Revelation 16 Cross References - Danish

¹ Og jeg hørte en stærk Røst fra Templet, som sagde til de syv Engle: gaaer hen og udgyder Guds Vredes Skaaler paa Jorden. ² Og den første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden, og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede. ³ Og den anden Engel udgød sin Skaal i Havet, og det blev Blod som af en Myrdet, og hver levende Sjæl i Havet døde. ⁴ Og den tredie Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne, og de bleve Blod. ⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfærdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom. ⁶ Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd. ⁷ Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige. ⁸ Og den fjerde Engel udgød sin Skaal i Solen; og den fik Magt at brænde Menneskene med Ild. ⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære. ¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. ¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger. ¹² Og den sjette Engel udgød sin Skaal i den store Flod Euphrates; og dens Vand borttørredes, paa det Veien skulde beredes for Kongerne fra Østen. ¹³ Og jeg saae af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Prophets Mund udkomme tre urene Aander, som lignede Padder. ¹⁴ Thi de ere Djævelens Aander og gjøre Tegn; og de gaae ud til Jordens, ja hele Jorderiges Konger, at samle dem til Krigen pa Guds den Almægtiges hiin store Dag. ¹⁵ See, jeg kommer som en Tyv. Salig er den, som vaager og bevarer sine Klæder, at han ikke skal gaae nøgen, og de skulle see hans Skam. ¹⁶ Og de samlede dem til det Sted, som kaldes paa Hebraisk Harmagedon. ¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en stærk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: det er skeet. ¹⁸ Og der skete Røster og Tordener og Lyn; og der skete et stort Jordskælv, saadant som ikke er skeet fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskælv, saa stort. ¹⁹ Og den store Stad blev til tre Dele, og Hedningernes Stæder nedfaldt; og den store Babylon blev ihukommet for Gud, at han vilde skjenke hende med Vinen af sin strenge Vrede. ²⁰ Og hver Ø flyede, og Bjergene blev ikke fundne. ²¹ Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.

²² Alt det, som havde Livs Aande i sin Næse, alt det, som var paa det tørre, døde.

²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret.

¹⁷ Saa siger HERREN: Af dette skal du fornemme, at jeg er HERREN; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod.

¹⁷ Saa siger HERREN: Af dette skal du fornemme, at jeg er HERREN; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod. ¹⁸ Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden.

¹⁸ Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden. ¹⁹ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene.

¹⁹ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene. ²⁰ Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom HERREN havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod.

²⁰ Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom HERREN havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod. ²¹ Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land.

² Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer. ³ Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge. ⁴ Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere. ⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land.

⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land. ⁶ Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten, og der kom Frøer op og skjulte Ægyptens Land. ⁷ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land.

⁸ Da sagde HERREN til Mose og Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne. ⁹ Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land. ¹⁰ Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget. ¹¹ Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere.

²³ Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og HERREN lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og HERREN lod regne Hagel over Ægyptens Land. ²⁴ Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. ²⁵ Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken. ²⁶ Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel.

²¹ Og HERREN sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at markan føle paa Mørket. ²² Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. ²³ lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger.

²⁵ Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, - thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere,

¹⁵ Og HERREN skal lade al Sygdom vige fra dig; og alle de ægyptiske slemme Sygdomme, som du kender, dem skal han ikke lægge paa dig, men lægge dem paa alle dem, som hade dig.

¹ Naar en Profet eller en, som drømmer en Drøm, staar op midt iblandt eder. og giver dig et Tegn eller et Under, ² og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem:

²⁷ HERREN skal slaa dig med ægyptiske Bylder og med Hævelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne læges.

⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved. ⁴³ Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.

¹⁹ Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog HERREN Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig;

¹¹ Og det skete, der de flyede for Israels Ansigt, og de vare der, hvor man gaar ned fra Beth-Horon, da lod HERREN falde store Stene af Himmelen paa dem indtil Aseka, at de døde; de vare flere, som døde af samme Hagelstene, end de, som Israels Børn sloge ihjel med Sværdet.

⁷ Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til Bækken Kison, og hans Vogne og hans Hob; og jeg vil give ham i din Haand.

¹⁹ Kongerne kom, de strede; da strede Kanaans Konger udi Thaanak ved Mebiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv.

⁶ Og HERRENS Haand blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemærker med Bylder.

⁹ Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var HERRENS Haand mod Staden med en saare stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, baade smaa og store, og der brød Bylder ud paa dem.

³ Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen.

¹⁸ Og HERREN sendte mig paa Vejen og saagde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du faar gjort Ende paa dem.

⁶ Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand.

¹⁰ Og Israels Konge og Josafat, Judas Konge, sade hver paa sin Trone, iførte Kongedragt, paa en fri Plads ved Indgangen til Samarias Port, og alle Profeterne spaaede for deres Ansigt. ¹¹ Og Zedekia, Knaanas Søn havde gjort sig Jernhorn, og han sagde: Saaledes sagde HERREN: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes.

¹⁹ Og han sagde: Hør derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side. ²⁰ Og HERREN sagde: Hvo vil overtale Akab, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og den ene sagde saa, og den anden sagde saa. ²¹ Da gik en Aand ud og stod for HERRENS Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og HERREN sagde til ham: Hvormed? ²² Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja ogsaa formaa det; gak ud og gør saa! ²³ Og nu, se, HERREN har givet en løgnagtig Aand i alle disse dine Profeters Mund; men HERREN har talt ondt over dig.

³³ Der han end talte med, dem, se, da kom Budet ned til ham; og han sagde: Se, dette er Ulykken fra HERREN, hvad skal jeg vel ydermere vente af HERREN.

²⁹ I hans Dage drog Farao Neko, Kongen af Ægypten, op imod Kongen af Assyrien til Floden Frat, og Kong Josias drog imod ham; men denne dræbte ham i Megiddo, der han havde set ham. ³⁰ Og hans Tjenere førte ham død fra Megiddo og førte ham til Jerusalem og begravede ham i hans Grav; og Folket i Landet tog Joakas, Josias's Søn, og salvede ham og gjorde ham til Konge i hans Faders Sted.

⁴ saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde HERREN ikke tilgive.

¹⁸ Og han sagde: Hører derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende ved hans højre og ved hans venstre Side; ¹⁹ og HERREN sagde: Hvo vil overtale Akab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead Og han sagde: Den ene sagde saa, og den anden sagde saa. ²⁰ Da gik en Aand ud og stod for HERRENS Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og HERREN sagde til ham: Hvormed? ²¹ Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham og ogsaa formaa det; gak ud og gør saaledes! ²² Og nu se, HERREN har givet en løgnagtig Aand i disse dine Profeters Mund; men HERREN har talt ondt over dig.

¹⁵ og dig selv med mange Smerter, ved en Sygdom i dine Indvolde, indtil dine Indvolde gaa ud formedelst Smerten, der skal vare fra Dag til Dag.

¹⁸ Og efter alt dette plagede HERREN ham i hans Indvolde med Smerte, saa at der var ingen Lægedom.

²² Ja, paa den Tid denne ængstede ham, da blev han ved at forgribe sig imod HERREN; saadan var Kong Akas.

²³ Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvo der maatte være iblandt eder af alle hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage op!

² Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.

¹¹ Og de gave os saadant Svar tilbage og sagde: Vi ere Himmelens og Jordens Guds Tjenere og bygge et Hus, som var fordum bygget, for mange Aar siden; thi en stor Konge i Israel havde bygget det og fuldført det. ¹² Men efterdi vore Fædre havde fortørnet Himmelens Gud, gav han dem i Kongen af Babel, Kaldæeren Nebukadnezars Haand, og denne nedbrød dette Hus og førte Folket bort til Babel.

¹⁰ paa det de kunne ofre til en sød Lugt for Gud i Himmelen og bede for Kongens og hans Børns Liv.

¹² Artakserkses, Kongers Konge, til Esra, Præsten, den skriftlærde i Himmelens Guds Lov, og saa videre.

²¹ Og af mig, mig Kong Artakserkses, er given Befaling til alle Skatmestre, som ere paa hin Side Floden, at hvad som Esra, Præsten, den skriftlærde i Himmelens Guds Lov, begærer af eder, det skal ydes straks,

²³ Alt det, som er efter Himmelens Guds Befaling, skal omhyggeligt udføres for Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme en Vrede over Kongens og hans Børns Rige.

⁴ Og det skete, der jeg hørte disse Ord, satte jeg mig hen og græd og sørgede nogle Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen.

⁴ Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen.

⁷ Da for Satan ud fra HERRENS Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse. ⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.

²⁶ Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.

⁴⁴ da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; ⁴⁵ og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

⁴⁹ han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;

⁶ Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn.

²⁹ Han vendte deres Vande om til Blod og dr æbte deres Fisk. ³⁰ Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre.

⁴ HERREN er retfærdig han overhuggede de ugudeliges Reb.

²⁶ Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

¹⁷ HERREN er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger.

⁵ Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat.

⁵ Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat. ⁶ Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie.

¹⁴ og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje ¹⁵ og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur ¹⁶ og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue. ¹⁷ Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Mændenes Højhed skal fornedres; og HERREN skal alene være høj paa den Dag.

¹⁷ Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og HERREN skal blotte deres Blusel.

²⁴ Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

⁶ Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra, Alteret med en Tang.

⁷ se, derfor skal Herren lade Flodens mægtige og mange Vande, Kongen af Assyrien og al hans Herlighed komme over dem; og den skal stige over alle sine Strømme og gaa over alle sine Bredder.

²¹ da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;

²¹ da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje; ²² og han skal til Jorden, men se, der skal være Angest og Mørke, Trængsels Mørke, og i Mulm er han udstødt.

¹⁵ Og HERREN skal sætte Vigen af Ægyptens Hav i Band og bevæge sin Haand over Floden med sit stærke Vejr; og han skal slaa den i syv Bække og lade den betrædes med Sko.

²³ Og Maanen skal beskæmmes og Solen skamme sig; thi den HERRE Zebaoth skal regere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældstes Ansigt er der Herlighed.

³⁰ Og sin majestætiske Røst skal HERREN lade høre, og sin sænkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortærende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene.

¹ Kommer nær, I Hedninger! for at høre, og I Folk! giver Agt Jorden høre det, og dens Fylde, jorderige og al dens Grøde! ² Thi HERRENS Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Hær; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes. ³ Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe, skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod. ⁴ Og Himmelens Hær skal svinde hen, og Himlene skulle rulles sammen som en Bog; og al deres Hær skal visne som et vissent Blad af et Vintræ og ligesom vissent Løv af et Figentræ: ⁵ Thi, mit Sværd er vædet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band. ⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land. ⁷ Og Bøfler fældes tillige med dem, og Ungkvæg tillige med Tyre; og deres Land skal blive vædet af Blod og deres Jordbund mættes med Fedme. ⁸ Thi det er HERRENS Hævns Dag, Gengældelsens Aar for Zions Retssag.

² Hvo har opvakt ham fra Østen hvem Retfærdigheden møder, hvor han gaar? hvo hengav Folkefærd. for hans Ansigt og Kongerne, at han herskede over dem, hvilke hans Sværd gør som Støv og hans Bue, som Halm, der bortblæses? ³ Han forfølger dem, drager frem med Fred: ad den Sti, som hans Fødder ikke have betraadt tilforn.

²⁵ Jeg har opvakt ham fra Norden, og han skal komme, ham fra Solens Opgang, som skal paakalde mit Navn; og han skal komme over Fyrsterne, som vare de Dynd, og som en Pottemager, der træder Ler.

¹⁵ Jeg vil lægge Bjerge og Høje Øde og borttørre alle deres Urter og gøre Floder til Fastland og udtørre Søer.

²⁷ den, som siger til Dybet: Bliv tør og dine Floder vil jeg udtørre;

¹¹ jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

³ Lad din Blusel blottes og din Skam ses; jeg vil hævne mig, og jeg, skal ikke møde noget Menneske.

²⁶ Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, og den Mæbtige i Jakob er din Genløser.

² Hvorfor er der ingen, naar jeg kommer? hvorfor svarer ingen, naar jeg kalder? er min Haand saa forkortet, at den ikke kan forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? se, jeg udtørrer Havet ved min Trilsel, jeg gør Floder til Ørk, at deres Fisk stinke, fordi der ikke er Vand, og dø af Tørst.

¹⁷ Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af HERRENS Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger. ¹⁸ Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden. ¹⁹ Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; hvorved skal jeg trøste dig? ²⁰ Dine Børn forsmægtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvældede af HERRENS Vrede, af din Guds Skælden. ²¹ Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af Vin! ²² Saa siger din Herre, HERREN, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Bæger ud af din Haand, min Vredes Bæger skal du ikke fremdeles uddrikke. ²³ Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.

¹ Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klæder fra Bozra, han, som er saa prægtig i sit Klædebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfærdighed, mig, som er mægtig til at frelse! ² Hvorfor er der rødt paa dit Klædebon og dine Klæder som dens, der træder Vinpersen? ³ Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede. ⁴ Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet. ⁵ Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjælper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig, bi. ⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

³⁰ Jeg slog eders Børn forgæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Profeter ligesom en ødelæggende Løve.

²³ Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere. ²⁴ Jeg saa Bjergene, og se, de bævede, og alle Højene skælvede. ²⁵ Jeg saa, og se, der var intet Menneske mere, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløjne.

³ HERRE! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om.

²⁹ Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte. ³⁰ Forkastet Sølv kalder man dem; thi HERREN har forkastet dem.

²⁵ Udøs din Harme over Hedninger, som ikke kende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have fortæret Jakob, ja, fortæret ham og tilintetgjort ham og ødelagt hans Bolig.

⁶ Og det skete de HERREN til mig: Staa op, gak til Eufrat, og hent derfra det Bælte, som jeg befalede dig at skjule der.

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den. ¹⁶ Og de skulle drikke og tumle og rase over Sværdet, som jeg sender iblandt dem.

²⁶ og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere nær, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem.

¹¹ Og præsterne og Profeterne sagde til Fyrsterne og til alt Folket saaledes: Dødsdom over denne Mand thi han har spaaet imod denne Stad saaledes som I have hørt med eders Øren.

¹⁶ Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og til Profeterne: Der bør ingen Dødsdom fældes over enne Mand; thi har han talt til os HERREN vor Guds Navn.

³⁸ Tørke! kom imod dens Vande, at de maa borttørres! thi det er de udskaarne Billeders Land, og de rose sig som afsindige af deres Skræmmebilleder. ³⁹ Derfor skulle Ørkenens Vildt og Ulve bo der og Strudser bo derudi; og den skal ikke ydermere bebos evindelig, og ingen skal bo i den fra Slægt til Slægt. ⁴⁰ Ligesom Gud har omstyrtet Sodoma og Gomorra og dens Naboer, siger HERREN, saa skal ingen bo der og intet Menneskebarn opholde sig der.

³⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil udføre din Sag og fuldkomme din Hævn, og jeg vil gøre dens Hav tørt og dens Kilde vandløs.

¹⁸ HERREN, han er retfærdig; thi jeg var genstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og ser min Smerte, mine Jomfruer og mine unge Karle ere vandrede i Fangenskab.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den,

⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane. ⁶ Gamle Mænd, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Mænd, som vare foran Huset. ⁷ Og han sagde til dem: Besmitter Huset og fylder Forgaarden med ihjelslagne; gaar derpaa ud; og de gik ud og sloge ihjel i Staden. ⁸ Og det skete, der de ihjelsloge dem, og jeg blev tilbage, da faldt jeg ned paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre, HERRE! vil du da ødelægge alt det, som er blevet tilovers af Israel, idet du udøser din Harme over Jerusalem?

² Og han talte til den Mand, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Næver fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik der ind for mine Øjne.

⁷ Og Keruben udrakte sin Haand fra Keruberne til Ilden, som var imellem Keruberne, og han tog deraf og lagde i Næverne paa ham, der var klædt i Linklæderne, og denne tog derimod og gik ud.

¹¹ saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs!

¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det.

⁹ Men naar Profeten lader sig overtale og taler noget, da har jeg, HERREN, ladet denne Profet overtales; og jeg vil udrække min Haand over ham og ødelægge ham ud af mit Folk Israels Midte.

³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel. ³⁸ Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkærhed.

¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig.

⁸ Og jeg vil fylde Bjergene der med deres ihjelslagne; paa dine Høje og i dine Dale og i alle dine Flodlejer, der falde de, som ere ihjelslagne med Sværd.

¹ Da HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosk, Mesek og Tubal, og spaa imod ham! ³ Og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Gog, du Fyrste over Rosk, Mesek og Tubal! ⁴ Og jeg vil vende dig om og lægge Kroge i dine Kæver, og jeg vil føre dig ud tillige med al din Hær, Heste og Ryttere, alle sammen klædte i fuld Pragt, en stor Skare med store Skjolde og smaa Skjolde, alle sammen øvede i at bruge Sværd, ⁵ med dem tillige Perser, Morianer og Putæer, alle sammen med Skjold og Hjelm, ⁶ Gorner og alle hans Hære, Thogarmas Hus i det yderste Nord og alle dets Hære, ja, mange Folkeslag samletl med dig. ⁷ Vær beredt og hold dig rede, du og alle dine Skarer, som ere forsamlede om dig! og du skal tage Vare paa dem. ⁸ Efter mange Dage skal du blive hjemsøgt, i de sidste Aar skal dit komme til et Land, som er udfriet fra Sværdet og samlet ud fra mange folkefærd, over Israels Bjerge, som stadigt have været øde; dette er nu udført fra Folkene, og de bo der alle sammen tryggelig.

⁸ Efter mange Dage skal du blive hjemsøgt, i de sidste Aar skal dit komme til et Land, som er udfriet fra Sværdet og samlet ud fra mange folkefærd, over Israels Bjerge, som stadigt have været øde; dette er nu udført fra Folkene, og de bo der alle sammen tryggelig. ⁹ Og du skal drage op, du skal komme sorn et Buleler, du skal være som en Sky til at skjule Landet, du og alle dine Hære og de mange Folkeslag, som ere med dig.

⁹ Og du skal drage op, du skal komme sorn et Buleler, du skal være som en Sky til at skjule Landet, du og alle dine Hære og de mange Folkeslag, som ere med dig. ¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke;

¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke; ¹¹ og du skal sige: Jeg; vil drage op imod et Land med ubefæstede Byer; jeg vil komme over de rolige, som bo tryggelig, alle sammen bo de uden Mur og have hverken Portstænger eller Porte,

¹¹ og du skal sige: Jeg; vil drage op imod et Land med ubefæstede Byer; jeg vil komme over de rolige, som bo tryggelig, alle sammen bo de uden Mur og have hverken Portstænger eller Porte, ¹² for at bytte Bytte og at røve Rov; for at vende din Haand imod de øde Stæder, som nu ere bebnede, og imod et Folk, som er sanket ud fra Hedningerne, og som forhverver sig Faar og Gods, og som hor over Jordens Navle.

¹² for at bytte Bytte og at røve Rov; for at vende din Haand imod de øde Stæder, som nu ere bebnede, og imod et Folk, som er sanket ud fra Hedningerne, og som forhverver sig Faar og Gods, og som hor over Jordens Navle. ¹³ Seba og Dedan og Købmæend fra Thasis og alle dets unge Løver skulle sige til dig: Er du kommen for at bytte Bytte? har du samlet din Skare for at røve Rov, for at borttage Sølv og Guld, for at tage Fæ og Gods, for at bytte stort Bytte. ¹⁴ Derfor spaa, du Menneskesøn! og sig til Gog: Saa siger den Herre, HERRE; Mon du ikke paa den Dag, naar mit Folk Israel bor tryggelig, skal faa det at vide? ¹⁵ Og du skal komme fra dit Sted, fra det yderste Nord du og de mange Folk, som ere med dig, alle sammen ridende paa Heste, en stor Skare og en mægtig Hær. ¹⁶ Og du skal drage op imod mit Folk Israel som en Sky til at skjule Landet; det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil lade dig komme imod mit Land, paa det Hedninrerne skulle kende mig, naar jeg helliggøre mig paa dig for deres Øjne, o Gog! ¹⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Er du den, som jog talte om i gamle Dage ved mine Tjenere, Profeterne i Israel, som spaaede i hine Dage, Aar efter Aar, at jeg vilde lade dig komme over dem? ¹⁸ Og det skal, ske paa den Dag, ja, paa den Dag, da Gog kommer over Israels Land, siger den Herre, HERRE, at min Vrede skal stige op i min Næse. ¹⁹ Og jeg har talt i min Nidkærhed, i min Vredes Ild: Sandelig, paa denne Dag skal der være en stor Rystelse i Israels Land. ²⁰ Og Fiskene i Havet og Fuglene under Himlene og de vilde Dyr paa Marken og alt Krybet, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden, skulle bæve for mit Ansigt, og Bjergene skulle omkastes og Taarnene falde, og hver Mur skal falde til Jorden: ²¹ Og jeg vil kalde et Sværd fIem imod ham hen over alle mine Bjerge, siger den Herre, HERRE; den enes Sværd skal være imod den anden.

²¹ Og jeg vil kalde et Sværd fIem imod ham hen over alle mine Bjerge, siger den Herre, HERRE; den enes Sværd skal være imod den anden. ²² Og jeg vil gaa i Rette med ham ved Pest og ved Blod; og en overskyllende Regn og Hagelstene, Ild og Svovl vil jeg lade regne ned over ham og over hans Hære og over de mange Folk; som ere med ham.

²² Og jeg vil gaa i Rette med ham ved Pest og ved Blod; og en overskyllende Regn og Hagelstene, Ild og Svovl vil jeg lade regne ned over ham og over hans Hære og over de mange Folk; som ere med ham. ²³ Og jeg vil bevise mig stor og bevise mig hellig, og jeg vil give mig, til Kende for mange Hedningers Øjne; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹⁸ og det, for at de skulde begære Barmhjertighed af Gud i Himmelen angaaende denne Hemmelighed, for at de ikke skulde udrydde Daniel og hans Medbrødre tillige med Resten af de vise i Babel. ¹⁹ Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

³⁰ Kongen svarede og sagde: Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget til et kongeligt Hus ved min Styrkes Magt og til min Herligheds Ære?

²² Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette. ²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret.

¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst.

⁴³ Og han skal blive Herre over Skatte af Guld og Sølv og over alle kostelige Ting i Ægypten; og Lygter og Morianer skulle følge ham. ⁴⁴ Men Tidender fra Østen og fra Norden skulle forfærde ham; og han skal drage ud med stor Grumhed for at udrydde og for at Ødelægge mange. ⁴⁵ Og han skal opslaa sit Pragttelt imellem Havet og det herlige, hellige Bjerg, men naa sin Ende, og ingen skal hjælpe ham.

¹ Og paa den Tid skal Mikael, den store Fyrste, der staar som Værn for dit Folks Børn, staa frem, og der skal være en Trængsels Tid, som aldrig har været, siden Folk hlev til og indtil den Tid; og paa samme Tid skal dit Folk undkomme, hver den, som findes skreven i Bogen.

⁷ Og jeg hørte Manden, som var iført de linnede Klæder, og som stod ov en over Flodens Vande, og han opløftede sin højre Haand og sin venstre Haand imod Himlene og svor ved ham, som lever evindelig: Igennem een Tid, Tider og en halv Tid, og naar det hellige Folks Magt fuldstændigt er knust, skulle alle disse Ting fuldendes. ⁸ Og jeg hørte det, men forstod det ikke; og jeg sagde: Min Herre! hvad er det sidste af dette? ⁹ Og han sagde: Gak bort, Daniel! thi Ordene skulle være tillukkede og forseglede indtil Endens Tid. ¹⁰ Mange skulle rense sig og to sig hvide og lutre sig, men de ugudelige skulle handle ugudeligt, og ingen af de ugudelige skal forstaa det; men de forstandige skulle forstaa det. ¹¹ Og fra den Tid, da den stadige Tjeneste bliver borttagen, og det for at opstille Ødelæggelsens Vederstyggelighed, er der Tusinde to Hundrede og halvfemsindstyve Dage. ¹² Salig er den, som bier og naar til Tusinde tre Hundrede fem og tledive Dage. ¹³ Men gak du dit Endeligt i Møde, og hvil, og staa frem til din Lod ved Dagenes Ende!

³ paa det jeg ikke skal klæde hende nøgen af og fremstille hende, som den Dag hun blev født, og gøre hende som Ørken og bringe hende til at ligne et tørt Land og lade hende dø af Tørst.

¹⁵ Thi han skal bære Frugt iblandt Brødre; dog skal der komme et Østenvejr, et HERRENS Vejr, som drager op fra Ørken, og hans Væld skal udtørres og hans Kilde blive tør; det skal røve Skatten af alle kostelige Kar.

⁹ Men ogsaa, hvad ere I for mig, du Tyrus og Zidon, og I, alle Filisternes Lande? mon I ville gengælde mig for, hvad jeg har gjort, eller ville I gøre mig noget snart, hastelig skal jeg lade Gengældelsen komme over eders Hoved; ¹⁰ I, som have taget mit Sølv og mit Guld og bragt mine bedste Kostbarheder ind i eders Templer; ¹¹ og Judas Børn og Jerusalems Børn have I solgt til Grækernes Børn, for at føre dem langt bort fra deres Landemærke. ¹² Se, jeg vækker dem op fra det Sted, hvorhen I solgte dem, og jeg vil lade Gengældelsen komme over eders Hoved. ¹³ Og jeg vil sælge eders Sønner og eders Døtre i Judas Børns Haand, og de skulle sælge dem til Sabæerne, til et fjernt Folk thi HERREN har talt det. ¹⁴ Udraaber dette iblandt Hedningerne, helliger en Krig, opvækker de vældige, lader alle Krigsmændene komme frem, drage op!

⁶ Og dog har jeg givet eder rene Tænder i alle eders Stæder og Mangel paa Brød alle Vegne hos eder; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ⁷ Og jeg har ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der endnu var tre Møder til Høsten, og jeg lod regne over een Stad, men over en anden lod jeg ikke regne: En Ager fik Regn, og en anden Ager, som det ikke regnede paa, blev tsr. ⁸ Og to eller tre Stæder vankede hen til een Stad for at drikke Vand, og de fik ikke nok at drikke; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ⁹ Jeg har slaaet eder med Brand og Vissenhed i Kornet, eders mangfoldige Haver og eders Vingaarde og eders Figentræer og eders Oliegaarde af aad Græshoppen; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ¹⁰ Jeg har, sendt en Pest paa eder efter Ægyptens vis, ihjelslaget eders unge Karle med Sværd, tillige med at eders i Heste bleve gjorte til Bytte, og jeg lod Stank af eders Lejre stige op og det i eders Næse; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ¹¹ Jeg har omkastet Stæder iblandt eder, ligesom da Gud omkastede Sodoma og Gomorra, og I vare som en Brand, der reddes ud af en Ild; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN. ¹² Derfor vil jeg handle saaledes med dig, Israel! Efterdi jeg da vil handle saaledes med dig, da bered dig, o Israel! til at møde din Gud.

⁹ Og han sagde til dem: Jeg er en Hebræer, og jeg frygter HERREN, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land.

⁸ Og det skete, der Solen gik op, da beskikkede Gud en lummer Østenvind, og Solen stak Jonas paa Hovedet, saa han blev afmægtig; da bad han, at hans Sjæl maatte dø, og sagde: Det er bedre, at jeg dør end lever.

¹⁵ Ve den, som giver sin Næste en Drik, idet du blander din Vrede deri, og derhos gør dem drukne for at se paa deres Nøgenhed!

⁸ Derfor, bier efter mig, siger HERREN, efter den Dag, da jeg rejser mig til Rov! thi min Ret er den at jeg vil sanke Hedningerne, at jeg vil samle Rigerne, for over dem at udøse min Fortørnelse, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkærheds Ild skal den hele Jord for tæres.

¹¹ Paa den Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem, som Sorgen fra Hadad-Rimmon, i Megiddons Dal.

² Og jeg vil sanke alle Hedningefolkene imod Jerusalem til Krigen, og Staden skal indtages og Husene plyndres og Kvinderne skændes; og Halvdelen af Staden skal gaa ud i Landflytighed, men det overblevne af Folket skal ikke udryddes af Staden. ³ Og HERREN skal drage ud og stride imod disse Hedningefolk som den Dag, da han stred paa Krigens Dag.

² og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales.

¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det.

⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. ⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være graad og Tænders Gnidsel.

³⁵ Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de. ³⁶ Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. ³⁷ Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn. ³⁸ Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. ³⁹ Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. ⁴⁰ Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd? ⁴¹ De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmænd, som skulle give ham Frugterne i deres Tid.

¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

³⁰ have vi været i vore Fædres Tid, da havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod. ³¹ Saa være I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne. ³² Saa fylder og I Eders Fædres Maal! ³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom? ³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden, ³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt. ³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

²¹ thi da skal være saa stor en Trængsel, som ikke har været fra Verdens Begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive.

²⁴ Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

⁴² Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer. ⁴³ Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.

⁵¹ og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹³ Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.

⁴¹ Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

²² Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre Tegn og underlige Gjerninger for at forføre, om det var muligt, endog de Udvalgte.

³³ Seer til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar den Tid er. ³⁴ Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage. ³⁵ Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen), ³⁶ at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende. ³⁷ Men hvad jeg siger Eder, det siger jeg Alle: vaager!

³⁸ Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

¹ Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kaiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

⁴⁹ Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre. ⁵⁰ paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt,

³⁷ Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg Eder, at han skal binde op om sig og sætte dem tilbords, og gaae frem og tjene dem. ³⁸ Og dersom han kommer i den anden Vagt og kommer i den tredie Vagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. ³⁹ Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus. ⁴⁰ Derfor værer og I beredte; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene. ⁴¹ Men Peter sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til Alle? ⁴² Men Herren sagde: hvo er vel den tro og snilde Huusholder, som Herren vil sætte over sit Tyende, at give dem deres tillagte spise i rette Tid? ⁴³ Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes.

⁴⁸ men den, som ikke veed det, og gjør, hvad der er Hug værd, skal faae lidet Hug. Thi enhver, hvem Meget er givet, hos ham skal man søge Meget; og hvem Meget er betroet, af ham skal man kræve Mere.

³ Nei, siger jeg Eder; Men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle ligesaa omkomme.

⁵ Nei, siger jeg Eder; men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme.

²⁸ Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at være udstødte udenfor.

²⁰ Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar. ²¹ Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar. ²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

²⁵ Og der skal skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene Ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse,

³⁶ Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn.

² Men der var en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda og har fem Buegange.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

²⁵ Retfærdige Fader! og Verden kjendte dig ikke, men jeg kjender dig, og disse have kjendt, at du har udsendt mig.

¹³ Der Pilatus hørte disse Ord, da førte han Jesus ud og satte sig paa Domstolen paa det Sted, som kaldes Steenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha;

¹⁷ Og han bar sit Kors og gik ud til det Sted, som kaldes Hovedpandested, og hedder paa Hebraisk Golgatha,

³⁰ Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden.

²⁰ Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.

²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

⁸ Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen. ⁹ Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde: ¹⁰ o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

³¹ Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer.

¹⁴ Men der vi faldt alle ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det hebraiske Sporg: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braaden.

⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis).

³ dog saa, at vi maae findes iklædte, ikke nøgne.

¹³ Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler. ¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. ¹⁵ Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gjerninger.

²¹ at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.

² udi hvilke I forhen vandrede efter denne Verdens Skik, efter den Fyrstes Viis, som haver Magt i luften, den Aands, der nu er virksom i Vantroens Børn,

¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen,

² thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten. ³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

⁶ Derfor lader os ikke sove ligesom de Andre, men lader os vaage og være ædrue.

⁵ et Beviis paa Guds retfærdige Dom: at I skulle agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I og lide; ⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder,

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger,

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme,

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme, ² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed, ³ som byde ikke at gifte sig, at afholde sig fra Mad, som Gud har skabt at annammes med taksigelse af dem, som troe og have erkjendt Sandheden.

¹ Men viid dette, at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider være at forvente. ² Thi Menneskene skulle være egenkjærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, ³ ukjærlige, uforlignelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, uden Kjærlighed til det Gode, ⁴ Forrædere, fremfusende, opblæste, som mere elske Vellyst, end de elske Gud, ⁵ som have Gudsfrygtigheds Skin, men fornægte dens Kraft. Fly ogsaa disse. ⁶ Thi af dem ere de, som snige sig ind i Husene og besnære Kvindfolk, som ere betyngede med Synder og drives af mangehaande lyster,

¹³ Men onde Mennesker og Bedragere fare frem til det Værre; de forføre og førføres.

²⁹ hvor meget værre Straf, mene I, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn med Fødder og ringeagter pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaaner Naadens Aand?

¹⁵ Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelesk;

¹⁷ Ærer Alle; elsker Broderskabet; frygter Gud; ærer Kongen!

⁷ Men alle Tings Ende nærmer sig; værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse. ² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt hvad der er paa den, skal opbrændes.

¹ I Elskelige! troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Propheter ere udgangne i Verden. ² Derpaa kjende I Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er af Gud, ³ Og hver Aand, som ikke bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er ikke af Gud; og hvilken i hørte, at han kommer, og han er allerede nu i Verden.

¹⁹ Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde.

⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne,

⁸ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almægtige.

²¹ Og jeg har givet hende Tid, at hun skulle omvende sig fra hendes Hoeri, og hun har ikke omvendt sig.

³ Kom derfor ihu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund jeg kommer over dig. ⁴ Dog har du Nogle faa Personer i Sardes, som ikke have bemittet deres Klæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de ere værdige dertil.

¹⁰ Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, og friste dem, som boe paa Jorden.

¹⁸ Jeg raader dig, at du kjøber af mig Guld, luttret i Ilden, at du kan vorde rig; og hvide Klæder, at du kan bedække dig, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og salv dine Øine med Øiensalve, at du kan see.

⁵ Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Falker brændte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander.

⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer!

⁹ Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjæle som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de bare. ¹⁰ Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden? ¹¹ Og dem bleve givne, hver især, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden Tid, indtil Tallet af deres medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke herefter skulde ihjelslaaes ligesom de. ¹² Og jeg saae, at det oplod det sjette Segl, og see, der skete et stort Jordskjælv, og Solen blev sort som en Haarsæk, og Maanen blev som Blod.

¹⁴ Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttes af deres Steder.

¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

² Og jeg saae en anden Engel opstige fra Solens Opgang, som havde den levende Guds Segl; og han raabte med høi Røst til de fire Engle, hvilke det var givet at skade Jorden og Havet, sigende:

¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede.

³ Og en anden Engel kom og stod ved Røg-Alteret, som havde et Guldrøgelseskar, og han blev given mangen Røgelse, at han, under alle de helliges Bønner, skulde offre den paa det Guld-Alter, som er for Thronen. ⁴ Og Røgen af Røgelsen opsteg med de Helliges Bønner af Engelens Haand for Gud. ⁵ Og Englen tog Røgelseskarret og fyldte det med Ilden og Alteret og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lys og Jordskjælv.

⁵ Og Englen tog Røgelseskarret og fyldte det med Ilden og Alteret og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lys og Jordskjælv.

⁷ Og den første Engel basunede, og der kom Hagel og Ild, blandet med Blod, og blev kastet paa Jorden; og den tredie Deel af Træerne opbrændtes, og alt grønt Græs opbrændtes. ⁸ Og den anden Engel basunede, og der blev ligesom et stort Bjerg, brændende i Lue, kastet i Havet; og den tredie Deel af Havet blev Blod. ⁹ Og Trediedelen af Skabningerne i havet, som havde Liv, døde; og Trediedelen af Skibene blev ødelagt. ¹⁰ Og den tredie Engel basunede, og fra Himmelen faldt en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt paa Trediedelen af Floderne paa Vandkilderne. ¹¹ Og Stjernernes Navn kaldtes Malurt; og den tredie Deel af Vandene blev til Malurt, og mange Menensker døde af Vandene, fordi de vare blevne beske. ¹² Og en fjerde Engel basunerede, og den tredie Deel af Solen blev ramt og den tredie Deel af Maanen og den tredie Deel af Stjernerne, saa at Trediedelen af dem blev formørket, og at Dagen fattedes Trediedelen af sit Skin og Natten desligeste.

² Og den oplod Afgrundens Brønd, og en Røg gik op af Brønden lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af Brøndens Røg.

¹¹ Og de havde en Konge over sig, Afgrundens Engel; hans Navn er paa Hebraisk Abaddon, og paa Græsk har han Navnet Apollyon.

¹⁴ den sagde til den sjette Engel, der havde basunen; løs de fire Engle, som ere bundne ved den store Flod Euphrates.

¹⁷ Og saaledes saae jeg Hestene i Synet og dem, som sadde derpaa, hvilke havde ildrøde og fiolblaae og svovlgule Pantsere; og Hestenes Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og Røg og Svovl. ¹⁸ Af disse tre, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af deres Munde, blev Trediedelen af Menneskene ihjelslagen.

²⁰ Og de øvrige Mennesker, som ikke vare ihjelslagne i disse Plager, hverken omvendte sig fra deres Hænders Gjerninger, faa at de ikke tilbade Djævle og Afguder af Guld og af Sølv og af Kobber og af Steen og af Træ, som hverken kunne see eller høre eller gaae;

² Og han havde i sin Haand en liden Bog, som var opladt, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.

⁶ og svoer ved den, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen og hvad derudi er, og Jorden og hvad derudi er, og Havet og hvad derudi er, at der ikke mere skal gives Tid; ⁷ men i de Dage, da den syvende Engels Røst skal høres, skal Guds skjulte Raad fuldkommes, som han har forkyndet sine Tjenere, Propheterne.

² Men Forgaarden udenfor Templet, gaa den forbi og Maal den ikke, thi den er givetHedningerne; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Maaneder.

⁶ Disse have magt at tillukke Himmelen at der ingen Regn skal falde i deres Propheties Dage; og de have Magt over Vandene, at forvandle dem til Blod og at slaae Jorden med allehaande Plager, saa ofte de ville.

⁸ Og deres Legemer skulle ligge paa den store Stads Gader, hvilken i aandelig mening kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor vor Herre er korsfæstet.

¹⁰ Og de, som boe paa Jorden, skulle glæde sig over dem og fryde sig; og de skulle sende hverandre gaver, fordi disse to Propheter vare dem til plage, som boe paa Jorden.

¹³ Og i samme Stund skete et stort Jordskjælv, og Tiendedelen af Staden faldt, og der bleve ihjelslagne i Jordskjælvet syv tusinde personer; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud Ære. ¹⁴ Det andet Vee er til Ende; see, det tredie Vee kommer snart. ¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

¹⁷ vi takke dig, Herre, Gud, den Almægtige, den, der er og der var og der kommer! fordi du har taget din store magt og dit Kongedømme. ¹⁸ Og Hedningerne vrededes, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at du skal give dine Tjenere Propheterne Løn, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaa og de Store, og fordærve dem, som fordærve Jorden. ¹⁹ Og Guds Tempel blev opladt i Himmelen, og hans Pagtes Ark blev seet i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskjælv og stor Hagel.

³ Og et andet Tegn blev seet i Himmelen, og see, der var en stor ildrød Drage, som havde syv hoveder og ti Horn, og paa sine Hoveder syv Kroner. ⁴ Og dens hale drog Trediedelen af Himmelens Stjerner og kastede dem paa Jorden. Og Dragen stod for Kvinden, som skulde føde, og naar hun havde født sit Barn, den da kunde opsluge det.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. ¹⁰ Og jeg hørte en stærk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. ¹¹ Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden. ¹² Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djævelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid. ¹³ Og der Dragen saae, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet.

¹ Og jeg saae et Dyr stige op af Havet, som havde syv Hoveder og ti Horn og paa sine Horn ti Kroner og paa sine Hoveder Bespottelsens Navn.

¹ Og jeg saae et Dyr stige op af Havet, som havde syv Hoveder og ti Horn og paa sine Horn ti Kroner og paa sine Hoveder Bespottelsens Navn. ² Og Dyret, som jeg saae, var ligt en Parder og dets Fødder som en Bjørns og dens Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Throne og stor Magt.

² Og Dyret, som jeg saae, var ligt en Parder og dets Fødder som en Bjørns og dens Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Throne og stor Magt. ³ Og jeg saae eet af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret.

³ Og jeg saae eet af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret.

³ Og jeg saae eet af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret. ⁴ Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret magt; og de tilbade Dyret og sagde: hvo er Dyret lig? hvo kan stride imod det?

⁴ Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret magt; og de tilbade Dyret og sagde: hvo er Dyret lig? hvo kan stride imod det? ⁵ Og en Mund blev det given til at tale store Ting og Bespottelse, og Magt blev det given til at virke i to og fyrretyve Maaneder. ⁶ Og det oplod sin Mund til Bespottelse imod Gud, at bespotte hans Navn og hans Paulun og dem, som boe i Himmelen. ⁷ Og der blev givet det at føre Krig mod de Hellige og at overvinde dem; og Magt blev det given over hver Stamme og hvert Tungemaal og hvert Folk.

¹⁰ Dersom Nogen samler til Fængsel, han gaaer i Fængsel; dersom Nogen Dræber med Sværd, ham bør det at dræbes med Sværd. Her er de Helliges Taalmodighed og Tro. ¹¹ Og jeg saae et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn lige med Lammet og talede som Dragen. ¹² Og det øver al det første Dyrs magt for dets Aasyn og gjør, at Jorden og de, som boe derpaa, skulle tilbede det første Dyr, hvis dødelige Saar blev lægt. ¹³ Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for menneskenes Aasyn.

¹³ Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for menneskenes Aasyn. ¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede.

¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede. ¹⁵ Og det fik magt at give Dyrets Billede Aand, at Dyrets Billede endog kunde tale og gjøre, at hvilkesomhelst, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslaaes.

¹⁵ Og det fik magt at give Dyrets Billede Aand, at Dyrets Billede endog kunde tale og gjøre, at hvilkesomhelst, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslaaes. ¹⁶ Og det gjør, at der gives Alle, baade Smaa og Store, baade Rige og Fattige, baade Frie og Trælle, et Mærke i deres høire Haand eller i deres Pande; ¹⁷ og at Ingen kan kjøbe eller sælge, uden den, som har Mærket eller Dyrets Navn eller dets Navns Tal. ¹⁸ Her er Viisdom! Hvo som har Forstand, beregne Dyrets Tal; thi det er et Mennesks tal, og dets Tal er sex hundrede tredsindstyve og sex.

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. ⁸ Og en anden Engel fulgte, som sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store Stad; thi den har givet alle Hedninger at drikke af sit Horeries giftige Viin. ⁹ Og den tredie Engel fulgte dem og sagde med høi røst: dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærket i sin pande eller i sin Haand,

⁹ Og den tredie Engel fulgte dem og sagde med høi røst: dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærket i sin pande eller i sin Haand, ¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke.

¹⁵ Og en anden Engel udgik af Templet, som raabte med høi Røst til den, som sad paa Skyen: udstræk din Segl og høst; thi Timen at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden. ¹⁶ Og den, som sad paa Skyen, lod sin Segl gaae over Jorden, og Jorden blev høstet. ¹⁷ Og en anden Engel udgik af Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Segl. ¹⁸ Og en anden Engel udgik fra Alteret, som havde Magt over Ilden; og han raabte med stærk Skrig til den, som havde den skarpe Segel, sigende: udstræk din skarpe Segel og afskær Druerne af Jordens Viintræ; thi dets Druer ere modne.

¹ Og jeg saae et andet Tegn i Himmelen, stort og forunderligt: syv Engle, som havde de syv sidste Plager; thi med disse fuldkommes Guds Vrede.

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge! ⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede. ⁵ Og derefter saae jeg, og see, Vidnesbyrdets Tabernakel i Himmelen blev opladt,

⁵ Og derefter saae jeg, og see, Vidnesbyrdets Tabernakel i Himmelen blev opladt, ⁶ og de syv Engle, som havde de syv Plager, udgik af Templet, iførte et reent og skinnende Lindklæde og opbundne under Brystet med Guldbelter.

⁶ og de syv Engle, som havde de syv Plager, udgik af Templet, iførte et reent og skinnende Lindklæde og opbundne under Brystet med Guldbelter. ⁷ Og eet af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed. ⁸ Og Templet fyldtes med Røg af Guds Herlighed og af hans Magt; og Ingen kunde indgaae i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.

¹ Og jeg hørte en stærk Røst fra Templet, som sagde til de syv Engle: gaaer hen og udgyder Guds Vredes Skaaler paa Jorden. ² Og den første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden, og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede.

² Og den første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden, og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede. ³ Og den anden Engel udgød sin Skaal i Havet, og det blev Blod som af en Myrdet, og hver levende Sjæl i Havet døde. ⁴ Og den tredie Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne, og de bleve Blod.

⁴ Og den tredie Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne, og de bleve Blod. ⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfærdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom.

⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfærdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom. ⁶ Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det værd. ⁷ Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige.

⁷ Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige. ⁸ Og den fjerde Engel udgød sin Skaal i Solen; og den fik Magt at brænde Menneskene med Ild. ⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære.

⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære. ¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.

¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. ¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.

¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.

¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger. ¹² Og den sjette Engel udgød sin Skaal i den store Flod Euphrates; og dens Vand borttørredes, paa det Veien skulde beredes for Kongerne fra Østen.

¹⁴ Thi de ere Djævelens Aander og gjøre Tegn; og de gaae ud til Jordens, ja hele Jorderiges Konger, at samle dem til Krigen pa Guds den Almægtiges hiin store Dag.

¹⁶ Og de samlede dem til det Sted, som kaldes paa Hebraisk Harmagedon. ¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en stærk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: det er skeet.

²¹ Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.

⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden. ⁶ Og jeg saae Kvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende med en stor Forundring. ⁷ Og Englen sagde til mig: hvi forundrede du dig? Jeg vil sige dig den Kvindes Hemmelighed og Dyrets, som bærer hende, som bærer de syv Hoveder og de ti Horn.

⁹ Her behøves et Sind, som har Viisdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder.

¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste. ¹⁵ Og han sagde til mig: de Vande som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal.

¹⁷ Thi Gud har givet dem i Hjertet at gjøre efter hans Sind og at have eet Sind og at give Dyret deres Rige, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. ¹⁸ Og Kvinden, som du saae, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.

² Og han raabte med Styrke, men høi Røst, og sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djævelenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander, og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle!

⁵ Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder ihu.

¹⁰ staaende langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og sigende: vee! vee! du store Stad, Babylon, du stærke Stad; thi paa een Time er din Dom kommen. ¹¹ Og Jordens Kjøbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Ladning: ¹² Ladning af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeide af Elfenbeen og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor ¹³ og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fint Meel og Hvede og Øxne og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja Menneskesjæle. ¹⁴ Og Frugten, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, og alt det Lækkre og Glindsende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere. ¹⁵ De, som handlede dermed, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel og græde og sørge, sigende: ¹⁶ vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Lindklæde og Purpur og Skarlagen, og udziret med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde. ²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den. ²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere.

²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede. ²⁴ Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet alle deres, som ere myrdede paa Jorden.

² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.

¹⁷ Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere, ¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store. ¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær.

¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær. ²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.

¹ Og jeg saae en Engel fare ned fra Himmelen; han havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Haand. ² Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar ³ og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.

⁸ Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand.

¹⁰ Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed. ¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.

⁶ Og han sagde til mig: det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Den Tørstige vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt.