Bible verses about "being lazy" | Danish

¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. ² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. ³ Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. ⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

⁴⁴ Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. ⁴⁵ Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. ⁴⁶ Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmms. ⁴⁷ Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker.

¹ Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud. ² Thi et langt Liv og mange Aar at leve i og Fred skulle de bringe dig rigeligt.

¹ Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare. ² Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind. ³ En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg. ⁴ Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig. ⁵ Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne. ⁶ Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare. ⁷ Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund. ⁸ Som den, der binder Stenen fast i Slynten, saa er den, der giver en Daare Ære. ⁹ Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund. ¹⁰ Som en Pil; der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende. ¹¹ Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed. ¹² Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham. ¹³ Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne. ¹⁴ Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng. ¹⁵ Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund i en. ¹⁶ Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt. ¹⁷ Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved. ¹⁸ Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død, ¹⁹ saa er den siger: Skæmter jeg ikke? ²⁰ Naar der intet Ved er mere udslukkes Ilden; og naar der inæn Bagvadsker er, stilles Trætte. ²¹ Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv. ²² En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de irld i inderste Bug. ²³ Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte. ²⁴ Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig. ²⁵ Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; Vederstyggeligheder i hans Hjerte. ²⁶ Den, hvis Had skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen. ²⁷ Hvo som graver en Grav, gaa skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage. ²⁸ En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.

⁴ Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. ⁵ Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte. ⁶ Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvæget skulle være sammen, og en liden Dreng skal drive dem. ⁷ Og Koen og Bjørnen skulle græsse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal æde Straa som Oksen. ⁸ Og det diende Barn skal lege ved øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule. ⁹ De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af HERRENS Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund. ¹⁰ Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested ska være Herlighed. ¹¹ Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, an den Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elan og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet. ¹² Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner.

²¹ Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene. ²² Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn? ²³ Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret!

²⁷ Og han sagde til dem: Sabbaten blev til for Menneskets Skyld.

¹⁰ Thi og der vi vare hos Eder, bøde vi Eder, at dersom Nogen ikke vil arbeide, han bør ikke heller æde.

²⁶ Derfor løber jeg ikke som paa det Uvisse; jeg fægter som den, der ikke slaaer i Veiret.

²⁴ De flittiges Haand skal komme til at herske; men Ladhed skal vorde trælbunden.

¹¹ Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb. ¹² Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen, ¹³ Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt. ¹⁴ Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdigheds Pantser, ¹⁵ Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium; ¹⁶ for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile, ¹⁷ og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord; ¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

¹⁵ Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.

¹⁴ Thi ligsom en Mand, der drog udenlands, kaldte sine Tjenere og overantvordede dem sit Gods, ¹⁵ og gav en frem Talenter, en anden to, og en anden eet, hver efter hans Evne; og han drog strax udenlands. ¹⁶ Da gik den, som havde annammet fem Talenter, hen og kjøbslog med dem, og vandt andre fem talenter. ¹⁷ Ligesaa og den, som havde annammet de to Talenter, ogsaa han vandt andre to. ¹⁸ men den, som havde annammet det ene, gik bort og grov i Jorden og skjulte sin Herrens Penge. ¹⁹ Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem. ²⁰ Da gik den frem som havde annammet fem Talenter, og frembragte andre fem Talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig fem Talenter: see jeg har vundet fem andre Talenter med dem. ²¹ Men hans Herre sagde til ham; vel, du gode og troe Tjener! du har væet tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind itl din Herres Glæde. ²² Da gik og den frem, som havde annammet to talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig to Talenter; see, jeg har vundet to andre Talenter med dem. ²³ Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener; du har været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde. ²⁴ Men den traadte frem, som havde annammet eet Talent, og sagde: Herre! jeg kjendte dig, at du er en haard mand, som høster, der du ikke saaede, og samler, der du ikke spredte; ²⁵ frygtede hverfor gik jeg hen, og skjulte dit Talent i Jorden; se, der har du, hvad dit er. ²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte, ²⁷ derfor burde det dig, at have overantvordet Vexleterne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente. ²⁸ Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som har ti Talenter. ²⁹ Thi hver, som har, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog fratages det, han har. ³⁰ Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁶ Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis. ⁷ Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker, ⁸ bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise. ⁹ Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn? ¹⁰ Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile: ¹¹ Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvæbnet Mand.

²⁵ Den lades Begæring dræber ham; thi hans Hænder have vægret sig ved at gøre noget.

⁴ Den, som arbejder med lad Haand, bliver fattig; men de flittiges Haand gør rig. ⁵ Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn; den, som sover om Høsten, er en Søn, der gør Skam.

⁴ Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.

⁹ Ogsaa den, som er efterladen i sin Gerning, er Broder til den, som er en Ødeland.