Numbers 30 Cross References - Danish

¹ Og Mose sagde til Israels Børn alt dette, ligesom HERREN havde befalet Mose. ² Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer og sagde: Dette er det Ord, som HERREN har befalet: ³ Naar en Mand lover HERREN et Løfte, eller sværger en Ed, saa han paalægger sin Sjæl en Forpligtelse, da skal han ikke vanhellige sit Ord; han skal gøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund. ⁴ Og naar en Kvinde lover HERREN et Løfte og paalægger sig en Forpligtelse, i sin Faders Hus, i sin Ungdom; ⁵ og hendes, Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt. ⁶ Men dersom hendes Fader formener hende det paa den Dag, da han høre alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun havde paalagt sin Sjæl, da skal det ikke sta ved Magt, og HERREN skal forlade hende det, efterdi hendes Fader har forment hende det. ⁷ Men dersom hun bliver en Mands Hustru, og hun har Løfter paa sig eller et ubetænksomt Ord, der er undsluppet hendes Læber, med hvilket hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse ⁸ og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag han hører det, da skal hendes Løfte staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har paalagt sin Sjæl, de skulle staa ved Magt ⁹ Men dersom hendes Mand formener hende det paa denne Dag han hører det, og rygger hendes Løfte, som hun har paa sig, og det ubetænksomme Ord som er undsluppet hendes Læber, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, da skal HERREN forlade hende det ¹⁰ men en Enkes eller en forskudt Kvindes Løfte, alt det, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, skal sta ved Magt for hende. ¹¹ Men dersom hun i sin Mands Hus lovede det eller paalagde med Ed sin Sjæl en Forpligtelse, ¹² og hendes Mand hørte det og dertil og ikke formente hende det, da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt. ¹³ Men dersom hendes Mand rygger dem paa den Dag, han hører dem da skal alt, som er udgaaet af hendes Læber, det være sig hendes Løfter eller hendes Sjæls Forpligtelser, ikke staa ved Magt; hendes Mand har rygget dem, og HERREN skal forlade hende det. ¹⁴ Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed om at ydmyge sin Sjæl, dem hendes Mand stadfæste, og dem maa hendes Mand rygge. ¹⁵ Og dersom hendes Mand tier dertil, den ene Dag efter den anden, da stadfæster alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun har paa sig: Han stadfæstel dem, fordi han tav dertil den Dag, han hørte dem. ¹⁶ Men dersom han rygger dem, efterat han har hørt dem da skal han bære hendes Misgerning. Disse ere de Bestemmelser, som HERREN befalede Moses, mellem en Mand og hans Hustru, imellem Faderen og hans Datter, i hendes Ungdom, medens hun er i sin Faders Hus

¹⁶ Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig.

²⁰ Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskærme mig paa denne Vej, som jeg rejser, og give mig Brød at ede og Klæder at iføre mig, ²¹ og jeg kommer igen til min Faders Hus med Fred, og HERREN vil være mig en Gud, ²² da skal denne Sten, som jeg har oprejst til en Mindesten, være et Guds Hus, og jeg vil visselig give dig Tiende af alt det, du giver mig.

²⁵ Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti.

⁷ Du skal ikke tage HERREN din Guds Navn forfængelig; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig.

¹ Og naar nogen synder, idet han hører Besværgelsens Røst, og han skal være Vidne, hvad enten han har set eller ved noget: Dersom han ikke giver det til Kende, saa skal han bære sin Misgerning.

⁴ Eller naar nogen sværger og taler ubetænksomt med sine Læber om at ville gøre noget ondt eller at gøre noget godt, efter alt det, som et Menneske ubetænksomt kan sværge paa, og det er uvitterligt for ham, og han faar der at vide, da er han bleven skyldig i en af disse Ting.

⁴⁶ Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Væsen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Væsen, som vrimler paa Jorden, ⁴⁷ at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

⁵⁹ Dette er Loven om Spe dalskheds Plage paa Klæde af uldent eller Linned eller paa Traad eller Islet eller alle Haande Tøj af Skind, til at dømme det rent eller urent.

⁵⁴ Dette er Loven om alle Haande Spedalskheds Plage og om Skurv ⁵⁵ og om Spedalskhed paa Klæder og paa Hus ⁵⁶ og om Hævelse og om Skab og om skinnende Plet, ⁵⁷ til at lære, paa hvad Dag noget er urent, og paa hvad Dag det er rent; dette er Loven om Spedalskhed.

³² Dette er Loven om den, som har Flod, og om den, hvem Sæd gaar fra, saa at han bliver uren derved; ³³ og for hende, som er uren under hendes Svaghed, og for den, som har Flod, Mand eller Kvinde; og for en Mand, som ligger hos en uren Kvinde.

²⁹ Og det skal være eder til en evig Skik: I den syvende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge eders Sjæle og ingen Gerning gøre, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig iblandt eder.

⁷ De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er krænket, til ægte; og den Kvinde, som er forskudt af sin Mand, skulle de ikke tage; thi han er hellig for Gud.

²⁷ Fremdeles paa den tiende Dag i denne syvende Maaned er det Forligelsens Dag; den skal være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjæle, og I skulle ofre Ildoffer for HERREN.

³² Denne er eder en Hviles Sabbat, at I skulle ydmyge eders Sjæle; paa den niende Dag i Maaneden om Aftenen, fra den ene Aften til anden skulle I hvile paa eders Sabbat.

² Tal til Israels Børn og du skal sige til dem: Naar nogen gør et særligt Løfte, efter din Vurdering, paa Personer, til HERREN, ³ da skal din Vurdering være for en Mandsperson, fra den, som er tyve Aar gammel, og indtil den, som er tresindstyve Aar gammel, ja din Vurdering skal være halvtredsindstyve Sekel Sølv, efter Helligdommens Sekel. ⁴ Og dersom det er en Kvinde, da skal din Vurdering være tredive Sekel. ⁵ Og om nogen er fra fem Aar gammel og indtil tyve Aar gammel, da skal din Vurdering; være for en Mandsperson tyve Sekel, men for en Kvinde ti Sekel. ⁶ Og dersom nogen er fra een Maaned gammel og indtil fem Aar gammel, da skal din Vurdering være for et Drengebarn fem Sekel Sølv, og for et Pigebarn skal din Vurdering være tre Sekel Sølv. ⁷ Men dersom nogen er fra tresindstyve Aar gammel og derover, dersom det er en Mandsperson, da skal din Vurdering være femten Sekel, og for en Kvinde ti Sekel. ⁸ Men dersom han er for fattig til denne din Vurdering, da skal man stille ham for Præstens Ansigt, og Præsten skal vurdere ham; efter det, som dens Haand, der gjorde det Løfte, formaar, skal Præsten vurdere ham. ⁹ Og dersom det er Dyr, af hvilke de ville ofre et Offer for HERREN, da skal alt det være helligt, som man giver HERREN deraf. ¹⁰ Man skal ikke bytte det og ej veksle det, et godt for et slet, eller et slet for et godt; men dersom nogen dog veksler et Dyr for et andet Dyr, da skal det ske, at baade dette og det, som det veksles med, skal være helligt. ¹¹ Men dersom det er urene Dyr, af hvilke de ikke skulle ofre Offer for HERREN, da skal man stille samme Dyr for Præstens Ansigt. ¹² Og Præsten skal vurdere det, om det er godt eller slet; efter din, Præstens, Vurdering skal det være. ¹³ Men vil nogen dog løse det, da skal han give femte Delen til, over din Vurdering ¹⁴ Og naar nogen helliger sit Hus, at det skal være helligt for HERREN, da skal Præsten vurdere det, om det er godt eller slet; lige som Præsten vurderer det, saa skal det staa fast. ¹⁵ Men dersom han, som har helliget det, vil løse sit Hus, da skal han lægge den femte Del af din Vurderingssum til, saa maa det høre ham til. ¹⁶ Og dersom nogen helliger HERREN noget af sin Ejendoms Ager, da skal din Vurdering være i Forhold til Udsæden derpaa, en Homer Bygsæd for halvtredsindstyve Sekel Sølv. ¹⁷ Dersorn han helliger sin Ager fra Jubelaaret, da skal den staa i Værd efter din Vurdering. ¹⁸ Men dersom han har helliget sin Ager efter Jubelaaret, da skal Præsten beregne ham dens Værd i Forhold til de Aar, som ere tilovers indtil Jubelaaret, og der skal afkortes i din Vurdering. ¹⁹ Men dersom han, som helligede Ageren, vil endelig løse den, da skal han lægge den femte Part af din Vurderingssum dertil, saa skal den overdrages ham. ²⁰ Men dersom han ikke vil løse Ageren, og dersom man sælger Ageren til en anden Mand, da skal den ikke ydermere løses. ²¹ Og den Ager skal være HERREN en Hellighed, naar den gives fri i Jubelaaret, som en bandlys, Ager; den skal tilhøre Præsten som Ejendom. ²² Men dersom nogen helliger HERREN en Ager, som han har købt, som ikke er af hans Ejendoms Agre, ²³ da skal Præsten beregne ham din Vurderings Sum indtil Jubelaaret, saa skal han paa den samme Dag give din Vurdering, og de skal være HERREN helliget. ²⁴ Udi Jubelaaret skal Ageren komme igen til den, hvem han købte den af, ham, hvis Ejendom i Landet den var. ²⁵ Og al din Vurdering skal ske efter Helligdommens Sekel; en Sekel skal skal være tyve Gera. ²⁶ Dog det førstefødte, hvilket formedelst Førstefødselen hører HERREN til, iblandt Dyr, det skal ingen hellige ham; være sig Okse eller Faar saa hører det HERREN til. ²⁷ Og dersom det er et urent Dyr, da skal man løse det efter din Vurdering lægge den femte Part deraf dertil: og dersom det ikke løses, da skal det sælges efter din Vurdering. ²⁸ Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget HERREN, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt saadant bandlyst Gods er højhelligt for HERREN. ²⁹ Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal I løses, det skal visselig dødes. ³⁰ Og al Tienden af Landet, af Jordens Sæd og af Træers Frugt, hører HERREN til; den er helliget for HERREN. ³¹ Men vil nogen dog løse noget af sin Tiende, da skal han lægge den femte Part deraf dertil. ³² Og al Tiende af stort Kvæg og smaat Kvæg, af alt det, som gaar forbi under Kæppen, den Tiende skal være HERREN en Hellighed. ³³ Man skal ikke undersøge, om det er godt eller slet, og ikke veksle det; men dersom man dog veksler det, da skal det ske, at baade dette og det, som det veksles med, skal være en Hellighed, det skal ikke løses. ³⁴ Disse ere Budene, hvilke HERREN befalede Mose til Israels Børn, paa Sinai Bjerg.

⁴ Og med eder skal være en Mand for hver Stamme, en, som er Øverste for sit Fædrenehus. ⁵ Og disse ere Navnene paa Mændene, som skulle staa eder bi: Ruben: Elizur, Sedeurs Søn; ⁶ for Simeon: Selumiel, Zurisaddai Søn; ⁷ for Juda: Nahesson, Amminadabs Søn; ⁸ for Isaskar: Nethaneel, Zuars Søn; ⁹ for Sebulon: Eliab, Helons Søn; ¹⁰ for Josefs Børn, for Efraim: Elisama, Amihuds Søn; for Manasse: Gamliel, Pedazurs Søn; ¹¹ for Benjamin: Abidan, Gideoni Søn; ¹² for Dan: Ahieser, Ammisaddai Søn; ¹³ for Aser: Pagiel, Okrans Søn; ¹⁴ for Gad: Eliasaf, Deuels Søn; ¹⁵ for Nafthali: Ahira, Enans Søn. ¹⁶ Disse vare de kaldte af Menigheden, Fyrster for deres Fædres Stammer; de vare Øverster for Israels Tusinder.

²⁹ Dette er Nidkærheds Loven, naar en Kvinde unddrager sig fra at være under sin Mand, og hun bliver uren, ³⁰ eller om en Nidkærheds Aand kommer over en Mand, og han er nidkær mod sin Hustru og stiller Kvinden for HERRENS Ansigt, og Præsten gør ved hende efter hele denne Lov.

² da ofrede Israels Fyrster, som vare Øverster for deres Fædrenehuse, de, som vare Stammernes Fyrster, de, som forestode de talte.

²⁵ Saa skal Præsten gøre Forligelse for al Israels Børns Menighed, og det bliver dem forladt; thi det er af Vanvare, og de skulle føre deres Offer frem til et Ildoffer for HERREN, og deres Syndoffer for HERRENS Ansigt for deres Vanvares Skyld,

²⁸ Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, som har forset sig og syndede af Vanvare, for HERRENS Ansigt; han skal gøre Forligelse for ham, saa bliver det ham forladt.

² Da lovede Israel HERREN et Løfte og sagde: Dersom du giver dette Folk i min Haand, da vil jeg lyse deres Stæder i Band.

⁷ Og paa den tiende Dag i denne syvende Maaned skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjæle, I skulle intet Arbejde gøre.

³ Naar en Mand lover HERREN et Løfte, eller sværger en Ed, saa han paalægger sin Sjæl en Forpligtelse, da skal han ikke vanhellige sit Ord; han skal gøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund. ⁴ Og naar en Kvinde lover HERREN et Løfte og paalægger sig en Forpligtelse, i sin Faders Hus, i sin Ungdom; ⁵ og hendes, Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt.

⁸ og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag han hører det, da skal hendes Løfte staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har paalagt sin Sjæl, de skulle staa ved Magt

¹⁰ men en Enkes eller en forskudt Kvindes Løfte, alt det, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, skal sta ved Magt for hende.

¹² og hendes Mand hørte det og dertil og ikke formente hende det, da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt.

¹⁷ Disse ere Navnene paa de Mænd, som skulle dele Landet til Arv mellem eder: Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn. ¹⁸ Og een Fyrste af hver Stamme skulle I tage til at dele Landet til Arv. ¹⁹ Disse: ere Navnene paa Mændene: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn; ²⁰ Og af Simeons Børns Stamme Semuel, Ammihuds Søn; ²¹ af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn ²² og af Dans Børns Stamme en Fyrste, Bukki, Jogli Søn; ²³ af Josefs Børn, af Manasse Børns Stamme, en Fyrste, Hanniel, Efods Søn ²⁴ Og af Efraims Børns Stamme en Fyrste, Kemuel, Siftans Søn; ²⁵ og af Sebulons Børns Stamme en Fyrste, Elizafan, Parnaks Søn; ²⁶ og af Isaskars Børns Stamme en Fyrste, Paltiel, Assans Søn; ²⁷ og af Asers Børns Stamme en Fyrste, Akihud, Selomi Søn; ²⁸ og af Nafthali Børns Stamme en Fyrste, Pedahel, Ammihuds Søn.

¹³ Forskaffer mig vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder. ¹⁴ Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gøre. ¹⁵ Saa tog jeg eders Stammers Høvedsmænd, vise og forsøgte Mænd, og satte dem til Høvedsmænd over eder: Til Øverster over Tusinder og Øverster over Hundreder og Øverster over halvtredssindstyve og Øverster over ti og til Fogeder for eders Stammer. ¹⁶ Og jeg bød eders Dommere paa samme Tid og sagde: Hører Sagerne imellem eders Brødre og dømmer med Retfærdighed imellem en Mand og hans Broder og imellem den fremmede hos ham. ¹⁷ I skulle i Dommen ikke anse Personen, I skulle høre den mindste med den største, I skulle ikke frygte for nogen, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, lader den komme frem til mig, saa vil jeg høre den.

²¹ Naar du lover HERREN din Gud et Løfte, da skal du ikke tøve med at betale det; thi HERREN din Gud vil kræve det af dig, og det vil være dig en Synd. ²² Men naar du lader være at love noget, skal det ikke være dig til Synd. ²³ Det, som er udgaaet af dine Læber, skal du holde og gøre, saaledes som du har lovet HERREN din Gud frivilligen det, som du har talet med din Mund.

¹¹ Saa gik Jeftha med de Ældste af Gilead, og Folket satte ham over sig, til et Hoved og til en Øverste, og Jeftha talede alle sine Ord for HERRENS Ansigt i Mizpa.

³⁰ og Jeftha lovede HERREN et Løfte og sagde: Dersom du giver Ammons Børn i min Haand, ³¹ da skal det ske, at det, som gaar ud, ja det, som gaar ud af mit Huses Døre imod mig, naar jeg kommer tilbage med Fred fra Ammons Børn, det skal høre HERREN til, og jeg vil ofre det til et Brændoffer.

³⁵ Og det skete, der han saa hende, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Ak, min Datter! du har nedbøjet mig saare, og du har bedrøvet mig inderligen; thi jeg oplod min Mund til HERREN, og jeg kan ikke kalde det tilbage. ³⁶ Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til HERREN, da gør med mig, som det er udgaaet af din Mund, efter at HERREN har skaffet dig fuldkommen Hævn over dine Fjender, over Ammons Børn.

³⁹ Og det skete, der to Maaneder vare til Ende, da kom hun tilbage til sin Fader, og han gjorde med hende efter sit Løfte, som han havde lovet; og hun kendte ikke Mand. Og det blev en Skik i Israel:

²¹ Og jeg lod der udraabe en Faste ved den Flod Ahava for at ydmyge os for vor Guds Ansigt for at bede ham om en lykkelig Rejse for os og vore smaa Børn og alt vort Gods.

²⁷ Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.

³ som ikke bagtaler med sin Tunge, ikke gør sin Næst ondt og ikke driver Spot med sin nærmeste;

²⁵ Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.

¹³ Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovdet sænket mod min Barm.

¹⁴ Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter!

²⁰ Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud.

¹² Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig?

¹³ Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, ¹⁴ dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest.

¹¹ Thi et Menneskes Vrede bereder dig Pris; hvad der bliver tilovers af Vreden, omgjorde du dig med.

¹⁴ Jeg vil betale HERREN mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne.

¹⁸ Jeg vil betale HERREN mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne,

¹⁰⁶ Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme.

²⁵ Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: "Helligt!" og først efter Løfterne betænke det.

⁴ Det er bedre; at du intet lover, end at du lover og ikke betaler. ⁵ Tilsted ikke din Mund at bringe Synd over dit Kød, og sig ikke for Engelens Ansigt, at det var en Overilelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordærve dine Hænders Gerning.

⁵ Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for HERREN?

⁶ Thi jeg har Lyst til Miskundhed og ikke til Offer og til Gudskundskab mer end Brændofre.

¹⁵

³³ I have fremdeles hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke gjøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. ³⁴ Men jeg siger Eder, at I skulle aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol,

⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede. ⁸ Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad. ⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende.

⁴ Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. ⁵ Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. ⁶ Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld.

¹⁶ Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig.

¹⁸ Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig.

¹⁰ Thi Moses har sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. ¹¹ Men I sige, naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave): ¹² da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjælp. ¹³ Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant.

³⁷ og var nu en Enke ved fire og fiirsindstyve Aar, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag.

¹² Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen og lovede hverandre under Forbandelser, at de vilde hverken æde eller drikke, førend de havde slaget Paulus ihjel.

¹⁴ Disse gik til de ypperstepræster og de Ældste og sagde: vi have under Forbandelser svoret, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.

²¹ Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke under Forbandeler lovet, hverken at æde eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvendte Besked fra dig.

² Den gifte Kvinde er bunden ved Loven til manden, den Stund han lever; men dersom Manden døer, er hun løst fra Mandens Lov.

⁴ Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen. ⁵ Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed.

³ Men jeg vil, at I skulle betænke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Gud er Christi Hoved.

⁹ ei heller et Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld.

³⁴ tie Eders Kvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.

²³ Men jeg kalder Gud til Vidne over mig, at jeg, for at skaane Eder, endnu ikke er kommen til Corinth.

⁹ Ligesom skrevet er: han udspredte, han gav de Fattige, hans Goddædighed bliver til evig Tid. ¹⁰ Men den, som giver Sædemanden Sæd og brød til at æde, han skjenke og mangfoldiggjøre Eders Sæd, og formere Eders Goddædigheds Frugter, ¹¹ at I kunne være rige i Alt til oprigtig Gavmildhed, hvilken virker ved os Taksigelse til Gud.

²⁸ Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus.

²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren; ²³ thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører. ²⁴ Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting.

¹ I Børn! lyder Eders Forældre i Herren, thi dette er ret.

¹ Desligeste, I Kvinder! værer Eders Ægtemænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet de kunne vindes uden Ord ved Kvindernes Omgængelse, ² naar de skue Eders kydske Omgængelse i Herrens Frygt. ³ Eders Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, ⁴ men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud. ⁵ Thi saaledes prydede sig og fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud og vare deres Ægtemænd underdanige, ⁶ som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Rædsel.