Bible verses about "morning prayer" | Danish

¹ Til Sangmesteren; paa Nekiloth; en Psalme af David. ² HERRE! vend dine øren til mine Ord, agt paa min Tanke! ³ Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg. ⁴ HERRE! om Morgenen høre du min Røst! jeg vil fremstille mig om Morgenen for dig og vente. ⁵ Thi du er ikke en Gud, som har Lyst til Ugudelighed; den onde skal ikke bo hos dig. ⁶ Daarer skulle ikke bestaa for dine Øjne! du hader alle dem, som gøre Uret. ⁷ Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand. ⁸ Men jeg vil komme til dit Hus ved din store Miskundhed; jeg vil tilbede imod dit hellige Tempel i din Frygt. ⁹ HERRE! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld; jævn din Vej for mit Ansigt! ¹⁰ Thi i deres Mund er intet bestandigt; deres Indre er Ondskab; deres Strube er en aaben Grav, de smigre med deres Tunge. ¹¹ Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig. ¹² Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glæde sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig. Thi du, HERRE! velsigner en retfærdig, du dækker ham med Naade som med et Skjold.

⁷ Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand.

¹ Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde. ² Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døtre: ³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen. ⁴ Og hans Sønner gik hen og gjorde Gæstebud hver i sit Hus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem. ⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage. ⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem. ⁷ Da sagde HERREN til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede HERREN og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi. ⁸ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde. ⁹ Men Satan svarede HERREN og sagde: Mon Job frygter Gud for intet ¹⁰ Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet. ¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt ¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt. ¹³ Og det skete en Dag, da hans Sønner og hans Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus, ¹⁴ da kom der et Bud til Job og sagde: Øksnene pløjede og Aseninderne gik paa Græs ved Siden af dem, ¹⁵ da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁶ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Guds ild faldt fra Himmelen og brændte paa Faarene og paa Drengene og fortærede dem; og jeg alene er undkommen. Jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁷ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldæerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ¹⁸ Men der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Dine Sønner og dine Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus, ¹⁹ og se, der kom et stærkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende. ²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig ²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet! ²² I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David, ² der Profeten Nathan var kommen til ham, efter at han var gaaet ind til Bathseba. ³ Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed. ⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd; ⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig. ⁶ Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer. ⁷ See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd. ⁸ Se, til Sandhed i det inderste Hjerte har du Lyst; Visdommen i Hjertedybet lære du mig! ⁹ Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne. ¹⁰ Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt. ¹¹ Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger! ¹² Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. ¹³ Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig! ¹⁴ Giv mig igen at glædes over din Frelse og ophold mig med en villig Aand! ¹⁵ Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig. ¹⁶ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfærdighed. ¹⁷ Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris. ¹⁸ Thi du har ikke Lyst til Slagoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Brændoffer har du ikke Behagelighed. ¹⁹ Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke fortabte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter.

³⁰ Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

³⁵ Eders Lænder være ombundne, og Eders Lys brændende.

²⁹ Men Jesus svarede ham: det første Bud af alle er dette: hør, Israel! Herren, vor Gud, Herren er een;

⁷⁹ for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. ³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. ⁴ Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. ⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. ⁶ Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. ⁷ Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. ⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. ⁹ Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. ¹⁰ Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. ¹¹ Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. ¹² Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. ¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. ¹⁵ Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. ¹⁶ Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. ¹⁷ Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden ¹⁸ og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. ¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. ²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. ²¹ Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. ²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. ²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. ²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. ³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

¹² Har du i dine Dage givet Befaling til Morgenen? har du vis Morgenrøden dens Sted,

¹⁴ Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, HERRE, min Klippe og min Genløser!

⁵ Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som fryver om Dagen, ⁶ for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. ⁷ Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.

⁸ Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe.

¹⁷ Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.

¹⁰⁵ Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti.

¹ En Psalme af David, der han var i Judas Ørk. ² Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er. ³ Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære. ⁴ Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig. ⁵ Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn. ⁶ Min Sjæl skal mættes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Læber. ⁷ Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne. ⁸ Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synbe med Fryd. ⁹ Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa, mig. ¹⁰ Men de søge efter mit Liv til deres egen ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder. ¹¹ Man skal give dem Sværdet i Vold, de skulle vorde Ræves Del. Men Kongen skal glædes i Gud hver den, som sværger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.

³⁵ Og om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og bad der.

³ Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg.

¹⁴ Mæt os alle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.