Bible verses about "female education" | Danish

⁸ Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd! ⁹ Og Onan forstod, at Sæden ikke skulde høre ham til; og det skete, naar han gik ind til sin Broders Hustru, da fordærvede han den paa Jorden, for ikke at give sin Broder Sæd. ¹⁰ Og det var ondt for HERRENS Øjne, hvad han gjorde, og han slog ogsaa han ihjel.

⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

¹ Og Slangen var træskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud HERREN havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven? ² Da sagde Kvinden til Slangen: Vi maa æde af Havens Træers Frugt; ³ men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. ⁴ Da sagde Slangen til Kvinden: I skulle ikke dø Døden; ⁵ men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt. ⁶ Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. ⁷ Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter. ⁸ Og de hørte Gud HERRENS Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud HERRENS Ansigt iblandt Træerne i Haven. ⁹ Og Gud HERREN kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? ¹⁰ han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. ¹¹ Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf? ¹² Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad. ¹³ Da sagde Gud HERREN til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad. ¹⁴ Da sagde Gud HERREN til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt Kvæget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og æde Støv alle dit Livs Dage. ¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl. ¹⁶ Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig. ¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. ¹⁸ Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. ¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen. ²⁰ Og Adam kaldte sin Hustrus Navn Eva, thi hun er bleven alle levendes Moder. ²¹ Og Gud HERREN gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem. ²² Og Gud HERREN sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ og æde og leve evindeligen: ²³ da forviste Gud HERREN ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af. ²⁴ Og han drev Mennesket ud og satte Keruber Østen for Edens Have med et blinkende Sværd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livsens Træ.

¹ Og det hændte sig til den Tid, at Juda drog ned fra sine Brødre og tog ind til en Mand, en Adullamiter, og hans Navn var Hira. ² Og der saa Juda en kananitisk Mands Datter, og hans Navn var Sua; og han tog hende og gik ind til hende. ³ Og hun undflk og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Er. ⁴ Og hun undfik atter og fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Onan. ⁵ Og hun blev endnu ved og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Sela, og han var i Kesib, der hun fødte ham. ⁶ Og Juda tog en Hustru for sin førstefødte, Er, og Hendes Navn var Thamar. ⁷ Men Er, Judas førstefødte, var ond for HERRENS Øjne, og HERREN slog ham ihjel. ⁸ Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd! ⁹ Og Onan forstod, at Sæden ikke skulde høre ham til; og det skete, naar han gik ind til sin Broders Hustru, da fordærvede han den paa Jorden, for ikke at give sin Broder Sæd. ¹⁰ Og det var ondt for HERRENS Øjne, hvad han gjorde, og han slog ogsaa han ihjel. ¹¹ Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus. ¹² Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter. ¹³ Da blev det Thamar tilkendegiv og sagt: Se, din Svigerfader gaar op til Thimnat at klippe sin Hjort! ¹⁴ Da lagde hun sine Enkeklæder; sig og skjulte sig med et Slør og bedækkede sig og satte sig ved Indgangen til Enaim, som er paa Veje til Thimnat; thi hun saa, at Sel var bleven stor, og hun blev ikk given ham til Hustru. ¹⁵ Der Juda saa hende, tænkte han, at det var en Skøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt. ¹⁶ Og han bøjede af til hen de paa Vejen og sagde: Velan, kære, lad mig komme til dig; thi han vidste ikke, at det var hans Søn Hustru; og hun sagde: Hvad vil du give mig, at du maa komme til mig. ¹⁷ Og han sagde: Jeg vil sende et Gedekid af Hjorden; og hun sagde: Dersom du vil give mig Pant indtil du sender mig det. ¹⁸ Og han sagde: Hvad for et Pant er det, jeg skal give dig? og hun sagde: Dit Signet og din Snor og din Kæp som du har i din Haand; saa gav han hende det og gik til hende, og hun undfik af ham. ¹⁹ Saa stod hun op og gik og lagde sit Slør af sig og førte sig i sine Enkeklæder. ²⁰ Og Juda sendte det Gedekid ved sin Ven, den Adullamiter, at han skulde tage Pantet af Kvindens Haand, og han fandt hende ikke. ²¹ Da spurgte han Mændene ad der paa Stedet og sagde: Hvor er Skøgen, hun ved Enaim, paa Vejen og de sagde: Paa dette Sted har ingen Skøge været. ²² Og han kom igen til Juda og sagde: Jeg fandt hende ikke, og tilmed sagde Folkene paa samme Sted: her har ingen Skøge været. ²³ Da sagde Juda: Lad hende beholde det, paa det vi ikke skulle beskæmmes; se, jeg har sendt dette Kid, og du fandt hende ikke. ²⁴ Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal brændes. ²⁵ Hun blev ført ud, og hun sendte til sin Svigerfader, siger de: Ved den Mand har jeg undfanget, hvem dette hører til; og hun sagde: Kære, kend, hvem dette Signet og denne Snor og denne Kæp tilhører. ²⁶ Og Juda kendte det og sagde: Hun er retfærdigere end jeg; thi dette er, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sela; og han kendte hende ikke ydermere. ²⁷ Og det skete den Tid, hun skulde føde, se, da vare Tvillinger i hendes Liv. ²⁸ Og det skete, der hun fødte, stak den ene en Haand frem, da tog Jordemoderen den og bandt en rød Traad paa hans Haand, sigende: Denne om først frem. ²⁹ Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres. ³⁰ Og siden om hans Broder frem, som havde den røde Traad om sin Haand, og han kaldte hans Navn Sera.

⁹ Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet. ¹⁰ Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham. ¹¹ Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis. ¹² Og Sara log ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel! ¹³ Da sagde HERREN til Abraham: Hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel! ¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn. ¹⁵ Og Sara nægtede og sagde: Jeg lo ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nej, thi du lo. ¹⁶ Saa stode Mændene op derfra og vendte sig imod Sodoma, og Abraham gik med dem for at ledsage dem.

⁸ Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd!

¹⁹ Og naar en Kvinde har Flod, at Blod af hendes Flod er paa hendes Kød, da skal hun være syv Dage i sin Svaghed, og hver, som rører ved hende, skal være uren indtil Aftenen. ²⁰ Og alt det, hun ligger paa under sin Svaghed, skal være urent, og alt det, hun sidder paa, skal være urent. ²¹ Og hver den, som rører ved hendes Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. ²² Og hver den, som rører ved noget Tøj, som hun har siddet paa, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen. ²³ Og dersom nogen ligger paa det Leje eller paa det Tøj, som hun har siddet paa, saa han rører derved, skal han være uren indtil Aftenen.

¹⁰ Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, den Horkarl og den Horekone skal visselig dødes.

¹⁸ Og du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever.

¹³ Og han skal tage sig en Hustru i hendes Jomfrustand. ¹⁴ En Enke eller en forskudt eller en krænket, en Hore, dem skal han ikke tage, men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru. ¹⁵ Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er HERREN, som gør ham hellig.

² Tal til Israels Børn og sig: Naar en Kvinde undfanger og føder en Dreng, da skal hun være uren syv Dage, lige som de Dage ere, i hvilke hun er uren ved sin Svaghed. ³ Og paa den ottende Dag skal hans Forhuds Kød omskæres. ⁴ Og hun skal blive hjemme i tre og tredive Dage, under hendes Blods Renselse; hun skal ikke røre ved noget helligt og ikke komme til Helligdommen, førend hendes Renselses Dage ere fuldendte. ⁵ Men føder hun en Pige, da skal hun være uren to Uger, som under hendes Svaghed; og hun skal blive hjemme seks og tresindstyve Dage, under hendes Blods Renselse.

⁹ Thi hvo som helst der bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod være over ham.

²² Dersom en Mand findes at ligge hos en Kvinde, som er en Mands Ægtehustru; da skulle de begge tilsammen dø, Manden, som laa hos Kvinden, og Kvinden; og du skal borttage den onde af Israel.

¹¹ Og HERREN talede til Mose og sagde: ¹² Tal til Israels Børn og sig til dem: Om nogen Mands Hustru gaar bort fra ham og er troløs imod ham, ¹³ og en Mand har Samleje, med hende, og det bliver skjult for hendes Mands Øjne og bliver dulgt, at hun er bleven uren, og der er intet Vidne mod hende, og hun ikke er greben i Horeri; ¹⁴ og der kommer en Nidkærheds Aand over ham, I at han er nidkær mod sin Hustru, og hun er bleven uren, eller der kommer en Nidkærheds Aand over ham, og han er nidkær mod sin Hustru, enddog hun ikke er bleven uren: ¹⁵ Da skal Manden føre sin Hustru til Præsten og fremføre som hendes Offer for hende en Tiendepart af en Efa Bygmel; han skal ikke øse Olie derpaa, ej heller lægge Virak dertil, thi det er et Nidkærheds Madoffer, et Ihukommelses Madoffer, som gør, at Misgerning ihukommes. ¹⁶ Og Præsten skal føre hende nær til og stille hende for HERRENS Ansigt. ¹⁷ Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet, som er paa Tabernaklets Gulv, skal Præsten tage og kaste i Vandet ¹⁸ Og Præsten skal stille Kvinden for HERRENS Ansigt og blotte Kvindens Hoved og lægge Ihukommelses Madofret paa hendes Hænder, det er et Nidkærheds Madoffer; og Præsten skal have det beske Vand, som gør Forbandelse, i sin Haand. ¹⁹ Og Præsten skal besværge hende og sige til Kvinden: Dersom ingen Mand har ligget hos dig, og dersom du ikke har unddraget dig fra at være under din Mand, saa du er bleven uren, da vær uskadt af dette beske Vand, som gør Forbandelse. ²⁰ Men du, om du har unddraget dig fra at være under din Mand, og om du er bleven uren, og nogen Mand har ligget hos dig foruden din Mand, ²¹ saaledes skal Præsten besværge Kvinden ved Forbandelsens Ed, og Præsten skal sige til Kvinden -. Saa sætte HERREN dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, idet HERREN lader dine Lænder svinde og din Bug svulme op! ²² Saa komme nu dette Vand, som gør Forbandelse, i dine Indvolde, at gøre, at din Bug svulmer op og dine Lænder svinde; og Kvinden skal sige: Amen! Amen! ²³ Og Præsten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og vaske dem ud i det beske Vand. ²⁴ Og han skal give Kvinden at drikke af det beske Vand, som gør Forbandelse; og det Vand, som gør Forbandelse, skal komme i hende til Beskhed. ²⁵ Og Præsten skal tage Nidkærhedens Madoffer af Kvindens Haand, og han skal røre Madofret for HERRENS Ansigt og føre det frem til Alteret. ²⁶ Og Præsten skal tage en Haandfuld af Madeofret hendes Ihukommelses Offer, og gøre et Røgoffer paa Alteret, og der efter skal han give Kvinden Vandet at drikke. ²⁷ Naar han har givet hende Vandet at drikke, da skal det ske, om hun er bleven uren og har været troløs imod sin Mand, at det Vand, som gør Forbandelse, kommer i hende til Beskhed; saa at hendes Bug skal svulme op og hendes Lænder svinde; og den Kvinde skal være til en Forbandelse midt iblandt sit Folk. ²⁸ Og dersom den Kvinde ikke er bleven uren, men hun er ren, da skal hun være fri og faa Afkom. ²⁹ Dette er Nidkærheds Loven, naar en Kvinde unddrager sig fra at være under sin Mand, og hun bliver uren, ³⁰ eller om en Nidkærheds Aand kommer over en Mand, og han er nidkær mod sin Hustru og stiller Kvinden for HERRENS Ansigt, og Præsten gør ved hende efter hele denne Lov. ³¹ Saa skal Manden være fri fra Misgerning; men samme Kvinde, hun skal bære sin Misgerning.

¹ Og nu fremkomDøtrene af Zelafehad, som var en Søn af Hefer, der var en Søn af Gilead, der var en Søn af Makir, Manasse Søn, af Manasse, Josefs Søns, Slægter; og dette var hans Døtres Navne: Mahela og Noa og Hogla og Milka og Thirza. ² Og de stode frem for Mose Ansigt og for Eleasrs, Præstens, Ansigt og for Fyrsternes og al Menighedens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør, og sagde: ³ Vor Fader er død i Ørken, og han var ikke iblandt det Selskab, som samlede sig imod HERREN i Koras Selskab; men han døde i sin Synd, og han havde ikke Sønner. ⁴ Hvi, skal da vor Faders Navn udelukkes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? giv os Ejendom midt iblandt vor Faders Brødre! ⁵ Og Mose fremførte deres. Sag for HERRENS Ansigt. ⁶ Og HERREN sagde saaledes til Mose: ⁷ Zelafehads Døtre tale ret, du skal give dem Ejendom til Arv midt iblandt deres Faders Brødre, og du skal lade deres Faders Arv gaa over til dem. ⁸ Og til Israels; Børn skal du tale og sige: Naar en Mand dør og har ingen Søn da skulle I lade hans Arv gaa over til hans Datter. ⁹ Og dersom han ingen Datter har, da skulle I give hans Brødre hans Arv. ¹⁰ Og dersom han ingen Brødre har, da skulle I give hans Faders Brødre hans Arv. ¹¹ Men dersom hans Fader ingen Brødre har, da skulle I give hans Arv til hans næste Slægt, til den, som er hans nærmeste paarørende af hans Slægt, og denne skal arve den; og det skal være for Israels Børn beskikket Ret, som HERREN har befalet Mose.

¹³ Naar en Mand tager en Hustru og kommer ind til hende, men faar Had til hende ¹⁴ og tillægger hende skammelige Ting og fører ondt Rygte ud om hende og siger: Denne Kvinde tog jeg og holdt mig nær til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende: ¹⁵ Da skal Pigens Fader og hendes Moder tage og bringe Pigens jomfruelige Tegn ud til Stadens Ældste til Porten. ¹⁶ Og Pigens Fader skal sige til de Ældste: Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, og han har faaet Had til hende. ¹⁷ Og se, han tillægger hende skammelige Ting og siger: Jeg har ikke fundet din Datters Jomfrudom, skønt disse ere min Datters jomfruelige Tegn; saa skulle de udbrede Klædet for de Ældste af Staden. ¹⁸ Og de Ældste af Staden skulle tage Manden og revse ham. ¹⁹ Og de skulle straffe ham paa hundrede Sekel Sølv og give Pigens Fader dem, fordi han har ført ondt Rygte ud om en Jomfru i Israel; saa skal han have hende til Hustru, han maa ikke nogensinde lade hende fare. ²⁰ Men dersom det Ord har været Sandhed, at Pigens Jomfrudom ikke fandtes: ²¹ Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Mændene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Daarlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte.

²⁸ Naar nogen finder en Pige, en Jomfru, som ikke er trolovet, og tager fat paa hende og ligger hos hende, og de findes: ²⁹ Da skal den Mand, som laa hos hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv, og hun skal være hans Hustru for den Sags Skyld, at han krænkede hende; han maa ikke nogensinde lade hende fare. ³⁰ En Mand skal ikke tage sin Faders Hustru og ej opslaa sin Faders Flig.

¹ Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og hun ikke finder Naade for hans Øjne, fordi han fandt ublu Handel hos hende, og han da skriver hende et Skilsmissebrev og giver det i hendes Haand, og lader hende fare bort fra sit Hus, ² og hun da gaar ud af hans Hus og gaar bort og bliver en anden Mands, ³ og den samme anden Mand faar Had til hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver i hendes Haand og lader hende fare bort fra sit Hus; eller om den anden Mand dør, som tog hende til Hustru: ⁴ Da maa ikke hendes første Mand, som lod hende fare, atter tage hende til sin Hustru, siden hun er bleven uren, thi det er en Vederstyggelighed for HERRENS Ansigt; og du skal ikke gøre det Land syndigt, som HERREN din Gud giver dig til Arv

² Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer og sagde: Dette er det Ord, som HERREN har befalet: ³ Naar en Mand lover HERREN et Løfte, eller sværger en Ed, saa han paalægger sin Sjæl en Forpligtelse, da skal han ikke vanhellige sit Ord; han skal gøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund. ⁴ Og naar en Kvinde lover HERREN et Løfte og paalægger sig en Forpligtelse, i sin Faders Hus, i sin Ungdom; ⁵ og hendes, Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt. ⁶ Men dersom hendes Fader formener hende det paa den Dag, da han høre alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun havde paalagt sin Sjæl, da skal det ikke sta ved Magt, og HERREN skal forlade hende det, efterdi hendes Fader har forment hende det. ⁷ Men dersom hun bliver en Mands Hustru, og hun har Løfter paa sig eller et ubetænksomt Ord, der er undsluppet hendes Læber, med hvilket hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse ⁸ og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag han hører det, da skal hendes Løfte staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har paalagt sin Sjæl, de skulle staa ved Magt ⁹ Men dersom hendes Mand formener hende det paa denne Dag han hører det, og rygger hendes Løfte, som hun har paa sig, og det ubetænksomme Ord som er undsluppet hendes Læber, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, da skal HERREN forlade hende det ¹⁰ men en Enkes eller en forskudt Kvindes Løfte, alt det, hvorved hun har paalagt sin Sjæl en Forpligtelse, skal sta ved Magt for hende. ¹¹ Men dersom hun i sin Mands Hus lovede det eller paalagde med Ed sin Sjæl en Forpligtelse, ¹² og hendes Mand hørte det og dertil og ikke formente hende det, da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjæl, skal staa ved Magt. ¹³ Men dersom hendes Mand rygger dem paa den Dag, han hører dem da skal alt, som er udgaaet af hendes Læber, det være sig hendes Løfter eller hendes Sjæls Forpligtelser, ikke staa ved Magt; hendes Mand har rygget dem, og HERREN skal forlade hende det. ¹⁴ Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed om at ydmyge sin Sjæl, dem hendes Mand stadfæste, og dem maa hendes Mand rygge. ¹⁵ Og dersom hendes Mand tier dertil, den ene Dag efter den anden, da stadfæster alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun har paa sig: Han stadfæstel dem, fordi han tav dertil den Dag, han hørte dem.

¹³ Og David tog endnu Medh ustruer og Hustruer af Jerusalem, efter at han var kommen fra Hebron; og der fødtes endnu Sønner og Døtre for David.

³ Og hans Hustruer vare syv Hundrede Fruer og tre Hundrede Medhustruer; og hans Hustruer bøjede hans Hjerte.

²⁰ En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder.

¹ En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.

²⁶ Og jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: Den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand; den, som er velbehagelig for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende. ²⁷ Se, dette har jeg fundet, sagde Prædikeren, det ene efter det andet, idet jeg vilde finde Fornuftighed, ²⁸ hvilken min Sjæl endnu søger, men jeg ikke har fundet; iblandt tusinde fandt jeg een Mand, men fandt ikke en Kvinde iblandt dem alle.

⁴ Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse.

³² Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilægte, bedriver Hoer.

³¹ Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde. ³² Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig. ³³ Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre? ³⁴ Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: see, min Moder og mine Brødre. ³⁵ Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder.

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

³⁴ tie Eders Kvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger. ³⁵ Men ville de lære Noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Kvinder ilde at tale i en Menighed.

²⁰ Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov. ²¹ Knyt dem til dit Hjerte for stedse, bind dem om din Hals! ²² Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig. ²³ Thi Budet er en Lampe og Loven et Lys og Undervisningens Revselse er Vej til Livet; ²⁴ at den maa bevare dig fra en ond Kvinde, fra en fremmed Tunges Sledskhed. ²⁵ Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage! ²⁶ Thi for en Skøges Skyld gælder det kun om et Stykke Brød, men en anden Mands Hustru fanger den dyrebare Sjæl. ²⁷ Mon nogen kan tage Ild i sin Barm, uden at hans Klæder brændes op ²⁸ Eller man nogen kan gaa paa Gløder, uden at hans Fødder brændes? ²⁹ Saa sker det ham, som gaar ind til sin Næstes Hustru ingen, som rører hende; slipper fri for Straf. ³⁰ Man ringeagter ikke; at en Tyv stjæler for at mætte sig; naar han er hungrig; ³¹ men naar: han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Hus's Gods. ³² Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjeel, han, ja han gør sligt. ³³ Plage og Skam skal ramme ham, og hans Skændsel skal ikke udslettes. ³⁴ Thi nidkær er Mandens Vrede, og han skal ikke skaane paa Hævnens Dag; ³⁵ han skal ikke tage nogen Bod for gyldig og ikke samtykke, om du end vilde give megen Skræk.

¹ Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig. ² Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten. ³ Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle! ⁴ Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding; ⁵ for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte. ⁶ Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter; ⁷ og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske som fattedes Forstand, ⁸ sog han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus, ⁹ i Tusmørket om Aftenen efter Dagen midt i Natten og Mørket. ¹⁰ Og se, en Kvinde mødte ham i Horestykke og underfundig i Hjertet, ¹¹ støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus. ¹² Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner. ¹³ Og hun tog fat paa hø og kyssede, ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham. ¹⁴ Der paalaa mig takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter; ¹⁵ derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig. ¹⁶ Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten; ¹⁷ jeg har overstænket min Senb med Myrra. Aloe og Kanel; ¹⁸ kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov; ¹⁹ thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort; ²⁰ han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen. ²¹ Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber. ²² Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse, ²³ indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv. ²⁴ Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord! ²⁵ Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier; ²⁶ thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget. ²⁷ Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre.

³ Men jeg vil, at I skulle betænke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Gud er Christi Hoved. ⁴ Hver mand, som beder eller propheterer og har Noget paa Hovedet, beskæmmer sit Hoved. ⁵ Men hver Kvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er det Samme, som var hun raget. ⁶ Thi dersom en Kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade haaret afklippe; men er det Kvinden usømmeligt at klippes eller rages, da bedække hun sig. ⁷ Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens ære. ⁸ Thi Manden er ikke af Kvinden; men Kvinden af Manden; ⁹ ei heller et Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld. ¹⁰ Derfor bør Kvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.

¹¹ Kvinden bør tage mod Lærdom i Stilhed med al Underdanighed; ¹² men Kvinden tilsteder jeg ikke at lære, ikke heller at byde ovre Manden, men at være i Stilhed. ¹³ Thi Adam blev først skabt, siden Eva; ¹⁴ og Adam blev ikke først forført, men Kvinden blev forført og faldt i Overtrædelse.

²⁴ Og hans Datter var Seera, og hun byggede det nedre og det øvre Beth-Horon og Ussen-Seera.

²⁰ Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; ²¹ paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord:

³⁸ Men det begav sig, der de vandrede, gik han ind i en By; men der var en Kvinde, som hedte Martha, hun annammede ham i sit Huus. ³⁹ Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder og hørte hans Tale. ⁴⁰ Men Martha syslede med megen Opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! agter du ikke paa, at min Søster lader mig opvarte ene? Siig hende dog, at hun kommer mig til Hjælp. ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting; ⁴² men Eet er fornødent. Maria har udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende.