Bible verses about "the big bang theory" | Danish

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

¹ I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Det var i Begyndelsen hos Gud. ³ Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er. ⁴ I det var Livet, og Livet var Menneskenes Lys. ⁵ Og Lyset skinnede i Mørket, og Mørket begreb det ikke. ⁶ Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes. ⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden. ¹⁰ Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden Kjendte ham ikke. ¹¹ Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke. ¹² Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn; ¹³ hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud. ¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed. ¹⁵ Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har været for mig; thi han var førend jeg. ¹⁶ Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade. ¹⁷ Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus. ¹⁸ Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det. ¹⁹ Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du? ²⁰ Han bekjendte og nægtede ikke og bekjendte: jeg er ikke den Christus. ²¹ Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei; ²² da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? ²³ Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt. ²⁴ Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. ²⁵ Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? ²⁶ Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende. ²⁷ Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse. ²⁸ Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte. ²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd! ³⁰ Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg. ³¹ Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand. ³² Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. ³³ Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand. ³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn. ³⁵ Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple. ³⁶ Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam! ³⁷ Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. ³⁸ Men Jesus vendte sig om og saae dem følge og sagde til dem: ³⁹ hvad søge I efter? Men de sagde til ham: Rabbi (hvilket udlagt betyder: Mester), hvor opholder du dig? ⁴⁰ Han sagde til dem: kommer og seer. De kom og saae, hvor han opholdt sig, og bleve samme Dag hos ham; thi det var ved den tiende Time. ⁴¹ Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. ⁴² Denne fandt først sin Broder Simon og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus). ⁴³ Og han førte ham til Jesus. Men der Jesus saae paa ham, sagde han: du er Simon, Jonas' Søn; du skal hedde Kephas, (det er udlagt Petrus). ⁴⁴ Den anden Dag vilde Jesus drage hen til Galilæa; og han fandt Philippus og sagde til ham: følg mig. ⁴⁵ Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad. ⁴⁶ Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth. ⁴⁷ Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see. ⁴⁸ Jesus saae Nathanael komme til sig og sagde om ham: see, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig. ⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig. ⁵⁰ Og Nathanael svarede og sagde til ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge. ⁵¹ Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

¹ Og det skete, der Jesus havde endt disse Ord, drog ham bort af Galilæa, og kom til Judæas Grændser paa hiin Side Jordan. ² Og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem der. ³ Og Pharisæerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilkensomhelst Sag? ⁴ Men han svarede og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde, ⁵ og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være til eet Kjød. ⁶ Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille. ⁷ De sagde til ham: hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev, og skille sig fra hende? ⁸ Og han sagde til dem: Moses tilstede Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen har det ikke saaledes været. ⁹ Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer. ¹⁰ Hans Disciple sagde til ham: staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikkegodt at gifte sig. ¹¹ Men han sagde til dem: dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet. ¹² Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det! ¹³ Da bleve smaa Børn førte til ham at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem. ¹⁴ Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til. ¹⁵ Og han lagde Hænderne paa dem, og drog derfra. ¹⁶ Og see, Een traadte frem og sagde til ham: gode Mester! hvad Godt skal jeg gjøre, at jeg maa have det evige Liv? ¹⁷ Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene. ¹⁸ Han sagde til ham: hvilke? Men Jesus sagde: dette: du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ¹⁹ ær din Fader og din Moder, og du skal elske din Næste som dig selv. ²⁰ Da siger den unge Karl til ham: det har jeg holdet altsammen fra min Ungdom; hvad fattes mig endnu? ²¹ Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen; og kom følg mig. ²² Men der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. ²³ Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige. ²⁴ Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige. ²⁵ Men der hans Disciple hørte det, bleve de saare forfærdede og sagde: hvo kan da blive salig? ²⁶ Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige. ²⁷ Da svarede Peter og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle vi da have? ²⁸ Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer. ²⁹ Og hver, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igjen, og arve det evige Liv. ³⁰ Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste de Første.

¹ Derfor lader os forbigaae Begyndelseslæren om Christus og skride frem til det Fuldkomne, at vi ikke atter lægge Grundvoldende angaaende Omvendelse fra døde Gjerninger og Tro paa Gud ² og Læren om Daab og Haandspaalæggelse og de Dødes Opstandelse og den evige Dom. ³ Ja, dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder. ⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand, ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse, ⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud; ⁸ men den, som bærer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er nær; Enden med den er at brændes. ⁹ Dog, i Henseende til Eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi saaledes tale. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af Eder maa vise den samme Nidkjærhed, til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden, ¹² saa I ikke blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende: ¹⁴ sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig. ¹⁵ Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse. ¹⁷ Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil, ¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab, ¹⁹ hvilken vi have som Sjælens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget, ²⁰ hvor Jesus, vor Forløser, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er bleven en Ypperstepræst til evig Tid.

¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. ² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. ³ Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. ⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

³ Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne af dem, der ikke vare tilsyne.

³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys.

⁵ Saa siger Gud HERREN, som skabte Himlene og udspændte dem, som udbredte Jorden og dens Grøde, han, som giver Folket derpaa Aande og dem, som gaa derpaa, Aand:

⁸ Men dette Ene bør ikke undgaae Eder, I elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag.

¹ I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

¹³ Ja, min Haand har grundfæstet Jorden og min højre Haand har udspændt Himlene; jeg kalder dem frem og de staa der tilsammen.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. ³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. ⁴ Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. ⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. ⁶ Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. ⁷ Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. ⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. ⁹ Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. ¹⁰ Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. ¹¹ Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. ¹² Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. ¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. ¹⁵ Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. ¹⁶ Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. ¹⁷ Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden ¹⁸ og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. ¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. ²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. ²¹ Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. ²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. ²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. ²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. ³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.