Revelation 4 Cross References - Danish

¹ Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee. ² Og strax henryktes jeg; og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen. ³ Og den Siddende var at see til lig Jaspissteen og Sarder, og der var en Regnbue trindt omkring Thronen, at see til lig Smaragden. ⁴ Og Trindt omkring Thronen vare fire og tyve Throner; og paa de Throner saae jeg fire og tyve Ældste sidde, iførte hvide Klæder, og de havde Guldkroner paa deres Hoveder. ⁵ Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Falker brændte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander. ⁶ Og for Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil. ⁷ Og det første Dyr var ligt en Løve; og det andet Dyr var ligt en Oxe; og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske; og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer! ⁹ Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende: ¹¹ Værdig er du, Herre! at annamme Ære og Priis og Kraft; thi du har skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

¹³ Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. ¹⁴ Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen. ¹⁵ Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød. ¹⁶ Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden.

⁷ Og han sagde til ham: jeg er HERREN, som udførte dig fra Ur i Kaldæa for at give dig dette Land til at eje det.

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

⁹ Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op?

¹ Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Ægypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus:

¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning!

¹⁸ HERREN skal regere evindelig og altid.

¹⁶ Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede.

²⁴ Og HERREN sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til HERREN, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem.

¹¹ Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede HERREN Sabbatsdagen og helligede den.

¹⁸ Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte.

¹⁰ Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar.

¹² Og HERREN sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse.

¹⁸ og den anden Rad: En Karfunkel, en Safir og en Demant;

² Og vær rede til i Moraen, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top. ³ Og der skal ingen gaa op med dig, og heller ikke maa nogen lade sig se paa det hele Bjerg; hverken Kvæg eller Øksne skulle gaa paa Græs hen imod dette Bjerg.

²³ Og han gjorde dens syv Lamper og dens Sakse og dens Tandekar af purt Guld.

⁸ Og han gjorde Kedelen af Kobber og Foden dertil af Kobber, af de i Hobetal kommende Kvindes Spejle, hvilke kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.

¹¹ og den anden Rad: en Karbunkel, en Safir og en Demant;

² Israels Børn skulle lejre sig hver hos sit Banner, ved Fædrenehuses Tegn; lige overfor, trindt omkring Forsamlingen: Paulun skulle de lejre sig. ³ Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Hære, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn, ⁴ og hans Hær og de talte af dem, fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede. ⁵ Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Isaskars Stamme Isaskars Børns Fyrste, Nethaneel, Zuars Søn, ⁶ og hans Hær og de talte af dem, fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. ⁷ Dernæst Sebulons Stamme og Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn, ⁸ og hans Hær og de talte af dem, syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. ⁹ Alle de talte til Judas Lejr ere hundrede Tusinde og seks og firsindstyve Tusinde og fire Hundrede efter deres Hære; de skulle rejse i den første Afdeling. ¹⁰ Rubens Lejrs Banner skal være mod Sønden efter deres Hære, og Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn, ¹¹ og hans Hær og de talte af dem, seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. ¹² Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Simeons Stamme og Simeons Børns Fyrste, Skelumiel, Zurisaddai Søn, ¹³ og hans Hær og de talte af dem, ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede. ¹⁴ Og dernæst Gads Stamme og Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Reuels Søn, ¹⁵ og hans Hær og de talte af dem, fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve. ¹⁶ Alle de talte til Rubens Lejr ere hundrede Tusinde og eet og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede og halvtredsindstyve efter deres Hære; og de skulle rejse i den anden Afdeling. ¹⁷ Og dernæst skal Forsamlingens Paulun rejse, Leviternes Lejr midt imellem Lejrene; eftersom de lejre sig, saa skulle de rejse, hver paa sit Sted, efter deres Bannere. ¹⁸ Efraims Lejrs Banner efter deres Hære skal være mod Vesten og Efraims Børns Fyrste, Elisama, Ammihuds Søn. ¹⁹ og hans Hær og de talte af dem, fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. ²⁰ Og hos ham Manasse Stamme og Manasse Børns Fyrste, Gamliel, Pedazurs Søn, ²¹ og hans Hær og de talte af dem, to og tredive Tusinde og to Hundrede. ²² Og dernæst Benjamins Stamme og Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn, ²³ og hans Hær og de talte af dem, fem og tredive Tusinde og fire Hundrede. ²⁴ Alle de talte til Efraims Lejr ere hundrede Tusinde og otte Tusinde og Hundrede efter deres Hære; og de skulle rejse i den tredje Afdeling. ²⁵ Dans Lejrs Banner skal være mod Norden, efter deres Hære og Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn, ²⁶ og hans Hær og de talte af dem, to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede. ²⁷ Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Asers Stamme og Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn, ²⁸ og hans Hær og de talte af dem, eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede. ²⁹ Og Nafthali Stamme og Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn ³⁰ og hans Hær og de talte af dem, tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede. ³¹ Alle de talte til Dans Lejr ere hundrede Tusinde og syv og halvtredsindstyve Tusinde og seks Hundrede; de skulle rejse i den sidste Afdeling efter deres Bannere. ³² Disse ere de talte af Israels Børn efter deres Fædrenehus; alle de talte i Lejrene, efter deres Hære, vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve. ³³ Men Leviterne bleve ikke talte midt iblandt Israels Børn, som HERREN havde befalet Mose. ³⁴ Og Israels Børn gjorde det; ganske som HERREN havde befalet Mose, saaledes lejrede de sig, efter deres Bannere, og saaledes rejste de, hver efter sine Slægter efter deres Fædrenehus.

²⁴ Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod.

⁹ Han har bøjet sig, lagt sig som en Løve og som en Løveinde, hvo tør jage ham op? velsignet være de, som dig velsigne, og forbandet være de, som dig forbande,

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar,

⁴ Han er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfærdig og oprigtig.

²³ Saul og Jonathan vare elskelige og liflige i deres Liv, de bleve heller ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver.

⁴ Jeg vil paakalde HERREN, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.

²³ Og han gjorde et støbt Hav; det var ti Alen fra den ene Rand til den anden Rand og var rundt trindt omkring, og fem Alen var dets Højde, og en Snor tredive Alen lang gik om det trindt omkring.

¹⁹ Og han sagde: Hør derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side.

²⁸ Giver HERREN, I Folks Slægter! giver HERREN Ære og Styrke! ²⁹ Giver HERREN hans Navns Ære; fremfører Skænk og kommer for hans Ansigt, tilbeder HERREN i hellig Prydelse!

¹¹ Dig, HERRE! hører Majestæt og Vælde og Herlighed og Sejr og Ære til; thi alt i Himmelen og paa Jorden er dit, ja, dit, HERRE! er Riget, og du er ophøjet over alt til et Hoved. ¹² Og Rigdom og Ære er for dit Ansigt, og du regerer over alting, og Kraft og Vælde er i din Haand; og i din Haand staar det at gøre alt stort og stærkt. ¹³ Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn. ¹⁴ Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi skulle have Kraft til at give frivilligt, som det her er sket? thi det er alt af dig, og af din Haand have vi givet dig det. ¹⁵ Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gæster som alle vore Fædre: Vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og her er ingen Forhaabning. ¹⁶ HERRE, vor Gud! al denne Mængde, som vi have samlet til at bygge dig et Hus for til dit hellige Navn, den er af din Haand og det er alt sammen dit.

²⁰ Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kære, lover HERREN, eders Gud; og al Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for HERREN og for Kongen.

²⁰ og Lysestagerne med deres Lamper af fint Guld for at tænde dem, som Skik var, lige for Koret

³ Der alle Israels Børn saa Ilden og HERRENS Herlighed nedfalde over Huset, da bøjede de sig ned med Ansigtet til Jorden imod Gulvet og tilbade og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.

⁵ Og Leviterne Jesua og Kadmiel, Bani, Hasabenja, Serebja, Hodija, Sehanja, Pethaja sagde: Staar op, lover HERREN eders Gud fra Evighed til Evighed! Og man love din Herligheds Navn, du, som er ophøjet over al Velsignelse og Lov!

¹⁵ Og Mardokaj gik ud fra Kongens Ansigt i et kongeligt Klædebon, blaat og hvidt, og med en stor Guldkrone og en kostelig Kappe af Linned og Purpur, og Staden Susan jublede og glædede sig.

²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig

¹⁷ Den kan ikke vurderes lige med Guld og Krystal; man kan ikke tilbytte sig den for Kar af fint Guld.

³ Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig! Ret.

³ HERREN er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.

¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. ¹⁴ Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.

³ Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. Sela.

¹ En Psalme af David. Giver HERREN, I Guds Børn! giver HERREN Ære og Styrke. ² Giver HERREN hans Navns Ære, tilbeder for HERREN i hellig Prydelse.

⁸ Thi Gud er al Jordens Konge; synger en lærerig Sang!

¹⁴ Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.

³⁴ ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. ³⁵ bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!

¹¹ Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham.

¹ Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge.

⁶ Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for HERREN, vor Skabers Ansigt!

⁷ Giver HERREN, I Folkeslægter! giver, HERREN Ære og Magt! ⁸ Giver HERREN hans Navns Ære, frembærer Skænk og kommer til hans Forgaarde!

¹ Ikke os, HERRE! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld.

⁴ HERREN har gjort al Ting efter dets Øjemed; ogsaa den ugudelige er til Ulykkens Dag.

² Formedelst Landets Overtrædelse blive dets Fyrster mange; men iblandt Folk, der have Forstand og ondskab, lever han længe.

¹ I det Aar, der Kong Usias døde, I, da saa jeg Herren sidde paa en høj og ophøjet Trone, og Slæbet af hans Klædebon fyldte Templet. ² Seraferne stode over ham, hver af dem havde seks Vinger; med to skjulte hver sit Ansigt, og med to skjulte hver sine Fødder, og med to fløj de. ³ Og den ene raabte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er den HERRE Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Ære. ⁴ Og Dørposterne med Dørtærsklerne bævede for den raabendes Røst, og Huset blev fuldt af Røg. ⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth. ⁶ Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra, Alteret med en Tang. ⁷ Og han lod den røre ved min Mund og sagde: Se, denne har rørt ved dine Læber, og din Misgerning er bortvegen, og din Synd skal sones. ⁸ Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig! ⁹ Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej! ¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt. ¹¹ Men jeg sagde: Hvor længe, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelægges. ¹² Og HERREN har ført Folket langt bort, og Tomheden er bleven stor i Landet. ¹³ Og bliver en Tiendepart endnu tilbage deri, saa skal denne atter være til at ødelægges; men ligesom der af Terebinten og Stenegen bliver en Stub tilbage, naar de ere fældede, saaledes skal denne Stub være en hellig Sæd.

⁶ Hyler, thi HERRENS Dag er nær, den skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

²⁶ Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een.

²⁸ Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er HERREN, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig.

³¹ Men de, som forvente HERREN, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vingel som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.

⁹ Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig. ¹⁰ Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger HERREN, din Forbarmer.

¹ For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems jeg ekke være stille, indtil dens Retfærlighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der brænder.

⁶ Paa dine Mule, o Jerusalem! har jeg beskikket Vægtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller deri ganske Nat; I, som paaminde om HERREN, tier ikke! ⁷ Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden.

¹¹ Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene.

¹² Herlighedens Trone, Højheden af Begyndelsen, var vor Helligdoms Sted.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

⁴ Og jeg saa, og se der kom et Stormvejr af Norden, en stor Sky og Ild, som slyngede sig sammen, og med en Glans trindt omkring; og midt ud af den var der som et Syn af glødende Malm, midt ud af Ilden. ⁵ Og midt ud af den saas en Skikkelse af fire levende Væsener, og dette var deres Udseende: De havde et Menneskes Skikkelse. ⁶ Og ethvert af dem havde fire Ansigter og ethvert fire Vinger.

⁶ Og ethvert af dem havde fire Ansigter og ethvert fire Vinger. ⁷ Og deres Ben vare lige Ben, og deres Bens Fod var som en Kalvefod, og de vare skinnende som blankt Kobber at se til. ⁸ Og der var Menneskehænder under deres Vinger, paa deres fire Sider, og de havde alle fire deres Ansigter og deres Vinger.

⁸ Og der var Menneskehænder under deres Vinger, paa deres fire Sider, og de havde alle fire deres Ansigter og deres Vinger. ⁹ Deres Vinger vare sammensluttede, den ene til den anden; de vendte sig ikke, naar de gik, de gik hver lige fremfor sig. ¹⁰ Og deres Ansigt lignede et Menneskes Ansigt, og en Øves Ansigt havde alle file til højre, og en Okses Ansigt havde alle fire til venstre, og en Ørns Ansigt havde alle fire.

¹⁰ Og deres Ansigt lignede et Menneskes Ansigt, og en Øves Ansigt havde alle file til højre, og en Okses Ansigt havde alle fire til venstre, og en Ørns Ansigt havde alle fire. ¹¹ Og deres Ansigter og deres Vinger vare oventil adskilte; paa hver vare tvende sammensluttende, den ene til den anden, og tvende skjulte deres Kroppe. ¹² Og de gik hver lige frem for sig; hvorhen Aanden; vilde gaa, gik de, de tændte sig ikke, naar de gik. ¹³ Og hvad de levende Væseners Skikkelse angaar, da var deres Udseende som glødende Kul, der brænde som Blus, at se til; Ilden for hid og did imellem de levende Væsener; og den skinnede, og der udgik Lyn af Ilden.

¹³ Og hvad de levende Væseners Skikkelse angaar, da var deres Udseende som glødende Kul, der brænde som Blus, at se til; Ilden for hid og did imellem de levende Væsener; og den skinnede, og der udgik Lyn af Ilden. ¹⁴ Og de levende Væsener løb frem og tilbage som Lynglimt at se til. ¹⁵ Og jeg saa de levende Væsener, og se, der var et Hjul paa Jorden hos ethvert af de levende, imod de fire Sider. ¹⁶ Hjulenes Udseende og Arbejdet paa dem var som Synet af en Krysolit, og alle fire vare efter een Skikkelse; og deres Udseende og Arbejdet paa dem var, som om et Hjul var i det andet. ¹⁷ Naar de skulde gaa, gik de: imod deres fire Sider; de vendte sig ikke, naar de gik. ¹⁸ Og de havde Fælger, høje og frygtelige, og deres Fælger vare fulde af Øjne trindt omkring paa dem alle fire. ¹⁹ Og naar de levende Væsener gik, gik Hjulene hos dem; og naar de levende hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig. ²⁰ Hvorhen Aanden vilde gaa, gik de - derhen vilde Aanden gaa; og Hjulene hævede sig op ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²¹ Naar de gik, gik disse, og naar de stode, stode disse; og naar de hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²² Og over Hovederne af de levende Væsener var der som en udstrakt Befæstning, af Udseende som blændende Krystal, den var udbredt oven over deres Hoveder. ²³ Og under den udstrakte Befæstning vare deres Vinger strakte lige ud, den ene imod den anden; ethvert af dem her havde to til at dække, og ethvert af dem der havde to til at dække deres Kroppe. ²⁴ Og jeg hørte deres Vingers Lyd som en Lyd af store Vande som Lyden af den Almægtige, naar de gik, et Bulders Lyd som Lyden af en Hær; near de stode stille, lode de deres Vinger synke. ²⁵ Og der hørtes en Lyd over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved; naar de stode stille, lode de deres Vinger synke. ²⁶ Og over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover.

²⁶ Og over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover. ²⁷ Og jeg saa som et Syn af gloende Malm, som Udseendet af Ild indadtil, trindt omkring; fra hans Lænder at se til og opad, og fra hans Lænder at se til og nedad, saa jeg som Udseendet af Ild, med en Glans trindt der omkring. ²⁸ Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af HERRENS Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.

²⁸ Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af HERRENS Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.

¹² Da løftede Aanden mig op, og jeg hørte bag mig et stort Bulders Lyd. "Lovet være HERRENS Herlighed", fra dens Sted; ¹³ og Lyden af hine levende Væseners Vinger, som berørte den ene derl anden, og Lyden af Hjulene ved Siden af dem og et stort Bulders Lyd. ¹⁴ Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men HERRENS Haan i var stærk over mig.

¹ Og jeg saa, og se, paa den udstrakte Befæstning, som var over Kerubernes Hoved, var den som en Safirsten, som Skikkelsen af en Trone at se til; han viste, sig over dem.

¹² Og hele deres Legeme og deres Rygge og deres Hænder og deres Vinger og Hjulene vare fulde af Øjne trindt omkring, paa alle de fire Hjul.

¹⁴ Og enhver havde fire Ansigter; Ansigtet paa den første var Kerubens Ansigt, og Ansigtet paa den anden var et Menneskes Ansigt, og det tredje var en Løves Ansigt og det fjerde en Ørns Ansigt.

²¹ Enhver havde fire Ansigter og enhver fire Vinger, og under deres Vinger var der en Skikkelse af Menneskehænder.

²¹ Enhver havde fire Ansigter og enhver fire Vinger, og under deres Vinger var der en Skikkelse af Menneskehænder. ²² Og deres Ansigter vare at se til som de Ansigter, hvilke jeg havde set ved Floden Kebar, deres Skikkelser og dem selv; enhver gik lige frem for sig.

¹³ du var i Eden, i Guds Have, alle Haande kostbare Stene bedækkede dig: Karneol, Topas og Demant, Krysolith, Onyks og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber vare til Tjeneste hos dig, de vare beredte paa den Dag, du blev skabt.

³⁴ Men der disse Dage vare til Ende, opløftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og ærede ham, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slægt til Slægt.

⁴ Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte.

⁹ Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klæder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild.

⁷ Og jeg hørte Manden, som var iført de linnede Klæder, og som stod ov en over Flodens Vande, og han opløftede sin højre Haand og sin venstre Haand imod Himlene og svor ved ham, som lever evindelig: Igennem een Tid, Tider og en halv Tid, og naar det hellige Folks Magt fuldstændigt er knust, skulle alle disse Ting fuldendes.

¹⁵ Ve, den Dag! thi HERRENS Dag er nær og skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

¹⁶ Skynder eder og kommer, alle Hedninger, trindt omkring fra, og samler eder! did lade du, o HERRE, dine vældige stige ned!

⁴ Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger HERREN.

² Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser, og se en Lysestage, hel af Guld, med dens Oliekar oven paa den, og den: syv Lamper paa den, syv Rør ti hver af Lamperne, som ere over porten;

¹¹ Og jeg svarede og sagde til ham: Hvad betyde disse tvende Olietræer ved Lysestagens højre og ved dens venstre Side? ¹² Og jeg svarede anden Gang og sagde til ham: Hvad betyde de tvende Oliegrene, som ligge ind i de to gyldne Render, der udgyde Guld af sig? ¹³ Og han sagde til mig: Ved du ikke, hvad disse betyde? og jeg sagde: Nej, min Herre. ¹⁴ Da sagde han: Disse ere de to Oliebørn, som staa for al Jordens Herre.

¹¹ Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefæ og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha.

¹¹ Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild.

¹⁶ Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.

⁹ Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig. ¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

²⁸ Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

¹⁰ Og strax, der han steg op af Vandet, saae han Himlene adskilte, og Aanden ligesom en Due komme ned over ham.

²¹ Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes,

³⁰ at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

⁵² Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

¹ I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Det var i Begyndelsen hos Gud. ³ Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er.

¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder.

³ Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem.

⁵⁶ Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.

¹¹ Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden;

¹⁵ raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfængelige Guder til den levende, Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem;

²⁴ Gud, som har gjort Verden og alle Ring, som ere derudi, han som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjort med Hænder,

³¹ Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer.

³⁶ thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

⁹ Thi der er skrevet i Mose Lov: du skal ikke tilbinde Munden paa den Oxe, som tærkser. Er det Øxnene, Gud sørger for? ¹⁰ Sikkert siger han det for vor Skyld. Thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie i Haab, og den, som tærsker, bør tærske for at blive deelagtig i sit Haab.

⁴ Der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme; ⁵ og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme; ⁶ og der er Forskjel paa kraftige Gjerninger, men Gud er den samme, som krafteligen virker Alt i Alle. ⁷ Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt. ⁸ Thi En gives Viisdoms-Tale formedelst Aanden; en Anden kundskabs-Tale ved den samme Aand; ⁹ en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand; ¹⁰ en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlægge Tungemaal. ¹¹ Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil.

²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod værer fuldvoxne.

¹⁰ Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig har ikke været forgjeves; men jeg har arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.

¹⁸ Og jeg vil være Eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.

⁹ og at oplyse Alle om Deelagtigheden i den Hemmelighed, som fra Verdens Begyndelse har været skjult i Gud, som skabte alle Ting ved Jesus Christus,

¹⁶ thi ved ham ere alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og usynlige, være sig Throner eller Herredømmer eller Fyrstendoømmer eller Magter, alle Ting ere skabte ved ham og til ham; ¹⁷ og han er for alle Ting, og alle Ting bestaae ved ham;

⁹ I erindre jo, Brødre! vort Arbeide og vor Møie; thi Nat og Dag arbeidende for ikke at være nogen af Eder til Byrde, prædikede vi dog Guds Evangelium iblandt Eder.

⁸ ikke heller aade vi Nogens Brød for Intet, men arbeidede med Møie og Besvær, Nat og Dag, for ikke at være Nogen af Eder til Byrde. ⁹ Ikke fordi vi havde magt dertil; men vi vilde give Eder os selv til et Mønster at efterfølge.

¹⁶ Giv Agt paa dig selv og paa Lærdommen; hold ved dermed; thi naar du gjør dette, skal du frelse baade dig selv og dem, som høre dig.

² prædike Ordet, hold ved i Tide og Utide, overbeviis, straf, forman med al Langmodighed og Lærdom.

⁸ Iøvrigt er Retfærdigheds Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hiin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse.

² hvem han har sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og har gjort Verden;

¹⁰ Og: du, Herre, grundfæstede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.

⁸ Og her tage dødelige Mennesker Tiende; men der er den, om hvem der vidnes, at han lever.

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.

¹ Saa er da Summen af det, som her siges: vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,

¹⁸ I ere jo ikke komne til hiint bævende Bjerg, antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir, ¹⁹ og til Basunens Lyd og til Ordenes Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem. ²⁰ Thi de fordroge ikke det, som var budet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde et stenes eller fældes med et Pileskud. ²¹ Og saa frygteligt var Syndet, at Moses sagde: jeg er forfærdet og bæver. ²² Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde, ²³ til de Førstefødtes Forsamling og Menighed, som ere opskrevne i Himlene, og til Gud, Alles Dommer, og til de fuldkommede Retfærdiges Aander, ²⁴ og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. ²⁵ Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene, ²⁶ hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu een Gang ryster jeg, ikke aleneste Jorden, men og Himmelen. ²⁷ Men dette "endnu een Gang" giver tilkjende, at de Ting, der bevæges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det de, der ikke bevæges, skulle blive ved. ²⁸ Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Ærefrygt. ²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

⁸ Jesus Christus er i Gaaer og i Dag den Samme, ja til evig Tid.

¹ Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes, ² som har forkyndt Guds Ord og Jesu Christi Vidnesbyrd, og hvad han har seet. ³ Salig er den, som læser, og de, som høre Prophetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær. ⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne,

⁸ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almægtige.

¹⁰ Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde:

¹⁸ frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler. ¹⁹ Skriv, hvad du saae, baade det som er, og det som skal skee herefter;

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹ Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: dette siger den, som har de syv Guds Aander og de syv Stjerner: jeg veed dine Gjerninger, at du har Navn som levende, enddog du er død.

⁴ Dog har du Nogle faa Personer i Sardes, som ikke have bemittet deres Klæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de ere værdige dertil. ⁵ Den, som seirer, han skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslettet hans Navn af Livsens Bog, og jeg vil bekjende hans Navn for min Fader og for hans Engle.

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

²¹ Den, som seirer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Throne, ligesom og jeg har seiret og sidder hos min Fader paa hans Throne.

⁴ Og Trindt omkring Thronen vare fire og tyve Throner; og paa de Throner saae jeg fire og tyve Ældste sidde, iførte hvide Klæder, og de havde Guldkroner paa deres Hoveder. ⁵ Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Falker brændte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander. ⁶ Og for Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil.

⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer! ⁹ Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed,

⁹ Og naar Dyrene give Ære og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende:

¹ Og jeg saae i hans høire Haand, som sad paa Thronen, en Bog, beskreven inden og uden og beseglet med syv Segl. ² Og jeg saae en vældig Engel, som udraabte med høi Røst: hvo er værdig at oplade Bogen og bryde dens Segl?

⁶ Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stodet Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord.

⁶ Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Ældste stodet Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord. ⁷ Og det kom og tog Bogen og hans høire Haand, som sad paa Thronen. ⁸ Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner. ⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.

¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed!

¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed! ¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

¹¹ Og dem bleve givne, hver især, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden Tid, indtil Tallet af deres medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke herefter skulde ihjelslaaes ligesom de.

¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede!

⁹ Derefter saae jeg, og see, en stor Skare, hvilken Ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Thronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og Palmegrene i deres Hænder,

⁹ Derefter saae jeg, og see, en stor Skare, hvilken Ingen kunde tælle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Thronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og Palmegrene i deres Hænder, ¹⁰ og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen og Lammet! ¹¹ Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde:

¹¹ Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde:

¹¹ Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Ældste og om de fire Dyr og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: ¹² Amen! Velsignelse og Ære og Viisdom og Tak og Priis og Magt og Styrke være vor Gud i al Evighed! Amen.

¹² Amen! Velsignelse og Ære og Viisdom og Tak og Priis og Magt og Styrke være vor Gud i al Evighed! Amen. ¹³ Og en af de Ældste talede og sagde til mig: disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvor ere de? og hvorfra ere de komne?

¹³ Og en af de Ældste talede og sagde til mig: disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvor ere de? og hvorfra ere de komne? ¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.

¹⁵ Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

⁵ Og Englen tog Røgelseskarret og fyldte det med Ilden og Alteret og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lys og Jordskjælv.

⁷ Og Græshoppernes Skikkelse lignede Heste, udrustede til Krig, og paa deres Hoveder vare som Kroner af Guld, og deres Ansigter vare som Menneskers Ansigter.

¹ Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.

⁶ og svoer ved den, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen og hvad derudi er, og Jorden og hvad derudi er, og Havet og hvad derudi er, at der ikke mere skal gives Tid;

¹² Og de hørte en stærk Røst fra himmelen, som sagde til dem: stiger hid op. Og de stege op til Himmelen i en Sky, og deres Fjender saae dem.

¹⁶ Og de fire og tyve Ældste, som sade for Gud paa deres Throner, faldt ned paa deres Ansigter og tilbade Gud, sigende: ¹⁷ vi takke dig, Herre, Gud, den Almægtige, den, der er og der var og der kommer! fordi du har taget din store magt og dit Kongedømme.

¹⁹ Og Guds Tempel blev opladt i Himmelen, og hans Pagtes Ark blev seet i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskjælv og stor Hagel.

⁵ Og hun fødte et Drengebarn, som skulde regjere alle Folkeslag med et Jernspiir; og hendes Barn blev bortrykt til Gud og hans Throne.

³ Og de sang en ny Sang for Thronen og for de fire Dyr og de Ældste; og Ingen kunde lære den Sang uden de hundrede og fire fyrretyve Tusinde, de Kjøbte fra Jorden.

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke.

² Og jeg saae som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som havde vundet Seier over Dyret og over dets Billede og over dets Mærke og over dets Navns Tal, staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper. ³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge! ⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

⁷ Og eet af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed.

⁷ Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almægtige! dine Domme ere sande og retfærdige.

¹⁴ Thi de ere Djævelens Aander og gjøre Tegn; og de gaae ud til Jordens, ja hele Jorderiges Konger, at samle dem til Krigen pa Guds den Almægtiges hiin store Dag.

¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en stærk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: det er skeet.

¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en stærk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: det er skeet. ¹⁸ Og der skete Røster og Tordener og Lyn; og der skete et stort Jordskælv, saadant som ikke er skeet fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskælv, saa stort.

³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.

⁴ Og de fire og tyve Ældste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Thronen, og sagde Amen! Halleluja!

¹⁴ Og hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og reent Lindklæde. ¹⁵ Og af hans Mund udgik et skarpt Sværd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal træde Guds, de Almægtiges, Vredes og Fortærnelses Viins Persekar.

⁴ Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar.

¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.

⁵ Og den, som sad paa Thronen, sagde: see, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: skriv; thi disse Ord ere sande og trofaste.

¹⁰ Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud. ¹¹ Den havde Guds Herlighed, og dens Glands var som den dyrebareste Sten, som krystalklar Jaspis.

¹⁸ Og dens Muur var fra Grunden opbygt af Jaspis, og Staden var reent Guld, lig det rene Glar. ¹⁹ Og Stadens Muurs Grundvolde vare prydede med allehaande dyrebare Stene; den første Grundvold var Jaspis, den anden Saphir, den tredie Chalcedon, den fjerde Smaragd, ²⁰ den femte Sardonyx, den sjette Sarder, den syvende Chrysolith, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Chrysopras, den ellevte Hyasinth, den tolvte Amethyst. ²¹ Og de tolv porte vare Perler, enhver af Portene een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar. ²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet.

¹ Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne.

¹ Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne. ² Midt i dens Gade og paa begge Sider af Floden voxte Livsens Træ som bar tolv Gange Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Folkenes Lægedom. ³ Og der skal ingen Forbandelse være mere; og Guds og Lammets Throne skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham.

⁶ Og han sagde til mig: disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, de hellige Propheters Gud, har udsendt sin Engel at vise sine Tjenere, hvad snart bør skee.

⁸ Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting. ⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!