Proverbs 28:12 Cross References - Danish

¹² Naar de retfærdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.

¹¹ Se, dine Øjne have set paa denne Dag, at HERREN har givet dig i min Haand i Hulen, og man talede til mig om, at jeg skulde slaa dig ihjel, men jeg sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge Haand paa min Herre, - thi han er HERRENS Salvede.

³ Gak herfra og vend dig imod Østen og skjul dig ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. ⁴ Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken, og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der. ⁵ Og han gik og gjorde efter HERRENS Ord og gik og blev, ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. ⁶ Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken. ⁷ Og det skete efter en Tids Forløb, da blev Bækken tør, thi der var ikke Regn i Landet. ⁸ Da skete HERRENS Ord til ham og sagde: ⁹ Staa op og gak til Sarepta, som er ved Sidon, og bliv der; se, jeg har budet der en Enke, at hun skal forsørge dig. ¹⁰ Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke. ¹¹ Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kære, tag mig et Stykke Brød med, i din Haand. ¹² Men hun sagde: Saa vist som HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø. ¹³ Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og bring mig den ud, siden skal du lave dig og din Søn noget. ¹⁴ Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke blive tomt indtil den Dag, at HERREN skal give Regn over Jorderige. ¹⁵ Og hun gik og gjorde efter Elias's Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Hus i en god Tid. ¹⁶ Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset blev ikke tomt, efter HERRENS Ord, som han talte ved Elias. ¹⁷ Og det skete efter disse Handeler, at samme Kvindes, Husets Ejerindes, Søn blev syg, og hans Sygdom var saare svar, indtil der ikke mere var Aande i ham. ¹⁸ Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at dræbe min Søn. ¹⁹ Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skød og bar ham op paa Salen, hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng. ²⁰ og han raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, saa at du dræber hendes Søn? ²¹ Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange og raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen! ²² Og HERREN hørte Elias's Røst, og Barnets Sjæl kom inden i det igen, og det blev levende. ²³ Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det, og Elias sagde: Se, din Søn lever. ²⁴ Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg dette, at du er en Guds Mand, og at HERRENS Ord i din Mund er Sandhed.

¹³ Er det ikke givet min Herre til Kende, hvad jeg gjorde, der Jesabel slog HERRENS Profeter ihjel, at jeg skjulte hundrede Mænd af HERRENS Profeter, her halvtredsindstyve og der halvtredsindstyve Mænd i en Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand?

³ Der han saa det, da stod han op og gik bort for at redde sit Liv og kom til Beersaba, som tilhører Juda; og han lod sin Dreng blive der.

²⁵ Saa skete det, at David og Israels Ældste og de Øverste over tusinde gik hen for at hente HERRENS Pagts Ark op af Obed-Edoms Hus med Glæde. ²⁶ Og det skete, der Gud hjalp Leviterne, som bare HERRENS Pagts Ark, da ofrede de syv Okser og syv Vædre. ²⁷ Og David var klædt med en Kappe af kosteligt Linklæde og ligesaa alle Leviterne, som bare Arken, og Sangerne og Kenanja, Øverste for dem, som bare, og Sangerne; og David havde en linnet Livkjortel paa. ²⁸ Saa førte hele Israel HERRENS Pagts Ark op med Frydeskrig og med Trompeters Lyd og med Basuner og med Cymbler, og de lode sig høre med Psaltre og Harper.

⁷ Paa den Dag overdrog David første Gang Asaf og hans Brødre at synge Lovsangen for HERREN: ⁸ Lover HERREN, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene. ⁹ Synger for ham, synger Psalmer for ham, taler om alle hans underlige Gerninger! ¹⁰ Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte skal glædes, som søge HERREN. ¹¹ Spørger efter HERREN og hans Magt, søger hans Ansigt altid! ¹² Kommer hans underlige Gerninger i Hu, som han har gjort, hans underlige Ting og hans Munds Domme. ¹³ I, hans Tjener Israels Sæd! I Jakobs Børn, hans udvalgte! ¹⁴ Han er HERREN vor Gud, hans Domme ere i al Verden. ¹⁵ Kommer evindeligt hans Pagt i Hu, det Ord, han har befalet, til tusinde Slægter, ¹⁶ som han indgik med Abraham, og hans Ed til Isak, ¹⁷ og stadfæstede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt, ¹⁸ der han sagde: Dig vil jeg give Kanaans Land, eders Arvs Part, ¹⁹ der I vare en liden Hob Folk, ja faa og fremmede der. ²⁰ Og de vandrede fra Folk til Folk, og fra et Rige til et andet Folk. ²¹ Han lod ingen Mand gøre dem Uret og straffede Konger for deres Skyld, sigende: ²² Rører ikke ved mine Salvede, og gører mine Profeter intet ondt! ²³ Synger for HERREN, alt Landet! bebuder fra Dag til Dag hans Frelse! ²⁴ Fortæller hans Herlighed iblandt Hedningerne, hans underfulde Gerninger iblandt alle Folkene. ²⁵ Thi HERREN er stor og saare priselig, og han er forfærdelig over alle Guder. ²⁶ Thi alle Folkenes Guder ere Afguder, men HERREN gjorde Himmelen. ²⁷ Ære og Hæder er for hans Ansigt, Styrke og Glæde er paa hans Sted. ²⁸ Giver HERREN, I Folks Slægter! giver HERREN Ære og Styrke! ²⁹ Giver HERREN hans Navns Ære; fremfører Skænk og kommer for hans Ansigt, tilbeder HERREN i hellig Prydelse! ³⁰ Al Jorden bæve for hans Ansigt, og Jordens Kreds skal befæstes, at den ikke ryster. ³¹ Himlene skulle glædes, og Jorden frydes, og de skulle sige iblandt Hedningerne: HERREN regerer. ³² Havet skal bruse og dets Fylde; Marken skal frydes, og alt det, som er paa den. ³³ Da skulle Træerne i Skoven fryde sig for HERRENS Ansigt, thi han kommer for at dømme Jorden. ³⁴ Lover HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig, ³⁵ og siger: Frels os, vor Frelses Gud! og saml os og udfri os fra Hedningerne for at love dit hellige Navn, at berømme os af din Pris. ³⁶ Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! Og alt Folket sagde Amen, og: Lov HERREN!

²⁰ Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kære, lover HERREN, eders Gud; og al Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for HERREN og for Kongen. ²¹ Og de bragte HERREN Slagtofre og ofrede Brændofre for HERREN, den følgende Dags Morgen, nemlig tusinde Okser, tusinde Vædere, tusinde Lam, og deres Drikofre og Slagtofre i Mængde for al Israel. ²² Og de aade og drak for HERRENS Ansigt paa den samme Dag med stor Glæde og gjorde anden Gang Salomo, Davids Søn, til Konge og salvede ham for HERREN til Fyrste og Zadok til Præst.

¹⁰ Men paa den tre og tyvende Dag i den syvende Maaned lod han Folket fare til deres Telte, glade og ved et godt Mod over det gode, som HERREN havde gjort imod David og Salomo og sit Folk Israel.

²² Og Ezekias talte kærligt til alle de Leviter, som viste god Forstand paa, hvad der vedkom HERREN; og de aade Højtidsofre syv Dage og ofrede Takofre og takkede HERREN, deres Fædres Gud. ²³ Da den ganske Forsamling havde holdt Raad om at holde andre syv Dage, saa holdt de endnu syv Dage med Glæde. ²⁴ Thi Ezekias, Judas Konge, gav til Forsamlingen tusinde Okser og syv Tusinde Faar, og de Øverste gave til Forsamlingen tusinde Okser og ti Tusinde Faar; saa helligede mange Præster sig. ²⁵ Og hele Forsamlingen af Juda glædede sig og Præsterne og Leviterne og den hele Forsamling, som var kommen fra Israel, og de fremmede, som vare komne fra Israels Land, og de som boede i Juda. ²⁶ Og der var en stor Glæde i Jerusalem; thi, fra Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Dage af var ikke sket noget saadant i Jerusalem. ²⁷ Da stode Præsterne, Leviterne, op og velsignede Folket, og deres. Røst blev hørt; thi deres Bøn kom til hans hellige Bolig i Himmelen.

¹⁵ Og Mardokaj gik ud fra Kongens Ansigt i et kongeligt Klædebon, blaat og hvidt, og med en stor Guldkrone og en kostelig Kappe af Linned og Purpur, og Staden Susan jublede og glædede sig. ¹⁶ Der var kommet Lys og Glæde for Jøderne og Fryd og Ære. ¹⁷ Og i ethvert Landskab og i enhver Stad, til hvilket Sted Kongens Ord og hans Lov ankom, var Glæde og Fryd iblandt Jøderne, Gæstebud og gode Dage; og mange af Folkene i Landet bleve Jøder, thi Frygt for Jøderne var falden paa dem.

¹¹ Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd. ¹² Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde. ¹³ Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte. ¹⁴ Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke. ¹⁵ Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod. ¹⁶ Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg. ¹⁷ Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder. ¹⁸ Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand. ¹⁹ Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene. ²⁰ Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

¹⁰ En Stad skal fryde sig, naar det gaar de retfærdige vel, og naar de ugudelige omkomme, da bliver der Jubel.

²⁸ Naar de ugudelige rejse sig, skjule Folk sig; men naar de omkomme, ville de, retfærdige blive mange.

² Naar der bliver mange retfærdige, skal Folket glædes; men naar en ugudelig hersker, skal Folket sukke.

⁵ Der er et Onde, som jeg saa under Solen, ret som det var en Fejl, der udgaar fra Herskerens Ansigt: ⁶ Daarskaben er sat paa de store Højder, men de rige sidde lavt.

¹⁶ Ve dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster æde om Morgenen.

¹ Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den:

²⁶ Og Kongen bød Jerameel, Meleks Søn, og Seraja, Afriels Søn, og Selemja, Abdeels Søn, at gribe Skriveren Baruk og Profeten Jeremias; men HERREN skjulte dem.

³⁷ Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: ³⁸ velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste!

³⁷ de bleve stenede, gjennemsavgede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede, ³⁸ (dem var Verden ikke værd,) omvankende i Ørkener, paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.