Luke 24:5 Cross References - Danish

⁵ Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?

¹⁷ Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid. ¹⁸ Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han hørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.

⁷ Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig. ⁸ Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft. ⁹ Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden. ¹⁰ Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig rav ende op paa mine Knæ og paa mine flade Hænder. ¹¹ Og han sagde til mig: Daniel, du højlig elskede Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg, sendt til dig; og der han talte dette Ord med mig, stod jeg bævende. ¹² Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.

¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage.

¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.

³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee. ⁴ Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde. ⁵ Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede.

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.

¹² Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

²⁹ Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen.

³ Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius! ⁴ Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

⁸ Og her tage dødelige Mennesker Tiende; men der er den, om hvem der vidnes, at han lever.

¹⁸ frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler.

⁸ Og skriv i Menighedens Engel i Smyrna: dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende: