Romans Cross References - Danish

¹ Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium, ² hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter, ³ om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet, ⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre, ⁵ ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn, ⁶ blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi Kaldte: ⁷ Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden. ⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder, ¹⁰ altid begjerende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til efter Guds Villie, at komme til Eder. ¹¹ Thi mig forlænges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes, ¹² det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, baade Eders og min. ¹³ Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg har ofte sat mig for at komme til Eder, (men jeg har hidindtil været forhindret), paa det jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger. ¹⁴ Baade Græker og Barbarer, baade Vise og Uvise er jeg en Skyldner. ¹⁵ Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom. ¹⁶ Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker. ¹⁷ Thi derudi aabenbares Guds retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen skal leve. ¹⁸ Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed. ¹⁹ Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret dem det. ²⁰ Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer, ²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. ²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. ²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. ²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. ²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds-Opfindere, Forældreulydige, ³¹ uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige; ³² hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.

²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort.

⁵ Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem.

³³ Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der HERRENS, den evige Guds, Navn.

³⁰ Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder

²² Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.

²² Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. ²³ Og du skal ikke beblande dig med noget Kvæg til at besmittes ved det, og ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvæg til Samleje; det er en Skændighed. ²⁴ Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene. ²⁵ Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning paa det; og Landet skal udspy sine Indbyggere. ²⁶ Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder; ²⁷ thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent; ²⁸ at Landet ikke skal udspy eder, naar I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder.

¹³ Og naar en Mand ligger hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem.

²⁴ Men jeg siger eder: I skulle eje deres Land, og jeg vil give eder det til Eje, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Jeg er HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra Folkene. ²⁵ Og I skulle gøre Skilsmisse imellem rene og urene Dyr og imellem urene og rene Fugle; og I skulle ikke gøre eders Sjæle vederstyggelige med Dyr og med Fugle og med alt det, som kryber paa Jorden, hvilket jeg har fraskilt for eder, at I skulle holde det urent. ²⁶ Derfor skulle I være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig og jeg har udskilt eder fra Folkene til at høre mig til.

³⁵ Og det skete, naar Arken rejste, da sagde Mose: HERRE! staa op, saa skulle dine Fjender adspredes, og de, som hade dig, skulle fly for dit Ansigt.

⁹ Er det eder for lidet, at Israels Gud har udskilt eder fra Israels Menighed for at lade eder komme nær til sig, til at besørge HERRENS Tabernakels Tjeneste og til at staa for Menighedens Ansigt at tjene dem ¹⁰ Og han har ladet dig og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig komme nær, og nu søge I ogsaa Præstedømmet!

¹⁵ Saa bevarer eders Sjæle vel, fordi I saa slet ingen Skikkelse paa den Dag, der HERREN talede til eder paa Horeb midt ud af Ilden, ¹⁶ at I ikke skulle handle fordærveligt og; gøre eder et udskaaret Billede, en Skikkelse af noget Billede, en Lignelse af Mand eller Kvinde, ¹⁷ en Lignelse af noget Dyr, som er paa Jorden, en Lignelse af nogen vinget Fugl, som flyver under Himmelen, ¹⁸ en Lignelse af noget krybende Dyr paa Jorden, en Lignelse af nogen Fisk, som er i Vandet under Jorden; ¹⁹ og at du ikke skal opløfte dine Øjne til Himmelen og se Solen og Maanen og Stjernerne, den ganske Himmelens Hær, og tilskyndes til at tilbede dem og tjene dem, hvilke HERREN din Gud har uddelt til alle Folkene under den ganske Himmel.

⁸ Du skal intet udskaaret Billede gøre dig eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det, som er paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet, under Jorden.

¹⁰ Og han betaler dem, som ham hade, øjensynligen, ved at lade dem omkomme; han skal ikke tøve med den, som hader ham, han skal betale ham øjensynligen.

⁸ Paa den Tid fraskilte HERREN Levi Stamme til at bære HERRENS Pagts Ark, til at staa for HERRENS Ansigt for at tjene ham og at velsigne i hans Navn indtil denne Dag.

¹⁸ Om en Mand har en modvillig og genstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem, ¹⁹ da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham og føre ham frem til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port, ²⁰ de skulle sige til de Ældste i hans Stad: Denne vor Søn er modvillig og genstridig, han vil ikke lyde vor Røst, en Fraadser og Dranker; ²¹ saa skulle alle Mændene i hans Stad stene ham med Stene, og han skal dø; og du skal borttage den onde af din Midte, at al Israel maa høre det og frygte.

¹⁷ Der skal ingen af Israels Døtre være en Skøge, og ingen af Israels Sønner skal være en Skørlevner. ¹⁸ Du skal ikke bringe Skøgeløn eller Hundefortjeneste i HERREN din Guds Hus efter noget Løfte; thi begge Dele er HERREN din Gud en Vederstyggelighed.

¹⁶ Forbandet være den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen!

²⁹ Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig.

¹² Han sagde om Benjamin: HERRENS elskelige, han skal bo tryggelig hos ham han skal beskærme ham den ganske Dag, og imellem hans Skuldre skal han bo.

²⁷ Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelæg!

²² Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.

²³ Ogsaa jeg - det være langt fra mig at synde imod HERREN, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og den rette Vej.

¹² Naar dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. ¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfæste hans Riges Stol evindelig. ¹⁴ Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn, hvem jeg, naar han handler ilde, vil straffe med Menneskens Ris og Menneskens Børns Plager; ¹⁵ men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt. ¹⁶ Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig.

³⁹ Og Kong David længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død.

¹⁵ Og David fik Lyst og sagde: Hvo vil give mig Vand at drikke af den Brønd iBethlehem, som er ved Porten?

¹⁸ Men HERREN sagde til David, min Fader: Eftersom det har været i dit Hjerte at bygge mit Navn et Hus, saa gjorde du vel deri, at det var i dit Hjerte.

¹¹ Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det.

¹⁵ tilmed forkastede de hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Fædre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og de vandrede efter Forfængelighed og bleve forfængelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke HERREN havde budet dem, at de ikke skulde gøre som de;

¹⁴ Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil bære, hvad du lægger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld. ¹⁵ Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkamre. ¹⁶ Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa HERRENS Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det. ¹⁷ Da sendte Kongen af Assyrien Thartan og Rabsaris og Rabsake fra Lakis til Kong Ezekias med en svar Hær til Jerusalem; og de droge op og kom til Jerusalem og droge op og kom og stode ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej, til Blegerens Ager. ¹⁸ Og de kaldte ad Kongen; da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren ud til dem. ¹⁹ Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa? ²⁰ Du siger - dog det er ikkun Læbers Ord - at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig? ²¹ Nu se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten, for alle dem, som forlade sig paa ham. ²² Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa HERREN vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem? ²³ Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre, med Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig Ryttere til dem. ²⁴ Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld. ²⁵ Nu, mon jeg vel uden HERREN er dragen op imod dette Sted for at ødelægge det? HERREN sagde til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det! ²⁶ Da sagde Eliakim, Hilkias Søn, og Sebna og Ioa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det, og tal ikke med os paa Jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren. ²⁷ Men Rabsake sagde til dem: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke og til de Mænd som sidde paa Muren at æde deres eget Skarn og drikke ikke deres eget Vand med eder? ²⁸ Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og talte og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien! ²⁹ Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder; thi han formaar ikke at redde eder af hans Haand. ³⁰ Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa HERREN, idet han siger: HERREN skal visselig fri os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. ³¹ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig og gaar ud til mig og æder hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ og drikker hver Vand af sin Brønd, ³² indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde, et Land, i hvilket der er Olietræer, Olie og Honning: Saa skulle I blive ved Live og ikke dø; og lyder ikke Ezekias ad, naar han tilskynder eder og siger: HERREN skal fri os. ³³ Have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land fra Kongen af Assyriens Haand? ³⁴ Hvor ere de Guder af Hamath og Arfad? hvor ere de Guder af Sefarvajm, Hena og Iva mon de have reddet Samaria af min Haand? ³⁵ Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at HERREN skulde redde Jerusalem fra min Haand? ³⁶ Og Folket tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham intet! ³⁷ Da kom Eliakim Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klæder, og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

¹³ Amrams Sønner vare: Aron og Mose; og Aron blev udtagen til at hellige det Højhellige, han og hans Sønner til evig Tid, til at gøre Røgelse for HERRENS Ansigt, til at tjene ham og at velsigne i hans Navn til evig Tid.

² Og Jehu, Hananis Søn, Seeren, gik ud imod ham og sagde til Kong Josafat: Skal du hjælpe den ugudelige og elske dem, som hade HERREN? derfor er der Vrede over dig fra HERRENS Ansigt.

²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke.

¹⁹ Du siger: Se, du har slaget Edomiterne, og dit Hjerte gør dig hovmodig saa du vil æres; nu, bliv i dit Hus; hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig?

¹⁹ Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

¹⁴ Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje. ¹⁵ Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?

²⁶ dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig, ²⁷ og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand: ²⁸ Og saa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje -!

⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

³ Af de spædes og diendes Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld for at standse Fjenden og den, som vil hævne sig.

³ Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, HERREN foragter han.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. ³ En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. ⁴ Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. ⁵ Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. ⁶ Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane.

⁶ Himlene ere gjorte ved HERRENS Ord og al deres Hær ved hans Munds Aande. ⁷ Han holder Vandet sammen i Havet som en Dynge; han lægger de dybe Vande i Forraadskamre. ⁸ Al Jorden frygte HERREN! alle Verdens Indbyggere bæve for ham! ⁹ Thi han talte, og det skete; han bød, saa stod det der.

⁹ Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. ¹⁰ Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det.

⁷ Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom.

⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig,

¹⁸ Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.

²³ Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.

¹ Til Sangmesteren; en Undervisning af David,

⁵ Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.

¹⁵ Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. ¹⁶ Jeg vil komme frem med Herrens, HERRENS vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene.

¹⁹ Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen!

¹¹ Jeg er HERREN din Gud, sta førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. ¹² Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.

¹² Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.

¹⁵ Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere.

⁹ Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn.

³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: ³⁷ Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;

² Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.

⁴ De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

⁷ Beskæmmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder!

⁸ HERRE, vor Gud! du du var dem en Gud, som tilgav dem, men ogsaa en Hævner over deres Gerninger.

⁵ Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.

³¹ HERRENS Ære blive evindelig, HERREN glæde sig over sine Gerninger!

²⁰ Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.

³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

² HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender

⁵ De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se. ⁶ De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte. ⁷ De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube. ⁸ Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem.

⁴⁶ Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmms.

⁹⁰ Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast.

¹⁵ Hedningernes Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gerning. ¹⁶ De have Mund, men tale ikke; de have Øjne, men se ikke. ¹⁷ De have Øren, men høre ikke, og der er ingen Aande i deres Mund. ¹⁸ Ligesom disse ere, saa blive de, som gøre dem, ja, hver den, som forlader sig paa dem.

¹³ Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv.

¹ En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid. ² Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid.

⁸ IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord! ⁹ I Bjerge og alle Høje, Frugttræer og alle Cedre! ¹⁰ I vilde Dyr og alt Kvæg, Kryb og vingede Fugle! ¹¹ I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden! ¹² Unge Karle og Jomfruer tillige, de gamle med de unge!

⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

²⁹ Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke HERRENS Frygt,

¹² og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse? ¹³ saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.

⁵ I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.

³⁶ Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.

²⁸ En forvendt Mand kommer Trætte af Sted, og en Bagvadsker fjerner en fortrolig.

¹⁶ Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?

² Daaren har ikke Behag i Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.

¹⁴ Som raage og Vejr uden Regn er den Mand, som praler med at ville give, men skuffer.

²³ Nordenvejret føder Regn og den Tunge, som taler i Skjul, et vredt Ansigt.

¹² Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.

²⁰ Naar der intet Ved er mere udslukkes Ilden; og naar der inæn Bagvadsker er, stilles Trætte.

¹⁷ Et Øje, som spotter Faderen, og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge; og Ørneunger skulle æde det.

²⁹ Dog se, dette har jeg fundet, at Gud skabte Mennesket ret; men de søge mange Spidsfindigheder.

¹ Jeg er kommen, min Søster, Brud! i min Have har lukket min Myrra, tillige med min duftende Urt, jeg har ædt min Honningkage tillige med min Honning, jeg har drukket min Vin tillige med min Mælk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I elskelige!

⁸ Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig!

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

⁴ Forlader eder paa HERREN stedse og altid; thi den HERRE, HERRE er en evig Klippe.

⁶ I de kommende Dage skal Jakob slaa Rødder, Israel skal blomstre og faa Knopper; og de skulle fylde Jorderige med Frugt.

¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

⁸ De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.

⁸ Og en banet Sti og Vej skal være der, en Vej, som kaldes Helligdommens; ingen uren skal gaa ad den, men den skal være for dem selv; de, som vandre paa denne Vej, endog Enfoldige, skulle ikke fare vild.

¹⁸ Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham?

²⁶ Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een.

⁹ De, som danne udskaarne Billeder, de ere alle intet, og de Billeder, de elske, gavne intet; og de, som ere deres Vidner, se intet og fornemme intet, derfor skulle de beskæmmes. ¹⁰ Hvo danner vel en Gud og støber et Billede, som gavner til intet? ¹¹ Se, alle dets Tilhængere skulle beskæmmes; thi Mestrene, de ere kun Mennesker; de skulle alle sarnle sig, blive staaende, frygte og blive beskæmmede til Hobe. ¹² Smeden bruger Mejselen til Jernet og arbejder ved Klil og danner det med Hamrene; han arbejder paa det med sin Arms Kraft; men lider han Hunger, saa er der ingen Kraft i ham mere, og drikker han ikke Vand, vansmægter han. ¹³ Tømmermanden udstrækker en Maalesnor over Træet, mærker det af med Rødkridt, gør det jævnt med Høvlene og afridser det med Cirkelen; og han gør det efter en Mands Skikkelse, efter et Menneskes Anseelse, til at bo i et Hus.

¹³ Tømmermanden udstrækker en Maalesnor over Træet, mærker det af med Rødkridt, gør det jævnt med Høvlene og afridser det med Cirkelen; og han gør det efter en Mands Skikkelse, efter et Menneskes Anseelse, til at bo i et Hus. ¹⁴ Han gaar hen at afhugge sig Cedre og tager Cypres og Eg, og han bruger sin Styrke iblandt Træerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen bringer den til at vokse. ¹⁵ Saa tjener det Mennesket til Brændsel, og han tager deraf og varmer sig og tænder Ild og bager Brød; men han gør ogsaa en Gud deraf og tilbeder den, han gør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det. ¹⁶ Halvdelen deraf brænder han paa Ilden; ved Halvdelen deraf æder han Kød og steger en Steg og mættes; ja, han varmer sig og siger: Ah! jeg har varmet mig, jeg har set Ild. ¹⁷ Men det øvrige deraf gør han til erl Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knæ for det og nedbøjer sig og beder til det og siger: Frels mig! thi du er min Gud. ¹⁸ De fornemme ikke og for staa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa. ¹⁹ Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbrændt Halvdelen deraf paa Ilden og llgeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og ædt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knæ for en Træklods? ²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

¹⁰ Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg.

¹ Hører mig, Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! HERREN kaldte mig fra Moders Liv af, harl nævnede mit Navn fra Moders Skød.

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret?

² Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal HERREN oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses.

⁵ Før jeg dannede dig i Moders Liv, kendte jeg dig, og før, du udkom af Moders Skød, helligede jeg dig; jeg beskik kede dig til en Profet for Folkene.

⁵ Saa siger HERREN: Hvad Uret have eders Fædre fundet hos mig, at de have holdt sig langt fra mig? og at de vandrede efter Forfængelighed og bleve til Forfærlgelighed?

¹¹ Mon et Hedningefolk har skiftet Guder, som dog ikke vare Guder? men mit Folk har omskiftet sin Herlighed med det, som ikke kan gavne.

²² Thi mit Folk er daarligt, mig kende de ikke, de ere uforstandige Børn og uden Indsigt; de ere vise til at gøre ondt, men vide ikke at gøre godt.

²¹ Hør dog dette, du taabelige og uforstandige Folk; de have Øjne og se ikke, de have øren og høre ikke.

³⁰ Forkastet Sølv kalder man dem; thi HERREN har forkastet dem.

⁸ Hvorledes kunne I sige: Vi ere vise, og HERRENS Lov er hos os? men se, Skrivernes Løgnepen har arbejdet for Løgnen. ⁹ De vise skulle blive til Skamme, forfærdes og besnæres; se, de have forkastet HERRENS Ord, hvad for Visdom skulde de have?

⁶ Du bor midt i Bedrageri; i Bedrageri vi kende mig; siger HERREN.

³ Thi Hedningernes Skikke ere idel Forfængelighed? thi man afhugger dertil et Træ af Skoven, det udarbejdes af en Mesters Hænder med Øksen. ⁴ Man smykker det med Sølv og med Guld; man fæster det med Søm og med Hammer, at det ikke vakler. ⁵ Som et Palmetræ, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa bæres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt. ⁶ Der er ingen som du, o HERRE! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke. ⁷ Hvo skulde ikke frygte dig, du Hedningernes Konge? thi dig tilkommer det; thi iblandt alle Hedningernes vise og i alt deres Rige er ingen som du. ⁸ Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Lærdom, den er Træ;

¹⁰ Men Gud HERREN er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden bæver for hans Vrede, og Hedningerne kunne ikke udholde hans Fortørnelse. ¹¹ Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene. ¹² Han er den, som skabte Jorden ved sin Kraft og beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himlene ved sin Forstand. ¹³ Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer. ¹⁴ Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.

¹⁴ Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem. ¹⁵ De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.

²⁵ Dette er din Lod, din tilmaalte Del fra mig, siger HERREN, du, som har glemt mig og forladt dig paa Løgn.

¹⁹ HERRE, min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! til dig skulle Hedningerne komme fra Jordens Ender og sige Vore Fædre arvede kun Løgn, Forfængelighed, hvori der intet var sam kunde gavne dem.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

²⁹ Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger HERREN, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe?

¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed. ¹⁷ Thi saa siger HERREN: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone.

²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

¹⁰ Og jeg gik ind og saa, og se, der var alle Haande Ormes og Dyrs Billeder, Vederstyggelighed, og alle Israels Hus's Afguder udgravede paa Væggen, rundt omkring.

⁷ Man ringeagtede Fader og Moder hos dig, man handlede med Vold imod den fremmede i din Midte, man forfordelte den faderløse og Enken hos dig.

⁸ Og hun vidste ikke, at det var mig, som havde givet hende Kornet og Mosten og Olien, og som havde givet hende meget Sølv og Guld, som de brugte til Baal.

⁶ Til Grunde gaar mit Folk fordi det ikke har Kundskab; thi som du har forkastet Kundskab, saa vil ogsaa jeg forkaste dig, at du ikke skal gøre Præstetjeneste for mig; og som du glemte din Guds Lov, vil ogsaa jeg glemme dine Børn.

¹⁷ Efraim er bunden til Afgudsbilleder; lad ham fare! ¹⁸ Deres, Drikken er skejet ud, Hor have de bedrevet; højt have deres Skjolde elsket Skændsel.

³ Ved deres Ondskab glæde de en Konge og Fyrster ved deres Løgn.

⁴ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Juda og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de foragtede HERRENS Lov og ikke holdt hans Skikke, saa at deres Løgne, efter hvilke deres Fædre havde vandret, førte dem vild,

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,

¹⁵ Han drager dem alle sammen op med Krog, samler dem i sin Vod og sanker dem i sit Garn; derover glæder og fryder han sig. ¹⁶ Derfor ofrer han til sin Vod og bringer Røgoffer til sit Garn; thi ved dem er hans Del fed, og hans Mad er det fede.

⁴ Se, opblæst og ikke ydmygt er hans Sjæl i ham; men den retfærdige skal leve ved sin Tro.

¹⁸ Hvad gavner et udskaaret Billede, at den, som dannede det, har udskaaret det? eller et støbt Billede og en Løgnens Lære, at den, som danner dens Billede, forlader sig paa den, idet han gør stumme Afguder?

¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁴ Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den HERRE Zebaoth, og mit Navn er forfærdeligt iblandt Hedningerne.

¹ Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog.

⁶ og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias' Hustru;

¹⁶ og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus.

²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. ²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. ²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: ²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

¹⁶ Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene.

⁴⁵ paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige.

⁸ Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham. ⁹ Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;

²³ men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket! ²⁴ Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon.

²⁷ Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os.

³⁸ beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.

³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;

²⁵ Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige.

²³ Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn?

⁴ Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?

²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.

²¹ Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag.

⁴² Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids. ⁴³ Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger: ⁴⁴ Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel? ⁴⁵ Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?

¹⁴ Og dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme.

⁶³ Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.

⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn.

¹ Jesu Christi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse var,

³⁸ Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord ibaldt denne vanartige og syndige Slægt, ved den skal og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.

⁸ Hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit Legeme til Begravelsen.

¹⁰ Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepræster for at forraade ham til dem. ¹¹ Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham.

¹⁵ Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen! ¹⁶ Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt.

³¹ Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

⁶⁹ og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus, ⁷⁰ som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid;

¹ Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kaiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

⁴ Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt), ⁵ at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. ⁶ Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde.

¹⁰ Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. ¹¹ Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

²⁶ Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Herlighed og Faderens og de helliges Engles.

²¹ I den samme Stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult disse Ting for de Vise og Forstandige og aabenbaret de Umyndige dem. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.

⁴⁸ Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.

⁴⁶ da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe. ⁴⁷ Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

¹⁵ Men een af dem, der han saae, at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med høi Røst. ¹⁶ Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. ¹⁷ Da svarede Jesus og sagde: bleve ikke de Ti rensede? men hvor ere de Ni? ¹⁸ Bleve ellers Ingen fundne, som vendte tilbage at give Gud Ære, uden denne Fremmede?

¹ Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt.

³¹ Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn. ³² Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes, ³³ og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.

¹⁶ Men I skulle og forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel.

²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.

¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

¹⁶ Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade.

¹⁸ Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det.

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig.

⁸ Og han sagde til dem: øser nu og bærer til Køgemesteren; og de bare det til ham.

¹⁸ Da svarede Jøderne og sagde til ham: hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gjør dette? ¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det. ²⁰ Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage? ²¹ Men han talede om sit Legems Tempel.

¹⁶ Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. ¹⁷ Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham. ¹⁸ Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troet paa Guds eenbaarne Søns Navn. ¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde.

¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. ²⁰ Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. ²¹ Men hvo som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud.

³⁵ Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. ³⁶ Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

³⁶ Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

²³ Men den Time kommer, ja er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen I Aand og Sandhed; thi Faderen søger saadanne, som han saaledes tilbede. ²⁴ Gud er en Aand, og de, som han tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

³⁶ Og hvo som høster, saaer Løn, og samler Frugt til et evigt Liv; paa det de skulle glæde sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster.

²⁵ Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.

⁷ Verden kan ikke hade Eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens Gjerninger ere onde.

³⁵ Da sagde Jøderne til hverandre: hvor vil denne gaae hen, at vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gaae til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne?

⁴² Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var?

³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet.

³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?

²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt.

²⁶ Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

¹⁴ Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder. ¹⁵ Thi jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre. ¹⁶ Sandelig, sandelig siger jeg eder: en Tjener er ikke større end hans Herre, ikke heller et Sendebud større end den, han har sendt.

¹⁵ Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder. ¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.

²⁰ Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders.

²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd. ²³ Hvo mig hader, hader og min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.

¹⁷ Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud.

²⁸ Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud!

³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

²⁵ til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted.

²⁴ Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.

³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne:

³² Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.

¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades.

¹⁵ Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

²⁶ Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

¹⁰ da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine. ¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen. ¹² Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.

³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. ³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.

³⁶ Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet.

⁷ Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.

⁴² Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?

⁵⁹ Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! ⁶⁰ Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.

¹ Men ogsaa Saulus havde velbehag i hans Mord. og paa den samme Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.

¹⁵ hvilke der de vare komne ned bade for dem, at de maatte faa den Hellig Aand; ¹⁶ (thi den var endnu ikke kommen paa Nogen af dem, men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn). ¹⁷ Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig Aand. ¹⁸ Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalæggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende: ¹⁹ giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maae faae den Hellig Aand.

³⁶ Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

¹⁵ Men Herren sagde til ham: gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;

²⁰ Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn.

⁴³ Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

²⁸ Og een af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkjendegav ved Aanden, at der skulde komme en stor Hunger over ganske Jorderige, hvilken og kom under Keiser Claudius.

⁵ Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.

² Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig Aand: udtager mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg har kaldet dem. ³ Da fastede de og bade og lagde Hænderne paa dem og lode dem gaae. ⁴ Disse, udsendte af den Hellig Aand, droge da ned til Seleucia og seilede derfra til Cypern.

⁹ Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde:

²² Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie. ²³ Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

³³ som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig. ³⁴ Men at han har opvakt ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage fra Forraadnelse, derom har han saaledes sagt: Forjættelsen til David vil jeg holde Eder trofast. ³⁵ Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.

¹⁶ hvilken i de forbigangne Tider har ladet alle Hedninger vandre i deres egne veie,

¹⁶ hvilken i de forbigangne Tider har ladet alle Hedninger vandre i deres egne veie, ¹⁷ endog han har ikke ladet sig selv uden vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os regn og frugtbare tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore hjerter med Glæde.

²⁷ Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt hedningerne Troens Dør.

¹² Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.

¹⁴ Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn.

²³ Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien.

⁵ Saaledes bleve Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag. ⁶ Men der de vare dragne igjennem Phrygien og de galatiske Land, og det blev dem forbudetaf den Hellig Aand at tale Ordet i Asia, ⁷ kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke.

²³ Thi der jeg gik omkring og betragtede Eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: for en ukjendt Gud. Denne nu, som I ukendt dyrke, denne forkynder jeg Eder.

²³ Thi der jeg gik omkring og betragtede Eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: for en ukjendt Gud. Denne nu, som I ukendt dyrke, denne forkynder jeg Eder. ²⁴ Gud, som har gjort Verden og alle Ring, som ere derudi, han som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjort med Hænder, ²⁵ han tjenes og ikke af Menneskers Hænder, som den, der har Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting. ²⁶ Og han har gjort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og har bestemt dem forordnede Tider, og vise Grændser for deres Bolig, ²⁷ at de skulde søge Herren, og de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os; ²⁸ thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slægt. ²⁹ Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.

²⁹ Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund. ³⁰ Dog med Vankundighedens Tider har Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig. ³¹ Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde. ³² Men der de hørte om de Dødes Omstandelse, spottede Nogle; men Andre sagde: vi ville atter høre dig om dette.

²¹ men han tog Afsked fra dem og sagde: jeg maa endeligen holde denne forestaaende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til Eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.

⁶ Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, som den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede.

²¹ Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem og sagde: efterat jeg har været der, bør det mig og at se Rom.

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld. ¹⁴ Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: skee Herrens Villie!

¹⁹ Og der han havde hilset dem, fortalte han stykkevis, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.

⁴⁰ Men der han havde tilstedet ham det, stod Paulus frem paa Trapperne, og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte ham til dem i det hebraiske Sprog og sagde:

¹ I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder!

⁷ Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?

¹³ kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time. ¹⁴ Men han sagde: vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund. ¹⁵ Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt.

²⁰ og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham. ²¹ Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne.

¹⁴ Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,

²⁴ Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus. ²⁵ Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.

¹ Men Agrippa sagde til Paulus: det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes:

⁶ Og nu staaer jeg her at dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,

¹⁴ Men der vi faldt alle ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det hebraiske Sporg: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braaden.

¹⁶ Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor har jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du har seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig, ¹⁷ idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig, ¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

¹ Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af Keiserens Rode. ² Men vi gik ombord paa et adramytisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Marcedonier fra Thessalonica, var med os. ³ Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedte ham at gaa til sine Venner og nyde Pleie. ⁴ Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod. ⁵ Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia og kom til Myra i Lycien. ⁶ Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa. ⁷ Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone. ⁸ Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, nær ved Staden Lasæa. ⁹ Mender nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev forlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: ¹⁰ I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv. ¹¹ Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde. ¹² Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvinde i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest. ¹³ Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta. ¹⁴ Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte nordost-Kuling. ¹⁵ Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve. ¹⁶ men vi løb under en liden Ø, som klades Claude, og kunde næppe faae Magt over Baaden. ¹⁷ Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes. ¹⁸ Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde. ¹⁹ Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør, ²⁰ Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget. ²¹ Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade. ²² Men nu formaner jeg Eder, at i fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet. ²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:

²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde: ²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig. ²⁵ Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt. ²⁶ Men vi maae strande paa en Ø. ²⁷ Men der den fjortende nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land. ²⁸ Og da de loddede, have de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og have femten Favne.

² Men Barbarerne beviste og ikke liden Menneskekjærlighed; thi de antændte en Ild og modtoge os alle formedelst den overfaldne Regn og for Kulden.

⁴ Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.

³ om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet,

⁵ ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn, ⁶ blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi Kaldte:

⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder,

¹⁶ Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker.

¹⁸ Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed. ¹⁹ Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret dem det. ²⁰ Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning.

²⁰ Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.

²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer, ²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede.

²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. ²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer.

²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. ²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. ²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige,

²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. ²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,

²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,

³² hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.

¹ Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvo du er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.

¹ Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvo du er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme. ² Vi vide jo, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant. ³ Men tænker du dette, o Menneske! du som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?

³ Men tænker du dette, o Menneske! du som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom? ⁴ Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? ⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁹ Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjæl, som gjør det Onde, baade en Jødes først og en Grækers;

¹⁵ de vise Lovens Gjerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med dem, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre;)

¹⁵ de vise Lovens Gjerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med dem, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre;) ¹⁶ paa den Dag, naar Gud skal dømme Menneskens skjulte Idrætter efter mit Evangelium, ved Jesus Christus. ¹⁷ See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven og roser dig i Gud,

¹⁷ See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven og roser dig i Gud, ¹⁸ og veed hans Villie og prøver Tingenes forskjel, underviist af Loven, ¹⁹ og fordrister dig til at være de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke, ²⁰ Uforstandiges Tugtemester, eenfoldiges Lærer, som har Reglen for Kundskab og Sandhed i Loven. ²¹ Du derfor, som lærer Andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke skal stjæle, du stjæler! ²² Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige! ²³ Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Lovens Overtrædelse!

²³ Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Lovens Overtrædelse!

² Meget i alle Maader; fornemmeligen, at Guds Ord ere dem betroede. ³ Thi hvad? dersom og Nogle vare vantroe, mon deres Vantro gjøre Guds Trofasthed til Intet?

¹⁰ som skrevet staaer: der er Ingen retfærdig, end ikke Een; ¹¹ der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud;

²¹ Men nu er uden Loven Guds Retfærdighed aabenbaret, om hvilken er vidnet ved Loven og Propheterne.

²⁷ Hvor er altsaa vor Roes? Den er udelukt. Formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men Formedelst Troens Lov.

²⁹ Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa Hedningernes.

¹¹ Og han annammede Omskærelsens Tegn som en Befaling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde være Fædre til alle dem, som troe uden at være omskaarne, at Retfærdighed maa vorde ogsaa dem tilregnet,

¹⁵ Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtrædelse.

¹ Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Christus,

⁶ Thi da vi endnu vare Overtrædere, døde Christus til bestemte Tid for de Ugudelige.

⁹ Saa meget mere skulle vi derfor nu retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.

¹² Derfor herske Synden ikke Eders dødelige Legeme, saa I lyde den i dets Begjeringer. ¹³ Fremstiller ei heller Eders Lemmer for Synden til Uretfærdigheds Redskab; men fremstiller Eder selv for Gud til retfærdigheds Redskab.

¹⁷ Men Gud være Tak, at I have været Syndens Tjenere, men ere nu af Hjertet blevne den Lærdoms Form lydige, hvilken I have annammet,

²¹ Hvad havde I da for Frugt af de Ting, ved hvilke I nu skamme Eder? thi Enden derpaa er Døden.

² Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov. ³ Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet,

⁷ efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det. ⁸ Men de, som ere kjødelige, skulle ikke tækkes Gud.

¹² Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet;

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. ²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre.

²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre. ³⁰ Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort.

³⁰ Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort. ³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os. ³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?

³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

¹ Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand,

⁵ hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen.

²⁴ hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger! ²⁵ Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;

³⁰ Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som er af Troen.

¹⁷ Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord.

¹⁰ deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg!

¹³ Thi jeg taler til Eder, I af Hedningerne! saavidt jeg er Hedningernes Apostel, ærer jeg mit Embede,

²⁵ Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmlighed, (paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet;

³ Thi formedelst den Naade, som mig er given, siger jeg til enhver iblandt Eder, at han ikke skal tænke høiere om sig selv, end han bør at tænke, men tænke om sig selv ved Betænksomhed, eftersom Gud tilmaalte Enhver Troens Gave.

¹⁶ Haver eet Sind imod hverandre; tragter ikke efter høie ting, men holder Eder til de lave; mener Eder selv ikke kloge.

¹⁸ Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.

⁸ Bliver Ingen Noget skyldige uden dette, at elske hverandre; thi hvo som elsker den Anden, har opfyldt Loven.

⁹ men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig iblandt hedningerne og lovsynge dit Navn.

¹⁵ Dog har jeg for en Deel tilskrevet Eder, mine Brødre! noget dristigere for at paaminde Eder efter den Naade, som mig er givet af Gud, ¹⁶ at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.

¹⁶ at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.

¹⁸ Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling,

¹⁸ Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling, ¹⁹ ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi Evangelium;

¹⁹ ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi Evangelium;

¹⁹ ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi Evangelium; ²⁰ dog saaledes, at jeg havde synderlig Villie til at prædike Evangelium, ikke der, hvor Christus var nævnet, at jeg ikke skulde bygge paa en fremmed Grundvold,

²⁰ dog saaledes, at jeg havde synderlig Villie til at prædike Evangelium, ikke der, hvor Christus var nævnet, at jeg ikke skulde bygge paa en fremmed Grundvold,

²² Derved er jeg og mange Gange bleven forhindret i at komme til Eder.

²² Derved er jeg og mange Gange bleven forhindret i at komme til Eder. ²³ Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse lande, og fra mange Aar af har Længsel efter at komme til Eder,

²³ Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse lande, og fra mange Aar af har Længsel efter at komme til Eder,

²³ Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse lande, og fra mange Aar af har Længsel efter at komme til Eder, ²⁴ vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til Eder; thi jeg haaber at see Eder, naar jeg reiser igjennem, og af Eder at blive ledsaget derhen, naar jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos Eder.

²⁴ vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til Eder; thi jeg haaber at see Eder, naar jeg reiser igjennem, og af Eder at blive ledsaget derhen, naar jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos Eder.

²⁴ vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til Eder; thi jeg haaber at see Eder, naar jeg reiser igjennem, og af Eder at blive ledsaget derhen, naar jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos Eder. ²⁵ Men nu reiser jeg til Jerusalem for at tjene de Hellige. ²⁶ Thi Macedonien og Achaia have anseet for godt at gjøre et Sammenskud til de Fattige iblandt de Hellige i Jerusalem. ²⁷ De ansaae det for godt og ere ogsaa deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne deelagtige i hines aandelige Fordele, da ere de og skyldige at tjene dem i det Timelige. ²⁸ Naar jeg da har fuldbragt dette forsikkrer dem denne Frugt, vil jeg derfra drage igjennem Eders Stad til Spanien. ²⁹ Men jeg veed, at naar jeg kommer til Eder, skal jeg komme med Christi Evangeliums Velsignelses Fylde. ³⁰ Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herre Jesus Christus og ved Aandens Kjærlighed, og I ville med mig stride i Bøn for mig til Gud, ³¹ at jeg maa udfries fra de Vantroe i Judæa, og at mit Ærinde til Jerusalem maa blive de Hellige behageligt, ³² paa det jeg kan komme til Eder med Glæde efter Guds Villie og vederkvæges med Eder.

³² paa det jeg kan komme til Eder med Glæde efter Guds Villie og vederkvæges med Eder.

¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter. ¹⁹ Eders Lydighed er bleven Alle bekjendt; derfor glæder jeg mig over Eder. Men jeg vil, at I skulle være vise til det Gode og eenfoldige til det Onde.

²⁵ Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, ²⁶ men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:

¹ Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, og Broderen Softhenes, ² til Guds Menighed, som er i Corinth, de Helligede i Christus Jesus, de kaldte Hellige, med alle dem, som paa ethvert Sted paakaldte vor Herres Jesu Christi, deres og vor Herres, Navn: ³ Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ⁴ Jeg takker min Gud altid for Eder, for den Guds Naade, som er given Eder i Christus Jesus,

⁴ Jeg takker min Gud altid for Eder, for den Guds Naade, som er given Eder i Christus Jesus, ⁵ at I ved ham ere gjort rige i Alt i al lære og al kundskab, ⁶ ligesom og det Vidnesbyrd om Christus er bleven befæstet hos Eder, ⁷ saa at Eder ikke fattes paa nogen Naadegaven idet I forvente vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse, ⁸ som og skal stadfæste Eder indtil Enden, usraffelige paa vor Herres Jesu Christi Dag. ⁹ Gud er trofast, ved hvem I ere kaldte til hans Søns, Jesu Christi, vor Herres Samfund.

⁹ Gud er trofast, ved hvem I ere kaldte til hans Søns, Jesu Christi, vor Herres Samfund.

¹⁸ Thi det Korsets Ord er vel dem en Daarlighed, som blive fortabte, men os, som blive salige, er det en Guds Kraft. ¹⁹ Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand.

¹⁹ Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand.

¹⁹ Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand. ²⁰ Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed?

²⁰ Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed?

²⁰ Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed? ²¹ Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkjendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at gjøre den salige, som troe.

²¹ Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkjendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at gjøre den salige, som troe.

²¹ Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkjendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at gjøre den salige, som troe. ²² Saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom;

²² Saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom; ²³ men vi prædike den korsfæstede Christus, som er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed; ²⁴ men de, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christus, Guds Kraft og Guds Viisdom.

² thi jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt Eder, uden Jesus Christus, og han korsfæstet;

⁴ og mit Ord og min Prædiken var ikke i menneskelig Viisdoms overtalende ord, men i Aands og Kraftes Beviisning,

¹³ hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom lærer, men med Ord, som den Hellig Aand lærer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! dersom Nogen lader sig tykkes at være viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! dersom Nogen lader sig tykkes at være viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed;

¹⁹ men jeg vil snart komme til Eder, om Herren vil, og forfare, ikke de Opblæstes Ord, men deres Kraft.

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen,

¹³ Maden er for Bugen, og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgjøre baade denne og den; Legemet derimod er ikke for Skjørlevnet, men for Herren, og Herren for Legemet;

¹⁸ Flyer Skjørlevnet! Enhver Synd som Mennesket gjør, er udenfor Legemet; men hvo som bedriver Skjørlevnet, synder imod sit eget Legeme.

¹ Er jeg ikke en Apostel? er jeg ikke fri? har jeg ikke seet vor Herre Jesus Christus? ere I ikke min Gjerning i Herren? ² Er jeg end ikke Andre en Apostel, Eder er jeg det dog; thi I ere mit Apostels-Embedes Besegling i Herren.

¹² Dersom Andre nyde saadan Ret over Eder, kunde vi da ikke meget mere? Dog brugte vi ikke denne Ret; men vi taale alt for ikke at gjøre Christi Evangelium nogen Forhindring.

¹⁶ Thi om jeg prædiker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke prædiker!

¹⁶ Thi om jeg prædiker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke prædiker! ¹⁷ Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet.

¹⁷ Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet.

¹⁷ Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet. ¹⁸ Hvad er da min Løn? At jeg, idet jeg prædiker, kan fremsætte Christi Evangelium uden Bekostning, paa det jeg ikke skal misbruge min Ret i Evangelium.

¹⁸ Hvad er da min Løn? At jeg, idet jeg prædiker, kan fremsætte Christi Evangelium uden Bekostning, paa det jeg ikke skal misbruge min Ret i Evangelium.

¹⁸ Hvad er da min Løn? At jeg, idet jeg prædiker, kan fremsætte Christi Evangelium uden Bekostning, paa det jeg ikke skal misbruge min Ret i Evangelium. ¹⁹ Thi omendskjøndt jeg er fri for Alle, har jeg dog gjort mig til en Tjener for Alle, paa det jeg kunde vinde des Flere. ²⁰ Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, at jeg kunde vinde Jøder; dem under Loven som den, der var under Loven, at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven; ²¹ dem uden Loven som den, der var unden Loven (enddog jeg er ikke uden Loven for Gud, men under Loven for Christus), at jeg kunde vinde dem, som ere uden Loven. ²² Jeg er bleven de Skrøbelige som en Skrøbelig, at jeg kunde vinde de Skrøbelige; jeg erbleven Alt for Alle, at jeg dog for Alting kunde frelse Nogle. ²³ Men dette gjør jeg for Evangeliums Skyld, at jeg kan blive meddeelagtig derudi.

¹ Jeg vil, I skulle mindes, Brødre! at vore Fædre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem havet,

¹ Betræffende de aandelige Gaver, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende.

¹ Betræffende de aandelige Gaver, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. ² I vide, at I vare Hedninger og hendroges til de stumme Afguder, som man drog Eder.

² I vide, at I vare Hedninger og hendroges til de stumme Afguder, som man drog Eder. ³ Derfor kundgjør Jesus Eder, at Ingen som taler ved Guds Aand, udsiger Forbandelse over Jesus, og Ingen kan kalde Jesus Herre uden ved den Hellig Aand. ⁴ Der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme; ⁵ og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme; ⁶ og der er Forskjel paa kraftige Gjerninger, men Gud er den samme, som krafteligen virker Alt i Alle. ⁷ Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt. ⁸ Thi En gives Viisdoms-Tale formedelst Aanden; en Anden kundskabs-Tale ved den samme Aand; ⁹ en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand; ¹⁰ en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlægge Tungemaal. ¹¹ Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil.

¹¹ Dersom jeg da ikke veed Sprogets Betydning, bliver jeg for den, som taler en Barbar, og den, som taler, bliver for mig en Barbar.

¹⁴ Thi dersom jeg gjør Bøn i fremmed Tungemaal, da beder vel min Aand, men mine Ords Forstand er uden Frugt. ¹⁵ Hvad bør da skee? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jg vil og synge med Forstand. ¹⁶ Thi dersom du priser Gud i Aanden, hvorledes kan den, som staaer paa Lægmands Plads, sige Amen og din Taksigelse, efterdi han ikke veed, hvad du siger?

²³ Naar altsaa den ganske Menighed som tilsammen, og Alle talede med fremmede Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne? ²⁴ Men dersom Alle Propheterne, og der kommer nogen Vantroe eller Lægmand ind, da overbevises han af Alle, han vises tilrette af Alle,

²⁴ Men dersom Alle Propheterne, og der kommer nogen Vantroe eller Lægmand ind, da overbevises han af Alle, han vises tilrette af Alle, ²⁵ hans Hjertes skjulte Tanker aabenbares, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde at Gud er sandeligen i Eder.

² ved hvilket I og blive salige, dersom I det beholde efter den Tale, hvormed jeg forkyndte Eder det, men mindre I have troet letsindigen.

⁸ Derefter blev han seet af Jacobus, dernæst af alle apostlerne. ⁹ Men sidst af Alle blev han seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes Apostle, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. ¹⁰ Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig har ikke været forgjeves; men jeg har arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.

¹⁰ Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig har ikke været forgjeves; men jeg har arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.

³⁴ Vaagner op, som det sømmer sig, og synder ikke; thi Nogle vide Intet af Gud, det siger jeg Eder til Blusel.

²³ Den Herre Jesu Christi Naade være med Eder!

¹ Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel efter Guds Villie, og Broderen Timotheus, til Guds Menighed i Corinth, med alle de Hellige, som ere i det ganske Achaia:

¹ Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel efter Guds Villie, og Broderen Timotheus, til Guds Menighed i Corinth, med alle de Hellige, som ere i det ganske Achaia: ² Naade være med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.

¹⁵ Og i denne Fortrøstning vilde jeg kommet til Eder før, at I atter skulde annammeet en Velgjerning, ¹⁶ og igjennem Eders Stad draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til Eder, og blevet ledsaget af Eder til Judæa.

²¹ Men den, som holder os med Eder faste til Christus, og som salvede os, er Gud,

²³ Men jeg kalder Gud til Vidne over mig, at jeg, for at skaane Eder, endnu ikke er kommen til Corinth.

¹ Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til Eder i Bedrøvelse. ² Thi dersom jeg bedrøver Eder, hvo er da den, som skal gjøre mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig? ³ Og jeg skrev Eder just saaledes, paa det jeg ikke, naar jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af, efterdi jeg er forskikket om Eder alle, at min Glæde er alle Eders.

¹² Der jeg kom til Troas for at prædike Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;

¹⁴ Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted.

¹⁴ Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted. ¹⁵ Thi Christi Vellugt ere vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, ¹⁶ for disse en Dødsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil dygtig?

⁵ ikke at vi ere dygtige af os selv at udtænke Noget, som af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, ⁶ hvilken og gjorde os dygtige til at være den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegjør.

⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede.

⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld.

⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

⁴ Min Frimodighed er stor imod Eder; jeg roser mig meget af Eder, jeg er fyldt med Trøst, jeghar overvættes Glæde udi al vor Trængsel. ⁵ Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt. ⁶ Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst; ⁷ dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var trøstet af Eder, der han berettede os Eders Forlængsel, Eders bittre Graad, Eders Nidkjærhed for mig, saa at jeg end mere maatte glæde mig.

¹³ Derfor ere vi blevne trøstede ved denne Trøst fra Eder; men endnu langt mere glædede vi os over Titus' Glæde, fordi hans Aand er bleven vederkvæget af Eder alle.

¹² Thi dersom Redebonhed er forhaanden, da er Enhver velbehagelig, i Forhold til det, han har, ei i Forhold til det, han ikke har

¹³ Thi formedelst denne Prøve paa Eders Hjælpsomhed prise de Gud for den Lydighed, hvormed I bekjende Christi Evangelium, og for Eders oprigtige Gavmildhed mod dem og om Alle, ¹⁴ og idet de bede for Eder, saasom de hjertelig elske Eder formedelst Guds overvættes Naade mod Eder.

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse,

⁴ thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse, ⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,

⁵ idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed, ⁶ og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar Eders Lydighed er fuldkommet.

¹² Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men disse indsee ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig ved sig selv. ¹³ Vi derimod rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, men deraf, at vi efter maalet af vor Kreds, hvilket Maal Gud har tildeelt os, have naaet ogsaa til Eder. ¹⁴ Thi vi overskride ikke vor Grændse som de, der ei have naaet til Eder; thi ogsaa indtil Eder ere vi komne i Christi Evangelium; ¹⁵ saa vi ikke rose os af det, som ikke er os tilmaalt i fremmede Arbeider, men vi have det Haab, at naar Eders Tro voxer, ville vi hos Eder komne langt videre, efter den os anviste Kreds,

¹⁵ saa vi ikke rose os af det, som ikke er os tilmaalt i fremmede Arbeider, men vi have det Haab, at naar Eders Tro voxer, ville vi hos Eder komne langt videre, efter den os anviste Kreds, ¹⁶ at prædike Evangelium for dem, som boe paa hiin Side Eder, men ikke rose os i en Aandens Kreds af det allerede Fuldførte.

⁴ Thi dersom Nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I faae en anden Aand, som i ikke fik, eller et andet Evangelium, som i ikke annammede, da fordrage I ham taaligen. ⁵ Jeg mender dog, at jeg er ikke ringere end hine høie Apostler.

¹⁰ Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Roes ikke betages mig i Achaias Lande. ¹¹ Hvorfor? fordi jeg ikke elsker Eder? Gud veed det.

¹⁹ Gjerne fordrage I jo Daarer, efterdi I ere kloge.

³¹ Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, hvilken være velsignet til evig Tid, veed, at jeg ikke lyver.

⁸ Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig; ⁹ men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig. ¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig. ¹¹ Jeg er bleven en Daare, idet jeg roser mig. I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af Eder, efterdi jeg er ikke ringere end hine høie Apostler, alligevel jeg er Intet.

²⁰ Thi jeg fryger, at naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde Eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af Eder saadan, som i ikke ville; at der skulle være Trætter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed, splidagtighed;

⁴ Thi endskjøndt han blev korsfæstet i Svaghed, lever han dog ved Guds Kraft; og endskjøndt ogsaa vi ere svage i ham, skulle vi dog leve med ham ved Guds Kraft hos Eder. ⁵ Ransager Eder selv, om I ere i Troen; prøver Eder selv! Eller kjende I Eder ikke selv, at Jesus Christus er i Eder? med mindre I ere udygtige. ⁶ Men jeg haaber, at I skulle kjende, at vi ere ikke udygtige. ⁷ Men jeg beder til Gud, at I intet Ondt maa gjøre; ikke at vi skulle synes dygtige, men at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige.

¹⁴

¹ Paulus, Apostel ( ikke af Mennesker og ikke ved noget Menneske, men ved Jesus Christus og Gud Fader, som han opreiste fra de Døde),

³ Naade være med Eder og Fred, fra Gud Fader og Vor Herre Jesus Christus, ⁴ som hengav sig selv til vore Synder, paa det han kunde udfrie os fra den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,

⁶ Jeg undrer paa, at I saa snart lade Eder afvende fra den, som kaldte Eder ved Christi Naade, til et andet Evangelium; ⁷ enddog der er intet andet, kun ere der Nogle, som forvilde Eder og ville forvende Christi Evangelium.

¹⁰ Taler jeg vel nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at tækkes Mennesker? Dersom jeg endnu tækkes Mennesker, da var jeg ikke Christi Tjener. ¹¹ Jeg bevidner Eder, Brødre! at det Evangelium, som er prædiket af mig, er ikke Menneske-Lære; ¹² thi hverken annammede, ei heller lærte jeg det af noget Menneske men ved Jesu Christi Aabenbarelse. ¹³ I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og forstyrrede den. ¹⁴ Og jeg gik langt videre i Jødedommen, end mange af mine Jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var overmaade nidkjær for mine fædrene Lærdomme. ¹⁵ Men der det behagede Gud, som fra Moders Liv havde udseet mig, og som kaldte mig ved sin Naade,

¹⁵ Men der det behagede Gud, som fra Moders Liv havde udseet mig, og som kaldte mig ved sin Naade, ¹⁶ at aabenbare sin Søn i mig, paa det jeg skulde forkynde ham i blandt Hedningerne: da strax bespurgte jeg mig ikke med Kjød og Blod,

¹⁶ at aabenbare sin Søn i mig, paa det jeg skulde forkynde ham i blandt Hedningerne: da strax bespurgte jeg mig ikke med Kjød og Blod, ¹⁷ drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før jeg vare Apostler, men drog bort til Arabien, og kom atter tilbage til Damascus.

²⁰ (Hvad jeg skriver Eder, see, det vidner jeg for Guds Aasyn, at jeg ikke lyver.)

⁸ (thi han, som gav Petrus Kraft til sit Apostel-Embede hos de Omskaarne, gav ogsaa mig Kraft dertil hos Hedningerne; ⁹ og da de erkjendte den Naade, som mig var given, gave de, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som ansaaes for Pillerne, mig og Barnabas Samfunds-Haand, at vi skulde prædike hos Hedningerne, og de hos de Omskaarne;

² Kun dette vil jeg af Eder: var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse? ³ Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte iAanden, nu fuldende i Kjødet? ⁴ Have I da prøvet saa meget forgjeves? hvis ellers kun forkjeves! ⁵ Mon da han, som meddeler Eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i Eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?

¹¹ Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfærdige ved Troen skal leve.

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,

¹⁸ Vor Herrens Jesu Christi Naade være med Eders Aand, Brødre! Amen.

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, til de Hellige, som ere i Ephesus, de Troende i Christus Jesus: ² Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader den Herre Jesus Christus!

⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte,

¹¹ i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, som virker Alt efter sin Villies Raad, ¹² paa det vi maatte være hans herlighed til Lov, vi, som forud haabede paa Christus. ¹³ Udi ham ere ogsaa I, da i hørte Sandhedens Ord, Eders Saliggjørelses Evangelium, udi ham ere ogsaa I, der I troede, blevne Beseglede med Forjættelsens hellige Aand,

¹⁵ Hvorfor ogsaa jeg, efter at have hørt om Eders Tro paa den Herre Jesus og om Eders Kjærlighed til alle de Hellige, ¹⁶ ikke aflader at takke for Eder, i det jeg ihukommer Eder i alle mine Bønner, ¹⁷ at vor Herrens Jesu Christi Gud, Herlighedens Fader, vilde give Eder Viisdoms og Aabenbarelsens Aaand udi hans Kundskab, ¹⁸ Eders Forstands oplyste Øine, at i kunne kjende, hvilket det Haab er, som han kaldte Eder til, og hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige, ¹⁹ og hvilken hans Magts overvættes Storhed er over os, som troe efter hans vældige Krafts virkning,

¹⁹ og hvilken hans Magts overvættes Storhed er over os, som troe efter hans vældige Krafts virkning, ²⁰ som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene, ²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden, ²³ der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.

² (I have jo hørt om Guds Naades Huusholdning, som mig er given til Eder, ³ at han ved Aabenbarelse har kundgjort mig hiin Hemmlighed, hvorom jeg foran har korteligen skrevet, ⁴ af hvilket I kunne, naar i det læse, skjønne min Indsigt i Christi Hemmlighed; ⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden:

⁵ hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden: ⁶ at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddeelagtige i hans Forjættelse i Christus, formedelst Evangelium.

⁶ at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddeelagtige i hans Forjættelse i Christus, formedelst Evangelium. ⁷ hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gud, som mig er given efter hans vældige Kraft.

⁷ hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gud, som mig er given efter hans vældige Kraft. ⁸ Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom, ⁹ og at oplyse Alle om Deelagtigheden i den Hemmelighed, som fra Verdens Begyndelse har været skjult i Gud, som skabte alle Ting ved Jesus Christus,

¹⁴ For denne Sags Skyld bøier jeg mine Knæ for vor Herrens Jesu Christi Fader, ¹⁵ af hvem al Faderlighed kaldes i Himlene og paa Jorden, ¹⁶ at han vil give Eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigen at bekræftes ved hans Aand i det indvortes Menneske; ¹⁷ at Christus maa boe formedelst Troen i Eders Hjerter, ¹⁸ at I, rodfæstede og grundfæstede i Kjærlighed, kunne formaae at begribe alle de Hellige baade Breden og Længden og Dybden og Høiden ¹⁹ og kjende Christi Kjærlighed, som overgaaer al Kundksab, at I kunne opfyldes af al Guds Fylde. ²⁰ Men ham, som formaaer over alle Ting at gjøre langt overflødigere, end hvad vi bede eller forstaae, efter den Magt, som teer sig kraftig i os, ²¹ han være Ære i Menigheden ved Christus Jesus, igjennem alle Slægter, i alle Evigheder! Amen.

²¹ han være Ære i Menigheden ved Christus Jesus, igjennem alle Slægter, i alle Evigheder! Amen.

⁵ een Herre, een Tro, een Daab,

⁸ Derfor siger Skriften: han opfoer til det Høie, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver. ⁹ Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne. ¹⁰ Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting. ¹¹ Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere,

¹¹ Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, ¹² til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed, ¹⁸ formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse,

¹⁸ formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ hvilke, følesløse, have hengivet sig til uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld.

¹⁹ hvilke, følesløse, have hengivet sig til uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld.

⁴ og ublu Væsen og gjekkelig Snak eller letfærdig Skjemt, som alt er utilbørligt, men hellere Taksigelse.

⁶ Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.

¹² Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige.

¹⁵ Seer derfor til, at I omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise, ¹⁶ og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde. ¹⁷ Derfor værer ikke uforstandige, men som de, der skjønne, hvad Herrens Villie er.

²⁰ og siger altid Gud og Faderen Tak for alle ting i vor Herrens Jesu Christi Navn,

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

²³ Fred med Brødrene og Kjærlighed med Tro fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus.

¹ Paulus og Timotheus, Jesu Christi Tjenere, til alle de Hellige i Christus Jesus, som ere i Philippe, men Forstandere og Hjælpere:

³ Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa Eder, ⁴ idet jeg altid, i hver min Bøn beder for Eder alle med Glæde,

⁸ Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed.

⁸ Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjærlighed. ⁹ Og derom beder jeg, at Eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed, ¹⁰ saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Christi Dag, ¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov.

¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov.

¹¹ og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Ære.

²² Men hans prøvede Troskab kjende I, at, ligesom Sønnen sin Fader, saaledes har han tjent med mig i Evangelium.

²⁶ efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.

³ Thi vi ere Omskærelsen, som tjene Gud i Aanden, og rose os i Christus Jesus og forlade os ikke paa Kjødet;

⁶ som forfulgte Menigheden med Nidkjærhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed. ⁷ Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Christi Skyld agtet for Tab;

⁹ og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen,

¹ Derfor mine Elskelige Brødre, min Forlængsel, min Glæde og Krone, staaer saaledes fast i Herren, I Elskelige!

⁶ Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;

¹³ Jeg formaaer Alt i Christus, som gjør mig stærk.

¹⁷ Ikke at jeg attraaer Gaven, men jeg attraaer den Frugt, som kan vorde overlødig til Eders Fordeel.

²⁰ Ham, vor Gud og Fader, være Ære i al Evighed! Amen.

²³ Vor Herrens Jesu Christi Naade være med Eder Alle. Amen.

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, og Broderen Timotheus, ² til de Hellige i Colossen, de troende Brødre i Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ³ Vi takke Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, idet vi altid bede for Eder,

⁵ for det Haab, som Eder er henlagt i himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliums Sandheds Ord, ⁶ hvilket er kommet til Eder, som og i den ganske Verden, og er frugtbringende, ligesom og ibandt Eder fra den Dag, I hørte og erkjendte Guds Naade i Sandhed;

⁶ hvilket er kommet til Eder, som og i den ganske Verden, og er frugtbringende, ligesom og ibandt Eder fra den Dag, I hørte og erkjendte Guds Naade i Sandhed;

⁹ Derfor aflagde vi og ikke fra den Dag, vi hørte det, at bede for Eder og begjere, at I maatte fyldes med hans Villies Erkjendelse i al Viisdom og aandelig Forstand, ¹⁰ at I kunne omgaaes værdeligen for Herren til at Velbehagelighed og være frugtbare paa al god Gjerning, og voxe til Guds Erkjendelse; ¹¹ styrkede med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Taalmodighed og Langmodighed med Glæde; ¹² takkende Faderen, som gjorde os dygtige til de Helliges Arvedeel i Lyset, ¹³ som friede os af Mørkets Magt og oversatte os i sin elskelige Søns Rige,

¹³ som friede os af Mørkets Magt og oversatte os i sin elskelige Søns Rige, ¹⁴ i hvilken vi have Forløsning ved hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse; ¹⁵ hvilken er den usynlige Guds Billede, al Skabningens Førstefødte;

¹⁵ hvilken er den usynlige Guds Billede, al Skabningens Førstefødte;

²¹ Ogsaa Eder, som fordum vare fremmede og fjendske af Sindelag i onde Gjerninger,

²⁵ hvis Tjener jeg er bleven efter det Guds Embede, som er mig givet hos Eder, rigeligen at prædige Guds Ord,

²⁸ Ham forkynde vi, idet vi paaminde hvert Menneske og lære hvert Menneske i al Vissdom, at vi kunne fremstille hvert Menneske fuldkomment i Christus Jesus; ²⁹ hvortil jeg og arbeider, stridende ved hans Kraft, som virker mægtigen i mig.

⁹ thi i ham boer al Guddommens Fylde legemligen.

⁶ for hvis Skyld Guds Vrede kommer over Vantroens Børn,

¹¹ hvor der ikke er Forskjel paa Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar, Scythe, Træl, Fri, men Christus er Alt i Alle. ¹² Saa ifører Eder da, som Guds Udvalgte, Hellige og Elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,

¹⁵ Og Guds Fred seire i Eders Hjerter, til hvilken I og ere kaldte i eet Legeme; og værer taknemmelige.

¹ Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ² Vi takke Gud altid for Eder alle, idet vi komme Eder ihu i vore Bønner, ³ tænkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjærligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn,

⁵ Thi vort Evangelium hos Eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig Aand og i fuld Overbeviisning, ligesom i og vide hvorledes vi have været iblandt Eder til Eders bedste. ⁶ Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Hellig Aand,

⁸ thi fra Eder er Herrens ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men Eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom;

⁸ thi fra Eder er Herrens ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men Eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom; ⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud, ¹⁰ og at forvente hans Søn fra Himlene, hvilken han opreiste fra de Døde, Jesus, som os frier fra den tilkommende Vrede.

¹⁰ og at forvente hans Søn fra Himlene, hvilken han opreiste fra de Døde, Jesus, som os frier fra den tilkommende Vrede.

² men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i philippi, vare vi alligevel frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos Eder under megen Kamp.

⁵ Thi hverken omgikkes vi med smigrende Ord, som I vide, ei heller med paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne. ⁶ Vi søgte og ikke Ære af Menneske, hverken af Eder eller af Andre, enddog vi kunde have været Eder til Byrde som Christi Apostler; ⁷ men vi omgikkes mildt med Eder. Som en Amme pleier sine Børn, ⁸ saaledes ere vi, af inderlig Kjærlighed til Eder, villige til at dele med Eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I ere blevne og elskelige. ⁹ I erindre jo, Brødre! vort Arbeide og vor Møie; thi Nat og Dag arbeidende for ikke at være nogen af Eder til Byrde, prædikede vi dog Guds Evangelium iblandt Eder. ¹⁰ I ere Vidner og Gud, hvor helligen og retfærdeligen og ustraffeligen vi omgikkes med Eder, I troende;

¹² og vidende, at I skulde omgaaes værdeligen for Gud, som kaldte Eder til sit Rige og sin herlighed. ¹³ Derfor takke vi og Gud uafladeligen at de I annammede det Guds Ord, som i hørte af os, antoge i ikke Menneskers Ord, men (som det sandeligen er) Guds Ord, hvilket og kraftelig teer sig i Eder, som troe.

¹³ Derfor takke vi og Gud uafladeligen at de I annammede det Guds Ord, som i hørte af os, antoge i ikke Menneskers Ord, men (som det sandeligen er) Guds Ord, hvilket og kraftelig teer sig i Eder, som troe. ¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christus Jesus, idet I ogsaa have lidt det Samme af Eders Frænder, som de af Jøderne;

¹⁷ Men vi, Brødre! som en stakket tid have været skilte fra Eder med Legemet, ikke med hjertet, vi have gjort os desmere Flid for at se Eders Ansigt, med megen Forlængsel. ¹⁸ Derfor have vi villet komme til Eder (nemlig jeg Paulus) een gang, ja to Gange, men Satanas har forhindret os.

¹⁸ Derfor have vi villet komme til Eder (nemlig jeg Paulus) een gang, ja to Gange, men Satanas har forhindret os. ¹⁹ Thi hvo er vort Haab eller vor Glæde eller vor Æres Krone? mon ikke ogsaa I, for vor Herre Jesus Christus i hans Tilkommelse? ²⁰ I ere jo vor Ære og Glæde.

² og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener og vor Medarbeider i Christi Evangelium, for at styrke Eder og formane Eder om Eders Tro,

⁷ saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved Eder i al vor Trængel og Nød formedelst Eders Tro. ⁸ Thi nu leve vi, efterdi I staae fast i Herren. ⁹ Med hvad Tak kunne vi og gjengjælde Gud for Eder, for al den Glæde, men hvilken vi glæde os over Eder for vor Gud, ¹⁰ idet vi Nat og Dag indstændigen bede, at vi maatte see Eders Ansigt og raade Bod paa Eders Troes mangler?

¹⁰ idet vi Nat og Dag indstændigen bede, at vi maatte see Eders Ansigt og raade Bod paa Eders Troes mangler?

¹⁰ idet vi Nat og Dag indstændigen bede, at vi maatte see Eders Ansigt og raade Bod paa Eders Troes mangler? ¹¹ Men vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Christus styre vor Vei til Eder!

¹¹ Men vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Christus styre vor Vei til Eder! ¹² Og Eder forfremme og overflødiggjøre Herren i Kjærligheden til hverandre og til Alle, ligesom vi have den til Eder, ¹³ paa det Eders Hjerter maae styrkes, at være ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige!

¹³ paa det Eders Hjerter maae styrkes, at være ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige!

⁴ at hver af Eder veed at besidde sit Legeme i Hellighed og Ære, ⁵ ikke i Begjerligheds Brynde som Hedningerne, der ikke Kjende Gud;

⁷ Thi Gud kaldte os ikke til ureenhed men til Helliggjørelse.

¹³ Men jeg vil ikke, at i skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge som de Andre, der ikke have Haab.

¹⁷ Beder uden Afladelse.

²⁸ Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder. Amen.

⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige;

⁴ han, som modsætter og ophøier sig over Alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds Tempel som en Gud og udgiver sig for at være en Gud.

⁷ Thi Uretfærdighedens Hemmelighed yttrer sig allerede krafteligen, alene indtil den, som nu holder ham tilbage, tages bort;

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse.

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed. ¹³ Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro, ¹⁴ hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.

¹⁴ hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.

¹⁶ Men han, vor Herre Jesus Christus, og vor Gud og Fader, som os har elsket og givet os en evig Trøst og et godt Haab i Naade, ¹⁷ han trøste Eders hjerter, og styrke Eder i al god tale og Gjerning!

¹⁷ han trøste Eders hjerter, og styrke Eder i al god tale og Gjerning!

³ Men Herren er trofast som skal styrke og bevare Eder, fra det Onde;

¹⁶ Men Fredens Herre selv give Eder Fred altid, i al Maade! Herren være med Eder alle!

¹⁸ Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle! Amen.

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og den Herre Jesus Christus, vort Haab, ² til Timotheus, min ægte Søn i Troen: Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud vor Fader og vor Herre Jesus Christus!

¹⁰ Skjørlevnere, Syndere imod naturen, Mennesketyve, Løgnere, Meenedere, og hvad Andet der er imod den sunde Lærdom, ¹¹ efter den salige Guds herlige Evangelium, som mig er betroet.

¹¹ efter den salige Guds herlige Evangelium, som mig er betroet. ¹² Og jeg takker Christus Jesus vor Herre, som har gjort mig stærk, at han agtede mig at være tro og satte mig til Embedet,

¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største. ¹⁶ Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde paa mig, som den første, vise al langmodighed, dem til et Exempel, som skulde tro paa ham til det evige liv. ¹⁷ Men den evige Konge, den uforkrænkelige, usynlige, den alene vise Gud være Pris og Ære i al Evighed! Amen.

⁷ for hvilket jeg er beskikket en Prædiker og Apostel, (jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke,) en Hedningernes Lærer i Tro og Sandhed.

¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme, ² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed,

² Men de, der have troende Herrer, foragte dem ikke, fordi de ere Brødre, men tjene des hellere, efterdi de, som annamme deres gode Gjerning, ere troende og elskelige. Lær dette, og forman dertil!

¹⁶ han, alene har Udødelighed, som boer i et Lys, der Ingen kan komme til; hvem intetMenneske har seet, ikke heller kan see, han være Ære og evig magt! Amen.

² til Timotheus, den elskelige Søn: Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud Fader og Christus Jesus, vor Herre! ³ jeg takker Gud, hvem jeg tjener, ligesom mine Forfældre, i en reen Samvittighed, idet jeg uden Afladelse erindrer dig i mine Bønner Nat og Dag, ⁴ længselsfuld efter at see dig, naar jeg tænker paa dine Taarer, at jeg maa fyldes med Glæde,

⁸ Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft, ⁹ som frelse os og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som os er given i Christus Jesus fra evige Tider,

¹¹ hvor hvilket jeg er beskikket en Prædiker og Apostel for Hedningers Lærer; ¹² for hvilken Sag jeg og lider dette, men skammer mig ikke derved; thi jeg veed, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham til hiin Dag.

¹⁶ Herren give Onesiphorus' Huus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke,

⁸ Kom Jesus Christus ihu, som er oprist fra de Døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium,

¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed.

²⁰ Men i et stort Huues ere ikke alene kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Leer, og nogle til Ære, andre til Vanære. ²¹ Dersom da Nogen holder sig reen fra disse, skal vorde et kar til Ære, helliget og Huusbonden nyttigt tilberedt til al god Gjerning. ²² Fly Ungdoms-Begjeringer; men jag efter Retfærdighed, Tro, Kjærlighed, Fred med dem, som paakalde Herren af et reent hjerte.

² Thi Menneskene skulle være egenkjærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, ³ ukjærlige, uforlignelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, uden Kjærlighed til det Gode, ⁴ Forrædere, fremfusende, opblæste, som mere elske Vellyst, end de elske Gud,

⁸ Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.

²² Den Herre Jesus Christus være med din Aand! Naaden være med Eder! Amen.

¹ Paulus, Guds Tjener, og Jesu Christi Apostel og Guds Udvalgtes Tro og Erkjendelse af Sandheden til Gudfrygtighed, ² i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,

⁴ til Titus, min ægte Søn i den fælles Tro: Naade, Barmhjertighed Fred fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus, vor Frelser!

¹⁶ De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.

³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.

³ Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ⁴ Jeg takker min Gud, idet jeg altid erindrer dig i mine Bønner,

⁸ Derfor, enskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christus befale dig det, som er tilbørligt,

²² Men tilmed bered mig Herberge; thi jeg haaber, at jeg formedelst Eders Bønner skal skjenkes Eder.

²⁵ Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eders Aand! Amen.

¹ Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,

¹² Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.

⁴ Og Ingen tager sig selv denne ære, men den, som er kaldet af Gud, ligesom og Aron var. ⁵ Saaledes har ei heller Christus tillagt sig selv den ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag. ⁶ Efter hvad han og siger et andet Sted: du er en Præst til evig Tid, efter Melchisedeks Viis.

⁹ og, fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, Aarsag til evig Frelse,

²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene;

¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

³⁸ Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham.

⁶ Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham. ⁷ Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen.

²⁷ Formedelst Tro forlod han Ægypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hardt ved den Usynlige, som om han saae ham.

⁹ Lader Eder ikke omdrive af de mangehaande og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Naaden, ikke ved Mad, hvoraf de ingen nytte have havt, som holdt sig dertil.

¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn.

¹⁹ Og jeg formaner Eder des mere til at gjøre dette, paa det jeg des snarere kan gives Eder igjen.

¹ Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen.

⁵ Saaledes er og Tungen et lidet lem, men pukker storligen. See, en liden Ild, hvor stor en Skov antænder den!

¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.

¹⁵ I den Sted I skulde sige: dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det. ¹⁶ Men nu rose I Eder i Eders Hovmodighed; al saadan Roes er ond.

¹ Peter Jesu Christi Apostel, til Udlændingene af Adspredelsen i Pontus, Galatien, Cappadocien, Asien og Bethynien, ² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!

¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed.

¹⁵ men efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgængelse.

¹⁸ vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfængelige Omgængelse, som Fædrene have overantvordet Eder,

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys, ¹⁰ I, som fordum ikke var et Folk, men nu ere Guds Folk; som ikke havde erholdt barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

²¹ Thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus har og lidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor;

³ Thi det er nok, at vi i den forbigangne Livs Tid have bedrevet Hedningernes Villie, vandrende i Uteerlighed, Lyster, Fylderi, Fraadseri, Drukkenskab og skjændig Afgudsdyrkelse;

¹¹ Taler Nogen i Menigheden, han tale som Guds Ord; tjener Nogen deri, han tjene som af den Formue, hvilken Gud forlener, at Gud maa æres i alle Ting formedelst Jesus Christus; han til kommer Ære og Magt i al Evighed! Amen.

¹⁶ men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Deel.

¹⁰ Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder!

¹² Med Silvanus, den trofaste Broder, (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet Eder til og formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae.

¹ Simon Peter, Jesu Christi Tjener og Apostel, til dem, der have faaet samme dyrebare Tro som vi, ved vor Guds og Frelser Jesu Christi Retfærdighed: ² Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen i Guds og Jesu vor Herrens Erkjendelse! ³ Saasom hans guddommelige Magt har skjenket os alle Ting, som høre til Liv og Gudfrygtighed, ved hans Kundskab, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft,

¹⁰ Derfor, Brødre! anvender des mere Flid at befæste Eders Kald og Udvælgelse; thi naae I gjøre dette, skulle I ikke nogensinde støde an.

¹² Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde Eder om dette, hvorvel I vide det og ere styrkede i den Sandhed, som er tilstede hos os.

²¹ Thi aldrig har nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie; men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Hellig Aand.

¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,

⁵ Thi de ville ikke vide dette, at ved Guds Ord bleve Himlene fordum, og Jorden fremstod af Vand og ved Vand;

¹⁷ Derfor, I elskelige, efterdi I vide det forud, vogter Eder, at I ikke lade Eder henrive med af de Ryggesløses Vildfarelse og falde fra Eders egen Fasthed. ¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

¹⁵ Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kjærlighed ikke i ham. ¹⁶ Thi alt det, som er i Verden, Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.

¹ Seer, hvor stor en Kjærlighed Faderen har beviist os, at vi skulle kaldes Guds Børn! Derfor kjender Verden os ikke, fordi den kjender ham ikke.

⁸ Hvo som gjør Synd, er af Djævelen; thi Djævelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djævelens Gjerninger.

²³ Og dette er hans Bud, at vi skulle troe paa hans Søns Jesu Christi Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os.

² Derpaa kjende I Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er af Gud, ³ Og hver Aand, som ikke bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er ikke af Gud; og hvilken i hørte, at han kommer, og han er allerede nu i Verden.

⁹ Derud er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham. ¹⁰ Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.

¹⁵ Hvo som bekjender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud.

¹ Hver den, som troer, at Jesus er Christus, er født af Gud; og hver, som elsker Faderen, elsker og den, som er født af ham.

⁵ Hvo er den, som overvinder Verden, uden den, som troer, at Jesus er Guds Søn?

⁹ Dersom vi antage Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, hvilket han har vidnet om sin Søn. ¹⁰ Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.

¹⁰ Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn. ¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn.

¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn. ¹² Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.

¹² Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet. ¹³ Dette har jeg skrevet til Eder, I, som troe paa Guds Søns Navn, paa det I skulle vide, at I have det evige Liv, og paa det I skulle troe paa Guds Søns Navn.

²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.

³ Naade, Barmhjertighed, Fred være med Eder, fra Gud Fader og fra den Herre Jesus Christus, Faderens Søn, i Sandhed og Kjærlighed! ⁴ Jeg har meget glædet mig, at jeg har fundet Børn af dig, som vandre i Sandhed efter det Bud, vi annammede af Faderen.

⁷ Thi mange Forførere ere komne ind i Verden, som ikke bekjende Jesus Christus at være kommen i Kjødet. En saadan er Forføreren og Antichristen.

³ Thi jeg blev meget glad, der Brødrene kom og vidnede om din Sandhed, hvorledes du vandrer i Sandheden. ⁴ Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører mine Børn vandre i Sandheden.

¹ Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus:

¹ Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus: ² Barmhjertighed og Fred og Kjærlighed vorde Eder mangfoldigen! ³ I Elskelige! da jeg alvorligen havde for at skrive Eder om den fælles Frelse, fandt jeg det fornødent at skrive Eder med Formaning om at stride for den Tro, som eengang er overanvordet de Hellige.

⁷ Ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der de paa samme Maade, som disse, vare henfaldne til Utugt og var gangne efter fremmed Kjød, ere satte til et Exempel, idet de bære en evig Ilds Straf;

¹⁰ Men disse bespotte, hvad de forstaae; men de ufornuftige Dyr, deri fordærves de.

¹⁶ Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skjæbne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.

¹ Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes,

⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade være med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne, ⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,

¹⁸ frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler.

¹ Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den som vandrer imellem de syv Guldlysestager:

⁸ Og skriv i Menighedens Engel i Smyrna: dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende:

¹² Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: dette siger den, som har det tveeggede skarpe Sværd:

¹⁸ Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: dette siger Guds Søn, der har Øine som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Kobber:

²⁹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:

¹⁴ Og skriv til Menighedens Engel i Laodicea: dette siger den, som er Amen, det trofaste og sanddrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse:

²² Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

²⁰ Og de øvrige Mennesker, som ikke vare ihjelslagne i disse Plager, hverken omvendte sig fra deres Hænders Gjerninger, faa at de ikke tilbade Djævle og Afguder af Guld og af Sølv og af Kobber og af Steen og af Træ, som hverken kunne see eller høre eller gaae;

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

¹⁴ Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

⁶ Og han sagde til mig: disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, de hellige Propheters Gud, har udsendt sin Engel at vise sine Tjenere, hvad snart bør skee.

⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!

²¹ Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle. Amen.