Ruth Cross References - Danish

¹ Og det skete i de Dage, da Dommerne dømte, da var der en Hunger i Landet; og en Mand fra Bethlehem i Juda gik hen at opholde sig i Moabiternes Land, han og hans Hustru og hans to Sønner. ² Og Mandens Navn var Elimelek og hans Hustrus Navn Noomi og hans to Sønners Navn Malon og Kiljon, Efratiter fra Bethlehem i Juda; og de kom i Moabiternes Land og bleve der. ³ Og Elimelek, Noomi Mand, døde; og hun og hendes to Sønner bleve tilbage. ⁴ Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti Aar. ⁵ Da døde ogsaa de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand. ⁶ Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at HERREN havde besøgt sit Folk og givet dem Brød. ⁷ Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Sønners Hustruer med hende, og de gik paa Vejen for at komme tilbage til Judas Land. ⁸ Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Gaar hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus; HERREN gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig! ⁹ HERREN give eder, at I maa finde Rolighed hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd. ¹⁰ Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk. ¹¹ Da sagde Noomi: Vender tilbage, mine Døtre! hvorfor ville I gaa med mig? mon jeg har Børn ydermere i mit Liv, som kunne blive eders Mænd? ¹² Vender tilbage, mine Døtre! gaar bort, thi jeg er for gammel til at faa en Mand; dersom jeg end sagde: Der er Forventelse for mig, ja, dersom jeg havde en Mand i denne Nat og endog fødte Sønner, ¹³ mon I skulde vente paa dem, indtil de bleve store? mon I skulde opholdes derefter, saa at I ikke skulde faa Mænd Nej, mine Døtre! thi det er mig saare bittert, mere end eder, at HERRENS Haand er udgangen over mig. ¹⁴ Da opløftede de deres Røst og græd ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth hængte ved hende. ¹⁵ Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend tilbage efter din Svigerinde! ¹⁶ Og Ruth sagde: Vær mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du gaar hen, der vil jeg gaa hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud. ¹⁷ Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; HERREN gøre nu og fremdeles saa og saa imod mig, saa vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig. ¹⁸ Og der hun saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, da lod hun af at tale til hende derom. ¹⁹ Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi? ²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig. ²¹ Jeg gik bort med fulde Hænder, men HERREN har ført mig med tomme Hænder tilbage; hvi skulde I kalde mig Noomi, efterdi HERREN har vidnet imod mig, og den Almægtige handlet ilde med mig ²² Saa kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.

¹⁰ Og der var Hunger i Landet, og Abram drog ned til Ægypten at leve som fremmed der; thi Hungeren var svar i Landet.

¹ Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar.

¹ Og det skete, der de havde for tæret Kornet, som de havde hentet fra Ægypten, da sagde deres Fader til dem: Farer hen igen og køber os lidt Spise!

¹⁹ Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber.

²³ Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal være som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern. ²⁴ HERREN skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt.

³⁸ Du skal udføre megen Sæd paa Marken, men du skal samle lidet ind; thi Græshoppen skal opæde den.

¹⁶ Og HERREN oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand. ¹⁷ Men de vare heller ikke deres Dommer lydige, thi de bolede rned andre Guder og tilbade dem; vege snart fra den Vej, som deres Fædre havde vandret paa ved at lyde HERRENS Bud, de gjorde ikke saaledes. ¹⁸ Og naar HERREN oprejste dem Dommere da var HERREN med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders; Haand, saa længe den Dommer levede; thi HERREN ynkedes over dem for deres Suk som trængte dem, og fortrykte dem.

⁸ Og efter ham dømte Ibzan af Bethlehelm Israel.

⁸ Men denne Mand gik fra Staden Bethlehem i Juda for at opholde sig, hvor han fandt Lejlighed; og han kom paa Efraims Bjerg til Mikas Hus for at fortsætte sin Vej.

¹ Og det skete i de samme Dage, da der ingen Konge var i Israel, at der var en levitisk Mand, som opholdt sig som fremmed i de fjernere Egne af Efraims Bjerge og havde taget sig en Kvinde til Medhustru fra Bethlehem i Juda. ² Og der hans Medhustru havde bedrevet Hor hos ham, da gik hun fra ham til sin Faders Hus, til Bethlehem i Juda; og hun blev der en fire Maaneders Tid.

¹ Og der var en Hungersnød i Davids Dage tre Aar, Aar efter Aar, og David søgte HERRENS Ansigt, og HERREN sagde: Det er for Sauls Skyld og for Blodhusets Skyld, fordi han ihjelslog Gibeoniterne.

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord. ² Og HERRENS Ord skete til ham og sagde: ³ Gak herfra og vend dig imod Østen og skjul dig ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. ⁴ Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken, og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der. ⁵ Og han gik og gjorde efter HERRENS Ord og gik og blev, ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. ⁶ Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken. ⁷ Og det skete efter en Tids Forløb, da blev Bækken tør, thi der var ikke Regn i Landet. ⁸ Da skete HERRENS Ord til ham og sagde: ⁹ Staa op og gak til Sarepta, som er ved Sidon, og bliv der; se, jeg har budet der en Enke, at hun skal forsørge dig. ¹⁰ Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke. ¹¹ Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kære, tag mig et Stykke Brød med, i din Haand. ¹² Men hun sagde: Saa vist som HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø.

² Elias gik for at lade sig se for Akab. Og Hungeren var svar i Samaria.

¹ Og Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde gjort levende, og sagde: Gør dig rede og gak bort, du og dit Hus, og ophold dig, hvor du kan være som fremmed; thi HERREN kalder ad Hungeren, og den skal komme i Landet i syv Aar. ² Og Kvinden gjorde sig rede og gjorde efter den Guds Mands Ord; og hun drog bort, hun og hendes Hus, og opholdt sig i Filisternes Land i syv Aar.

¹⁶ Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad.

³⁴ Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund.

¹ HERRENS Ord, som kom til Jeremias i Anledning af Tørke.

¹³ Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, saa at det bliver troløst imod mig, og jeg udrækker min Haand over det og formindsker Brøds Forraad for det og jeg sender Hunger i det og ud rydder Menneske og Fæ. deraf,

²¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf,

¹⁰ Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen. ¹¹ Agerdyrkerne ere beskæmmede, Vingaardsmændene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt.

¹⁶ Er ikke Føden reven bort for vore Øjne, Glæde og Fryd fra vor Guds Hus? ¹⁷ Sædekornene ere raadnede under Jordskorpen, Forraadshusene ligge øde, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er blevet til Skamme. ¹⁸ Hvor sukker dog Kvæget! Øksnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Græsgang, ogsaa Faarehjordene maa bøde. ¹⁹ Til dig, HERRE! vil jeg raabe; thi en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue har svedet alle Træerne paa Marken. ²⁰ Ogsaa Dyrene paa Marken se sukkende op til dig; thi Vandstrømmene ere udtørrede, og en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken.

⁶ Og dog har jeg givet eder rene Tænder i alle eders Stæder og Mangel paa Brød alle Vegne hos eder; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

¹⁹ Saa døde Rakel og blev begraven paa Vejen til Efrat, det er Bethlehem.

¹ Og der var en Mand fra Ramathaim-Zofim fra Efraims Bjerg, og hans Navn var Elkana, en Søn af Jeroham, som var en Søn af Elihu, der var en Søn af Thobu, Efratiteren Zufs Søn.

²¹ Og Israel havde stillet sig op imod Filisterne, Slagorden imod Slagorden.

² Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, har født; og de overblevne af hans Brødre skulle vende tilbage til Israels Børn.

¹ Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede HERREN; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Trælle.

¹⁹ HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand.

⁶ thi hvem Herren elsker, den revser han, og han tugter haardeligen hver Søn, som han antager sig.

¹⁰ Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han revser os til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. ¹¹ Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

³ Og du skal ikke gøre Svogerskab med dem; du skal ikke give hans Søn din Datter, og hans Datter skal du ikke tage til din Søn

³ En Ammonit og en Moabit maa ikke komme i HERRENS Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af dem komme i HERRENS Forsamling evindelig;

¹ Og Kong Salomo elskede mange fremmede Kvinder foruden Faraos Datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidonitiske, hethitiske, ² af de Hedninger, om hvilke HERREN havde sagt til Israels Børn: Gaar ikke ind til dem og lader dem ikke komme ind til eder, de skulle visselig bøje eders Hjerter efter deres Guder; ved disse hængte Salomo med Kærlighed.

⁵ Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai;

³⁹ Ser nu at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Haand.

³⁰ Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. ³¹ Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, ³² dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud:

²¹ Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugthar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse?

¹⁹ Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt HERREN din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den HERRE Zebaoth.

²⁵ Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru. ²⁶ Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende; ²⁷ men sidst af dem alle døde og Kvinden.

¹² Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.

¹ Og HERREN besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og HERREN gjorde ved Sara, eftersom han havde talet.

²⁰ Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskærme mig paa denne Vej, som jeg rejser, og give mig Brød at ede og Klæder at iføre mig,

¹⁵ Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag,

²⁵ Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra.

¹⁶ Gak, og du skal samle de ældste af Israel og sige til dem: HERREN, eders Fædres Gud, er aabenbaret for mig, Ahrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har visselig besøgt eder og set, hvad eder er vederfaret i Ægypten,

³¹ Og Folket troede, og der de hørte, at HERREN havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.

⁴ Da sagde HERREN til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej. ⁵ Og det ska ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de bære hjem; og det skal være dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag. ⁶ Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at HERREN har udført eder af Ægyptens Land;

²¹ Men HERREN besøgte Hanna, at hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døtre; og Drengen Samuel blev stor hos HERREN.

¹⁴ Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. ¹⁵ Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.

⁵ Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu.

¹⁵ Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil mætte de fattige der med Brød.

¹⁵ Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid.

⁷ som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; HERREN løser de bundne.

¹⁴ Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.

⁸ Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;

¹⁰ Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til at saa og Brød til at æde:

¹⁰ Thi saa siger HERREN: Naar halvfjerdsindstyve Aar ere forløbne for Babel, da vil jeg besøge eder og stadfæste over eder mit gode Ord om at føre eder tilbage til dette Sted.

⁷ Og det skal blive en Egn for de overblevne af Judas Hus, paa den skulle de græsse; i Askalons Huse skulle de hvile om Aftenen; thi HERREN, deres Gud, skal besøge dem og omvende deres Fangenskab.

¹¹ giv os i Dag vort daglige Brød;

⁶⁸ lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk,

⁴⁴ og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.

⁸ Men naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøie.

¹² Eders Omgængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdædere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

²⁷ Og Mose lod sin Svigerfader fare, og denne gik til sit Land.

¹⁰ Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk.

¹⁴ Da opløftede de deres Røst og græd ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth hængte ved hende.

³ Og det skete, der de syv Aar vare til Ende, da kom Kvinden tilbage fra Filisternes Land, og hun gik ud at raabe til Kongen om sit Hus og om sin Ager.

¹⁵ Og om det mishager eder at tjene HERREN, saa udvælger eder i Dag, hvem I ville tjene, enten de Guder, som eders Fædre, der vare paa hin Side Floden, tjente, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men jeg og mit Hus, vi ville tjene HERREN. ¹⁶ Da svarede Folket og sagde: Det være langt fra os at forlade HERREN for at tjene andre Guder. ¹⁷ Thi HERREN vor Gud, han er den, som førte os og vore Fædre op af Ægyptens Land, af Trælles Hus, óg som gjorde disse store Tegn for vore Øjne og bevarede os paa al den Vej, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de, Folk, vi have gaaet midt igennem. ¹⁸ Og HERREN har uddrevet alle Folkene, endog Amoriten, som boede i Landet, fra vort Ansigt; ogsaa vi ville tjene HERREN, thi han er vor Gud. ¹⁹ Og Josva sagde til Folket: I kunne ikke tjene HERREN, thi han er en hellig Gud, han er en nidkær Gud, han skal ikke bære over med eders Overtrædelser og eders Synder. ²⁰ Naar I forlade HERREN og tjene fremmede Guder, da skal han vende om og gøre eder ondt og fortære eder, efter at han har gjort eder godt. ²¹ Og Folket sagde til Josva: Ingenlunde! men vi ville tjene HERREN. ²² Da sagde Josva til Folket: I er selv Vidne imod eder, at I have udvalgt eder HERREN til at tjene ham; og de sagde: Vi ere Vidner. ²³ Saa borttager nu de fremmede Guder, som ere midt iblandt eder, og bøjer eders Hjerter til HERREN, Israels Gud. ²⁴ Og Folket sagde til Josva: Vi ville tjene HERREN vor Gud, og vi ville høre hans Røst. ²⁵ Saa gjorde Josva paa den samme Dag en Pagt med Folket, og han lagde dem Lov og Ret for i Sikem. ²⁶ Og Josva skrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og lod den oprejse der under Egen, som var ved HERRENS Helligdom. ²⁷ Og Josva sagde til alt Folket: Se, denne Sten skal være til Vidnesbyrd imod os, thi den har hørt alle HERRENS Ord, som han har talet med os; ja, den skal være til Vidnesbyrd imod eder, at I ikke skulle fornægte eders Gud. ²⁸ Saa lod Josva Folket fare, hver til sin Arv.

⁵ Da døde ogsaa de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand.

²⁰ Og Noomi sagde til sin Sønnekone: Velsignet være han for HERREN, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de levende eller mod de døde; og Noomi sagde til hende: Den Mand hører os nær til, han er een af vore Løsere.

²⁵ Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: ²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. ²⁷ Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel. ²⁸ Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med, ²⁹ at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: ³⁰ dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. ³¹ Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred. ³³ Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel.

²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;

² Ær din Fader og Moder, (hvilket er det første Bud med Forjættelse), ³ at det maa gaae dig vel, og du maa længe leve paa Jorden.

¹⁸ Nu har jeg fuldkommen nok og overflødigt; jeg fik rigeligen, der jeg annammede af Epaphroditus det fra Eder, en velbehagelig Lugt, et antaget Offer, tækkeligt for Gud. ¹⁹ Men min Gud skal fuldeligen give Eder Alt, hvad I behøve, efter sin Rigdom, i Herlighed i Christus Jesus.

¹⁸ I hustruer! værer Eders egne Mænd underdanige, som det sømmer sig i Herren.

²⁴ vidende, at I skulle faae Arvedelen til Vederlag af Herren; thi I tjene den Herre Christus.

¹⁶ Herren give Onesiphorus' Huus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, ¹⁷ men der han var i Rom, søgte han saa flittelig efter mig, og fandt mig. ¹⁸ Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! Og hvor meget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.

²⁷ Og han kom nærmere og kyssede ham; og han lugtede Lugten af hans Klæder og velsignede ham og sagde: Se, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken HERREN har velsignet.

¹¹ Og Jakob kyssed Rakel og opløftede sin Røst og græd.

¹⁵ Og han kyssede alle sine Brødre og græd over dem, og derefter talede hans Brødre med ham.

¹ Og Noomi, hendes Mands Moder, sagde til hende: Min Datter, mon jeg ikke skulde søge Rolighed for dig, at det maa gaa dig vel?

³⁷ Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Paulus' Hals og kyssede ham.

³ i Samfund med de hellige, som ere i Landet, og de herlige, til hvilke al min Lyst er.

⁶³ Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger.

²³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Det skal ske i de Dage, at ti Mænd af alle Folkeslags Tungemaal skulle tage fat, ja, tage fat i en jødisk Mands Flig, og sige: Vi ville gaa med eder, thi vi have hørt, at Gud er med eder.

¹¹ Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus.

⁵ Naar Brødre bo til Hobe, og en dør af dem, og han har ingen Søn, da skal den dødes Hustru ikke vorde en fremmed Mands uden for Slægten; hendes Mands Broder skal komme ind til hende og tage hende til sin Hustru og ægte hende i sin Broders Sted.

¹⁷ Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde?

⁹ En enke bør ikke udnævnes yngre end Tresindstyve Aar, som har være et Mands Hustru.

¹⁵ Tilmed var og HERRENS Haand imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem.

¹⁵ I alt det, som de udgik til, var HERRENS Haand imod dem til det onde, som HERREN havde sagt, og som HERREN havde svoret dem; og de bleve saare ængstede.

¹¹ Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar.

²¹ Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

² HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.

⁹ Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren! ¹⁰ Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

²⁸ Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre nu, du har gjort daarligen.

⁵⁵ Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.

⁴ Men I, som hængte hardt ved HERREN eders Gud, I leve alle paa denne Dag.

²⁰ HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge.

²⁰ Og han forlod Øksnene og løb efter Elias og sagde: Kære, lad mig kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg følge dig! og han sagde til ham: Gak, kom igen, thi hvad har jeg gjort dig?

¹⁷ En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.

²⁴ En Mand med mange Venner vil finde sig ilde stedt; men der er den Ven, som hænger fnstere ved end en Broder.

¹ Thi HERREN skal forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel og lade dem bosætte sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus.

³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;

²⁴ Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tagesit Kors, og følge mig.

²² Men der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

²¹ Men Jesus saae paa ham og fattede Kjærlighed til ham og sagde til ham: een Ting fattes dig; gak bort, sælg, hvad du har, og giv de Fattige det, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, tag Korset og følg mig. ²² Men han blev ilde tilfreds over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

⁶⁶ Fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. ⁶⁷ Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne og I ville gaae bort? ⁶⁸ Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord; ⁶⁹ og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.

³⁴ Men nogle Mænd hængte fast ved ham troede; iblandt hvilke ogsaa var Dionysius den Areopagiter, og en Kvinde ved Navn Damaris, og Andre med dem.

¹⁰ thi Demas forlod mig, fordi han fik Kjærlighed til den nærværende Verden, og drog til Thessalonika; Crescens drog til Galatien, Titus til Dalmatien.

³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

¹⁵ Og om det mishager eder at tjene HERREN, saa udvælger eder i Dag, hvem I ville tjene, enten de Guder, som eders Fædre, der vare paa hin Side Floden, tjente, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men jeg og mit Hus, vi ville tjene HERREN.

¹⁹ Og Josva sagde til Folket: I kunne ikke tjene HERREN, thi han er en hellig Gud, han er en nidkær Gud, han skal ikke bære over med eders Overtrædelser og eders Synder.

²⁴ Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad HERREN vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje.

¹⁹ Og Kongen sagde til Githiteren Ithaj: Hvorfor gaar ogsaa du med os vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vanker desuden om efter et Sted for dig. ²⁰ Du kom i Gaar, og skulde jeg i Dag lade dig vanke omkring ved at gaa med os? men jeg vil gaa, hvorhen jeg kan gaa; vend tilbage og før dine Brødre tilbage, med dig være Miskundhed og Troskab.

² Og Elias sagde til Elisa: Kære, bliv her; thi HERREN sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: Saa vist som HERREN lever og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel.

³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.

⁵ Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal HERREN lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred være over Israel!

⁶ og dem, som ere vegne bort fra HERREN, og som ikke have søgt HERREN og ikke spurgt efter ham.

²⁰ Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax.

²⁸ Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere.

³⁸ Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham.

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.

¹⁸ Og HERREN har uddrevet alle Folkene, endog Amoriten, som boede i Landet, fra vort Ansigt; ogsaa vi ville tjene HERREN, thi han er vor Gud.

¹¹ Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkendegivet, alt hvad du har gjort for din Mands Moder, efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland og er gaaet til et Folk, som du ikke kendte tilforn. ¹² HERREN gengælde din Gerning, og din Løn være fuldkommen for HERREN Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger!

²¹ Og Ithaj svarede Kongen og sagde: Saa vist som HERREN lever, og saa vist som min Herre Kongen lever, kun paa det Sted, hvor min Herre Kongen er, være sig til Døden eller til Livet, der skal og din Tjener være.

² Og Elias sagde til Elisa: Kære, bliv her; thi HERREN sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: Saa vist som HERREN lever og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel. ³ Da gik Profeternes Børn, som vare i Bethel, ud til Elisa og sagde til ham: Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre fra dit Hoved? og han sagde: Jeg ved det ogsaa, tier! ⁴ Og Elias sagde til ham: Elisa, kære, bliv her, thi HERREN har sendt mig til Jeriko; men han sagde: Saa vist som HERREN lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom til Jeriko. ⁵ Og Profeternes Børn, som vare i Jeriko, gik frem til Elisa og sagde til ham: Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre fra dit Hoved og han sagde: Jeg ved det ogsaa, tier! ⁶ Og Elias sagde til ham: Kære, bliv her, thi HERREN har sendt mig til Jordanen; men han sagde: Saa vist som HERREN lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de gik begge sammen.

¹⁰ Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir.

⁴⁷ Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder og en Herre over Konger, og Hemmeligheders Aabenbarer, efterdi du har kunnet aabenbare denne Hemmelighed.

²⁹ Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse.

³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

⁴ Men jeg er HERREN din Gud fra Ægyptens Land af, og en Gud uden mig kender du ikke, og en Frelser uden mig er der ikke.

¹⁹ Og der gik en Skriftklog frem og sagde til ham: Mester! jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen.

²⁸ Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.

³⁷ Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.

¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder. ¹⁸ Og jeg vil være Eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.

⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

⁴ Disse ere de, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere Jomfruer; disse ere de, som følge Lammet, i hvor det gaar. Disse ere Kjøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet,

¹⁷ Og han sagde: Hvad er det for et Ord, som han sagde til dig? Kære, dølg intet for mig; Gud gøre nu og fremdeles saa og saa imod dig, dersom du dølger for mig et Ord af alle de Ord, som han talede til dig.

²² Gud gøre ved Davids Fjender nu og fremdeles saa og saa, om jeg skal lade overblive af alt det, han har, indtil Morgen, det bliver lyst, nogen af Mandkøn!

⁹ Gud gøre Abner nu og i Fremtiden saa og saa! som HERREN har tilsvoret David, saaledes vil jeg gøre imod ham:

³⁵ Der alt Folket kom ind for at faa David til at æde Brød, medens det endnu var Dag, da svor David og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaar ned!

¹³ Og siger til Amasa: Er du ikke mit Kød og Ben? Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om du ikke skal være Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted.

²³ Og Kong Salomo svor ved HERREN og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa! Adonia skal have talt det Ord imod sit Liv.

² Da sendte Jesabel et Bud til Elias og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg ikke i Morgen paa denne Tid gør imod din Sjæl, ligesom der er gjort imod en af disses Sjæle.

¹⁰ Da sendte Benhadad til ham og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om Støvet af Samaria skal blive nok til, at alt Folket, som er i Følge med mig, skal kunne føre hver en Haandfuld der fra.

³¹ Og han sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om Elisas, Safats Søns, Hoved, skal blive siddende paa ham i Dag.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

⁴² Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne.

¹⁴ Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: skee Herrens Villie!

¹⁰ Iøvrigt, mine Brødre, vorder stærke i Herren og i hans Vældes Kraft!

⁷ Er dette eders jublende Stad, den, hvis Udspring er fra Oldtid, den, hvis Fødder føre den ud, langt bort til at være fremmed?

¹⁵ Alle de, som gaa forbi paa Vejen, klappe i Hænderne over dig, de spotte og ryste med deres Hoved over Jerusalems Datter: Er det den Stad, hvilken man sagde at være hel dejlig, al Jordens Glæde?

¹⁰ Og der han drog ind i Jerusalem, oprørtes den ganske Stad og sagde: hvo er denne?

¹ Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

¹⁴ Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt.

³ Og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: HERREN! var jeg ikke kendt af dem.

¹⁷ Se, Saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse!

⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

⁷ Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?

⁶ saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

¹⁴ Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.

¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig.

¹³ Jeg holdt mig stille indtil om Morgenen som en Løve; saa sønderbrydes alle mine Ben; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig.

¹ Jeg er den Mand, som saa Elenddighed ved hans Vredes Ris. ² Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys. ³ Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag. ⁴ Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben. ⁵ Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje. ⁶ Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Eviglred. ⁷ Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. ⁸ Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. ⁹ Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede. ¹⁰ Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul. ¹¹ Han lod rnine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde. ¹² Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. ¹³ Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer. ¹⁴ Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag. ¹⁵ Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke ¹⁶ og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. ¹⁷ Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. ¹⁸ Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra HERREN. ¹⁹ Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! ²⁰ Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

¹¹ Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

⁸ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almægtige.

²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet.

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer; ⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!

¹⁷ du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

²⁶ Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.

⁸ Du har grebet mig, det blev et Vidne mod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

⁵ Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den HERRE Zebaoth.

³¹ Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler. ³² Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne.

²³ Saa holdt hun sig fast til Boas' unge Piger for at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.

⁹ og han gav dem i Gibeoniternes Haand, Og de hængte dem op paa Bjerget for HERRENS Ansigt, og de faldt alle syv og de bleve dræbte i Høstens første Dage, i Byg høstens, Begyndelse.