Bible verses about "genesis" | Danish

¹ Og Abraham rejste derfra Landet Sønder paa og boede imellem Kades og imellem Sur og var fremmed i Gerar. ² Og Abraham sagde om Sara sin Hustru: hun er min Søster; saa udsendte Abimelek, Kongen af Gerar, og tog Sara. ³ Og Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget; thi hun er en Mands Ægtehustru. ⁴ Og Abimelek havde ikke nærmet sig til hende, og han sagde: Herre, vil du og slaa retfærdigt Folk ihjel? ⁵ Har han ej selv sagt til mig: hun er min Søster og hun, ja, hun har ogsaa selv sagt: han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette. ⁶ Og Gud sagde til ham i Drømmen: Ogsaa jeg ved, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte; derfor har jeg ogsaa forhindret dig, at du ikke skulde synde mod mig, derfor har jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende. ⁷ Og nu, lad Manden faa sin Hustru tilbage, thi han er en Profet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du ikke lader hende komme tilbage, da vid, at du skal visseligen dø, du og enhver, som hører dig til. ⁸ Da stod Abimelek aarle op om Morgenen og kaldte ad alle sine Tjenere og sagde alle disse Ord for deres øren, og Mændene flygtede saare. ⁹ Og Abimelek kaldte ad Abraham og sagde til ham: Hvad har du gjort os og hvad har jeg syndet imod dig, at du har ført saa stor en Synd over mig og mit Rige du har gjort imod mig de Ting, som ikke burde at ske. ¹⁰ Og Abimelek sagde til Abraham: Hvad saa du paa, at du gjorde dette? ¹¹ Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted, og de maatte slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld. ¹² Hun er dog ogsaa i Sandhed min Søster, min Faders Datter, men ikke min Moders Datter, og hun er bleven mig til Hustru. ¹³ Og det skete, den Tid Gud lod mig vanke hid og did fra, min Faders Hus, da sagde jeg til hende: denne er din Kærlighed, som du skal vise mig: paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, da sig om mig: han er min Broder. ¹⁴ Saa tog Abimelek Faar og Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger og gav Abraham og gav ham Sara sin Hustru igen. ¹⁵ Og Abimelek sagde: Se, mit Land er aabent for dig, du maa bo, hvor det synes dig godt. ¹⁶ Og han sagde til Sara: Se, jeg har givet din Broder tusinde Sekel Sølv; se, det skal være dig Skjul for Øjne for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle andre; og det var hendes Straf. ¹⁷ Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelek og hans Hustru og hans Tjenestekvinder, og de fødte. ¹⁸ Thi HERREN havde aldeles lukket for hvert Moderliv i Abimeleks Hus, for Sara, Abrahams Hustrus, Skyld.

²⁰ Og I tænkte ondt imod mig; Gud tænkte at vende det til det gode, for at gøre, hvad der sker paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live.

¹ Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden. ² Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras. ³ Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma. ⁴ Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim. ⁵ Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter, i deres Folk. ⁶ Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan. ⁷ Og Kus Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan. ⁸ Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig paa Jorden. ⁹ Han var en vældig Jæger for HERRENS Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vældig Jæger for HERRENS Ansigt. ¹⁰ Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear. ¹¹ Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala ¹² og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad. ¹³ Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher ¹⁴ og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer. ¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth ¹⁶ og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter ¹⁷ og Heviter og Arkiter og Siniter ¹⁸ og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. ¹⁹ Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa. ²⁰ Disse ere Kams Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, i deres Folk. ²¹ Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder. ²² Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram. ²³ Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas. ²⁴ Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber. ²⁵ Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan. ²⁶ Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara ²⁷ og Adoram og Usal og Dikla ²⁸ og Obal og Abimæl og Skeba ²⁹ og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner. ³⁰ Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen. ³¹ Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk. ³² Disse ere Noas Børns Slægter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.

¹ Og Abraham rejste derfra Landet Sønder paa og boede imellem Kades og imellem Sur og var fremmed i Gerar.

¹ Seer, hvor stor en Kjærlighed Faderen har beviist os, at vi skulle kaldes Guds Børn! Derfor kjender Verden os ikke, fordi den kjender ham ikke. ² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

¹ Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Hænder føler paa, nemlig om det Livsens ord; ² (thi Livet er aabenbaret, og vi have seet og vidne og forkynde Eder Livet det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os; ³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus. ⁴ Og dette skrive vi Eder, paa det Eders Glæde maa vorde fuldkommen. ⁵ Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde Eder, at Gud er et Lys, og der er aldeles intet Mørke i ham. ⁶ Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket, da lyve vi og søge ikke Sandheden. ⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd. ⁸ Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os. ⁹ Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. ¹⁰ Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gjøre vi ham til en Løgner, og hans Ord er ikke i os.

¹ Og det skete derefter, at der sagdes til Josef: Se, din Fader er syg; og han tog begge sine Sønner med sig, Manasse og Efraim. ² Og det gaves Jakob til Kende, og der sagdes: Se, din Søn Josef kommer til dig; saa gjorde Israel sig stærk og sad paa Sengen. ³ Og Jakob sagde til Josef: Den almægtige Gud aabenbaredes for mig i Luz, udi Kanaans Land, ⁴ og velsignede mig og han sagde til mig: Se, jeg vi gøre dig frugtbar og formere dig og gøre dig til en Hob Folk og give din Sæd efter dig dette Land til Ejendom evindelig. ⁵ Og nu, dine to Sønner, som ere fødte dig i Ægyptens Land, før jeg kom til dig Ægypten, de skulle høre mig til Efraim og Manasse skulle høre mine til, som Ruben og Simeon. ⁶ Men dit Afkom, som du avler efter dem skal høre dig til; de skulle kalde efter deres Brødres Navn i deres Arv. ⁷ Og der jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig i Kanaans Land paa Vejen, der jeg havde endnu et Stykke Vej for at komme til Efrath, og jeg begrov hende der paa Vejen til Efrath, det, er Bethlehem. ⁸ Og Israel saa Josefs Sønner og sagde: Hvo ere disse? ⁹ Og Josef sagde til sin Fader: Det er mine Sønner, som Gud har givet mig her, og han sagde: Kære, led dem til mig, og jeg vil velsigne dem. ¹⁰ Og Israels Øjne vare matte af Alder, han kunde ikke se; og han lod dem komme til ham, og han kyssede dem og tog dem i Favn. ¹¹ Og Israel sagde til Josef: Jeg havde ikke tænkt at se dit Ansigt, og se, Gud har endog ladet mig se din Sæd. ¹² Og Josef førte dem ud fra hans Knæ og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden. ¹³ Og Josef tog dem begge, Efraim i sin højre Haand, for Israels venstre Haand, og Manasse i sin venstre Haand, for Israels højre Haand, og lod dem komme nær til ham. ¹⁴ Og Israel rakte sin højre Haand ud og lagde den paa Efraims Hoved, enddog han var den yngste, og sin venstre Haand paa Manasses Hoved; vidende gjorde han saaledes med sine Hænder, thi Manasse var den førstfødte. ¹⁵ Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag, ¹⁶ og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet. ¹⁷ Der Josef saa, at hans Fader lagde sin højre Haand paa Efraims, Hoved, da mishagede det ham; og han tog fat paa sin Faders Haand for at føre den fra Efraims Hoved paa Manasses Hoved. ¹⁸ Og Josef sagde til sin Fader: Ikke saa, min Fader! thi denne er den førstefødte, læg din højre Haand paa hans Hoved. ¹⁹ Men hans Fader vægrede sig og sagde: Jeg ved det, min Søn, jeg ved det; han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor, men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Sæd skal være en stor Hob Folk. ²⁰ Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Efraim og som Manasse! og han satte Efraim foran Manasse. ²¹ Og Israel sagde til Josef: Se, jeg dør, og Gud skal være med eder og føre eder til eders Fædres Land igen. ²² Og jeg har givet dig fremfor dine Brødre et Stykke Land, som jeg har taget af Amoriternes Haand med mit Sværd og med min Bue.

⁷ Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig er dens Attraa men du skal herske over den.

¹ Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt. ² Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmeles Sluser holdt op og regnen fra Himmelen holdt op. ³ Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efter at hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne. ⁴ Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge. ⁵ Og Vandet for hid og did og formindskedes indtil den tiende Maaned; i den tiende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig til Syne. ⁶ Og det hændte sig efter fyrretyve Dage, da oplod Noa Vinduet paa Arken, som han havde gjort. ⁷ Og han udlod en Ravn; den fløj og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden. ⁸ Og han udlod en Due fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade. ⁹ Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igen til ham i Arken, fordi Vandet endnu var over den ganske Jord; og han udrakte sin Haand og annammede den og to den til sig i Arken. ¹⁰ Da biede han endnu syv andre Dage og udlod atter en Due af Arken. ¹¹ Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og se, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund; da fornam Noa, at vandet var sunket paa Jorden. ¹² Men han biede endnu andre syv Dage og udlod en Due, og den kom ikke ydermere til ham. ¹³ Og det skete i det seks Hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, da tørredes Vandet fra Jorden; da tog Noa Dækket af Arken og saa sig om, og se, Jordens Overflade tørredes. ¹⁴ Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden tør. ¹⁵ Da talede Gud til Noa og sagde: ¹⁶ Gak ud ad Arken, du og din Hustru og dine Sønner og dine Sønners Hustruer med dig. ¹⁷ Udfør med dig alle Dyr, som ere hos dig af alt Kød, af Fugle og af Kvæg og af alle Kryb, som krybe paa Jorden, og de skulle vrimle paa Jorden og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden. ¹⁸ Saa gik Noa ud og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham. ¹⁹ Alle vilde Dyr og alle Kryb og alle Fugle, alt hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, de gik ud ad Arken. ²⁰ Og Noa byggede HERREN et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret. ²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort. ²² Saa længe Jorden staar, skal Sæd og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.

²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. ³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. ⁴ Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. ⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. ⁶ Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. ⁷ Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. ⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. ⁹ Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. ¹⁰ Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. ¹¹ Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. ¹² Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. ¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. ¹⁵ Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. ¹⁶ Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. ¹⁷ Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden ¹⁸ og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. ¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. ²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. ²¹ Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. ²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. ²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. ²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. ³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.