Revelation Cross References - Danish

¹ Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes, ² som har forkyndt Guds Ord og Jesu Christi Vidnesbyrd, og hvad han har seet. ³ Salig er den, som læser, og de, som høre Prophetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær. ⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne, ⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod, ⁶ og har gjort os til Konger og Præster for sin Gud og Fader: ham være Ære og Kraft i al Evighed! Amen. ⁷ See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham igjennemstunge, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen! ⁸ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almægtige. ⁹ Jeg, Johannes, som og er Eders Broder og meddeelagtig i Trængslen og i Riget og i Jesu Christi Taalmodighed, var paa den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Christi, Vidnesbyrds Skyld. ¹⁰ Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde: ¹¹ Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til Menighederne i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea. ¹² Og jeg vendte mig for at see Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saae jeg syv Guldlysestager. ¹³ og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte. ¹⁴ Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee; og hans Øine som Ildslue; ¹⁵ og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen; og hans Røst som mange Vandes Lys; ¹⁶ og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sværd udgik af hans Mund; og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft. ¹⁷ Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig: ¹⁸ frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler. ¹⁹ Skriv, hvad du saae, baade det som er, og det som skal skee herefter; ²⁰ de syv Stjerners hemmelighed, hvilke du har seet i min høire Haand, og de syv Guldlysestager. De syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saae, ere de syv Menigheder.

¹ Efter at dette var sket, kom HERRENS Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

³ Og den almægtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk.

¹¹ Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vær frugtbar og former dig, Folk og Folkehobe skal der vorde af dig, og Konger skulle udkomme af dine Hænder.

¹⁴ Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt.

³ Og Jakob sagde til Josef: Den almægtige Gud aabenbaredes for mig i Luz, udi Kanaans Land,

²⁵ Fra din Faders Gud - og han hjælpe dig! - og fra den Almægtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra,

¹⁴ Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: "Jeg er" har sendt mig til eder.

³ Og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: HERREN! var jeg ikke kendt af dem.

¹³ Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser HERRENS Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter.

⁶ Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.

²⁰ Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I ikke skulle synde.

³⁷ Og du skal gøre dens syv Lamper, og man skal holde dens Lamper tændte og lade dem lyse lige mod dens modsatte Side.

⁶ Og de skulle gøre Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, med kunstig Gerning. ⁷ To Skulderstykker, som kunne sammenføjes, skal den have ved begge dens Ender, og den skal sammenføjes. ⁸ Og Bæltet om, den, som omslutter den, skal være af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned.

⁵ Og Bæltet, som omsluttede den og var over den, var af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, saasom HERREN havde befalet Mose.

⁷ Og han iførte ham Underkjortelen og ombandt ham med Bæltet og førte ham i Overkjortelen og gav ham Livkjortelen paa, og han ombandt ham med Livkjortelens Bælte og spændte den om ham med det.

⁴ det siger den, som hører Guds Taler, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank! ned, og hvem Øjnene blev aabnede paa:

¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn.

⁸ Men fordi HERREN har elsket eder, og fórdi han vilde holde den Ed, som han svor eders Fædre, har HERREN udført eder med en stærk Haand, og han har frels dig, af Trælles Hus, af Faraos, Kongen af; Ægyptens, Haand.

⁵ Men HERREN din Gud vilde ikke høre Bileam, og HERREN din Gud vendte dig Forbandelsen til Velsignelse; thi HERREN din Gud havde dig kær.

¹⁹ Saa skriver eder nu denne Sang og lær Israels Børn den, læg den i deres Mund, for at denne Sang maa være mig til et Vidne imod Israels Børn.

³¹ Saa skulle, HERRE! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.

²⁵ Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal. staa op over Støvet. ²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud, ²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

²⁶ Han skal bede til Gud, og denne skal være ham naadig, og han skal se hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal gengive Mennesket hans Retfærdighed.

⁷ der Morgenstjerner sang til Hobe, og alle Guds Børn raabte af Glæde.

⁴⁶ Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge.

¹⁶ Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.

¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.

¹ Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang.

²⁰ Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela.

¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham.

¹⁸ Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! ¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

²⁷ Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.

³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: ³⁷ Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;

² Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.

⁴ Fremfor Rønsten af de mange, de mægtige Vande, fremfor Havets Brændinger er HERREN mægtig i det Høje.

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning.

²⁵ Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slægt til Slægt. ²⁶ Du grundfæstede fordum Jorden. og Himlene er dine Hænders Gerning. ²⁷ De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.

¹⁵ Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret. ¹⁶ Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.

³⁴ Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

² Og HERRENS Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, HERRENS Kundskabs og Frygts Aand.

⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. ⁵ Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte.

¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.

¹ Profeti imod Ægypten. Se, HERREN farer paa en let Sky og kommer til Ægypten, og Ægyptens Afguder skulle bæve for hans Ansigt og Ægypternes Hjerte blive modfaldent i deres Inderste:

²² Og jeg vil lægge Nøglen til Davids Hus paa hans Skuldre, og han skal oplade, og ingen skal tillukke, oplade.

²³ Og Maanen skal beskæmmes og Solen skamme sig; thi den HERRE Zebaoth skal regere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældstes Ansigt er der Herlighed.

⁸ Kom nu, skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag, altid, indtil evig Tid.

⁴ Hvo udrettede og gjorde det? Han, som kalder Slægterne fra Begyndelsen! jeg HERREN er den første, og med de sidste er jeg ogsaa.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.

¹⁰ I ere mine Vidner, siger HERREN, og min Tjener, som jeg udvalgte, for at I skulde vide det og tro rnig og forstaa, at jeg er; før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være.

⁶ Saa siger HERREN, Israels Konge, og hans Genløser, den HERRE Zebaoth: Jeg er den følste, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg.

¹² Hør mig, Jakob! og du, Israel, min Kaldte! jeg er, jeg er den første, jeg er ogsaa den sidste.

² Og han gjorde min Mund som et skarpt. Sværd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger.

⁴ Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

¹⁹ Solen skal ikke ydermere være dig til Lys om Dagen; og Maanen skal ikke lyse for dig til Glans; men HERREN skal være dig et evigt Lys og din Gud din Herlighed. ²⁰ Din Sol skal ikke mere gaa ned og din Maane ikke miste sit Skin; thi HERREN skal være dig et evigt Lys og din Sorrigs Dage være endte:

⁶ Men I skulle kaldes HERRENS Præster, man skal kalde eder vor Guds Tjenere; I skulle æde Hedningernes Gods og indtræde deres Herlighed.

² Saa siger HERREN, Israels Gud: Skriv dig alle de Ord, som jeg har talt til dig, i en Bog.

⁷ Og deres Ben vare lige Ben, og deres Bens Fod var som en Kalvefod, og de vare skinnende som blankt Kobber at se til.

²⁶ Og over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover. ²⁷ Og jeg saa som et Syn af gloende Malm, som Udseendet af Ild indadtil, trindt omkring; fra hans Lænder at se til og opad, og fra hans Lænder at se til og nedad, saa jeg som Udseendet af Ild, med en Glans trindt der omkring. ²⁸ Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af HERRENS Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.

²⁸ Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af HERRENS Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.

³ Da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand, hvis useende var som Udseendet af Kobber, og der var en Hørgarnsnor og en Maalestok i hans Haand, og han stod i Porten.

² Og se, Israels Guds Herlighed kom fra Østen af, og Lyden deraf var som vældige Vandes Lyd, og Jorden lyste af hans Herlighed.

⁵ Og en Aand opløftede mig og førte mig til den indre Forgaard; og se, HERRENS herlighed fyldte Huset. ⁶ Og jeg hørte een tale til mig fra Huset af, og der var en Mand, som stod hos mig.

² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt.

²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse: ²⁹ Du Konge! dine Tanker opstege paa dit Leje om, hvad der skulde ske herefter; og han, som aabenbarer hemmelige Ting, har kundgjort dig, hvad der skal ske.

³⁴ Men der disse Dage vare til Ende, opløftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og ærede ham, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slægt til Slægt.

⁹ Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klæder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild.

¹³ Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham. ¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

¹⁰ Og det blev stort, indtil Himmelens Hær, og det kastede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og nedtraadte dem.

¹⁶ Og jeg hørte en Menneskerøst imellem Ulaj, og han raabte og sagde: Gabriel! forklar denne Synet! ¹⁷ Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid. ¹⁸ Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han hørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.

²¹ ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid.

²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, der stod en Mand, iført linnede Klæder, og hans Lænder vare omgjordede med Guld af Ufas. ⁶ Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder.

⁶ Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder.

⁸ Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft. ⁹ Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden. ¹⁰ Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig rav ende op paa mine Knæ og paa mine flade Hænder.

¹² Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.

¹⁵ Og der han talte saadanne Ord med mig, da vendte jeg mit Ansigt imod Jorden og blev stum. ¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. ¹⁷ Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig. ¹⁸ Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig; ¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.

³ Men de forstandige skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin; og de, der fsrte de mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid.

¹² Salig er den, som bier og naar til Tusinde tre Hundrede fem og tledive Dage. ¹³ Men gak du dit Endeligt i Møde, og hvil, og staa frem til din Lod ved Dagenes Ende!

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.

² Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, har født; og de overblevne af hans Brødre skulle vende tilbage til Israels Børn.

⁹ HERRENS Røst raaber til Staden - og dit Navn ser efter Visdom -; hører Riset! og hvo har beskikket det?

³ HERREN er langmodig og af stor Kraft og lader ikke Skyld blive ustraffet; HERRENS Vej er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.

² Og HERREN svarede mig og sagde: Skriv Synet, og gør det tydeligt paa ravlerne, for at den, som læser det, kan gøre det i en Fart.

¹⁶ Jeg har hørt det, og mit Indre bævede, ved Røsten dirrede mine Læber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal være rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det.

⁹ Thi se Stenen, som jeg har lagt for Josvas Ansigt, over een Sten ere syv Øjne; se, jeg udgraver Udgravningen paa den, siger den HERRE Zebaoth, og jeg vil borttage dette Lands Skyld paa een Dag.

² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser, og se en Lysestage, hel af Guld, med dens Oliekar oven paa den, og den: syv Lamper paa den, syv Rør ti hver af Lamperne, som ere over porten;

¹⁰ Thi hvo har foragtet ringe Tings Dag? og paa Blyloddet i Serubabels Haand skue med Glæde hine syv, nemlig HERRENS Øjne, de fare om over hele Jorden.

⁵ efter at de have stillet sig frem for al Jordens Herre.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

¹ Paa den Dag skal der være en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Indbyggere imod Synd og imod Urenhed.

⁷ Thi en Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og Loven skal man søge af hans Mund; thi han er den HERRE Zebaoths Sendebud.

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

¹⁴ I ere Verdens Lys; den Stad som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules. ¹⁵ Man tænder og ikke et Lys, og sætter det under en Skjeppe, men paa en Lysestage; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset. ¹⁶ Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene.

¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

¹⁹ Og jeg vil give dig Himmerigets Riges Nøgler, og havd du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.

² Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset.

² Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset. ³ Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham. ⁴ Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at være; vil du, da ville vil gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een. ⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham! ⁶ Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. ⁷ Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke.

⁴³ Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger:

³⁰ Og da skal Menneskenes Søns Tegn aabenbares i Himmelen; og da skulle alle Jordens Slægter hyle, og de skulle se Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.

⁶⁴ Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee. ⁴ Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

²⁶ Og da skulle de see Menneskens Søn kommme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.

⁶² Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer.

⁵ Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.

¹⁰ Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.

²⁸ Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.

²⁷ Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed.

²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn. ²⁹ Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: fader over os! og til Høiene: skjuler os!

³⁷ Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. ³⁸ Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? ³⁹ Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har.

¹ I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.

¹¹ Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd.

³² Og det, som han har seet og hørt, vidner han; og Ingen annammer hans Vidnesbyrd.

²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte.

¹⁴ Jesus svarede og sagde til dem: om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed hvorfra jeg Kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen. ¹⁵ I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer Ingen. ¹⁶ Men dersom jeg dømmer, er min Dom sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig.

²⁶ Jeg har Meget at tale og dømme om Eder; men den, som mig udsendte, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det siger jeg for Verden.

¹⁷ Men den Mængde, som havde været med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde.

⁴⁹ Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.

¹ Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.

⁸ Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig. ⁹ Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet. ¹⁰ Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle.

²³ Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede.

³⁴ Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre.

¹⁹ Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve.

⁹ Ligesom Faderen har elsket mig, saa har jeg og elsket Eder; bliver i min Kjærlighed!

¹⁵ Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder.

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

⁸ Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig.

³⁷ Da sagde Pilatus til ham: er du ikke dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.

³⁴ Men een af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand. ³⁵ Og den, der har seet, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og den Samme veed, at han siger Sanden, paa det I skulle troe.

³⁷ Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget.

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder!

²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder!

²⁰ Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forrader dig?

²⁴ Denne er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt.

⁹ Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øine. ¹⁰ Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide klæder, ¹¹ hvilke og sagde: I galilæiske Mænd, hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igjen saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen.

²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

¹⁰ Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise; men imedens de lavede til, overfaldt ham en Henrykkelse. ¹¹ Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden; ¹² i hvilket vare alle Slags af Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle. ¹³ Og en Røst skete til ham: staa op, Peter, slagt og æd! ¹⁴ Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent. ¹⁵ Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent! ¹⁶ Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen. ¹⁷ Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus. ¹⁸ Og de raabrte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter var der til Herberge? ¹⁹ Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: see, tre Mænd lede efter dig. ²⁰ Staa derfor op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi jeg har udsendt dem. ²¹ Men Peter steg ned til Mændene som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: see, jeg er den, som I lede efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere her? ²² Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord. ²³ Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den anden Dag drog Peter ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham. ²⁴ Og den anden Dag kom de til Cæsarea. Men Cornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Paarørende og nærmeste Venner. ²⁵ Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad. ²⁶ Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske. ²⁷ Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne sammen. ²⁸ Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent. ²⁹ Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev kaldet hid; og nu spørger jeg Eder, hvorfor I kaldte mig? ³⁰ Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klændebon, ³¹ og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud. ³² Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon med Tilnavn Peter, han er til Herberge i Simons den Garvers, Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer. ³³ Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.

²² og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

¹⁹ Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne. ²⁰ Men der de bade ham at blive der længere Tid hos dem vilde han ikke samtygge; ²¹ men han tog Afsked fra dem og sagde: jeg maa endeligen holde denne forestaaende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til Eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.

²⁴ Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende Mand, som var forfaren i Skrifterne, kom til Ephesus.

¹ Men det skte, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af landet og kom til Ephesus. ² Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand der I bleve troende?Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand. ³ Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes' Daab. ⁴ Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus. ⁵ Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn. ⁶ Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, som den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede. ⁷ Men disse Mænd vare i Alt ved tolv i Tallet. ⁸ Men han gik ind i Synagogen og prædikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskærpede det, som hører til Guds Rige. ⁹ Og der Nogle vare forhærdede og vantroe og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus. ¹⁰ Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord.

¹⁰ Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord. ¹¹ Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus' Hænder, ¹² saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem. ¹³ Men nogle omløbende jødiske besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker. ¹⁴ Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst. ¹⁵ Men den onde Aand svarede og og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I? ¹⁶ Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og faarede ud af samme Huus. ¹⁷ Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset. ¹⁸ Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger. ¹⁹ Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrædnte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd. ²⁰ Saa krafeligen voxte Herrens Ord og fik Magt. ²¹ Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem og sagde: efterat jeg har været der, bør det mig og at se Rom. ²² Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Thimotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia. ²³ Men paa den samme Tid skete, et ikke lidte oprør om denne Lære. ²⁴ Thi en Guldsmed ved Navn Demetrius gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste. ²⁵ Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste. ²⁶ Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, har ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder. ²⁷ Men der er ikke aleneste Fare for at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes. ²⁸ Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana! ²⁹ Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig marcedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus. ³⁰ Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke. ³¹ Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen. ³² Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de var komne sammen. ³³ Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. ³⁴ Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana! ³⁵ Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd I Ehpesus! hvilket Mennesket er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede? ³⁶ Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende. ³⁷ Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde. ³⁸ Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten. ³⁹ Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling; ⁴⁰ thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae. ⁴¹

⁷ Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlængede Talen indtil Midnat.

¹⁷ Men fra Miletus sendte han til Ephesus, og lod kalde til sig Menighedens Ældste.

²⁸ Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.

¹⁵ Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt.

¹³ de jeg midt om Dagen faae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.

¹⁶ Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor har jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du har seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,

²³ at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.

⁷ Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

⁷ dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; ⁸ men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede.

³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab,

⁹ efterdi vi vide, at Christus, som er opreist fra de Døde, døer ikke mere; Døden hersker ikke mere over ham.

¹⁷ Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.

²⁵ Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.

³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede.

³⁶ thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

¹¹ Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende.

⁸ thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi Herrens. ⁹ Dertil er jo Christus baade død og opstanden og bleven levende igjen, at han skal herske baade over Døde og Levende.

⁶ at I eendrægteligen med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Christi Fader.

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,

³ Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

⁶ ligesom og det Vidnesbyrd om Christus er bleven befæstet hos Eder,

¹ Og, jeg Brødre! der jeg kom til Eder, kom jeg ikke med prægtige Ord eller Viisdom, at forkynde Eder det Guds Vidnesbyrd;

⁹ Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostler som de Ringeste, som henantvordede til Døden; thi vi ere blevne et Skuespil for Verden baade for Engle og Mennesker. ¹⁰ Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christus; vi skrøbelige, men I stærke; I herlige, men vi foragtede. ¹¹ Indtil denne Time lide vi baade Hunger og Tørst og ere nøgne og faae Mundslag og have intet vist Sted, ¹² og arbeide møisommeligen med vore egne Hænder. Overskjeldede velsigne vi, forfulgte taale vi, ¹³ bespottede formane vi, vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu.

¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

⁴ Der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme; ⁵ og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme; ⁶ og der er Forskjel paa kraftige Gjerninger, men Gud er den samme, som krafteligen virker Alt i Alle. ⁷ Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt. ⁸ Thi En gives Viisdoms-Tale formedelst Aanden; en Anden kundskabs-Tale ved den samme Aand; ⁹ en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand; ¹⁰ en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlægge Tungemaal. ¹¹ Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil. ¹² Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Lemmer paa det ene Legeme, endog de ere mange, ere eet Legeme, saaledes ogsaa Christus. ¹³ Vi ere jo alle døbte i een Aand, til at være eet Legeme, hvad heller vi ere Jøde eller Græker, eller Trælle eller Frie; og vi have alle drukket af Kalken til at være den samme Aand.

²⁰ Men nu er Christus opstanden fra de Døde og er bleven den Førstegrøde af de hensovnede. ²¹ Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. ²² Thi ligesom Alle døde i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christus. ²³ Dog hver i sin Orden: den første Grøde er Christus, dernæst de, som ere Christi, udi hans Tilkommelse.

³² Stred jeg, efter menneskelig Maade at tale, men vilde Dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi.

² Paa den første Dag i Ugen lægge Enhver for sig selv Noget tilside og samle, som ham har havt Velsignelse til, at Hjælpen ikke skal blive samlet først naar jeg kommer.

⁸ I Ephesus vil jeg forblive indtil Pintsedag;

² Naade være med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

¹⁴ Thi Christi Kjærlighed tvinger os, ¹⁵ idet vi dømme saaledes, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, at de, som leve skulle ikke fremdeles leve for sig selv, men han som er død og opstanden for dem.

¹⁸ Og jeg vil være Eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.

² Jeg kjender et Menneske i Christus, som for fjorten Aar siden (hvad heller han var i Legemet, veed jeg ikke, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det), blev henrykt indtil den tredie Himmel. ³ Og jeg kjender et saadant Menneske (hvad heller han var i Legemet eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det), ⁴ at han blev henrykt ind i Paradis og hørte undsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.

⁴ Thi endskjøndt han blev korsfæstet i Svaghed, lever han dog ved Guds Kraft; og endskjøndt ogsaa vi ere svage i ham, skulle vi dog leve med ham ved Guds Kraft hos Eder.

¹² thi hverken annammede, ei heller lærte jeg det af noget Menneske men ved Jesu Christi Aabenbarelse.

²⁰ Jeg er korsfæstet med Christus; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig.

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, til de Hellige, som ere i Ephesus, de Troende i Christus Jesus:

²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,

⁴ Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os,

³ at han ved Aabenbarelse har kundgjort mig hiin Hemmlighed, hvorom jeg foran har korteligen skrevet,

² og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt.

²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord;

⁷ saaledes bør jeg og mene om Eder alle, efterdi jeg har Eder i Hjertet, baade under mine Lænker og Evangeliums Forsvar og Stadfæstelse, Eder alle, som ere deelagtige med mig i Naaden.

⁷ men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; ⁸ og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død.

¹¹ og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Ære.

¹⁵ at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden, ¹⁶ idet I holde fast ved Livets Ord, mig til Roes paa Christi Dag, at jeg ikke har løbet forgjeves, ei heller arbeidet forgjeves.

¹⁴ Dog gjorde I vel, at I deeltoge i min Trængsel.

¹⁸ og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens; han er Begyndelsen, den Forstefødte af de Døde, at han skal være den Ypperste iblandt Alle;

³ Thi I ere døde, og Eders Liv er skjult med Christus i Gud.

¹⁵ Hilser Brødrene i Laodicea, og Nymphas, og Menigheden i hans Huus. ¹⁶ Og naar dette Brev er læst hos Eder, da sørger for, at det ogsaa bliver læst i de Laodicensers Menighed, og at I ogsaa læse det Brev fra Laodicea.

¹⁰ og at forvente hans Søn fra Himlene, hvilken han opreiste fra de Døde, Jesus, som os frier fra den tilkommende Vrede.

¹⁷ derefter skulle vi, som leve, som ovreblive, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne til at møde Herren i Luften; og saaldes skulle vi altid være med Herren.

⁴ saa at vi selv rose os af Eder i Guds Menigheder formedelst Eders Taalmodighed og tro under alle Eders Forfølgelser og Trængsler, som i Fordrage, ⁵ et Beviis paa Guds retfærdige Dom: at I skulle agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;

⁵ Herren styre Eders Hjerter til Guds Kjærlighed og til Christi Standhaftighed!

³ Som jeg formanede dig at blive i Ephesus, der jeg drog til macedonien, saa byd Nogle ikke at lære fremmed Lærdom,

¹⁴ Disse Ting skriver jeg dig til, hvorvel jeg haaber at komme snart til dig; ¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold, ¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

¹³ Jeg byder dig for Gud, som gjør alle Ting levende, og for Christus Jesus, som vidnede den gode Bekjendelse for Pontius Pilatus,

¹⁵ hvilken den Salige og alene Mængtige, den Kongers Konge og Herrers Herre skal vise i sin Tid; ¹⁶ han, alene har Udødelighed, som boer i et Lys, der Ingen kan komme til; hvem intetMenneske har seet, ikke heller kan see, han være Ære og evig magt! Amen.

⁸ Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft,

³ Derfor lid du Ondt som en god Jesu Christi Stridsmand. ⁴ Ingen, som gaaer i Strid, indvikler sig i Livets Handler, at han kan behage den, som tog ham i Sold. ⁵ Dersom og Nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke kronet, dersom han ikke kæmper lovmæssigen. ⁶ Først naar Bonden arbeider, bør han nyde Frugterne. ⁷ Mærk, hvad jeg siger, og Herren give dig Forstand i alle Ting! ⁸ Kom Jesus Christus ihu, som er oprist fra de Døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium, ⁹ for hvilket jeg lider Ondt, indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. ¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed. ¹¹ Det er en troværdig Tale: dersom vi ere døde med ham, skulle vi og leve med ham; ¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os;

³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;

¹⁰ Og: du, Herre, grundfæstede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger. ¹¹ De skulle forgaae, men du bliver ved; de skulle tilhobe ældes som et Klædebon, ¹² ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade. ¹³ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?

¹⁴ Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen, ¹⁵ og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid. ¹⁶ Thi ingenlunde antager han sig Englene, men Abrahams Sæd antager han sig. ¹⁷ Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud til at forsone Folkets Synder.

¹² Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.

¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.

¹⁶ som ikke er bleven det efter et kjødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft.

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.

¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

²⁹ hvor meget værre Straf, mene I, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn med Fødder og ringeagter pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaaner Naadens Aand?

³⁶ thi I have Taalmodighed behov at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

⁸ Jesus Christus er i Gaaer og i Dag den Samme, ja til evig Tid.

²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen.

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

⁷ Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn. ⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær.

⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. ⁹ Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren.

¹ Peter Jesu Christi Apostel, til Udlændingene af Adspredelsen i Pontus, Galatien, Cappadocien, Asien og Bethynien, ² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!

¹⁹ men med Christi dyrebare Blod, som et ustraffeligt og lydeløst Lams,

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus. ⁶ Derfor hedder det og i Skriften: see, jeg sætter i Zion en Hovedhjørnesteen som er udvalgt og dyrebar; og hvo, som troer paa ham, skal ingenlunde beskæmmes. ⁷ Eder, altsaa, som troe, tilkommer denne ære; men for de Vantroe er denne Steen, hvilken Bygningsmændene forstødte, bleven til en Hovedhjørnesteen og en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; ⁸ hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte. ⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

⁷ Men alle Tings Ende nærmer sig; værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.

¹¹ Taler Nogen i Menigheden, han tale som Guds Ord; tjener Nogen deri, han tjene som af den Formue, hvilken Gud forlener, at Gud maa æres i alle Ting formedelst Jesus Christus; han til kommer Ære og Magt i al Evighed! Amen.

¹¹ Han være Ære og Magt i al Evighed! Amen.

⁸ Men dette Ene bør ikke undgaae Eder, I elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag.

¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

¹ Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Hænder føler paa, nemlig om det Livsens ord;

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

¹⁰ Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.

¹⁴ Og vi have seet og vidne, at Faderen udsendte Sønnen at være Verdens Frelser.

⁷ Thi de ere tre, som vidne (i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere eet.

⁷ Thi de ere tre, som vidne (i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere eet. ⁸ Og de ere tre, som vidne paa Jorden:) Aanden og vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet.

⁸ Og de ere tre, som vidne paa Jorden:) Aanden og vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet. ⁹ Dersom vi antage Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, hvilket han har vidnet om sin Søn.

⁹ Dersom vi antage Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, hvilket han har vidnet om sin Søn. ¹⁰ Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.

¹⁰ Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn. ¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn.

¹² Demetrius har et godt Vidnesbyrd af Alle og af Sandheden selv; ogsaa vi vidne, og I vide, at vort Vidnesbyrd er sandt.

¹⁴ Men om disse har og Enoch, den Syvende fra Adam, spaaet, der han sagde: see, Herren kommer med sine mange tusinde Hellige,

²⁵ den alene vise Gud, vor Frelser, være Ære og Majestæt, Kraft og Magt, baade nu og i al Evighed! Amen.

¹ Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes, ² som har forkyndt Guds Ord og Jesu Christi Vidnesbyrd, og hvad han har seet. ³ Salig er den, som læser, og de, som høre Prophetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær. ⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne,

⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne,

⁸ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almægtige. ⁹ Jeg, Johannes, som og er Eders Broder og meddeelagtig i Trængslen og i Riget og i Jesu Christi Taalmodighed, var paa den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Christi, Vidnesbyrds Skyld.

¹¹ Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til Menighederne i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea.

¹¹ Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til Menighederne i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea. ¹² Og jeg vendte mig for at see Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saae jeg syv Guldlysestager. ¹³ og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte.

¹³ og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte.

¹⁶ og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sværd udgik af hans Mund; og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft. ¹⁷ Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:

¹⁹ Skriv, hvad du saae, baade det som er, og det som skal skee herefter;

¹⁹ Skriv, hvad du saae, baade det som er, og det som skal skee herefter; ²⁰ de syv Stjerners hemmelighed, hvilke du har seet i min høire Haand, og de syv Guldlysestager. De syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saae, ere de syv Menigheder.

¹ Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den som vandrer imellem de syv Guldlysestager:

⁸ Og skriv i Menighedens Engel i Smyrna: dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende: ⁹ jeg veed dine Gjerninger og din Trængsel og din Fattigdom, (dog du er rig) og Bespottelsen af den, som sige sig selv at være Jøder, og ere det ikke, men ere Satans Synagoge. ¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹² Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: dette siger den, som har det tveeggede skarpe Sværd:

¹⁶ Vend om! hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Sværd.

¹⁸ Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: dette siger Guds Søn, der har Øine som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Kobber:

¹ Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: dette siger den, som har de syv Guds Aander og de syv Stjerner: jeg veed dine Gjerninger, at du har Navn som levende, enddog du er død.

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

¹⁰ Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, og friste dem, som boe paa Jorden.

¹⁴ Og skriv til Menighedens Engel i Laodicea: dette siger den, som er Amen, det trofaste og sanddrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse:

¹ Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.

¹ Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.

¹ Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee. ² Og strax henryktes jeg; og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen.

² Og strax henryktes jeg; og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen. ³ Og den Siddende var at see til lig Jaspissteen og Sarder, og der var en Regnbue trindt omkring Thronen, at see til lig Smaragden. ⁴ Og Trindt omkring Thronen vare fire og tyve Throner; og paa de Throner saae jeg fire og tyve Ældste sidde, iførte hvide Klæder, og de havde Guldkroner paa deres Hoveder. ⁵ Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Falker brændte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander.

⁵ Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Falker brændte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander. ⁶ Og for Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil. ⁷ Og det første Dyr var ligt en Løve; og det andet Dyr var ligt en Oxe; og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske; og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer!

⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer! ⁹ Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed,

⁹ Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende: ¹¹ Værdig er du, Herre! at annamme Ære og Priis og Kraft; thi du har skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.

¹¹ Værdig er du, Herre! at annamme Ære og Priis og Kraft; thi du har skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.

⁶ Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stodet Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord.

¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.

¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed! ¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

⁹ Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjæle som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de bare.

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

¹ Og de femte Engel basunede, og jeg saae en Stjerne, nedfalden fra Himmelen paa Jorden, og den blev Nøglen given til Afgrundens Brønd.

¹ Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.

³ Og han raabte med stærk Røst, som en Løve brøler; og der han havde raabt, talede de syv Tordener deres Røster. ⁴ Og der de syv Tordener havde talet deres Røster, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: forsegl, hvad de syv Tordener talede, men nedskriv det ikke.

⁴ Og der de syv Tordener havde talet deres Røster, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: forsegl, hvad de syv Tordener talede, men nedskriv det ikke. ⁵ Og Englen, som jeg saae staae paa havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen ⁶ og svoer ved den, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen og hvad derudi er, og Jorden og hvad derudi er, og Havet og hvad derudi er, at der ikke mere skal gives Tid; ⁷ men i de Dage, da den syvende Engels Røst skal høres, skal Guds skjulte Raad fuldkommes, som han har forkyndet sine Tjenere, Propheterne. ⁸ Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talede atter med mig og sagde: gak hen, tag den liden Bog, som er opladt i Engelens Haand, der staaer paa Havet og paa Jorden.

⁷ Og naar de faae fuldendt deres Vidnesbyrd, skal det Dyr, som opstiger af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslaae dem.

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

¹⁷ vi takke dig, Herre, Gud, den Almægtige, den, der er og der var og der kommer! fordi du har taget din store magt og dit Kongedømme.

¹ Og et stort Tegn blev seet i Himmelen: en Kvinde, beklædt med Solen, og Maanen under hendes Fødder, og paa hendes Hoved en Krone af Tolv Stjerner.

¹¹ Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden.

¹⁷ Og Dragen forbittredes paa Kvinden og gik bort at føre Krig mod de Øvrige af hendes Sæd, dem, som bevare Guds Befalinger og holde ved Jesu Christi Vidnesbyrd. Og jeg stod paa Havets Stand.

¹⁰ Dersom Nogen samler til Fængsel, han gaaer i Fængsel; dersom Nogen Dræber med Sværd, ham bør det at dræbes med Sværd. Her er de Helliges Taalmodighed og Tro.

² Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som mange Vandes Lyd og som en stærk Tordens Lyd, og jeg hørte Harpelegeres Lyd, som legede paa deres Harper.

¹² Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro. ¹³ Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem. ¹⁴ Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand.

¹⁴ Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand. ¹⁵ Og en anden Engel udgik af Templet, som raabte med høi Røst til den, som sad paa Skyen: udstræk din Segl og høst; thi Timen at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden. ¹⁶ Og den, som sad paa Skyen, lod sin Segl gaae over Jorden, og Jorden blev høstet.

⁶ og de syv Engle, som havde de syv Plager, udgik af Templet, iførte et reent og skinnende Lindklæde og opbundne under Brystet med Guldbelter.

¹⁴ Thi de ere Djævelens Aander og gjøre Tegn; og de gaae ud til Jordens, ja hele Jorderiges Konger, at samle dem til Krigen pa Guds den Almægtiges hiin store Dag.

³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.

¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.

¹⁵ De, som handlede dermed, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel og græde og sørge, sigende: ¹⁶ vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Lindklæde og Purpur og Skarlagen, og udziret med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde. ²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den.

¹ Og derefter hørte jeg en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelse og Ære og Priis og Magt være Herren vor Gud! ² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand. ³ Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.

⁶ Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lys og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Helleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, har antaget Riget.

⁹ Og han siger til mig: skriv: salige ere de, som ere kaldede til Lammets Bryllups Nadvere! Og han siger til mig: disse ere de sande Guds Ord. ¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

¹² Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv;

¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar. ¹⁶ Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre.

²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.

¹ Og jeg saae en Engel fare ned fra Himmelen; han havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand. ² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar

⁶ Salig og hellig er den, som har Deel i den første Opstandelse; over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds og Christi Præster og skulle regjere med ham tusinde Aar.

¹⁴ Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen. Denne er den anden Død.

² Og jeg, Johannes, saae den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himmelen fra Gud, beredet som Bruden, smykket for sin Brudgom.

⁵ Og den, som sad paa Thronen, sagde: see, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: skriv; thi disse Ord ere sande og trofaste. ⁶ Og han sagde til mig: det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Den Tørstige vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt.

¹⁰ Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud.

²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet.

⁴ Og de skulle see hans Ansigt, og hans Navn skal være i deres Pander.

⁶ Og han sagde til mig: disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, de hellige Propheters Gud, har udsendt sin Engel at vise sine Tjenere, hvad snart bør skee.

⁶ Og han sagde til mig: disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, de hellige Propheters Gud, har udsendt sin Engel at vise sine Tjenere, hvad snart bør skee. ⁷ See, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs Propheties Ord!

¹⁰ Og han siger til mig: du skal ikke forsegle denne Bogs Propheties Ord, thi Tiden er nær.

¹² Og see, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale Hver, som hans Gjerning monne være. ¹³ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelse og Ende, den Første og den Sidste.

¹⁶ Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne.

²⁰ Han, som vidner disse Ting, siger: ja, jeg kommer snart! Amen. Ja, kom, Herre Jesus!