Philippians Cross References - Danish

¹ Paulus og Timotheus, Jesu Christi Tjenere, til alle de Hellige i Christus Jesus, som ere i Philippe, men Forstandere og Hjælpere: ² Naade være med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ³ Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa Eder, ⁴ idet jeg altid, i hver min Bøn beder for Eder alle med Glæde, ⁵ for Eders Deeltagelse i Evangelium, fra den første Dag indtil nu; ⁶ fuldeligen forsikkret, at han, som begyndte det gode Værk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag; ⁷ saaledes bør jeg og mene om Eder alle, efterdi jeg har Eder i Hjertet, baade under mine Lænker og Evangeliums Forsvar og Stadfæstelse, Eder alle, som ere deelagtige med mig i Naaden. ⁸ Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed. ⁹ Og derom beder jeg, at Eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed, ¹⁰ saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Christi Dag, ¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov. ¹² Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at hvad mig er vederfaret, har mere tjent til EvangeliumsFremme, ¹³ saa at mine Lænker for Christi Skyld ere blevne bekjendte i det ganske Palads og for alle de Øvrige, ¹⁴ og at de Frelse af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve des mere dristige til at tale uden Frygt. ¹⁵ Nogle prædike vel og Christus for Avinds og Kivs Skyld, men Nogle ogsaa af en god Mening. ¹⁶ Hine, som søge Trætte, forkynde Christus ikke reent, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker; ¹⁷ men disse gjøre det af Kjærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangelium. ¹⁸ Men hvad? Christus forkyndes dog paa enhver Maade, være sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig. ¹⁹ Thi jeg veed, at det skal geraade mig til Frelse, formedelst Eders Bøn Jesu Christi Aands Bistand, ²⁰ efter min Forlængsel og mit Haab, at jeg i Intet skal beskæmmes, men at Christus skal med al Frimodighed, som altid, saa og nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død. ²¹ Thi det at leve er mig Christus og at døe en Vinding. ²² Men dersom det at leve i Kjødet skaffer mig Frugt af min Gjerning, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal vælge. ²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre; ²⁴ men at forblive i Kjødet er mere fornødent for Eders Skyld. ²⁵ Og dette veed jeg og er forsikkret om, at jeg skal blive og forblive hos Eder alle til Eders Forfremmelse og Glæde i Troen, ²⁶ at Eders Roes kan tiltage i Christus Jesus ved mig, naar jeg atter er tilstede iblandt Eder. ²⁷ Kun at I vandre værdigen Christi Evangelium, saa at, hvad enten jeg kommer og seer Eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om Eder, at I staae faste i een Aand og stride med mig af eens Sjæl for Evangeliums Tro ²⁸ og ikke lade Eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud. ²⁹ Thi Eder er det forundt for Christi Skyld ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld, ³⁰ idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.

⁵ Har han ej selv sagt til mig: hun er min Søster og hun, ja, hun har ogsaa selv sagt: han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette.

²⁶ Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag.

⁸ Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand.

¹⁸ HERRE, jeg bier efter din Frelse

¹¹ Nu ved jeg, at HERREN er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

¹ Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron. og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret.

¹⁴ Saa frygter nu HERREN og tjener ham i Oprigtighed og i Sandhed, og borttager de Guder, som eders Fædre tjente paa hin Side Floden og i Ægypten, og tjener HERREN!

¹⁴ Og David sagde til Gad: Jeg er saare angest; kære, lad os falde i HERRENS Haand, thi hans Barmhjertighed er stor, men jeg vil nødig falde i Menneskens Haand.

¹ Og i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, paa den trettende Dag i den, der Kongens Ord og hans Lov skulde til at fuldbyrdes, paa den Dag som Jødernes Fjender havde ventet at skulle herske over dem, og det vendte sig om; saa at Jøderne selv herskede over deres Hadere,

¹⁴ Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.

¹¹ Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?

⁴ Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

⁹ Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.

²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud, ²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

³ thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.

³ Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.

¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse. ¹¹ Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.

¹⁵ Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

² Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.

¹⁵ De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere.

²³ Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.

⁶ Men nu har du givet dem, som dig frygte; et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela),

⁵ Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela.

¹⁹ Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o HERRE, o Gud! ²⁰ Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela.

²⁶ Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.

¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

²⁴ Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære. ²⁵ Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden. ²⁶ Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

¹² Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine øren hørte paa de onde, som opstode imod mig. ¹³ Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon. ¹⁴ De, som ere plantede i HERRENS Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde. ¹⁵ De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at HERREN er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.

⁸⁰ Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes.

¹¹⁶ Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab!

³ Jerusalem, du, som er bygget op som en Stad, der er tæt sammenbygget,

¹ En Sang paa Trapperne; af David. Se, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre ogsaa bo tilsammen,

⁸ HERREN skal fuldføre det for mig; HERRE! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Hænders Gerninger.

¹⁸ Og de retfærdiges Sti er som et skinnende Lys, der bliver klarere og klarere indtil Middag.

²⁸ De retfærdiges Forventelse er Glæde, men de ugudeliges Haab forgaar.

²³ Thi HERREN skal udføre deres Sag, og dem, som berøve dem, skal han berøve Livet.

¹⁸ Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres.

¹ Jeg er kommen, min Søster, Brud! i min Have har lukket min Myrra, tillige med min duftende Urt, jeg har ædt min Honningkage tillige med min Honning, jeg har drukket min Vin tillige med min Mælk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I elskelige! ² Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer.

¹⁵ Han skal æde Smør og Honning ved den Tid, han forstaar at forkaste det onde og at udvælge det gode. ¹⁶ Thi førend Barnet forstaar at forkaste det onde og udvælge det bode, skal det Land, for hvis tvende Konger du gruer, vorde forladt.

² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

¹¹ Derfor bruser mit Inderste over Moab som en Harpe, og mit Hjerte over Kir-Heres.

¹⁸ Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, venlte ikke paa din Trofasthed. ¹⁹ Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed.

¹⁷ Israel er frelst ved, HERREN med en evig Frelse; I skulle ikke beskæmmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.

⁷ Men den Herre HERRE skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme.

⁷ Hører mig, I, som kelæde Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!

¹² Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte. for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?

⁴ Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse.

¹ Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. ² De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig.

²¹ Og dit Folk, de skulle alle være retfærdige, de skulle eje Landet evindelig som de, der ere en Kvist af min Plantning, et Værk af mine Hænder, mig til Herlighed.

³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

¹¹ Thi som orden, der giver sin Grøde, og som en Have, der lader sin Sæd opokse, saaledes skal den Herre, HERRE lade Retfærdighed og Lovang opvokse i alle Hedningernes Paasyn.

¹⁵ Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?

²⁰ Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger HERREN.

³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem.

¹⁴ Søger det gode og ikke det onde, paa det I maa leve; og saa skal den HERRE Zebaoths Gud være med eder, saaledes som I sige. ¹⁵ Hader det onde, og elsker det gode, og hævder Retten i Porten; maaske HERREN, den Zebaoths Gud, maatte vorde det overblevne af Josef naadig.

² De hade det gode og elske det onde; de rive deres Hud af dem og deres Kød af deres Een.

¹⁰ Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfordigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. ¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. ¹² Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

¹⁶ Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

²⁵ Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae.

³¹ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager. ³² Dette er vel mindre end alt andet Frø, men naar det voxer op, er det større end Urterne, og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene. ³³ Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.

¹⁷ Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas' Søn! thi Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene.

²³ Men han vendte sig og sagde til Peter: vig bag mig, Satan! du er mig en Foargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.

⁶ Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed. ⁷ Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!

⁵ Men de gjøre alle deres Gjerninger for at ansees af Menneskene; thi de gjøre deres Tankeremme brede, og Sømmene paa deres Klæder store.

¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.

³³ Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.

³⁸ Men Johannes svarede ham og sagde: Mester! vi saae Een, som ikke følger os, at uddrive Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os. ³⁹ Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig. ⁴⁰ Thi hvo som ikke er imod os, er med os.

⁴⁰ de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faae des haardere Dom.

³⁴ Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage.

⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,

⁷⁸ formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os,

²⁹ Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du har sagt. ³⁰ Thi mine Øine have seet din Frelse,

⁶ og alt Kjød skal see Guds Frelse.

³⁸ Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde:

⁴⁵ Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.

⁵⁰ Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.

⁴ Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere. ⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham. ⁶ Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. ⁷ Ja og Haarene paa Eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve.

⁵⁰ En Daab skal jeg døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt!

⁶ Men han sagde denne Lignelse: En havde et Figentræ, som var plantet i hans Viingaard; og han kom, og ledte efter Frugt derpaa, og fandt ingen. ⁷ Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig? ⁸ Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det, ⁹ om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

⁷ Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.

¹⁰ Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.

¹² Men for alt dette skulle de lægge Haand paa Eder og forfølge og overantvorede Eder i Synagoger og Fængsler og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld. ¹³ Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd. ¹⁴ Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud betænkte, hvorledes I skulle forsvare Eder.

¹⁴ Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud betænkte, hvorledes I skulle forsvare Eder. ¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae. ¹⁶ Men I skulle og forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel. ¹⁷ Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld. ¹⁸ Dog ikke et Haar af Eders Hoved skal forkomme. ¹⁹ Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Sjæle.

³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.

⁴³ Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis.

¹² Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn; ¹³ hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.

⁴⁷ Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see.

²⁰ Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham.

²⁹ Jesus svarede og sagde til dem: dette er Guds Gjerning, at I skulle troe paa den, som han udsendte.

⁴⁴ Ingen kan komme til mig uden Faderen, som mig udsendte, drager ham; og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. ⁴⁵ Der er skrevet i Propheterne: og de skulle alle være oplærte af Gud. Hver da, som hører af Faderen og lærer kommer til mig.

²⁶ Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. ²⁷ Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. ²⁸ Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.

¹ Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.

³ Og naar jeg er gaaet bort og faaer beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I være.

² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt.

⁴ Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre.

⁸ Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.

¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.

⁷ Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder.

²² Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

²⁴ Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders Glæde maa blive fuldkommen.

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

²⁰ Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig, ²¹ paa det de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og skulle være eet i os, at Verden kan troe, at du har udsendt mig.

²⁴ Fader! jeg vil, at de, som du har givet mig, skulle være hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt.

¹⁵ Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam. ¹⁶ Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. ¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

¹⁹ Men dette sagde han for at betegne, med hvad Død han skulde herliggjøre Gud. Og der han havde dette sagt, siger han til ham: følg mig.

²⁰ Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden.

⁴² Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne.

⁴⁶ Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed,

¹⁷ Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og Eders Øverster.

¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. ²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet. ²² Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel. ²³ Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræsterog de Ældste havde sagde til dem. ²⁴ Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, ²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee. ²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, ³⁰ idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn. ³¹ Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed. ³² Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles.

⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. ⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. ⁴² Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

⁴² Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

¹ Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. ² Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. ³ Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning. ⁴ Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste. ⁵ Og denne Tale behagede den ganske Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og Philippus og Prochorus og Nicanor og Timon og Parmenas og Nicolaus, en Proselyt fra Antiochia, ⁶ hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse gjorde Bøn og lagde deres Hænder paa dem. ⁷ Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.

⁵⁹ Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand!

⁴ Imidlertid gik de Adsprdte omkring og forkyndte Evangeliums Lære. ⁵ Da kom og Philippus til Samarias Stad og prædikede Christus for dem.

³⁵ Da oplod Phlippus sin Mund og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus.

¹³ Men Ananias svarede: Herre! jeg har hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han har gjort dine Hellige i Jerusalem.

²⁰ Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn.

³⁶ Hvad den Lære angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!)

¹⁸ Men der de hørte dette, bleve de rolige og lovede Gud og sagde: saa har Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet. ¹⁹ Men de, som vare adspredte siden den Trængsel, som reiste sig formedelst Stephanus, vandrede om indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene. ²⁰ Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til Hellenisterne og prædikede den Herre Jesus.

²⁰ Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til Hellenisterne og prædikede den Herre Jesus. ²¹ Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

³⁹ og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer.

²² og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

²⁷ Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt hedningerne Troens Dør.

¹ Men han kom til Derbe og Lystra, og see, der var en Discipel ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans fader var en Græker. ² Han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium. ³ Denne, vilde Paulus, skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker.

⁷ kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke.

¹² og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Marcedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle dage.

¹² og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Marcedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle dage. ¹³ Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen.

¹³ Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen. ¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.

¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.

¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus. ¹⁵ Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.

¹⁵ Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os. ¹⁶ Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae. ¹⁷ Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei. ¹⁸ Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund. ¹⁹ Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste. ²⁰ Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre slet vor Stad, ²¹ og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi ere Romere. ²² Og Mændene oprørtes imod dem, og Høvedsmændene lode rive Klæderne af dem, og befole at hudstryge dem. ²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie.

²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken. ²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem. ²⁶ Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes. ²⁷ Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede. ²⁸ Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle. ²⁹ Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas. ³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig? ³¹ Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus. ³² Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus. ³³ Og han tog dem til sig i den samme Stund om natten og aftoede deres Saar; og han selvblev strax døbt, og alle Hans. ³⁴ Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud. ³⁵ Men der det var blevet Dag, sendte høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: lad de Mennesker Løs. ³⁶ Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred. ³⁷ Men Paulus sagde til dem: de have hudstrøget og offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os ud hemmelig bort! Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud. ³⁸ Men Stadstjenerne kundgjorde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere. ³⁹ Og de kom og gave dem gode ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden. ⁴⁰ Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, formanede de dem og droge bort.

²³ uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig.

²³ uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig. ²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium. ²⁵ Og nu see, jeg veed, at I alle, iblandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds Rige, ikke mere skulle se mit Ansigt.

²⁸ Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod. ²⁹ Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare Ulve ibland Eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden. ³⁰ Og af Eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig. ³¹ Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer.

¹¹ Og han kom til os og tog Paulus' Belte, og bandt sine egne Hænder og Fødder og sagde: dette siger den Hellig Aand: den Mand, som dette Belte hører til, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem, og overantvorde ham i Hedningers Hænder. ¹² Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. ¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

²⁸ og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! Dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han og ført Græker ind i Templet og gjort dette hellige Sted ureent. ²⁹ (Thi de vare tilforn seet Trohpimus den Epheser i Staden med ham, og han meente de, at Paulus havde ført ind i Templet.) ³⁰ Og de ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukte. ³¹ Men der de søgte at ihjelslaae ham kom et Budskab til Øversten for Roden at hele Jerusalem var i Forvirring. ³² Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd til sig og gik ind paa dem. Men der de saae Øversten og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus. ³³ Men der Øversten kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Lænker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.

³³ Men der Øversten kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Lænker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort. ³⁴ Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet vist kunde forfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen. ³⁵ Men der han kom til Trapperne, skete det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Trængsel af Mængden; ³⁶ thi der fulgte meget Folk efter og raabte: bort med ham!

¹ I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder!

¹ I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder! ² (Men der de hørte, at han talede til dem i det Hebræiske Sprog, holdt de sig end mere stille). Og han sagde: ³ Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag. ⁴ Og jeg forfulgte denne Lærevei indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Kvinder, ⁵ som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og de Ældstes ganske Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene, og riste til Damascus, for at føre ogsaa dem, der vare, bundne tilJerusalem, at de maatte blive straffede. ⁶ Men det skete mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen hasteligen omskinnede mig. ⁷ Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? ⁸ Men jeg svarede: hvo er du, Herre? Og han sagde til mig: jeg er Jesus den Nazaræer, som du forfølger. ⁹ Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig. ¹⁰ Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: staa op og gaa til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre. ¹¹ Men der Synet var mig betraget for Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus. ¹² Men en Vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede, ¹³ kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time. ¹⁴ Men han sagde: vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund. ¹⁵ Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt. ¹⁶ Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn. ¹⁷ Og det skete mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg faldt i Henrykkelse, ¹⁸ og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig. ¹⁹ Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg fænglede og hudslettede i Synagogerne dem, som troede paa dig. ²⁰ og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham. ²¹ Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne. ²² Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve. ²³ Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften, ²⁴ da befoel Øversten han at føres i Fæstningen og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham. ²⁵ Men der han lod ham spænde med Liner, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: er det Eder tilladt at udstryge en romersk Mand, og det uforhørt? ²⁶ Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: see, til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer. ²⁷ Men Øversten kom frem og sagde til ham: siig mig, at du er en Romer? Men han sagde: ja. ²⁸ Og Øversten svarede: jeg har kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: jeg er endog født dertil. ²⁹ Da lode de, som skulde forhørt ham, strax af fra ham. Men Øversten, der han fik at vide, at han var en Romer frygtede endog, fordi han havde bundet ham. ³⁰ Men anden Dagen, der han vilde erfare med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen, og han førte Paulus frem og stillede ham for dem.

¹⁶ Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

²⁴ Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus.

¹ Men Agrippa sagde til Paulus: det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes:

²⁴ Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.

²⁹ Men Paulus sagde: jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disseLænker.

³¹ Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.

¹ Og der de vare frelste, fik de at vide at den Ø hedte Melite. ² Men Barbarerne beviste og ikke liden Menneskekjærlighed; thi de antændte en Ild og modtoge os alle formedelst den overfaldne Regn og for Kulden. ³ Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde dem paa Ilden, krøb en Øgle ud formedelst varmen og snoede sig om hans Haand. ⁴ Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet. ⁵ Men han rystede Dyret af i Ilden og der sketet ham intet Ondt. ⁶ Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet længe og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde at han var en Gud. ⁷ Men i den samme Egn havde den fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegodt. Han annammede os og laante os venligen Herberge i tre Dage. ⁸ Men det traf sig, at Publius' Fader laae syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham. ⁹ Der dette var skeet, kom de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte. ¹⁰ Disse beviste os ogsaa megen ære, og der vi droge bort, lagde de i Skibet, hvad vi havde behov. ¹¹ Men efter tre Maaneders Forløb fore vi bort i et alexandrings Skib, som havde holdt Vinterleie ved Øen, og førte Tvillingernes Mærke. ¹² Og vi løb ind i Syracusen, hvor vi bleve i tre Dage. ¹³ Derfra selede vi omkring og kom til Rhegium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom anden Dagen til Puteoli. ¹⁴ Der fandt vi Brødre og bleve ombedte af dem at blive der syv Dage. Og saa droge vi til Rom. ¹⁵ Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Appii Forum og Tres-Tabernæ. Der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod. ¹⁶ Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden Fangerne til Øversten for Livvagten. Men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med den Stridsmand, der bevogtede ham. ¹⁷ Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! uagtet jeg Intet har gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,

¹⁷ Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! uagtet jeg Intet har gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder, ¹⁸ hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var inten Dødssag imod mig. ¹⁹ Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Keiseren, dog ikke, som om jeg havde Noget at anklage mit Folk for. ²⁰ For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.

²⁰ For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke. ²¹ Men de sagde til ham: vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som har forkyndt eller sagt noget Ondt om dig. ²² Men vi ønske vel at høre af dig, hvad din Mening er; thi om denne Sect er det os vitterligt, at den allevegne finder Modsigelse. ²³ Men der de havde bestemt ham en Dag, skom mange til ham i Herberget, for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Propheterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften. ²⁴ Og Nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men Andre troede ikke. ²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende: ²⁶ Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see medEders Øine og ikke fatte; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem. ²⁸ Derfor være det Eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre.

²⁸ Derfor være det Eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre. ²⁹ Og der han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde stor Trætte indbyrdes. ³⁰ Men Paulus blev to hele Aar i sit leiede Herberge og annammede Alle, som kom til ham.

³⁰ Men Paulus blev to hele Aar i sit leiede Herberge og annammede Alle, som kom til ham. ³¹ Og han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uforhindret.

¹ Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium,

⁵ ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn,

⁷ Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden. ⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder,

⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder,

¹¹ Thi mig forlænges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes, ¹² det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, baade Eders og min. ¹³ Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg har ofte sat mig for at komme til Eder, (men jeg har hidindtil været forhindret), paa det jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger. ¹⁴ Baade Græker og Barbarer, baade Vise og Uvise er jeg en Skyldner. ¹⁵ Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom. ¹⁶ Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker.

¹⁶ Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker. ¹⁷ Thi derudi aabenbares Guds retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen skal leve.

¹⁸ og veed hans Villie og prøver Tingenes forskjel, underviist af Loven,

⁹ Hvad da? have vi Noget forud? Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,

² ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud; ³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed,

⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.

¹³ Fremstiller ei heller Eders Lemmer for Synden til Uretfærdigheds Redskab; men fremstiller Eder selv for Gud til retfærdigheds Redskab.

¹⁵ Hvad da? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven, men under Naaden? Det være langt fra!

¹⁷ Men Gud være Tak, at I have været Syndens Tjenere, men ere nu af Hjertet blevne den Lærdoms Form lydige, hvilken I have annammet,

¹⁹ Jeg taler efter menneskelig Viis formedelst Eders Kjøds Skrøbelighed. Thi ligesom I have fremstillet Eders Lemmer som Ureenheds og Uretfærdigheds Tjenere til Uretfærdighed, saafremstiller nu Eders Lemmer som Retfærdigheds Tjenere til Helliggjørelse.

²² Men nu I ere frigjorte fra Synden og blevne Guds tjenere, havde I Frugt deraf for Eder til Helliggjørelse, og Enden er et evigt Liv.

¹⁶ Men gjør jeg det, som jeg ikke vil, da giver jeg Loven det Vidnesbyrd, at den er god.

²² Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske;

⁷ efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det.

⁹ I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans.

¹⁷ Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.

¹⁹ Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. ²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre. ³⁰ Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort.

³⁵ Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?

³⁵ Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.)

³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.) ³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede.

³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede.

³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede. ³⁸ Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

¹ Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand,

³³ som skrevet er: see, jeg sætter i Zion en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham skal ikke beskæmmes.

⁸ Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, nemlig det Troens Ord, som vi prædike.

² Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket ham forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:

¹⁷ Men ere nogle af Grenene afbrudte, og er du, en vild Oliekvist, indpodet iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietræets Rod og Fedme,

¹ Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, at I fremstille EdersLegemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse. ² Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.

⁴ Thi ligerviis som vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men alle Lemmer have ikke den samme gjerning; ⁵ ligesaa ere vi mange eet Legeme i Christus, men hver for sig ere vi hverandres Lemmer.

⁹ Kjærligheden være uden Skrømt; haver Afsky til det Onde, Hænder fast ved det Gode;

¹³ Antager Eder de Helliges nødtørstighed; laaner gjerne Huus.

⁷ Thi Ingen af os lever sig selv, og Ingen døer sig selv; ⁸ thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi Herrens. ⁹ Dertil er jo Christus baade død og opstanden og bleven levende igjen, at han skal herske baade over Døde og Levende.

²⁰ Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld. Vel er Alt reent, men det er ondt for det Menneske, som æder med Anstød. ²¹ Det er godt ikke at æde Kjød eller at drikke Viin eller at gjøre Noget, som støder din Broder, forarger eller ængster ham.

¹³ Men haabets Gud fylde Eder med al Glæde og Fred, idet I troe, at I kunne vorde rige i Haabet ved den Hellig Aands Kraft.

¹⁶ at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.

¹⁸ Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling,

²⁶ Thi Macedonien og Achaia have anseet for godt at gjøre et Sammenskud til de Fattige iblandt de Hellige i Jerusalem.

²⁸ Naar jeg da har fuldbragt dette forsikkrer dem denne Frugt, vil jeg derfra drage igjennem Eders Stad til Spanien. ²⁹ Men jeg veed, at naar jeg kommer til Eder, skal jeg komme med Christi Evangeliums Velsignelses Fylde.

¹⁷ End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem.

¹⁷ End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem. ¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

¹ Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, og Broderen Softhenes, ² til Guds Menighed, som er i Corinth, de Helligede i Christus Jesus, de kaldte Hellige, med alle dem, som paa ethvert Sted paakaldte vor Herres Jesu Christi, deres og vor Herres, Navn:

⁴ Jeg takker min Gud altid for Eder, for den Guds Naade, som er given Eder i Christus Jesus,

⁸ som og skal stadfæste Eder indtil Enden, usraffelige paa vor Herres Jesu Christi Dag. ⁹ Gud er trofast, ved hvem I ere kaldte til hans Søns, Jesu Christi, vor Herres Samfund. ¹⁰ Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle føre den samme Tale, og at der ikke maa findes Splidagtigheder ibland Eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening.

²³ men vi prædike den korsfæstede Christus, som er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed;

³⁰ Men ved ham ere I udi Christus Jesus, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfærdighed, og Helliggjørelse, og Forløsning;

³ thi I ere endnu kjødelige. Efterdi der er Nid og Kiv og Tvedragt iblandt Eder, ere I da ikke kjødelige, og omgaaes efter menneskelig Viis? ⁴ Naar En siger: jeg er Paulus', men en anden: jeg er Apollos', ere I da ikke kjødelige?

²² være sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, elller det Tilkommende; alle Ting ere Eders;

⁹ Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostler som de Ringeste, som henantvordede til Døden; thi vi ere blevne et Skuespil for Verden baade for Engle og Mennesker. ¹⁰ Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christus; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede. ¹¹ Indtil denne Time lide vi baade Hunger og Tørst og ere nøgne og faae Mundslag og have intet vist Sted, ¹² og arbeide møisommeligen med vore egne Hænder. Overskjeldede velsigne vi, forfulgte taale vi, ¹³ bespottede formane vi, vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu. ¹⁴ Dette skriver jeg ikke for at beskæmme Eder; men jeg paaminder Eder som mine elskelige Børn.

¹⁷ Desaarsag sendte jeg Timotheus til Eder, som er min elskelige og trofaste Søn i Herren, at han skal paaminde Eder om mine Veie i Christus, saaledes som jeg lærer allevegne i hver Menighed.

²⁰ Thi I ere dyrekjøbte; ærer derfor Gud i Eders Legeme og i Eders Aand, hvilke høre Gud til.

³⁴ Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden.

¹³ Derfor, om mad forarger min Broder, vil jeg aldrig æde Kjød, at jeg ikke skal forarge min Broder.

¹⁶ Thi om jeg prædiker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke prædiker! ¹⁷ Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet.

²³ Men dette gjør jeg for Evangeliums Skyld, at jeg kan blive meddeelagtig derudi.

¹⁹ Hvad siger jeg da? at en Afgud er Noget? eller at Afguds-Offer er Noget?

³¹ Hvad heller I derfor æde eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører Alt til Guds Ære! ³² Værer uden Forargelse baade for Jøder og Græker og for Guds Menighed;

¹² Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Lemmer paa det ene Legeme, endog de ere mange, ere eet Legeme, saaledes ogsaa Christus. ¹³ Vi ere jo alle døbte i een Aand, til at være eet Legeme, hvad heller vi ere Jøde eller Græker, eller Trælle eller Frie; og vi have alle drukket af Kalken til at være den samme Aand. ¹⁴ Ogsaa Legemet er ikke et Lem men mange. ¹⁵ Dersom foden vilde sige: fordi jeg ikke er Øie, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke høre til Legemet? ¹⁶ Og dersom Øret vilde sige: fordi jeg ikke er Øie, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke hører til legemet? ¹⁷ Dersom det ganske Legeme var Øie, hvor blev da Hørelsen? Dersom det ganske Legeme var Hørelse, hvor blev da Lugten? ¹⁸ Men nu har Gud sat Lemmer, ethvert af dem, i Legemet, eftersom han vilde. ¹⁹ Dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? ²⁰ Men nu ere der vel mange Lemmer, dog kun eet Legeme. ²¹ Øiet kan ikke sige til Haanden: jeg har dig ikke behov, eller atter Hovedet til Fødderne: jeg har Eder ikke behov. ²² Meget mere ere de Lemmer paa Legemet fornødne, som synes at være de skrøbeligste; ²³ og de, som synes os at være de anseeligste, dem tillægge vi des mere Ziir; og de, som lade os ilde, dem pryde vi des mere; ²⁴ de derimod, som lade os vel, have det ikke behov. Men Gud har saaledes sammenføiet Legemet, at han tillagde de ringere Dele mere Ære; ²⁵ paa det der ikke skal være Splid i Legemet, men at Lemmerne skulle have lige Omhyggelighed for hverandre; ²⁶ saa at, enten eet Lem lider lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Ære, glæde alle Lemmerne sig med. ²⁷ Men I ere Christi Legeme og Lemmer enhver i sær. ²⁸ Gud har sat i Menigheden først Apostler, for det Andet Propheter, for at det Tredie Lærere, dernæst dem, som gjøre kraftige Gjerninger, derefter dem, som have Gaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, til at tale adskillige tungemaal. ²⁹ Monne Alle være Apostler? monne Alle være propheter? monne Alle være Lærere? monne Alle gjøre kraftige Gjerninger? ³⁰ monne Alle have Gaver til at helbrede? monne Alle tale med adskillige Tungemaal? monne Alle udlægge? ³¹ Tragter efter de bedste Naadegaver! Og ydermere viser jeg Eder den ypperligste Vei.

³ Og uddeelte jeg alt mig Gods til de Fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at brændes, men havde ikke Kjærlighed, da gavnede det mig Intet.

⁷ fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.

¹⁵ Hvad bør da skee? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jg vil og synge med Forstand.

²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod værer fuldvoxne.

¹¹ Hvad heller det da er mig eller de Andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I.

³⁰ Hvi staae ogsaa vi hver Time i Fare? ³¹ Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved vor Roes, den, som jeg har i Christus Jesus vor Herre.

³¹ Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved vor Roes, den, som jeg har i Christus Jesus vor Herre. ³² Stred jeg, efter menneskelig Maade at tale, men vilde Dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi.

⁵⁸ Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.

¹⁰ Men dersom Timotheus kommer da seer til, at han kan blive hos Eder uden Frygt; thi han gjør Herrens Gjerning, ligesom og jeg.

¹³ Vaager, staaer faste i Troen, værer mandige, værer stærke! ¹⁴ Alt skee hos Eder i Kjærlighed!

¹ Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel efter Guds Villie, og Broderen Timotheus, til Guds Menighed i Corinth, med alle de Hellige, som ere i det ganske Achaia: ² Naade være med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ³ Lovet være Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, al Barmhjertigheds Fader og al Trøstes Gud, ⁴ som os trøster i al vor Trængsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, men den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud! ⁵ Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christus. ⁶ Hvad heller vi da trænges, skeer det er for Eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at i fordrage de samme Lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes da skeer det for Eders Trøst og Frelse. ⁷ Og vort Haab er fast om Eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.

¹¹ idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, paa det den Naade som er os beviist for Manges Skyld, maa erkjendes af Mange med Taksigelse for os. ¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹⁴ ligesom i og have kjendt os tildeels, at vi ere Eders Roes, ligesom og I vores, paa den Herrens Jesu Dag. ¹⁵ Og i denne Fortrøstning vilde jeg kommet til Eder før, at I atter skulde annammeet en Velgjerning,

¹⁹ Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er prædiket iblandt Eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men Ja var i ham.

²⁴ Ikke at vi ville herske over Eders Tro, men arbeide med Eders Glæde; thi I staae fast i Troen.

³ Og jeg skrev Eder just saaledes, paa det jeg ikke, naar jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af, efterdi jeg er forskikket om Eder alle, at min Glæde er alle Eders.

¹⁴ Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted. ¹⁵ Thi Christi Vellugt ere vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, ¹⁶ for disse en Dødsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil dygtig? ¹⁷ Thi vi ere ikke som de Mange, der forfalske Guds Ord, men som af Retsindighed, men som af Gud tale vi for Guds Aasyn i Christus.

² I ere vort Brev, indskrevet i vore Hjerter, som kjendes og læses af alle Mennesker,

¹ Derfor, da vi have denne tjeneste efter denBarmhjertighed, som os er vederfaren saa blive vi ikke trætte; ² men vi have afsagt det skjulte skændige Væsen og omgaaes ikke i Trædskhed, forfalske og ikke Guds Ord; men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed, for Guds Aasyn.

⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld.

¹⁰ ombærende altid den Herrens Jesu Død i Legemet, at og Jesu Liv maa Abenbares i vortLegeme.

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

⁶ Derfor ere vi altid frimodige, endog vi vide, at medens vi ere tilhuse i Legemet, ere vi borte fra Herren;

⁸ dog ere vi frimodige og have mere Behagelighed til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.

¹² Ikke prise vi os atter selv for Eder; men vi give Eder Anledning til at rose Eder af os, paa det i kunne have Noget at svare dem, som rose sig af det Udvortes, og ikke af Hjertet.

¹⁵ idet vi dømme saaledes, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, at de, som leve skulle ikke fremdeles leve for sig selv, men han som er død og opstanden for dem.

³ og vi give ikke nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten skal ikke blive lastet;

¹² I have ikke snever Plads i os, men Eders Hjerte er snervert.

³ Jeg siger det ikke som Bebreidelse; jeg har jo sagt tiforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og at leve sammen.

⁶ Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst;

¹⁴ Thi dersom jeg har roest Eder meget for ham, er jeg ikke bleven beskæmmet; men ligesom vi i alle Ting have talet Sandhed til Eder, saaledes er og vor Roes for Titus bleven Sandhed. ¹⁵ Og han har særdeles hjertelig Kjærlighed til Eder, naar han tænker pa alle Eders Lydighed, hvorledes I annammede ham med Frygt og Bæven. ¹⁶ Derfor glæder jeg mig, at jeg i Alt kan lide paa Eder.

¹ Fremdeles Kjundgjøre vi Eder, Brødre! den Guds Naade, som har viist sig i Macedoniens Menigheder,

⁷ Men ligesom I ere rige i Alt, i Tro og Lære og Kundskab og al Iver og i Eders Kjærlighed til os: maatte I saaledes ogsaa være rige i denne Velgjørenhed! ⁸ Jeg siger det ikke somen Befaling, men efterdi Andre ere saa nidkjære, da vil jeg ogsaa prøve Eders Kjærligheds Oprigtighed.

⁴ paa det naar Macedonierne Kom med mig og fandt Eder uberedte, at vi da ikke, (for ei at sige, I) skulde blive beskæmmede over denne vor tillidsfulde Roes.

¹⁰ Men den, som giver Sædemanden Sæd og brød til at æde, han skjenke og mangfoldiggjøre Eders Sæd, og formere Eders Goddædigheds Frugter,

¹³ Thi formedelst denne Prøve paa Eders Hjælpsomhed prise de Gud for den Lydighed, hvormed I bekjende Christi Evangelium, og for Eders oprigtige Gavmildhed mod dem og om Alle,

³ Vistnok omgaaes vi i Kjødet, men vi stride ikke efter Kjødet;

⁸ Ja, dersom jeg endog vilde rose mig ydermere af den Magt, som Herren gav os til Eders Opbyggelse, og ikke til Eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskæmmet.

¹³ Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler.

¹³ Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler. ¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. ¹⁵ Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

²⁰ Thi jeg fryger, at naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde Eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af Eder saadan, som i ikke ville; at der skulle være Trætter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed, splidagtighed;

⁹ Vi glæde os, naar vi ere svage, og I ere stærke; men dette ønske vi, at I maa blive fuldkommede.

¹¹ Iøvrigt, Brødre formaner hverandre, haver eet Sind, værer fredsommelige, og Kjærlighedens og Fredens Gud skal være med Eder.

⁷ enddog der er intet andet, kun ere der Nogle, som forvilde Eder og ville forvende Christi Evangelium.

²⁰ (Hvad jeg skriver Eder, see, det vidner jeg for Guds Aasyn, at jeg ikke lyver.)

⁴ Men det skete for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke have indlistet sig for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christus Jesus, paa det de kunde gjøre os til Trælle;

⁷ Men tvertimod, der de saae, at mig var betroet at prædike Evangelium for de Uomskaarne, ligesom Petrus for de Omskaarne, ⁸ (thi han, som gav Petrus Kraft til sit Apostel-Embede hos de Omskaarne, gav ogsaa mig Kraft dertil hos Hedningerne;

²⁰ Jeg er korsfæstet med Christus; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig.

⁶ Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!

¹⁹ Mine Børn, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Skikkelse i Eder!

⁶ Thi i Christus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud, men Troen, som er virksom ved Kjærlighed.

¹⁰ Jeg har den Tillid til Eder i Herren, at I intet andet ville mene; men den, som forvilder Eder, skal lide Dommen, hvo han end er. ¹¹ Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvi forfølges jeg endnu? Da var Korsets Forargelse borttagen.

²² Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glæde, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. ²³ Mod Saadanne er Loven ikke.

¹⁴ Men det være langt fra mig at rose mig, uden at vor Herrens Jesu Christi Kors, formedelst hvem Verden er mig korsfæstet, og jeg Verden.

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, til de Hellige, som ere i Ephesus, de Troende i Christus Jesus:

¹² paa det vi maatte være hans herlighed til Lov, vi, som forud haabede paa Christus. ¹³ Udi ham ere ogsaa I, da i hørte Sandhedens Ord, Eders Saliggjørelses Evangelium, udi ham ere ogsaa I, der I troede, blevne Beseglede med Forjættelsens hellige Aand, ¹⁴ som er os Pant paa vor Arv til Eiendommens Forløsning, hans herlighed til Lov.

¹⁴ som er os Pant paa vor Arv til Eiendommens Forløsning, hans herlighed til Lov. ¹⁵ Hvorfor ogsaa jeg, efter at have hørt om Eders Tro paa den Herre Jesus og om Eders Kjærlighed til alle de Hellige,

¹⁵ Hvorfor ogsaa jeg, efter at have hørt om Eders Tro paa den Herre Jesus og om Eders Kjærlighed til alle de Hellige,

¹⁵ Hvorfor ogsaa jeg, efter at have hørt om Eders Tro paa den Herre Jesus og om Eders Kjærlighed til alle de Hellige, ¹⁶ ikke aflader at takke for Eder, i det jeg ihukommer Eder i alle mine Bønner,

¹⁶ ikke aflader at takke for Eder, i det jeg ihukommer Eder i alle mine Bønner, ¹⁷ at vor Herrens Jesu Christi Gud, Herlighedens Fader, vilde give Eder Viisdoms og Aabenbarelsens Aaand udi hans Kundskab, ¹⁸ Eders Forstands oplyste Øine, at i kunne kjende, hvilket det Haab er, som han kaldte Eder til, og hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige, ¹⁹ og hvilken hans Magts overvættes Storhed er over os, som troe efter hans vældige Krafts virkning, ²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden, ²³ der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.

⁴ Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os, ⁵ Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtrædelserne, (af Naade ere I frelste!) ⁶ og opreiste os tillige og satte os tillige i det himmelske Rige ved Christus Jesus, ⁷ paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom i Godhed mod os udi Christus Jesus. ⁸ Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder, det er en Guds Gave;

⁸ Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder, det er en Guds Gave; ⁹ ikke af Gjerninger, at ikke Nogen skal rose sig. ¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

¹⁹ Saa ere I da ikke mere Gjester og Fremmede, men de Helliges Medborgere og Guds Huusfolk, ²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

¹ For hvilken Sags Skyld jeg Paulus, Christi Jesu Bundne for Eder, Hedninger:

⁶ at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddeelagtige i hans Forjættelse i Christus, formedelst Evangelium.

¹³ Derfor beder jeg, at I ikke forsage over mine Trængsler, som jeg lider for Eder, hvilket er Eders Ære).

¹ Jeg formaner Eder derfor, jeg den Bundne i Herren, at I vandre værdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte,

³ og beflitte Eder paa at bevare Aandens Eenhed i Fredens Baand; ⁴ eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere Kaldte til eet Haab i Eders Kald; ⁵ een Herre, een Tro, een Daab, ⁶ een Gud og Alles Fader, som ere over Alle og ved Alle og i Eder alle!

¹¹ Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, ¹² til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,

¹² til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse, ¹³ indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder,

¹⁵ men at vi, Sandheden troe udi Kjærlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus,

⁹ (men Lysets Frugt viser sig i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed), ¹⁰ saa I prøve, hvad som er velbehageligt for Herren.

¹⁷ Derfor værer ikke uforstandige, men som de, der skjønne, hvad Herrens Villie er.

²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt. ¹⁴ Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdigheds Pantser, ¹⁵ Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium; ¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile, ¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord; ¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige, ¹⁹ ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed,

¹⁹ ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed, ²⁰ for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.

²⁰ for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.

²⁴ Naaden være med alle dem, som elske vor Herre Jesus Christus i Uforkrænkelighed! Amen.

⁵ for Eders Deeltagelse i Evangelium, fra den første Dag indtil nu; ⁶ fuldeligen forsikkret, at han, som begyndte det gode Værk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag; ⁷ saaledes bør jeg og mene om Eder alle, efterdi jeg har Eder i Hjertet, baade under mine Lænker og Evangeliums Forsvar og Stadfæstelse, Eder alle, som ere deelagtige med mig i Naaden.

⁹ Og derom beder jeg, at Eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed, ¹⁰ saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Christi Dag,

¹⁰ saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Christi Dag, ¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov. ¹² Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at hvad mig er vederfaret, har mere tjent til EvangeliumsFremme,

¹⁴ og at de Frelse af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve des mere dristige til at tale uden Frygt.

¹⁴ og at de Frelse af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve des mere dristige til at tale uden Frygt. ¹⁵ Nogle prædike vel og Christus for Avinds og Kivs Skyld, men Nogle ogsaa af en god Mening. ¹⁶ Hine, som søge Trætte, forkynde Christus ikke reent, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker;

¹⁶ Hine, som søge Trætte, forkynde Christus ikke reent, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker;

¹⁶ Hine, som søge Trætte, forkynde Christus ikke reent, men i den Tanke at føie Trængsel til mine Lænker; ¹⁷ men disse gjøre det af Kjærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangelium.

¹⁷ men disse gjøre det af Kjærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangelium. ¹⁸ Men hvad? Christus forkyndes dog paa enhver Maade, være sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig.

²⁰ efter min Forlængsel og mit Haab, at jeg i Intet skal beskæmmes, men at Christus skal med al Frimodighed, som altid, saa og nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død.

²² Men dersom det at leve i Kjødet skaffer mig Frugt af min Gjerning, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal vælge. ²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre;

²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre; ²⁴ men at forblive i Kjødet er mere fornødent for Eders Skyld.

²⁴ men at forblive i Kjødet er mere fornødent for Eders Skyld. ²⁵ Og dette veed jeg og er forsikkret om, at jeg skal blive og forblive hos Eder alle til Eders Forfremmelse og Glæde i Troen, ²⁶ at Eders Roes kan tiltage i Christus Jesus ved mig, naar jeg atter er tilstede iblandt Eder.

²⁹ Thi Eder er det forundt for Christi Skyld ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld,

¹ Er der da nogen Formaning i Christus, er der nogen Opmuntring af Kjærlighed, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kjærlighed og Barmhjertighed:

¹ Er der da nogen Formaning i Christus, er der nogen Opmuntring af Kjærlighed, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kjærlighed og Barmhjertighed: ² da fuldkommer min Glæde, saa at I mene det Samme, have den samme Kjærlighed, ere eens sindede, mene Eet.

² da fuldkommer min Glæde, saa at I mene det Samme, have den samme Kjærlighed, ere eens sindede, mene Eet. ³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.

¹² Derfor, mine Elskelige! ligesom i altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggjørelse med Frygt og Bæven; ¹³ thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Velbehag.

¹⁶ idet I holde fast ved Livets Ord, mig til Roes paa Christi Dag, at jeg ikke har løbet forgjeves, ei heller arbeidet forgjeves. ¹⁷ Men om jeg og bliver offret under Eders Troes Offer og Betjening, da glæder jeg mig og glæder mig med Eder alle.

¹⁷ Men om jeg og bliver offret under Eders Troes Offer og Betjening, da glæder jeg mig og glæder mig med Eder alle. ¹⁸ Men ligeledes glæder Eder ogsaa, og glæder Eder med mig.

²¹ Thi de søge alle deres Eget, ikke hvad der er Christi Jesu.

²⁴ Dog har jeg den Tillid i Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme.

²⁶ efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.

¹ Iøvrigt, mine Brødre, glæder Eder i Herren! At skrive Eder det Samme, er mig ikke til Besvær, men Eder til Bestyrkelse.

³ Thi vi ere Omskærelsen, som tjene Gud i Aanden, og rose os i Christus Jesus og forlade os ikke paa Kjødet;

¹⁵ Saa mange nu af os ere fuldkomne, maa have dette Sindelag; og ere I ei ganske saaledes sindede, da skal Gud ogsaa aabenbare Eder dette. ¹⁶ Kun at vi, saa vidt vi ere komne, vandre efter den samme Regel, mene det Samme.

¹⁸ Thi mange vandre, hvilke jeg ofte har sagt Eder og endnu siger med Taarer, at være Christi Korses Fjender,

¹⁸ Thi mange vandre, hvilke jeg ofte har sagt Eder og endnu siger med Taarer, at være Christi Korses Fjender,

¹ Derfor mine Elskelige Brødre, min Forlængsel, min Glæde og Krone, staaer saaledes fast i Herren, I Elskelige!

⁴ Glæder Eder i Herren altid; atter sig jeg: glæder Eder!

¹⁰ Men jeg har høiligen glædet mig i Herren, at I nu omsider have oplivet Eders Omhu for mig; hvortil I og før havde Villie, men manglede Leilighed.

¹⁴ Dog gjorde I vel, at I deeltoge i min Trængsel.

¹⁴ Dog gjorde I vel, at I deeltoge i min Trængsel. ¹⁵ Men I vide det og selv, Phillipenser! at ved Evangeliums Begyndelse, der jeg drog ud fra Macedonien, har ingen Menighed havt Regning med mig over Givet og Modtaget, uden I alene.

¹⁷ Ikke at jeg attraaer Gaven, men jeg attraaer den Frugt, som kan vorde overlødig til Eders Fordeel.

²² De Brødre, som ere hos mig, hilse Eder, Alle Hellige hilse Eder, men meest de af Keiserens Huus.

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, og Broderen Timotheus, ² til de Hellige i Colossen, de troende Brødre i Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ³ Vi takke Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, idet vi altid bede for Eder, ⁴ da vi have hørt om Eders Tro i Christus Jesus og Eders Kjærlighed til alle Hellige,

⁴ da vi have hørt om Eders Tro i Christus Jesus og Eders Kjærlighed til alle Hellige,

⁶ hvilket er kommet til Eder, som og i den ganske Verden, og er frugtbringende, ligesom og ibandt Eder fra den Dag, I hørte og erkjendte Guds Naade i Sandhed;

⁹ Derfor aflagde vi og ikke fra den Dag, vi hørte det, at bede for Eder og begjere, at I maatte fyldes med hans Villies Erkjendelse i al Viisdom og aandelig Forstand, ¹⁰ at I kunne omgaaes værdeligen for Herren til at Velbehagelighed og være frugtbare paa al god Gjerning, og voxe til Guds Erkjendelse;

²¹ Ogsaa Eder, som fordum vare fremmede og fjendske af Sindelag i onde Gjerninger, ²² har han dog nu forligt i sit kjødelige Legeme ved Døden, for at fremstille Eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn; ²³ saafremt I ellers forblive grundfæstede og stadige i Troen, og ikke lade Eder rokke fra det Evangeliums Haab hvilket I have hørt, hvilket er prædiket for al Skabningen under Himmelen, hvis Tjener jeg Paulus er bleven. ²⁴ Nu glæder jeg mig i mine Lidelser for Eder og opfylder det, som fattes i Christi Trængsler, i mit Kjød for hans Legeme, som er Menigheden;

²⁹ hvortil jeg og arbeider, stridende ved hans Kraft, som virker mægtigen i mig.

¹ Thi jeg vil, I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for Eder og for dem i Laodicea og saa mange, som ikke have seet min person i Kjødet,

⁵ Thi om jeg endog er fraværende med Legemet, saa er jeg dog hos Eder i Aanden og glæder mig, idet jeg seer Eders Orden og Fastheden af Eders Tro paa Christus.

¹² begravne med ham i Daaben; i ham ere I og medopreiste formedelst Troen paa Guds Kraft, som opriste ham fra de Døde.

⁴ naar Christus, vort Liv, aabenbares, da skulle ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed.

¹⁰ og ifører det nye, som fornyes til erkjendelse efter hans Billede, som skabte det;

¹² Saa ifører Eder da, som Guds Udvalgte, Hellige og Elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,

³ og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmlighed, for hvis Skyld jeg er bunden,

³ og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmlighed, for hvis Skyld jeg er bunden, ⁴ at jeg kan aabenbare den, som og bør at tale.

⁴ at jeg kan aabenbare den, som og bør at tale. ⁵ Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor saa I kjøbe den beleilige Tid. ⁶ Eders tale være altid yndelig, krydret med Salt, saa I vide hvorledes det bør Eder at svare Enhver. ⁷ Hvorledes det gaaer mig, skal Tychicus, den elskelige Broder og troe Tjener og Medarbeider i Herren, kundgjøre Eder altsammen;

⁷ Hvorledes det gaaer mig, skal Tychicus, den elskelige Broder og troe Tjener og Medarbeider i Herren, kundgjøre Eder altsammen; ⁸ hvilken jeg sendte til Eder, just for at han skal forfare, hvorledes det har sig med Eder, og trøste Eders Hjerter; ⁹ tilligemed Onesimus, den troe og elskelige Broder, som er fra Eders By; hvorledes det har sig her med alle Ting, skulle de kundgjøre Eder. ¹⁰ Aristarchus, men Medfangne, hilser Eder, og Marcus, Barnabas' Sødskendebarn, om hvem I have faaet Befalinger; dersom han kommer til Eder, da annammer ham; ¹¹ og Jesus, som kaldes Justus, hvilke ere af Omskærelsen, disse de eneste Medarbeidere til Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst. ¹² Epaphras hilser Eder, han som er fra Eders by, en Christi Tjener, som altid strider for Eder i sine Bønner, at i maatte staae fuldkomne og fuldendte efter Guds Villie. ¹³ Thi jeg vidner med ham, at han har stor Nidkjærhed for Eder og dem i Laodicea og dem i Hierapolis. ¹⁴ Lucas, den Læge, den Elskelige hilser Eder, og Demas. ¹⁵ Hilser Brødrene i Laodicea, og Nymphas, og Menigheden i hans Huus. ¹⁶ Og naar dette Brev er læst hos Eder, da sørger for, at det ogsaa bliver læst i de Laodicensers Menighed, og at I ogsaa læse det Brev fra Laodicea. ¹⁷ Og siger Archippus: giv Agt paa den Tjeneste, som du har annammet i Herren, at du fuldbyrder den. ¹⁸ Hilsen med min, Paulus', Haand. Kommer mine Baand ihu. Naaden være med Eder! Amen.

¹⁸ Hilsen med min, Paulus', Haand. Kommer mine Baand ihu. Naaden være med Eder! Amen.

¹ Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ² Vi takke Gud altid for Eder alle, idet vi komme Eder ihu i vore Bønner,

² Vi takke Gud altid for Eder alle, idet vi komme Eder ihu i vore Bønner,

² Vi takke Gud altid for Eder alle, idet vi komme Eder ihu i vore Bønner, ³ tænkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjærligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn,

³ tænkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjærligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn,

³ tænkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjærligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn, ⁴ efterdi vi vide, af Gud elskte Brødre! Eders Udvælgelse. ⁵ Thi vort Evangelium hos Eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig Aand og i fuld Overbeviisning, ligesom i og vide hvorledes vi have været iblandt Eder til Eders bedste.

⁸ thi fra Eder er Herrens ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men Eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom; ⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

¹ I vide selv, Brødre! at vor Indgang hos Eder ikke var i Forfængelighed; ² men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i philippi, vare vi alligevel frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos Eder under megen Kamp.

⁵ Thi hverken omgikkes vi med smigrende Ord, som I vide, ei heller med paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.

⁸ saaledes ere vi, af inderlig Kjærlighed til Eder, villige til at dele med Eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I ere blevne og elskelige.

¹¹ ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede Eder, enhver især, som en fader sine Børn, ¹² og vidende, at I skulde omgaaes værdeligen for Gud, som kaldte Eder til sit Rige og sin herlighed. ¹³ Derfor takke vi og Gud uafladeligen at de I annammede det Guds Ord, som i hørte af os, antoge i ikke Menneskers Ord, men (som det sandeligen er) Guds Ord, hvilket og kraftelig teer sig i Eder, som troe. ¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christus Jesus, idet I ogsaa have lidt det Samme af Eders Frænder, som de af Jøderne; ¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod,

¹⁹ Thi hvo er vort Haab eller vor Glæde eller vor Æres Krone? mon ikke ogsaa I, for vor Herre Jesus Christus i hans Tilkommelse? ²⁰ I ere jo vor Ære og Glæde.

² og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener og vor Medarbeider i Christi Evangelium, for at styrke Eder og formane Eder om Eders Tro, ³ at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte. ⁴ Thi ogsaa der vi vare hos Eder, sagde vi Eder det forud, at vi skulde lide Trængsler, som og er skeet, og i vide.

⁶ Men nu, der Timotheus er kommen til os fra Eder og har forkyndt os til Glæde Eders Tro og Kjærlighed, og at I altid tænke paa os til det Bedste og forlænges efter at see os, ligesom og vi Eder:

⁹ Med hvad Tak kunne vi og gjengjælde Gud for Eder, for al den Glæde, men hvilken vi glæde os over Eder for vor Gud,

¹² Og Eder forfremme og overflødiggjøre Herren i Kjærligheden til hverandre og til Alle, ligesom vi have den til Eder, ¹³ paa det Eders Hjerter maae styrkes, at være ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige!

¹ Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi Eder i den Herre Jesus, at ligesom I have lært af os, hvorledes det bør Eder at omgaaes og tækkes Gud, I derudi maatte ydermere tiltage.

⁹ Men om Broderkjærlighed have i ikke behov, at jeg skal skive Eder til; thi I ere selv lærte af Gud at elske hverandre, ¹⁰ ja, I gjøre endog det Samme mod alle Brødrene, som ere i hele Macedonien; men vi formane Eder, Brødre! ydermere at tiltage,

¹³ Men jeg vil ikke, at i skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge som de Andre, der ikke have Haab. ¹⁴ Thi dersom vi troe, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud saaledes føre de Hensovne ved Jesus frem med ham. ¹⁵ Thi dette sige vi Eder som Herrens Ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens tilkommelse, vi skulle ikke komme forud for de Hensovede.

¹⁷ derefter skulle vi, som leve, som ovreblive, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne til at møde Herren i Luften; og saaldes skulle vi altid være med Herren.

⁵ I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens Børn og ei Mørkets.

²¹ Prøver alle Ting; beholder det Gode.

²³ Men han selv, den Fredens Gud, hellige Eder ganske og aldeles, og gid Eders ganske Aand og Sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse.

²³ Men han selv, den Fredens Gud, hellige Eder ganske og aldeles, og gid Eders ganske Aand og Sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse. ²⁴ Han er trofast, som Eder kaldte han skal og gjøre det.

¹ Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed, i Gud vor Fader den Herre Jesus Christus:

³ Vi ere Skyldige altid at takke Gud vor Eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi Eders Tro voxer kraftigen, og Kjærligheden formeres hos enhver af Eder alle mod hverandre,

⁵ et Beviis paa Guds retfærdige Dom: at I skulle agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide; ⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder,

¹⁰ naar han kommer paa hiin Dag, at herliggjøres i sine Hellige beundres i dem, som troe; thi vort Vidnesbyrd er blevet troet hos Eder. ¹¹ Derfor bede vi ogsaa altid for Eder, at vor Gud vil agte Eder sit Kald værdige med Kraft fuldkomme al ham velbehagelig Godhed og Troens Gjerning, ¹² paa det vor Herres Jesu Christi Navn maa herliggjøres i Eder, og I udi ham, efter vor Guds og den Herrens Jesu Christi Naade.

¹³ Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro, ¹⁴ hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.

⁴ Og vi have i Herren den Tillid til Eder, at I baade gjøre og ville gjøre, hvad vi byde Eder.

² til Timotheus, min ægte Søn i Troen: Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud vor Fader og vor Herre Jesus Christus!

¹¹ efter den salige Guds herlige Evangelium, som mig er betroet.

¹⁹ holdende fast ved Troen og en god Samvrttighed, hvilken Nogle kastede fra sig og lede Skibbrud paa Troen;

⁷ for hvilket jeg er beskikket en Prædiker og Apostel, (jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke,) en Hedningernes Lærer i Tro og Sandhed.

¹ Det er en sand tale: dersom Nogen begjerer et Biskops-Embede, han har Lyst til en god Gjerning. ² Derfor bør det en Biskop at være ustraffelig, en Kvindes mand, aarvaagen, sindig, tugtig, gjestfri, bekvem til at lære Andre;

⁸ Desligeste bør det Menighedens Tjenere at være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Viin, ikke til slet Vinding,

¹⁰ Men disse skulle og først prøves, siden betjene Embedet, hvis de ere ustraffelige. ¹¹ Desligeste bør det deres Hustruer at være ærbare, ikke Bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle Ting. ¹² En Menighedens Tjener bør være en Kvindes mand og vel forestaae sine egne Børn og sit eget Huus. ¹³ Thi de, som tjene vel i Menigheden, de bane sig selv en god Vei og erhverve sig stor Frimodighed i Troen paa Christus Jesus.

¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

¹² strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er kaldet og har aflagt den gode Bekjendelse for mange Vidner.

³ jeg takker Gud, hvem jeg tjener, ligesom mine Forfældre, i en reen Samvittighed, idet jeg uden Afladelse erindrer dig i mine Bønner Nat og Dag, ⁴ længselsfuld efter at see dig, naar jeg tænker paa dine Taarer, at jeg maa fyldes med Glæde,

⁷ Thi Gud har ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand. ⁸ Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft,

⁸ Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft,

¹¹ hvor hvilket jeg er beskikket en Prædiker og Apostel for Hedningers Lærer; ¹² for hvilken Sag jeg og lider dette, men skammer mig ikke derved; thi jeg veed, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham til hiin Dag.

⁹ for hvilket jeg lider Ondt, indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. ¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed. ¹¹ Det er en troværdig Tale: dersom vi ere døde med ham, skulle vi og leve med ham; ¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os;

⁶ Thi jeg offres allerede, og min Opløsnings Tid er forhaanden.

⁶ Thi jeg offres allerede, og min Opløsnings Tid er forhaanden. ⁷ Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen.

⁷ Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen.

¹⁶ Ved mit første Forsvar mødte Ingen med mig, men Alle forlode mig; (gid det ikke tilregnes dem!)

¹ Paulus, Guds Tjener, og Jesu Christi Apostel og Guds Udvalgtes Tro og Erkjendelse af Sandheden til Gudfrygtighed,

⁷ Thi det bør en Biskop at være ustraffelig, for en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding;

¹⁰ ikke besvige, men besvise al god Troskab, at de kunne pryde Guds vor Frelsers Lærdom i alle Ting

⁴ Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbares: ⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand, ⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser,

⁴ Jeg takker min Gud, idet jeg altid erindrer dig i mine Bønner, ⁵ efterdi jeg hører om den Kjærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og for alle de Hellige,

⁵ efterdi jeg hører om den Kjærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og for alle de Hellige, ⁶ at din Deelagtighed i Troen maa blive virksom, ved Erkjendelsen af alt det Gode, som er i Eder for Christus Jesus. ⁷ Thi vi have stor Glæde og Trøst af din Kjærlighed, efterdi de Helliges hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!

¹² Han annamme du, ham, mit eget Hjerte,

¹⁷ Dersom du da anseer mig for din Meddeelagtige, saa annam ham som mig.

²⁰ Ja Broder! lad mig have Glæde af dig i Herren, vederkvæg mit Hjerte i Herren! ²¹ I Tillid til din Lydighed har jeg skrevet til dig og veed, at du vil gjøre endog over det, jeg siger.

¹ Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,

¹⁴ Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden.

¹² Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære Eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Mælk behov og ikke haard Føde. ¹³ Hver, som faaer Mælk, er uforfaren i den rette Lære, thi han er et Barn; ¹⁴ men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt.

¹⁴ men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt.

⁹ Dog, i Henseende til Eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi saaledes tale. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.

³² Kommer de forrige Dage i hu, i hvilke I, efterat I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser, ³³ idet I deels selv ved Forsmædelser og Trængsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar.

³³ idet I deels selv ved Forsmædelser og Trængsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar. ³⁴ Thi baade have I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede Eder med Glæde deri, atman røvede Eders Gods, vidende, at I have i Eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene. ³⁵ kaster derfor ikke Eders Frimodighed bort, hvilken har en stor Belønning;

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

⁴ Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede mod Synden,

¹¹ Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?

¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn. ¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, ²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen.

²³ Vider, at Broderen Timotheus er given løs, men hvem jeg vil see Eder, dersom han kommer snart.

¹ Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen. ² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser.

¹⁶ Farer ikke vild, mine elskelige Brødre! ¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. ¹⁸ Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.

¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.

⁵ Eller mene I, at Skriften taler forgjeves? mon den Aand, som boer i os, opvækker Avind? Den giver jo større Naade. ⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!

² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen! ³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde,

⁷ paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse, ⁸ hvem I ikke have kjendt, og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa, og fryde Eder ved uudsigelig og forherliget Glæde,

⁸ hvem I ikke have kjendt, og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa, og fryde Eder ved uudsigelig og forherliget Glæde, ⁹ opnaaende maalet for Eders Tro, Sjælenes Frelse.

¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed.

²² Renser Eders Sjæle i Sandheds Lydighed formedelst Aanden, til uskrømtet Broderkjærlighed, og elsker hverandre inderligen af et reent Hjerte,

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

¹² Eders Omgængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdædere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

²⁵ Thi I vare som vildfarende Faar, men ere nu omvendte til Eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

² saa at I skulle leve den øvrige Tid i Kjødet, ikke fremdeles efter menneskelige Lyster, men efter Guds Villie.

¹⁰ Som enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed, som gode Huusholdere over Guds mangeslags Naade. ¹¹ Taler Nogen i Menigheden, han tale som Guds Ord; tjener Nogen deri, han tjene som af den Formue, hvilken Gud forlener, at Gud maa æres i alle Ting formedelst Jesus Christus; han til kommer Ære og Magt i al Evighed! Amen. ¹² I Elskelige! forundrer Eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaae, Eder til en Forsøgelse, som om der hændtes Eder noget Underligt,

¹² I Elskelige! forundrer Eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaae, Eder til en Forsøgelse, som om der hændtes Eder noget Underligt, ¹³ men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde Eder.

¹³ men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde Eder.

¹³ men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde Eder. ¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den.

¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den.

¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den. ¹⁵ Thi Ingen af Eder lide som Morder eller Tyv eller Misdæder, eller som den, der trænger sig ind i en fremmed Bestilling; ¹⁶ men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Deel.

¹⁶ men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Deel.

¹ De Ældste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Ældste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares: ² vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld men med Redebonhed; ³ ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden; ⁴ og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.

¹⁰ Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder!

¹ Simon Peter, Jesu Christi Tjener og Apostel, til dem, der have faaet samme dyrebare Tro som vi, ved vor Guds og Frelser Jesu Christi Retfærdighed:

⁴ ved hvilke de første og dyrebare Forjættelser ere os skjenkede, at I ved disse skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur, naar i flye denne Verdens Forkrænkelighed i Lyster: ⁵ saa anvender al Flid just herpaa og beviser i Eders Tro Dyd, men i Dyden Kundskab,

⁵ saa anvender al Flid just herpaa og beviser i Eders Tro Dyd, men i Dyden Kundskab, ⁶ men i Kundskaben Afholdenhed, min i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed,

⁶ men i Kundskaben Afholdenhed, min i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed, ⁷ men i Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i Broderkjærligheden Kjærlighed til Alle. ⁸ Thi naar dette findes hos Eder og i Overlødighed, lader det Eder ikke blive Ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse. ⁹ Thi den, som ikke har dette, er blind, tillukker Øinene og har glemt Renselsen fra sine forrige Synder.

¹² Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde Eder om dette, hvorvel I vide det og ere styrkede i den Sandhed, som er tilstede hos os. ¹³ Men jeg agter det ret at vække Eder ved Paamindelse, saa længe jeg er i dette Paulun,

¹³ Men jeg agter det ret at vække Eder ved Paamindelse, saa længe jeg er i dette Paulun, ¹⁴ da jeg veed, at mit Pauluns Aflæggelse er snart forhaanden, ligesom og vor Herre Jesus Christus har aabenbaret mig. ¹⁵ Jeg vil og gjøre min Flid, at I efter min Bortgang altid kunne have, hvad der kan kalde Eder dette i Erindring.

¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt hvad der er paa den, skal opbrændes. ¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse

¹⁴ Derfor, I elskelige! efterdi I forvente dette, beflitter Eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,

¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

²⁸ Og nu, mine Børn! bliver i ham, at naar han aabenbares, vi da kunne have Frimodighed og ikke skulle blive beskæmmede af ham ved hans Tilkommelse.

¹⁴ Vi vide, at vi ere overgangne fra Døden til Livet; thi vi elske Brødrene. Hvo som ikke elsker sin Broder, bliver i Døden.

¹⁷ Men den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?

¹ I Elskelige! troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Propheter ere udgangne i Verden.

⁴ Jeg har meget glædet mig, at jeg har fundet Børn af dig, som vandre i Sandhed efter det Bud, vi annammede af Faderen.

⁹ Hver den, som afviger og ikke bliver i Christi Lærdom, har ikke Gud. Hvo som bliver i Christi Lærdom, han har baade Faderen og Sønnen. ¹⁰ Dersom Nogen kommer til Eder og fører ikke denne Lærdom, han annammer ikke tilhuse og byder ham ikke velkommen. ¹¹ thi hvo som byder ham velkommen, bliver deelagtige i hans onde Gjerninger.

³ Thi jeg blev meget glad, der Brødrene kom og vidnede om din Sandhed, hvorledes du vandrer i Sandheden. ⁴ Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører mine Børn vandre i Sandheden.

¹ Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus:

³ I Elskelige! da jeg alvorligen havde for at skrive Eder om den fælles Frelse, fandt jeg det fornødent at skrive Eder med Formaning om at stride for den Tro, som eengang er overanvordet de Hellige.

¹ Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes,

²⁰ de syv Stjerners hemmelighed, hvilke du har seet i min høire Haand, og de syv Guldlysestager. De syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saae, ere de syv Menigheder.

² jeg veed dine Gjerninger og dit Arbeide og din Taalmodighed, og at du ikke kan fordrage det Onde; og du prøvede dem, som sige sig at være Apostler og ere det ikke, og har befundet dem at være Løgnere;

⁸ Og skriv i Menighedens Engel i Smyrna: dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende:

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone. ¹¹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, skal indgenlunde skades af den anden Død. ¹² Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: dette siger den, som har det tveeggede skarpe Sværd:

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

¹¹ Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden.

¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!