Zechariah 4:7 Cross References - Danish

⁷ Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels Ansigt? bliv til Slette! og han skal føre Slutstenen frem under Fryderaabene: Naade, Naade være over den!

¹¹ Og de sang, idet de lovede og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig over Israel; og alt Folket raabte med et stort Frydeskrig, idet de lovede HERREN, fordi Grundvolden til HERRENS Hus var lagt. ¹² Men mange af Præsterne og Leviterne og Øversterne for Fædrenehusene, de gamle, som havde set det første Hus, græd med høj Røst, da dette andet stod paa sin Grundvold for deres Øjne; men mange opløftede Røsten med Frydeskrig og med Glæde, ¹³ saa at Folket kunde ikke skelne Røsten af Glædens Frydeskrig fra Røsten af Folkets Graad, fordi Folket raabte med et stort Skrig, saa at man hørte Røsten langt borte.

¹⁵ Og det Hus blev fuldt færdigt til den tredje Dag i Adar Maaned, i Kong Darius's Regerings sjette Aar. ¹⁶ Og Israel Børn, Præsterne og Leviterne og de andre af de Folk, som havde været bortførte, holdt dette Guds Hus' Indvielse med Glæde. ¹⁷ Og de ofrede til dette Guds Hus's Indvielse hundrede Øksne, to Hundrede Vædre, fire Hundrede Lam og tolv Gedebukke til Syndoffer for hele Israel, efter Israels Stammers Tal

⁶ Hvorpaa ere dens Piller nedsænkede? eller hvo har lagt dens Hjørnesten? ⁷ der Morgenstjerner sang til Hobe, og alle Guds Børn raabte af Glæde.

⁴ Bjergene sprang som Vædre, Højene som unge Lam.

⁶ I Bjerge! at I sprang som Vædre I Høje! som unge Lam?

²² Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten.

¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

³ Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder HERRENS Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! ⁴ Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette.

¹⁵ Se, jeg gør dig til en skarp ny Teerskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner.

¹ Ligesom Ild antænder Kviste, ligesom Ild kommer Vand til at syde, saa lade du dine Fjender kende dit Navn, saa at Hedningerne bæve for dit Ansigt. ² Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt. ³ Og fra gammel Tid har man ikke hørt, har man ikke fornummet, intet Øje set, al nogen Gud uden du gjorde saadanne Ting for den, som bier efter ham?

¹¹ Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, deres Røst, som sige: Takker den HERRE Zebaoth, thi HERREN er god, thi hans Miskundhed er evindelig, og deres, som bringe Takoffer til HERRENS Hus; thi jeg vil omvende Landets Fangenskab som i Begyndelsen, sagde HERREN.

²⁵ Se, jeg vil imod dig, du ødelæggende Bjerg, siger HERREN, du, som Ødelægger al Jorden! og jeg vil udrække min Haand over dig og vælte dig ned ad Klipperne og vil gøre et udbrændt Bjerg af dig;

³⁴ Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Hænder, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem. ³⁵ Da blev Jernet, Leret, Kobberet, Sølvet og Guldet knuste paa een, Gang og bleve ligesom Avner fra Tærskepladserne om Sommeren, og Vinden borttog dem, og intet Sted blev fundet for dem; men den Sten, som sønderslog Billedet, blev til et stort Bjerg og opfyldte hele Jorden:

⁴ Og Bjergene smelte under ham og Dalene revne, som Voks for Ilden, som Vand, der udøses paa en Skrænt.

¹ Men det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene, og Folkene skulle strømme til det.

⁵ Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa. ⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

⁶ Han træder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skæne, og de evige Bjerge briste, de ældgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid.

⁶ Thi saa siger den HERRE Zebaoth: Endnu en Gang, om en liden Stund, vil jeg ryste Himlene og Jorden og Havet og det tørre Land. ⁷ Og jeg vil ryste alle Folkene, og alle Folkenes Kostharheder skulle komme; og jeg vil fylde dette Hus med Herlighed, siger den HERRE Zebaoth. ⁸ Mig hører Sølvet til, mig hører Guldet til, siger den HERRE Zebaoth. ⁹ Dette Hus's sidste Herlighed skal blive større end den første, siger den HERRE Zebaoth; og jeg vil give Fred paa dette Sted, siger den HERRE Zebaoth.

²¹ Sig til Serubabel, Judas Landshøvding: Jeg vil ryste Himmelen og Jorden, ²² og jeg vil omkaste Rigernes Troner og Ødelægge Hedningernes Rigers Styrke; og jeg vil omkaste Vogne og dem, som fare paa dem, og Heste, og de, som ride paa dem, skulle styrte, den ene ved den andens Sværd. ²³ Paa den Dag, siger den HERRE Zebaoth, vil jeg tage dig, Serubabel, Sealthiels Søn, min Tjener, siger HERREN, og agte dig som Signetringen; thi dig har jeg udvalgt, siger den HERRE Zebaoth.

⁹ Serubabels Hænder have lagt Grundvolden til dette Hus, og hans Hænder skulle fuldende det, paa det du skal fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til eder.

⁴ Og hans Føndder skulle paa den Dag staa paa Oliebjerget, som er lige over for Jerusalem imod Østen, og Oliebjerget skal revne fra dets Midte af i Øst og Vest, saa der bliver en saare stor Dal, og Halvdelen af Bjerget skal vige imod Nord, og dets anden Halvdel irnod Syd. ⁵ Og I skulle fly til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen skal naa til Azal, og I skulle fly, ligesom I flyede for Jordskælvet i Judas Konge Ussias's Dage; og HERREN min Gud skal komme, alle hellige med dig!

²¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee.

⁴² Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine.

¹⁰ Da sagde Jesus: have I ikke læst, hvad skrevet er: den Steen som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

⁵ hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes;

¹⁷ Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

⁶ Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.

⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte, ⁷ i hvem vi have Forløsning formedelst hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom.

⁴ Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os, ⁵ Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtrædelserne, (af Naade ere I frelste!) ⁶ og opreiste os tillige og satte os tillige i det himmelske Rige ved Christus Jesus, ⁷ paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom i Godhed mod os udi Christus Jesus. ⁸ Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder, det er en Guds Gave;

²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen,

⁷ Eder, altsaa, som troe, tilkommer denne ære; men for de Vantroe er denne Steen, hvilken Bygningsmændene forstødte, bleven til en Hovedhjørnesteen og en Anstødsteen og en Forargelses Klippe;

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden. ¹¹ Og jeg saa og hørte mange Engles Røst omkring Thronen, og Dyrenes og de Ældste, og deres tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde. ¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed!

²⁰ Og hver Ø flyede, og Bjergene blev ikke fundne.

¹ Og derefter hørte jeg en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelse og Ære og Priis og Magt være Herren vor Gud! ² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand. ³ Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed. ⁴ Og de fire og tyve Ældste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Thronen, og sagde Amen! Halleluja! ⁵ Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store! ⁶ Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lys og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Helleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, har antaget Riget.