Numbers 24:17 Cross References - Danish

¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn.

²⁵ Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Sæd Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel. ²⁶ Og for Seth blev og født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos; da begyndte man at paakalde HERRENS Navn.

³ Og Adam levede hundrede og tredive Aar og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede og kaldte hans Navn Seth. ⁴ Og Adam levede, efter at han havde avlet Seth, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ⁵ Og Adams ganske Alder, som han levede, blev ni Hundrede Aar og trevede, blev ni Hundrede Aar og tredive Aar; og han døde. ⁶ Og Seth var hundrede Aar og fem Aar gammel og avlede Enos. ⁷ Og Seth levede, efter at han havde avlet Enos, otte Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. ⁸ Og Seths ganske Alder blev ni Hundrede Aar og tolv Aar; og han døde. ⁹ Og Enos var halvfemsindstyve Aar gammel og avlede Kenan. ¹⁰ Og Enos levede, efter at han havde avlet Kenan, otte Hundrede Aar og femten Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹¹ Og Enos ganske Alder blev ni Hundrede Aar og fem Aar; og han døde. ¹² Og Kenan var halvfjerdsindstyve Aar gammel og avlede Mahalaleel. ¹³ Og Kenan levede, efter at han havde avlet Mahalaleel, otte Hundrede Aar og fyrretyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Og Kenans ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ti Aar; og han døde. ¹⁵ Og Mahalaleel var fem Aar og tresindstyve Aar gammel og avlede Jared. ¹⁶ Og Mahalaleel levede, efter at han havde avlet Jared, otte Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁷ Og Mahalaleels ganske Alder var otte Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar; og han døde. ¹⁸ Og Jared var hundrede Aar og to og tresindstyve Aar gammel og avlede Enok. ¹⁹ Og Jared levede, efter at han havde avlet Enok, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Og Jareds ganske Alder blev ni Hundrede Aar og to og tresindstyve Aar; og han døde. ²¹ Og Enok var fem og tresindstyve Aar gammel og avlede Methusela. ²² Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²³ Og Enoks ganske Alder blev tre Hundrede Aar og fem og tresindstyve Aar. ²⁴ Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham. ²⁵ Og Methusela var hundrede Aar og syv og tresindstyve Aar gammel og avlede Lamek. ²⁶ Og Methusela levede, efter at han havde avlet Lamek, syv Hundrede Aar og to og firsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁷ Og Methuselas ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ni og tresindstyve Aar; og han døde. ²⁸ Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn; ²⁹ ug han kaldte hans Navn Noa og sagde: Denne skal trøste os i vor Kummer og vore Hænders Arbejde paa Jorden, hvilken HERREN har forbandet.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

²⁹ Ve dig, Moab! du, Kamos Folk, er fortabt! han har givet sine Sønner som Flygtninge og sine Døtre som Fanger til Sihon, Amoriternes Konge.

³⁸ Da sagde Saul: Kommer her hid, alle Folkets Øverster, og kender og ser, hvorved denne Synd i Dag er sket.

² Og han slog Moabiterne og maalte dem med en Snor, idet han lod dem lægge sig paa Jorden, og han maalte to Snore fulde til at slaa ihjel, og en Snor fuld til at lade leve; saa bleve Moabiterne Davids Tjenere, og de bragte ham Skænk.

⁵ Men det skete, der Akab var død, da faldt Moabiternes Konge af fra Israels Konge.

²⁶ Og Moabs Konge saa, at Krigen var ham for stærk, da tog han syv Hundrede Mænd til sig, som kunde uddrage Sværd, for at bryde igennem til Kongen af Edom; men de kunde ikke. ²⁷ Da tog han sin Søn den førstefødte, som skulde blevet Konge i hans Sted, og ofrede ham til Brændoffer paa Muren; da brød der en stor Vrede løs over Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til deres Land.

² Han slog og Moabiterne, og Moabiterne bleve Davids Tjener og bragte ham Skænk.

²⁵ Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal. staa op over Støvet. ²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud, ²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

⁶ Dine Pile ere skærpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes.

⁸ Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende! ⁹ De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv. ¹⁰ Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave. ¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham.

⁷⁰ Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; ⁷¹ fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. ⁷² Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

² HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender

⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹ Profeti imod Moab. I den Nat, da Ar-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde; i den Nat, da Kir-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde. ² Man gaar op til Afgudshuset og til Dibon, til Højene for at græde; paa Nebo og paa Medba hyler Moab, hvert Hoved der er skaldet, hvert Skæg er afskaaret. ³ Paa Gaderne derudi ombinde de sig med Sæk, paa Tagene og paa Gaderne derudi hyle de alle sammen og flyde hen i Graad. ⁴ Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevæbnede i Moab, hvers Sjæl er modfalden. ⁵ Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig. ⁶ Thi Nimrims Vande blive til Ørk; thi Urterne ere hentørrede, Græsset er borte, der er intet grønt. ⁷ Derfor bære de Levningen af det, som de have forhvervet sig, og hvad de have henlagt, over Pilebækken. ⁸ Thi Skriget omspænder Moabs Landemærke, dets Hyl naar indtil Eglajm, og dets Hyl til Beer-Elim. ⁹ Thi Dimons Vande ere fulde af Blod og jeg vil lade endnu mere komme over Dimon; jeg vil sende en Løve over de undkomne af Moab og over de overblevne i Landet.

¹ Sender Landets Hersker Lam fra Sela gennem Ørken til Zions Datters Bjerg. ² Og det skal ske, at ligesom en Fugl, udjaget af Reden, flagrer hid og did, saa skulle Moebs Døtre komme til Arnons Færgesteder. ³ Giv Raad, hj ælp til Ret, gør din Skygge som Natten midt om Middagen, skjul de fordrevne, forraad ikke den, som flyr! ⁴ Lad mine fordrevne faa Herberge hos dig, Moab! vær dem et Skjul imod Ødelæggeren; thi Undertrykkeren er borte, Ødelæggelsen faar Ende, og de, som nedtraadte andre, skulle omkomme af Landet. ⁵ Og der skal beredes en Trone ved Miskundheden, og en skal sidde derpaa i Sandheden, i Davids Paulun, en, som skal dømme og spørge efter Ret og haste efter Retfærdighed. ⁶ Vi have hørt om Moabs Hovmod, han er saare hovmodig, ja, om hans Stolthed og hans Hovmod og hans Grumhed, hans tomme Pral. ⁷ Derfor skal Moab hyle over Moab, de skulle alle sammen hyle; over Kir-Hareseths Grundvolde skulle I sukke, aldeles modfaldne. ⁸ Thi Hesbons Marker ere henvisnede, paa Vintræet i Sibma have Folkenes Herrer knust de ædle Ranker, som naaede til Jæser og forvildede sig ind i Ørken; dens Kviste, som bredte sig ud, ere komne over Havet. ⁹ Derfor vil jeg græde med Jaesers Graad over det Vintræ i Sibma, jeg vil væde dig, Hesbon og Eleale, med min Graad; thi over din Sommerfrugt og over din Høst faldt Krigsskriget ind. ¹⁰ Og Glæde og Fryd er veget bort fra den frugtbare Mark, og man synger ikke i Vingaardene, raaber ej heller med Glæde; Persetræderen træder ikke Druer i Perserne, Frydeskrig har jeg ladet høre op. ¹¹ Derfor bruser mit Inderste over Moab som en Harpe, og mit Hjerte over Kir-Heres. ¹² Og det sker, naar Moab lader sig se og er træt af at ofre paa Højen, da vil det komme til sin Helligdom for at bede og skal ikke kunne. ¹³ Dette er det Ord, som HERREN har talt imod Moab den Gang; ¹⁴ men nu har HERREN talt og sagt: Om tre Aar, som en Daglønners Aar, da skal Moabs Herlighed med al den store Mængde være ringeagtet, og der skal blive en Levning tilbage, liden, ringe og afmægtig.

⁴⁵ I Hesbons Skygge stille sig de, der fly som kraftesløse; thi en Ild udgaar fra Hesbon og en Lue fra Sihon, og den skal fortære Moabs Hjørne og Issen af Bulderets: Sønner.

⁴ Derfra skal Hjørnestenen, derfra skal Naglen, derfra skal Krigsbuen være, derfra skal tillige hver streng Hersker udgaa.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

² hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham. ³ Men der Kong Herodes det hørte, blev han forfærdet, og al Jerusalem med ham; ⁴ og der han havde forsalmet alle de Ypperstepræster og Skriftkloge iblandt Folket, adspurgte ham dem, hvor Christus skulde fødes. ⁵ Men de sagde til ham: i Bethlehem i Judæa; thi der er saa skrevet ved Profeten: ⁶ og du, Bethlehem i Juda' Land! er ingenlunde den mindste iblandt Juda' Fyrster; thi af dig skal udgaae en Fyrste, som skal være mit Folks Israels Hyrde. ⁷ Da kaldte Herodes de Vise hemmelig og udspurgte nøie Tiden af dem, naar Stjernen havde ladet sig tilsyne. ⁸ Og han sendte dem til Betlehem og sagde: gaaer hen og udspørger flittelig om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, og jeg og kan komme og tilbede det. ⁹ Men der de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde seet i Øster, gik hen for dem, indtil den kom og stod ovenover, hvor Barnet var.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

⁷⁸ formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os,

⁸ Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.

¹⁹ Og vi have det Prophetiske Ord mere stadfæstet og I gjøre vel, naar I give Agt derpaa som paa et Lys, det skinner udi et mørkt Sted, indtil Dagen fremstraaler, og Morgenstjernen oprinder i Eders Hjerter,

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.

¹⁴ Men om disse har og Enoch, den Syvende fra Adam, spaaet, der han sagde: see, Herren kommer med sine mange tusinde Hellige, ¹⁵ at holde Dom over Alle og straffe alle Ugudelige iblandt dem for alle deres Ugudeligheds Gjerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige ord, som de have talet imod ham, de ugudelige Syndere.

⁷ See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham igjennemstunge, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen!

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

¹⁶ Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne.