Bible verses about "effeminate" | Danish

¹ Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden. ² Og han sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. ³ Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans, Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade. ⁴ Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. ⁵ Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. ⁶ Da gik Lot ud til dem uden for Dører og lukkede Døren efter sig. ⁷ Og har sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! ⁸ Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand kære, jeg vil lede dem ud til eder gører saa med dem, hvad eder god synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. ⁹ Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosæette sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for bryde Døren op. ¹⁰ Da udrakte Mændene deres Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren. ¹¹ Og Mændene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren. ¹² Da sagde de Mænd til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted! ¹³ Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for HERRENS Aasyn, og HERREN sendte os til at ødelægge den. ¹⁴ Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi HERREN vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede. ¹⁵ Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagJe: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning. ¹⁶ Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi HERREN vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden. ¹⁷ Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer. ¹⁸ Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre! ¹⁹ Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde. ²⁰ Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse; mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve. ²¹ Da sagde han til ham: Se jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om. ²² Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar. ²³ Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar. ²⁴ HERREN lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra HERREN af Himmelen. ²⁵ Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde. ²⁶ Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte. ²⁷ Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for HERRENS Ansigt. ²⁸ Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn. ²⁹ Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi. ³⁰ Og Lot gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døtre med ham; thi han frygtede for at blive i Zoar, og han blev i en Hule, han og begge hans Døtre. ³¹ Da sagde den førstefødte til den yngste: vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Vis. ³² Kom, lader os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham, saa faa vi Sæd af vor Fader. ³³ Saa, gave de deres Fader Vin at drikke den samme Nat, og den førstefødte gik ind og lagde sig hos sin Fader, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. ³⁴ Og det skete den anden Dag, da sagde den førstefødte til den yngste: se, i Gaar Nat laa jeg hos min Fader, lader os ogsaa i denne Nat give ham Vin at drikke, og gak ind, lig hos ham, at vi kunne faa Sæd af vor Fader. ³⁵ Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Vin at drikke, saa gjorde den yngste sig rede og laa hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. ³⁶ Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader. ³⁷ Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. Og den Fader indtil denne Dag. ³⁸ Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammóns Børns Fader indtil denne Dag.

²² Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.

²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv.

¹ Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium, ² hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter, ³ om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet, ⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre, ⁵ ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn, ⁶ blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi Kaldte: ⁷ Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! ⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden. ⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder, ¹⁰ altid begjerende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til efter Guds Villie, at komme til Eder. ¹¹ Thi mig forlænges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes, ¹² det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, baade Eders og min. ¹³ Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg har ofte sat mig for at komme til Eder, (men jeg har hidindtil været forhindret), paa det jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger. ¹⁴ Baade Græker og Barbarer, baade Vise og Uvise er jeg en Skyldner. ¹⁵ Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom. ¹⁶ Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker. ¹⁷ Thi derudi aabenbares Guds retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen skal leve. ¹⁸ Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed. ¹⁹ Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret dem det. ²⁰ Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer, ²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. ²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. ²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. ²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. ²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds-Opfindere, Forældreulydige, ³¹ uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige; ³² hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.

⁴ Ægteskabet være hæderligt hos Alle, og Ægtesengen ubesmittet; men Skjørlevnere og Hoerkarle skal Gud dømme.

¹³ Og naar en Mand ligger hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem.

⁵ Der skal intet Mandstøj være paa en Kvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Kvindeklæder; thi hver den, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for HERREN din Gud.

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen, ¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige.

¹ Kan dog Nogen af Eder, naar han har Sag med en anden, føre det over sit Sind at søge Dom hos de Vanhellige, og ikke hos de Hellige? ² Vide I ikke, at de Hellige skulle dømme Verden? og dersom Verden dømmes ved Eder, ere I da uværdige til at dømme i de ringeste sager? ³ Vide I ikke, at vi skulle dømme Englene? end sige timelige Ting! ⁴ Naar I da have Sager om det Timdelige, da sætte I dem til Dommere, som ere intet agtede i Menigheden. ⁵ Jeg siger det Eder til Blusel: saa er der da ingen Viis iblandt Eder, end ikke en, som kunde dømme imellem sine Brødre? ⁶ Men Broder gaaer i Rette med Broder, og det er for de Vantroe! ⁷ Overalt er det jo allerede en Feil iblandt Eder, at I have Sager med hverandre. Hvi lide I ikke hellere Uret? hvi lade I Eder ikke hellere besvige? ⁸ Men I gjøre Uret og besvige, og det Brødrene! ⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen, ¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige. ¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand. ¹² Jeg har Lov til Alt, men Alt er ikke nyttigt; jeg har Lov til Alt, men jeg vil ikke lade mig beherske af Noget. ¹³ Maden er for Bugen, og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgjøre baade denne og den; Legemet derimod er ikke for Skjørlevnet, men for Herren, og Herren for Legemet; ¹⁴ og Gud har baade oprejst Herren og skal opreise os formedelst sin Kraft. ¹⁵ Vide I ikke, at Eders Legemer ere Christi Lemmer og gjøre dem til Skjøgens Lemmer? Det være langt fra! ¹⁶ Eller vide I ikke, at hvo som hænger ved Skjøgen, er eet Legeme med hende? Thi de To, hedder det, skulle blive til eet Kjød. ¹⁷ Men hvo som hænger ved Herren, er een Aand med ham. ¹⁸ Flyer Skjørlevnet! Enhver Synd som Mennesket gjør, er udenfor Legemet; men hvo som bedriver Skjørlevnet, synder imod sit eget Legeme. ¹⁹ Eller vide I ikke, at Eders Legeme er den Hellig Aands Tempel, som er i Eder, hvilken Ihave af Gud, og at I ikke ere Eders Egne? ²⁰ Thi I ere dyrekjøbte; ærer derfor Gud i Eders Legeme og i Eders Aand, hvilke høre Gud til.

¹⁰ Skjørlevnere, Syndere imod naturen, Mennesketyve, Løgnere, Meenedere, og hvad Andet der er imod den sunde Lærdom,

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen,