Bible verses about "eunuchs" | Danish

⁷ Der Kusiten Ebed-Melek, en Mand, som var Hofmand og var i Kongens Hus, hørte, at man havde kastet Jeremias i Hulen, og Kongen sad i Benjamins Port, ⁸ da gik Ebed-Melek ud af Kongens Hus, og han talte med Kongen og sagde: ⁹ Min Herre Konge: Disse Mænd have gjort ilde i alt det, de have gjort imod imod Profeten Jeremias, som de kastede i Hulen, saa at han der hvor han er, maa dø af Hunger; thi her er ikke Brød i Staden mere. ¹⁰ Da befalede Kongen Kusiten Ehed-Melek og sagde: Tag tredive Mand herfra med dig, og drag Profeten Jeremias op af Hulen, førend han dør. ¹¹ Og Ebed-Melek tog Mændene med sig og gik ind i Kongens Hus, hen under Forraadskammeret, og tog derfra nogle gamle Pjalter og gamle Klude og lod dem gaa ned til Jeremias i Hulen med Rebene. ¹² Og Kusiten Ebed-Melek sagde til Jeremias: Læg dog de gamle Pjalter og Klude om dine Aksler under Rebene; og Jerelnias gjorde saaleledes. ¹³ Og droge Jeremias op med Rebene og førte ham op af Hulen; og Jeremias blev i Fængselets Forgaard.

¹⁵ Og HERRENS Ord var kommet til Jeremias; der han var indelukket i Fængselets Forgaard, saalunde: ¹⁶ Gaa og sig til Kusiten Ebed-Melek: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg vil lade mine Ord komme over denne Stad til det onde og ikke til det gode; og de skulle opfyldes for dit Ansigt den Dag; ¹⁷ men dig vil jeg redde paa den Dag, siger HERREN; og du skal ikke gives i de Mænds Haand, for hvis Ansigt du gruer. ¹⁸ Thi jeg vil visselig lade dig undkomme, og du skal ikke falde for Sværdet, men du skal have din Sjæl som et Bytte; thi du fortod dig paa inig, siger HERREN.

²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. ²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. ²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart;

³⁵ men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig.

³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer; ³⁵ men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig.

²⁹ Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have, ³⁰ og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer. ³² Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; ³³ men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. ³⁴ Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden. ³⁵ Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren. ³⁶ Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig. ³⁷ Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel. ³⁸ Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre. ³⁹ En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren. ⁴⁰ Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.

⁷ Der Kusiten Ebed-Melek, en Mand, som var Hofmand og var i Kongens Hus, hørte, at man havde kastet Jeremias i Hulen, og Kongen sad i Benjamins Port, ⁸ da gik Ebed-Melek ud af Kongens Hus, og han talte med Kongen og sagde: ⁹ Min Herre Konge: Disse Mænd have gjort ilde i alt det, de have gjort imod imod Profeten Jeremias, som de kastede i Hulen, saa at han der hvor han er, maa dø af Hunger; thi her er ikke Brød i Staden mere. ¹⁰ Da befalede Kongen Kusiten Ehed-Melek og sagde: Tag tredive Mand herfra med dig, og drag Profeten Jeremias op af Hulen, førend han dør.

¹ Jojakims, Judas Konges, Regerings tredje Aar drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, til Jerusalem og belejrede den. ² Og Herren gav Jojakim, Judus Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer. ³ Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slægt og af de fornemme, ⁴ unge Mennesker, aldeles uden Lyde og smukke af Udseende, med Gave til at forstaa al Slags Visdom og til at lære Kandskab og blive kyndige i Vidskab, og i hvilke der var Dygtighed til at tjene i Kongens Palads; og at han skulde lade dem lære kaldæisk Skrift og Tungemaal. ⁵ Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt. ⁶ Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria. ⁷ Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego. ⁸ Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han ikke skulde besmitte sig med Kongens Mad og med den Vin, som han drak; derfor begærede han af Overhofmesteren, at han maatte blive fri for at besmitte sig. ⁹ Og Gud lod Daniel finde Naade og Barmhjertighed for Overhofmesterens Ansigt. ¹⁰ Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg Frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jævnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen! ¹¹ Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria: ¹² Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at æde og Vand at drikke; ¹³ og lad da vort Udseende blive synet af dig som og de Drenges Udseende, hvilke æde af Kongens Mad; og. som du da ser, saa gør med dine Tjenere! ¹⁴ Og han adlød dem i denne Sag og forsøgte det med dem i ti Dage. ¹⁵ Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at da vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad. ¹⁶ Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager. ¹⁷ Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme. ¹⁸ Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt. ¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt. ²⁰ Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige. ²¹ Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.

²⁶ Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde. ²⁷ Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede. ²⁸ Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias. ²⁹ Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn.

⁹ Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer. ¹⁰ Hans Disciple sagde til ham: staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikkegodt at gifte sig. ¹¹ Men han sagde til dem: dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet. ¹² Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det!

¹ Ingen Gilding, enten han er bleven det ved Knusning eller ved Snit, maa komme i HERRENS Forsamling.

¹ Saa siger HERREN: Holder over Ret og gører Retfærdighed; thi min Frelse er nær til at komme og min Retfærdighed til at aabenbares. ² Saligt er det Menneske, som gør dette, og det Menneskes Barn, som hoider fast derved, den, som holder Sabbat, at han ikke vanhelliger den, og som varer sin Haand, at den, aldrig gør ondt. ³ Og den fremmede, som har sluttet sig til HERREN, sige ikke: HERREN skal vist skille mig I fra sit Folk; og Gildingen sige ikke: Se jeg er et tørt Træ. ⁴ Thi saa siger HERREN: De Gildinger, som ville holde mine Sabbater og ud, vælge det, som mig behager, og holde fast ved min Pagt: ⁵ Dem vil jeg give en Plads i mit Hus og inden mine Mure og et bedre Navn end Sønner og end Døtre; jeg vil, give dem et evigt Navn, som ikke skal forgaa. ⁶ Og de fremmede, som, have sluttet sig til HERREN for at tjene ham og at elske HERRENS Navn for at være hans Tjenere; hver af dem, som holder Sabbat, saa at han ikke vanhelliger den, men holder fast ved min Pagt: ⁷ Dem vil jeg føre til mit hellige Bjerg, og glæde dem i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre skulle være mig en Velbehagelighed paa mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag. ⁸ Saa siger den Herre, HERRE, som samler de fordrevne af Israel: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som ere forsamlede om ham. ⁹ Alle I Markens Dyr! kommer at æde, alle I Dyr i Skoven! ¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn. ¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden. ¹² Kommer, jeg vil tage Vin, og lader os drikke stærk Drik; og i Morgen skal det gaa som den Dag i Dag, stort og saare ypperligt!

²⁶ Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde. ²⁷ Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede. ²⁸ Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias. ²⁹ Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn. ³⁰ Men Philippus løb til og hørte ham læse Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser? ³¹ Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne det, uden Nogen veileder mig? Og han bad Philippus stige op at sidde hos sig. ³² Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: som et Faar blev han ført til Slagterbænken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ei sin Mund. ³³ I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne fortælle hans Tid? efterdi hans Liv blev borttaget af Jorden. ³⁴ Men Gildingen spurge Philippus og sagde: jeg beder dig, og hvem taler Propheten dette? om sig selv eller om en Anden? ³⁵ Da oplod Phlippus sin Mund og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus. ³⁶ Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt? ³⁷ Men Philippus sagde: dersom du troer af ganske Hjerte, kan det skee. Men han svarede og sagde: jeg troer, at Jesus Christus er Guds Søn. ³⁸ Og han bød Vognen holde, og de nedstege begge i Vandet, baade Philippus og Gildingen; og han døbte ham. ³⁹ Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde.

³ Og den fremmede, som har sluttet sig til HERREN, sige ikke: HERREN skal vist skille mig I fra sit Folk; og Gildingen sige ikke: Se jeg er et tørt Træ. ⁴ Thi saa siger HERREN: De Gildinger, som ville holde mine Sabbater og ud, vælge det, som mig behager, og holde fast ved min Pagt: ⁵ Dem vil jeg give en Plads i mit Hus og inden mine Mure og et bedre Navn end Sønner og end Døtre; jeg vil, give dem et evigt Navn, som ikke skal forgaa.

¹² Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det!