Romans 9:22 Cross References - Danish

²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse;

¹⁶ Og i den fjerde Slægt skulle de komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld.

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.

¹¹ Og HERREN sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke tro paa mig, uagtet alle de Tegn, som jeg har gjort midt iblandt dem?

¹⁸ HERREN er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning paa Børnene, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

²¹ Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. ²² Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier.

¹¹ Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?

⁴ HERREN har gjort al Ting efter dets Øjemed; ogsaa den ugudelige er til Ulykkens Dag.

¹¹ Efterdi der ikke fældes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt. ¹² Lad endog en Synder gøre hundrede Gange ondt og leve længe! thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, og som frygte for hans Ansigt.

²² Det er, HERRENS Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

³¹ Saa være I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne. ³² Saa fylder og I Eders Fædres Maal! ³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?

¹⁸ Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed.

⁴ Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? ⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

¹⁷ Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.

²¹ Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære?

¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

⁹ Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesus Christus,

²⁰ Men i et stort Huues ere ikke alene kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Leer, og nogle til Ære, andre til Vanære.

⁸ hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte.

²⁰ som fordum vare gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noahs Dage, der Arken byggedes, i hvilken faa nemlig otte, Sjæle bleve frelste i Vandet,

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

⁹ da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfærdige til Dommens Dag at straffes;

⁸ Men dette Ene bør ikke undgaae Eder, I elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen, (som Nogle agte det for en Forhaling), men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.

¹⁵ og agter vor Herres Langmodighed for en Frelse; ligesom og vor elskelige Broder Paulus, efter den ham givne Viisdom, har skrevet Eder,

⁴ Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke det alt længe siden forud er skrevet, at de vilde falde under saadan Dom; Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornægte den eneste hersker, Gud, og vor Herre Jesus Christus.

⁹ Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjæle som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de bare. ¹⁰ Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden? ¹¹ Og dem bleve givne, hver især, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden Tid, indtil Tallet af deres medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke herefter skulde ihjelslaaes ligesom de.

¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?