelige, efterdi I vide det forud, vogter Eder, at I ikke lade Eder henrive med af de Ryggesløses Vildfarelse og falde fra Eders egen Fasthed. ¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

⁹ Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.

¹ Mine Børn! dette skriver jeg Eder, paa det I ikke skulle synde; men dersom Nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Christus den Retfærdige, ² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.

⁹ Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke. ¹⁰ Derfor, naar jeg kommer, vil jeg erindre de Gjerninger, som han gjør, idet han med onde Ord bagvasker os; og ikke nøiet hermed, antager han selv ikke Brødrene, og dem, som ville, formener han det og udstøder dem af Menigheden. ¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

⁵ Kom derfor ihu, hvorfra du er falden, og vend om og gjør de forrige Gjerninger; men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig.

²⁶ Og den, som seirer, og som varer paa mine Gjerninger indtil enden, han vil jeg give Magt over Hedningerne; ²⁷ og han skal regjere dem med et Jernspiir, ligesom Leerkar skulle de sønderknuses, som jeg annammede det af min Fader;

¹⁰ Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, og friste dem, som boe paa Jorden.

²⁰ See, jeg staaer for Døren og banker; dersom Nogen hører min Røst og oplader Døren, til ham, vil jeg gaae ind og holde Nadvere med ham, og han med mig. ²¹ Den, som seirer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Throne, ligesom og jeg har seiret og sidder hos min Fader paa hans Throne.

⁴ Og Trindt omkring Thronen vare fire og tyve Throner; og paa de Throner saae jeg fire og tyve Ældste sidde, iførte hvide Klæder, og de havde Guldkroner paa deres Hoveder.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. ¹⁰ Og jeg hørte en stærk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.

¹⁰ Og jeg hørte en stærk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. ¹¹ Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden. ¹² Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid.

⁹ Og han siger til mig: skriv: salige ere de, som ere kaldede til Lammets Bryllups Nadvere! Og han siger til mig: disse ere de sande Guds Ord.

¹⁴ Og Stadens Muur havde tolv Grundvolde, og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne.

¹ Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne.