Luke 24 Cross References - Danish

¹ Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem. ² Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven. ³ Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme. ⁴ Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder. ⁵ Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? ⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde: ⁷ det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. ⁸ Og de kom hans Ord i hu. ⁹ Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre. ¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting. ¹¹ Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke. ¹² Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var. ¹³ Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus. ¹⁴ Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete. ¹⁵ Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem. ¹⁶ Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham. ¹⁷ Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud. ¹⁸ Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage? ¹⁹ Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket; ²⁰ og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. ²¹ Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete. ²² Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os; ²³ thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. ²⁴ Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. ²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. ²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham. ²⁸ Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem. ³⁰ Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. ³¹ Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne? ³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: ³⁴ Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon. ³⁵ Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet. ³⁶ Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder! ³⁷ Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. ³⁸ Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? ³⁹ Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har. ⁴⁰ Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne. ⁴¹ Men der de for Glæde endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde? ⁴² Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage. ⁴³ Og han tog det og aad det for deres Øine. ⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag; ⁴⁷ Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem. ⁴⁸ Men I ere Vidner til disse Ting. ⁴⁹ Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie. ⁵⁰ Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. ⁵¹ Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen. ⁵² Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde. ⁵³ Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

³ Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

¹⁸ Og Melkisedek, Kongen af Salem, bragte Brød og Vin, og han var den højeste Guds Præst.

¹⁸ Og Melkisedek, Kongen af Salem, bragte Brød og Vin, og han var den højeste Guds Præst. ¹⁹ Og han velsignede ham og sagde: Velsignet være Abram for den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, ²⁰ og velsignet være den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt.

² Og han opløftede sine Øjne og saa, og se, tre Mænd stode for ham; og der han saa dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøjede sig til Jorden.

² Og han sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. ³ Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans, Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade.

¹⁴ Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi HERREN vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede.

¹⁸ og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.

⁴ Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,

⁴ Og tilbered mig en god Ret, saasom jeg har Lyst til, og bring mig den, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal dø.

²⁶ Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig.

⁷ Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise.

²⁶ Og de forkyndte ham, sigende: Josef lever endnu, og han er en Hersker over alt Ægyptens Land; men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. ²⁷ Da sagde de ham alle Josefs Ord, som han havde sagt til dem, og han saa Vognene, som Josef havde sendt til at føre ham paa; og Jakobs, deres Faders, Aand blev levende. ²⁸ Og Israel sagde: Det er meget, Josef min Søn lever endnu; jeg vil fare hen og se ham, før jeg dør.

⁹ Og Josef sagde til sin Fader: Det er mine Sønner, som Gud har givet mig her, og han sagde: Kære, led dem til mig, og jeg vil velsigne dem.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

²⁸ Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem.

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

² Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron, din Broder, at han ikke til enhver Tid maa gaa ind i Helligdommen iden for Forhænget lige for Naadestolen, som er paa Arken, at han ikke dør; thi jeg vil ses i Skyen over Naadestolen. ³ Med dette skal Aron komme til Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer. ⁴ Han skal iføre en hellig linned Kjortel og have linnede Underklæder paa sin Krop og ombinde sig med et linned Bælte, med en linned Præstehue han skal bedække sig; disse ere de hellige Klæder, og han skal bade sit legeme i Vand og iføre sig dem. ⁵ Og han skal tage af Israels Børns Menighed to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer ⁶ Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig og for sit Hus. ⁷ Og skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for HERRENS Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør ⁸ Aron skal kaste Lod over de to Bukke, een Lod for HERREN og een Lod for Asasel. ⁹ Og Aron skal ofre den Buk, paa hvilken Lodden kom ud for HERREN, og berede den til Syndoffer. ¹⁰ Men den Buk, paa hvilken Lodden for Asasel er falden, skal stilles levende for HERRENS Ansigt, at der ved den skal gøres Forligelse, at man skal sende den bort til Asasel til Ørken. ¹¹ Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig selv og for sit Hus, og han skal slagte Syndofrets Tyr, som er for ham. ¹² Saa skal han tage et Ildkar fuldt af Gløder af Ilden fra Alteret for HERRENS Ansigt, og sine Hænder fulde af stødt Røgelse af vellugtende Urter, og han skal bære det inden for Forhænget. ¹³ Og han skal komme Røgelsen paa Ilden for HERRENS Ansigt, saa at en Sky af Røgelsen skjuler Naadestolen, som er over Vidnesbyrdet, at han ikke dør. ¹⁴ Og han skal tage af Tyrens Blod og stænke med sin Finger mod Naadestolen for til, og han skal stænke syv Gange med sin Finger af Blodet for Naadestolen. ¹⁵ Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og stænke det mod Naadestolen og for Naadestolen. ¹⁶ Og han skal gøre Forligelse for Helligdommen og rense den fra Israels Børns Urenheder og fra deres Overtrædelser i alle deres Synder; og saaledes skal han gøre ved Forsamlingens Paulun, som staar hos dem midt iblandt deres Urenheder. ¹⁷ Og intet Menneske skal være i Forsamlingens Paulun, naar han kommer at gøre Forligelse i Helligdommen, indtil han gaar ud; og han skal gøre Forligelse for sig og for sit Hus og for hele Israels Menighed. ¹⁸ Og han skal gaa ud til Alteret, som er for HERRENS Ansigt, og gør Forligelse for det, og han skal tage af Tyrens Blod og af Bukkens Blod og komme det paa Alterets Horn rundt omkring. ¹⁹ Og han skal stænke paa det af Blodet med sin Finger syv Gange, og han skal rense det og hellige det fra Israels Børns Urenheder.

²³ Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Saaledes skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem: ²⁴ HERREN velsigne dig og bevare dig! ²⁵ HERREN lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! ²⁶ HERREN opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred! ²⁷ Og de skulle lægge mit Navn paa Israels Børn, og jeg, jeg vil velsigne dem.

²² Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden?

⁶ Da sendte HERREN giftige Slanger iblandt Folket, og de bed Folket, og der døde meget Folk af Israel. ⁷ Da kom Folket til Mose, og de sagde: vi have syndet, thi vi have talet imod HERREN og imod dig, bed til HERREN, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket. ⁸ Da sagde HERREN til Mose: Gør dig en Slange, og sæt den paa en Stang; og det skal ske, at hver som er bidt og ser den, han skal leve.

⁸ Da sagde HERREN til Mose: Gør dig en Slange, og sæt den paa en Stang; og det skal ske, at hver som er bidt og ser den, han skal leve. ⁹ Da gjorde Mose en Kobberslange og satte den paa en Stang; og det skete, naar en Slange havde bidt nogen, og han saa til den Kobberslange, da blev han i Live.

²⁵ Og de i Menigheden skulle udfri Manddraberen af Blodhævnerens Haand, og de i Menigheden skulle lade ham komme tilbage til hans Tilflugtsstad, som han flyede til; og han skal blive der, indtil Ypperstepræsten, som man har salvet med den hellige Olie, dør.

⁷ Og du skal indskærpe dine Børn dem og tale om dem, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen, og naar du lægger dig, og naar du staar op.

¹⁵ En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal HERREN din Gud oprejse dig; ham skulle I høre;

¹⁵ En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal HERREN din Gud oprejse dig; ham skulle I høre; ¹⁶ aldeles som du begærede af HERREN din Gud ved Horeb paa Forsamlingens Dag og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre HERREN min Guds Røst og ikke ydermere se denne store Ild, at jeg ikke skal dø. ¹⁷ Da sagde HERREN til mig: De have talet vel i det, de have talet. ¹⁸ Jeg vil oprejse dem en Profet midt ud af deres Brødre, ligesom du er; og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham. ¹⁹ Og det skal ske, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, af ham skal jeg kræve det.

¹³ Da sagde Kongen til hende: Frygt ikke! men hvad har du set? og Kvinden sagde til Saul: Jeg har set Guder stige op af Jorden.

¹² Naar dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. ¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindelig. ¹⁴ Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn, hvem jeg, naar han handler ilde, vil straffe med Menneskens Ris og Menneskens Børns Plager; ¹⁵ men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt. ¹⁶ Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig.

¹¹ Og det skete, der de gik videre og talte, se, da kom der en gloende Vogn og gloende Heste, og de gjorde Skilsmisse imellem dem begge, og Elias for op i en Storm til Himmelen.

⁸ Og det skete en Dag, at Elisa gik over til Sunem, og der var en rig Kvinde, og hun holdt paa ham, at han skulde æde Brød; og det skete, saa tidt han gik derigennem, tog han derhen at æde Brød.

¹⁸ Der de kom ned til ham, da bad Elisa til HERREN og sagde: Kære, slaa dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. ¹⁹ Da sagde Elisa til dem: Dette er ikke Vejen, og dette er ikke Staden, gaar efter mig, saa vil jeg føre eder til den Mand, som I lede efter; og han førte dem til Samaria. ²⁰ Og det skete, der de kom ind i Samaria, da sagde Elisa: HERRE! oplad Øjnene paa disse, at de maa se; og HERREN oplod deres Øjne, at de saa, og se, da vare de midt i Samaria.

² Men Høvedsmanden, til hvis Haand Kongen hældede sig, svarede den Guds Mand og sagde: Se, om HERREN gjorde Vinduer paa Himmelen, mon dette Ord kunde ske? og han sagde: Se, du skal se det med dine Øjne, men ikke æde deraf.

¹⁴ da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve; ¹⁵ og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme; ¹⁶ den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

¹⁶ Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem

¹ Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? ² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: ³ Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os! ⁴ Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem. ⁵ Da skal han tale til dem i sin Vrede o; forfærde dem i sin Harme: ⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg." ⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag. ⁸ Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom. ⁹ Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem. ¹⁰ Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden! ¹¹ Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven! ¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

⁹ Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig.

⁹ Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig. ¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse.

¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse. ¹¹ Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. ² Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. ³ Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. ⁴ Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! ⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. ⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. ⁸ Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet ⁹ Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! ¹⁰ Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. ¹¹ Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. ¹² Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. ¹³ Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. ¹⁴ De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. ¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. ¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. ¹⁸ Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. ¹⁹ De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. ²⁰ Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! ²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. ²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! ²⁵ Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. ²⁶ Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. ²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!

²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! ²⁸ Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. ²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. ³⁰ Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. ³¹ Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

¹¹ HERRE! hør, og vær mig naadig; HERRE! vær min Hjælper.

³ Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

⁶ HERRE, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. ⁷ Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. ⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.

² Gud være os naadig og velsigne os; lade sit Ansigt lyse for os (Sela), ³ at man maa kende din Vej paa Jorden, din Frelse iblandt alle Hedninger! ⁴ Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen.

⁷ Landet har givet sin Grøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os. Gud vil velsigne os, og alle Jordens Grænser skulle frygte ham.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. ² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. ³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. ⁴ Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. ⁵ Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. ⁶ Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. ⁷ Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. ⁸ Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. ⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. ¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. ¹¹ Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. ¹² Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. ¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. ¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! ¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! ¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! ¹⁷ Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! ¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! ¹⁹ Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! ²⁰ Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. ²¹ Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. ²² Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. ²³ Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. ²⁴ Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! ²⁵ Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! ²⁶ Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. ²⁷ Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. ²⁸ Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! ²⁹ Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! ³⁰ Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. ³¹ Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. ³² Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove. ³³ De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! ³⁴ Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne. ³⁵ Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! ³⁶ Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

¹ Af Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfærdighed, ² at han kan dømme dit Folk med Retfærdighed og dine elendige med Retvished. ³ Lad Bjergene bære Fred for Folket og Højene ligesaa ved Retfærdigheden. ⁴ Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden. ⁵ De skulle frygte dig, saa længe Solen er til, og saa længe Maanen lyser, fra Slægt til Slægter. ⁶ Han stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der væde Jorden! ⁷ I hans Dage blomstre den retfærdige og megen Fred, indtil Maanen ikke er mere! ⁸ Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende! ⁹ De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv. ¹⁰ Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave. ¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham. ¹² Thi han skal fri den fattige, som raaber, samt den elendige, som inben Hjælper har. ¹³ Han skal spare den ringe og fattige og frelse de fattiges Sjæle. ¹⁴ Han skal udløse deres Sjæl fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal være dyrebart for hans Øjne. ¹⁵ Og de skulle leve og give ham af Skebas Guld og altid bede for ham, love ham den ganske Dag. ¹⁶ Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden! ¹⁷ Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! ¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen! ²⁰ Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.

⁹ Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn.

¹ En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren. ² HERRE, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig. ³ Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab! ⁴ Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. ⁵ Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft, ⁶ løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand. ⁷ Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. ⁸ Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela. ⁹ Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud. ¹⁰ Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; HERRE! Jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig. ¹¹ Vil du vel gøre Undre for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela. ¹² Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo? ¹³ Kendes vel dine Undere i Mørket eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? ¹⁴ Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. ¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. ¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle. ¹⁷ Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig. ¹⁸ Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.

¹ En Psalme. Synger HERREN en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham. ² HERREN har kundgjort sin Frelse; han har aabenbaret sin Retfærdighed for Hedningernes Øjne. ³ Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse.

³⁴ Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i HERREN.

⁴ Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. ⁵ Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. ⁶ Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! ⁷ Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! ⁸ Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! ⁹ Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! ¹⁰ Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! ¹¹ Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. ¹² Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! ¹³ Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! ¹⁴ Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! ¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; ¹⁶ fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. ¹⁷ Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. ¹⁸ Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. ¹⁹ Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. ²⁰ Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel. ² HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender ³ Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød. ⁴ HERREN svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis." ⁵ Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag. ⁶ Han dømmer iblandt Hedningerne, han fylder op med Lig, han knuser Hoveder over det vide Land. ⁷ Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.

¹ Lover HERREN, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer. ² Thi hans Miskundhed har været mægtig over os, og HERRENS Sandhed er evindelig. Halleluja!

²² Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten.

¹⁸ Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov.

¹ En Sang paa Trappernerne Der HERREN hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende,

¹ En Sang paa Trappernerne Der HERREN hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende, ² da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: HERREN har gjort store Ting imod disse.

⁸ Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.

¹¹ HERREN tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: "Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone."

⁹ Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.

¹⁷ Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

¹ Dette er det Ord, som Esajas, Amoz's Søn, saa om Juda og Jerusalem. ² Og det skal ske i de sidste Dage at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det. ³ Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til HERRENS Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal ud aa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem.

⁴ Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke; har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer?

¹⁴ Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. ² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand. ³ Og hans Lyst skal være i HERRENS Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. ⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. ⁵ Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte. ⁶ Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvæget skulle være sammen, og en liden Dreng skal drive dem. ⁷ Og Koen og Bjørnen skulle græsse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal æde Straa som Oksen. ⁸ Og det diende Barn skal lege ved øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule. ⁹ De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af HERRENS Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund. ¹⁰ Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested ska være Herlighed.

¹⁰ Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested ska være Herlighed.

¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne, ¹¹ saa at Synet af det hele skal være eder som en forseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaar sig paa Skrift, og siger: Kære, læs dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er forseglet; ¹² eller Bogen gives en, som ikke forstaar sig paa Skrift, og der siges: Kære, læs dette; men han maa sige: Teg forstaar mig ikke paa Skrift.

¹⁸ Og paa; den Dag skulle de døve høre Bogens Ord og de blindes Øjne se ud fra Dunkelhed og Mørke. ¹⁹ Og de sagtmodige skulle ydermere faa Glæde i HERREN, og de fattige iblandt Menneskene fryde sig i Israels Hellige:

¹⁵ indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

¹ Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud; ² taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af HERRENS Haand uagtet alle dens Synder. ³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! ⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. ⁵ Og HERRENS Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi HERRENS Mund har talt. ⁶ Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken. ⁷ Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi HERRENS Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø. ⁸ Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig. ⁹ Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Rest med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud! ¹⁰ Se den Herre, HERRE skal komme med Vælde, og; hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Anaigt. ¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.

¹ Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne. ² Han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden. ³ Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande; han skal udføre Ret efter Sandhed. ⁴ Han skal ikke vansmægte, ej heller blive af mattet, indtil han faar beskikket Ret paa Jorden; og paa, hans Lov vente Øer.

³ Thi jeg vil udgyde Vand paa det tørstige og Strømme paa det tørre; jeg vil udgyde min Aand over din Sæd og min Velsignelse over dine Børn, ⁴ at de skulle opvokse midt i Græs, ligesom Pile ved Vandbække.

¹ Hører mig, Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! HERREN kaldte mig fra Moders Liv af, harl nævnede mit Navn fra Moders Skød. ² Og han gjorde min Mund som et skarpt. Sværd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger. ³ Og han sagde til mig: Du er min Tjener; du er Israel, i hvem jeg vil forherlige mig. ⁴ Men jeg sagde: Jeg har gjort mig Møje forgæves, fortæret min Kraft for intet og uden Nytte; alligevel er min Ret hos HERREN og min Løn hos min Gud. ⁵ Og nu, siger HERREN, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for HERRENS Øjne, og min, Gud er min Styrke; ⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende. ⁷ Saa siger HERREN, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for HERRENS Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig. ⁸ Saa siger HERREN: Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de Øde Arvedele

²² Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil udstrække min Haand efter Hedningerne og opløfte mit Banner for Folkene, og de skulle føre mine Sønner frem paa Armerre, og dine Døtre skulle bæres paa Skuldrene.

² Hvorfor er der ingen, naar jeg kommer? hvorfor svarer ingen, naar jeg kalder? er min Haand saa forkortet, at den ikke kan forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? se, jeg udtørrer Havet ved min Trilsel, jeg gør Floder til Ørk, at deres Fisk stinke, fordi der ikke er Vand, og dø af Tørst. ³ Jeg klæder Hilnmelen i sort og indhyller den i Sørgedragt. ⁴ Den Herre, HERRE har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækkeI hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte.

⁴ Den Herre, HERRE har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækkeI hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte. ⁵ Den Herre, HERRE har aabnet nlig Øret, og jeg var ikke genstridig; jeg veg ikke tilbage. ⁶ Jeg hengav min Ryg til dem som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt.

⁶ Jeg hengav min Ryg til dem som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt.

¹⁰ HERREN har blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øjne, og alle Jordens Ender skulle se vor Guds Frelse.

¹³ Se, min Tjener. skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj.

¹³ Se, min Tjener. skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj. ¹⁴ Ligesom mange forskrækkedes over ham saa var hans, Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og, hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn ¹⁵ saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret.

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret? ² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. ³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. ⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. ⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. ⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham. ⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. ⁹ Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. ¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger. ¹² Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtrædere.

¹⁸ Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.

²⁰ Og der skal komme en Genløser for Zion og for dem, som omvende sig fra Overtrædelse i Jakob, siger HERREN.

²⁰ Og der skal komme en Genløser for Zion og for dem, som omvende sig fra Overtrædelse i Jakob, siger HERREN. ²¹ Og jeg - dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund, eller fra dine Børns Mund, eller fra dine Børnebørns Mund, siger HERREN, fra nu og indtil evig Tid.

¹ Gør dig rede, bliv Lys; thi dit Lys er kommet, og HERRENS Herlighed er opgangen over dig. ² Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal HERREN oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses. ³ Og Hedningerne skulle vandre hen til dit Lys, og Kongerne hen til det Skin, som er opgangen for dig.

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse; ² til at udraabe HERRENS Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende; ³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

¹⁸ Og jeg! trods deres Gerninger og deres Tanker skal det komme dertil, at jeg skal sanke alle Hedninger og Tungemaal; og de skulle komme og se min Herlighed. ¹⁹ Og jeg vil gøre Tegn ved dem, og jeg vil sende nogle af de undkomne til Hedningerne, til Tharsis, Ful og Lud, Bueskytters Land, til Thubal og Javan, til de langtfraliggende Øer, til dem, som ikke have hørt noget. Rygte om mig og ikke set min Herlighed; og de skulle kundgøre min Herlighed iblandt Hedningerne. ²⁰ Og de skulle bringe alle eders Brødre hjem fra alle Hedningerne, paa Heste og paa Vogne og paa Karme og paa Muler og paa Dromedarer, HERREN til en Gave, op til mit hellige Bjerg, til Jerusalem, siger HERREN; ligesom Israels Børn bringe Gaven i rene Kar til HERRENS Hus. ²¹ Og jeg vil ogsaa af dem tage nogle til Præster, til Leviter, siger HERREN.

¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

¹⁶ Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig thi dit Navn er nævnet over mim HERRE, Gud Zebaoth!

⁹ Vel har jeg sagt: Jeg vil ikke komme ham i Hu og ej tale mere i hans Navn; men det er blevet i mit Hjerte som en brændende Ild, der er indesluttet i mine Ben; og jeg har søgt med Møje at holde det ud; men jeg kunde ikke.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

²⁹ Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger HERREN, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe?

³⁴ Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender HERREN; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger HERREN; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

¹⁴ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil stadfæste det gode Ord, hvilket jeg har talt til Israels Hus og om Judas Hus.

¹⁴ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil stadfæste det gode Ord, hvilket jeg har talt til Israels Hus og om Judas Hus. ¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

⁴ Og HERREN sagde til ham: Gak midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og sæt et Tegn paa Panden af de Mænd, som sukke og jamre over alle de Vederstyggeligheder, som ske i dens Midte. ⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane. ⁶ Gamle Mænd, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Mænd, som vare foran Huset.

²² Saa siger den Herre, HERRE: Men jeg vil tage af det høje Cedertræs Top og plante; af dets øverste Kviste vil jeg afbryde et spædt Skud og plante det paa et højt og fremragende Bjerg.

²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde.

²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

⁵ Jeg saa en Drøm, og den forfærdede mig, og Tanker paa mit Leje og mit Hoveds Syner forvirrede mig?

¹⁹ Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskrækket, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfærde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gælde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender!

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham.

¹⁷ Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid. ¹⁸ Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han hørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. ²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel.

²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. ²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt.

²⁶ Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af ødelæggelser er bestemt. ²⁷ Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.

⁷ Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig. ⁸ Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft. ⁹ Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden. ¹⁰ Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig rav ende op paa mine Knæ og paa mine flade Hænder. ¹¹ Og han sagde til mig: Daniel, du højlig elskede Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg, sendt til dig; og der han talte dette Ord med mig, stod jeg bævende. ¹² Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.

¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage.

¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.

⁷ Dog vil jeg forbarme mig over Judas Hus og frelse dem ved HERREN deres Gud; men jeg vil ikke frelse dem ved Bue eller ved Sværd eller ved Krig, ved Heste eller vea Ryttere. ⁸ Og hun afvante Lo-Rukama, og hun undfangede og fødte en Søn. ⁹ Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders. ¹⁰ Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn. ¹¹ Og Judas Børn og Israels Børn skulle samles til Hobe og sætte sig ee Overhoved og drage op af Landet thi stor er Jisreels Dag.

²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

⁸ Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medtidenhed er i heftig Bevægelse.

^{28 29 30 31 32}

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

² Og mange Hedninger skulle komme og sige: kommer og lader os gaa op til HERRENS Bjerg og til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, og vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem.

¹ Og nu, Bethlehem Efrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgaa mig een til at være Hersker over Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage. ² Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, har født; og de overblevne af hans Brødre skulle vende tilbage til Israels Børn. ³ Og han skal staa og vogte i HERRENS Kraft, i HERRENS sin Guds Navns Højhed; og de skulle fæste Bo, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender. ⁴ Og han skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betræder vore Paladser? saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster.

²⁰ Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

⁷ Og jeg vil ryste alle Folkene, og alle Folkenes Kostharheder skulle komme; og jeg vil fylde dette Hus med Herlighed, siger den HERRE Zebaoth. ⁸ Mig hører Sølvet til, mig hører Guldet til, siger den HERRE Zebaoth. ⁹ Dette Hus's sidste Herlighed skal blive større end den første, siger den HERRE Zebaoth; og jeg vil give Fred paa dette Sted, siger den HERRE Zebaoth.

¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel.

⁹ Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glæde Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.

⁸ og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Haaned. Men min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl blev ogsaa ked af mig; ⁹ og jeg sagde: Jeg vil ikke vogte eder; hvad som dør, maa dø, og hvad som omkommer, maa omkomrne, og de overblevne maa æde den ene den andens Kød. ¹⁰ Og jeg tog min Stav "Liflighed", og sønderhuggede den for at tilintetgøre min Pagt, som jeg havde gjort med alle Folkeslag. ¹¹ Og den blev gjort til intet paa samme Dag, og saaledes forstode de elendige af Faarene, som agtede paa mig, at det var HERRENS Ord. ¹² Og jeg sagde til dem: Dersom det synes godt for eders Øjne, da giver mig min Løn, og hvis ikke, da lader det være; og de afvejede som min Løn tredive Sekel Sølv. ¹³ Og HERREN sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dern! og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem hen i HERRENS Hus til Pottemageren.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

⁴ Og hans Føndder skulle paa den Dag staa paa Oliebjerget, som er lige over for Jerusalem imod Østen, og Oliebjerget skal revne fra dets Midte af i Øst og Vest, saa der bliver en saare stor Dal, og Halvdelen af Bjerget skal vige imod Nord, og dets anden Halvdel irnod Syd.

¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth.

¹ Se, jeg sender min Engel, at han skal berede Vejen for mit Ansigt, og i et Nu kommer til sit Tempel den Herre, som I søge, og Pagtens Engel, som I have Lyst til, se, han kommer, siger den HERRE Zebaoth. ² Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud. ³ Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være HERRENS og fremføre Offergaver i Retfærdighed.

⁶ Thi jeg, HERREN, har ikke forandret mig; og I, Jakobs Børn! ere ikke tilintetgjorte.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden. ³ Og I skulle nedtræde de ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, som jeg skaber, siger den HERRE Zebaoth. ⁴ Kommer Mose, min Tjeners, Lov i Hu, hvilken jeg bød ham paa Horeb for hele Israel, som Bold og Befalinger. ⁵ Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend HERRENS Dag kommer, den store og den forfærdelige. ⁶ Og han skal vende Fædrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes Hjerte til deres Fædre, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band.

² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.

¹⁰ Men der Jesus det hørte, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg Eder, end ikke i Israel har jeg fundet saadan Tro. ¹¹ Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.

¹³ Men gaar hen og lærer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

⁵ Disse Tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: gaar ikke ind i de Samaritaners Stad. ⁶ Men gaaer hellere hen til de fortabte Faar af Isarels Huus.

¹³ og dersom samme Huus er det værd, da komme Eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende Eders Fred til Eder igjen,

⁴⁰ Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.

¹⁹ Og han bød Folket sætte sig ned paa Græsset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem.

²⁶ Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: det er et Spøgelse; og de skrege af Frygt. ²⁷ Men Jesus talede strax til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke.

³⁶ Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, menDisciplene Folket.

⁵ Og der hans Disciple fore over til hiin Side, havde de glemt at tage Brød med.

⁸ Men som Jesus det vidste, sagde han til dem: I lidet Troende! hvi tænkte I ved Eder selv derpaa, at I ikke toge Brød med?

²¹ Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag.

²² Der de vandrede i Galilæs, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder; ²³ og de skulle slaae ham ihjel, og han skal opreises paa den tredie Dag. Og de bleve saare bedrøvede.

²⁰ Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.

¹⁸ see, vi reise op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge; og de skulle fordømme ham til Døden, ¹⁹ og overantvorde Hedningerne ham og bespotte og hudstryge og korsfæste; og paa den tredie Dag skal han opstaae.

¹¹ Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilæa.

¹⁷ Og han forlod dem og gik udenfor Staden til Bethanien, og blev der.

²⁶ Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme.

⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?

⁵⁶ Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

¹ Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesus, at de kunde aflive ham. ² Og de bandt ham og førte ham hen, og overantvordede Landshøvdingen Pontius Pilatus ham.

²⁰ Men de Ypperstepræster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begjere Barrabas, men omkomme Jesus.

⁵⁵ Men der vare mange Kvinder, som langt fra saae det an, hvilke have fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. ⁵⁶ Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Josefs' Moder, og Zebedæus' Sønners Moder.

⁵⁶ Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Josefs' Moder, og Zebedæus' Sønners Moder.

⁶⁰ og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven, og gik bort. ⁶¹ Men Maria Magdalene var der og den anden Maria; og de satte sig tvert over for Graven. ⁶² Men den anden Dag, som fulgte paa Beredelses Dag, forsamledes de Ypperstepræster og Pharisæer til Pilatus, ⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg.

⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg. ⁶⁴ Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første. ⁶⁵ Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide. ⁶⁶ Men de gik han, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen.

¹ Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at see Graven. ² Og see, der skete et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Indgangen og satte sig der.

² Og see, der skete et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Indgangen og satte sig der.

² Og see, der skete et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Indgangen og satte sig der. ³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.

³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.

³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee. ⁴ Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde.

⁴ Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde.

⁴ Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde. ⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede.

⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede.

⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede. ⁶ Han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae;

⁶ Han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae;

⁶ Han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae; ⁷ og gaaer hastelig hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de Døde; og see, han gaaer forud for Eder til Galilæa, der skulle I see ham. See, jeg har sagt Eder det. ⁸ Og de gik hastelig ud af Graven med Frygt og stor Glæde, og løb at bebude hans Discipledet. ⁹ Men der de gik at bebude hans Disciple det, see, da mødte Jesus dem og sagde: hil være Eder! Men de traadte til, og omfavnede hans Fødder, og tilbade ham.

¹⁷ Og der de saae ham, tilbade de ham; men Nogle tvivlede.

¹⁹ Gaaer derfor hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands; ²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

²⁴ og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.

³⁰ Og Aopstlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.

⁴¹ Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle.

⁴⁸ Og han sae, at de lede Nød, idet de roede, (thi veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaae dem forbi. ⁴⁹ Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. ⁵⁰ (Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke!

¹⁸ Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?

⁶ Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden og tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for dem; og de lagde dem for Folket.

¹⁷ Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhærdet? ¹⁸ Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu?

³¹ Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage.

³¹ Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage. ³² Og han talede dette frit ud. Og Peter tog ham til sig og begyndte at straffe ham.

⁹ Men der de gik ned af Bjerget, bød ham dem, at de skulde Ingen fortælle, hvad de havde seet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde. ¹⁰ Og de holdt dette hos sig selv og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de Døde.

¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig!

³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilæa; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag.

³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag. ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede at spørge ham.

¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

³³ See, vi gaae op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge, og de skulle fordømme ham til Døden og overantvorde Hedninger ham; ³⁴ og de skulle bespotte ham og hudstryge ham og bespytte ham og ihjelslaae ham, og paa den tredie Dag skal han opstaae.

¹ Og der de kom nær til Jerusalem, til Bethpage og Bethanien ved Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde til dem:

²² Og der de aade, tog Jesus Brødet, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme.

¹ Og strax om Morgenen, der de Ypperstepræster med de Ældste og Skriftkloge og det ganske Raad havde holdt Raadslag, bandt de Jesus og førte ham bort og overantvordede Pilatus ham.

⁴⁰ Men der var ogsaa Kvinder, som langtfra saae til; iblandt hvilke vare Maria Magdalene, og Maria, Jakob den Mindres og Josefs' Moder, og Salome;

⁴⁰ Men der var ogsaa Kvinder, som langtfra saae til; iblandt hvilke vare Maria Magdalene, og Maria, Jakob den Mindres og Josefs' Moder, og Salome; ⁴¹ hvilke og have fulgt ham og tjent ham, der han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gangne op til Jerusalem med ham.

⁴⁶ Og denne kjøbte et fiint Lindklæde og tog ham ned, svæbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhuggen i en Klippe, og væltede en Steen for Indgangen til Graven. ⁴⁷ Men Maria Magdalene og Maria, Josef' Moder, saae, hvor han blev lagt.

¹ Og der Sabbaten var forgangen, kjøbte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver, for at komme og salve ham. ² Og de kom til graven paa den første Dag i Ugen meget aarle, der Solen gik op. ³ Og de sagde til hverandre; hvo skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?

³ Og de sagde til hverandre; hvo skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven? ⁴ Og der de saae hen, bleve de vaer, at Stenen var fravæltet; (thi den var var meget stor).

⁴ Og der de saae hen, bleve de vaer, at Stenen var fravæltet; (thi den var var meget stor). ⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes.

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes.

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.

⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham. ⁷ Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder.

⁷ Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder. ⁸ Og de gik hasteligen ud og flyede fra Graven; men Bævelse og Forfærdelse betog dem, og de sagde Ingen Noget; thi de frygtede. ⁹ Men der han var opstanden aarle den første Dag i Ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvilken han havde uddrevet syv Djævle.

⁹ Men der han var opstanden aarle den første Dag i Ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvilken han havde uddrevet syv Djævle. ¹⁰ Hun gik bort og kundgjorde det for dem, som havde været med ham, som sørgede og græd.

¹⁰ Hun gik bort og kundgjorde det for dem, som havde været med ham, som sørgede og græd.

¹⁰ Hun gik bort og kundgjorde det for dem, som havde været med ham, som sørgede og græd. ¹¹ Men disse samme, der de hørte, at han levede og var seet af hende, troede det ikke.

¹¹ Men disse samme, der de hørte, at han levede og var seet af hende, troede det ikke. ¹² Men derefter aabenbaredes han for to af dem paa Veien i en anden Skikkelse, der de gik ud paa Landet.

¹² Men derefter aabenbaredes han for to af dem paa Veien i en anden Skikkelse, der de gik ud paa Landet. ¹³ Og disse gik hen og forkyndte de Andre det; ikke heller dem troede de.

¹³ Og disse gik hen og forkyndte de Andre det; ikke heller dem troede de. ¹⁴ Paa det Sidste Aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbors, og bebreidede dem deres Vantro og Hjertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden.

¹⁹ Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand. ²⁰ Men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen.

¹² Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

²⁹ Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen.

⁶⁸ lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk,

³⁸ Og hun traadte til i den samme Stund, og iligemaade prisede Herren og talede om ham til Alle, som forventede Forløsning i Jerusalem.

³⁰ Men han gik midt igjennem dem, og drog bort.

⁴⁵ Et godt Menneske fremfører Godt af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører Ondt af sit Hjertes onde Forraad; thi hans Mund taler af Hjertets Overflødighed.

¹⁶ Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.

² saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne; ³ og Johanna, Chuzas, Herodes' Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods.

¹⁶ Men han tog de fem Brød og de to Fiske og saae op mod Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav Disciplene dem at lægge dem for Folket.

²² Og han sagde: det bør Menneskens Søn at lide meget og at forskyndes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae paa tredie Dag.

⁴⁴ Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.

⁵ Men hvor som I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus.

³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.

²³ Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

³⁰ Men han sagde: ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen fra de Døde gik til dem, da omvendte de sig.

³¹ Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.

³¹ Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn. ³² Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes,

³² Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes, ³³ og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.

³³ og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae. ³⁴ Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

²² Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.

¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse.

³⁷ Thi jeg siger Eder: det bør endnu fuldkommes paa mig, hvad skrevet er: han er og regnet iblandt Overtrædere; thi hvad der er skrevet om mig, har Ende.

⁵⁴ Men de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i den Ypperstepræstes Huus; men Peter fulgte langt fra efter. ⁵⁵ Men de tændte en Ild midt i Paladset og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem. ⁵⁶ Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham. ⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke. ⁵⁸ Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke. ⁵⁹ Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer. ⁶⁰ Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen. ⁶¹ Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange. ⁶² Og Peter gik udenfor og græd bitterligen.

⁶⁶ Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Ældste sig og de Ypperstepræster og Skriftkloge og førte ham op for deres Raad,

¹³ Men Pilatus sammenkaldte de Ypperstepræster og de Øverste og Folket,

⁴⁶ Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand, og der han det sagde, udgav han Aanden.

⁵⁵ Men og Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saae Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. ⁵⁶ Men de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Loven.

¹ Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem. ² Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven. ³ Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme. ⁴ Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder. ⁵ Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? ⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde:

⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde: ⁷ det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag.

⁷ det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag.

⁷ det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. ⁸ Og de kom hans Ord i hu. ⁹ Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre. ¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting.

¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting. ¹¹ Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke. ¹² Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var.

¹⁶ Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham.

¹⁸ Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage?

²² Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os; ²³ thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever.

²³ thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. ²⁴ Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. ²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. ²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

³⁰ Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. ³¹ Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.

³¹ Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne?

³⁵ Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet. ³⁶ Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder!

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.

⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

⁴⁵ Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad.

¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det. ²⁰ Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage? ²¹ Men han talede om sit Legems Tempel. ²² Derfor, der han var opstanden fra de Døde, kom hans Disciple ihu, at han havde sagt dette til dem; og de troede Skriften og de Ord, som Jesus havde sagt.

² Han kom til Jesus om Natten og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er en Lærer, kommen fra Gud; thi Ingen kan gjøre de Tegn, som du gjør, uden Gud er med ham.

¹⁴ Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies,

¹⁹ Kvinden siger til ham: Herre! jeg ser, at du er en Prophet.

³⁹ I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig.

⁴⁵ Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. ⁴⁶ Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig.

⁴⁶ Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. ⁴⁷ Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?

¹¹ Men Jesus tog Brødene, gjorde Taksigelse og uddelede dem til Disciplene, men Disciplene til dem, som havde sat sig ned; desligeste ogsaa af de smaa Fiske, saa meget de vilde.

¹⁴ Da nu Folket saae det Tegn, som Jesus havde gjort, sagde de: denne er i Sandhed den Prophet, som kommer til Verden.

⁶³ Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv.

⁴⁰ Derfor sagde Mange af Folket, som hørte den Tale: denne er sandelig den Prophet. ⁴¹ Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa? ⁴² Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var?

⁵² De svarede og sagde til ham: mon du og være af Galilæa? Ransag og see, at der er ingen Prophet opstanden af Galilæa.

⁵⁹ Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes.

¹⁶ Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

¹⁶ Og jeg vil bede Faderen, og han skal give Eder en anden Talsmand, at han skal blive hos Eder evindeligen, ¹⁷ den Sandheds Aand, hvilken Verden ikke kan annamme, thi den seer han ikke, kjender ham ei heller; men I kjende ham, thi han bliver hos Eder og skal være i Eder. ¹⁸ Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder. ¹⁹ Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve.

²⁶ Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, skal lære Eder alle Ting og minde Eder paa alle Ting, som jeg har sagt Eder. ²⁷ Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og forsage ikke. ²⁸ I have hørt, at jeg sagde til Eder: jeg gaaer bort og kommer til Eder igjen; dersom I have mig kjær, da glædede I Eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; thi min Fader er større end jeg.

²⁶ Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig. ²⁷ Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.

⁴ Men dette har jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder. ⁵ Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen? ⁶ Men fordi jeg har talet dette til Eder, har Bedrøvelse opfyldt Eders Hjerte. ⁷ Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder.

⁷ Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder. ⁸ Og naar han kommer, skal han overbevise Verden og Synd og om Retfærdighed og om Dom, ⁹ om Synd, fordi de troe ikke paa mig; ¹⁰ men om Retfærdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke længere; ¹¹ men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. ¹² Jeg har endnu meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det. ¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder. ¹⁴ Han skal herliggjøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder. ¹⁵ Alt hvad Faderen har, er Mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af Mit og forkynde Eder. ¹⁶ Om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen.

¹⁶ Om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen. ¹⁷ Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hentil Faderen?

²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde. ²¹ Kvinden, naar hun føder, har Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel, ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden. ²² Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

²² Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

¹¹ Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa vare eet ligesom vi. ¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes. ¹³ Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden at de maa have min Glæde fuldeligen i sig.

²⁴ Da sagde de til hverandre: lader os ikke sønderskære den, men lodde om den, hvis den skal være; paa det Skriften skulde fuldkommes, som siger: de delede mine Klæder iblandt sig og kastede Lod om min Kjortel. Dette gjorde da Stridsmændene. ²⁵ Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene.

²⁵ Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene. ²⁶ Der Jesus da saae sin Moder og den Discipel staae hos, som han elskede, siger han til sin Moder: Kvinde! see, det er din Søn. ²⁷ Derefter siger han til Disciplen: see, det er din Moder. Og fra den Time tog Disciplen hende hjem til Sit. ²⁸ Derefter da Jesus vidste, at alting var fuldbragt. paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster. ²⁹ Men der stod et Kar fuldt af Eddike; og de fyldte en Svamp med Eddike og satte den paa en Isopstengel og holdt den til hans Mund. ³⁰ Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden. ³¹ Men paa det Legemerne ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over, (efterdi det var Beredelsens Dag, thi denne Sabbatsdag var stor), bade Jøderne Pilatus, at deres Been maatte brydes, og de nedtages. ³² Da kom Stridsmændene og brøde Benene paa den Første og den Anden, som vare korsfæstede med ham. ³³ Men da de kom til Jesus, og de saae, at han var allerede død, brøde de ikke hans Been. ³⁴ Men een af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand. ³⁵ Og den, der har seet, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og den Samme veed, at han siger Sanden, paa det I skulle troe. ³⁶ Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes. ³⁷ Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget.

¹ Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalene aarle, der det var endnu mørkt, til Graven og saae, at Stenen var borttagen fra Graven.

¹ Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalene aarle, der det var endnu mørkt, til Graven og saae, at Stenen var borttagen fra Graven. ² Da løb hun og kom til Simon Peter og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham.

² Da løb hun og kom til Simon Peter og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham. ³ Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. ⁴ Men de Tvende løb tilsammen, og den anden Discipel løb foran, fastere end Peter, og kom først til Graven. ⁵ Og da han kigede ind, saae han Lindklæderne ligge, men gik dog ikke ind. ⁶ Da kom Simon Peter, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Lindklæderne ligge,

⁶ Da kom Simon Peter, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Lindklæderne ligge, ⁷ og Svededugen, som havde paa sit Hoved, ikke liggende hos Lindklæderne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv.

⁷ og Svededugen, som havde paa sit Hoved, ikke liggende hos Lindklæderne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv. ⁸ Nu gik da og den anden Discipel, som var kommen først til Graven ind og saae og troede. ⁹ Thi de forstode ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaae fra de Døde. ¹⁰ Da gik Disciplene atter hen til Deres. ¹¹ Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; og som hun græd, kigede hun ind i Graven,

¹¹ Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; og som hun græd, kigede hun ind i Graven, ¹² og hun saae to Engle sidde i hvide Klæder, een ved Hovedet og een ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget.

¹² og hun saae to Engle sidde i hvide Klæder, een ved Hovedet og een ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. ¹³ Og de sagde til hende: Kvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.

¹³ Og de sagde til hende: Kvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham. ¹⁴ Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.

¹⁴ Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.

¹⁴ Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. ¹⁵ Jesus siger til hende: Kvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du har baaret ham bort, da siig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham.

¹⁵ Jesus siger til hende: Kvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du har baaret ham bort, da siig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham. ¹⁶ Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester.

¹⁶ Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester. ¹⁷ Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud.

¹⁷ Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud. ¹⁸ Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette.

¹⁸ Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette. ¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder!

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder! ²⁰ Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren.

²⁰ Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren.

²⁰ Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren. ²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder.

²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder. ²² Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand!

²² Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand! ²³ Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne.

²³ Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne. ²⁴ Men Thomas, een af de Tolv, hvilket betyder Tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom. ²⁵ Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren, men Han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder og stikker min finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe.

²⁵ Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren, men Han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder og stikker min finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe. ²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder!

²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder! ²⁷ Derefter siger han til Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haandhid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende. ²⁸ Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud!

⁴ Men der det var bleven Morgen, stod Jesus ved Søbredden; men Disciplene vidste ikke, at det var Jesus. ⁵ Jesus siger da til dem: Børnlille! have I Noget at æde? De svarede ham: nei.

¹⁰ Jesus siger til dem: tager hid af Fiskene, som I nu fangede. ¹¹ Simon Peter steg op og drog Garnet paa Landet, fuldt af store Fiske, hundrede, halvtredsindstyve og tre, og alligevel de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. ¹² Jesus siger til dem: kommer gjører Maaltid. Men ingen af Disciplene turde spørge ham: hvo er du? thi de vidste, at det var Herren. ¹³ Da kom Jesus og tog Brødet og gav dem det, ligeledes og Fisken.

³ for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Bevisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage og Talede om det, som hører til Guds Rige. ⁴ Og der han havde forsamlet dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens Forjættelse, hvilken, sagde han, I have hørt af mig.

⁶ Som du nu bare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre! vil du paa denne Tid oprette Israel Riget?

⁸ Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende. ⁹ Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øine. ¹⁰ Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide klæder,

¹² Da vendte de om til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, hvilket nær Jerusalem, en Sabbatsreise derfra.

¹⁴ Alle disse holdt eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

²² ligesaa Johannes' Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.

¹ Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. ² Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde. ³ Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem. ⁴ Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. ⁵ Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. ⁶ Der denne Lyd hørtes, kom mængden tilsammen og blev bestyrtet thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal. ⁷ Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer? ⁸ Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte? ⁹ Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia, ¹⁰ i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere, ¹¹ Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal. ¹² Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være? ¹³ Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin. ¹⁴ Da stod Peter frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord. ¹⁵ Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen; ¹⁶ men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel: ¹⁷ Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme. ¹⁸ Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere. ¹⁹ Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp. ²⁰ Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer. ²¹ Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses. ²² I israelitiske Mænd, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide;

³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.

³⁸ Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.

⁴² Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne.

⁴⁶ Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed, ⁴⁷ idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.

¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades. ¹⁴ Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder. ¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

¹⁸ Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide. ¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder.

²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder. ²³ Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket. ²⁴ Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage.

²⁴ Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage. ²⁵ I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fældre, der han sagde til Abraham: og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. ²⁶ Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

⁸ Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øvester og Israels Ældste! ⁹ Efterdi vi i Dag forhøres angaaende den Velgjerning mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han har erholdt Frelse, ¹⁰ da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine.

¹² Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.

²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

³³ Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.

³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. ³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.

⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. ⁴² Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

²² Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger.

³⁷ Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre.

³ Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius! ⁴ Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham. ³⁹ Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ.

⁴¹ ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.

⁴³ Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.

⁴⁶ thi de hørte dem tale med fremmede Tungemaal og prise Gud. ⁴⁷ Da svarede Peter: mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig Aand ligesom og vi? ⁴⁸ Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage.

¹⁸ Men der de hørte dette, bleve de rolige og lovede Gud og sagde: saa har Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.

⁹ Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Englen var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.

¹⁵ Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel.

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat.

²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. ²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.

²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav. ³⁰ Men Gud opriste ham fra de Døde,

³⁰ Men Gud opriste ham fra de Døde, ³¹ og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.

³¹ og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.

³³ som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig.

³⁸ Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse; ³⁹ og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer.

⁴⁶ Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for Eder; men efterdi I forskyde det, og agte Eder ikke selv værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne.

¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.

² Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater med dem af Skrifterne. ³ Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus.

³ Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus.

³⁰ Dog med Vankundighedens Tider har Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig. ³¹ Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde.

⁵ Men der Silas og Timotheus kom fra Macedonien, trængtes Paulus af Aanden, og vidnede for Jøderne, at Jesus er de Christus. ⁶ Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod være over Eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.

²¹ idet jeg vidnede baade for Jøder og Græker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesus Christus.

¹⁵ Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

²⁰ men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

³⁵ Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde.

²³ Men der de havde bestemt ham en Dag, skom mange til ham i Herberget, for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Propheterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften.

²⁸ Derfor være det Eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre.

²⁰ Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere,

¹² Og der er ikke Forskjel paa Jøde og Græker; thi den Samme er Alles Herre, som er rig nok for alle dem, som paakalde ham. ¹³ thi hver den, som paakalder Herrens Navn, skal vorde salig. ¹⁴ Hvorledes skulle de vel paakalde den, paa hvem de ikke havde troet? men hvorledes skulle de høre, uden der er Nogen, som prædiker? ¹⁵ men hvorledes skal Nogen prædike, dersom de ikke blive udsendte? Som skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab. ¹⁶ Men de løde ikke alle det gode Budskab, som Esaias siger: Herre hvo troede det, han hørte af os? ¹⁷ Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord. ¹⁸ Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser.

²⁶ og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob; ²⁷ og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder.

⁸ Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er bleven Omskærelsens Tjener for Guds Sanddrugheds Skyld til at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; ⁹ men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig iblandt hedningerne og lovsynge dit Navn. ¹⁰ Og atter siges der: fryder Eder, I hedninger, med hans Folk! ¹¹ Og atter: lover Herren alle Hedninger, og priser ham, alle Folk! ¹² Og atter siger Esaias: der skal være en Rod af Issai, og den, som opstaaer at regjere over Hedningerne, paa ham skulle Hedningerne haabe. ¹³ Men haabets Gud fylde Eder med al Glæde og Fred, idet I troe, at I kunne vorde rige i Haabet ved den Hellig Aands Kraft. ¹⁴ Iøvrigt, mine Brødre! er jeg og selv forvisset om Eder, at ogsaa i ere fulde af Godhed, og rige paa al Kundskab, i stand til at paaminde hverandre. ¹⁵ Dog har jeg for en Deel tilskrevet Eder, mine Brødre! noget dristigere for at paaminde Eder efter den Naade, som mig er givet af Gud, ¹⁶ at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.

³ Thi overantvorde Eder iblandt det Første, hvad og jeg annammede: at Christus døde for vore Synder, efter Skrifterne; ⁴ og at han blev begraven; ⁵ og at han opstod den tredie Dag, efter Skrifterne;

¹⁴ Men deres Sind er forhærdet; thi indtil denne Dag forbliver det samme Dække under det gamle testamentes Læsning uafdraget; thi kun ved Christus hæves det. ¹⁵ Ja, indtil denne Dag ligger der et Dække over deres hjerte, naar Moses læses; ¹⁶ men naar de omvende sig til Herren, da borttages Dækket. ¹⁷ Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed. ¹⁸ Men vi alle, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Speil, blive forvandlede efter det samme Billede fra herlighed til Herlighed, og det af Herren, som er Aanden.

⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte,

⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom,

⁸ Derfor siger Skriften: han opfoer til det Høie, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver. ⁹ Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne. ¹⁰ Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting.

¹⁴ Derfor hedder det: vaagen op, du som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lysefor dig!

²⁷ hvem Gud vilde tilkjendegive, hvor stor denne Hemmeligheds herlige Rigdom er iblandt hedningerne, hvilken er Christus iblandt Eder, det Herlighedens Haab.

²³ Men han selv, den Fredens Gud, hellige Eder ganske og aldeles, og gid Eders ganske Aand og Sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse.

¹⁶ Men Fredens Herre selv give Eder Fred altid, i al Maade! Herren være med Eder alle!

³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham, ⁴ idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.

⁸ alle Ting lagde du under hans Fødder. - Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte. ⁹ Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesus, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle. ¹⁰ Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting ere og ved hvem alle ting ere, ham, som vildeføre de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Stifter.

⁵ Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges,

¹² Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. ¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale. ¹⁴ Efterdi ved iderfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen ind i Himlene, Jesus den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.

¹¹ Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, eftredi I ere blevne sløve til at fatte. ¹² Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære Eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Mælk behov og ikke haard Føde.

¹ Thi denne Melchisedek, Konge af Salem, den høieste Guds Præst, som gik Abraham imøde, der han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og som velsignede ham,

⁵ Nu have vel de af Levi Børn, som annammede Præstedømmet, Befaling at tage Tiende fter Loven af Folket, det er af deres Brødre, alligevel disse ere udkomne af Abrahams Lænd; ⁶ men den, som ikke regnes i deres Slægt, tog Tiende af Abrahsm og velsignede den, som havde Forjættelserne. ⁷ Men uden al Modsigelse velsignes den Ringere af den Ypperligere. ⁸ Og her tage dødelige Mennesker Tiende; men der er den, om hvem der vidnes, at han lever.

⁸ hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa længe det første Tabernakel endnu havde sit Stade;

²² Og næsten Alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse skeer ikke Forladelse. ²³ Altsaa var det fornødent, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men de himmelske Ting selv ved bedre offere end disse.

¹ Thi Loven, som har ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed fremkomme.

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

⁹ Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være Aandernes Fader underdanige og leve?

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde,

⁸ hvem I ikke have kjendt, og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa, og fryde Eder ved uudsigelig og forherliget Glæde,

¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed.

¹⁸ vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfængelige Omgængelse, som Fædrene have overantvordet Eder, ¹⁹ men med Christi dyrebare Blod, som et ustraffeligt og lydeløst Lams,

¹ De Ældste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Ældste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares:

¹ Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Hænder føler paa, nemlig om det Livsens ord; ² (thi Livet er aabenbaret, og vi have seet og vidne og forkynde Eder Livet det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os; ³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

¹² Jeg skriver til Eder, mine Børn! thi Eders Syndere ere Eder forladne formedelst hans Navn.

²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.

⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne,

¹⁸ frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler.

⁸ Og skriv i Menighedens Engel i Smyrna: dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende:

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

²¹ Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle. Amen.