Bible verses about "autism" | Danish

²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem.

¹⁰ Og Mose sagde til HERREN: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge. ¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN ¹² Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale.

¹ Til Sangmesteren; af David; en Psalme. HERRE! du har ransaget mig og kender mig. ² Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. ³ Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje ⁴ Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, HERRE! du kender det jo alt sammen. ⁵ Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. ⁶ Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. ⁷ Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? ⁸ Dersom jeg farer op til Himrnelen, da er du der og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! ⁹ Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, ¹⁰ saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. ¹¹ Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. ¹² Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset. ¹³ Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. ¹⁵ Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb. ¹⁶ Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen. ¹⁷ Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig. ¹⁹ Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig. ²⁰ Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt. ²¹ Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o HERRE! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig? ²² Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender. ²³ Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker! ²⁴ Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!

² Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem, ³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. ⁵ Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig.

¹⁴ Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og fladt paa Knæ for ham og sagde: ¹⁵ Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; ¹⁶ og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham. ¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid. ¹⁸ Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund.

¹⁷ Og Een af Folket svarede og sagde: Mester! jeg har ført min Søn til dig; han har en maalløs Aand. ¹⁸ Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke. ¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig! ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: hvor længe er det, at dette Vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen; ²² og den har ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjælp os! ²³ Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer. ²⁴ Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: jeg troer, Herre! hjælp min Vantro. ²⁵ Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke herefter farer ind i ham. ²⁶ Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død. ²⁷ Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op. ²⁸ Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den? ²⁹ Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget uden ved Bøn og Faste.

¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig! ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: hvor længe er det, at dette Vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen; ²² og den har ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjælp os! ²³ Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer. ²⁴ Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: jeg troer, Herre! hjælp min Vantro. ²⁵ Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke herefter farer ind i ham. ²⁶ Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død. ²⁷ Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op. ²⁸ Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den? ²⁹ Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget uden ved Bøn og Faste. ³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilæa; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag. ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede at spørge ham. ³³ Og han kom til Capernaum, og der han var i Huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien? ³⁴ Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle og Alles Tjener. ³⁶ Og han tog et lidet Barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem: ³⁷ hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte. ³⁸ Men Johannes svarede ham og sagde: Mester! vi saae Een, som ikke følger os, at uddrive Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os. ³⁹ Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig. ⁴⁰ Thi hvo som ikke er imod os, er med os. ⁴¹ Thi hvo som skjenker Eder med et Bæger Vand i mit Navn, fordi I høre Christus til, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. ⁴² Og hvo som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham vare det bedre, at der blev hængt en Møllesteen om hans Hals, og han blev kastet i Havet. ⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt. ⁵⁰ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det sin Smag igjen? Haver Salt i Eder selv, og holder Fred med hverandre!

¹⁸ Thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke Godt; Villien har jeg vel, men et udrette det Gode formaaer jeg ikke;

⁴⁷ Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

⁹ men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig. ¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

¹³ Og alle dine Børn skulle være lærte af HERREN, og dine Børn skulle have en stor Fred.

² Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.

¹¹ Thi jeg kender de Tanker, som jeg tænker angaaende eder, siger HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab.

¹⁸ Men nu har Gud sat Lemmer, ethvert af dem, i Legemet, eftersom han vilde.

²⁶ Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget; ²⁹ paa det intet Kjød skal rose sig for ham.

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

¹ Og da han gik frem, saae han et Menneske, som var blind født. ² Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! hvo har syndet? denne eller hans Forældre, at han er blind født? ³ Jesus svarede: hverken denne syndede, ei heller hans Forældre; men paa det at Guds Gjerninger skulle blive aabenbarede paa ham.