Bible verses about "noah" | Danish

¹ Og HERREN sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt.

⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud.

¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. ² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. ³ Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. ⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

³² Og Noa var fem Hundrede Aar gammel, og Noa avlede Sem, Kam og Jafet.

¹ Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem, ² da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte. ³ Da sagde HERREN: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar. ⁴ Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd. ⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. ⁶ Da angrede HERREN, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. ⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem. ⁸ Men Noa fandt Naade for HERRENS Øjne. ⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. ¹⁰ Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. ¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. ¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden. ¹⁴ Gør dig en Ark af Gofertræ; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg. ¹⁵ Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Længde være, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde. ¹⁶ Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du sætte paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft. ¹⁷ Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande. ¹⁸ Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig. ¹⁹ Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være. ²⁰ Af Fuglene efter deres Slags og af Kvæget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve. ²¹ Og tag du dig af alle Haande Føde, som ædes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Næring. ²² Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

¹ Og HERREN sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt. ² Tag dig af alle Haande rent Kvæg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvæg, som er urent, et Par, Han og Hun; ³ ogsaa af Fuglene under Himmelen, syv og syv, Han og Hun, at holde Sæd paa al Jorden i Live. ⁴ Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette af Jorden alle levende Væsener, som jeg har gjort. ⁵ Og Noa gjorde efter alt, hvad HERREN bød ham. ⁶ Og der Noa var seks Hundrede Aar gammel, da kom Floden med Vande over Jorden. ⁷ Og Noa gik ind og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham i Arken for Flodens Vande. ⁸ Af rent Kvæg og af det Kvæg, om ikke er rent, og af Fuglene og alt det, som kryber paa Jorden, ⁹ gik Par og Par til Noa til Arken, Han og Hun, ligesom Gud havde befalet Noa. ¹⁰ Og det skete paa den syvende Dag, da kom Flodens Vande over Jorden. ¹¹ I det Aar, der Noa var seks Hundrede Aar gammel, i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa den Dag opbrast alle Kilder i den store Afgrund og Himmelens Sluser oplodes. ¹² Og Regn paa Jorden fyrretyre Dage og fyrretyve Nætter. ¹³ Paa den selvsamme Dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas Sønner, og Noas Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem i Arken; ¹⁴ de og alle Haande vilde Dyr efter deres Slags og alle Haande Kvæg efter deres Slags og alle Haande Kryb, som krybe paa Jorden, efter deres Slags, og alle Haande Fugle efter deres Slags, alt det, som kan flyve, alt det, som har Vinger. ¹⁵ Og de gik i Arken til Noa, Par og Par af alt Kød, i hvilket der var Livs Aande. ¹⁶ Og de, som kom, kom Han og Hun af alle Haande Kød, ligesom Gud havde budet ham; og HERREN lukkede til efter ham. ¹⁷ Da kom Floden fyrretyve Dage over Jorden; og Vandet formeredes og opløftede Arken, og den hævedes op over Jorden. ¹⁸ Og Vandet fik Overhaand og formeredes saare over Jorden; og Arken flød oven paa Vandet. ¹⁹ Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høje Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel. ²⁰ Femten Alen oventil fik Vandet Overhaand, og Bjergene bleve skjulte. ²¹ Saa udaandede alt Kød, som rørte sig paa Jorden, af Fugle og af Kvæg og af vilde Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske. ²² Alt det, som havde Livs Aande i sin Næse, alt det, som var paa det tørre, døde. ²³ Og hvert Væsen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvæg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken. ²⁴ Og Vandet havde Overhaand over Jorden hundrede og halvtredsindstyve Dage.

¹ Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvæg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt. ² Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmeles Sluser holdt op og regnen fra Himmelen holdt op. ³ Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efter at hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne. ⁴ Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge. ⁵ Og Vandet for hid og did og formindskedes indtil den tiende Maaned; i den tiende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig til Syne. ⁶ Og det hændte sig efter fyrretyve Dage, da oplod Noa Vinduet paa Arken, som han havde gjort. ⁷ Og han udlod en Ravn; den fløj og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden. ⁸ Og han udlod en Due fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade. ⁹ Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igen til ham i Arken, fordi Vandet endnu var over den ganske Jord; og han udrakte sin Haand og annammede den og to den til sig i Arken. ¹⁰ Da biede han endnu syv andre Dage og udlod atter en Due af Arken. ¹¹ Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og se, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund; da fornam Noa, at vandet var sunket paa Jorden. ¹² Men han biede endnu andre syv Dage og udlod en Due, og den kom ikke ydermere til ham. ¹³ Og det skete i det seks Hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, da tørredes Vandet fra Jorden; da tog Noa Dækket af Arken og saa sig om, og se, Jordens Overflade tørredes. ¹⁴ Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden tør. ¹⁵ Da talede Gud til Noa og sagde: ¹⁶ Gak ud ad Arken, du og din Hustru og dine Sønner og dine Sønners Hustruer med dig. ¹⁷ Udfør med dig alle Dyr, som ere hos dig af alt Kød, af Fugle og af Kvæg og af alle Kryb, som krybe paa Jorden, og de skulle vrimle paa Jorden og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden. ¹⁸ Saa gik Noa ud og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham. ¹⁹ Alle vilde Dyr og alle Kryb og alle Fugle, alt hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, de gik ud ad Arken. ²⁰ Og Noa byggede HERREN et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret. ²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort. ²² Saa længe Jorden staar, skal Sæd og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.

¹ Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden! ² Og Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle vilde Dyr paa Jorden og over alle Fugle under Himmelen, over alt det, som kryber paa Jorden, og over alle Fiske i Havet, de skulle være givne i eders Hænder. ³ Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til Spise, ligesom grønne Urter har jeg givet eder alt dette. ⁴ Dog Kød med Sjælen, med Blodet i, maa I ikke æde. ⁵ Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Haand vil jeg kræve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl. ⁶ Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket. ⁷ Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa. ⁸ Og Gud talede til Noa og til hans Sønner med ham og sagde: ⁹ Jeg, se, jeg opretter min Pagt med eder og med eders Afkom efter eder ¹⁰ og med hver levende Sjæl, som er hos eder af Fugle, af Kvæg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud ad Arken, af alle Dyr, som ere paa Jorden. ¹¹ Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelægges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordærve Jorden. ¹² Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gør imellem mig og imellem eder og imellem hver levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid. ¹³ Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. ¹⁴ Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen. ¹⁵ Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød. ¹⁶ Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden. ¹⁷ Og Gud sagde til Noa: Dette skal være et Tegn paa den Pagt, som jeg har oprettet imellem mig og imellem alt Kød, som er paa Jorden. ¹⁸ Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader. ¹⁹ Disse tre ere Noas Sønner, og af disse blev hele Jorden befolket alle Vegne. ²⁰ Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard. ²¹ Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt. ²² Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor. ²³ Da tog Sem og Jafet et Klæde og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglæns og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel. ²⁴ Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham. ²⁵ Da sagde han: Forbandet være Kanaan, han skal være Trælles Træl for sine Brødre ²⁶ Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl! ²⁷ Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl! ²⁸ Og Noa levede efter Floden tre Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar. ²⁹ Og alle Noas Dage vare ni Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar; og han døde.

¹ Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden.

¹ Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem, ² da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte. ³ Da sagde HERREN: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar. ⁴ Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd. ⁵ Og HERREN saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. ⁶ Da angrede HERREN, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. ⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem. ⁸ Men Noa fandt Naade for HERRENS Øjne. ⁹ Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. ¹⁰ Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. ¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. ¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden. ¹⁴ Gør dig en Ark af Gofertræ; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg. ¹⁵ Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Længde være, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde. ¹⁶ Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du sætte paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft. ¹⁷ Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande. ¹⁸ Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig. ¹⁹ Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være. ²⁰ Af Fuglene efter deres Slags og af Kvæget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve. ²¹ Og tag du dig af alle Haande Føde, som ædes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Næring. ²² Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

²⁶ Og som det skete i Noahs Dage, saaledes skal det og skee i Menneskens Søns Dage.

⁵ Og ikke sparede den gamle Verden men bevarede Noah, den Retfærdighedens Prædiker, selv ottende, der han førte Syndfloden over de Ugudeliges Verden;

²⁰ Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard. ²¹ Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt. ²² Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor. ²³ Da tog Sem og Jafet et Klæde og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglæns og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel. ²⁴ Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham. ²⁵ Da sagde han: Forbandet være Kanaan, han skal være Trælles Træl for sine Brødre ²⁶ Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl! ²⁷ Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl!

²⁰ som fordum vare gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noahs Dage, der Arken byggedes, i hvilken faa nemlig otte, Sjæle bleve frelste i Vandet,

² Tag dig af alle Haande rent Kvæg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvæg, som er urent, et Par, Han og Hun;

²² Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.

¹⁸ Thi og Christus led eengang for vore Synder, den Retfærdige for de uretfærdige, at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aaanden; ¹⁹ i hvilken han og gik bort og prædikede for Aanderne, som vare i Forvaring, ²⁰ som fordum vare gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noahs Dage, der Arken byggedes, i hvilken faa nemlig otte, Sjæle bleve frelste i Vandet, ²¹ hvis Modbillede nu frelser os, Daaben, hvilken ikke er Renselse fra Kjødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse; ²² som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kræfterne ere ham underlagte.

⁸ Men Noa fandt Naade for HERRENS Øjne.

⁷ Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen.