Bible verses about "god creating the world" | Danish

¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. ³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. ⁴ Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. ⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. ⁶ Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. ⁷ Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. ⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. ⁹ Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. ¹⁰ Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. ¹¹ Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. ¹² Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. ¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. ¹⁵ Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. ¹⁶ Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. ¹⁷ Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden ¹⁸ og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. ¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. ²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. ²¹ Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. ²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. ²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. ²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. ³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. ² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. ³ Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. ⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

¹ Og Slangen var træskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud HERREN havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven? ² Da sagde Kvinden til Slangen: Vi maa æde af Havens Træers Frugt; ³ men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. ⁴ Da sagde Slangen til Kvinden: I skulle ikke dø Døden; ⁵ men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt. ⁶ Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. ⁷ Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter. ⁸ Og de hørte Gud HERRENS Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud HERRENS Ansigt iblandt Træerne i Haven. ⁹ Og Gud HERREN kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? ¹⁰ han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. ¹¹ Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf? ¹² Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad. ¹³ Da sagde Gud HERREN til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad. ¹⁴ Da sagde Gud HERREN til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt Kvæget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og æde Støv alle dit Livs Dage. ¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl. ¹⁶ Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig. ¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. ¹⁸ Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. ¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen. ²⁰ Og Adam kaldte sin Hustrus Navn Eva, thi hun er bleven alle levendes Moder. ²¹ Og Gud HERREN gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem. ²² Og Gud HERREN sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ og æde og leve evindeligen: ²³ da forviste Gud HERREN ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af. ²⁴ Og han drev Mennesket ud og satte Keruber Østen for Edens Have med et blinkende Sværd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livsens Træ.

¹ Og Adam kendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Kain og sagde: Jeg har faaet en Mand, som er HERREN. ² Og hun blev ved at føde, nemlig hans Broder Abel; og Abel blev en Faarehyrde, og Kain dyrkede Jorden. ³ Og det hændte sig, der en Tid var forløben, og Kain frembar et Offer til HERREN af Jordens Frugt. ⁴ Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hjords første Affødning og af deres Fedme; og HERREN saa til Abel og til hans Offer. ⁵ Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede. ⁶ Og HERREN sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet. ⁷ Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig er dens Attraa men du skal herske over den. ⁸ Og Kain talede med Abel sin Broder; og det hændte sig, der de vare paa Marken, da stod Kain op imod Abel sin Broder og ihjelslog ham. ⁹ Og HERREN sagde til Kain: Hvor er Abel, din Broder? Og han sagde: Jeg ved ikke, mon jeg være min Broders Vogter? ¹⁰ Og han sagde: Hvad har du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden. ¹¹ Og nu være du forbandet fra Jorden, som oplod sin Mund til at tage din Broders Blod af din Haand. ¹² Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Kraft, ustadig og flygtig skal du være paa Jorden. ¹³ Da sagde Kain til HERREN: Min Misgerning er større, end jeg kan bære. ¹⁴ Se, du har i Dag drevet mig fra Jordens Kreds, og jeg maa skjule mig for dit Ansigt; og jeg bliver ustadig og flygtig paa Jorden, og det vil ske, hvo som finder mig, slaar mig ihjel. ¹⁵ Men HERREN sagde til ham: Derfor, hvo som ihjelslaar Kain, paa ham skal det hævnes syvfold; saa satte HERREN for Kain et Tegn, at ingen, som fandt ham, skulde slaa ham ihjel. ¹⁶ Saa gik Kain ud fra HERRENS Ansigt og blev i det Land Nod Østen for Eden. ¹⁷ Og Kain kendte sin Hustru, og hun undfik og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Søns Navn, Hanok. ¹⁸ Og for Hanok blev født Irad, og Irad avlede Mehujæl, og Mehujæl avlede Mathusæl, og Mathusæl avlede Lamek. ¹⁹ Og Lamek tog sig to Hustruer, den enes Navn var Ada, og den andens Navn Zilla. ²⁰ Og Ada fødte Jabal; han var Fader til dem som boede i Telte og vogtede Kvæg ²¹ Og hans Broders Navn var Jubal han var Fader til alle dem, der legede paa Harpe og Fløjte. ²² Og Zilla, ogsaa hun fødte, nemlig Thubalkain, som kunstigen gjorde alle Haande skarpt Kobber- og Jerntøj; og Thubalkains Søster var Naama. ²³ Og Lamek sagde til sine Hustruer Ada og Zilla, hører min Røst, Lameks Hustruer, mærker min Tale! Om jeg har slagen en Mand ihjel, mig til et Saar, og en Dreng, mig til en Byld: ²⁴ da skal Kain hævnes syvfold, og Lamek halvfjerdsindstyve Gange og syv Gange. ²⁵ Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Sæd Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel. ²⁶ Og for Seth blev og født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos; da begyndte man at paakalde HERRENS Navn.

¹ Denne er Menneskens Slægters Bog. Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse: ² Han skabte dem Mand og Kvinde og velsignede dem og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte. ³ Og Adam levede hundrede og tredive Aar og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede og kaldte hans Navn Seth. ⁴ Og Adam levede, efter at han havde avlet Seth, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ⁵ Og Adams ganske Alder, som han levede, blev ni Hundrede Aar og trevede, blev ni Hundrede Aar og tredive Aar; og han døde. ⁶ Og Seth var hundrede Aar og fem Aar gammel og avlede Enos. ⁷ Og Seth levede, efter at han havde avlet Enos, otte Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. ⁸ Og Seths ganske Alder blev ni Hundrede Aar og tolv Aar; og han døde. ⁹ Og Enos var halvfemsindstyve Aar gammel og avlede Kenan. ¹⁰ Og Enos levede, efter at han havde avlet Kenan, otte Hundrede Aar og femten Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹¹ Og Enos ganske Alder blev ni Hundrede Aar og fem Aar; og han døde. ¹² Og Kenan var halvfjerdsindstyve Aar gammel og avlede Mahalaleel. ¹³ Og Kenan levede, efter at han havde avlet Mahalaleel, otte Hundrede Aar og fyrretyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Og Kenans ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ti Aar; og han døde. ¹⁵ Og Mahalaleel var fem Aar og tresindstyve Aar gammel og avlede Jared. ¹⁶ Og Mahalaleel levede, efter at han havde avlet Jared, otte Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁷ Og Mahalaleels ganske Alder var otte Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar; og han døde. ¹⁸ Og Jared var hundrede Aar og to og tresindstyve Aar gammel og avlede Enok. ¹⁹ Og Jared levede, efter at han havde avlet Enok, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Og Jareds ganske Alder blev ni Hundrede Aar og to og tresindstyve Aar; og han døde. ²¹ Og Enok var fem og tresindstyve Aar gammel og avlede Methusela. ²² Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²³ Og Enoks ganske Alder blev tre Hundrede Aar og fem og tresindstyve Aar. ²⁴ Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham. ²⁵ Og Methusela var hundrede Aar og syv og tresindstyve Aar gammel og avlede Lamek. ²⁶ Og Methusela levede, efter at han havde avlet Lamek, syv Hundrede Aar og to og firsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁷ Og Methuselas ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ni og tresindstyve Aar; og han døde. ²⁸ Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn; ²⁹ ug han kaldte hans Navn Noa og sagde: Denne skal trøste os i vor Kummer og vore Hænders Arbejde paa Jorden, hvilken HERREN har forbandet. ³⁰ Og Lamek levede, efter at han havde avlet Noa; fem Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre. ³¹ Og Lameks ganske Alder blev syv Hundrede aar og syv og halvfjerdsindstyve Aar; og han døde. ³² Og Noa var fem Hundrede Aar gammel, og Noa avlede Sem, Kam og Jafet.

¹ Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem, ² da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte. ³ Da sagde HERREN: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar. ⁴ Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd. ⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. ⁶ Da angrede HERREN, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. ⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem. ⁸ Men Noa fandt Naade for HERRENS Øjne. ⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. ¹⁰ Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. ¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. ¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden. ¹⁴ Gør dig en Ark af Gofertræ; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg. ¹⁵ Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Længde være, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde. ¹⁶ Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du sætte paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft. ¹⁷ Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande. ¹⁸ Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig. ¹⁹ Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være. ²⁰ Af Fuglene efter deres Slags og af Kvæget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve. ²¹ Og tag du dig af alle Haande Føde, som ædes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Næring. ²² Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

¹ Og HERREN sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt. ² Tag dig af alle Haande rent Kvæg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvæg, som er urent, et Par, Han og Hun; ³ ogsaa af Fuglene under Himmelen, syv og syv, Han og Hun, at holde Sæd paa al Jorden i Live. ⁴ Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette af Jorden alle levende Væsener, som jeg har gjort. ⁵ Og Noa gjorde efter alt, hvad HERREN bød ham. ⁶ Og der Noa var seks Hundrede Aar gammel, da kom Floden med Vande over Jorden. ⁷ Og Noa gik ind og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham i Arken for Flodens Vande. ⁸ Af rent Kvæg og af det Kvæg, om ikke er rent, og af Fuglene og alt det, som kryber paa Jorden, ⁹ gik Par og Par til Noa til Arken, Han og Hun, ligesom Gud havde befalet Noa. ¹⁰ Og det skete paa den syvende Dag, da kom Flodens Vande over Jorden. ¹¹ I det Aar, der Noa var seks Hundrede Aar gammel, i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa den Dag opbrast alle Kilder i den store Afgrund og Himmelens Sluser oplodes. ¹² Og Regn paa Jorden fyrretyre Dage og fyrretyve Nætter. ¹³ Paa den selvsamme Dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas Sønner, og Noas Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem i Arken; ¹⁴ de og alle Haande vilde Dyr efter deres Slags og alle Haande Kvæg efter deres Slags og alle Haande Kryb, som krybe paa Jorden, efter deres Slags, og alle Haande Fugle efter deres Slags, alt det, som kan flyve, alt det, som har Vinger. ¹⁵ Og de gik i Arken til Noa, Par og Par af alt Kød, i hvilket der var Livs Aande. ¹⁶ Og de, som kom, kom Han og Hun af alle Haande Kød, ligesom Gud havde budet ham; og HERREN lukkede til efter ham. ¹⁷ Da kom Floden fyrretyve Dage over Jorden; og Vandet formeredes og opløftede Arken, og den hævedes op over Jorden. ¹⁸ Og Vandet fik Overhaand og formeredes saare over Jorden; og Arken flød oven paa Vandet. ¹⁹ Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høje Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel. ²⁰ Femten Alen oventil fik Vandet Overhaand, og Bjergene bleve skjulte. ²¹ Saa udaandede alt Kød, som rørte sig paa Jorden, af Fugle og af Kvæg og af vilde Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske. ²² Alt det, som havde Livs Aande i sin Næse, alt det, som var paa det tørre, døde. ²³ Og hvert Væsen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvæg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken. ²⁴ Og Vandet havde Overhaand over Jorden hundrede og halvtredsindstyve Dage.

¹ Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt. ² Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmeles Sluser holdt op og regnen fra Himmelen holdt op. ³ Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efter at hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne. ⁴ Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge. ⁵ Og Vandet for hid og did og formindskedes indtil den tiende Maaned; i den tiende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig til Syne. ⁶ Og det hændte sig efter fyrretyve Dage, da oplod Noa Vinduet paa Arken, som han havde gjort. ⁷ Og han udlod en Ravn; den fløj og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden. ⁸ Og han udlod en Due fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade. ⁹ Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igen til ham i Arken, fordi Vandet endnu var over den ganske Jord; og han udrakte sin Haand og annammede den og to den til sig i Arken. ¹⁰ Da biede han endnu syv andre Dage og udlod atter en Due af Arken. ¹¹ Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og se, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund; da fornam Noa, at vandet var sunket paa Jorden. ¹² Men han biede endnu andre syv Dage og udlod en Due, og den kom ikke ydermere til ham. ¹³ Og det skete i det seks Hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, da tørredes Vandet fra Jorden; da tog Noa Dækket af Arken og saa sig om, og se, Jordens Overflade tørredes. ¹⁴ Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden tør. ¹⁵ Da talede Gud til Noa og sagde: ¹⁶ Gak ud ad Arken, du og din Hustru og dine Sønner og dine Sønners Hustruer med dig. ¹⁷ Udfør med dig alle Dyr, som ere hos dig af alt Kød, af Fugle og af Kvæg og af alle Kryb, som krybe paa Jorden, og de skulle vrimle paa Jorden og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden. ¹⁸ Saa gik Noa ud og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham. ¹⁹ Alle vilde Dyr og alle Kryb og alle Fugle, alt hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, de gik ud ad Arken. ²⁰ Og Noa byggede HERREN et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret. ²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort. ²² Saa længe Jorden staar, skal Sæd og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.

¹ Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden! ² Og Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle vilde Dyr paa Jorden og over alle Fugle under Himmelen, over alt det, som kryber paa Jorden, og over alle Fiske i Havet, de skulle være givne i eders Hænder. ³ Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til Spise, ligesom grønne Urter har jeg givet eder alt dette. ⁴ Dog Kød med Sjælen, med Blodet i, maa I ikke æde. ⁵ Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Haand vil jeg kræve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl. ⁶ Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket. ⁷ Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa. ⁸ Og Gud talede til Noa og til hans Sønner med ham og sagde: ⁹ Jeg, se, jeg opretter min Pagt med eder og med eders Afkom efter eder ¹⁰ og med hver levende Sjæl, som er hos eder af Fugle, af Kvæg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud ad Arken, af alle Dyr, som ere paa Jorden. ¹¹ Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelægges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordærve Jorden. ¹² Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gør imellem mig og imellem eder og imellem hver levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid. ¹³ Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. ¹⁴ Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen. ¹⁵ Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød. ¹⁶ Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden. ¹⁷ Og Gud sagde til Noa: Dette skal være et Tegn paa den Pagt, som jeg har oprettet imellem mig og imellem alt Kød, som er paa Jorden. ¹⁸ Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader. ¹⁹ Disse tre ere Noas Sønner, og af disse blev hele Jorden befolket alle Vegne. ²⁰ Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard. ²¹ Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt. ²² Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor. ²³ Da tog Sem og Jafet et Klæde og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglæns og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel. ²⁴ Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham. ²⁵ Da sagde han: Forbandet være Kanaan, han skal være Trælles Træl for sine Brødre ²⁶ Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl! ²⁷ Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl! ²⁸ Og Noa levede efter Floden tre Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar. ²⁹ Og alle Noas Dage vare ni Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar; og han døde.

¹ Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden. ² Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras. ³ Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma. ⁴ Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim. ⁵ Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter, i deres Folk. ⁶ Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan. ⁷ Og Kus Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan. ⁸ Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig paa Jorden. ⁹ Han var en vældig Jæger for HERRENS Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vældig Jæger for HERRENS Ansigt. ¹⁰ Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear. ¹¹ Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala ¹² og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad. ¹³ Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher ¹⁴ og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer. ¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth ¹⁶ og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter ¹⁷ og Heviter og Arkiter og Siniter ¹⁸ og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. ¹⁹ Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa. ²⁰ Disse ere Kams Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, i deres Folk. ²¹ Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder. ²² Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram. ²³ Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas. ²⁴ Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber. ²⁵ Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan. ²⁶ Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara ²⁷ og Adoram og Usal og Dikla ²⁸ og Obal og Abimæl og Skeba ²⁹ og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner. ³⁰ Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen. ³¹ Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk. ³² Disse ere Noas Børns Slægter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.

¹ Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog. ² Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der. ³ Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk. ⁴ Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden. ⁵ Da nedfor HERREN for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede. ⁶ Og HERREN sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre. ⁷ Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal. ⁸ Og HERREN adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden. ⁹ Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi HERREN blandede der al Jordens Tungemaal, og HERREN adspredte dem derfra over al Jordens Kreds. ¹⁰ Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden. ¹¹ Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹² Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala. ¹³ Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber. ¹⁵ Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁶ Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg. ¹⁷ Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre. ¹⁸ Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu. ¹⁹ Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug. ²¹ Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre. ²² Og Serub levede tredive Aar og avlede Nakor. ²³ Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁴ Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara. ²⁵ Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre. ²⁶ Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran. ²⁷ Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot. ²⁸ Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa. ²⁹ Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska. ³⁰ Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn. ³¹ Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der. ³² Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.

²³ Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere.

³ Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er.

¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. ² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. ³ Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. ⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

¹⁶ thi ved ham ere alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og usynlige, være sig Throner eller Herredømmer eller Fyrstendoømmer eller Magter, alle Ting ere skabte ved ham og til ham;

¹² Jeg gjorde Jorden og skabte Mennesker derpaa; mine Hænder udbredte Himlnelen, og jeg bød over al dens Hær.

³ Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne af dem, der ikke vare tilsyne.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. ³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. ⁴ Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. ⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. ⁶ Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. ⁷ Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. ⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. ⁹ Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. ¹⁰ Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. ¹¹ Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. ¹² Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. ¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. ¹⁵ Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. ¹⁶ Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. ¹⁷ Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden ¹⁸ og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. ¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. ²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. ²¹ Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. ²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. ²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. ²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. ³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.